Velkommen i Golfklubben

Sted: London City ~ Lady Ashleys private hjem
Tid: Søndag nat ~ En sommeraften
Omgivelser: Billeder, kunst og masser af stil

Lakerede negle klappede blidt imod det solide egetræsbord i en meget utålmodig rytme. Den anden hånd var hejst en smule op i vandret position for at fremvise det brilliant-dekorerede armbåndsur med små skinnende sten og en flot overflade af gyldne proportioner. Hun havde altid været glad for at fremvise sine rigdomme, men dog mest til sig selv. Denne gang handlede hendes utålmodighed dog ikke om et sammenkvæm med hendes indflydelsesrige naboer, men derimod en lille frøken i nød, som hun havde haft i sinde at hjælpe for intet mindre end en god gerning – og selvfølgelig den dejlige sladder, som hørte med. For få uger siden havde Lady Ashley sendt et brev til en af de nyere opkomlinger af de engelske toreadorer, som godt kunne bruge lidt hjælp for at passe ind. Man skulle jo nødig have unødvændigt sladder på gaderne, skulle man vel? Denne unge vampyrinde var ventet denne dag og snart dette klokkeslæt, men skønt der var et kvarter eller noget til den aftalte tid, skiftede de smaragdgrønne øjne med at se ud imod den travle gade og ned på armbåndsuret, som gerne skulle nedtælle hendes kommen. Hun måtte indrømme, hun var mere ekstatisk end hun burde være: Det omhandlede som sagt et lettere alvorligt, socialt dilemma for den unge tøs og hun havde nok brug for mere end en god Chirly Type B til at lindre det blødende sår, som udgjorde problematikken. Stakkels pigebarn måtte vel være panisk, alt taget i betragtning. De elegante hænder bladrede i heftet, hvor hun havde taget noter til sagen. Arvet gods på radikale faconer. Ikke just noget, som indspillede med en lystid C accord i det sociale samfund, som Ashley selv var en del af. Sandt som det var sagt, så havde hun nok ikke taget sig tid til at kontakte og hjælpe denne unge Elisabeth med sit problem, hvis hun ikke havde været af det fine samfund, som Ashley tilhørte. Man måtte jo passe på sine yngre, skulle man ikke?


Rummet Ashley sad i var loungen i en større villa i sydsiden af London City. Trods det var midtbyen, var der stille om søndagen, og gaderne under månen derude var tyste til trods af få bilister med højtragende radioer, som skød igennem dører og tage på automobilernes konstruktion. Lil Wayne og Snoop Dog? Var der ingen der hørte ordentligt ENGELSK musik nu til dags? Selv sad hun og nød en gammel klassiker for ca. 578½. Gang og den ville helt sikkert blive spillet igen så snart Ashley var alene på ny. Selv var Asley jo af fin slægt og det var længe siden hendes stamtræ havde rørt menneskehed, men hun var ikke den fuldblods, som hun gerne ville være. Trods det, var hun et nydeligt bekendtskab. Køn og ungfoldig selvom hun havde et sind som en gammel baronesse. Hendes hår var langt, sat i knold og brunt som en valnød. En sund farve, men hun yndede ikke sammenligningen med nødden overhovedet. Et sort business suit klædte hendes slanke krop som hun sad der ved kaffebordet og drak alt andet end kaffe. Et par måneformede briller sad på hendes spidse næse og reflekterede de mange farver, som hendes hjem var prydet i: Kunst, skulpturer og antikviteter. Hendes smykker på fingrene og halsen var dog det pynt hun bedst kunne lide og hun havde sat det i en sådan kontrast at den kære Elisabeth ikke ville kunne andet end at beundre og misunde hendes glød.


Hvor blev det pigebarn af?

Med klikkende sko mod gulvet, gik Elizabeth op af trinnene til boligen foran hende. Den skulle huse en hjælpende hånd, en kvinde der mente at kunne hjælpe den unge Toreador med at komme op i hierarkiet. En opgave en hver vampyr var født med, men for gæsten syntes det næsten livsnødvendigt. Nogle ville sikkert ryste på hoved og muligvis vende øjne, men høje positioner betød magt og hvem ville ikke have magt? Der var nogle mennesker der mente at magt var for de svage i samfundet. Elizabeth fnøs ved tanken. De higede selv efter den, men fik den på en anden måde. Hvorfor ligge sådan et trylleslør ud over folk så de gik og troede alt muligt?

De klaprende skridt fra de høje hæle stoppede brat op, da Elizabeth nåde døren. Porten i hendes hoved. En smugle tøvende bankede hun på den forvokset dør, til der kom en herre og åbnede op. En butler klædt i klassisk sort hvidt tøj, men med et yngre udseende. Som ved en hver anden mand, lod gæsten blikket hænge en smugle længere ved manden, end man ellers normalt ville gøre. Det kunne jo være han var lidt i særklasse? Hun blev skuffet. Manden brød tavsheden med en høflig stemme og før der var gået et minut, var de på vej mod hendes endelige mål ... eller nærmere den hjælpende hånd.
Butleren forlod husets gæst foran endnu et par forvokset døre, efter at have banket et par gange på og meldt gæstens ankomst i en næsten højtidelig tone. Var der så sjældent gæster? Det ville virke direkte latterligt hvis det var tilfælde. Hvorfor alt den pomp og pragt hvis man ikke yndede at bruge den til noget? Nogle folk var mærkelige og overnaturlige væsner syntes heller ikke altid at være alt for kloge.

James stemme lød fra forhallen. Rungende og højtidelig. Hvor han dog elskede sit job og sit lille pingvinsæt. Ashley bebrejdede ham ikke. Hun havde jo selv udvalgt hans uniform. Men den pokker til unge fnøs vidste godt hvor pigebarnet skulle vises hen? Nu havde hun jo lige sat sig så hendes tøj foldede på den helt rigtige måde og fra den vinkel, hvor hendes allerede skønne ansigt så allerbedst ud. Selv loungen var indrettet for at skabe et slags gyldent snit: Hun ville virke som en gudelignende orakelfigur for den stakkels, fortabte Elisabeth! Og således skulle et smukt venskab med sladder, socialisering og skattesnyderi igangsættes! Åh, hun havde planer for hendes nye bekendtskab og det gjorde hende helt ekstatisk. Så ekstatisk at hendes tær krummedes i de højhælede sko. Hun udstødte et spændt hvin og hun nærmest sprang fra sit sæde. Så længe gad hun dog heller ikke vente, selvom hun vidste hun så SKØN ud i det lys! Det var på tide at møde den lille myndling! Ashleys rødfarvede læber smilte dog bredt og hun efterlod sin drink på bordet og trippede med høje hæle imod forhallen, hvor hun slog dobbeltdørene op med spredte arme og et velkommende, smilende hvin, rettet imod Elisabeth, som var hun en længe savnet niece, som hun bare MÅTTE omfavne! Det gjorde hun dog ikke, men bevægede sig imod pigen med åbne arme, velkommende og pompøs. "Velkommen! Velkommen til min ydmyge bolig, darling!" Hendes arm rakte galant ud for forhåbentlig at trykke den unge Elisabeths varmt og venligt.


"Du kan kun være den velomtalte Elisabeth! Jeg er Lady Ashley, men hold den på blot Ashley. Sikke et rod du er kommet ud i, min ven, men frygt ej, for jeg er her for at bringe dit navn til tops - ved siden af mit selvfølgelig!" Ikke mange pusterum blev givet, så medmindre Elisabeth afbrød hende uformelt, ville der gå nogle øjeblikke før hun fik et ben til jorden til at svare den ekstatiske vampyrinde, som med en galant håndbevægelse inviterede gæsten ind i loungen. "Kom ind, kom ind!"