et nyt land, et nyt håb?

Tid: 20:30
Sted: paris lufthavn
Vejr: koldt og mørkt ude, men lunt og lyst herinde
Påklædning: se tekst

klokken var 20:00 da flyet fra Rusland landede i Paris lufthavn, Lysende der viste at seler sku være spændte slukkede hvorefter døren til flyet gik op, og de rejsende stormede ud af flyet i fuld fart mod der bagagen som snart ville ankomme til bånd 19 efter hvad der stod på de store skærme. En høj skikkelse klædt i en lang sort frakke samt en sort hat som dækkede hans øjne ved hjælp af skygge, trådte roligt ud af flyet efter de mange andre folk som var styrtet af sted, som en flok vilde dyr på jagt efter mad, han rystede kort på hovedet før vandrede langsomt af sted mod bagage båndet imens et lumsk smil gled over de smalle læber.
fyren tog sin jakke af idet han stoppede ved en af de mange ledige bagagevogne som stod rundt omkring, han lage frakken fra sig på den han havde udvalgt hvorefter han let begyndte at skubbe den af sted mod bånd 19.

Nu hvor hans frakke ikke længere skjulte hans krop, kom et par militærbukser til syne samt et par sorte militærstøvler. På overkroppen bar han en sort top som kun skjulte hans ellers kønne six pack, dog fremhævede den hans muskuløse arme som lige nu skubbede vognen stille og roligt af sted mod sit mål.
Det undrede denne mand at hans kuffert havde klaret turen da der lå op til flere våben skjult, han havde vist fået gemt dem så godt at de ikke var til at opsporer til hans held, det var derfor det lumske smil hvilede på hans læber som også lå skjult af skyggen fra hatten.

Denne mand hed Brutus og var netop stukket af fra sit hjemland og nu endt i dette land også kaldet Frankrig, Brutus stoppede op efter et stykke tid ved bånd nummer 19 hvor de mage rejsende fra før, stod og ventede utålmodigt, de havde ikke haft en grund til at løbe af sted de ku ha taget det roligt ligesom Brutus.
Han satte vognen fra sig før han vandre tætter på båndet, for så at se mod det sted kufferne ville komme fra, efter et par minutter begyndte kufferter at trille af sted hen over båndet, imens folk hurtigt greb fat i dem der nu var deres. Brutus rystede igen på hovet af dem imens han ventede på sin sorte store kuffert, han tog dog et par gange et kig rundt for at se på de folk der var omkring ham* kedelige mennesker* tænkte stille langt inde.

// dette er en passende start efter min mening//

//igen ??//

Der var utroligt mange mennesker stimlet sammen i den internationale lufthavn midt i Paris. Alle mulige slags folk stressede frem og tilbage mellem ”Departures” og ”Arrivals”, mens de konstant tjekkede tiden på deres armbåndsure og mobiltelefoner. Det var et kaos. Ikke mindst på grund af alle de vanskeligheder som sproget gav det ’meget’ veluddannede personale ved skrankerne, som på trods af deres branche nægtede at lære ordentlig engelsk. Det havde allerede ført til mindre og større misforståelse, eftersom det ikke var alle der havde den påkrævede perfekte udtale, eller var i stand til at udtrykke sig via enkelte franske fraser fra deres lånte parlør.

Alle ville rejse! Alle ville af sted og se verden og opleve ting! Lige med ét var det ikke nok at sidde i sin egen lille boble og kukkelure ud på verden gennem sit vindue! Lige med et, var TV, Radio og Flyrejser marcheret ind i alles stuer og alles liv. Selv businessrejser var efterhånden en velkendt og hyppigt forekommende ting som han aldrig selv rigtig havde benyttet sig af.. men hvorfor skulle han da også det? Han rejse aldrig med mindre at tingene brændte for meget på eller hvis hans overordnede beordrede ham et andet sted hen. Hvilket var en af grundende til at han havde mere end ét tilholdssted.. Rom.. et kort øjeblik gled hans tanker tilbage til den lille lejlighed som han for nylig havde måtte rejse fra.. et flygtigt syn af hvide lagner og langt brunt hår imod de dybrøde puder.. mmhh… han sukkede dybt og rystede så hovedet. Han havde andet der skulle tænkes på.. som for eksempel at der var nogle der havde sneget en sukkersød ballade ind imellem hans musiknumre, som lige nu bragede af sted ind i hans øregange gennem de hvide øretelefoner.

Lettere irriteret trak han sin telefon op af lommen og skiftede videre, hvordan helvede var den sang havnet der?? Endnu et kort glimt af noget langt mørkt bølget hår og et par havblå øjne flashede forbi hans indre blik og et let smil trak i hans mundvige.. forbandede kvinde.. med et suk, slettede han sangen fra sin playliste og kiggede så op og endnu engang ud på mængden af mennesker der strømmede forbi ham, han stod i et hjørne nær en af de udgange hvor de nyankomne ville komme ud fra efter at have fået sin bagage. På skærmen af hans telefon var teksten fra den besked han havde fået tidligere. ”Lufthaven kl. 20.30. Mr. De Gale.” det var en forholdsvis kort besked, med yderligere instruktioner om hvad manden ville være klædt i, og hvor han skulle føres hen. En russer vel at mærke.. fantastisk, det skulle nok blive interessant.. Så længe han var en af de få som rent faktisk ikke snakkede meget ville det ikke være noget problem at få vist ham hen til sine nye bekvemmeligheder..

En kort besked gled ud fra højtalerne fra oven, med en bekendtgørelse af at flyet fra Rusland lige var landet ved gate nr. 7, men han kunne ikke høre det for musikken i sine øre som stadig bragede af sted. Han fangede dog beskeden ved at læse på en af de store skærme som i samme øjeblik skiftede alle informationer ud, så de endnu engang var opdaterede og korrekte. Han skubbede sig væk fra bjælken han stod lænet op af og gik over mod de skydedøre som blokerede udsynet til ankomsthallen og skulle til at folde sine arme da hans næse opfangede en duft som med det samme fik hans opmærksomhed til at flakke. Lugten var sød og virkelig tiltalende.. forfærdelig tiltalende. Han mærkede hvordan hans indre begyndte at vride sig i længsel.. han havde ikke været på ordentlig jagt i månedsvis.. Hans mørke lettere gyldne øjne begyndte at afsøge området for denne fantastiske duft som sandsynligvis kom fra et kvindeligt væsen, men i stedet stoppede hans øjne da de mødte et par nøjagtigt magen til. Hans spejlbillede. Reflekteret i glasruden ved sin side, så han hvor åbenlys hans anden side skinnede ud gennem hans øjne og hvor tydeligt hans dyriske træk var begyndt at skinne igennem. Han undertrykte lysten og længslen med det samme. Og langsom gled hans øjne tilbage i den dyb brune farve de ellers var og resten af hans krop slappede af. For at dægge over hvorfor han stirrede på sig selv i glasrude, lod han som om at han rettede på sit tøj mens han langsomt pustede ud. Han var en høj mand, omkring de 1,95 cm høj. Det var ikke fantastisk men lige tilpas for ham. Hans hud var meget mørk, hvilket han kunne takke sin hvide mor og sorte far for. Et skævt smil smøg sig om hans læber ved tanken om det øgenavn man plejede at bruge om hans slags.. ’creamy’.. det var så sidenhen blevet til et noget så famøst pigebandt som forsvandt lige så hurtigt det var kommet.. hans mørke hår var holdt i tætte og tykke cornrows som smøg sig langs hans hovedbund og endte i en enkelt tyk fletning/dreadlock ned af hans ryg, ikke for lang, ikke for kort. Brede skuldre, veltrænet.. han havde gjort det godt på det sidste… igen rystede han på hovedet af sig selv og vendte sig atter over mod den store skydedør som endnu ikke var åbnet op. På trods af den kølige luft udenfor bar han ikke meget mere end sin sorte tanktop og sine hvide baggy-bukser.. ved nærmere eftertanke lignede han lige nu ikke meget andet end en average black guy, hvilket han havde det fint med.. opmærksomhed gjorde det svært at arbejde..

Et suk senere begyndte dørene foran ham at bevæge sig og ENDELIG begyndte folk at strømme ud med alle deres tasker efter sig, familier, ægtepar, unge såvel som ældre. Fantastisk! Now.. where’s Mr. Nice-guy?

//Sorry hvis du synes den er voldsomt lang, jeg har ikke postet i noget tid så jeg er selv lidt overrasket. Dog er der ingen pres! du behøver ikke matche længden eller mængden. ^^ også: er det De Gale eller La Tatum?

//la tatum, og utrolig godt svar:) er da blevet spændt på hvad ham vil med Brutus//

Brutus stod i et stykke tid og betragte folk omkring ham, men blev dog afbrudt da hans kuffert var på vej væk fra ham, han udstødte et kort hvæs før han så hurtigt greb fat i den sorte kuffens hank for så at trække den ned fra båndet. Han betragte den let*har ikke været åben*tænkte han så roligt og lo svagt for sig selv, efter lidt tid trak han så kuffertens håndtag op før han så let gik hen mod vognen, nu med kufferten på slæb den var både stor samt ret tung men havde dog ikke overvægt.
Brutus tog let fat i hans frakke før han så tog den på, da han havde fået det på skubbede han hatten lidt mere ned, og trak kraven på hætten op så den skjulte hans ansigt mere, det eneste der var synligt var lidt af hans næseryg.

Han smilede skævt hvorefter, han satte kursen mod udgangen "vi la Frans, eller hvad det nu heder" mumlede han svagt på russisk. Folk gik hurtigt samt travlt forbi ham for at nå udgangen først men hvorfor? I Brutus verden var alt det stress og jag uden grund, de sku jo ikke noget andet en tilbage til deres kedelige hverdag så hvorfor stress.

Brutus kom som den sidste af dem der havde rejst fra Rusland ud af døren, da han trådte hen til den åbnede den hvorefter han let samt elegant trådte ud for så at bevæge sig mod udgangen, han opdagede ikke manden som åbenbart var ude efter ham, faktisk gik han direkte forbi ham uden rigtig at fange lugten af ren Lycans.
Brutus selv var blot en bladning af den ellers stærke race, dog var det Lycans gen der dominerede mest men han ejede dog den andens races træk, men de træk var lige nu skjult under kappen samt hattens skygge. Han vandrede videre mod udgangen men stoppe op da hans blik faldt på et stativ med gratis aviser fra dette land, han lage hovet på skrå før han så rakte hånden frem og greb fat i det øverste eksemplar* hvorfor ikke?* tænkte han roligt.
Brutus lage avisen i sin kuffert hvorefter han lage avisen ned i siden på den, før han så roligt igen gik mod udgangen, imens han let lod blikket flakke rundt for at se om nogle betragte ham eller overvågede ham, dog opdagede han intet, derfor rette han blikket frem af og smilede skævt, et lumsk smil man ikke helt ku vide hvad betød, da det ku betyde alt fra himmel og jord.

Den der sødlige duft blev ved med at rive ham i næseborene.. og hans øjne blev ved med at vandre rundt i rummet omkring døren for at finde ud af hvor den kom fra. Til sidst fandt han da også frem til hvem der havde sådan en fantastisk duft, og det viste sig at være en ung pige iført en hvid jakke og en hvid nederdel. Resten kunne han ikke se for jakken, men det var også lige meget.. hendes hår var ildrødt og han kunne se at hun havde fantastiske grønne øjne. Hans tænder løb i vand mens han betragtede hende, uden at være for åbenlys. Hele hans krop sitrede. Han var nød til at jage snart.. meget snart.. helst senere i nat, hvis han fik lov..
Hans dystre tankestrøm blev imidlertid afbrudt da de russiske passagerer begyndte at myldre ud gennem dørene. Han rettede sig op og holdt godt øje, det var vigtigt det her.. de vidste han.. men samtidig var han dybt irriteret over at være blevet sendt ud som fårehunden der skulle drive fårene tilbage i indhegningen. Hans overordnede vidste at han ikke havde været på jagt længe.. at hans indre vilddyr skreg på frihed og på føde, og alligevel havde denne valgt at sende ham hen et sted hvor der var fyldt med forskellige appetitlige lugte. Forbandede k-

Hans tanker blev afbrudt da han blev passeret af en høj mand iført en jakke som var trukket godt op omkring ørene og en hat. Et hurtigt kig tilbage på beskrivelsen i sms’en og det var klart at dette var manden han ledte efter. Hurtigt slukkede han musikken, rev øretelefonerne ud af ørene og proppede telefonen tilbage i lommen mens han satte i hurtig gang efter vedkommende. Denne Mr. La tatum vidste øjensynligt ikke at han var ventet. Han var i tvivl om hvordan han skulle antaste denne nyankomne som han skulle have med sig, men han endte med at stoppe op halvanden meter fra denne med hænderne i lommen. Mr. La Tatum’s lugt indikerede Lycan, men også noget andet som han ikke helt kunne placere endnu. Han traf en hurtig beslutning, og forsøgte at få denne Lycan-halfblood’s opmærksomhed sådan som de indbyrdes nogle gange kommunikerede i klanen; ved hjælp af nogle få dybe lavfrekvens lyde. Dette var lige så meget for at teste hvor meget Lycan denne mand var.. man måtte da håbe at han i det mindste havde deres formidable hørelse..
Den høje mørke mand udstødte disse dybe lavfrekvens lyde to gange, førstegang for at få russerens opmærksomhed for at se om han kunne høre dem, og anden gang for at gøre mere opmærksom på sig selv. Hvis dette dog ikke virkede ville han gå mere vokalt til værks og kalde på nævnte. ”… La Tatum?”

Brutus var godt på vej mod udgangen, da en lyd fangede hans opmærksomhed dog var denne lyd lidt ukendt men også en smugle bekendt, hans far havde vist lavet samme lyd og det måtte betyde at en Lycan var tæt på*hvor er du bæst?*tænkte han undrende før hal lod blikket vandre rundt, hans sanser var ikke så stærke som en ægte Lycan men de var dog bedre end et menneskes så derfor opfangede han lyden.
Brutus blik stoppede ved en høj mørkere mand som netop i samme øjeblik kaldte hans navn*det var*tænkte han nu lidt mere urolig.

Bare denne person nu ikke kendte til hans efterlysning som var i Rusland, vis dette var tilfældet var han på spanden, han budte løbe nu men blev dog stående og stirrede opmærksomt på manden i skjul for hattens skygge, hans nysgerrighed var den der holdt ham tilbage her på stedet, han lavede et kort håndtegn til manden, imens han i sit indre forberedte sig på det værste samt planlage en flugt plan, vis det sku blive nødvendigt.
Brutus havde skabt masser af kaos i sit hjemland, det var grunden til han var rejst især fordi den russiske hær var ude efter ham, da han vidste alt for meget om deres våben, samt planer og teknikker udover det havde de en mistanke om han ikke blot var menneske, derfor var de endnu mere ude efter ham da de mente at han ku skade verden samt skabe meget kaos samt blodbade.
Dog det ikke helt det han havde i tankerne, men nu hvor han var her måtte han samle penge ind til nye våben, samt udstyr så han kan tag hævn efter de også havde dræbt hans forældre samt familie og nærmeste venner. Han vidste at han en dag ville få dem nedlagt men hvornår og hvordan, vidste han langt fra endnu men det sku også planlæges grundigt, da det ikke måtte slå fejl for han arbejde trods alt alene.

Brutus afventede hvad der nu ville ske, måske dette møde ville fører noget godt med sig? Men det ku også føre dårlig ting med, da han jo var eftersøgt i et helt land, og sådan et land ku jo godt sende besked til andre lande. Det ku også være at dette havde noget med hans blandede race at gøre, det var ikke ofte man stødte på væsner der var blandet, da de fleste racer ikke ku fordrage hinanden, og kæmpede indbyrdes desuden ja så var det ikke kærlighed, de fleste væsner tænkte på nej langt fra.
De fleste tænkte kun på dem selv samt penge, og ja blod vold og andet af samme slags. Desuden tænkte de fleste på at få magt eller at skade andre for morskabens skyld.

Han så russerens reaktion før han vendte sig. Så kunne han altså opfange disse meget lave lyde. Hmm, interessant. Han blev stående sådan, med hænderne i lommerne og let spredte ben, med hovedet let på skrå mens manden foran ham vendte sig mod ham. Han forsøgte at regne ud hvad The Alpha ville med denne halfblood.. hvorfor var han så speciel.. på den anden side.. så kendte han godt til noget af grundlaget.. og hvorfor det var så vigtigt.
Efter lidt tid med at stå overfor hinanden og give afmålte blikke, bevægede fuldblods Lyran’en sig henmod den nyankomne. De havde naturligvis hilsner som sømmede sig mere for Lycans, men eftersom han ikke kendte denne nye og at de var et tæt befolket offentligt sted, rakte han roligt sin højre hånd frem mod Hr. La Tatum og præsenterede sig, en smule formælt. ”Cain Lawrence..” sagde han en smule afmålt, og ventede, hvis russeren valgte at tage Cains hånd, ville de udveksle et fast håndtryk, hvorefter Cain ville tage hånden til sig igen og stikke den tilbage i lommen på sine hvide bukser. Men hvis russeren IKKE tog imod Cains hånd ville han blot tage den til sig igen uden yderlige at gøre høflige gestikuleren.

”I’m here to pick you up, we’ve got a room ready for you, Alpha’s orders.” fortsatte an ufortrødent mens hans mørke øjne afmålte manden foran ham. Hvad var han virkelig for en? Cain var blevet informeret om denne mands Lycan gener men ikke at han var halvblods.. det forundrede ham meget at Alpha ville have noget at gøre med denne, eftersom hun ikke rigtig så disse for noget særligt.. men en ordre er en ordre, og Cain var ikke en til at sætte sig op mod overmagten.. så længe de var stærke nok til selv at bibeholde deres position. Det eneste han håbede på nu, var at halfblood’en foran ham ikke var lige så tykpandet som han så ud.. ikke at det ville forårsage meget ballade for Cain, men for halfblood’en selv ville det få katastrofale konsekvenser hvis han nægtede at gå med. Cain var ikke en deathdealer, og han havde ikke ordre til at eliminere denne person hvis han ikke fulgte med, men det var dog uundgåeligt at russeren ville få flere og mere magtfulde fjender hvis han nægtede.
”I’ve got a car outside.” Cain kastede let med hovede I retningen af de svingende døre ud mod parkeringspladsen og tog nogle få skridt forbi manden han skulle hente. Forhåbentlig viste ’ungen’ hvad en Alpha var og hvad denne gestus betød.

Brutus betragtede nøje denne mand, især da han langsomt kom nærmer mod ham, lige nu var Brutus utrolig opmærksom og da fyren rakte hånden frem mod ham dog tog han ikke imod den.
Men i stedet tog han let hatten af og bukkede kort før han rette sig op, et kort øjeblik ku hans helt lyse brune øjne som næsten lyste op endnu en grund til han bar hat. Han satte let hatten på hovet igen og skubbe den ned så hans øjne igen var skjult" Brutus La Tatum, men det ved du vel"svarede han let med en meget anonym tone for ikke at vise at dette enligt irriterede ham da han ikke vidste noget om dette.
Af princip rørte han sjældent ved folk da nogle havde evner, som ku få det de ville ud af ham, det var grunden til han ikke tog imod hans hånd, men i stedet tog hatten af da det i hans verden var en bedre gestus.

Brutus ”hvad vil din chef mig? Og hvad vil i mig?” spurgt han undrende imens han løftede et øjenbryn dog ku det ikke ses på grund af hattens skygge, han håbe på det bedste men regnede dog ikke helt med at dette var godt, dog ku han fornemme at disse folk ikke arbejde i politiet eller andet af den slags.

Brutus så nu mere alvorlig ud”en bli?”spurgt han let men fulgte dog efter fyren, med lange kontrolleret skridt som tydeligt viste at han havde været i militæret engang, han smilede skævt dog skjulte jakken det så fyren foran ville ikke opdage noget.
Brutus betragte nøje manden som nu viste ham på vej mod den, bil der åbenbart ventede på ham selvom han langt fra havde bestilt en vågn.

//blev ikke så langt men viste ikke helt hvad jeg sku svare//

Cain noterede at fyren enten var virkelig old fashioned eller dybt paranoid. Men gjorde ikke yderligere ved at manden ved navn Brutus ikke tog imod hans håndtryk. Så det var med den på hva? Meget vel..

På vej ud gennem dørene nødsagede Cain sig til at svare på nogle af Russerens spørgsmål selvom han selv vidste forsvindende lidt om hvad hans Alpha ville med denne.. ja hvad var han egentlig? En alt mulig mand, importeret ind fra rusland?? Eller en flygtning som blot var til rejst fordi at lokummet brændte på hjemmefronten? Uanset hvad, havde hans Alphas ordre været kort og præcis, alt der var tilbage at gøre var at følge den.. mens de gik ud gennem dørene til parkeringspladsen foran lufthavnen, overvejede Cain hvad han skulle fortælle denne nytilkomne.. hvad var klogt at sige og hvad var ikke.. det hele handlede om at formulere sig korrekt så det ikke lød som en trussel eller et ultimatum, men samtidig ikke gjorde plads til at man sagde nej eller stillede yderligere spørgsmålstegn ved de beslutninger der blev taget for en.. Det eneste problem var bare.. at Cain ikke just var den bedste person til at formulere disse sætninger.. han var bedre til de mere kontante og lige-på-og-hårdt forklaringer man kunne give.. alt det vrøvl med at skulle undertrykke meningen og gøre det hele mere stuerent havde bare aldrig været ham.

Med et blik bagud for at sikre sig at manden overhoved fulgte med, besvarede han russerens spørgsmål så godt som han nu kunne ”Tag det som en velkomst til Paris. You are one of us, whether you’d like to admit it or not. Og Derfor hat Alpha ordineret din overnatning og din afhentning. Senere går jeg ud fra at du vil blive hidkaldt hvorefter du skal op og tilses af Alphaen selv.” han rakte ud og åbnede bagagerummet på en sort chrysler 300C med tonede ruder (link: http://media.motortopia.com/files/17436/vehicle/49974b72dd6cb/07chrysler300srt8mh9.jpg ) hvorefter han ville vente på at manden selv ville læsse sit store skrummel af en kuffert op bag I, eftersom han virkede som om at han ikke var en der brød sig om at andre smed rundt med hans ting, men også på grund af at Cain ikke på noget tidspunkt havde fået instrukser om at være tjener for denne halvblods-ting. Mens han ventede på at Brutus skulle få smidt sin bagage op bag i bilen fortsatte han: ”It’s an honour to be summoned to the Alpha, not many get the chance to meet her up close and personal.” Dette var naturligvis en løgn, Cain havde gentaget den sætning flere gange end han havde brugt sit eget navn, men eftersom at den var blevet så hyppigt brugt kunne man umiddelbart ikke se på ham at han løj, det var blandt andet en af grundende til at Cain altid var den man sendte ud for at indhente og indfange de nytilkomne.. han var en fantastisk god løgner.

Hvis Brutus valgte at smide sin taske op bag i, ville Cain lukke for bagage rummet og give russeren tegn til at sætte sig ind, om Brutus så valgte at sætte sig bag i bilen eller på passagersædet ved siden af Cain var op til ham selv, Cain ville være lige glad og når Brutus så ville have placeret sig i bilen ville han starte bilen og køre fra lufthavnen mens han ville fortsætte med at tale. Men hvis Brutus ikke ville gøre mine til at sætte sig ind i bilen ville Cain i stedet læne sig op af bilens side med armene over kors på taget af bilen, med hans mørke brune øjne rettet mod russeren og fortsætte: ”huset vi skal til, er et af vores Safehouses. Myndighederne holder sig derfra fordi at de ved det er uklogt at stikke næsen for langt frem. Det har gjort det til et af de sikreste steder i hele Paris.. dette har været nødvendigt fordi at vi har andre medlemmer som kommer fra… udsatte.. områder.. du vil være i sikkerhed der, uanset om du så har nogle i hælende på dig eller ej..” med den sidste bemærkning var det klart at Cain havde opfanget Brutus’ opførsel og set hvordan han forsøgte at holde sig skjult. Cain var en meget opmærksom person, og andres adfærd havde han brugt meget tid på at lære at læse..

//jeg vil sætte pris på hvis du, der hvor jeg har skrevet at Cain lyver, ikke går "pfff!! DET ser Brutus da helt sikkert igennem LIGE MED DET SAMME!" eftersom jeg allerede nævnte at løgnen var blevet gentaget mange mange gange og derfor er den lige så indøvet som når man siger "Ihh mange tak den er jeg virkelig glad for!" til noget man absolut ikke har ønsket sig eller en eller anden lille hvid løgn som vi alle sammen går rundt og gentager dagligt, med lethed og en oprigtighed som ingen kan se igennem med det blotte øje. ^^ jeg siger det bare fordi normalt når man skriver noget om at nogen lyver har alle en tendens til at blive lidt opsætsig og tænke "pff! det skal du da hvertfald ikke bestemme!" så jeg ville sætte pris på at du ikke gør det samme og går metagaming på det (: dermed siger jeg ikke at Brutus ikke må ligge mærke til det, men bare at du skal tænke over at hvis han ser det så er det virkelig virkelig svært for ham at opfange det xD
Udover det, sorry for vente tiden ^^ jeg nyder at spille med dig

Brutus fulgte efter ham med kufferten lige i hælene selvom den var tung dog ikke efter hans mening, men personalet i lufthavnen måtte ha fat lidt problemer det var dog også ret skræmmende, at de våben der lå i den ikke var blevet opdaget? det viste hvor dumme mennesker var men det var nu også heldigt, for ja så fik han ikke det franske politi på nakken det ville heller ikke være så godt, langt fra når han i forvejen havde et helt land efter sig.

Da de kom ud i den friske luft, tog han en dyb indånding før han pustede luften ud igen det var rart med frisk luft efter en lang flyvetur med masser af travle folk. Han lod let blikket vandre over bilen som manden åbenbart var ankommet i, og som han sku med i"en af jer? jeg troede ikke i ville acceptere en ja bladning "svarede han letter undrene, imens han med lethed løftede kufferten op og lage den i bagageserummet som blev holdt åben.

Brutus nikkede blot let da han snakkede om hans leder, dog ku han ikke se at dette var en løgn, men han gad nu heller ikke snakke videre om det for alt dette passede ham langt fra, i hans verden sku han blot ha landet og så taget en taxa, for så at stikke af fra regningen men alt dette var ødelagt på grund af denne mørke mand.

Han sukke indvendig før han så rette sig helt op og satte sig ind ved siden af manden, på forsædet for at få den bedste udsigt, han lyttede let til ham men nikkede dog blot til mandens ord.
Brutus tog for første gang hatten af og afslørede derved, de gyldenbrune øjne som skinnede svagt op og som langt fra virkede helt normal, dog var der ikke nogle forklaring på hvorfor de så sådan ud, men sådan var det jo blot det var også grund til han for det meste holdt dem skjult.

Han drejede let hovedet og betragte, fuldblods lycans ved sin side, uden et ord men blot med et blik der noj mere eller mindre fortalte 1000 ting.
// blev ikke så langt//

De kørte ud fra lufthavnen og fortsatte ind mod Paris’ midtby, det var en rute der efterhånden var alt for bekendt for Cain, og ærligtalt var han ved at være træt af den. Mens de kørte og han blev færdig med at give de sidste forklaringer/instrukser bemærkede han at fyren var fantastisk stille. Pragtfuldt! Så var han altså ikke en af dem der plaprede løs hele tiden! Fantastisk!
Mens de kørte, vandrede hans tanker frem og tilbage mellem nutiden og nogle enkelte fjerne minder som syntes så fantastisk langt væk.. og ikke kun i hukommelsen. Han sukkede let, hvor var Rom dog så meget mere tiltalende end denne fantastisk opreklamerede by. Det var ingen hemmelighed at Cain havde været dybt utilfreds da han blev beordret tilbage til Paris fra hans ophold i Rom. Alle klanens medlemmer havde instinktivt holdt sig på mere end normal afstand fra ham i perioden der fulgte, af frygt for at hans irritation skulle gå over i egentlig vrede.

En bil foran dem trak ud og overhalede den næste bil og Cain betragtede baglygterne med et blankt udtryk, øjensynligt fordybet i tanker. Endnu et hurtigt glimt af gamle minder om en gyde og en kvindes klynken strøg forbi hans indre øje og et øjeblik havde han trang til at trække på smilebåndet.. åh disse lyde.. Hans tanker blev imidlertid afbrudt af at han følte sig overvåget og bemærkede så at russeren sad og betragtede ham fra hans position i passagersiden af bilen. Cain vente ikke hovedet for at se tilbage på manden, øjenkontakt for Cain var noget som enten var intimt, eller en udfordring. Derfor så han dem aldrig i øjnene. Ikke en eneste af dem. Med et suk, kiggede han op og orienterede sig bagud, inden han drejede fra hovedvejen og ned af nogle mindre og smallere gader.. de skulle ikke helt ind til midtbyen, men heller ikke ud til udkanten.

Den sorte Chrysler 300C rullede stille og næsten lydløst ind foran et tilsyneladende lille hus, som lå klemt ind mellem to lidt højere bygninger. Huset havde det karakteristiske franske look som alle ældre bygninger havde inde i Paris’ midte (Link). Der var lys i vinduerne og Cain holdt ind til siden og slukkede bilen. ”This is where you’ll stay” han tog nøglerne ud af tændingen og steg ud af bilen. Den smalle vej som huset lå på var øde og mørk, kun oplyst af nogle få spredte lygter som bravt kæmpede mod mørket.

Endnu engang trådte han hen til bagagerummet af bilen og åbnede det så Brutus kunne tage sin kuffert med sig. Efter at Brutus ville tage sin kuffert ville Cain igen lukke for bagagerummet og bevæge sig op til husets hoveddør og banke tregange med dørhammeren som var formet som et ulvehoved, det eneste på hele huset som skilte sig ud fra omgivelserne. Der gik et par øjeblikke før døren blev åbnet op af en lille sammensunket ældre dame, med gråt hår som alt sammen var samlet op i en knold bag på hendes hoved. Hun var klædt i en lyserød morgenkåbe og perlerne på snoren i hendes halvmåne briller matchede farven. Hun så op på Cain med sine fuldstændig katte-grønne øjne, afventende.. for Brutus som endnu ikke var indviet ville det måske endda virke som om at kvinden ikke anede hvad der foregik eller at hun nedstirrede Cain. I et kort øjeblik stod de der, hende i døren med hånden sikkert plantet på dørens inderste dørhåndtag som om hun ville lukke døren i næsen på dem, og Cain med blikket slået ned som en skoledreng der venter på straf fra rektor. Hvis man kiggede godt efter kunne man se musklerne i Cains kæbe sitre af irritation. Han HADEDE at skulle gøre det som kvinden forventede.. men samtidig vidste han at hvis han ikke viste den respekt som denne kvinde krævede, ville det få konsekvenser.
Efter endnu et lille stykke tid bøjede Cain sin nakke og sænkede sit hoved og han gik let ned i knæ mens han udstødte en meget lav piben. Han hadede det. Han hadede det helt ind i helvede! Det var ikke underkastelse men det føltes sådan! Hun var en GAMMEL og slidt kælling! Og stadig var det blevet ham påbudt at opføre sig som en hvalp der søgte ind til de voksne medlemmer i flokken. Stod det til ham skulle det være slut! Helt slut! Han stirrede stift ned i jorden mens han ventede på hendes reaktion. Hvis hun ikke godtog hans opførsel, stod det hende frit at afvise ham, på trods af at hun sikkert havde fået instrukser oppe fra, og hvis hun valgte at gøre dette ville Cain være nød til at finde et andet sted til russeren hvilket ville være yderst ydmygende!

Kvinden så ned på ham med sine grønne øjne, hun fortrak ikke en mine og et kort øjeblik fik rynkerne i hendes ansigt og lyset hende til at ligne en af Notré Dames hæsligste gargoil. Udtrykket blev på hendes ansigt i endnu nogle få sekunder før hun så, endelig, besvarede hans gestus med endnu en af de der dybe lavfrekvens lyde i stil med dem Cain havde brugt på Russeren tidligere, men disse var blidere, venligere og mere indbydende. Efter at have udstødt disse lyde rakte kvinden en hånd frem og klappede Cain let på skulderen, hvorefter at han øjeblikkeligt rejste sig op og nikkede. Kvinden smilte tilbage. Sådan et smil som fik alle hendes rynker til at virke dybere og som om der var flere af dem. Da dette display var ovre trådte kvinden til side og bød dem indenfor med en venlig stemme ”Kom ind, kom ind.”
Cain trådte et skridt væk fra døren så kvinden kunne få ordentlig udsyn til Brutus, hvorefter at Cain ville gestikulere til Brutus at han skulle træde indenfor. Kvinden så på ham og smilte venligt ”Ah, ja ja, kom ind, kom ind!” sagde hun igen og vinkede Brutus indfor.

//sorry hvis de er lidt lange, og undskyld ventetiden (: