Bonjour Ma Passion //xxx//

Bonjour Ma Passion finder sted lige som hullet i tidregningen starter. 7 år før nutid. Emnet bliver løbende afsluttet.
Privat emne



Sted: Frankrig – Nær Paris
Tid: 19.23 – solnedgang
Vejr: Sne på jorden, klar himmel, koldt
Dato: Den 19. december
Omgivelser: Tomt


Det var knapt 30 kilometer uden for Paris at vampyrernes hovedkvarter lå. Hvad der før havde været en forstad til den glamourøse storby, var nu en rede af de højtstående franske vampyrer. Atter i dvale var de og skovområdet omkring den lille forstad var endnu tæt, til trods for at det blot bestod af nøgne træer og deres lemmer. Alleer med slanke mørke huse, udgjorde stilen og de fleste bygninger lignede noget fra renæssances start.. Alt sammen iklædt i vinterens hvide dække. Smukt var det, men dystert imod det hvide. Gaderne var tomme og bestrålede med solens afskedssang. Solnedgangen havde malet himlen gylden imod det mørkeblå der steg op fra østens horisont af sorte træer. Præget af parises egen dystre fortid, lå denne forsted gemt. Gotiske lugtepæle i mørkegråt metal fulgte vejene, hvor de gradmæssigt lod sig antændes af ingenting. Flammer i varm hvid oplyste meget vagt de enkelte mørke steder og fik samtidig omgivelserne til at se endnu mere døde ud. Der ville dog ikke gå lang tid før denne spøgelsesby vågnede til dåd. Når solens sidste stråle gled over horisonten, ville livet blomstre og bevæge sig imod paris. Vampyrernes forstad. Jo længere øst man kom i forstaden, ville snedækket syntes plettet af sort blod. Det var det dog ikke, men markerede blot at forstadens korrupte hjerte ikke var fjern. Point Du Lacs vægge udgjorde den østlige sidste del af området. Optegnet af blade fra sorte vinterroser, der fløj over arealet som en dødens sne. Plettede det hvide som tjære smurt ud på en silkedug.
Hvad man først ville se af palæet var den store sorte gotiske mur, der dannede en halvmåneform om selve bygningen med vildt voksende op ad dennes tremmer. Planterne ville være brune og golde for vinteren og med tommelange torne der nok ville få de fleste indtrængere til at ombestemme sig. Porten dertil var dog ikke låst. Den var åben for vejen der fortsatte derind og fandt vej igennem den store forhave.. alene prydet med vildtvoksende piletræer og disse sorte vinteroser, der syntes at ha taget hele grunden i sit favntag, som en symbiot herskede den over haven og slog rod fra en enkelt rød af slagsen, der voksede ikke mange meter foran fordøren. Ingen anden plantesort var at finde. Så man et sted uden pil og roser, var der blot gold græs uden megen farve, eller gemt under sneens dække.
Selve palæet var af gråsten og med sorte tagsten. Det var højt.. 6 etager på fladen og med to enkelte tårne der ragede to etager yderligere op imod himlen med et spir af en mærkelig elegant sort. Versaillesvinduer prydede de nederste etager, hvor de øverste ville være mindre udgaver.. alle sammen dækket af matte farvede gardiner som Azurblå, dybrød og almindelig sortgrå. Balkoner sås på 5. etage. To af dem hvilede på bygningens sider og dannede denne en elegant profil med udsyn til resten af haven. Få døre kunne ses på palæets yderside og virkede alle svært tilgængelige af det indviklede havesystem, der ligeså fandt sig en kirkegård på bagsiden og skulpturer af forskellige sorter.. alle i gammel versaillansk stil. En hoveddør ville fange ens blik. Den var to etager høj og af massiv sten af kant, hvorimod selve døren var af glat mahogni og udskåret med et våbenmærke på begge dele af døren. En rose der havde viklet sig om en ravn, med en daggerts flående sig igennem begge.. Sådan så det ud i korte træk og var håndskåret. For at komme til døren, gik man over en stentrappe med ganske få trin, ligeså udskåret i sammenflettede symboler der mindede om indknudrede torne af sten og få indgraverede udgaver af roser ligeså, der syntes at have en noget ældre stil over sig end resten af porten. Alene her kunne man gætte sig til hvor gammelt palæet i virkeligheden måtte være.
Grundbygget ved middelalderens fødsel og senere videre udviklet. Alt dette var selvfølgelig kun fronten af det store palæ og hvis man bevægede sig yderligere rundt, ville man finde hele to afdelinger der ville danne en U-form set fra oven.

-

I blandt stilhedens bløde tag, og vindens intetsigende ord, blev sneen presset sammen under et par sorte støvler fremstillet hårdført læder, så det gav en næsten knagende lyd fra sig og ved forenden af den tilsyneladende forladte spøgelses by stod ét væsen og stirrede ud over de mange mørke huse. Hans vejrtrækning lettere hurtigt, så den brede brystkasse gik i et symmetrisk mønster; op og ned. Han hev svagt efter vejret, imens at han så ud over den lille forstad. I hans ene hånd knugede han et lille kort, imens at små tydelige rynker kunne ses ved øjnenes kanter. Han sniffede en enkel gang til den skarpe friske luft, og konstaterede at der var udøde i nærheden. Endelig! Efter to timers ustandselig vandren rundt i området havde han fundet stedet! Det havde ikke været nogen let mission, først det forbandede telefon opkald, kodeordet han havde tænkt over i nogle få sekunder og så kordinaderne, som kun en forbandet blodsuger kunne finde ud af at følge! (eller det bildte han sig selv ind). Han gik ned imod hoved vejen der først førte op igennem den livs forladte by, indtil at den sikkert ville munde ud et eller andet sted, forhåbentlig derhen som Ma’lakel ønskede at komme. En let vind rev i det, engang, tilbage redte hår og nogle ekstra små totter faldt ned foran det markerede krigeriske ansigt: de grove træk, og stål hårde ydre var endnu det samme som det altid havde været. Over skuldrende bar han sin sorte læderjakke, der denne gang var trykket omkring hans brystkasse for at beskytte den smule den nu kunne imod kulden. Sværdet hang der ligeså men pulserede ikke den normale voldelige energi længere. Han forbandede årstiden igen og igen, på sin vej op til selve byen. Kortet i hans hånd var rød glødende ved omfavnelsen. Hans varme var steget, alt for højt i forhold til hvad et normalt menneske ville kunne overleve. Kulden tvang hans krop til at varme sig selv ekstra op, men det hjalp kun svagt imod den bidende kulde.
Som han kom op til byen, stoppede alle tanker dog, og den enlige halv-dæmon lod sine grønne øjne ligge sig over de mange bygninger. Duften af udød var næsten alt for ekstrem til at han turde tro på at der kunne være så mange på et sted. Han så hen imod solen der var ved at forsvinde helt. Dens gylden orange skær malede himmelen, og kun nogle få stråler var endnu i gang med at kærtegne de snedækkede veje, tage, og haver. Hvis solen nåede at gå i dvale, og han ikke var nået derhen han skulle, frygtede Ma’lakel for en gangs skyld at han ikke ville få lov at se solen stå op igen. Han klemte øjnene sammen svagt, og kunne mærke hvordan at noget instinktivt gik i gang inde i ham, som altid, når han en sjælden gang følte noget var for farligt til at han burde overleve det. Et par vampyrer var ingenting, men en hel horde, med deres egne individuelle kræfter… han tvivlede stærkt! Hurtigt vendte han blikket imod vejen der førte op igennem byen igen, tog en dyb indånding inden han klemte kortet i sin hånd helt sammen, og begyndte at gå en lille smule hurtigere. Hans øjne lå på alle de huse han kom i nærheden af. Paranoid som man let kunne blive når man befandt sig sådanne sted, kunne han mærke adrenalinen der begyndte at køre rundt i kroppen på ham og maven der let begyndte at snøre sig en smule sammen. Men der var ingen tegn endnu, og han kunne hverken høre eller se noget bevæge sig. Dog var det vel blot et spørgsmål om tid før ’edderkoppe’ reden vågnede og tog sig af den flue der så dumdristigt havde bevæget sig ind på i deres net.
Men nervøsiteten blev lindret en smule da han fik øje på det store palæ som selve stien ende ved. Et lille skud af håb som Ma’lakel egentlig kun ubevidst følte, skød igennem den magtfulde halv-dæmon og han fortsatte op til palæets første indgang. De gylden grønne øjne så en enkelt gang hen imod solen, der nu var helt væk, og som en sidste nådig hjælp til Ma’lakel efterlod sig et mørke rødt lys det sted den før havde været. Halv-dæmonen så ned imod byen igen, og blinkede et par gange: som forventede han at de alle kom susende så snart solen var forsvundet. En kuldegysning gik igennem ham, og han vendte sig hurtigt for at gå ind i for-gården til husets indgang. Nysgerrigt betragtede han haven som han gik imod trapperne. De mange sorte roser, der til tråds for vinteren, endnu blomstrede og en enkel rød der stod i stærk kontrast til sine artsfæller. Da han så den stoppede han et kort øjeblik for at se på den: betragtede den som var den en person og følte et øjeblik en form for medfølelse med den ene røde rose.
… Ditto…
En enkel rød og levende rose i blandt alle de sorte og døde, det var næsten uhyggeligt tæt på den måde Ma’lakel følte sig i øjeblikket: i så intens kontrast til alt i nærheden af ham. Han var mere levende, end alt andet i denne del af Frankrig.
Med tunge, raslende skridt, gik han op af trappen til den store mahogni dør, med det makabre våbenskjold på. Han knugede det lille kort lidt mere, som skulle det gøre nogen forskel! I nogle få sekunder stirrede han ind i døren uden at gøre noget, vendte og drejede det hele i hovedet over hvorfor helvede han var kommet der! Hvorfor fanden han overhovedet var dukket op, hvad han ville have, hvad han forventede?! Det… han vidste ikke hvad det var han forventede ved sit uanmeldte besøg… måske svar?
Han rankede sig, og tog endnu en dyb indånding inden han bankede på døren.

-

En vind gled over forstaden idet solen lod de sidste stråler glide væk fra horisonten. Overalt åbnedes der øjne.. Øjne i samtlige farver, som man kunne forestille sig.. Alle sammen vågnede de.. tørstede de og rankede ryggen fra senge og kister. Som en flok dyr kunne de mærke indtrængen af deres midte.. Anderledes blod og hud kunne lugtes.
Som Ma’lakel havde fundet op på trappen og banket, ville de første vampyrer ses fra husene. Nogle af dem iklædt formelt, nogle knap så formelt og endda nøgne eksemplarer kiggede ud fra husenes store altaner. Alle med blikket imod palæet.. imod trappen og imod ilddæmonen. Deres stemmer hørtes som vindstrøg igennem området.. samtaler om denne. ”Démon..” Blev der hvisket. ”Démon de feu..” Hviskede en anden kommenterende. Smil ville anes og skridt ville tages ud på vejene… alle kiggende derhen og til trods for at Ma’lakel var for langt til at høre deres stemmer, blev den sagte hvisken båret af vinden.. Få vampyrer der legede med folks sind sendte disse tanker og gjorde dem klare.. ønskende at gøre individet bange og opgive flugt.
”Alimentaire..” klukkede en hvor en anden så stoppede denne. ”Non.. non, ce n'est butin de Lucifer.. Oui.. Lucifers alimantaire. » Stemmerne var hæse og tøre, som kunne deres tørst høres ud fra disse tanker. ”Le tuer..” .. Dræb ham… æd ham.. Non.. Kan du ikke dufte det? Ah, oui..
Da åbnedes porten sig endelig med en sagte knagen og tillod lejde indenfor. Der var mørkt og indtil videre var der intet levende at se. Man kunne dog ane rummet da man trådte ind i det. Det var en ganske stor forhal med en snoet marmortrappe der førte op til en platform, hvor der ligeså var en stor port, og til siderne, hvor den fulgte til næste etage, der var markeret som en svalegang i rummet. Svalegangen ville være indædt i mørke, men omridset af statuer kunne ses i et meget regelmæssigt mønster. Ved selve indgangen førte et langt mørkerødt stoftæppe op ad trappen og ved gulvet ved venstre side, ville man kunne se en enkelt klinke der udgjorde sig forskellig overfor resten af det spejlklare marmorgulv. Der var døre på begge sider af trappen og tilogmed også under den. Af møbler var der en stumtjener ved dørens højre side og imod den højre centrale dør, var der placeret et skrivebord med en højrygget stol. De to vinduer der var på begge dørens sider, var forsejlet i mørkrøde lange gardiner, der blidt foldede sig ved gulvet og holdes sammen af en æde af sølvlignende materiale. Ligeså var der mindre montrer med vaser og mindre skulpturer for oven. I vaserne var den genkendte plante placeret. Sorte roser, som igennem dagen havde smidt blade ned på det ellers rene gulv. Af statuetter kunne man kun skimte en mindre gargoyllignende tingest der sad og ’bevogtede’ den højre dør der syntes at gå ned under trappen. Døren var halvt dækket af et sort stykke silke der var hægtet fast i et af de malerier der befandt sig. Mørke malerier. Nogle fra den franske revolution og nogle freskoer der stammede langt længere tilbage. Få af dem var portrætter af ansigter som Ma’lakel ikke ville kende til og få var af menneskelignende skabninger der havde fundet kunstrerens interesse.. Hvide skønheder. En enkelt syntes at stå mere centreret end andre. En hvid kvinde med snehvidt hår og nærmest stikkende isblå øjne, samt et ganske ømt smil, hvis læber havde fanget en gylden solstråle. Solstråle? Hendes øjne virkede meget direkte af et maleri at være. Et ganske lille hjørne indeholdte en autograf der ikke var til at læse med mindre man havde set andre af dennes værker. Det havde man ikke. Den tolvte havde aldrig fundet interesse i at male og.. på en eller anden måde måtte man jo få sorg ud, til trods for manges tvivl om den fandtes. Det gjorde den heller ikke mere.

-

Han stod og stirrede i få sekunder ind i selve døren inden at han kunne lugte det! Udøde der rørte på sig, udøde der vågnede op. Han kunne hurtigt mærke hvordan det begyndte at krible i fingrende, af grunde han ikke helt kunne forstå, men dog, kunne han næsten hurtigere end han havde regnet med, føle hvordan han blev defensiv. Og som noget trængte igennem hans hoved, og hviskede giftige ord, små bønner om at han skulle krympe sammen i frygt, trusler og andet der sikkert ville kunne få en hvilken som helst anden dæmon til at krympe og vælge bare at skynde sig væk, knugede han også den anden hånd! Han blev stående. Så fortsat ind i den mørke mahogni dør, imens at han kunne mærke en kildrende fornemmelse i halsen idet han svagt begyndte at knurre. Blod junkierne kunne selvfølgelig ikke høre det, men det var også mest en naturlig reaktion der kom fra Ma'lakel når han var utilfreds. De ellers grønne øjne begyndte at ændre sig: farvespillet blev destruktivt og den gylden gullige farve blandede sig sammen med den grønne, imens at den sorte pupil trak sig sammen så den blev mandel formet i stedet for rund og menneskelig. Forbandede junkier! Skræmme ham væk? Aldrig i livet... aldrig nogensinde ville han fucking flygte fra noget så råddent og dødt som en vampyr! Aldrig ville han flygte fra noget som helst! Hvis de ville dræbe, kunne de prøve, han ville riste dem alle sammen til de blot var støv! Men denne tankegang var naiv, da han godt vidste at den kamp, hvis den fandt sted, ville ikke efterlade ham som sejr herre - men selv hvis det var tilfældet ville han ikke bare lade sig overmande og æde af, ikke uden kamp til sidste blod dråbe, bogstaveligt talt.
Dog blev han distraheret hurtigt, da en let knagende lyd nåede hans ører, og den store dør åbnede sig for ham. Han så på den imens den åbnede sig. Hans pupiller udvidet sig endnu engang så de blev normale, imens at det sygeligt spontane farvespil i dæmonens øjne stilnede. Han så ind, og kunne ane den store forhal. Uden at tøve trådte han indenfor!
Han tog nogle skridt frem efter han var trådt ind, og så sig omkring. Mørke, endnu engang. Der syntes heller aldrig at være andet uanset hvor helvede han ellers trådte hen! Hans kropssprog var stadig meget defensivt, og hans skuldre stadig spænde efter det svage sammenstød med de vampyrer der befandt sig udenfor, og deres ekstreme fjendtlighed. Han var endnu ikke fri for hans dyriske sind: hvis man var rolig, forblev Ma'lakel rolig, hvis man var aggressiv, blev Ma'lakel ligeså aggressiv.
I få sekunder lå de grønne øjne sig over omgivelserne, skønt han ikke så særlig meget af det på grund af mørket, dog kunne han skimte en trappe, billeder af væsener han ikke kendte, på undtagelse af et billede der var af en kvinde: usædvanlig smuk, og svagt reflekteret af .. sollys? Han kneb øjnene sammen i mistro, han havde en dårlig fornemmelse.
Langsomt vende han sig om for at se hen imod døren der så mærkværdigt havde åbnet sig af sig selv.

-

Der gik nogle sekunder inden døren atter lukkedes og udsynet til vampyrerne på gaden blev spærret af denne knirken igen. Rummet var atter lukket hen i mørke, men hvis Ma’lakel var omhyggelig og så på døren lige da, ville han se en bar kvindearm der holdt imod dørens flade. Lange rødmalede negle havde den og var grållig. En kildrende klukken fra en hæs kvindestemme blev fremkvalt fra det mørke der syntes at være armens krop. ”Bonnenuit tu beaux Démon de feu..” hvislede denne. Et par limegrønne øjne gav et kækt blik fra sig inden man hørte samtlige gardiner trækkes fra. Næsten på samme tid, men med et halvt sekund eller lignende mellem sig, så dette dannede en rytme, der fandt helt op på svalegangen. Natten blev lukket ind og den lette belysning fra sneen derude uddrev det værste af mørkedet. Da ville man se hendes skikkelse. Høj og slank var hun. Barmfager og kurvet og med en lang midnatsblå kjole på, hvis bærestykket var formet som to hænder der begge holdt om hendes bryst. Et snedigt smil var plantet over hendes læber imens de lynene lyse øjne var vendt imod Ma’lakel. Tænkte han sig godt om ville han nok genkende denne person. Hendes korte platinblonde hår og den selvoptagede måde, hvorpå hun bar sin krop, som var den et smykke. Først da, som gardinerne blev hevet fra, kom mænd frem ved deres sider.. Alle med et brændende rødt hår og gyldne øjne.. alle med et barnligt udtryk i ansigtet. De ville alle se direkte på Ma’lakel.. intenst og symmetrisk.
Lys tændtes. Overalt på væggene flammede en varm hvid op i ophængte kandelabre og farvede rummet yderligere.. spejlede sig i gulvet og i væsenernes hvide hud. Deres antal begyndte at forøges og der kunne tælles op til ti af disse ensformede vampyrherre der stod ved vinduerne og hvad der havde lignet statuetter på svalegangen blev ligeså belyst. Kvinder. Ti af dem ligeså og også alle sammen nærmest ens. De var alle slanke.. alt for slanke og uden former og med hver deres lange stålgrå kjole på, der ligeså gengav et let skind i lyset. Deres hår var langt og hvidt, hvor det var sat i forskellige positioner. Deres øjne dog forskellige. Den ene havde violette øjne.. en anden havde blå.. og sådan fortsatte det i ti forskellige farver. Også disse var rettet imod Ma’lakel uden at blinke og med et blik der ikke syntes at sige noget overhovedet.
En af de midterste kvinder tog et skridt fremad på svalegangen og udtalte et rytmisk: ”Un”.. Samtlige kvinder abede efter og tog et skridt fremad, som var de soldater der fulgte en enkelt. En med øjne af samme farve som kjolen. Stål og uden pupil. Traquille, som kvinden ved døren hed, tog et skridt til siden og befandt sig nu lige foran døren.. afspærrende. Mændene havde imidlertid sat blikket på hver en af de stålbeklædte kvinder. En trådte ligeså frem og udtalte et sagte: ”Deaux!” og Ligesom på svalegangen, trådte mændene frem og inden der var gået et andet sekund, befandt de sig på svalegangen, bag hver deres tynde zombielignende, dog smukke, kvinde. Kvinderne begyndte da at bevæge sig individuelt.. Nogle vendte sig imod deres partner og lagde armene om dem, kærtegnede deres halse i seduktive mønstre, hvorimod andre blot lagde armene bagud og lod dem omfavnes. Få sekunders tilsyneladende kærlig tilgang, vor de så, ganske brat, slog øjnene op og kiggede imod den fremmede dæmon igen og sagde alle i kor: ”TROIS!”
Da ville gulvet omkring Ma’lakel forandre sig, marmoren ville sprække og ud skød sorte pæle, alle rettet imod Ma’lakel indtil hver eneste flugtvinkel for ham ville være spærret af disse spyd, der meget vel ville gennembore ham hvis han forsøgte på at bevæge sig igennem dem. Et lille bur måske.. af tremmer. Et klik lød fra døren, da Traquille drejede om på en stor nøgle der sad i den inderste lås. Hun virkede alt for afslappet i denne situation. Hun genkendte vel sagtens dæmonen, men havde ingen interesse i at behandle ham pænt når hun i dette øjeblik var i spidsen.. Indtil Jean eller alfahannen besluttede sig for at dukke op. Jean kunne hun diskutere med og nogen gange vinde, men med hannen, var det noget andet. Rent bevidst slog hun hen i det sprog, som Ma’lakel kendte.
”Jamen, jamen.. Fint besøg huh?” Hvislede hun og parterede de rødmalede læber med et lidt for venligt udtryk. Kiggede man rundt på de yderligere vampyrer, ville de ikke rynke en nerve eller for den sags skyld blinke. Deres koncentration var om Ma’lakel midlertidige ’fangeskab’.

-

Han spærrede kort øjnene op idet døren blev lukket og skimtede de lange røde negle og den aske grå udfarve, men udover det kunne Ma'lakel ikke se hvem end det var der lukkede døren. Til trods for hans overnaturlige blod var han dog også en del menneske, og den menneske del havde frarøvet ham nattesynet. Han kunne ikke se noget i mørket, men for at gøre op for dette kunne Ma'lakel jo betvinge flammer, så den større skade lå der heller ikke idet. Han lavede en grimasse i væmmelse da denne talte det franske sprog, han forstod det ikke, og kunne i bund og grund heller ikke fordrage talen. Og netop på grund af det anderledes sprog kunne han ikke ved stemmen høre at det var en udød han havde stødt på før, der så venligt var kommet ham i møde. Han stod midlertidigt med siden imod denne ene vampyr der havde givet sig til kende, men snart skulle antallet vise sig at stige gevaldigt.
Gardinerne blev trykket fra og Ma'lakel blev hurtigt optaget af lyden der kom som en uventet torden på en klar himmel. Alle hans sanser spillede ind og han så sig omkring, da lyset fra natten lyste forhallen svagt op, og tvang noget af alt det mørke der omkransede ham væk, tog han et lille skridt bagud, som han så hvad der gemte sig bag de mange gardiner. Han udviste ikke frygt, men var meget sikkert en smule overrasket over mængden af vampyrer der trådte frem. Han betragtede dem hurtigt hvorefter hans øjne lagde sig imod den vampyr der havde lukket ham ind, og da kunne han se: de lime grønne øjne, den pulserende aura af selvtillid, for ikke at nævne det lille smørrede smil der gav Ma'lakel en umættelig lyst til at ændre hendes grimasse fra sikker og ophøjet, til flæbende og nedgjort. Men der var ikke megen tid til at tænke over hvad der kunne gøres ved den alt for sikre hun-vampyr, da Ma'lakel pludseligt også opfangede bevægelse bag ham. Han vendte sig endnu engang og så at de statuer der havde gået langs svalegangen ændrede sig til noget.. levende? En svag knurren kom endnu engang fra ham, i det han forstod hvad det var der var ved at ske: overfald? Sødt.. men ikke godt nok, han kunne sagtens tag dem! Han stirrede hen på de næsten zombie-like kvinder, og forventede at de ville hoppe på ham, men gjorde det ikke. I stedet bevægede de sig imod ham, lige så stille, imens at de mandelige vampyrer bevægede sig bag dem. Han rynkede brynende, og forstod ikke hvad helvede det var der foregik, men da sprang spyd op fra gulvet under ham, og han blev spærret inde som et dyr i et bur. Han tog hurtigt en runde om sig selv og betragtede hans lille bur, inden at den kvindelige dæmon, vis navn han aldrig havde fået, talte til ham på et sprog han forstod. Han vendte sig imod hende: overraskende rolig faktisk, imens at et lille skævt smil prydet hans ansigts træk.
... Fint besøg.. det kan du bande på!...
Han knyttede den ene hånd svagt og meget hurtigt løb en lyseblå flamme op langs hans arm, kravlede op til hans skulder og brændte ellers lystigt, så den oplyste Ma'lakels ansigt i et let blåt skær, til trods for at flammen ikke helt kunne dræbe det oprindelige hvide lys der havde oplyst forhallen i et stykke tid. Uden at sige noget, rakte Ma'lakel hånden ud imod kvinden og med kun få sekunders advarsel, blev en lyseblå flamme skudt afsted imod døren hvor kvinden stod, varm nok til at smelte de pæle der omkransede ham, samtidig med at det sikkert ville få ild i mahogni døren og smelte låsen, samt hængslerne, af! En mur af lyseblå flammer ville løbe op fra døren, til midten af hvad end der måtte være af loft og fortsætte i et minutters langt inferno, langs siderne ved døren. Hvis ikke vampyr kvinden havde nået at flytte sig, eller på anden måde holde sig sikker fra Ma'lakel's normale men dødelige flammer, ville hun sikkert ikke være mere.
Efter få minutters flamme hav, holdt Ma'lakel inde, og ventede for at se om det var lykkes at brænde blod junkien til kul!

,, Tsk.. ophøjede kælling.."

-

Traquilles selvtilfredse smil syntes ingen ende at have, da hun plantede sine hænder på hofterne og let lod sig ose i triumfen. Om hun havde tænkt sig at udlevere Ma’lakel som en bekendt af husets herre, var en meget meget lille variabel. Fandme nej om den højrøvede, efter hendes mening, andenrangs hersker skulle komme og forulempe ’hendes’ hus. Hun skulle akkurat til at sende ham et ophøjet kommentar, inden hendes øjne snævredes ind ved synet af flammerne der omgav dennes person. Et højt hvæs kom fra hende inden hun, mærkeligt nok, stak tænderne i sin hånd og sprang til siden, lige tids nok til at undgå hans flammer. Desværre led kjolen af det, så det lange slæb blev trådt på et par gange fra hendes plads med et flammende blik imod dæmonen. ”Filth..” hvislede hun hidsigt inden hun sprækkede såret yderligere i håndryggen med tænderne. Ud flød blodet, som var der ingen ende og ligeså hurtigt som hun fik svunget armen opad, formede blodet sig som var det gummi og dannede en tohalet pisk der svævede let om hende. En indestemt knurren kom fra hende da hun svingede den imod dæmonen af al kraft og forhåbentlig ramte få gange før en stemme fra den venstre trappegang fik vendt alle vampyrernes ansigter. En lys mandestemme råbte op på fransk.. for hurtigt til at øret ville opfange det for en der ikke talte sproget. Traquille vendte vredt blikket deropad, ærgrende over at den ’idiot’ skulle til at ødelægge hendes hævn over den alt for dyre kjole.
En mand trådte ud på trappen. Han var middelhøj og tynd med et ganske almindelige sort jakkesæt på med en hvid skjorte der skimmedes som det røde slips baggrund. Hans hud var perlehvid og hans hår var halvlangt, blond og smørret tilbage. Han havde høje kindben og en spids næse, hvor der på ryggen hvilede et brillestel i lyseblå metal, holdende på et tyndt brilleglas der omkransede et par nærmest varme azurblå øjne. Han lod først blikket glide hen over ’soldaterne’ der endnu stod i deres nærmest dansende position.. som tangodansere.. ti par. Han krummede brynene og rettede på brillerne med langefingeren. Han fortsatte ned ad trappen og stoppede op på første platform.. skævende til den brændende dør. Han rynkede på næsen og fik et opgivende udtryk.. så meget historie i én dør. Jean var ganske glad for historie og fandt kunst i palæets gamle dele. Nu brændte en af hans skatte. Han vendte et skarpt blik på Traquille, som havde ladet pisken forsvinde tilbage i sin hånd med et fnys.. kiggende hidsigt på Ma’lakel. Jean kneb øjnene sammen og lod dem glide hen over deres ’gæst’ .. Da talte han til Traquille uden at se på hende. Hun vrængede arrigt og vendte om imod den højre dør, væk fra Ma’lakel og lænede sig op ad væggen ved dens side.. atter skulende imod dæmonen. Jean bevægede sig yderligere ned ad trappen og placerede sig foran tremmerne, som sjovt nok var uskadte. Han betragtede dem lidt og nikkede imod parrene på svalegangen med en belønnende tone. Da så han på Ma’lakel. De blanke blå øjne befamlede ham, som Ahngel ville ha gjort i sin tid og ligesom Ahngels øjne, havde dennes et dragende punkt.. dog noget mere nyttige på det område. Hvis Ma’lakel ikke tog affære, brugte Jean mindst et minut på at se ham an. Da tav han. Hans øjne spærredes op og en svag rødmen sås over hans kinder og næse, som havde han kort blevet krænket på sin vis. Hans hovne, elegante og vise udseende var blevet erstattet med undring der tilsyneladende sendte blodet op i ansigtet på ham. Traquille hævede et øjenbryn med et opgivende suk og lagde armene over kors.
”Muet, Soleil.. Retiré.” mumlede jean da og rettede endnu engang på brilleglasset.. måske for at skjule sin tvivl med en aktiveret hånd. Han trådte få skridt væk fra Ma’lakel, baglæns og så han an imens omgivelserne syntes at forvandle sig. Hvor der havde været pæle blev der bar luft og det ødelagte gulv syntes at samle sig på magisk vis. Da kom der en barnlig klukken fra svalegangen. En af de rødhårede mænd grinte ondskabsfuldt med et barns ligegyldighed, inden den tog om sin partner, den gråøjede af kvinderne, som havde langt, glat hår. De andre par vendte deres farverige øjne imod den leende og begyndte at gå imod dem, hånd i hånd forsvandt de ind i det originale par indtil de alle blot var formindsket til de to. ”Chicalor, Muet! Tu est formidable!” hvinede manden muntert og holdt kærligt om hende, som ikke syntes at gøre meget eller tænke meget over det.. Det havde været en illusion.. alt sammen og ikke nok med det syntes de to personer også at ændre form.. Som en damp forsvandt voksenheden.. de markerede muskler og hvad der fik dem til at fremstå gamle.. og efterlod to børn. En teenagedreng med rødt hår og gyldne øjne på omkring de tretten og en ganske ung, snehvid, gråøjet lille skønhed, virkende distraheret og fjern. Hendes øjne så på intet og hun lod sig bære i drengens arme. Hun var omkring de seks år. Drengen sendte et spydigt smil til dæmonen og vuggede stille pigen i armene. Jean så dem stille an og så imod Ma’lakel dernæst. ”Soleil.. S’ill tu plaît.” hviskede han da med et ømt blik imod døren. Soleil, drengen, vaklede kort og formåede at holde pigen med en enkelt hånd, hvorimod den anden rettedes imod døren. Langsomt dannedes der iskrystaller fra dørens rod og lod det vokse som et lag hen over og kvæle ilden.. ganske vidst efterlade en meget sort inderside af døren. ”Aie, Monsiuer Jean!” sagde Soleil smilende og gjorde barnagtigt humør. Muet, pigen knep hænderne om drengens trøje hvorefter hun lod blikket falde på Ma’lakel. Hendes blik lå længe og hun klappede kort kæberne sammen. Soleil opfattede det og strøg hendes hår og viftede en pegefinger foran hende for at fortælle at det ikke var hendes mad.
Jean rettede på sit slips og lod blikket falde på Ma’lakel igen med et akavet og falskt smil. ”De søger Lucifer, Mon sauvage, ikke?” Sagde han da. Det røde lå stadig over hans ansigt, meget markant.

-

Ma'lakel så til imens at den kvindelige vampyr hurtigt fik undgået hans flamme og tog initiativ til at forsvare sig. Et kort øjeblik forbandede han hende inde i hovedet for ikke bare at stå stille og lade sig riste, som det søde lille lig hun nu engang var, men hans nysgerrighed blev atter vækket da han lagde mærke til hendes tænder der havde fundet vej til hendes håndled, og tilladt hende at bide et sår. Ma'lakel rynkede atter brynende af hende, og så til imens at hun manipulerede sit blod og formede den indtil en stærk pisk. Da slog det en lille smule klik for Ma'lakel: bur, pisk?! De så velkendte små rynker samlede sig ved øjenkrogene og bagved næseborende, imens at der endnu engang blev udløst en advarende knurren, og de grønne øjne begyndte at afspejle en svag vrede der syntes at få den før defensive aura omkring dæmonene til at ændre sig drastisk, og blive mere destruktiv end defensiv. Som kvinden gjorde klar til at slå med pisken, vende Ma'lakel sig med siden til hende, og ventede på at hun gjorde slaget: udelukkende med den intention om at gribe pisken og få kællingen til at falde på knæ foran ham. Kvinder med for meget magt skulle sættes på plads, det havde en hvis døds engel i hvert falde bevist for ham igen og igen. Men lige så slaget kom, og Ma'lakel var parat til at tage fat i dne lod en lys mande stemme fra trappen. Ma'lakel så op og helt automatisk som havde han en slags refleks knap, bøjede han sig en smule bagover så pisken ikke fik ramt ham, men blot et lille stykke af hans jakke, der som resultat blev flænset. Men alt taget i betragtning med hvor hullet og flænset læder jakken alligevel var, gjorde det ikke rigtig nogen forskel!
Ma'lakel knep øjnene sammen i det en herre trådte frem, iført simpelt sort jakkesæt, en hvid skjorte og et rødt slips der stod ud fra hans ellers sort hvide væsen. Blond hår, og så bar denne til og med briller. Ma'lakel rejste et øjenbryn: af en eller anden grund kom det bag på ham at vampyrer gik med briller - eller at de kunne få med det. Han fulgte nysgerrigt denne nye vampyr med et blik der let kunne sammenlignes med et barns åbenlyse behov for at røre, smage, ødelægge, og ja, bare udforske noget nyt!
Han så blikket der blev sendt til den af hunkøn, og så triumferende også på hende, da denne opløste sin pisk til blod endnu engang og lod den forsvinde. Barnligt kunne man kalde det, men der var ikke nogen tvivl om at Ma'lakel og denne hun vampyr ikke ville komme godt ud af det, under Ma'lakel ophold. Kvinder skulle holdes nede. Hans øjne lagde sig endnu engang på denne herre, der syntes at holde mere magt end kvinden, og efter en lille dialog som Ma'lakel ikke forstod, gik kvinden da også væk og lod hannen komme til. Ma'lakel vendte sig med fronten imod den blonde vampyr, med et blik der bar samme mistro til denne som til kvinden der havde trukket sig over i hjørnet. Inde fra de uskadte tremmer skulede han ned på den pænt beklædte herre, som en majestætisk løve ville se på en af tilskuerne i zoologisk have. Ma'lakel lod ikke til at blive tydeligt overrasket over at hans bur ikke havde bristet, han var trods alt i blandt vampyrer, og i forvejen kendte han lidt til dem, så materialet disse tremmer var lavet af kunne sikket sagtens være af en stærkere støbning eller på anden måde, overleve den lille flamme Ma'lakel havde skudt efter hun vampyren. Han lod den blonde vampyr stirre, og stirrede lige så igen, indtil at han-vampyren pludselig lod en let rødmen pryde dennes udseende. Ma'lakel lavede en irriteret grimasse: han vidste godt hvor tiltrækkende han var, igen grund til dette tidspilde! Dog kunne han genkende den måde han blev set han på, første gang han havde mødt blikket var dog ikke af denne vampyr, men en med rød glødende øjne, og sort silke hår. Han lukkede øjnene kort, og lagde armene over kors imens han efterhånden synes at han havde leget freak show nok for i dag.
Dog måtte han endnu engang lade sig overraske da pælene meget hurtigt forsvandt efter han dæmonen havde sagt noget, og en barnlig latter kunne høres ovre fra en af de ulækre dingester og dennes partner. Ma'lakel så over imod latteren, og prøvede så vidt muligt at holde et passivt udtryk, da alle disse vampyr herre og kvinder, der før havde danset rundt med hinanden blev trukket ind i to enkelte, der også ændrede form derefter. Han rynkede på næsen da han så den oprindelige form: børn?! Nu kunne det da ikke blive mere forvreget! Men hvad værre var, at disse to møg unger havde lavet en illusion som Ma'lakel ikke havde kunnet se igennem. Han rynkede irriteret med brynende imens han tænkte på hvor meget han hellere ville være hjemme, i hans Abbadon, med hans imps, og kvinder, og bare glemme alt om den her fandens følelses trip! Han så dernæst imod døren efter at han vampyren endnu havde sagt noget, og overværede hans smukke ild blive brutalt kvalt af is. Endnu en grund til ikke at være her, de havde en is betvinger. Men han lod sig ikke afskrække, og så endnu væk fra den og hen på de to små, hvor pigen greb fat om drengens trøje og tilsyneladende hentydet til et spørgsmål vedrøvende om Ma'lakel var mad eller ej. Endnu engang snerrede Ma'lakel irriteret for sig selv: forbandede blodsugere. Hans øjne lagde sig endnu på vampyren foran ham, og så meget intenst på denne, idet han regnede med at der måtte ske noget nyt nu hvor han ikke længere skulle lege eksotisk morgenmad.
Han så hurtigt igennem det falske smil, men valgte at ignorer det kort efter, for at svare på spørgsmålet:
,, Korrekt..", svarede han meget kort.
Lucifer.. navnet syntes næsten nostalgisk for ham. Som om at han efter et års separation havde glemt af de rød glødende øjne, den hvide hud, og de sorte tråde faktisk havde et navn.

-

Jean rettede atter på brillen og gned i samme bevægelse næseryggen mellem to fingre for at fjerne den endnu tilstedeværende rødmen. Han så til siden, tydeligvis pinligt berørt af en sort. Guderne vide hvorfor. Han rømmede sig kort og gjorde halsen klar fra et lag ikke-eksisterende blokade og så atter på Ma’lakel imens han smilte med munden og ej øjnene, der stadig var brændende af en udefinerbar følelse. En hårdkogt blanding af nervøsitet, underdanighed og et simpelt forsøg på at holde sig selv så professionel som muligt. ”Eh.. D’accord.” Mumlede han da Ma’lakel bekræftede hans mistanke. Han søgte ned i sin lomme på højre side og fiskede et lille forgyldt lommeur op. Han lod det hvile i håndfladen imens han betragtede viserne der langsom bevægede sig hen over glasset. Uret var gammeldags og noget mere avanceret end menneskernes, dog virkede det til at gå ud på nogenlunde det samme, som menneskernes. Viserne var gotiske aftegnet og selve symbolerne, som de gled over, var skrevet i romertal. 4 af dem, hvor de manglende tal var erstattet af små gyldne prikker. Jean betragtede det roligt og knappede endnu låget i, stak det i lommen og nikkede imod dæmonen. ”Følg med mig.” sagde han så og vendte dæmonen ryggen og bevægede sig op ad trappen igen, forventende at Ma’lakel fulgte med. Han ville se sig tilbage engang da han nåede første platform og stod foran den store trædør, som tydeligvis førte længere ind på palæet. Han vendte til venstre side og fortsatte op ad marmortrappen, der tonefyldt klappede hans sko. Muet og Soleil kiggede til. Traquille havde for længst forladt rummet med en høj klappen fra en af de venstre døre. Opmærksomhedssøgende var hun dog. Endnu en klikken kom fra Muets kæbe og Soleil vendte automatisk ryggen og gik imod den højre trappe. Muet kiggede efter over Soleils skulder og lod de tomme grå øjne lægges på Ma’lakel en sidste gang. En sagte nynnen kunne høres fra hende. Den var melankolsk og langsom, som havde hun besvær med at få tonerne presset frem fra struben. Soleil sendte hende et skarpt blik og forsvandt bag døren på den højre afsats.
Som Ma’lakel fulgte med, ville han blive ført op i en opgang, prydet med røde og grå paneler der udgjorde væggenes mønstre. Igen kunne man skimte torne og dystre planter i det blodige skær og alt i alt var det ganske smukt i en makaber tone. Gangen var kort og ganske veloplyst af de ophængte kandelabrere. De blev ført ind til endnu en niche, som var rundformet. Jean vendte sig om og så imod Ma’lakel igen, hvis han altså havde fulgt med hele vejen. En bittersød duft af roserne ville igen fylde rummet, men ingen var at se. Rummet var forholdsvist tomt og den eneste form for udsmykning var de mange malerier der prydede væggene. Ingen vinduer var der heller.
”Jeg har ikke autoritet til at fortsætte længere ind i hans private rum.” sagde han så. Et mistroisk genskind gled ind over brilleglassene da han sænkede blikket tænkende over Ma’lakel. ”Jeg håber for dig selv at DU har autoritet til det. Mon sauvage er ikke kendt som en ’morgenperson’.” Et let smil kom fra ham. Han overdrev vel en smule med vilje. Efter hvad han havde ’erfaret’ så virkede denne tæt på Lucifer af den ene eller den anden sort. Hans ansigt blev da kløjs igen da han fangede alvoren.. og sandheden. Han pegede da ned ad en af de højre sidegange og så på dæmonen. ”For enden er der en trappeafsats. 5 sal skal du op på og om den venstre gang. For enden af gangen er hans gemak.” Han tog endnu engang lommeuret op ad lommen og betragtede det nøje. ”Om et kvarter eller lignende kan du gå ind i værelset. Jeg anbefaler ikke at træde ind inden han er vågen.” Jean drejede om og forsvandt den vej af, hvor de var kommet. ”Et kvarter” Gentog han højt inden hans væsen syntes at ha bevæget sig nedenunder igen.
Fulgte Ma’lakel vampyrens henvisninger, ville han finde gangene identiske og prydede med kun malerier, få buster og en enkelt sofaregion i ny og næ. Palæets indhold lå vel i værelserne omkring. Nogle af dem var sikret med en mærkeligt udseende lås vær, skabt af metaller der ikke lige kunne defineres for kenderen. Trappen ville være af mørkt træ og dette mønster ville være ens til at man kom til femte sal. Gangene var betydeligt bredere på den etage og der var endda nattelys fra ganske få vinduer, hvor de lange gardiner ikke var trukket for. Der havde vel været aktivitet deroppe siden dagen slap op, eller også havde Lucifer intet imod at der kom sollys ind i palæet.. til trods for at det kunne betyde at denne ville få problemer, hvis han besluttede sig for, mod alle odds, at bevæge sig ud på gangen i dagstimerne. Morgenperson.. det var han så afgjort ikke. For enden ville der være en dør, der ligesom de andre, der var mere centrale, var af håndskåret mahogni. Bag den ville Lucifers gemak være. Om Ma’lakel tog Jeans anvisning og ventede udenfor døren, eller trængte ind, var Ma’lakels eget valg.

-
Ma'lakel stod stadig med armene over kors med en lettere... nervøs mine. Det var ikke så tit han kom ud for dette, at være et sted hvor at han faktisk følte sig i så stor en kontrast at det ligefrem gik ham på. De grønne ulve øjne lå afventende på han-vampyren endnu, imens at denne mumlede noget på fransk. Han havde lyst til at vappe den udøde en på hovedet, ikke fordi at denne havde været provokerende eller på anden måde uhøflig, tvært imod var denne vampyr den eneste af de fire der var i rummet omkring ham, der ikke gjorde sig yderligere bemærket med fjendtlige intuitioner, så fik bare den lille ting at han ikke fattede hvad den udøde sagde ham til at fuldes med et inferno af irritation som han skulle koncentrer sig en smule for ikke at slippe løs. Det blev dog kun til en let snerren og en lille smule rynken med brynede, imens han så til siden og ventede på at der skete noget, hvilket der også gjorde blot få sekunder efter at han-vampyren havde betragtet sit antikke lommeur. Ma'lakels øjne faldt ned på det, og straks kom der en skade-effekt da han så guld urets fine ydre, han nåede dog ikke at studere det yderligere før det forsvandt fra hans blik, og han-vampyren bad ham følge med. De grønne øjne kørte op for at møde vampyr herrens, udtryksløst, dog med meget mere personlighed bag dem end han-vampyrens egne. Uden et ord gik Ma'lakel uforstyrret med, fulgte kort hun-vampyren med øjnene da hun forsvandt med lyden af en dør der smækkede i. Et lille diskret smil kom frem inden Ma'lakel igen vendte sin opmærksomhed på vampyren der førte vejen. Dog som de gik op af trappen så han ned på børnene der også var på vej til at forsvinde. han klemte kort øjnene lidt sammen da han fik øje på pigen der så på ham. En lettere banrlig reaktion kom deraf, og Ma'lakel rakte en finger op til øjet, satte den på den nedre del af øjets kant og trak ned s man kunne se det røde væv inde bag det nederste øjenlåg, samtidig stak han tungen ud, og lavede en provokerende grimasse til hende.
Da børnene allerede var forsvundet, fulgte Ma'lakel blot passivt med, og så sig interesseret omkring, som var han på rundtur i et museum: det kunne det vil også meget vel være, alting var jo næsten fra dengang Ma'lakel var noget så simpelt som en lejemorder, minderne fik ham til at smile. Tidspunkter faldt han bagud, fordi han blev stoppet af et eller andet der havde fanget hans opmærksomhed, om det var et billede eller en byste, spillede inden rolle. Men som tiden gik, fulgte han dog med han-vampyren helevejen: tavs som var en udød selv.
Da de stoppede var han tæt på at dumpe ind i han-vampyren, men gjorde det heldigvis ikke. Han rynkede endnu engang brynende ved dennes talestrøm, og så hurtigt i den retning som vampyren pegede hen imod, imens at denne forklarede vejen. Inde i hans hoved begyndte selve informationen at blande sig sammen: han havde aldrig været god til at blive navigeret nogen steder hen. Tiden var dog let at huske, et kvarter? Hvad han erindrede var Lucifer ikke så forfærdelig om 'morgenen', men han kunne vel heller ikke snakke for højt da det ikke var ham der havde vågnet først op, den morgen.
Han spejdede i nogle få sekunder efter vampyren da denne gik: Mærkværdige skabning... pænt ur dog..
Derefter vendte han sig imod den vej han skulle følge for at møde Lucifer. Han gik uforstyrret op af trapperne, og igennem gangende, skønt han af og til stoppede op fordi han blev distraheret. Som et nysgerrigt barn der var blevet sluppet løs i tivoli, og hvileløst vandrede rundt i håb om at ende ved sine forældre i sidste ende. Men han nåede til den endelige gang, og gik ned af den imens at ting begyndte at presse sig på inde i hans hoved, endnu engang alle disse spørgsmål, om hvorfor han befandt sig der, og hvad hans egentlige mål med at være der var. Det normalt stille stående hjerte begyndte så småt at banke lidt hurtigere dets tættere han kom på døren. Lucifers ansigt, det stod stadig klart i hans hukommelse, men alligevel følte han at der manglede mange vigtige detaljer. Han nåede endelig døren, og stirrede lidt på den, som ville den i sidste ende give ham svaret. Vent et kvarter, havde han-vampyren sagt. Ma'lakel overvejede det kort.
... Baah.. screw it!..
Han åbnede døren og gik ind!

-

Det første Ma’lakel ville kunne se når han trådte ind i det store soveværelse, var dobbeltsengen, som stod med ryggen op af den fjerneste højre væg. Den, ligeså, var håndskåret i mørkt træ og med snoede pæle der udgjorde en ’himmel’ af gammel fransk stil. Et rødt satingardin udgjorde nedfaldet derfra og sengen var redt med gyldentrådet bomuld i et tæppebillede der lignede noget eksotisk, dog ikke til at placere. Den var tom, og virkede ikke til at ha været i brug denne dag. Vinduet var ved sengens side, på den bagerste væg overfor døren. Gardinerne var trækket til for en dør der førte ud til balkonen. Ved sengens højre side var en dør der ville, hvis Ma’lakel besluttede sig for at se sig omkring, være et meget rummeligt badeværelse i hvide lakerede kalksten. Centreret et firkantet bad. To gange to meter omtrent og med mindre sokler der opholdte mindre montrer til hvad pokker man kunne finde på at placere. I det bagerste hjørne var en samling spejle ved en vask der syntes at være udvokset af selve væggen.. lavet af blankt messing og med en kant af de samme lyse stensort. Uberørt syntes det.. Ikke meget liv udover det åbne vindue, der lod en kølig brise glide igennem og flå en smule i gardinet.
Der ville være en lettere tung luft af et døgns mangel på udluftning i soveværelset og der ville ligeså hænge en let essens af de sorte roser, som meget nok var til stede i dette. Et skrivebord i midten af værelset havde en lille og uden tvivl håndplukket buket i et højt champagneglas. Bladene halvt faldet af og lå omkring en dynge overskrevne papirer, der ikke virkede i lutter orden. På gulvet havde de ligeså fundet vej til. På skrivebordet ville der ligeså være et brændende stearinlys og små halvbrændte papirstykker, samt aske af noget der engang havde været hår. Der engang havde været kedsomhed eller tidsudtrækning. En stol med høj ryg vendte væk fra et meget stort, centreret cresented måne-formet vindue, ligeså slået fra af gardiner. Kuglepenne lå ligeså på skrivebordet af cedertræ og i skufferne ville man ligeså finde dokumenter i det franske sprog. Lige ved siden af indgangen var der en slukket kamin og en antik samling møbler. Et lavt, mørkt bord med glaskant og to bordeauxrøde sofaer i samme stil som det yderligere møblement fra renæssancen. En høj kandelabre stod i hjørnet og sendte gyldne omrids på skyggerne op ad de røde vægge, ligeså prydet med malerier og få steder opslag der var blevet sat dovent op med nåle. Noter lignede det.. statistikker og kort endda, dog ikke til at forstå for den uden det franske sprog. I det bagerste venstre hjørne var et højt møbel. En kommode og ved siden af endnu et møblement med en enkelt lænestol og en lang divan, søgende væk fra det lys der måtte være i værelset, som var det blevet skubbet derhen af netop dette formål. Dér ville hans skikkelse befinde sig.. lettere skjult og nok ikke det første man ville få øje på. Ingen overraskelse dog.. Han bevægede sig ikke. Når Ahngel sov tungt, sov han som regel som en død.
Han lå på ryggen med ansigtet oppe imod loftet, løftet let af divanens svajende ryg. Hans lange ben havde placeret sig asymmetrisk, hvor det ene ganske elegant lå ned ad divanens fodende og det andet var placeret ud imod værelset, solidt imod gulvet. Han var iført et par almindeligt udseende bukser i sort groft stof, bare fødder og havde en mørkeblå skjorte på, der havde, på grund af hans stilling, smyget sig let op over ham, rynket sig og vist den nederste del af hans slanke mave.. kørende imod divanens stof, som hans lange hår ligeså gjorde, som havde han startet i en siddende position og dernæst gledet ned og ligge. Den venstre hånd, som pegede imod væggen, var bøjet over ham og håndleddet hvilede imod hans pande, dækkende det ene øje og lod sig let korrupteres af det sorte hår. Den anden arm var, ligesom benet, sluppet over divanens kant og pegede imod gulvet, hvor endnu en samling papirer kunne se. Han var vel faldet i søvn i arbejderstilling. Pennen lidt derfra tydede på det. Som han lå der virkede han ganske uskadelig og nærmest som et lyst væsen, da hans monstrøse træk var lullet i søvn bag lukkede øjenlågs sorte vipper, det matfarvede læber og hans fredfyldte udtryk, der ikke syntes at tyde på at have nogens blod på samvittigheden. Kendte man ham ikke, ville man nok ikke ty til ordet: ’vampyr’ med det samme, men måske svinge lidt i hvorvidt dette væsen egentlig var i stand til at udføre en ond gerning. Skindet bedragede og gud hvor var det dog et trick at kunne. Det sovende, nærmest selv-lullende ansigt, som vampyrerne formåede at skabe, var vel også noget af det der havde fået eventuelle fjender i at svigte og ikke nænne lade deres kister stå imod sollys.
Han ænsede end ikke Ma’lakel.. som sagt, ville der gå noget tid før han begav sig op i remsøvnen, for dernæst at vågne op til natten. Han lignede sig selv.. uberørt af det år der var gået.. eller det vil sige.. næsten. Trods hans stadig unge, stadig fysisk smukke ydre var intakt, var der præg af manglende komfort. Hans år havde ikke just været for at holde sabbat. Et ganske mat mørke havde lagt sig om den tynde hud ved hans øjne. En lille aftegning af et ar ville kunne syne over det, ganske nostalgisk og de andre ar ville ligeså være mere eller mindre opsigtsvækkende. Hans fingerspidser var mørke og slidte og hans lange hår syntes at have mistet sin regelmæssige længde.. dog var det hans egen kedsomheds skyld. Resterne af de lange totter ville ses som aske på skrivebordet. Det ville gro ud igen på få timer og han ville atter glide tilbage til et væsen der nok aldrig ville kunne forandre sig. Mange så det vel som den kønneste ønskedrøm, men for pokker hvor blev det dog kedeligt i længden… men så igen.. det blev alt nok når det kom til stykket.

-

Ma'lakel lukkede døren bag sig med et forsigtigt lille 'klir', og så da rundt i soveværelset. Det første hans øjne lagde sig på var den store seng, der trods ingen lå der fangede halv-dæmonens opmærksomhed ganske hurtigt. Det var længe siden han havde set sådan en seng, noget der ikke var moderne, og stilrent, men i stedet.. smukt. Bare direkte smukt! Selvom Ma'lakel aldrig ville betegne det sådan med ord, fandt han det betagende da det efterhånden var lang tid siden han havde oplevet den slags møbel. Han følte sig næsten 'ung' igen, som var han tilbage i paris sammen med Aquires. Men sengens skønhed holdt dog ikke på halv-dæmonens interesse alt for længe, og de vandrede videre langs de rød malede vægge, over de flotte satin gardiner og videre hen på et kontor bord som Ma'lakel gik hen imod, dog stille uden at det gav mere støj end den svage raslen fra hans patroner der lå i lommerne som altid. Han stoppede ved det og så ned på det med et interesseret blik, lod sine øjne glide over de mange ord, men rynkede irriteret med brynende da det gik op for ham at han ikke forstod det, som havde papiret fornærmet ham. Derefter så han over på den sært udseende lysestage, studerede den med et intenst blik hvorefter en lille trækning ved venstre mundvige fik afsløret en lille antydning af et smil. Han kørte et par fingre igennem ilden, bare for at gøre det, som hilste han på den uden egentlig at sige noget. Derefter så han frem for sig, og videre rundt, indtil at han fik øje på divaen og den hvide skikkelse der lå på den. Dog kunne han blot skimte det i starten, men som han bevægede sig tættere på faldt hans øjne ned på det væsen der i de sidste fireogtyve timer havde kørt rundt i hans hoved non-stop, frarøvet en nats søvn og ellers pint ham med en dags rejse til Frankrig, og derefter en sørøver jagt der nær var endt galt! Først lod hans blik sig ikke spejle af hvad der gik igennem hans hoved: ligeså hårdt og uinteresseret et blik blev den sovende skønhed givet, som han ville have skænket et hvert andet individ. Men efter få sekunders stirren blev ansigts udtrykket mindre og mindre hårdt, alt efter hvor meget af denne han studerede med øjnene: den hvide og sikkert stadigt kolde ud så ud til at være som han altid havde husket den, og dog under øjnene opfangede han den lette mørke nuance der indikerede at Lucifer nok ikke havde brugt tiden på at slappe af. Han skævede kort til den manglende hår længte, og vende derefter hovedet for at se over på skrive bordet, og ligge sit blik på den grå aske som han før ikke havde givet megen tanke. Hans blik faldt på Lucifer igen, låste sig på dennes ansigt imens at han gik omkring divaen så han stod foran den i stedet for bagved. Der kom et meget svagt: heh -fra ham, hvorefter han endnu engang gav et næsten sørgmodigt smil fra sig, hvorefter han bøjede sig svagt og lod to fingre meget let glide ned over vampyrens ene kindben, tæt på der hvor man kunne se antydelsen af et ar. Hans fingre varme som altid, og en meget tynd damp sky blev dannet i det hans fingre rørte ved vampyrens kind. Han var næsten nede på normal temperatur igen, men der ville gå nogle få minutter til, inden at han ikke længere var abnormalt varm. De grønne øjne lyste svagt imens at han så ned på den sovende Lucifer, den sovende Ahngel, og undrede sig et øjeblik over den svage stikken i brystet der tvang sig vej imellem alskens barrierer og skjolde. Havde han virkelig savnet dette væsen så meget?
Han besluttede sig for ikke at vække Lucifer, så med mindre denne vågnede af at blive rørt ved eller lign. lod han blikket glide væk endnu engang og gik imod døren ved siden af sengen for at udforske badeværelset: gjorde store øjne af badekaret, der efter hans egen mening var en sø i sig selv. Rodet rundt der ude som et lille barn der lege skattejagt, også selvom han ikke ledte efter noget specielt.

-

Der blev ingen radikal opvågning fra Ma’lakels berøring. Faktisk reagerede Ahngel nærmest ikke før få sekunder derefter, hvor han lagde ansigtet en smule til siden, lod øjenlågene sitre kort og lukkede kæberne blidt sammen, som en refleks i søvn.. Rettende på sig selv. En meget kort antydelse af et suk fra struben ville nok også kunne høres, men udover det.. intet radikalt. Ma’lakel ville bevæge sig ud på badeværelset og først der syntes berøringen at glide igennem huden og ned til nerverne, som samlede sig i en mild stikkende form, som når man blidt laver en fold i et hvidt lagen. Det satte støj i gang og langsomt blev det tomme mørke revet fra hinanden af et mærkeligt ubehag ved at få virkeligheden slikket i nakken. Som kløer flængedes mørket og Ahngels øjne åbnedes til mødet med sit loft.. endnu ikke klartstående på grund af den halvsovende sindstilstand. Hånden gled ned fra panden og hvilede dovent over divanens kant, som den anden gjorde. Han stirrede op i loftet imens hans øjne gradvist blev rødere og mere klare. Da rettede han sig op og de lange sorte hårtråde gjorde sig fri af divanens stof. Han så ud i rummet.. tomt i en tid og lod sig vågne halvt inden han bevægede den højre hånd om sit mellemgulv og rettede på skjorten, der havde vulket sig om hans liv. Da syntes hans langsomme bevægelse at fryse fuldkommen. De røde øjne snævrede sig ind idet han først nu lagde mærke i den anderledes følelse over hans kindben, samt den lugt der havde fulgt Ma’lakel. Frisk luft.. udefra.. sneen, samt noget andet.. dæmon. Ahngel kneb øjnene sammen. Man skulle tro at hans dømmekraft overfor Ma’lakels genkendelige krydrede duft var på toppen, men nej. Rummet osede af rosernes praj netop for at dulme hans sanser. En ting kunne han dog tolke. Dæmon. Indtrængen.. Udefra. Et mørke lagdes over Ahngels ansigt inden han lydløst rejste sig, jog et blik til kandelabraen i et øjeblik, som undrede han sig.. Dernæst til sengen og videre imod hvor rækken af små lyde kom fra.. badeværelset. Ahngels strube indsnævredes sig instinktivt imens han på bare fødder bevægede sig imod sengen, elegant undvigende de mange papirers skramlen, som en kat undgik vandpytter. Indtrængen så tidligt på aftenen? Havde Jean ikke sagt at vagtsystemet var idiotsikkert? Måske var det ikke nogen at undervurdere alligevel?
De røde øjne dansede hen over sengetæppet, hvor han rakte hånden ud imod, bevægende fingrende strakt i bølgende bevægelser. Noget syntes at danne sig under tæppet. Lang som en slange og ligeså fleksibel, smøg denne sig igennem klædet og dukkede op under kanten. Det var ingen slange.. Det var intet af organisk. Ahngel var vel bare ikke den type der hængte sine våben på væggene? Den lange kæde af dødblodsmetallet snoede sig da om den udstrakte hånd og hægtede sig til ham, som et kærligt kæledyr. Den store modbydelige pæl for enden var det sidste der dukkede op udefra sengens kant. Ahngel tog et favntag om et kædestykke og lod den derefter hænge frit, som alt den døde energi gled tilbage i de mange lag blod den var smedet i. Han vurderede dens vægt ved at lade den svinge roligt, som et pendul gennem luften inden han lod den hænge stille og fortsatte imod døren. 1… 2… 3.. lange skridt før han kom til døren, som forhåbentligt stadig var åben. Var den ikke, skubbede han let til døren med sin frie hånd i et tempo, som for alt i verden ville lade den undgå at knirke. Han ville skubbe den så langt op som muligt og selv undgå at stå i døren. Han ville stå lige ved siden af, som tog han et enkelt skridt mere, ville han vise sig selv for badeværelsets tilskuer. Da ville han læne sig op ad væggen, stadig skjult og stille hviske:
”Êtes-vous un crétin?” .. Hans frie hånd strygende dørkarmen og et iltert udtryk gled over hans ansigt. Pokkers til ’morgener’. ” Pensez-vous que se déplacer ici serait si facile, démon? » Fortsatte han.. Troende at denne talte hans sprog. ”Me.. Bienvenue à le Point Du Lac.” afsluttede han hvislende inden han, med ganske stor fart, trådte det svingende skridt og dukkede op på anden side af væggen, ved siden af døren inde i badeværelset. Ligeså hurtigt som han var dukket op, ville hans hånd slå tilbage, hente kraft i slaget, og skyde den frem imod den ’fremmede’, hvor pælen ville følge i høj hast. Den ville ikke komme langt imod Ma’lakel dog, for inden der var gået et millisekund, trak Ahngel atter kæden stramt tilbage, så den gav et brag imod døren ved hans side og slå et hængsel af. Da ville kæden miste grebet om sin herre og falde til jorden i takt med at Ahngels fingerspidser blev slappe. En stirren. Duften virkede pludselig så velkendt og ligeså gjorde skikkelsen i badeværelset. De røde øjne var vidt opspærrede og de før arrige tynde pupiller, var nu blot små stikkende prikker imod den glødende farve. Ligeså havde munden ladet sig give af ren afmagt og lade den forreste del af hans tænder til syne i et meget lille format. Farten havde sænket sig over ham og en sort tot hår gled ned over ansigtet på ham, langt som det var. Hvad der før havde virket så ufattelig fjendtligt og iltert, stod nu, nærmest mundlam og stirrede på ilddæmonen der havde smidt masken som ’indtrænger’.. Den sagte prikken på hans kind virkede pludselig noget mere markant ide han underbevidst indså at denne havde bevæget sig rundt i værelset.. rørt ham. Det var dog lige meget nu. Lige nu.. var det svært nok at acceptere at han stod der, foran ham… Taget på sengen fik pludselig en ny betydning og var ikke længere blot noget mennesker sagde i deres latterlige komediestykker. Den lette prikken dannedes i hans fingerspidser, men hans hjerte syntes at sænkes i takt, trods han ikke følte sig det mindste rolig. Undtagelsestilstand måske? Da klemte Ahngel øjnene let sammen, lagde hovedet en ganske lille smule på skrå og lod sine led ’smelte’ og give ham en mere naturlig holdning. Hans vantro øjne kunne dog ikke tages fejl af.
”Ma’lakel..” sagde han så, mest til sig selv, men i det sprogs dialekt, som Ma’lakel forstod og ikke fyldt med nasaler og rungende klange. Rent sagt, som var det få dage siden han sidst talte det sprog.


-

Fingrede snoede sig ind bag ved et håndklæde, imens at et par grønne øjne tittede frem. Øjnene, vis farve selvfølgelig var en næsten mat gylden grøn, så skuffet imellem de to håndklæder, som havde de håbet at finde et eller andet interessant men uden held. Disse øjnes ejermand gik videre ned til det næste, og samme mønster gentog sig, imens at det forsatte sådan indtil at der ikke var flere håndklæder at rode igennem. Han gav et let fnys fra sig i skuffelse over at der ikke lå noget interessant, noget der kunne sige: sådan her er der i vampyrers badeværelser! Han regnede vel sagtens med at vampyrer havde badeværelser der ikke lignede normale individers. Men efter at have rodet ting igennem måtte han indrømme overfor sig selv og skuffe hele dæmon rasen, og dens evige undren omkring vampyrerne, med at disse altså ikke havde skarpe pæle, baby hud, eller mennesketænder imellem deres håndklæder eller badeværelses genstande, alligevel. En svag klukken kom fra ham: det havde ellers været en sjov aften omkring tøndebordet alligevel. Han lukkede skabslågen i endnu engang, og skulle til at rejse sig da han pludseligt opfangede noget: død, og det meget tæt på! De sorte pupiller klemte sig atter sammen til en let mandel formet oval, og ikke længe efter nåede en stemme også hans øre, dog på et sprog han ikke forstod, men selvom tungen rullede utydelige ord kunne han stadig genkende den: Ahngel?! Han skulle akkurat til at vende ansigtet imod døren, da selv samme sort hårede skønhed der havde hvilet så forsvarsløst inde i soveværelset, stod i døren og en velkendt kæde blev slynget af sted imod Ma'lakel, der i overraskelse røg bagover, da han havde siddet på hug ved skabslågen. Han vaklede lettere elefant hen imod badekarets kant og faldt ned på bagdelen for derefter at blive tvunget yderligere bagover af den nådesløse tynde kraften og banke hovedet ned imod kanten! Der lød et 'klonk' på samme tid med at kæden ikke nåede ham, men i stedet blev smadret imod døren. Halv-dæmon satte sig op og tog en hånd til baghovedet der havde fået et slag, imens at han klemte øjnene sammen og spændte i hænderne for at håndtere det pludselige jag af smerte der fløj igennem hans krop. Små sammenbidte æder, og forbandelser der dog ikke omhandlede vampyr herren, men badekaret og dens abnormale størrelse, kunne svagt høres imens at han trak hånden til sig igen for at se om der var blod: heldigvis var der ikke noget. Men halv-dæmonen skulle stadig koncentrer sig for ikke at lade sine flammer få liv, og lade noget i badeværelset gå op i røg. Hans opmærksomhed på hans egen smerte blev dog brat afbrudt da han hørte en velkendt stemme sige hans navn. De mandel formede pupiller udvidet sig til deres normale menneske form, imens at Ma'lakel ubevidst holdt vejret i nogle få sekunder. Lige så langsomt lod han blikket vende imod Lucifer der stod i døren og betragtede ham som var Ma'lakel ikke virkelig, og blot et opspind af dennes egen fantasi, måske ønsketænkning? De grønne øjne hvilede ind i de glødende røde, og der gik et ufrivilligt sug igennem halv-dæmonens mave, da han faktisk så ind i det flamme hav der førhen kun var kommet til ham i drømme, eller i bedste fald hvis han lukkede øjnene og koncentrerede sig. Også han var mundlam i en tid. Ma'lakel satte håndfladen imod gulvets overflade for at skubbe sig selv op igen, uden at miste øjenkontakten ed vampyr herren. De grønne øjne så på Lucifer... som om at det ikke blot var et år siden de sidst havde stået overfor hinanden, men flere. Efter få sekunder uden at Ma'lakel havde mundvand nok til at udtale ord kom der endelig et svar, talt på samme sprog, og med den samme mørke stemme som Ma'lakel altid havde besiddet:
,, Godt gættet..?", sagde han, og der kom automatisk et af de velkendte Ma'lakel smil frem på de smalle lysebrune læber, efterfulgt af det forførende drengede glimt i de grøn-gullige øjne.
Han slog let ud med armene, ikke ment som i: kom hen og kram mig! - men mere en 'tadaa'-intention, hvorefter han med sarkasme i stemmen sagde:
,, Surprise?!".

-

Spørgsmålene var mange og de hobede sig op og dannede en blokade i Ahngels hoved, der for an gangs skyld var fuldkommen fri for tanker der omhandlede andet end individet der havde brast ned og slået sig på badekarets kant. En kort summen af skyld over at denne havde slået sig, trængte på, men Ahngel stod endnu standhaftig og skød tanken væk. Ved Første med ham i over et år, han så ham.. hørte ham og i det hele taget bare havde kontakt med ham, nægtede han at være ynkelig og undskyldende, som var det han selv der var trængt ind i Ma’lakels gemak. Dagene uden blod og trang til drab havde efterhånden været ganske mangfoldige imens man gennemgik de sidste dele af oprydningen fra Zanes lille march igennem Paris for den lange tid siden. En kølig lettelse skød det korte ubehag væk da Ma’lakels selv formåede at se sig uskadt. Ahngel knyttede hånden over den patetiske medynk han opstillede og var nu ganske klar over at han nok burde være bedre imod sig selv for at undgå de forbandede følelsesudbrud, som kun kunne overgås af en humørsvingende teenager. Ma’lakel kom på benene og rettede armene ud med et velkendt smil. Overrasket?! Det var ikke ordet! Ahngel tog sig kort til panden og smøg to fingre over næseryggen, som havde han migræne og ikke bare udmattethed at kløjes i. Hans øjne var dog stadig fastlåst på Ma’lakel og den lille trance slippede først op få sekunder efter han havde talt til ham. Ordene der virkede så bekendt i klangen og det flabede smil ligeså. Ahngel havde lyst til at gengælde smilet, men gjorde det ikke brat. Han nikkede da og lænede sig en ganske smule imod dørkarmen. Han fjernede atter hånden fra ansigtet og lod sin stirren dø hen til en mildere form for observation. Han forblev stille og skænkede da Ma’lakel et nik med sammenbidte kæber. Det føltes som om en klump havde samlet sig i hans hals og nægtede at give slip på kæberne, der pressedes imod hinanden. Ahngel var overrasket over hans egen fuldkommen mundlamme situation. Hvad skulle han kunne sige?! ’Hej Ma’lakel, hvordan står det til?’ .. Sætningen lød dum og menneskelig i Ahngels hoved og den ville om ikke andet virke vanærende for både Ma’lakel og han selv. Han gav sig atter til at stirre let.. Ikke imod Ma’lakel men et øjeblik igennem ham, som faldt han i en diskussion med sig selv og den ydre verden ikke var inviteret. Havde Ma’lakel mon..? Hvorfor var Ma’lakel nu her efter så lang tids arbejde på at forsikre han selv om at det bekendtskab der fandtes for et år siden, var gjort til ende og ikke ville være andet end et bekendtskab der for fremtiden ville være fuldkommen.. Pokkers til timing den dæmon havde.. Akkurat som det var stilnet af og det konkrete.. ARGH.. ’savn’ var blevet mere udholdeligt med aktivering af andre faktore. Hvorfor var det så svært at koncentrere sig og hvorfor pokker var han så svær at få ud af hovedet? Ahngel havde haft ’elskere’ før og han havde haft affærer… alle sammen lette omgåelige, men hvorfor.. HVORFOR sad Ma’lakel fast som en østers på en sten? Hvorfor kunne man, ligegyldig hvor stor en bølge man var, ikke flå ham af? Hvorfor ikke bare…?
Ahngel nægtede at tænke tanken til slut og han rettede sig atter op, genvandt sin ranke ryg og royale holdning. Han skød atter tankerne væk. De var i vejen for hans fremtoning. Han ville ikke virke svag.. Ikke nu hvor selv hans private rum var invaderet af det væsen der syntes at have været det allermest nærgående af dem alle. Nu var at ’hvile i sig selv’ ikke længere nok.
Hvor fokusset før havde været på absolut ingenting, vandt det atter Ma’lakels billede, som Ahngel nu tillod sig at beskue i en tid. Ma’lakels grønne øjne og den mørke hud var noget så klar i genkendelse når man havde færdet med andre farveløse væsener på palæet så længe. Ingen farve, til trods for de pure omgivelser. Til trods for en pensels kunstige farestrøg, havde det været… ufatteligt gråt.
Ahngel smilede. Ahngels smil kunne ses, til trods for at det kun virkede som et mat stearinlys imod en kold snedækket natterude. Mat var han. Sørgmodigt kunne det tolkes af den pessimistiske og håbefuldt for optimisten. Ahngel tvivlede på de ideer han havde gjort sig imens han havde tænkt på Ma’lakel igennem året. Fundet dem naive og flåede hele fingernegle af som aktivitet imens han debatterede ud på nætterne, hvor der burde gøres arbejde og holdes styr. Nu lignede hans hænder dog sig selv. Til trods for de slidte fingerspidser, var neglene stadig glatte og krummede som et mine falkenæb og fingrene var slanke og hvide. Nu man egentlig lå i det, så var hænderne nok det sted på Ahngel der havde de færreste ar. De var rene hvis man så bort for de mikroskopiske rester af forgamne tiders blodbade. Blodbade der ligeså fik det usle lille smil på hans læber til at virke som tårer. Ahngel vendte ganske kort blikket imod badekarets kant inden han atter så på Ma’lakel igen. Han tog endelig et par skridt ud i badeværelset, lydløst på de bare fødder, og gik imod Ma’lakel, som han stoppede op foran, ikke for tæt. Hvem vidste.. De røde øjne veg atter fra de grønne, lige til tyden alt for dragende, mallakitøjne og betragtede Ma’lakels tatoverede hud der måtte kunne ses over halsen. Han løftede da den venstre arm, og uden at fjerne blikket fra tatoveringerne, lod han den række ud imod Ma’lakels nakke, om den og lægge fingerspidserne imod hvor han havde slået hovedet imod kanten. Han mærkede til.. næsten for nænsomt, stadig ladende sig selv distrahere. Da han havde afgjort nok tid var gået derved, rettede han atter halsen, tog armen til sig og kiggede på hånden.. ligeså tjekkende om nakken nu engang VAR uskadt i hans egen diskrete fortolkning. Han bevægede fingrene imellem hinanden i en tid inden han rettede øjnene imod Ma’lakel, kort rullende dem over rummet de befandt sig i, som skulle han lægge mærke til det. Smilet bredte sig en smule til en mere velkendt tone og han lod, med en ligeså genkendelig vippende bevægelse med nakken, læberne parteres en smule, så hans morbide hjørnetænder knapt kunne ses.
”Absolut.. Men hvorfor selv så overrasket?” mumlede han da og refererede tydeligt til Ma’lakels klodsede forskrækkelse, trods det ir for sig var Ahngels egen skyld.. eller.. heh.. Jean havde jo advaret Ma’lakel, havde han ikke?

-

Efter det lille overraskelses optrin forholdt Ma'lakel sig i skindet for en gangs skyld, og bevægede sig ikke med det samme hen, for blot i ren og skær selvisk nydelse, at omfavne den hvide vampyr og hviske sukkersøde ord om at han aldrig havde glemt ham, at denne havde været hans hjertets længsel, og at hver nat, hver aften, havde han sukkende set ud af sit værelses vindue, ønsket på den første morgen stjerne at denne ville finde ham og befri ham fra det onde tårn! - ja det lød absurt, men i normale tilfælde ville Ma'lakel have gjort lige netop dette, udelukkende for at prikke til vampyrens minder om de to, rullende oven på hvide lagener, med forende legemer. Det ville på sin vis være yderst underholdende at se på dennes reaktion, uanset hvad fejlede vampyr herren aldrig nogensinde i at underholde med netop disse. Så ræd for nærkontakt at Ma'lakel fandt det alt for uimodståeligt, fandt ham alt for uimodståelig!
Han lod hænderne falde ned langs siden og lod tommel og pegefinger finde sammen for at nusse dem hårdt imod hinanden kort: et mindre tegn på nervøsitet, udover dette var der ikke noget anderledes ved Ma'lakels ydre. Den samme altid selvsikre aura, og det samme egocentrede sind - og dog? Denne gang var det ikke ham selv han tænkte på, ikke hvordan han kunne få mest muligt sjovt ud af dette møde, men meget simpelt fandt han sig selv ude afstand til at tænke i det øjeblik. At dømme på Lucifer var det vel lige modsat, da denne lod en hånd falde over ansigtet, på en meget velkendt måde, for derefter at se ud til at forsvinde i tanker som sædvanlig. Han kunne ikke lade være med at lade en svag latter, fremført kort ved at luften i lungerne blev presset ud igennem næsen to hurtige gange efter hinanden så det svag kunne høres, undslippe ham, da Lucifers tænkende blik var noget næsten nostalgisk for ham. Så mange nye bekendtskaber med væsener fra samme art som denne, og dog var Lucifer af alle han huskede tydeligst: Lucifer og hans blik når tankerne fik lov at tage overhånd. Men Ma'lakel vidste også at hvis Lucifer gav det blik, var det fordi man havde givet ham noget at tænke over: vampyr herren måtte vel sagtens være i gang med at gennemarbejde hvorfor Ma'lakel personligt ville dukke op? Dog tvivlede Ma'lakel stærkt på han kunne gætte den egentlige grund. Hans blik veg kort væk da tankerne lagde sig på netop det emne, han ville så vidt muligt prøve at.. lade det være indtil han kunne fornemme at timingen var forholdsvis... til det, hvornår fanden det så ellers var det! Under en middag - åh, og forresten.. du ved det der som mennesker kalder forelskelse? Ja, meget klamt indeed! Nå ja, jeg tror jeg er forelsket i dig! Wohoo - fandens til lorte erfaring. Normalt ville det være: kneb - lyv - videre i teksten. Men denne gang ... hvem vidste overhovedet om det var det. Og hvordan helvede skulle han også vide at det var, hvis det var det, fra?! Han kunne jo for fanden da ikke huske hvordan sådan noget fu-.. han stoppede sig selv, da et ellers låst væk minde begyndte at snige sig ind i hans erindringer, og som en automatisk forsvars mekanisme der igennem århundrede var blevet bygget på, opdateret, og ellers bare låst på så mange lede og kanter at man ikke ville kunne forestille sig det, glemte han den sætning han lige havde tænkt med det samme!
Han lod sig meget hurtigt distrahere da vampyren bevægede sig tættere på, han fulgte hvert skridt, og det ellers normale ansigts træk blev en smule mindre afslappet da vampyr herren stod ikke langt fra Ma'lakel. Vejrtrækningen forøgede sig svagt, og Ma'lakels malakit grønne øjne gled fra at have stirret ind i glødende rød, til at følge den marmor hvide hånd i det vampyren rakte op imod hans hals. Han vende hovedet svagt, men tog hverken et skridt tilbage eller gjorde andet for at forhindre Lucifer i at røre ham. Den sorte, snorede tatovering i det eksotiske mønster var ganske rigtigt stadig fremtræden ved halsen. Som han blev rørt ved af vampyrens kolde fingre kom der ikke en damp sky men en svag sitren som når vand lander på en varm pande, dog var den kun svagt, og stoppede kort tid efter. Hans temperatur var næsten normal igen, og skønt han stadig var varm ville det ikke være nok til at vampyr herren ville blive skadet af det. Ma'lakel, som havde vendt hovedet over imod den væg hvor døren var placeret, så let nedad imens at han følte hvordan at kulden sitrede ned igennem hans varme krop, lod sig inprinte i hans hukommelse endnu engang, som et mærke der blev sat og nægtede at falde af før om meget, meget lang tid! Han klemte øjnene en smule sammen imens at han passivt lod sig begremse, men åbnede dem så igen, overrasket, idet de kolde fingre fandt vej til det sted hvor han havde slået hovedet da han klodset var faldet bagover og skadet sig. Vampyren ville kunne mærke en stor bule, men ikke noget blod. Efter Ma'lakel havde indset hvad det var som Lucifer egentlig ville, vende han hovedet ligeud igen, og så med en undren på vampyren i det denne trak hånden til sig og tilsyneladende checkede for blod. Han rynkede brynende, måske en smule i selvbenægtelse over at denne viste ham sådanne.. omsorg? Det forhindrede desværre ikke hjertet i en ekstra gang at slå uregelmæssigt hurtigt.
Derefter betragtede han blot vampyren indtil denne gav ham et yderst genkendeligt smil, hvis han havde været en teenager ville hans kinder uden tvivl være pink af rødmen og han ville med en fjollet tone have sagt et eller andet fuldstændig irrelevant for hele situationen, som - pænt stort badekar, hva? a-hid-r! -. Men Ma'lakel var nu engang Ma'lakel, og der kom ikke yderligere reaktion end det der plejede: han gengældte smilet med et af hans egne, ganske normale smil, og selvom vampyrens stemme sneg sig ind i hans hoved og fik det til at kravle op af ryggen på ham, kom der dog et svar ganske hurtigt og uden at vække mistanke:
,, ... Efter at have mødt din stab, ved man jo ikke hvad for freaks der sniger sig ind på en, vel?", det sidste kom nærmest med en let prikkende barnlig undertone.
Derefter kørte Ma'lakels grønne øjne hen til de afbrændte spidser af det sorte hår, og uden varsel løftede han hånden og lod meget stille hans pege finger glide ned langs en lille tot af det sorte blanke hår, efterfulgt af lange fingeren der gled ned langs det ligeså. Ma'lakel fik et næsten lidt for kærligt blik i øjnene, hvis man kendte ham ville man uden tvivl vide at det ikke var et kærligt blik men en kamuflage for hvilken følelse der egentlig spillede end: sadisme. Han tog den lille tot ind imellem de to fingre og førte den lidt hen imod ham, imens at et lille smil kom på de smalle læber, en svag trækningen ved mundvigen der formåede at danne et lille smil. Han virkede næsten betaget af det, som havde det et kort øjeblik hypnotiseret ham og han fandt det... sørgeligt? Men de grønne øjne fik sig revet væk fra de brændte spidser og hen på Lucifers fejlfrie ansigt igen. Med det samme 'kærlige' blik, så han ind i de rød glødende øjne.

,, Kedet sig?", spurgte han og observerede Lucifer med stor nysgerrighed.

-

Det virkede nærmest latterligt normalt at stå foran Ma’lakel på den måde. Også alligevel ikke. Det spændte sig stort set i alle nerver, som havde nogen sat en skruetvinge i hans hvide hud. Ahngel rynkede kort på næsen, men det virkede ikke af noget for øjnene. Hvorfor skulle det være så pokkers passivt? Hans smil hang stadig, men det var nu engang kun en enkelt krumme på mundvigen, hvor der intet glimt var i øjet. Nærmest sørgmodig kunne han virke.. i en diskret grad. Da nævnte Ma’lakel Ahngels stab og smilet bredte sig atter med et lettere skadefro glimt i øjet. Han havde mødt dem, eh? Hvor mange af dem mon? Det var nu sådan set ikke faktummet at Ma’lakel havde stødt ind i dem og fundet dem mistænkelige, men mere at Traquilles ’idiotsikre’ alarmsystem var blevet overgået af Ma’lakel. Mange ideer om hvordan scenen kunne udfalde bevægede sig rundt i hans tanker inden noget brændt ramte hans lugtesans. Brændt mahogni. Behøvede han overhovedet spørge hvad der var sket nede i forhallen eller ville den halvbrændte dør være en selvfølge? Et kendemærke fra Ma’lakels besøg. Typisk. Så destruktiv.. Mellemgulvet gav et sug fra sig og Ahngels smil blev mindre sadistisk idet han så til siden, imod det skab, som Ma’lakel havde kigget i. Nysgerrig ligeså? Havde dæmonens herskerstilling overhovedet ændret det mindste på ham?
Ma’lakel rørte på sig igen og rent automatisk gled øjnene over rummet igen og tilbage på Ma’lakel der havde fanget hans hårspidser mellem fingrene. Det stunt.. det havde han gjort før. Studerede man Ahngels holdning nøje, ville man kunne se skuldrene der mistede lidt af den stive og selvopholdende posering. Han slappede vel mere af et øjeblik. Lettet over at Ma’lakel tog en smule kontakt og ikke bevægede sig væk. Tågen der udgjorde Ahngels mistanke var dog endnu ikke lettet. Det osede stadig hans tanker, som gader der var besat af en lokal ildebrands flyvende aske.. Tale om brand.. Ahngel lagde blikket på den løftede hårspids og lyttede et øjeblik til Ma’lakels bemærkning. Det var endnu ikke vokset ud eller hvad? Det var unormalt, men det overraskede ikke Ahngel. Hans regenerering havde været meget langsom de sidste dage. De brændte spidser var rigtigt nok skabt af Ahngels kedsomhed i de mange mængder arbejde, der syntes at fylde de fleste dage, so Ahngel bar rundt på i korttidshukommelsen. Han havde, to aftener forinden, siddet med manglende arbejdsinspiration og holdt de få, lidt for korte, spidser inde over det lille stearinlys og betragtet håret krølle for dernæst at blive til aske.. Tanker om hans eget legemes påvirkning af ilden havde dog tvunget ham til at stoppe sin lettere autistiske søgen på aktivitet udover brydelsen af hans hjerne. Selv han havde vel sine grænser for hvor meget hovedet kunne rumme på én gang.
Da Ma’lakel så tilbage imod Ahngel, ville han ikke se tilbage. De røde øjne hvilede stadig på spidsen med et tomt udtryk. De spidser, var udbrændte som Ahngel selv følte sig da. Ma’lakel havde ikke besluttet sig for at komme i et godt tidsrum. Hvorfor var han overhovedet kommet, og hvorfor skulle det vække så meget pokkers tvivl i Ahngels eller så fejlfrie teori om at de begge havde et embede at se til, om ikke andet et liv der ikke vedkom den anden. Da vækkedes Ahngel atter og så på Ma’lakel igen… gentog Ma’lakels ord inde i hovedet for endelig at lukke munden op. Han var vel lidt langsommere end han plejede?
”Nætterne skal jo gå.” sagde han så og lod atter blikket lysne lidt, selvom det var mat. ”Og.. snigende ind på en?” Sagde han så og hævede tænkende et øjenbryn med et skarpt smil. ”Det er da dig der roder rundt på mit badeværelse.” Ahngel lagde armene let over kors og kiggede afventende på ham. Nu kunne det nok ikke vente mere. ”Hvorfor egentlig sådan et spontant besøg?” sagde han endelig.. Det var egentlig hvad han havde haft i hovedet siden han havde kastet våbenet imod ham og dernæst stoppet det. ”Er min assistance behøvet vedrørende Terre?” .. Det var unødvendigt at spørge sådan egentlig, men Ahngel havde for meget stolthed på nuværende tidspunkt til at abe efter Ma’lakels altid narre-åbne personlighed, smile bredt tilbage og spørge: Har du savnet mig?, som var det blot få dage siden de sidst sås. Afstanden og tiden havde vel gjort Ahngel reserveret og tvivlende på Ma’lakels standhaftighed i hvad de før havde ’delt’. Ahngel tav da billeder af Ma’lakels forhenværende hjem dukkede op på nethinden. Hvad havde han mon egentlig..? Ahngel krummede brynene en smule imens han syntes at synke ned i en alvorlig tanke. Hans stab? Hvad havde Ma’lakel sagt for at få adgang?! Vidste de noget? Et ubehag gled ned af nakken, men Ahngel tiede for nu.. Han havde tillid til at Ma’lakel, til trods for sin destruktive natur og løsthængende moral, nok ikke ville tale frit til ukendte væsner omkring han og Ahngels omgang. Hvis Ma’lakel havde, havde Ahngel for længst overvurderet Ma’lakels intelligens, som han i mange tilfælde havde fundet abstrakt, men alligevel brillant på en grotesk måde. Ma’lakels hoved.. Hans tanker og natur. Nu virkede berøringen af Ma’lakels nakke som et simpelt minde der ligeså godt kunne tilhøre den samling, som fandt sted for et år siden. Meget fjernt til trods for at de kun stod en armstrækning fra hinanden. Det virkede så surrealistisk. I Lang tid havde Ma’lakels ansigt været genspejlet i flammer, tanker og til og med musikstykker der før havde været betydningsløse. Han havde, selvom ikke ønskede at indrømme det, tænkt på Ma’lakel meget i den sene tid. Kunne han huske sine dage, så var han sikker på at det kantede ansigt og de markante grønne øjne også havde optrådt i drømme i ny og næ.

-

De sorte tråde gled langsomt ned fra imellem Ma'lakels to fingre, idet han tillod dem det, efter at have holdt fat i dem i nogle sekunder og set intenst på Lucifers ansigt samtidig. Som hungrede han efter en reaktion der ikke kom, et lille ydre tegn han kunne bruge til at afgøre ikke blot hvad han selv egentlig var der for, men også hvad vampyr herren følte ved at se ham. Det eneste som han kunne opfange var blot den mindre anspænde holdning i vampyrens skuldre: fandt Lucifer hans nærhed betryggende måske? Baah, det var alligevel en alt for hurtig konklusion, og Ma'lakel tvivlede på at han kunne skelne imellem virkelighed og ønsketænkning lige nu. De malakit grønne øjne så endnu engang hen på den lille tot hår inden det sidste stykke af de afbrændte spidser faldt ned og lagde sig med de andre over vampyr herrens skulder. I nogle få sekunder stod han stille og så på det, som var han frosset fast, men lod derefter hånden falde ned langs siden som den anden. Inden i kulminerede fornuft og lyst, han ville ikke springe på Lucifer, ikke med det samme, først ville han teste: se hvor lang tid vampyren kunne lade være med at røre ham i stedet for omvendt. Det krævede dog stor koncentration fra Ma'lakels side, ikke at lade sit så velkendte dyre instinkt tage over. Han var ellers så umådelig vant til at gøre lige præcis hvad hans natur befalede ham: men denne gang ville han ikke lade sig adlyde så let. Han måtte vente, både for at finde ud af hvad der foregik med ham selv, og hvad der skete inde i hovedet på den hvide marmor skønhed til Lucifer. Men djævelen skulle vide at lysten var svær at ignorere!
Han så lettere afventende på Lucifer inden denne kom med et svar til hans spørgsmål, om denne havde kedet sig, uden tvivl ville svaret være 'ja', Ma'lakel selv havde aldrig haft så 'stille' et år som dette, det havde næsten fået ham til at ældes mentalt.
Da denne så åbnede munden for at tale, klemte Ma'lakel automatisk øjnene lidt sammen idet de hvilede ved vampyrens silke bløde læber, og skønt Ma'lakel næsten kunne mærke kulden sitre igennem hans egne, besad han stadig et brændende ønske om forene de to, gribe fat om vampyrens skuldre, fange denne imod væggen og lade sine hænder begremse dennes krop indtil at hver et ar, hver et nyt stykke hud der i tidens løb havde fået en flænge ville være ham genkendeligt igen! Men han gjorde det ikke, til trods for at djævelen på hans skulder lokkede ham!
Da Ma'lakel nærmest vågnede op efter at have været hypnotiseret af Lucifers guddommelige ydre, så han hurtigt ind i de røde øjne, man ville kunne spore en smule forvirring i det Ma'lakel ikke havde hørt mere end den første sætning og den sidste. Da han fik samlet sætningerne i hovedet så det ud til at selv samme forvirring der blev genspejlet i øjnene, forsvandt.
Spørgsmålet var som torne der snorede sig om hans skalp! Hvorfor var han der egentlig?! Ikke desto mindre kunne han vel sagtens finde en grund til at være her, han var ikke blot kommet for at få bekræftet sine følelser men også om råd for en gangs skyld, han søgte viden. Det kunne han midlertidig bruge som undskyldning.
Endnu et smil prydet Ma'lakels ansigts træk, som han besluttede sig for at han blev nød til at røre ved Lucifers læber, bare for en kort stund. Han lænede sig endnu tættere på Lucifer, og til trods for at han indvendig kunne mærke konsekvensen af at bevæge sig så tæt på var han uhyggeligt god til at gemme den knude der samlede sig i maven. Hans afslappende og selvsikre aura pulserede omkring ham som kunne den aldrig dø, imens at Ma'lakel endnu engang rakte en hånd op til Lucifers læber, hvis denne ikke veg væk ville han lade en pege finger sensuelt glide hen over underlæben for på samme tid at sige:
,, Hvorfor behøver jeg en grund, Lucifer? Kunne det ikke bare være at jeg savnede dig så meget at jeg bare måtte kigge forbi?", et lille glimt i de grønne øjne afslørede hvor meget han nød at drille vampyr herren igen.
Hans ord, ville fremstå lige så falske som hvis nogen prøvede at bilde en ind at Ma'lakel faktisk bare var misforstået og en god person på bunden! - og dog var der en meget utydelig, meget svær detalje at se, i netop den sætning der var sand, Ma'lakels tone og evne til at kamuflere følelser var bare for mesterligt udført til at det ville stå klart.
Han trak sig væk efter få sekunders nær kontakt og så derefter hen imod døren. Uden at have yderligere skrubler for at det ikke var hans hjem han befandt sig i, begav han sig ud fra badeværelset, med mindre Lucifer tog fat i ham eller gjorde andet for at stoppe ham. Hvis ikke, gik den afslappede halv-dæmon ind i soveværelset endnu engang og hægtede det store sværd af ryggen for at lade det dumpe ned på gulvet med et lettere højlydt klonk ovre i et af værelsets sidevægge. Han lod jakken glide af ligeså, så han stod tilbage i en denne gang ikke skjorte, men en mørkegrå T-shirt der sad nogenlunde stramt omkring brystkassen og maven, og fik Ma'lakels muskuløse fysik til at komme til sin ret! De store overarme var ligeså synlige, og lod ikke meget til overs for fantasien. Ma'lakel så ned på sværdet og smed sin jakke ovenpå den, hvorefter han ville køre en hånd igennem det fugtige hår, for at få de mange løse totter tvunget bagover igen.

-

De røde øjne gled stadig med langsomme takter over Ma’lakels ansigt i et afventende udtryk. Hans undring virkede til at blive mere og mere skeptisk, jo længere tid der gik og øjnene blev en smugle smallere imens det hævede øjenbryn syntes at strammes. Det blev da neutraliseret da Ma’lakel nærmede sig ham og lagde hånden om hans kæbe. Han skulle akkurat til at åbne læberne og sende ham en understregning af spørgsmålet, men blev bremset af Ma’lakels finger på underlæben, der nok bare ville kludre Ahngels sprog op. Typisk. Øjnene blev atter afventende da Ma’lakel talte. Han spøgte. Han undveg? Ahngels lettere utilfredse udtryk virkede ikke til at bifalde Ma’lakels drilleri, da Ahngel gerne ville se en alvor i situationen.. dog det meste af den kolde attitude måtte komme fra ham som elendig til at blive ’vækket’. Han tav kort da tankerne faldt på ham selv og han betragtede atter Ma’lakel bevæge sig væk. Først da hans fingre fjernede sig fra huden, mærkede Ahngel atter et længselsfyldt gys, som havde Ma’lakels hånd et øjeblik holdt den mærkelige vanedannende, dog til tider ubehagelige, følelse af at ville tilrage sig mere kontakt.. Ahngels blik vendtes da væk, da Ma’lakel besluttede sig for at gå videre ind i det andet værelse. De røde øjne skævede kort til dennes ryg i en tid, udstødte et uhørligt opgivende suk med en irriteret undertone. Da vendte han sig brat imod ham og rakte den højre hånd ud for at tage fat i Ma’lakels skulder. Det skete dog ikke. Ahngel stoppede akkurat hånden inden han fik fat eller kom tæt nok på til at Ma’lakel ville kunne mærke det. Atter faldt armene ned blandt siderne. Han lyttede stille i få sekunder imens Ma’lakel tog sine næste skridt ind i rummet. Da faldt blikket på kæden, der lå ’død’ ved døren. Han gik roligt imod den, rakte hånden i dens retning og betragtede den imens den atter rejste sig som en slange og viklede sig om Ahngels strakte underarm. Han tog fat i kædens ende og bevægede sig da ind i soveværelset igen. Hængslet der var slået ud af form gav en beklagende lyd fra sig da Ahngel lukkede døren bag sig, betragtende Ma’lakel der syntes at smide om sig, som boede han der. Ahngel lagde intet i det.. Det var nu engang Ma’lakel. Et svagt smil oplyste atter hans lettere medtagede ansigt inden han vendte sig imod sengen, strakte atter hånden. Hvor kæden og pælen så bevægede sig om sengens ryg og forsvandt bag den. Han stod en tid blot og betragtede Ma’lakel for derefter at gå imod det centrerede vindue bag skrivebordet. Han trak med en langtrukken bevægelse gardinet fra og lod natten skinne ind i rummet.. oplyste det på en måde der intet lys bar. Nattelys. Stjerner var let synlige bag skyerne. Et sølvligt skær badede Ahngel en tid og farvede nærmest fronten af ham hvid inklusive hår og øjne, samt beklædning. De var på palæets venstre side og kunne derfra se havens kirkegård, skovområdet bag det og akkurat skimte den røde rose om hjørnet der syntes at skinne i sin kontrast til de andre roser. Balkonen kunne ses bag helvinduet med glasdøren. Den var af massiv sort slebet sten og havde en mur der adskilte dig fra at styrte, som var på højde med en gennemsnitlig mands mellemgulv.
”..Mange kilometer at rejse for at søge kontakt, må jeg ærligt indrømme.” sagde han. Hans stemme var lysere da og han syntes at ha accepteret at lade sig fortsætte på Ma’lakels lille lystspil. Der var noget bag det.. Ahngel havde dog regnet så meget ud. Han anbragte en hånd på sin nøgne hals og vippede nakken kort for at fjerne ubehaget af at ha sovet på den stive divan med et beskedent knæk fra rygsøjlen. Et sagte ’heh’ kunne høres fra ham inden han atter vendte fronten imod Ma’lakel. Hans øjne hvilede en tid.. tydeligvis ubevægelige imod Ma’lakels ansigt, men det passede ikke. Han befamlede ham igen med øjnene fra top til tå.. Hver en muskel og hvert et ar.. hver en flammende farve han besad. Tale om flammende. De røde øjne bevægede sig hen over den tomme kamin inden han med et kort nik vendte dem og spejdede søgende hen over værelset. Han vendte sig et par grader og bukkede sig imod skrivebordet, hvor han åbnede en skuffe fra dens inderside og lod hånden glide derned. Han brugte nogle sekunder på at fjerne papirer, som han gerne ville gemme for dernæst at fiske en tyk mappe op, foret i et groft brunligt overtræk af bøjeligt træ, lidt for tykt til at kunne kaldes for papir. Han åbnede den let og betragtede indholdet, vurderede alle oplysningerne om Croix 4 fuldkommen ligegyldige. Den sag var blevet afsluttet for længst ifølge ham selv. Han tog den under armen og samlede yderligere nogle krodsede og ubrugte papirer på bordets overflade med den anden hånd. Da rettede han sig op og gik imod kaminen, smed det ind med en ligegyldig bevægelse, rettede sig op og med et bekræftende blik derpå og så da på Ma’lakel. Han førte ledende håndfladen i kaminens retning. ”Jeg går ud fra at der skal mere end et par stearinlys til at gøre dig bekvem.” Han sendte atter et roligt smil, hvorefter han gik hen imod det store skab bag divanen og åbnede det. I døren var der ophængt et langt spejl og på ydersiden var en lang sort frakke ophængt. Nej.. Ikke frakke.. Frakken. Der havde ikke gået en dag i Terre uden at han haft den på. Dens nederste del var slidt efter slæben imod grund og dertil og rundt omkring kunne der stadig skimtes udødelige plamager af engang en blodplettet påklædning. Ahngel søgte den dog ikke, men fandt en almindelig hvid skjorte frem fra en af hylderne. Måske lidt pænere end hvad han normalt iklædte sig, men der var nu en betydelig forskel på hvad en alfahan havde på til dagligt og til fornøjelse. Ahngel tilpassede kort spejlet, så han kunne se Ma’lakel i sin egen baggrund. Ja han var der. Skrøner om vampyrers manglende spejlbilleder var blevet bekræftet af den elementære fysik ved levende lig.. han dvælede kort ved sit eget ansigt og fik kort en meget kold stirren klemt ud af de røde, nu lettere iltre øjne. Da kiggede han imod sin baggrund igen og, hvis Ma’lakel stadig stod der, ville han betragte ham i en tid inden han knappede den blå skjorte op, som han havde sovet i.

-

Efter at have tvunget håret tilbage, lod Ma'lakel endnu engang sine øjne falde over rummet. Se på det en ekstra gang for måske at tjekke om han havde overset noget, eller om der var noget andet der kunne snige sig ind på ham og æde ham bagfra! Til trods for hans afslappede ydre, følte Ma'lakel sig overhovedet ikke sikker, palæet var som en stor tids indstillet bombe i hans hoved: hvis han trådte forkert kunne det være at han blev overfaldet af en million vampyrer! Eller edderkopper, monstro, selvom de nu smagte dejligt var de ikke ligefrem det man ønskede sig allermest at se når man var på et fremmed sted der i forvejen virkede som en stor klods af alle de ting Ma'lakel kunne forestille sig han ville finde frygtindgydende. Og med den tanke så han over på sengen igen hvor at Lucifers våben forsvandt ind under. Han vidste det ikke men i hans hoved overvejede han kort om det var klogt at elske i den seng, taget i betragtning af at han ikke vidste hvad ellers der lå dernede. Uden at være bevidst om at han gjorde det, lagde Ma'lakel hovedet lidt på skrå som ville netop det hjælpe ham til at se ned under sengen og udforske dets undere! Men han blev hurtigt distraheret af Lucifer der bevægede sig hen til gardinerne og trak dem for. Ma'lakel knep svagt øjnene en smule sammen da han blev badet i natte lys. Selvom der var et lys i værelset, så gjorde det alligevel en smule ondt i øjnene at få skarpt nattelys imod sig. Dog gik der kun få sekunder og det var væk igen, og Ma'lakel betragtede mundlamt Ahngels væsen, der i lyset af natten lignede noget der ikke burde have eksistens på jorden men i en verden langt mere guddommelig end denne. Han spærrede øjnene lidt op da vampyr herren nævnte den lange vej han havde taget for nærhedens skyld, et øjeblik gik der en usynlig pæl igennem hans brystkasse, om denne havde set igennem. Nej... nej han legede bare med, overbevidste Ma'lakel sig selv om! Hans blik veg hurtigt væk efter at Ahngel havde 'strukket' sig, hurtigt lod han dem falde andet steds, som følte han.. skyld for at have set på vampyren på sådan en... intim måde. Han lod som om at kontor bordet havde fanget hans opmærksomhed yderligere. Dog tvang den nyfødte ild i kaminen hans blik at søge derover imod, han følte trods alt en form for .. fælles bånd med den alt ædende ild! Nysgerrigt fulgte han derefter Ahngels søgen over værelset efter.. papirer? Han løftede et øjenbryn da denne fandt en stak fra skuffen frem og samlede nogle om fra gulvet for blot at ofre den til den sultne kamin. En yderligere overrasket Ma'lakel skævede en smule vantro til Lucifer da denne sagde at blot et stearinlys sikkert ikke ville være nok til at gøre ham det behageligt. Igen, denne omsorg, og med hvilken grund.. simpel pli? Han havde lyst til at spytte og irriteret gribe fat i vampyren for at bede denne om ikke at tænke så forbandet meget, stearinlyset havde været mere end fint! Han stod og så til imens at Lucifer gik hen til sin kommode, da bevægede Ma'lakel sig hen til kaminen og stirrede næsten fortabt ind i ilden: som håbede han at se Lache's fregnede fjæs, og spørge denne til råds til trods for at møg ungen ikke ville fatte en disse alligevel. De glødende flammer løb op af ham, kærtegnede ham nærmest og lokkede ham tættere på. Uden ide om at Lucifer i al hemmelighed betragtede ham, stod han stille og så tænkende ind i ilden. Til sidst satte han en hånd på væggen over kaminen og lænede sig ind over den, og med et udtryk der ikke udviste drilsk og barnlig glæde denne gang talte han i en tone der også indikerede alvor:
,, ... Jeg har brug for viden..", sagde han da, men med en modvilje i stemmen.
Uanset hvor meget han prøvede at overbevise sig selv om at han ikke havde brug for den, var han blevet nødsaget til at tænke sig en ekstra gang om inden han ignorerede det faktum at han ikke vidste nok om vampyrer, om Lucas' rase.
,, En gammel kending er kommet til Terre... han er ingen trussel nu dog, men kan hurtigt blive det.. snu, listig, og med en tunge der er hurtig og lokkende. Udover det.. er han vampyr... som du ved så kender jeg ufattelig lidt til ...", han stoppede et øjeblik, fordi han skulle til at sige 'hans rase' men huskede at Lucifer ligeså var en udød selvom Ma'lakel ikke kunne placere ham som en i hans hoved. I hans hoved, havde Lucifer ingen rase kategori mere.
,, vampyrer. Du kan sikkert regne resten ud...".

-

Efter få opknapninger var skjorten gjort fri fra Ahngels person. Han sænkede skuldrene og lod den glide af ham, blottende den hvide skinnende hud og de mange ar, der i natten lod sig oplyse som små tråde af sølv. Dem, ligeså, lod han blikket falde over i spejlet. Pokker stå i alle de gamle minder. Han rullede for sig selv med øjnene og foldede den anden skjorte ud fra sin firkantede form og trak den over begge arme, for først at lade den hvile løst på skuldrene. Ma’lakel talte og Ahngel vendte atter imod genspejlingen af dæmonen i spejlet. Han lyttede tavst imens han rettede på en genstridig fold i højre ærme. Viden? Ahngel hævede let et øjenbryn, men gjorde ikke mere i det. Han var altså til assistance som senator alligevel? Et lettere triumferende, dog smalt smil prydede hans læber imens han frigjorde det sorte hår fra skjortens bukkede kant. Det gled tilpads om hans skuldre i sin altid uregelmæssige form, dog ikke filtret. Det var for glat til at virke filtret, selvom det måtte være det. Han fjernede kort en genstridig tot fra ansigtet inden han fortsatte og spændte knapperne imens Ma’lakel uddybede. En vampyr der skaber problemer i Terre? Noget syntes at få en klokke til at ringe, men Ahngel kunne ikke placere den. Knapperne blev spændt til fulde og ikke bare den løse model, som han havde båret i Terre. Han kunne ikke tillade sig at klæde sig sådan længere. Da tav han ved Ma’lakels tænkepause om hvorvidt han skulle omtale vampyrerne.. stod stille få sekunder med et tænkende udtryk inden han bukkede sig imod en af skufferne på kommodens nederste del, trak ud og samlede et blodrødt slipsebånd op med fingerspidserne. Han lagde ud med at lægge det ubundet om halsen og under den bukkede krave inden han vendte sig om imod Ma’lakel, der stod ved kaminen. Få genskabelser af en magelig Ma’lakel der vred sig som en skadefro kat i et bordegas kamin en sen nat i Terres gyder.
”Man skulle tro at du havde sat dig ind i hvad du havde under dig da du blev hersker.” sagde Ahngel så og gav sig endelig til at binde slipset. Han skævede kort imod spejlet, rettede det og lod det da hænge. ”Hvor der er magt, er der misundelse.” mumlede han da, mest til sig selv med en spids tunge inden han hev noget sidste ud af kommodens ene skabsdør. En ophængt sort habit af samme stof, som bukserne udgjorde. Han hev den over sig og fastgjorde den på mavestykket i, i stedet for en samling knapper, en samling remme med hulnitter i sølv, selvsiddende imod spænder i den modsatte side. Ligeså sad der spænder på ærmernes kanter, som han ligeså strammede få centimeter inde, så stoffet ikke knudrede. Et våbenmærke var trykt i en række metalknapper, som var placeret på begge ærmers ydersider og dannede derved en nærmest stiplet syning af et sølvskinnende facon. Han var tynd, det var et kendt faktum, men outfittet understregede det lidt for kraftigt. Var hans brystkasse ikke så bred som den var, ville det se grotesk ud, trods for elegancen der prægede det sterile udtryk. Hans lange hår syntes dog at gøre et underligt twist derpå, da det hang som det gjorde, hvorimod resten af ham i det øjeblik sagde mere ’formel aristokrat’ end hvad han normalt bar. Eller.. nu var den slags opgejling jo blevet det normale igen. Det klædte ham nu på en fremmed måde, som sendte tøjet en helt anden identitet over ham. Noget gemt fra blodet og tættere på hvad det egentlig ville sige at være regent.. prins.. alfahan og alle de andre betegnelser der ville være. Han rettede kort slipset til så det var stoppet ned i habitten og vendte igen blikket imod Ma’lakel.
”Hvilken viden er det, helt konkret du mangler?” sagde han så. Han havde bestemt ikke lyst til at starte fra en ende af, som en simpel skolelære skulle lære den dovne elev det aller basiske. Noget viden måtte Ma’lakel da ha om vampyrerne efter at ha hersket over dem og andre i et helt år og hvis ikke, måtte han påpege hvad han ville have.. specifikt. Han lukkede døren til skabet i og bevægede sig endelig hen imod sofaregionen der omgav kaminen. De røde øjne klemtes kort sammen da ilden kort blændede ham. Han fnøs og satte sig ned i den ene af de dybrøde sofaer med et blik imod Ma’lakel. Var det mon et større problem end Ahngel lige havde opsnappet? Trods han selv var en vampyr, vidste han at de fleste af hans art nok ikke ville være den store trussel for Ma’lakel. Tanken irriterede ham.. En trussel for Ma’lakel, ville i sine være i stand til at sætte trussel imod han selv ligeså, da han alt i alt så Ma’lakel som en ligemand på de fleste punkter. En vampyr der ville kunne opnå styrke som en alfahan? Det lød som et individ man helst var uden eller et der simpelthen ikke kendte til hverken plads eller respekt. Kaotisk.. heh.. Terres gader var fulde af det. Dens væsener utilregnelige. Et blodigt skær dominerede Ahngels øjne og fik det næsten til at blegne hans rolige og fattede overflade. Selvom han den gang havde været der af specifikke grunde, så savnede han den frihed der fulgte med hans ophold der. Terre by i Di Morga. Ahngel kiggede lettere fraværende ud til siden da en tanke opstod. Langt rødt hår og blå øjne fangede hans tanker. Mon hun klarede sig?
Han så igen imod Ma’lakel, afventende for at få nogle spørgsmål smidt på bordet.

-



Der kom et lille smil fra Ma'lakel, noget der faktisk ikke rigtig syntes at være et smil men mere en slags udvendig reaktion på nogle tanker der kørte igennem hans hoved ved Ahngels ord omkring at magt skaber misundelse. Han var skam udmærket klar over det, hvad troede denne egentlig Ma'lakel var? Et barn?! I tiden imellem Lucifer havde talt havde Ma'lakel blot set tavst ind i ilden, et sær syn når man kendte ham og vidste hvor svært han normalt havde ved bare at være stille og ikke gøre noget spontant. Men måske havde dette ene år ændret en lille smule ved ham? Måske var han blevet den tand mere klar over hvad det ville sige faktisk at have et ansvar og ikke bare rende rundt og gøre hvad fanden man nu lige ville! Havde han tænkt yderligere over konsekvenserne ved at slå Zane ihjel og tage Di Morga? Jo vidst, han vidste hvad han ville med det, hvad han ville gøre det til, hvad det skulle blive! Men aldrig i de flere hundrede år havde han forestillet sig det ville være så sygeligt kedeligt! Aldrig havde han regnet med den paranoia der efter hånden havde drevet ham fra at have en normal søvn, og hvorfor havde han paranoia? Af den simple grund at han netop vidste hvad for skinsyge væsener der levede i Terre, og resten af Di Morga, og skønt han reagerede over dem, havde dem alle i snor, så var de hunde.. vilde, utilregnelige hunde! Og nogle af dem var ligesom Lucas.. for vilde! En virus i det system han havde skabt. Vampyrerne var ingenting som de flakkede rundt men skulle en person kunne samle dem, ligesom folk i tidernes løb havde samlet et hvert andet oprør så havde Ma'lakel pludselig en borgerkrig! Ikke at han ville have synderligt imod lidt underholdning i den kedelige og ens formede hverdag, men så alligevel... han savnede sit hjem. Han fandt efterhånden alle omkring ham ulidelige! Så fandens ulidelige at han ikke længere kunne døje se på deres smilende ansigter, der var så falske at Ma'lakel næsten ikke kunne kapere det længere! Han havde lyst til at slå dem ihjel... alle sammen, og så bare forsvinde!
Han rev sig væk fra ilden som Lucifer endnu engang talte, og lod de malakit grønne øjne ligge sig over den hvide alfahan. Hans øjne gled ned af denne imens at vampyren tog sit slips på: men hvis han sagde dette ville Lucifer vel blot se ned på ham, det var heller ikke ham at tænke sådan - det var alt sammen Faith's skyld! Hun havde rodet, og flyttet brikker rundt, og nu... nu stod han her, med en direkte latterlig grund. Han vidste det han skulle vide: vampyrer dør hvis man griller dem!
Ma'lakel rettede sig op efter at Lucifer havde sat sig i sofaen bag ham, og gik selv han og satte sig ved siden af. Afslappet som altid lod han sin ene arm lægges langs stolens ryg kant, så han havde sin underarm bagved Ahngels hoved. Han sad som altid med spredte ben og kom derefter med et lettere opgivende suk:
,, Det er et rigtig godt spørgsmål.. Fandens til udøde er ikke ligefrem til at komme ind i hovedet på.. jeg regnede med at observere dig lidt for at være ærlig... ".
Ma'lakel lukkede øjnene kort:
.... Hvorfor er jeg så genial til at lyve?...

-

Ahngel fulgte roligt Ma’lakel med øjnene da han talte og satte sig ved hans side. Igen virkede det alt for naturligt, men så igen.. Hvorfor tyede Ahngel til de tider hvor der var samme mellemrum, men en anderledes baggrund. Ahngel lænede sig lidt frem og hvilede underarmene på sine knæ, hvor hænderne foldedes foran ham og udgjorde hans gyldne snit i en tid. Ilden fangede et gyldent farvespil i hans klolignende negle og tilfangetog Ahngels opmærksomhed i en tid. Han bevægede dem små vinkler, som nok ikke ville fornemmes med mindre man var meget opmærksom over det. Han lod en stilhed glide over ham selv imens han lyttede til Ma’lakel.. tavs, som var hans tanker slet ikke på emnet, men nej.. han var fuldkommen observant og sugede hvert et ord til sig som et sort hul. Så Ma’lakel var altså kommet for at lære om hans art? Om Vampyrer i al almindelighed. Ahngels tomme øjne reflekterede derefter et smil, som ligeså bredtes køligt over hans læber imens han fortsat så imod flammernes påvirkning af omgivelserne. Han så endnu ikke på Ma’lakel.
”Du vil lære om vampyrer i al almindelighed, og så vælger du noget så atypisk som en adelig?” Han vendte endelig blikket imod Ma’lakel og betragtede ham få sekunder inden han fortsatte og placerede en tænkende pegefinger over læberne. ”Men så igen.. det ville være problematisk for dig at opsøge de typiske vampyrer i Terre, og om ikke andet farligt og hvis du endelig fik et succesfuldt partnerskab med en, så ville vedkommende nok ikke være naturlig omkring dig eller selv ikke vide meget til det.” Ahngel tænkte højt for en stund og fortsatte i en mumlen der blev kvalt let af det faktum at tankerne snørede sig tilbage i hovedet på ham. Havde Ma’lakel overhovedet kontakter til andre vampyrer overhovedet? Det havde Ma’lakel vel taget højde for. Han var ikke dum eller sjusket i sit arbejde… måske bare lidt doven engang imellem på sin egen måde. Ahngel lukkede kort øjnene i og smilede mørkt for sig selv. Han åbnede atter øjnene og lænede sig tilbage i sofaen, hvis stof ganske let gav efter. ”Men det glæder mig da at du, efter al den tid ikke kun havde tænkt dig at hilse og forsvinde igen.” sagde han så, lettere lavt, men ikke for at skjule ordene. Han stod ved dem. ”Jeg går ud fra at du forestiller dig et ophold længere end et par timer, har jeg ret?” Han sendte Ma’lakel et skævt, halvdystert smil. Det var da en selvfølge hvis Ma’lakel havde tænkt sig at.. hvad havde han sagt.. observere? Da tav Ahngel og hævede et øjenbryn. Observere? Som i.. at observere? Hvad havde Ma’lakel i hovedet? Skulle han nu til at lege med-alfahan og være med i hvad der nu ville dukke op?

Petite poupée de porcelaine.

Ma’lakels nysgerrighed skulle ikke undervurderes i denne sammenhæng. Den ville hverken falde i god jord hos Ahngel eller hans stab. Ikke i disse omgivelser. Ikke i det her hus. Derfor var han nød til at få fastlagt et par ting. ”Der er en ting jeg skal slå fast.” sagde han så og lod blikket imod Ma’lakel blive skarpere. ”Ikke alle dele af palæet er frit at undersøge.” Dette ville han selvfølgelig kun sige hvis Ma’lakel samtykkede med tiden han ville blive. Han kendte til Ma’lakels pokkers lyst til at opdage ting, hvilket nok ikke var den bedste kombination med dette sted og selvom Ma’lakel ikke var dum, vidste Ahngel at hans nysgerrighed måske ville kunne sættes i skak ved hans ord, trods Ma’lakel jo var kendt for at være pokkers stædig.

-

Ma'lakel øjnede sine grønne øjne endnu engang og lod dem ligge over Lucifer der ikke så forstyrret ud af nærheden denne gang. Måske var der virkelig ingenting? Måske var det det rene opspind, og måske skulle han have stoppet Faith inden hun var forsvundet, taget hende, måske var alt det her noget overfor hende og ikke Lucifer, men uanset hvordan han prøvede at vende og dreje det, følte han sig tiltrukket mere og mere, og i en højere grad end han nogensinde havde gjort til et andet væsen. Det fuckede hans hoved op, det slog samtlige års benægtelser ihjel, og efterlod Ma'lakel.. sårbar? Menneskelig om man ville, menneskelig for første gang i mange hundrede år. Han så på Lucifer med et blik der kun før var blevet givet én person i Ma'lakel's lange liv, helt ubevidst gav han det fra sig, imens at han så på de rød orange flammer der lagde sig over Ahngel's snehvide ydre og gav det en glød som der ellers kun lå i dennes øjne. Han kunne for en stund slet ikke blinke.. eller gøre noget, forbandet til det her. Det.. nej! Han skred, det betød ingenting, der var ingenting der betød noget! Intet af det! Men alligevel kunne han ikke rejse sig og gå igen, det ville også se mærkeligt ud.
Som Lucifer talte højt kom der et lille smil på de smalle læber, endnu engang noget som Ma'lakel fandt nostalgisk. Hvis ikke situationen var anderledes end denne så havde han ikke kunne lade være at slippe en latter.
Og sådan gik tiden indtil at Ahngel endnu engang sagde noget, og endelig vendte blikket imod ham. Ma'lakel imødekom de rød glødende øjne uden den mindste smule nervøsitet, han var trods alt god til at overbevise sig selv om ikke at føle noget som helst. Efter at Lucifer havde oplyst at han ikke kunne vandre overalt, løftede Ma'lakel det ene øjenbryn: måske en smule skuffet? Det var ikke fordi at han havde ventet at spankulere palæet rundt.. eller jo? Men stadigvæk, Lucifer havde vel taget højde for at Ma'lakel ville gøre det alligevel uanset hvad der blev sagt. Hvis der var ting han ikke måtte var der noget der var spændende, erko ville hans nysgerrighed ikke kunne dy sig. Dog svarede han først på det ene spørgsmål:
,, Jeg bliver her sikkert et par dage, givet at jeg ikke bliver ædt af din stab i løbet af natten. ", der kom et lille smil frem.
,, Og angående det andet, så skal jeg forsøge at holde mig hen, selvom kedsomheden tit kan drive en til irrationelle handlinger... hvilket du sikkert kender alt til", han hentydet åbenlyst til de brænde hårtotte.

-

Flammerne badede fortsat Ahngels person og genspejledes de røde øjne, der efterhånden var snævre som en kats på grund af lyset der havde så fri tilgang dertil. Hvad tænkte Ma’lakel mon på? Atter engang havde Ahngel forbandet hans handicap om manglende evne indenfor tankelæsning. Pokker stå i det. Han ville ikke spørge… Det ville være hyklerisk når han selv værnede om sine tanker med så meget omhug som han nu engang gjorde. Ens hoved var ens eneste palads hvor man kunne være i fred.. det skulle ikke tages fra en af hjernevridere, sindsindtrængere og tankelæsere. Et palads kun for en selv.. Alle andre kunne være så uendeligt ligegyldige.. Næsten på kommando fandt han sig selv i en meget sårbar position i Ma’lakels gamle hjem. Ma’lakels brystkasse imod ryggen og hænderne befamlende en de helligste steder. Ma’lakel havde, uden evnen som sindsindtrænger, nået til en kernekant. Ma’lakel kunne nedbryde det.. Var det også det der virkede så skræmmende ved at lade sig give hen den gang og var det derfor de sidste berøringer havde været, som havde Ahngel været ved at flække. Ahngel veg et øjeblik øjnene og lod sig kunstigt optage af flammerne. Flammer havde han ikke ladet sig sidde og kigge på længe.. Ikke i den form. Den gyldne røde havde været en af de farver han havde længtes efter da vinteren atter indtrådte og farvede natten endnu mere grå end den var. Gylden, brun.. grøn.. rød.
Ahngel rettede sig igen op lidt efter Ma’lakel havde talt. Det sidste fik han med det samme, men den første bemærkning skulle lige spoles tilbage og gentages en gang. Ahngel afgav et kort nik og hvilede den ene underarm på sofaens armlæn. Han gad egentlig godt vide hvordan Ma’lakel havde undgået at komme på tværs af hele den fremmeste del af staben. Jean gættede han på. Jean havde altid været den fornuftige af de to, som indeholdte han og Traquille. Den ældste del af staben tilfaldt dem. ”Du vil nok blive overrasket af den ærefrygt der kommer til at følge. Bekymr dig ikke om dem. Ingen er dem er dumme.” Sætningerne var ikke særligt overvejede og var korte, som havde han for en gangs skyld sagt noget spontant. De ville ikke turde krumme et hår på Ma’lakels hoved efter kontakten til Ahngel var blevet bekræftet.. Allerede nu ville de kunne finde duftspor på Ma’lakel fra Ahngel og det ville alene være nok til at få dem til at holde sig fra destruktive handlinger. Ønsker måske, men ikke virkelighedsgjorte.
Da gled tankerne til det afbrændte hår igen. Han smilede ganske stille og strøg sin ene hånd imod en af de korte totter, fangede den mellem fingrene og slap den kort igen. Det voksede jo bare ud igen. Før eller siden. Ahngel var nu bare glad for at det var det eneste som Ma’lakel havde opfanget omkring Ahngels kedsomhed. Han skævede til siden, imod de mange papirer og fandt en enkelt del af bunken som centrum. Noder deriblandt. Hvor melankolsk. Inspirationen havde vel bare ramt efter flere års sabbat fra hans fag? Det havde været en lettelse endelig at kunne skrive noget.. Han havde i en tid troet at han havde glemt det. Den dag han lagde pianoet fra sig, ville han vel vide at skridtene imod hans faders plads allerede havde taget start. Det var en af de ting han holdt fast på. En af forskellene som han desperat holdt fast til. Noget der adskillede ham fra de andre. Individuel.. Sin egen.. det var vel noget man ønskede fra barnsben.

Mon petit garcon.. Mon Enfant et ma progéniture..

Ahngels meget kort hvisken ville ikke være andet end denne mumlen der, hvis man var musestille og meget heldig, ville lyde lettere lyrisk. Han havde haft den kørende i hovedet på den sidste. Guderne vide hvorfor. Da sænkede skuldrene og en mærkelig form for ro faldt over Ahngel og hans blik for en stund. Til trods for den skarpe flamme der spiddede hans øjne, var pupillerne atter runde og forholdsvist normale af størrelse. ”Forsøge..?” sagde han stille og vendte blikket imod Ma’lakel. Hans stemme havde et skær af bitter alvor, men hans ansigt virkede nærmest alt for passivt. Da hævede han den arm der vendte imod Ma’lakel. Hævede den til dennes ansigt og lagdes på den modsatte sides kind. Fingrene kolde som altid, men nu ikke virkende som is, som de havde før. ”Det kan du godt formulere mere målsat..” hvislede han så, ganske stille. Et målfast udtryk dominerede hans øjne.. Om Ma’lakel var ’vokset fra ham’ eller ej.. Han ville have en treat hvis han skulle samtykke med Ma’lakels ophold. Som hans hånd imod Ma’lakels kind roligt ville trække ham til sig, lænede Ahngel sig ind foran ham, lagde den anden hånd imod Ma’lakels skulder og placerede et kys imod hans læber. Ahngels øjne lukkedes instinktivt i imens han holdt det.. nænsomt som han var kendt for.. og dog.. ville Ma’lakel meget vel kunne mærke tænderne der ville tage del i morskaben.

-

Endnu engang lod han øjnede glide i og så sig om i rummet som om det burde have ændret sig på den tid de havde siddet i sofaen. Det kunne næsten minde om at besøge sin bedstemor, eller ikke at Ahngel var bedstemor-agtig, og i mellem de to var Ma'lakel uden tvivl ældst. Han kneb svagt øjnene sammen, hvor gammel var Ahngel egentlig?! De grønne øjne lagde sig kort ved de sorte roser og hans tanker faldt på den enkelte røde han havde set, han kunne stadig ikke lade være med at føle en sær medfølelse med den. Af alt der befandt sig her, var den røde rose nok det eneste som han havde fundet nogenlunde beroligende. Inden i besluttede han meget hurtigt at han ville se den igen, som var netop den et rigtigt individ, noget han kunne tale med: men han vidste selvfølge godt at det ikke passede. Han tog en lettere dyb indånding imens han tænkte på hvor håbløst det her ophold ville ende med at være, i sidste ende vidste han ikke hvad fanden han ville med det hele. Men det at være her kunne måske give nogle svar. Ma'lakel blev midlertidig revet ud af sine tanker da Ahngel endnu engang talte til ham, han rettede blikket væk fra de sorte roser og hen på ham i stedet for. Prøvede så vidt muligt ikke at vise hvad der foregik indeni, hvilket jo som altid ville lykkedes meget godt for ham. Til det som Ahngel lavt nærmest mumlede trak Ma'lakel bare på smilebåndet og der kom et lille 'heh' fra ham. Han vidste ikke om det var godt eller dårligt, han ville stadig gerne gøre sit lille opgør med hun-vampyren færdig, hvad end hendes navn så var. Hans øjne faldt da på Ahngel og han rynkede svagt brynene i det denne rørte ved sine spidser. Et øjeblik fik en en sørgmodig følelse, uden helt at forstå hvorfor, men ordret ensomhed kravlede stille igennem hans tanker inden at han så væk fra Ahngel endnu engang og så ind i ilden med et søgende blik. Flammerne ville som reaktion give nærmest et lille buk fra sig, svajende til en af siderne på en lettere unaturlig måde inden at Ma'lakel tog sine øjne fra ilden igen og spejdede lettere hvileløst rundt i rummet.
Da Ahngels stemme nåede Ma'lakel igen, lukkede han kort øjnene inden han endnu engang så over på Ahngel, men hvad der mødte ham var uventet. Stemmen havde indikeret at Ahngel ikke brød sig om Ma'lakels ordvalg, men hans ansigt, passede ikke med ordrende. Ma'lakel rynkede let på brynene og fulgte Ahngel's hånd imens denne rakte op for at lægge den på hans kind. Som de endnu kolde finger spidser lagde sig imod den mørke hud gik der et gys ned langs halv-dæmonens ryg. De grønne øjne fandt tilbage imens at Ma'lakel uden at vide det holdt vejret. Han lod det dog gå efter Ahngel endnu engang talte, dog lavere og mere, slesk. Der kom et velkendt lettere flirtende glimt i Ma'lakels grønne øjne, og denne gav dog også et smil fra sig, og skulle til at sige noget da han stille blev trukket tættere på Lucifer, og denne lænede sig imod ham. Først syntes dette surrealistisk, og Ma'lakel troede først at han sad fast i endnu en tvangforestilling, tanken strejfede ham om han var faldet i søvn, men som han blev trukket tættere på og Lucifers læber blot var så centimeter fra at røre hans egne, blev han fuldt ud klar over at dette ikke var nogen ønske tænkning og ingen illusion, men virkeligt. Lige så virkeligt som hans hjerte der lod blodet strømme igennem kroppen på ham en tand hurtigere. Og så skete det, deres læber blev atter forenet i et kys, varme mødte kulde. Han kyssede igen, fulgte Ahngels' læber i et velkendt mønster de før havde tilladt sig at havne i. I ren og skær refleks lod han sig løsrive fra sofaens ryg, og lænede sig ligeså imod Ahngel, rakte den hånd her havde langt langs sofaens rygkant ved dennes hoved, lod sine fingre glide ind imellem de fine silketråde af hår. Han lukkede øjnende og følte endnu engang Ahngel frem for at høre ham. Hvis han fik sin vilje ville han efter lidt tid uddybe det ellers uskyldige kys til noget mere lidenskabeligt og aggressivt. Lade tungen strejfe Ahngels, prøve at tage det til noget mere. Dette var bekræftende, dette fik nogle af de manglende brikker til at falde på plads. Og i skæret fra den brændende kamin blev han meget hurtigt klar over at han var faldet denne gang, faldet hårdt!

-

Hele det vampyriske indre syntes at ha snøret sig sammen til en klemt knude, der stikkede imod samtlige nerver på en lystfuld måde der nægtede at lade sig tilfredsstille. Ahngel havde tvivlet på Ma’lakels ’accept’ og var ærligt talt lettet over at han gengældte kysset.. Som Ma’lakels kys syntes at blive dybere, slap Ahngel ganske kort læberne, åbnede øjnene og betragtede Ma’lakels ansigt for en meget kort stund. Et usselt smil kom frem inden han med en glidende bevægelse lod den arm der havde holdt om Ma’lakels skulder, smyge om bag nakken på denne og over den anden skulder, hvor den nu ville finde støttepunkt. Han strakte da atter halsen for at fange Ma’lakels læber igen.. accepterende den dybere form af kys. Lidenskabeligt kys. Et han i tider faktisk havde delt til de sjældneste og selvom der havde været andre tilfælde, virkede de så forfærdeligt ligegyldige.. Ikke engang ansigtet kunne komme frem og overgå de grønne øjne i hans bevidsthed. Ahngel lukkede da øjnene let i, ikke stramt og hævede ligeså tungen imod Ma’lakels for at føre kysset til et mere lidenskabeligt niveau. Hånden der havde lagt over Ma’lakels ene side af hovedet, søgte nedad, over brystkassen og om på nederste del af hans brede ryg for let at bevæge fingrene en ussel smugle back t-shirten for bare at mærke hans hud og lade den afgive sin duft på Ahngels egne fingerspidser. Hans negle ville kunne mærkes, men det ville ikke skade Ma’lakels hud. Fingrene atter kolde.. Man skulle ikke tro at han sad i fronten af en knitrende kamin. Det lag af varme, der ville lægges over den forreste del af ens person, var ikke rigtig at finde. Nok var han ikke kold som en isblok da, men stadig for kold til at blive følt som en levendes berøring. Hånden bevægede sig roligt imod Ma’lakels lænd og delte takt med Ahngels kæbers bevægelse imod Ma’lakels, og som de små pauser ville komme imellem kysset, ville der drages et nærmest lettende suk. Da lod han endelig læberne slippe Ma’lakels da en tanke ramte ham. En tanke der havde været alt for nostalgisk i hans mening. Ville den lange tid med at forsøge at bevæge sig væk fra dette væsen, nu være fuldkommen spildt? Observere.. var hvad han var kommet for.. ikke knække og rode i skuffer der ikke angik ham, eller hvad? Hvis Ma’lakel ikke lagde mere i det, ville Ahngel atter slippe ham med en langsom bevægelse. Et kort ’heh’ syntes at dominere hans ansigt inden han rejste sig op. Hvad havde han helt præcist gang i? I det her hus endda? Det ville være for ricikapelt, ville det ikke?
”Alors…” mumlede Ahngel kort og rejste sig op, betragtende Ma’lakel en smule, mens det dunkle smil atter sad over munden. Øjnene en smule passive. Han havde allerede fortrudt at ha rejst sig. Typisk. Han klemte svagt de allerede knyttede hænder og vendte blikket imod skrivebordet, hvor han da bevægede sig hen. En af de nederste skuffer i siden blev trukket ud med en let peben. Igen søgte Ahngels hænder deri og en svag klirren lød fra skuffen, som var den fuld med metaldimser. Op fiskede han en kæde med en lille æggeformet beholder af glas. Metallet fra kæden smøg sig om den for at holde glasset på plads. Af sammenligning var den på størrelse med et jordbær. Han lod den omsmyge fingrene kort inden han bevægede sig halvvejs tilbage til sofaen. Han stoppede da op på halvvejen da han ikke syntes at havde interesse i at multitarske. En let klirrende lyd gav efter imens han frigjorde metallet fra glasset og åbnede derfor til det lille hulrum. Han lod metallet og kæden hvile i hans håndflade, hvor glasset var opretholdt med tommel og pegefingeren i samme hånd. Den nu frie hånd førte han op til munden og med sin højre hjørnetand skar han en flænge i fingerens øverste del. Blodet begyndte som på kommando at sile ned over fingeren og ganske roligt placerede han fingerspidsen således at blodet løb ned i den lille beholder og farvede dens kerne fuldkommen rød. Han placerede da kort fingeren ved mundvigen, lod sig opsuge blodet inden han atter lod den i frem. Han skruede igen toppen på, så det blot virkede som en lille sten med rødligt indhold. Han rakte da efter en hårspids.. målede dem med fingrene og udvalgte et hår der stadig var helt. Han trak den til sig og frigjorde håret fra hovedbunden. Han holdt han det løst imellem fingrene og kiggede atter op og fandt Ma’lakel med blikket. Han satte sig igen og begyndte at sno håret om metallets top, som udgjorde leddet der vedhægtede kæden. Igen lod han et ganske lille lag af det klistrede blod dække det, så det lige sad fast, men stadig var skrøbeligt. Han betragtede dne kort for at se om han skulle ha overset noget, men nej.. den lille blodflaske var færdig. Han lod den hvile i håndfladen og rakte den imod Ma’lakel.
”Selvom der nok ikke er stor chance for at du ender i kambolage med min stab, så er det nok en gode for dig at opbevare den her på dig. Min lugt kan ikke tages fejl af.” Han smilede da dystert et kort øjeblik. ”Halsbånd om du vil. Her på palæet er det i sidste ende bedst at have en sikkerhed. Den lugter for meget af mig til at vampyrerne ville røre dig.”

-

Han kunne selv ikke få noget til at stemme overens, ikke med verden, ikke med virkeligheden. Et øjeblik var kroppen lammet af det ømme kys der efterhånden fortsat lidt endnu inden at Ahngel trak sine læber væk, blot for at se på Ma’lakel, halv-dæmonen selv gjorde samme ting og så på Ahngel. Hans øjne let flunklene fra kaminens lokkende ydre, der pirre det gyldne i de grønne øjne og fik dem til at træde mere frem, så de allerede eksotiske grønne malakit øjne fik en snert af noget meget mere overnaturligt. Han indtog hver en detalje i Ahngels ansigt, hver en lille centimer af den marmor hvide hud, læbernes bløde opbygning, næsens klassiske figur som var Ahngel det hans kælenavn antyder, en engel, en engel der i sandhed var en, og ikke den utålelige rase der rent faktisk gik under det navn. Man kunne ikke dømme en engel ud fra deres blod, eller skabelse, hver person fandt i sidste ende sin egen engel, og skønt tanken slog ham, skønt netop den beskrivelse beskrev alt ved Ahngel, så skubbede Ma’lakel den væk af grunde han ikke selv kunne forklare. Hans øjne faldt fra forskellige steder over vampyr herrens ansigt til denne’s rødende øjne. En fascination prydet hans næsten hypnotiserede blik, og som Ahngel tillod en hånd at glide over skuldrende på ham, tage om ham i en vis forstand, gengældte Ma’lakel endnu engang det bittersøde kærtegn, ved at række sin frie hånd ud for at lade den placerede imod vampyrens lænd. Det usle smil der malede vampyrens læber, fik dog en meget tydelig tvivl frem i Ma’lakel: var han ingenting? I forhold til hvad han selv følte, følte Lucifer.. så ingenting overhovedet? Tanken i sig selv var skræmmende, skræmmende fordi at den var så ustabil, så spontan og destruktiv, at selvom tanken forsvandt da Ahngel endnu engang lod deres læber lægges imod hinanden, deres tunge danse sammen, og munde åbnes og lukkes i et indøvet mønster de begge to efterhånden var de eneste der kendte takten til, så kunne den ellers altid kolde og stabile Ma’lakel stadig føle det lille ekko af skræk der vandrede igennem kroppen som ønskede den udelukkende at han skulle have denne tanke, på grund af netop dette: han skulle føle smerte! Som Ma’lakel efterhånden lod sig forføre af Ahngels dragende berørelser og heftige kys, gik en svag kulde igennem hans krop da hånden der før havde langt imod halsen, søgte nedad. Det var som tankelæsning, som gik vampyren direkte ind i hans hoved og rev og flåede i alle de snorer Ma’lakel ellers gerne så indtagte og langt væk. Men han skulle ikke få ro, det havde både den nagende tanke og nu også Ahngels handlinger sørget for. Som Ahngels fingre ville glide ned langs hans brystkasse ville det ikke være utænkeligt at denne ville kunne mørke der ellers så stille bankende hjerte, banke med normal fart, han fart der i Ma’lakels tilfælde ville betyde hurtigt. Han kørte sin hånd nedunder et stykke af den sorte jakke, så hans varme fingre gled op af det tynde skjorte stof, på samme tid som vampyren lod sine egne kolde fingre prikke imod Ma’lakels varme hud. I et kærtegnende og lettere sigende mønster lod han sin hånd glide om bagved vampyrens ryg, for at skubbe ham nærmere. Mere… mere, han havde brug for meget mere end det her! Imellem deres lidenskabelige kys, kom der en let antydelse af et svagt mørk støn, dog blev det halv kvalt da Ma’lakel på samme tid behøvede luft imodsætningen til Ahngel der sådan set ville kunne ignorer det hvis han ville. Det lettende suk der kom fra vampyren ligeså, bekræftede at denne var lige så opstemt som Ma’lakel selv, og et kort øjeblik så det ud til at Ma’lakel kunne få sin vilje endnu engang, efter de havde gentaget det samme elskovs mønster som før: ville alting så… være lettere at få sagt. Men da skete der noget som fik Ma’lakel til at stå fuldstændig af, Ahngel, trak sig?! Efter at denne havde brudt kysset let, efterlod Ma’lakel dog et sidste kys på dennes læber før han så lettere forvirret op på denne. Pludselig ændrede deres positioner sig, og Ma’lakel lod Ahngel forlade hans greb, så han sad med siden til i det Ahngel rejste sig, den ene arm der lænede sig på kanten af sofaen, og ellers så han en smule forvirret ud i luften i nogle sekunder: hvad skete der lige?! Ma’lakel blinkede, som ville Ahngel sidde foran ham igen efter det, og de ville stadig være i færd med at kærtegne og røre hinanden som før, men nej vampyr herren stod stadig op, efter at have sagt et ord Ma’lakel ikke forstod. Og så hans ubetyngede ansigts udtryk inden han rejste sig, der kom et lille tik fra Ma’lakels venstre øje, som var der noget han virkelig kunne beherske sig for. Derefter gled de grønne øjne hen på vampyren igen, og Ma’lakel fulgte ham nysgerrigt selvom da Ahngel havde vendt ryggen væk, knytte han sin ene næve der hvilede på hans lår. Forbandet!! Den åndssvage… møg irriterende blodsuger lege bare med ham! Inde i hans hoved begyndte alverdens forbandelser og eder at blive svoret imens at Ma’lakel lod sig passivt sidde tilbage i en stund og vente, dog ende det med at han vendte hovedet, med et behersket udtryk selvom det ikke var svært at se hans utilfredshed men den pludselige tilbage trækkelse. Man kunne sige meget om Ma’lakel, men af alle følelser, var han værst til at skjule vrede. Da han opdagede det Ahngel egentlig var i færd med blev vreden et kort øjeblik overskygget af en blændende nysgerrighed der næsten reducerede Ma’lakel til barne version. Han så intenst med i alt det Ahngel gjorde, lie fra da denne åbnede det lille hulrum, til at denne bed sig i fingeren og lod blodet dryppe derned i. Han stirrede kort da denne også plukkede et hår og kom hen og satte sig ved siden af ham igen. Ma’lakel der ville sidde med fronten imod Ahngel fordi han ikke have bevæget sig ud af stilling siden sidst, så med et næsten alt for dyrisk blik med imens at Ahngel snoede hår tråden omkring den æggeformede amulet, man skulle næsten tro at Ma’lakel ville begynde at følge bevægelserne med hovedet på grund af den åbenlyse nysgerrighed skinnede ud af ham. Ma’lakel så først lettere åbent på den da den blev rakt imod ham, som ville han til at tage den og se intenst på den imens han førte den op til munden og prøvede at æde den, imens han spurgte: hvad er det?! Da Ahngel så forklarede hvad det var, blevet blikket i Ma’lakels øjne mindre overrasket, overvældet, og optimistisk, man kunne næsten se at spændingen var røget fra at være skyhøjt til et lavpunkt som Ma’lakel sikkert ikke engang selv helt fattede det kunne falde til. Han tog den op via kæden og holdte den ud for sig imod kaminen, så den blev indhyllet i den rød orange farve. Med et skeptisk blik vurderede han den. Et halsbånd, huh? Derefter kom der et lille smile frem på de smalle brune læber, og et lettere halv fraværende udtryk inden at han talte stadig på en lidt fraværende måde:

,, Ironisk.. først er det dig der er min hjemløse kat, og nu er jeg din..”.

Han rakte den hånd over imod den og prikkede til hængslet på kæden, så den vippede frem og tilbage, derefter lød han mere tilstedeværende i det han talte og så hen på Ahngel.

,, I er virkelig ikke gæstfrie.. ”, et drillende smil erstattede det gamle, og Ma’lakel lod den frie hånd placere under sølv æggets bund og gav slip med den anden så den dumpede ned i den frie af dem, og lod derefter ægget forsvinde ned i hans lomme.
,, Meeen.. det har nok noget at gøre med at vi dæmoner har lidt for meget charme i sidste ende.. jalousi er jo en slem ting!”, Ma’lakel lænede sig mageligt tilbage, imens at man sagtens kunne høre på tonelejet af det han sagde, var for at provokere, på en lettere uskyldig måde om man ville.

-

Ma’lakel tog imod det.. Heldigvis. Ahngel kunne sagtens ha forestillet sig at han ikke ville tage imod det og lege: Jeg kan da passe på mig selv!? .. Det kunne han måske, men det ville i sidste ende ikke være nok blot at være Ahngels gæst. Den lille amulet ville ikke bare bekræfte at Ma’lakel her, om han ville eller ej, var under Ahngels fulde beskyttelse, men også… betød noget. Det ville Ma’lakel dog nok ikke tænke sig til, når det nu engang så så pokkers rutinelignende og trivielt ud. Ahngel gav ikke sit blod til almene individer. De røde øjne lå på Ma’lakel imens han undersøgte amuletten med øjnene. Han var opmærksom derpå.. Ma’lakel fangede den vel ikke? Godt det samme.. Den slags budskaber var hellere gemt.. sådan så Ahngel i hvert fald på det. Ma’lakel var vel bedst uden den viden, var han ikke? Et øjeblik lå Ahngels øjne på dæmonens ansigt, der var så fjernt og betragtende ind i den ligegyldige genstand med det alt for dyrebare indhold. De røde øjne lagdes over hver del af ansigtet. Hans specielle ansigt. En farverig kontrast til det hvid/sorte liv han havde levet igennem det sidste år. Farveløst. Den eneste glæde.. erh.. farve man kunne finde var i det blod man udgydede. Farver, som man på sin vis var tvunget til at se på, for gjorde man det ikke, sank man ned i svaghed og mangel på kontrol. Et fiks, som man ir for sig helst var uden, men ens krop skreg.. brændte efter det. Blod var det. Var Ahngel ikke tvunget til at leve af det og elske det, så havde han aldrig rørt det. Blod, ville han, hvis han var født anderledes, se som noget menneskene skulle beholde i kroppen og ikke tages fra dem. Han ville ikke kunne udstå synet af den farve og han ville ikke kunne finde den smuk. Da ville han finde det i solen.. i den grønne farve der lages over landene, kun set som malerier.
Ahngel fandt endelig sin stirren overflødig og vendte blikket imod ilden. Ild ligeså, havde han ikke set i store mængder på det sidste. Hvorfor skulle han? Det var jo ikke fordi han ville fryse og vampyrerne havde tydeligvis intet imod et koldt palæ. Hvorfor skulle de? Ilden var ikke noget, som de ønskede at være tæt på og derved heller ikke varme i sin rene forfatning. Det var vel også derfor de havde reageret som de havde? Ikke? … Ahngels tanker brød sig atter og spindet der efterhånden havde lammet hans krop og øjne imod ilden, døde hen, som smeltede et islag over ham og lemmerne blev atter bevægelige og ildens søde hypnose stod til sin egen ende. Ma’lakel talte nemlig. Opmærksomheden gled på ham, som var det en loyal hund. Ville han, kunne han sikkert ikke ignorere hans stemme i det hele taget, når man tog de gange i betragtning, hvor han havde flået psykoser, vrede og fjerne tanker fra hinanden med alene en stemme. Stemmen talte i provokation… om Ahngels stabs gæstfrihed? Ahngel havde nu en god ide om at det havde stået noget anderledes for sig end han først antog. De røde øjne syntes så brændende med ilden i sin refleksion, men ansigtet forholdte sig nærmest dødfølende, som det havde gjort så mange gange. Da lænede han sig igen tilbage i sofaen, så imod ilden i takt med at hans opmærksomhed syntes at fysisk brydes. Dog ikke. Han var stadig fuldt til stede for en gangs skyld.
”Dæmoner er ikke en velkommen race på Point Du Lac. Ifølge de fleste vampyrer burde de slet ikke være i Paris ligeså.” Ahngels øjne vendtes atter imod Ma’lakel efter at ha betragtet ilden i stilhed i ganske få sekunder. ”…specielt ikke ilddæmoner.” Man ville da kunne komme i tvivl om Ahngel smilte, da der kom en ganske lille antydning over mundvigen. ”Af alle dæmontyperne, er du desværre blandt den mest ildesete. Var du vampyr som jeg, var du blevet modtaget med kyshånd og en jomfrus håndled ved dine kæber.” Han gennemtænkte kort hans ordvalg inden han fortsatte.. smidende et eksempel på bordet, som han havde brugt et par gange før.
”En vampyrs kiste er dens helligste, for når han sover deri er han kun i sikkerhed så længe ingen kender stedet. Du befinder dig i en vampyrrede. Det er klart at de mindste indtrængener fra andre racer er ildeset.. specielt pyromancere, som dig selv. Du kan ikke alene åbne kistens låg mens vampyren er lammet af søvn og vise hans hud frem til solen, men også brænde det efterladne for at sikre hans forsvinden.” Ahngel smilede stille, selvom det nok ikke burde more ham. Hans blik syntes da at formørkes for en stund. Facittet af hans beregninger havde han ikke rigtigt tænkt over før nu. Af en eller anden grund var Ma’lakel sluppet fra staben uden varige mén og tilladt adgang.. Det var nu ikke det der var pointen, men netop at Ahngel havde ’velkommet’ ham og til og med givet ham beskyttelse til trods for at denne kunne, hvis han ville, vende på en tallerken og sende ham i døden. Betød det at…? Ahngel smilede atter kort for sig selv.
”Hmm..” Han mumlede kort imens han funderede og fortsatte derefter i et lavt tonefald. ”Enten gør jeg rigtigt i at stole nok på dig til at lukke dig ind i kisten, eller også er min dømmekraft døende.. I så fald har jeg mistet følingen med mit fag.” Ahngels øjne var fastlåst på Ma’lakel, som han håbede på at forstå budskabet i hans ord. Ahngel stolede i sidste ende på denne person.. På en ilddæmon til og med. Tanken var absurd.. Fuldkommen absurd, men så igen.. var Ma’lakel som person ikke også fuldkommen og helt igennem.. absurd? Ahngel smilte kort og vendte blikket imod ilden igen. Var han ikke selv det også? …

-

Ma’lakels øjne faldt imod ilden endnu engang imens at hånden lå i lommen og det lille sølv ur, endnu var trygt et sted på ham og ikke gemt væk i en kold skuffe. Et øjeblik havde han faktisk overvejet det, bare at lægge det et eller andet sted? For i sidste ende ville han gerne dreje nakken om på hun-vampyren fra før, og æde af hendes døde lemmer. Men så igen, Ahngel gav sjældent noget, for fanden, det havde været et rent helvede bare at snige et kys fra den døde herre uden at denne blankt afviste med det samme. Måske var det også derfor, at Ma’lakel var blevet så tiltrukket i starten? Der var for engangs skyld noget som det ikke lykkedes ham at få: at tage! De gylden grønne øjne funklede vildt i takt med at flammerne ligeså dansede, det stirrende røde blik der havde observeret hans reaktion til den lille ’gave’ var han i fuldt bevidsthed omkring. Han vidste at han blev set på, og det fik en nervøsitet til at flyde ud i de varme åre. Dog ville han ikke se tilbage, han blev jo blot tjekket op på, ikke sandt? I tilfælde af at han ikke havde taget imod dingesten hvad ville Ahngel så have gjort? Befalet ham det, som en tyrannisk herre over palæet, eller givet ham et ultimatum: tag den, eller forsvind! Begge dele syntes at være muligheder i Ma’lakels hoved, selvom at begge to havde en pisemistisk afstamning. Han gav den lille sølv kæde et svagt klem: han vidste udmærket godt at det her ikke bare var en souvenir, men noget der havde værdi, ligesom at deres ellers så spontane begremsning af hinanden tidligere havde betydning; meget endda, og måske var det også derfor at vampyr herren havde rejst sig? Ma’lakels hånd gled op fra lommen og han lod da begge arme hvile imod sofaen’s rygkant, imens at han lænede hovedet tilbage: forvirrende, hele denne lille ubetydelige dans med gætterier var forvirrende, hvis han nu bare sagde det hele og så spurgte til sidst: hvad helvede føler du egentlig? Så ville alting måske ende i den retning han ønskede, enten det eller det ville være en katastrofe! Igen kom den irriterende påmindelse om smerte, ikke fysisk men følelsesmæssigt. Ma’lakel lukkede øjnene kort og prøvede at fokusere væk fra det, da hans koncentration blev brugt af Ahngels stemme der skar igennem hans tanker. Ma’lakel rettede hovedet op og så imod vampyren, med et lettere uforstående blik men det var ikke fordi han ikke forstod det: han vidste det skam godt, så i realiteten blev han ikke mere lærerig udover at han fik krigen imellem vampyrerne og dæmonerne fortalt med Ahngels egne ord. Ma’lakels øjne gled stille væk fra Ahngel, imens at det uforstående blik ligeså falmede og Ma’lakel.. lyttede. Han stirrede en smule hvileløst ind i ilden, lod hans øjne finde et nyt punkt ved den hver tredje sekund, imens at hans krop blev oplyst af dets kærtegn og kroppen varmet af dens kys. Ma’lakels sidde stilling var i sig selv en smule for afslappet til selve emnet, men dæmonen så ud til at tage det til sig, og da Ahngel var færdig med at tale, og søgte Ma’lakels blik måske for at få en form for ’bekræftelse’ at han kunne stole på ham, og at Ma’lakel ikke lige pludselig ville stå over ham og lade sollyset bade ind over Ahngel’s smukke ansigt. Tanken i sig selv var direkte åndssvag! Det ville han al-… Ma’lakel stoppede sig selv, da det gik op for ham at jo, det ville han gøre. Han kunne godt finde på det, men… der var altid et skide men til alt der angik den forbandede Ahngel efterhånden, hvorfor kunne han ikke bare blive enig med sig selv om: selvfølgelig ville jeg gøre det givet chancen! Men sandheden var at det ville han ikke, heller ikke hvis han blev det påtvunget. Var hans loyalitet så ekstrem?
Ma’lakels øjne så ind i Ahngels, og med et blik man ikke skulle kunne tro Ma’lakel var i stand til at besidde på sådanne måde, så han ind i de rød glødende øjne. En målrettethed, en alvor, en form for løfte lå i de ord der kom over de smalle læber:
,, Jeg ville ikke forråde dig.. hvis det er hvad du er bange for..”
Hvad end man kunne kalde ære, hvis Ma’lakel da havde noget af den slags, skinnede det igennem der. På den måde Ma’lakel fik det sagt kunne man nærmest høre hvor nedværdigende han fandt tanken, dog var dette en oprigtighed man sjældent fandt i Ma’lakel, og nu da den faktisk kom, fandt Ma’lakel den selv fuldstændig surrealistisk. Men han havde tillid til Ahngel, som både hans rådgiver, hans klippe og … på sin vis også som hans elsker. Ma’lakels seriøse blik tøede op en smule og de grønne øjne så atter ind i ilden imens at han talte stille og roligt, som var han et øjeblik fraværende igen:
,, Jeg er udmærket klar over hvor jeg er, og hvor lidt jeg kan forvente af venlighed fra… ” endnu engang kom der en pause i det han skulle til at sige ’jeres’. ,, vampyrernes side. Jeg er også klar over at hvis ikke jeg havde haft en kontakt til dig, af alle personer her, ville jeg være død…”, der kom et skævt smil i det han sagde det sidste ord, som om Ma’lakel selv ikke rigtig troede på det. Eller ville tro på det. Derefter tog han en dyb indånding, og lænede atter hovedet tilbage for derefter at lukke øjnene, helt utynget af at hans brede hals da ville være fuldt synlig for Ahngels øjne, som at lokke en sulten tiger med et stykke kød. Han lod kroppen slappe af svagt, og musklerne lade sig falde imens at han sad der i nogle sekunder inden han igen sagde noget:
,, Fandens til rase forskelligheder, hva?”, derefter kom en buldrende klukken i det Ma’lakel grinte, enten var det han havde sagt, i sarkasme, eller også fandt han noget helt andet morsomt, det var ikke helt til at sige.

-

Hvad foregik der i hans hoved? Ahngel havde tit stillet sig selv det spørgsmål vedrørende dæmonen der sad ved hans side. Hans karakter havde altid set hemmelighedsfuld i en diskret forfatning. Han lod som om der ikke var noget men så alligevel.. Hvad tænkte han på? Ahngel spurgte sig selv igen, men opgav at finde et svar i sine egne rodede tanker. Hvis han ikke kunne svare på spørgsmål omkring sig selv så hvorfor omkring Ma’lakel? Han kunne ikke engang konkludere Ma’lakel ud fra egne tanker.. Hvorfor ikke? Hvorfor helvede ikke? Ahngel så frem igen og følte sig et øjeblik… forsvarsløs. Da talte Ma’lakel og Ahngel vendte atter blikket imod ham med en tænkende mine.. På sin vis sørgmodig, men ikke nok til at man ville kunne overbevise sig selv på nogen måde. Slet ikke. Ahngels ansigt var tit udefinerbart og troede man at han var på psykosens rend, kunne han ligeså godt være ved det mest sanitære stadie han nogensinde havde været. Lige nu ville være et godt bud på hans ’sanitære’ jeg. Rolig.. nedkølet og tænkende i lidt for logiske rækker og former. Han fandt sine styrker i sit hoved, men også svagheder.. Det var han dog ikke selv fuldkommen klar over.
Ma’lakel talte.. talte om raceforskelle og om hvorvidt han kendte til situationen. Ahngel var ikke overrasket. Ma’lakel var.. logisk og på sin egen måde ligeså sindsligt gennemført som Ahngel selv.. om det var en god eller dårlig ting, ville Ahngel lægge op til debat.. Forskellen var måske blot at Ma’lakel havde noget mere erfaring med den ydre verden, hvorimod Ahngel kun kendte den virkelighed, som havde udgjort tiden da han var yngre og den korte tid i Terre. Ahngels øjne syntes atter at lægges i skjul af en skygge fra hans halv lukkede øjenlågs halvlange vipper. Ikke forråde? Han nikkede kort som den eneste respons til Ma’lakel lange tale. Var han så pludseligt blevet helt stum igen? Skallen syntes pludselig så tør og blottet. Ahngel tvang sin lange tunges spids ud mellem læberne og fugtede kort huden af en underbevidst refleks. Normalt var sådanne ting ikke noget han gik op i eller havde brug for.. Fugtende læberne, kløende irritationer, blinke.. Små ting, som de fleste væsener ville overse og føle som rutiner. Ahngel lagde ikke selv mærke til det næsten menneskelige træk og lod det forgå ligeså hurtigt, som det var gledet over ham. Trods alt hvad Ma’lakel havde sagt ham, var det faktum at han ikke blev forrådt det mest centrale i Ahngels hoved. Var det rigtigt?... I så fald… burde han?
”Enten det, eller også har jeg mistet taget.” sagde han.. Hans læber formede et hemmelighedsfuldt og fraværende smil idet han så imod ilden, som var det sidste gang han gjorde og fandt en form for sørgmodighed i det. Var det Ma’lakel sagde alligevel blot ord, så var det alligevel lige meget. Den blinde tillid til nogen ville for ham enten være den perfekte allierede, elsker, eller den farligste fjende, som man kunne komme ud for. I så fald ville det være Ahngels egen skyld. I så fald ville en tidligere død end planlagt være straf for snæversynethed og ville det slippe væk og alligevel give ham livet som en fortsat konstant i beholdningen, var han ikke sit embede vær. Dømmekraft betød alt. Dømmekraft og svagheder.
Da rejste Ahngel sig atter op og rettede engang på kraven om halsen. Løsnede den en smule uden at den ville virke vulket. Da så han imod Ma’lakel med et næsten stædigt blik. Hans stolthed prikkede til ham for fulde huse, men han havde ikke tænkt sig at fuldføre det næste i ord. Slet ikke. Der er ikke noget mere vagt at fortælle folk end: I lige måde. Der skulle andet til for Ahngel at udtrykke sig her. Da bevægede han sig hen foran Ma’lakel, betragtede ham i nogle øjeblikke med et tomt udtryk.. stadig osende af modvilje, men alligevel med en form for målsættende tone. Om det drev til hans værdighed.. var underordnet. Da sænkede han sig.. lagde det ene knæ imod gulvet og beholdt det andet bøjet, så han knælede foran Ma’lakel. Nu med et mere fraværende blik inden han søgte sin højre hånd ud imod Ma’lakel og forhåbentlig ville Ma’lakel lade sin egen hånd fanges o trækkes imod Ahngel, som lod den anden hånd lægge under Ma’lakels håndled.. nærmest ømt. Ahngels højre hånd ville tage om de yderste fingerled på Ma’lakel og lade dennes håndryg vises frit til ham. Da sænkede Ahngel nakken imod den, ikke for at bide, men for ganske nænsomt at udføre et ritual, som var blevet viderført gennem mange royale familier. Ahngel placerede sine kolde læber over Ma’lakels ringefingers kno og kyssede den ømt, som kunne den gå i stykker. Dette var måske i sidste ende kun udført fordi Ahngel ir for sig følte for Ma’lakel, men også for at få sit budskab ud.. sit: I lige måde, i form af et kys af loyalitet, hvor man skænkede den, hvor ens loyalitet ville ligge. Den man ikke kunne forråde eller stikke i ryggen. Sådanne kys havde Ahngel fanget mange af selv, dog aldrig givet et selv. Ahngels første kys af loyalitet var nu faldet til Ma’lakel, om de andre vampyrer forbyder det.. han fandt det underordnet, men samtidig var det et vigtigt punkt at dette.. fald som en sten i en sø.. lavede få bølger til de nærmeste siv, men ikke nåede breden. Ma’lakel skulle være et skelet i skabet.

-

Hans øjne forblev hvilende bag de tunge øjenlåg der efter hånden var glade for at få lov at glide i. Alt taget i betragtning så var der vel heller ikke meget at sige til det, Ma’lakel var ikke et nattedyr, uanset hvor meget han gerne ville være det. I den tid hvor solen havde været på himmelen havde han vandret rundt, faret vild i Paris’ gader, og til og med været i en kort kamp med en kvinde som let kunne have slået ham ihjel med assistance fra de to sære børn som Ma’lakel endnu ikke helt stolede på blot var to vampyr afkom. Det var slet ikke helt til at forstå et sted, han var faktisk her, han var i Paris, han var … ved Lucifer? Noget han havde tænkt over, men det var først nu at han faktisk havde taget sig sammen til det, først nu hvor hans følelser var et kaotisk inferno af alt ødelæggende flammer! Han sad stille i lidt tid indtil at vampyr herren endnu engang talte igen, da åbnede han øjnede let og så op i loftet, uden helt at se på noget. Han sad fortsat lændt tilbage imens at et lille smil kom frem på de smalle læber, en trækning ved den ene mundvige så det dannede et skævt ’heh’-smil. Derefter lukkede han endnu øjnende og lod sig igen glide ind i en form for trance, et hvilende stadie hvor han tillod sig selv at samle kræfter igen. Han slappede af, han fandt endnu engang frihed i selskab med den udøde: var de lige gode om denne loyalitet eller var det blot Ma’lakel der ville lade sig selv nedlade med ord der aldrig før var blevet sagt til et levende væsen siden hans spæde år? Endnu engang rørte en af fortidens spøgelser sig, men også denne gang blev der sat et forsvar op hurtigere end det nåede at gøre sig yderligere fremtræden! Da kunne han føle at den udøde flyttede sig, der hang altid en svag aura af kulde omkring denne, noget som Ahngel sikkert ikke selv var klar over da denne ikke kunne mærke temperaturer, men Ma’lakel der var ekstra følsom overfor netop kulde kunne mærke det, ned til hver mindste knogle i hans krop dog fandt han det ikke ulideligt på nogen måde.
Han forventede ikke det der skete, tænkte at vampyren nu igen gik hen imod kontor bordet, måske gik i gang med et eller andet spændende, men da denne stoppede op foran ham spærrede Ma’lakel de grønne øjne helt op, og rettede hovedet op for at se på denne. Han rynkede brynene kort, imens at han søgte svar i vampyr herrens øjne, men ingen fik han. Han kunne blot spejde en stædighed som han kunne gætte sig til kom fra et ønske om enten at gøre noget der ikke behagede Ahngel selv, eller også krævede noget mod hvilket også krævede stædighed? Ma’lakel lod endnu et blik lægges ved denne nysgerrigt, og kunne kun gætte sig til hvad helvede denne tænkte, hvad planen med alt dette var?! Han rettede sig yderligere op og lod sine arme fjerne sig fra sofa ryggens kant, han var et øjeblik i tvivl om han skulle rejse sig ligeså, men da gik Ahngel imod ham, endnu med et kropssprog der skreg af modvilje, men hvorfor? Hvorfor gøre noget der i sidste ende ikke virkede som noget Ahngel selv ønskede? Ma’lakels øjne spærrede sig yderligere op da denne gik på knæ foran ham, han kunne et øjeblik have svoret at tiden stod stille, at verden gik en smule i stykker. Den grønne farve i de gyldne øjne trak sig sammen og et skær af gyldent blev mere fremtræden imens at den sorte pupil trak sig en smule sammen, ikke så den blev dyrisk og mandel formet, men ændrede dog form en lille smule. Først så han lettere mundlam på Ahngel, endnu engang søgte dennes blik, søgte en forklaring på hvad det var der foregik, men denne virkede pludseligt fjern. Da rakte den marmor hvide hånd ud efter en af hans, uden at gøre yderligere modstand lod han sin hånd tage, og da gik det netop op for Ma’lakel hvad det var der skete. Et sug af skyld løb igennem kroppen på ham, skyld, over noget han ikke vidste hvad kom af, måske fordi at dette… tegn på loyalitet, og ydmyghed samt underkastelse kun var noget som Ma’lakel havde set folk gøre ved noble, ved folk der havde betydning, ved folk som Ma’lakel altid havde set over sig selv. Inde i hans hoved var han ikke af ædelt blod, inde i hans hoved var han ikke noget som helst der kunne fortjene dette! Dog lod han sin hånd føre, sine fingre let seperarer, indtil at et par kolde læber lod sig let presse imod hans ringe finger der ingen ring besad.
Ma’lakel sad stadig en smule medtaget et par sekunder: kunne ikke helt få ind i hovedet hvad der var sket, imens at det bankende hjerte mindede ham om alle de ting der begyndte at blusse op som kræftfulde flammer der før havde lagt i hvile. Hans øjne forvandlede sig til noget meget mere genkendeligt, og en mere afslappet aura lå atter over hans væsen, med et udtryk i øjnene der næsten var undskyldende, ville han trække hånden til sig efter at Ahngel lod sine læber fjerne fra hans varme solkyssede hud, og greb selv fat om Ahngels hånd. Han førte da også dennes hånd op til sine egne læber, lod sine egne fingre støtte Ahngels imens de hvilede imod indersiden af dennes hånd, skubbede let ringe fingeren frem med pege fingeren der lå under den og støttede, på samme tid med at tommelfingeren svagt lå over neglen på den, og da lukkede Ma’lakel sine øjne og lod sine varme læber presse imod Ahngels kolde ringe finger.
Han havde forstået det, forstået at det Ahngel havde gjort var ikke bare at sige ’i lige måde’ i Ma’lakel øjne, hvis det virkelig bare var det eller var billige ord, ville denne vel sagtens bare slynge ordrende ud i luften: men det faktum at denne faktisk knælede for ham, lod sig nedladende på grund af ham. Lucifer, der havde så meget stolthed at Ma’lakel endnu ikke kunne komme i tanke om nogen der havde halvt så meget, gjorde netop dette! Det talte højere end tusind ord, og Ma’lakel kunne for første gang ærligt sige at han var beæret. Dog gengældte han det, han gengældte selv samme blinde loyalitet, ved selv at lade sine læber presse imod dennes ringe finger. Så samme tid, også bare i respekt: dette var endnu den første gang hvor han følte respekt overfor et andet væsen, han følte sig så ovenud beæret over dennes nærvær og berørelse, at det ikke kunne beskrives med ord, men med blot en handling. En pagt var indgået, en ed der uden ord var blevet svoret: et løfte lagt, med alle højere magter som vidne til netop dette, så betydningsfyldt… så meningsfuldt var netop dette øjeblik!
Efter få sekunder lod han sine læber forlade dennes hånd, åbnede de grønne øjne, og så ned på den marmor hvide hånd vis negle hans tommelfinger blidt strejfede forbi inden at han så op på Ahngel igen, stirrede ind i de rød glødende øjne.
,, Tillykke…”, et lille smil kom frem imens at de grønne øjne gav et svagt lys glimt fra sig på grund af flammerne bag ved Ahngel.
,, Du har helt officielt gjort mig helt igennem kuldret med dig…”.

-

Ahngels læber separeredes atter fra Ma’lakels finger. Han betragtede kort hånden inden han lod fingrene løsnes og frigøre hånden igen. Hans pointe var vel understreget? Hans blik var stadig sænket, men da Ma’lakel tog fat i hans egen hånd, kiggede Ahngel igen op, uforstående. Et øjeblik en form for tom nysgerrighed eller bare forvirring generalt. Hvad der fik hans ansigt til at lægges i denne tone, var han ikke selv klar over. Han var vel ikke klar på at Ma’lakel ville gøre… det samme?! Ahngel fulgte sin hånd føres til Ma’lakels mund og meget rigtigt lod han fingrene slappe af og lægge i Ma’lakels magt at føre. Ma’lakel lagde læberne imod Ahngels ringefinger, der ligeså ingen ring bar, til trods for de mange, som gemtes rundt omkring. For en regent at være, gik han sjældent med et smukke. Han havde ikke haft et fast smykke om halsen siden… Hans tanker førtes til hvide lagener over gamle støvede møbler og et ensomt piano, som samlede støv i dagstimerne.. for run at få rene pletter på tangenternes overflader. Da vækkedes Ahngel atter brat og pianoet, samt de nostalgiske gamle møbler, forsvandt i et virkeligt syn. Ma’lakel igen, endnu kyssende Ahngels finger, som havde tankerne gået i stå imens det foregik. Det var nu ikke det der syntes at få ham til at gibbe et øjeblik. Pludselig føltes hans hånd, som det eneste sted på hans krop, der ikke fyldtes af kritrende støj, som havde nogen drejet på en død kanal på en radio. Kroppen i sådan en pludselig uorden og syntes at få Ahngel til at trække sine nerver sammen og afgive små ryst. Hvad var dette? Det var.. ubehageligt at føle kroppen som et ufærdigt stykke musik, hvorimod hans hånd, som Ma’lakel holdt, var i harmoni og en ren tone der blot sendte et utilfredsstillende løb hen over håndleddet for at dø til støjen. Det var… nostalgisk på en måde.. meget bekendt, men ikke til at placere, som om det tilhørte et minde, der ikke var mere. Hans anden hånd gled op over den løftede arms skulder, for kort at mærke om der skulle være noget i vejen.. om hans hud bevægede sig eller gjorde unaturlige akter, men nej.. den glatte hud var intakt under jakken. Helt intakt. Ahngels blik var uforstående.. undrende og nærmest desperart et øjeblik om der lige nu skete noget fatalt ved det stikkende ubehag, som han ikke syntes at kunne sætte rigtige ord på.. Ikke ord, som kunne glide ud blandt læberne og forstås som noget logisk, for det var det ikke. Det var fuldkommen absurd!
Da talte Ma’lakel.. gratulerede ham og det distraherede Ahngels kort, lod ham hæve et øjenbryn til den første del af kommentaren, som fandt han det åndsvagt. Da nævnte Ma’lakel det sidste og Ahngels udtryk blev atter slået ud af takt. Atter blev det stumt og stirrende.. nærmest sitrende var hans øjne. Sitrende som stikkene i hans hud. Kuldret? Hvorfor lød det så pokkers beke-
Vent.. Ahngel huskede det godt. Små bidder af Ahngel der et kort øjeblik havde naglet Ma’lakel imod gulvet. Det var der det var blevet sagt, ikke? En klarhed gled ind over de røde øjne og de brændte i en farve, som kunne vagt sammenlignes med solens røde ydre når denne gik ned over horisonten. Kuldret.. Fuldkommen kuldret? Ahngel frigjorde da hans hånd fra Ma’lakels og trak den kun halvt til sig.. endnu opløftet, som tøvede han med at røre Ma’lakel. Da slukkedes klarheden og Ahngels øjne blev igen mørke.. meget mørke, så pupillen kun var en vag antydning, som en småsten i en endnu flydende blodpøl ved nattetide. ”Og dog..” mumlede han så og så på Ma’lakel, løftede begge hænder og placerede dem over hans tindinger. Da hævede han sig med det standhaftige ben. Dog rejste han sig ikke fuldbyrdet op, men støttede det andet knæ imod sofaens kant mellem Ma’lakels ben. Den ene hånd forblev over tindingen, mens den anden sænkede sig og placerede sig på halsen. Rigtigt nok.. denne sitren var blevet udløst af noget fra Ma’lakel og han syntes at dæmpe det.. Ahngels hænder var endnu fredfyldte, hvorimod resten af kroppen skreg og han anstrengte sig for ikke at ryste deraf.
”..dog er det mig der knæler for dig.” sagde han lavt, nærmest med en hviskende hæshed i hans stemme. Hvis Ma’lakel var kuldret, hvad gjorde det så Ahngel? Da søgte han Ma’lakels læber igen, dog ikke så ømt, som hans forrige kys havde været. Han lænede sig en smule ind over ham, hvilket nok ville tvinge Ma’lakel til at læne nakken lidt tilbage, hvis han samtykkede kysset. Ahngels øjne antydede kort at brænde op, men den endelig farve ville ikke kunne ses, da han lukkede øjnene i og spærrede sit monster inde bag hvide øjenlåg og et nu fredfyldt ansigt, der ikke syntes det mindste plettet af blod på samvittigheden. Hans dybe kys ville dog stå i kontrast til det næsten uskyldsrene ansigt han fremstod, når de røde, iltre øjne var indespærrede. Kysset var trækkende og dybt og ville meget vel lade både tænder og tunge deltage imens Ahngel, selvfølgelig endnu med samtykke, lod den hånd om Ma’lakels hals glide bagud, under t-shirtens krave og finde ned på ryggen. Hans anden hånd gled om på Ma’lakels nakke med et forførende strøg. Da ville han atter læne sig længere imod Ma’lakel, nu velvidende om at denne tilfredsstillelse af den skrigende stikken, kom fra Ma’lakel selv, men blev ligeså skabt deraf. Han ville nærme sig og placere sig tæt i hans søgen på netop den healing af følelsen.. Hvad var det helt præcist der kom ved Ma’lakels berøring og hvorfor syntes det at dulme på den måde? Dulme noget, som er skjult, når det ikke er understreget? Tanken, som fulgte var surrealistisk som bare pokker..

-

Ma’lakel opserverede stille virkningen af hans ord, der ellers var kommet med så sigende en undertone, ment i al barnlig, men også sagt i den dybeste alvor. Han var kuldret, helt og aldeles kuldret, det kunne han sagtens sige. Aldrig ville han i sit liv have troet at det skulle være denne der rakte ind i mørket og fandt den lille glimtende stump af det tabte. Noget som Ma’lakel igennem årene havde efterladt for mange, mange år tilbage. Han kunne knap huske det selv. Og så for at toppe det hele af, var denne person af hankøn. Ikke fordi Ma’lakel lod sig afskrække, men alligevel så fandt han tanken en smule morsom, da personen der lod ham tabe det… var af modsatte køn. Men noget mærkværdigt skete ved Ahngels blik der syntes endnu engang at blive fjernt, men noget andet ændrede sig ligeså. Ma’lakel’s smil falmede og i stedet så han blot ind i disse næsten varme røde øjne der så pludseligt havde ændret sig til noget helt andet end hvad Ma’lakel havde forventet: længe havde han ønsket at se det inferno der lå under det stille ydre, men aldrig havde han troet at den flamme der brændte inde bag skjulet, var så ren og intens. Han lod sig betage, fange, i et net af tankeløse øjeblikke der ikke tillod ham andet end at drukne i en vuggende intethed. Bare fortabe sig ind i disse næsten ætsende varme øjne. Det fik en lille djævel til at hviske alverdens beskidte ord ind i hans øre; prøvede at gøre hans sind korrupt endnu engang, og forhindre ham i at lade sig fortabe yderligere, falde hårdere, og dybere. Da rettede han blikket ned, efter en pludselig skælven som vågnede han op efter at have drømt, så ned på de hvide fingre der gled væk fra hans. Ma’lakels lange solkyssede fingre lod sig kælent følge et stykke af vejen indtil de ikke kunne strække sig mere. Han troede at det hele var forbi nu, at nu, ville de vende tilbage til det de var, men skæbnen skulle endnu engang vise sig at ville noget andet: Ahngel, viste sig at ville noget andet. En sagte mumlen kom efter at den intense røde farve stille fortog sig igen i dennes blik og blev til noget mørkere, meget mørkere, i forhold til vor lyse de røde øjne havde været før! Han opfangede knap ordrerne, og fremdrog en uforstårende mine.’Og dog?’ Det blik der mødte Ahngels var endnu engang nysgerrigt, men også forvirret, det var lykkes vampyr herren at ødelægge det puslespil som Ma’lakel lige havde samlet: lige da den sidste brik skulle til at komme på plads, ødelagde denne det hele og Ma’lakel blev nød til at starte forfra. Men da rakte Ahngel begge sine hænder op: Ma’lakel’s øjne udvidet sig igen svagt i overraskelse, og så op på Ahngel der lod sig hæve, og komme tættere imod ham. Rollerne var pludselig byttet om, løven blev denne gang kærtegnet af panteren, og nu var det løven selv der stod tilbage med en stigende uro.
Ma’lakel fulgte Ahngels blik som denne kom nærmere, steg over ham som var denne parat til at indtage ham, æde ham hel! Og lige da bevægede de silke bløde læber sig igen, og Ma’lakel så på dem med dyb extace, imens at ord blev fremmanet. Et spørgsmål der for Ma’lakel fremstod dybt retorisk, for ikke længe efter var hans egne og Ahngel’s læber endnu ført sammen imens at Ma’lakel lænede hovedet så vel som noget af overkroppen bagud for at dette kunne lades at gøre. Han lukkede øjnene næsten lige så hurtigt som Ahngel selv, nåede ikke at skimte de igen meget klare røde øjne inden at disse ligeså lukkede i. Og pludselig var det som om at Ma’lakel ikke befandt sig i sofaen, men at han og Ahnel var blevet ført ud af virkeligheden, badet i et lys af anklagelse og beskyldninger men på samme tid, som deres tunger fortsat dansede med hinanden, strøg over hinanden i længselsfulde berøringer, imens at læberne blidt gled over hinanden og smagen af metallisk jern blandede sig med Ma’lakels eget spyt da han kort rev sig, så der kom en mindre flænge i læben, ved at komme lidt for tæt ind i en nærkontakt med en af Ahngels skarpe hjørnetænder, så betød det ingenting. Det var lidt som om at det der engang var til ’alting’ blev til ingenting, og det der engang havde været ingenting blev til alting! Og som deres kys fortsatte og vampyrens kolde hænder endnu tog initiativ til at glide ned langs Ma’lakels ryg efter at have kørt ned af nakken så de små næsten usynlige hår rejste sig, rakte Ma’lakel endnu sine hænder op imod vampyrens sider, ligeglad med hvad end denne ville nu. Dette kunne vampyren ikke påstå var ingenting! Det her, var alting, og selvom det måske en gang havde været ingenting, havde det nu fået formål, fået mening og betydning! Han greb fat om den sorte habit jakkes, der holdt dette tæt indtil vampyrens krop, løsnede han dem, imens at kysset atter forblev indtakt, forhåbentligt. Efter nogle få sekunder havde Ma’lakel fået dem åbnet, ved at han mesterligt have følt sig frem til diverse metoder han kunne få dem løsnet med. Efter at han fik den åben, greb han fat i kanterne på den sorte habit og lod denne, hvis Ahngel samtykkede, let glide ned over vampyrens skuldre så disse kun ville være dækket af den tynde skjorte. Han lod hænderne ligges ved vampyrens sider, tillod dem at glide ned langs dem, hans varme hænder blive følt igennem den, hvorefter at han lod sine hænder glide over bukse kanten på denne og stille knappe den udødes bukser op, for at løsne skjorten og lade sine hænder ligges imod dennes kolde hvide hud, og glide fra dennes lænd og så stille hele vejen op på dennes sider og videre indtil at de lagde sig på dennes ryg og stille trak ham tættere på. Efter lidt tid ville det være Ma’lakel der brød kysset, han træk sig kort hvorefter han længselsfuldt pressede sine læber hårdt imod vampyrens og derefter lod kysset fortsætte ned over dennes hage, lagde hovedet en smule på skrå for derefter at kysse den udøde ned langs hans hals, lade tungen glide ud fra inde imellem de smalle læber så den varme, ru, tunge nænsomt ville glide over Ahngels kolde hals.

-

Ma’lakel samtykkede med at røre ved Ahngel ligeså.. Det var en lettelse faktisk. Efter hans bratte forladen af Ma’lakels side, havde han tænkt lidt over hvorvidt det havde stødt ham eller noget? Tænk engang.. tænkende på hvorvidt andre følte? Det var mærkeligt. En helt igennem surrealistisk tanke for han selv. Ahngels hånd om Ma’lakels nakke gled frem imod kinden og støttede kort imod hans kæbe imens han ligeså ikke syntes at have eb ide om deres kys skulle afsluttes foreløbig. Han lod da sine arme slanges til sig selv og hænge ned om sin egen side, da Ma’lakel løsnede den sorte habits spænder og lod den hænge løst om ham. Ahngel løftede skuldrene en smule for at lade det stof der holdt den oppe, falde derom, ned om hans arme, for at falde til gulvet med en usigelig lyd. Ahngel blev ladt tilbage i den meget rene hvide farve, som han boget så sjældent bar, og det røde slips der nu ikke sad så stramt længere. Da hans arme endelig var frigjort af habitten søgte de tilbage til Ma’lakel, men gled denne gang om hans ribben, under armene for at smyge dem op over ryggen i en nær omfavnelse, som tvang ham en smule længere ned at sidde. Han åbnede ganske kort øjnene svagt, så disse sendte en rødlig glød fra sig. De betragtede Ma’lakels, nok stadig lukkede øjne i en nærmest sulten, dog behersket tone. Han lukkede dem dog endelig i, da Ma’lakel knappede Ahngels første bukseknap op for at løsne den hvide skjortes snevre livstykke. Den uhumske sitren kunne da igen mærkes da Ma’lakels hænder bevægede sig inden ind under skjorten. Ma’lakel ville meget vel kunne mærke et kort gib fra Ahngel, som så, ikke meget, men pressede sig en smule nærmere Ma’lakel, som ville han beskyttes. Dog ikke. Han kunne beskytte sig selv. Det havde han altid ment.. sådan da. Nej denne gang fandt han ind til den ro der kom over kroppen når han rørte Ma’lakel og Ma’lakel rørte ham. Ma’lakel brød kort kysset for derefter at genoptage det hårdt. Ahngel lænte nakken en smule tilbage deraf og lod derefter Ma’lakel føre sine læber ned over hagen. Ahngel ville gradvist læne nakken mere og mere tilbage idet læberne søgte hans hals. Endelig slap et længselsfuldt støn hans læber. Det lød nærmest som om at al luft der havde befundet sig i ham, blev sluppet løs af kysset.. som smeltede hans lunger fuldkommen. Ahngel slap da Ma’lakel med hænderne og lod sin højre hånd søge imod sin egen halv, hvor han kilede pegefingeren ind, midt i slipsets knude og trak til, så slipset løsnedes med hans langssomme bevægelse i en glidende bevægelse. Han bukkede fingeren og trak slipset med sig imens det smøg sig som en slange om hans hals.. legede med hans lange sorte hår, trak det med, for så at slippe når det endelig var fuldkommen frigjort. Han trak slipset med hånden, som fandt sig løsthængende derefter.. lettere uparallel med hans krop, da han lænede sig lidt tilbage over Ma’lakels kys. Begge arme hang i en tid imens han blot mærkede Ma’lakels mund kærtegne halsen. Øjnene, der havde åbnet sig og betragtet loftet i en tid, lukkedes igen med et afklaret og fredfyldt udtryk. Hvorfor..? Hvordan kunne en anden person bringe så meget fred, men med sådan en destruktiv figur? Hvorfor fandt han fred i noget så fyldt med kaos? Var han, mod alle odds virkelig ved at blive… eller allerede blevet..?
…forelsket i Ma’lakel?
Tanken fik en klump til at sænke sig igennem Ahngels hals, som Ma’lakel måske meget vel ville kunne mærke imod adamsæblet, der let formede Ahngels slanke hals. Sådanne følelser var ødelæggende.. Ahngel vidste det. Ahngel kendte det, og Ahngel troede på det, til trods for at han siden dengang havde skubbet det fra sig. Han ville ikke konkludere det. Han ville ikke fjerne spørgsmålstegnet alene ved den trøst af at han måske alligevel ikke var ved at falde ned i en sygdom, så dyb som en brønd. Længe havde smitten været der… tanken om Ma’lakel der havde hængt sløvt som en sky for Ahngels øjne.
Ahngels hænder fandt igen styrke idet han slap slipset og lod dem føre imod Ma’lakels ansigt igen.. sættende imod hans tindinger imens Ahngel da bøjede nakken imod ham igen, placerede munden imod den forreste del af Ma’lakels hovedbund. Han lagde læberne ganske let imod og lod dem de stryge ned over hans pande, over det højre øje, for at fortsætte ned over kinden og fange læberne i et først ganske let kys, hvor det så atter fordybedes og hvad der før var ganske uskyldigt blev da rødbrændende og flående, som et sejl i stormvejr. Han ville, forhåbentlig ’holde’ Ma’lakel med læberne og slap derefter tindingerne, for at lade dem føre ned til den nederste del af Ma’lakels mave, hvor han let tog i t-shirtens kant, lod først fingrene glide derunder og finde om bag på ryggen, for derefter at tagd fat derved og dernæst ’skrælle’ den af hans krop ved at løfte den og forhåbentlig få rum til at trække den af Ma’lakel, fremvisende brystkassen, som han efterhånden havde sat mærker på, følt på og forsøgt at læse. Hvis Ahngel lykkedes i at få t-shirten over Ma’lakels hoved, slap han selvfølgelig kysset et øjeblik, tog sig tid til at få det forbistrede stykke tøj af ham og betragtende ham med en meget målsat mine. Koncentrationen ville optø idet han vendte blikket imod Ma’lakels øjne og dernæst afgive et smil. Ikke et lyst og ’lykkeligt’ smil, men mere et ulmende seduktivt grin.
”Du får virkelig observeret, går jeg ud fra..?” hvislede han stille efter at ha nærmet sig Ma’lakels øre, blot givende ham udsyn til Ahngels hals og det sorte hår. Et tilfredst ’heh’ kunne høres fra ham inden han trak nakken lidt tilbage for igen at fange Ma’lakels mønster, som havde has hang til dæmonens læber ingen ende… men så igen.. havde han ikke også et helt års hang til gode?

-

Ma’lakels læber dansede fortsat over Ahngel’s lange hals, lod sine læber glide over den bløde hud, lod dem presse imod dem, lod tungen strejfe, slikke op af den. Imens at de hænder der lå på ryggen af den udøde let bøjede i de yderste led af fingrende som prøvede han halvhjertet at bore dem ind i Ahngel’s krop, som ville han have ham tættere på sig, og ikke kunne holde ud ikke have ham det. Som gjorde det direkte fysisk ondt på ham ikke at være helt tæt! Hans øjne åbnede sig svagt i det han kunne høre lyden af silke der blev slebet imod hinanden, en velkendt lyd der ikke bragte ham nogen alarmering, det var ikke farligt eller på anden måde det værd at give alt for meget opmærksomhed efter Ma’lakels mening, dog fortalte det ham en ting: Ahngel ønskede ligeså ikke tøjets nærhed, og havde også ladet habit jakken glide ned på fra skuldrende og lande på gulvet. Ma’lakels hænder lod deres længselsfulde tag fortage sig let og sine hænder køre længere op af vampyrens ryg, som gramsede han nærmest på ham, lod sine fingre glide over hver enkel centimeter hud han kunne komme i nærheden af. Til sidst lod han dem glide ned til vampyrens sider igen, og lod nogle af de yderste fingre køre over kanten på de sorte bukser da han placerede sine hænder på den udødes bukser. Han lod sine læber føre væk fra den udødes hals da denne efter lidt tid havde nydt berørelsen og så lod sine hænder lægges på hans tindinger, og den kolde følelse af Ahngels silke læber der pressede imod den yderste kant af hans hovedbund og derefter gled ned i en blød bevægelse over hans pande, kunne Ma’lakel dernæst føle. Han lukkede øjnene med et lettet udtryk som om at selve det ømme kærtegn fik noget indeni ham til at slappe fuldkommen af. Og som læberne gled ned over hans højre øje, over kinden og videre for at føre hans læber ind i endnu et kys, der gradvist blev dybere og dybere, indtil at det nåede samme heftige nieavu som det havde gjort før, blev Ma’lakel overvældet af en sær følelse der ikke havde ramt ham i mange år, en følelse der bragte fuldkommenhed, og gav meningsløse ting, mening. Ma’lakel gengældte det også denne gang, gengældte kysset med alt hans væsen, igen som gjorde det ondt på ham ikke at gøre det! Hans hænder bevægede sig ligesom Ahngels længere nedad, og et let gisp kunne høres fra ham ind imellem kyssende da de kolde hænder nåede hans mave og kørte ned til kanten på den grå T-shirt, der efter lidt tid blev revet opad så Ma’lakels mave blev afsløret. Hans atter solkyssede ydre blev afsløret endnu engang, den veltrænede mave der var stærkt markeret af muskler der kunne ses, men også en smule hvalpefedt der sad ved navle stykket: ikke meget men dog lidt så man ikke kunne kalde Ma’lakel ren muskelmasse. Den snoede tatovering kom også frem, de overnaturlige drejninger og snoninger der gik ud i pigge nogle steder, og efterlod et meget makabert dog harmonisk mønster ned langs den ene side af brystkassen, skulderen, halsen, og maven og fortsatte endnu nedad indtil den forsvandt bag bukse kanten. Ma’lakel lod sine hænder kort fjernes fra Ahngel’s væsen, og rakte dem op over hovedet så T-shirten røg af, og hele Ma’lakels overkrop kunne ses. Alt lige fra de brede muskuløse skuldre til de lettere fremtrædne kraveben. Som det skete blev også deres læber seperaret, og Ma’lakel måtte ligesom Ahngel affinde sig med at de var adskilt lidt tid endnu. Ma’lakel mødte Ahngel’s blik med et af hans egne, udforende, og dragende blikke, der ikke sagde andet end hvad han lystede: han ville æde Ahngel op, ikke bogstaveligt, men i en anden forstand hungrede han efter ham. Et lille smil bredte der sig skam også efter at vampyren havde bevæget sig lidt tættere på hans øre og hvisket til ham, at han fik observeret en hel det. En svag latter kunne da høres fra ham inden at han igen lod sine egne læber kollapse med Ahngels og lod sin lange tunge glide ind i den udødes mund. Hans hænder rakte da ud imod denne igen, greb fat i kanterne på dennes hvide skjorte, og som han en gang før havde gjort rev han til så knapperne sprang og lande forskellige steder i rummet. Han rev igen for at få kravens knapper til at springe ligeså, for efter at havde gjort det, at placere en hånd på Ahngels mave og meget stille køre den op af imod brystkassen, den anden hånd gled om på ryggen af Ahngel, og Ma’lakel pressede denne bagover. Støttede ryggen med den hånd der lå på den, og skubbede med hånden der lå på brystet. Meget langsomt skuttede Ma’lakel sig ud på kanten af sofaen, hvis altså Ahngel lod sig skubbe bag over, for derefter at skubbe Ahngel ned at sidde på gulvet. Han lod da sig selv dumpe med lidt efter så sofaen ville give en skratten idet den blev skubbet bagud uden at blive løftet. Han placerede sine knæ imellem Ahngels ben, imens at han lettere koncentreret bøjede sig forover for at presse læberne imod Ahngels brystkasse, og lagde dernæst en hånd derpå for at skubbe denne ned at ligge: hvis denne gjorde det, ville Ma’lakel derefter lade sine læber søge dennes brystkasse endnu engang, lade sine kys føre nedad imod maven, lod som engang før sin tunge glide kærtegne over de ar det prydet den smukke hvide hud, som sølv striber. Derefter lod han sine hænder glide ned langs Ahngels sider, alt imens at hans kys begyndte at bevæge sig opad igen, indtil de nåede Ahngels hals, da stoppede han sine kys og trak sig let tilbage for at se på Ahngel et øjeblik studere dennes ansigt, hvorefter et lille smil endnu kom på de smalle læber og han kørte en hånd op imod dennes ansigt inden han stille næsten hviskede:
,, Du for vist også nogle gode observeringer selv?”.
Det var tydeligt både i hans toneleje og drillende blik at han refererede til deres nuværende situation.
Smilet forblev stadig på de smalle læber en tid, men blikket i Ma’lakels øjne ændrede sig indtil noget meget mere… kærligt?! Ma’lakel så et øjeblik på Ahngel med et udtryk som havde han aldrig set Ahngels ansigt før, men alligevel var Ahngel stadig det smukkeste, det mest fascinerende, han nogensinde havde set. Nogle af de fingre fra den hånd som han før havde placeret ved Ahngels ansigt, kørte let ned over den udøde’s kind, inden Ma’lakel bøjede sig ned for at placere endnu et kys imod Ahngels kolde silke læber. Den anden hånd der havde arbejdet sig ned langs Ahngels sider tog alt imens fat i buksernes kant og trak lige så stille ned.

-

Knapper bevægede sig fra Ahngels bryst, som var det projektiler imens Ma’lakels flåede dem fra hinanden. Den vide skjorte blev brudt af de grove hænder, som rørte Ahngel, som var han af porcelæn, men kyssede, som han selv var lavet af stål og var ubrydelig. Denne kontrast havde han endnu ikke tænkt over, men den var massiv og central som bare pokker i hans underbevidsthed. Det bekendte arrede brystt kom til syne fra den nu åbne skulder og meget hurtigt blev de tusindvis af ar synlige over ikke kun hans brystkasse, men dukkede også op nær ansigtet og hans hænder, hvis ens fokus altså lå på dem, selvfølgelig. Man så kun ridserne, hvis man var observante nok og end ikke havde set det arrede bryst og maveregion. Som hans ansigt var en smule modtaget af det psykiske jag der havde været det sidste år, kunne det også ses på hans krop. Hvor han før var umådelig slank, var der nu få steder, som man kunne definere direkte udmagret, men forskellen var i sidste ende ikke så stor. De elegante linjer levede stadig over den atletiske og muskuløse overkrop til trods for den mindre forskel. Ahngel syntes dog ikke at lægge videre mærke i det, men Ma’lakel ville meget vel kunne mærke den en smule mere formede del over ribbenene, hvis hans hånd altså gled derover, og hans kraveben, der ligeså bøjedes en smule ud fra huden. Han var ikke i sit skønhedsvår. Det var sikkert som det var sandt, men det gjorde ham dog heller ikke grim. Guderne måtte vide hvordan man udbrændte hans næsten kønsneutrale hud, øjne og lange sorte lokker. Ild måske. I dette tilfælde var det vel.. mangel på samme?
Følelsen af at blive vippet bagud og miste kontrollen over sin egen tyngde virkede ikke til at tynge Ahngel. For hans skyld kunne de begge dratte hårdt ned på gulvet uden at Ahngel ville afslutte deres performance. Det havde han hungret for længe til. Pokker stå i smerten. Den går væk igen på et eller andet tidspunkt alligevel, gjorde den ikke? Meget nok blev Ahngels greb om Ma’lakel ikke påtvunget før han havde gengivet bevægelsen med at trække armene lodret og lade skjortens rest falde til jorden i en bunke sammen med slipset og den storfoldede habit. Da den havde gjort det, og Ahngels skuldre og arme, tatoverede højre håndled, kom til skue, ville han lægge armene om Ma’lakel igen som egen støtte. En om hans nakke og en om bag ribbenene og søgende midten af ryggen, hvor de lange fingre ganske kort ville bevæges nedad af rygsøjlens bøjede sti. Ahngel frigjorde da benene fra sofaen. Først det højre og da det venstre da den anden tilsvarende havde placeret sig bøjet imod gulvet, halsen strukket for ikke at gå glip af det hede kys. Ahngels øjne rev sig kort løs fra trancen da den højlydte lyd fra sofaen stak imod hans følsomme hørelse, men ligeså hurtigt som den var kommet frem, døde den hen og da var der kun Ma’lakel tilbage. Ma’lakel og den knitrende ild, som ikke kun udgjorde et lille stykke i stenkaminens åbning, men stort set hele deres omgivelse.
Ahngel lagde sig ned langsomt i takt med trykket fra Ma’lakels hånd imens han tavst, dog sigende udtryk der syntes at forklare noget der ikke kunne tolkes i ord eller fagter. Øjnene alene.. smilede.. til trods for at læberne end ikke smilede i ekstase. Hans læber havde aldrig været gode til at følge hans hoved eller hjerte fuldkommen. Dog blev smilebåndet trukket ganske lidt i, da Ma’lakel bøjede sig ned for at lægge læberne imod brystet med de mange sølvtråde af ar. Det lukkedes dog atter ved en diskret fortolkning af et støn.. Langsom og luftigt, som var det blot et længselsfuldt suk. Ord poppede op i hans hoved.. ord der ikke syntes at passe hans læber eller tanker. Faktisk var han i tvivl om udtalelserne og om hvilket sprog det i sidste ende var? Fulgte man mange fortolkninger, kunne man vel fortælle om englenes sprog. Talt i alt for godhjertede og næsteelskende toner. Hvordan kunne en ellers så veltalende… en så logisk og gennemført i talen.. blive mundlam i en sådans tilstedeværelse? Ulogisk var det. Ulogisk som det faktum at de rent faktisk befandt sig som de gjorde og tænkte om hinanden som de gjorde. Uacceptabelt var det. Uetisk fra hans races selvretfærdige og egocentriske ansigter og holdninger. No good, yet.. so good.
Ma’lakels mund og tunge bevægede sig da over Ahngels mave. Musklerne spændtes og maven blev suget lidt til sig af alene den pirrende følelse der løb fra banen af Ma’lakels rug tunge. Rug som et kattedyr. Ahngels øjne var endnu lukkede imens han lagde nakken tilbage imod gulvet og kunne akkurat skimme den røde farve skære igennem de tynde øjenlåg og bekræfte ildens endnu brændende figur. Farver. Ahngel nød denne badning i den røde farve, til trods for at varmen derfra stadig var en ukendt variabel. Da talte Ma’lakel atter til ham og Ahngel vendte blikket imod ham ham, som var han et kort øjeblik uforstående.. alene fordi der havde været så langt mellem ordene og han ikke havde set det komme. Ma’lakels bemærkning fik Ahngels smilebånd til at trækkes en smule. Han fik aldrig det sidste ord, gjorde han? Ahngels smil forstummede da, da han fandt blikket der nærmest syntes kærligt i Ma’lakels øjne. Et lettere uforstående, om ikke andet tavst plantede sig over Ahngels øjne. Var Ma’lakel mon…? Tanken blev brat afbrudt da Ma’lakel igen fangede hans læber. Ahngels ånd fandt om bag Ma’lakels ryg, hvor den anden placeredes om det håndled, som Ma’lakels hånd, der trak ned i bukserne.. Ikke modsstødende, men mere for at bekræfte det med en nænsom bevægelse. Bukserne gled ned om hofterne og udgydede en del mere af hans krop. Hans køn og opefter let badet fra kaminens let røde skær.. farvet i noget der nok ikke var kommet frem, hvis omtanken omkring Ma’lakels ild ikke var fundet sted.

-

Hans tunge dansede med Ahngels, lystigt, ivrigt, som kunne han ikke få nok af de umættelige kys. Hele hans væsen begyndte så småt at kræve mere end blot kys fra vampyren, i det denne lagde sin hånd om Ma’lakels ene håndled og lod til at hjælpe ham med at trække bukserne længere ned, over vampyr herrens hofter og dernæst videre så de hang løst omkring dennes lår. Ma’lakel lod da deres kys forstumme selvom at han lod sine læber pressede endnu mere imod vampyrens inden han gjorde, som huede selve ideen om at give slip ham ikke, men det var en nødvendighed, hvis Ma’lakel skulle have det som han krævede allermest: at mærke, at forene sig selv med Ahngels krop. I et lystigt spil der for de fleste ville virke vulgært, og makabert, men for Ma’lakel, og sikkert også Ahngel, ville være noget som de begge ikke så som kønslig omgang, men noget helt andet, noget meget mere følelesmæssigt bekræftende. Deres første gang havde været fyldt med kropslige begærer, men som Ma’lakel mærkede, rørte, og hørte de små lyde som Ahngel uden tvivl ville komme med i ny og næ, rørte det noget helt andet end bare simpel lyst. Et ønske om at være så tæt på så muligt, at være i sådan en overvældende nærkontakt at han kunne mærke halsen gøre ondt, og brystet ligeså. Aldrig havde der været noget der pirrede ham på sådan en måde: han både led ved den dybe nærkontakt men på samme tid velkom han den som var der ikke andet han ville. Hånden der førhen havde hvilet ved Ahngels kind, blev lige så stille trukket ned af dennes hals, som Ma’lakel lod sig selv forsvinde ned af ligeså. Han kyssede endnu engang Ahngel de steder han kunne komme til, som var han afhængig af at vise sin affektion for den underskønne vampyr. Syg af længsel og korrupteret af menneskelige følelser og lyster! Hånden der ligeså gled ned af nåede som den anden Ahngels bukse kant, og Ma’lakels ustandselige kys stoppede svagt ved en af Ahngels brystvorter hvor han let lukkede tænderne omkring den, og bed nænsomt så der ville blive prikket et lille hul i den. Hans tunge gled derefter over den, og indtog den lille smule røde væske det ville udgyde. Derefter fortsatte han sine kys indtil han kom til midten af Ahngels mave, der stoppede han og trak sig væk fra Ahngel, for at trække resten af dennes under beklædning af, så vampyren lå helt afsløret foran den brændende kamin. Badet i det rødlige skær fra denne, rakte Ma’lakle en hånd ned for at løsne sine sko og sparke dem af med et lettere irriteret udtryk, da han fandt netop denne del ufattelig antiklimatisk! Men det lykkedes ham at få dem af, hurtigere end han ville have gjort ellers, herefter blev også bukserne knappet op med stor hast, og trukket af, hvorefter deres skæbne blev at få en meget random plads på det hårde gulv. Nu var også Ma’lakel fri fra påklædning, og endnu engang kærtegnede ilden ham på en måde der ville syntes guddommelig: Ahngel ville sikkert genkende den måde ildens varme farver dansede over Ma’lakels mørke solkyssede hud, og gav det en nærmest gylden glans over sig, der fik ham til at ligne noget eksotisk og smukt, i stedet for den beskidte og makabre person som han egentlig var. Den sorte tatovering blev ligeså lyst op af flammerne, der også lod til at blidt at kæle ved den, og gav den sært udseende tatovering en skarphed som virkede unaturlig og overmenneskelig, som var det ikke blot en tatovering men som en levende slange der snoede sig over hele den ene side af Ma’lakel, holdt ham fanget! Man kunne næsten blive helt bange for at den ville komme til live, og samle sig til denne sorte pyton der bare ventede i ly af det dulmende mørke på at man ville lade sine øjne glide væk fra den endnu engang. Men uanset udseende ville opmærksomheden sikkert snart gå til Ma’lakel i helhed, for i det samme lænede han sig atter ned, ikke over Ahngel, men placerede en varm hånd på vampyrens knæ og tvang denne lidt til siden, for at komme til, han førte derefter munden ned til Ahngels inderlår, og lukkede øjnene for dernæst at lade sin tunge glide ud fra imellem de smalle læber, og lade tunge spidsen glide lige så forsigtigt over dennes hvide, bløde hud, i en kildrende bevægelse der for nogle ville være yderst pirrende, og stimulerende. Hans tunge gled ned til slutning af låret men stoppede ikke der! Den fortsatte indtil at den kom til Ahngels køn, og lod sig derefter glide op af det i et langt strøg der trak lidt af dennes skin med sig som den ru og varme tunge gled over det. Men det var ikke nok, den varme tunge blev ved med at slikke, og kærtegne, imens at Ma’lakel brugte sit spyt til at vædde sin tunge med så det blev lettere for ham. Han sad midlertidigt ned, med den ene arm viklet om Ahngels venstre ben og tvang dette lidt opad, så begge dennes ben blev spredt endnu mere, hvilket ville give Ma’lakel mere plads og derved gøre at det blev mere behageligt for Ahngel. Den anden hånd hvilede kærtegnende op langs Ahngels nedre halvdel indtil at hans hånd stoppede ved dennes hofter, og hans fingre let pressede imod vampyrens kolde hud. Imellem tiden, fortsatte Ma’lakel med at behage Ahngel, forhåbentlig ville denne reagere på denne form for forspil. Ma’lakel lod sin tunge glide over kønnets hoved, i langsomme, næsten ulidelige bevægelser for at se hvordan Ahngel ville reagere. Alt dette imens kaminen syntes at blive mere og mere hidsig i farven og mere varm, som reagerede den på Ma’lakels følelser. Lige så var lysende, fra den kadelabre der stod på Ahngels kontor bord, blevet mere kraftig og flere centimeter høje søjler af flamme stod op fra hver af stearinlysets ender!

-

Luft erstattede hurtigt Ma’lakels læber, som Ahngels egne havde trukket til sig, som åndede han igennem disse. Fandt ilt og andre ting, som man behøvede for sit liv skulle fortsætte og ikke forstyrres af en rusten hoste af mangel på samme. Han fulgte stille Ma’lakels hovedbund imens han syntes at bevæge sig længere ned på hans krop. Hånden på halsen afgav kort endnu en af disse mærkelige harmoniske følelser, hvor den del af ham, som smørredes af ren luft, føltes ude af takt, stikkende og ulidelig. Ahngel vippede automatisk nakken lidt imod den inden den forsvandt længere ned og fandt sted om hans buksekant. Ma’lakels kys efterlod ligeså frø af denne mærkelige harmoni, som var det planteliv der bredte rødder i ham. En mærkelig og ukendt følelse, dog.. nostalgisk. Ahngels øjne lagdes en smule opad så han betragtede loftet en smule frem for sig. Da mærkedes Ma’lakels tandsæt om en af Ahngels brystvorter. Biddet sendte kort et lammende stød igennem Ahngel og hans mund klappede ganske hårdt sammen og afgav en kort uforklarlig upålidelig lyd fra hans strube imens den paralyserende strømning fortog sig og bredtes i hans krop, som var det et kuldegys. Nerveenderne i hans krop syntes at vækkes til live og presse sig ud igennem huden.. hårdføre hans muskler og brystvorter, samt de lange negle der syntes at presse sig yderligere en smule ud fra fingrenes tynde, kolde kød. Smagen af metal udgjordes langsomt og synkedes i en bitter smag der kun klagede fra de spytkirtler, der var blevet korrupte af rødt mundvand af tyndt blod og enzymer der dannede en halvmenneskelig væske. Ahngel sank således en klump og strakte da atter nakken, som afgav et let knæk af det overskydne energi der kom fra Ma’lakels berøringer. Hvad der før blot havde været en øm lyst til at røre Ma’lakel.. tale til ham og se på ham, blev langsomt forvandlet til noget mere… trængende. Atter trak han luft til sig, da Ma’lakel førte læberne ned om Ahngels mave, og lod ribben og bækken synliggøres mere end yderligere for at udholde den pirren der lå bag det. Et hvislende åndedrag forlod hans mund da, som havde han forsøgt at holde luft inde førhen. Da trak Ma’lakel sig tilbage og en aroma af irritation samt en meget lav form for stress hang da i luften over ham. Ahngel var lettet, som han lå der og stirrede imod loftet et øjeblik. Han havde ikke mistet evnen til at redegøre for folks dufte. Efter så lang tid med alle de kolde væsener, kunne man nemt tvivle på sine evner som personlæser. Men så igen.. Ma’lakel havde han nok aldrig været helt succesfuld på at læse. Det var blandt andet også derfor at han tillod ham dette.
Hans øjne faldt til siden og væk fra loftet da han hørte Ma’lakels beklædningsgenstande falde til tilfældige sider omkring dem. Hans læber formede et dystert smil inden han vendte blikket fremad og støttede albuerne imod gulvet, løftede sig en smule og lagde blikket ligge på Ma’lakels, efter Ahngels mening, gudesmukke krop. Sådanne ord brugte han så sjældent til at beskrive hans omgivelser.. og endnu mere sjældent om sig selv. Han fandt sit udseende personlighedsløst, som hans stive antræk, men det var en underbevidst tanke. Hadet til de fleste spejle lå vel også i at han fandt flere ligheder fra sin fader end sin moder. Derfor.. upersonlig. Ikke hans eget. Sådan var det ikke med Ma’lakel. Ma’lakel var.. ikke masseproduceret og finpudset gennem mange år med stort set det samme blod i blandingerne og de fremmede dna’er måtte dø for det stærkeste. Ma’lakel var så unik at se på at det næsten fjernede følingen med ens brystkasse et øjeblik. Ma’lakel var sig selv og derfor smuk.
De røde øjne havde i den tid lagt direkte over tatoveringen og fulgte den op og ned ad kroppen med øjnene, som var det en labyrint, som man kun med øjnene måtte finde igennem for at vinde. Han lænede halsen frem et øjeblik. Langsomt og elegant, som var hans bevægelser sat i langsom udførelse af den lette hypnose der faldt over ham ved at betragte de mange snoninger, der syntes at stå nærmest uhyggeligt ud i forhold til kaminens badning. Da fandt de røde øjne op til de grønne og lagdes derpå et kort øjeblik. Hans blik faldt på knæet der da blev berørt af Ma’lakel og Ahngel hævede kort et øjenbryn. Det var en sand sag at Ahngel ikke havde meget varierede minder omkring seksuelle handlinger og samleje, så det var ikke lige hvad han havde forventet da Ma’lakel nærmede sig hans inderlår. Et kort gib kom fra ham da Ma’lakels ru tunge lagdes imod det sensitive og bløde hud. Atter strammedes tænderne om hinanden og tvang nerverne til at bide sig sammen af den kildrende bevægelse. Han kiggede fortsat på Ma’lakel imens han syntes at komme nærmere Ahngels køn. Ahngels hævede øjenbryn understregedes et øjeblik da han fandt Ma’lakels egentlige mål. Ahngels ben blev da omfavnet og skubbet en smule til siden. Da syntes nerverne endelig at lade en ophobende følelse af kropslig begær frem idet Ma’lakels tunge gled over Ahngels køn i et udviklende mønster. Ahngels skuldre strammede sig kort sammen og tvang sig frem, gørende at Ahngel bukkede ryggen, så han nærmest sad foroverbøjet med et stift udtryk frem for sig. Endnu engang afgav hans strube lyd bag den endnu lukkede, anstrengte mund inden han tvang sine skuldre tilbage med en hurtig og kantet bevægelse, som insisterede de på at krummes sammen. Hans hals strækkedes ligeså en smule frem inden han ligesom skuldrene tvang den tilbage og førte hans blik opad imens det fortsat begyndte at prikke i hans fingerspidser og den sugende følelse begyndte at tage til, som var det en puls der var ført igennem Ahngel, ikke af hans eget hjerteslag, men af Ma’lakels berøring og kærtegnelse. Da ville man kunne høre Ahngels negle støde imod gulvet med klagende lyde imens de borede sig derned i. Ahngels stolthed var i vejen lige da.. Hans stolthed og hans ide om at dette for alt i verden var nød til at forblive en hemmelighed. Derfor.. så lidt lyd som muligt. Dog.. Da Ma’lakels tunge atter gled over kønnets hoved i denne langsomme og nærmest ulidelige bevægelse, slap Ahngels kæber hinanden og han sendte et langvarigt støn igennem rummet i en tone der egentlig ville holde lyden tilbage, men ikke formåede det, som han ønskede i takt med at hans nakke blev lagt tilbage og hans øjne lukkedes i. Da syntes hans led der holdt ham oppe at gibbe kort og han lod sig selv lægges tilbage imod gulvet, hvor det sorte hår nærmest automatisk dannede en uperfekt cirkel på fladen og hans fingre atter lavede ridser imod gulvets overflade. So lysene havde brændt sig op, kunne man kort fornemme flakken deri fra det døde luft der syntes at forlade Ahngel i strømme, som en aura af død, som frastødte hans krop i netop denne position. Døden afviste ham i disse øjeblikke og ætsede op hans nøgne våben. Efterlod ham.. blottet.

-

Den ru tunge fortsatte atter med at behage, gled i langsomme mønstre over vampyrens køn, og da Ahngel ikke længere kunne holde sin ellers meget godt gemte nydelse tilbage længere, og lod den udfolde ved stemmens kræft, åbnede Ma’lakel endnu de grønne øjne svagt som en sitren kælent vandrede igennem hans krop og gav ekko i alle hans lemmer. Hans eget køn rejste sig ved lyden af Ahngels stemme, den skar igennem alle formaninger og hæmninger der bankede på: selvom Ma’lakel havde haft omgang med væsener af samme køn havde det aldrig været lige så lidenskabeligt, og da slet heller aldrig været på et følelsesmæssigt plan! Hver gang havde det været for at ydmyge partneren, for at få denne til at lide, og sådan havde de fleste af Ma’lakels elskende stunder været, altid: lige så længe han kunne huske! Selv med den første, en sort håret kvinde, med mørke øjne på et bordel i Frankrig. Ma’lakel havde ikke været sig selv den nat, for det var den nat det begyndte at gå galt. Han blev vred, han blev rasende, og kunne ikke finde ro nogen steder, udover når han så folk i deres sidste stunder, så lyset i deres øjne slukkedes, mærkede deres kroppe blive slappe i hans arme, for derefter at lade sine hænder fjerne fra de mærkede halse og bare se på hvad han havde skabt: fred! Men denne her gang var der ingen vrede, sidste gang fandt han den eller ikke, den var løftet, som en forbandelse der blev ophævet og kun Ahngel vidste helt præcist hvordan man gjorde det! Da Ahngel faldt ned med ryggen imod gulvet igen lod Ma’lakel sin tunge glide en sidste gang over dennes manddom, ingen at den arm der havde viklet sig ind under vampyrens ben fjernede sig og Ma’lakels hænder var atter frie til at røre og mærke. Han lod sine læber presse sig imod det nederste af dennes mave skind imens at hans ene hånd blev ført op imod Ahngel’s køn og to fat om den. Den varme håndflade pressede sig imod kønnets ydre skind imens at han lige så stille begyndte at tvinge dette op og ned i et kaotisk mønster, der efter Ma’lakels lyst ændrede fart som han ville. Den anden hånd blev ført op til Ma’lakels læber kort, for at lade sig glide ind imellem dem og blive kærtegnet af tungen der gned sig imellem lange og pege fingeren for at vædde dem, noget han engang før også havde gjort med hensigt at lindre hvad for end en smerte Ahngel måtte gå igennem når Ma’lakel engang valgte at han ikke kunne holde til mere og blev nød til at tvinge sig op i den smukke vampyr. De grønne øjne stirrede på Ahngels ansigt som han væddet de to fingre, sultent, dyrisk, og næsten rippet for al den nære kærlige tilnærmelse han førhen havde udvist overfor Ahngel. Lyst, dominerede ham. Dyrisk og vildt, brændende men ikke alt ædende, det var en lyst han kunne styre: en lyst som ikke gjorde ham mentalt ustabil eller sadistisk. Han ønskede at behage sin partner denne gang, frem for at se denne skælve i smerte og vride sig i håb om at komme fri velvidende at denne ikke ville slippe væk før Ma’lakel ønskede det. Hans lange tunge fulgte fingrende et stykke, imens at hånden der havde fat om Ahngel’s lem øgede farten, der blev trukket en lille gennemsigtig streg af spyt med da fingrende frigjorde sig fra tungen, alt imens at de gylden grønne øjne atter iagttog, sugede, hvad end reaktion de kunne til sig. Fingrende gled forbi Ahngels køn og længere ned indtil at de nåede det sted Ma’lakel snart ville indtrænge, indtil at han fik sit lille ønske om at høre denne sige hans navn i en beruset extace af intet andet end Ma’lakel selv. Hans følelser gjorde ham grådig, begærlig, og skinsyg! Finger spidserne gled først langs åbningen for at gøre dette sted parat inden at han lige så stille begyndte at presse fingrende ind. Hans læber fandt i mellemtiden tilbage til Ahngels køn og lod tungen glide over dets hoved, imens at hånden endnu kærtegnede samme. De fingre der var blevet presset op i vampyren lod sig lige så stille glide ind og ud, i et meget roligt mønster, alt imens Ma’lakel så til, hans blik endnu piercende og næsten uhyggeligt meget fokuseret på Ahngel. Ma’lakels eget lem var stift og klar, gjorde næsten ondt på grund af hele scenariet. Og ligesom hans følelser for Ahngel påvirkede hans trang til at se denne i komplet extase, så påvirkede det ligeså hans trang til at være inde i denne, have denne så tæt på som muligt. Efter få sekunder hvor han legede med Ahngel yderligere, lod sine fingre køre ind i ham, og ud igen, og tungen glide over kønnet imens den anden hånd hjalp til med at gøre oplevelsen mere uudholdelig: så man næsten ville ønske han bare gjorde det, bare gennemborede en i stedet for at trække tiden ud og pirre endnu mere, indtil at man næsten havde lyst til at tigge om det.
Men der kom også en grænse for Ma’lakel selv, han kunne heller ikke holde ventetiden ud til sidst og lod sine fingre glide ud fra vampyren, og rettede sig selv op. Hans væsen endnu badet i det varme skær fra kaminen, der fik ham til at ligne denne underskønne eksotiske skabning. Han lænede sig forover, så man skulle tro at han ville ligge sig beskyttende over Ahngel og indtage ham som han havde gjort den selv samme nat de elskede for første gang. Men det var ikke hans plan, da havde vampyren fået lov til at gemme sig, til at lade sine forsvare være oppe i den tro at Ma’lakel ikke vidste at han brugte netop ham som et skjold for ikke at vise sig selv. Hans hænder gled ind inder vampyren i stedet, den ene nede ved dennes lænd, og den anden smøg sig ind under skulderen så den lå på dennes øverste del af ryggen. Han sad selv på knæ imellem vampyrens ben, og med et nænsomt ryg løftede han Ahngel op imod sig, guidede denne næsten ovenpå ham i en siddende position. Hans overarme spændte som han løftede sin partner imod sig, og som vampyren ville blive løftet op ville denne, hvis han havde lagt med bøjede knæ ligeså, komme i den rigtige stilling til den nære position som Ma’lakel havde tænkt sig. Ma’lakel guidende den hånd der lå på vampyrens lænd ned over dennes baller, greb kort fat i den ene imens at han ville søge vampyrens øjne i det denne var kommet op imod ham, med et blik der ikke kunne misforstås: ’jeg vil have dig’! Og selvom blikket kom under dette, kunne man fristes til at tro at det ikke blot var Ahngels krop som Ma’lakel hungrede efter, men Ahngel som person. Hånden der kort havde grebet fat om Ahngels ene balle, lod sig føre vindere ned for at tage fat om Ma’lakels allerede faste køn, og ligeså stille presse det imod Ahngels åbning imens Ma’lakel strakte hals for at forene hans egne og Ahngels læber, i et hårdt kys, imens han med den hånd der lå på ryggen af Ahngel knugede ham tæt indtil sig, både fordi han ønskede nærhed men også fordi han støttede Ahngel i at holde sig oppe hvis ikke denne knugede sig selv ind til ham ligeså. Dernæst lod han Ahngel glide ned over hans lem, og derved gennemborede han ham, og seperarede deres læber kort for at lade et mørkt støn komme til live!

-

Ahngel tav da atter brat og holdt sin stemme nogenlunde forseglet, selvom det ikke helt lykkedes for ham. Han reagerede fortsat på Ma’lakels behagende mønster i form af mindre, dog let hørlige og måske endda anstrengte åndedrag. Hans kæber nægtede at lukke sig i og en svidende stikken begyndte at dunke i hans tandkød som hans hjørnetænder krævede mere plads og trak sig ud. Gjorde låsningen af kæberne en umulig mission uden at han ville opflå hele hans tandkød på nederste kæbes ydreside. Langsomt klemte han de røde øjne blot en halv centimeter åben. Den røde farve skar igennem som et knivstik og man skulle tro at han ville blænde sig selv med den klare farve. Han kiggede direkte imod loftet et øjeblik. Måske på at holde fast i den virkelighed han befandt sig i og ikke lulles ind i en hypnose, hvor han glemte sin position, for til trods for hvor meget han i sidste ende havde længtes efter Ma’lakel, så kunne han ikke give sig hen. Han ville ikke tillade sig selv det når han var på dette sted. Han nægtede at glemme og lade tanker tage over her. Han forbandede det ligeså. Forbandede hæmningerne og forbandede det faktum at han ikke engang i sit eget hjem kunne være.. hvad hed det nu?..
..åben?
Som var det et stikord mærkede han ligeså sit eget køn rejse sig, som strittede hans krop imod selve det faktum at han ikke ville lade sig give hen og lade ske hvad der ville. Typisk. Da mærkede han da et mellemrum og manipulationen af den ophobende ekstase syntes at tones ned igen. Han tillod det uregelmæssige og anstrengte små støn and sænkes til en hviskende vejrtrækning der syntes at være nødvendig nu da samtlige nerveender pulserede og hans hjerteslag skubbedes i gang for at skabe en sammenspændt smerte i hans bryst hvis han ikke adlød og gav hjertet ilt. Pulsen kunne mærkes tydeligt i hans fingerspidser, tindinger og det lettere blottede tandkød imens det syntes at stabilisere sig. Et velkendt sug satte da endnu et skub i gang da han mærkede tungen af Ma’lakels stryge hans maveskind i stedet. Den upålidelige kildren bed i og tvang hans hænder til knyttede klør der kort spidede hans egen håndflade med de allerede udtrukkede klør. De tvang sig hurtigt imod gulvet hårdt igen da Ma’lakel besluttede sig for at forsætte kærtegnelsen af Ahngel med sin hånd. En hurtig bevægelse løb igennem ham, som fik hans krop et chok da det kælende gys atter flåede sin vej igennem ham som en torden man manglede et lyn på. Endnu et støn blev slynget ud i luften efter få bevægelser imod hans køn og han strakte atter halsen og klemte kæberne imod hinanden, skabende revner igennem det røde tandkød da den overflødige energi tvang tænderne hårdt sammen, som kunne de knække når som helst. Da forvandledes stønnene i takt med at der ingen luft kom fra munden. Det blev til mørke hvæs der flåede sig igennem de minimale luftåbninger imellem de skarpe tænder. Øjnene var klemt i, som var der et skarpt lys udenfor dem der ville brænde øjnene til ukendelighed.
Gulvet virkede mærkeligt transparent da. Formløst og gennemsigtigt for en med lukkede øjne. De var ikke tvungen lukkede, men midlertidige slået ud af fokus. Et tankefuldt mørke havde skabt omgivelserne for en stund og lod alle flammerne der udgjorde røde smertefulde indtryk, dø hen til ikke andet end skyggesilhuetter på vægge der syntes uendeligt langt væk. Skygger af ham selv der bevægede sig i former han ikke kendte til og heller ikke lignede en humanoid i form. Han vidste blot at det var ham via de røde prikker der ugjorde øjnene og de lange tråde der umuligt kunne være lemmer. Skygger fra ham selv som var badet i det eneste lys omkring. En hvid flamme der matchede Ma’lakels ophobende berøringer med sin dans og tag i hans hud, der langsomt syntes at blive brændt, men alligevel vigende. Det smertede ikke, men lagde denne følelse over ham igen. Den han ikke kunne definere med sine mange ord. Harmonisk som musik, hvor den del det ikke dækkede, var stikkende og iltert som negle imod en tavle. Ahngel fandt sine arme imod det.. skubbende, men alligevel var håndled og fingre slappe, som havde ilden allerede ædt og paralyseret det til fulde.. bare ventende på at der ikke var mere hårdfør hud tilbage, så den kunne æde af hans kød. Det brændte ikke rent følelsesmæssigt, men kælede og behagede på et plan hvor det var svært at vurdere hvorvidt det var seksuelt eller sindsligt. I dette lydtætte billede, var der ingen luft eller rum. Ilden brændte, skønt der ingen ilt var dertil. Den levede trods alle odds og hang ved som var den kilet. En flænge slåede igennem armene og efterlod røde ar, som ilden syntes at presse sig igennem. Kødet begyndte at smuldre til sand og forsvinde i mørket imens ansigt, hår, krop og knogler ligeså slog flænger og krakelerede som keramik. Da mistede han sin form og forvandledes til en flamme han selv. Det vil sige.. det ville han, hvis han ikke havde flået sine øjne op da hans hud først syntes at krakelere!
Åndedrættet var hurtigt og han havde igennem den lille fraværende ekstase ikke holdt stemmen tilbage for Ma’lakels bevægelser imod ham. Han klemte hurtigt kæberne sammen og lod halsen snørre ind for ikke at lade flere åndsfraværende støn slippe ud igennem læberne. Det ville meget vel lyde mærkeligt at han pludselig lukkede det inde. Om hans krop var nu omsluttet, ikke kun ar, men blodårer der trykkede imod hans hvide hud og gjorde sig synlige som blå tråde over de tyndeste områder. Først nu opfangede han Ma’lakels nærgående ’forberedelse’ på selv at tilfredsstille sine lyster. Det slog ham. Han havde i det øjeblik været fuldkommen væk i hvad der end blev tændt i ham af Ma’lakel og farven fra den hvide flamme var stadig til at huske for hans indre syn. Havde han, trods hans advarelser til sig selv, ikke kunnet modstå ideen om at glemme alt der var omkring en til fodel for noget så patetisk som følelser? Sådan var det da ikke under deres sidste samleje? Hvorfor var der sådan en radikal forskel så pludseligt? En antydning af en kvalm følelse fra hans åbning dukkede op, og slyngede ham væk fra sin problemstilling der ganske hurtigt syntes at dø hen og forsvinde fra hans undring. En kvalm følelse der pirrede, men overgik ikke den konstante strøm af kropslig nydelse der dertil blev tilført. De røde øjne lukkedes igen i, dog ikke så let som før. At lade sig falde igennem til et kropsløst åndeligt plan havde ikke været meningen.
Da syntes planet at skifte. Ma’lakel lænede sig i stedet ind over Ahngel, hvis ansigt syntes at stabiliseres. Han åbnede langsomt øjnene igen og fandt Ma’lakel over sig. Han betragtede ham kort med et undrende udtryk, som havde han lige fundet sig der og ikke havde den ringeste ide om hvorfor. Hans led syntes kort at gi et knæk fra sig da Ma’lakel bevægede armene rundt Ahngels ryg og skulder. Ahngel hævede kort et øjenbryn, men fik ikke tid til at gennemføre spørgsmålet.. end ikke i eget hoved før Ma’lakel med et ryk løftede ham op imod sig. Ahngels arme hang passivt ned om hans side imens han kort betragtede ingenting ind over Ma’lakels skulder, som var han brat blevet vækket fra en søvn. Da rettede han nakken lidt imens det lange sorte hår lagde sig om hans rygs start og hans skuldre igen. Hans læber blev da fanget i et kys fra Ma’lakels side, som kort tvang Ahngels nakke lidt tilbage, men udlignede da Ahngel ligeså kyssede længselsfuldt tilbage. Han vidste hvad der kom nu og ganske rigtigt… Ma’lakels lem pressede sig imod hans åbning og meget hurtigt fik Ahngel løftet armene, lagde dem om Ma’lakels ribben og om på ryggen, hvor den ene fandt skulderbladene og den anden lænden. Han knugede sig ligeså imod Ma’lakel og kort lod de udrykkede negle pierce ham en smule imens bevægelsen fuldendendes og Ma’lakel havde indtrængt ham. Ma’lakels vigen fra læberne blev ligeså gjort af Ahngel der lænede sig en smule forover og ligeså pressede læberne kort sammen imens hans fingre atter klemte om Ma’lakels hud. Et meget svagt støn kom fra ham ligeså, selvom dette ikke direkte var nydende da, dog heller ikke i en dræbende smerte. Da åndede han let ud og hans læber hvilede kort imod Ma’lakels skulder imens en klump upunktlig spyt samledes i hans mund og blev sunket. Sådanne menneskelige faktorer… Det var intet under at vampyrerne ikke dyrkede sex på samme måde. Et koldt suk udstødtes imod Ma’lakels hud da og Ahngels hænder syntes atter mere venlige imens neglene trak sig til sig.

-
Hånden på Ahngel’s ryg lod ligeså til at presse sig tættere imod vampyrens hud, i det Ma’lakel gik ind i denne. Han lukkede de grønne øjne, og ligesom Ahngel der søgte hans skulder og lod neglende synke svagt ned i halv-dæmonens guddommelige, solkyssede hud, lod også Ma’lakel hans negle plante imod dennes ydre skind, som en sensuel prikken: de var ikke lange nok til at gøre yderligere skade. Men Ahngel var det modsatte. Ma’lakel strakte hals imens at han kunne mærke vampyren tæt på kroppen, bøjede svagt nakken bagover for derefter at kvæle hans støn ved at bide tænderne sammen, som neglende krævede hans opmærksomhed kørt, og fik nerverne til at trække sig sammen i smerte. Men det var heldigvis kun midlertidig, selvom Ma’lakel på sin vis var en lille smule machocistisk, så havde han en sær ide om at dette ikke var noget hvor smerte hørte hjemme. Han lod ansigtet rette nedad, efter nogle sekunder hvor at smerten fra de lange negle der borede sig ind i ham, og tilvendelsen af at være inde i en vampyr vis indre var fuldstændig modsætning af Ma’lakels. Han hvilede kort ligeså sine egne læber imod vampyren’s skulder inden at de hvilende læber lod små kærtegnende kys placeres over de marmor hvide hud, som Ma’lakel fandt så ufatteligt smuk, at man skulle tro han aldrig havde stødt på et andet udødt væsen. Hånden der havde presset fingerspidserne og neglende imod Ahngels hud, slappede ligeså igen af, og gled blidt ned langs dennes rygrad med spredte fingre indtil den nåede lænden hvor den kælent lod sig placere: som aede Ma’lakel Ahngel kort, måske en form for omsorg eller medfølelse? Hvis man ellers havde tid til at tænke over hvorfor Ma’lakel opførte sig så kærligt overfor Ahngel som han gjorde: som var Ahngel lavet af et så sårbart materiale at Ma’lakel i et øjeblik knap turde bevæge sig. Dog ville Ahngel kunne mærke halv-dæmons rejste lem inden i sig, kort bevæge sig fra side til side et øjeblik, noget der måske ville pirre, men i hvert fald gøre denne opmærksom på at de altså stadig skulle igennem noget der ikke ligefrem ville være lut og blødsødenhed! Ma’lakel’s læber, dansede fortsat over den udøde’s hvide skin, hans læber blev separeret, og Ahngel ville kunne mærke en prikkende fornemmelse af de lange spidse tænder der blidt blev strøget langs dennes hud.. lige indtil: Ma’lakel åbnede øjnende, og en gylden farve dominerede det dyriske blik! De ellers blide strøg fra de skarpe gule tænder, sank ned i huden, i købet på stykket imellem Ahngels hals og skulder, og plantede sig der hårdt i det Ma’lakel bed! Hånden der nænsomt havde lagt sig på dennes lænd fik et mindre blødt tag og finger spidserne pressede sig endnu engang hårdt imod vampyrens hud! Man kunne fristes til at tro at Ma’lakel ville æde Ahngel frem for at elske med ham! At hans væsen havde vendt vrangen ud på sig selv, og Ma’lakels mere primitive og dyriske instinkter havde taget over! Sult, parrings instinkt, og territorielt begær! De korte negle borede sig ind i den kolde hud og begyndte at slæbe sig hen over lænden, skabe ridser, tilføje små ar til vampyrens allerede fornemme samling! Og så begyndte det: Ma’lakel bevægede hofterne i et først langsomt mønster, og bevægede sit faste lem ud og ind af vampyren! Lige så stille til at starte med, men efterhånden kunne man mærke hvor utålmodig halv-dæmonen blev, og ikke lang tid efter var farten øget og vampyren blev påført yderligere pinsel ved dette, en pinsel Ma’lakel et kort øjeblik glemte. Alting syntes at syne hen, alting begyndte at blive ligegyldigt, og begæret, grådigheden blev alt! Ma’lakel ville have mere, havde lyst til at skrige sin frustration ud, udelukkende på grund af han ikke forstod hvor dette kom fra! Hvorfor at vampyren blev til alting, og han selv… han selv til ingenting! Selvom alt der nogensinde havde betydet noget for ham, var ham selv, men nu… nu kunne han mærke at netop dette ændrede sig, han var ikke længere selv alting! Hans stød begyndte så småt at blive mere milde, at forbarme sig nærmet, imens at de tænder der havde bidt fat i vampyrens hud stille begyndte at trække sig op fra denne, og den ru tunge gled ud fra de smalle læber og begyndte at slikke de huller som Ma’lakel havde lavet i vampyrens hud og kød. Hvad end der måtte være at blod, så blev det slikket væk imens at den ru tunge blød gjorde de mange små sår, og ville på sin vis lindre lidt af den svigende smerte der fulgte med ved at blive bidt af Ma’lakel. Hånden der før havde haft til opgave at lave ridser over Ahngels lænd, formildede sig ligeså, og blev igen kælende, men ikke på samme nænsomme måde som før. Dette var elskov, dette var Ma’lakels form for elskov, dyrisk, kaotisk, utilregnelig, ligesom han selv! Efter et sidste tunge strøg, lod han sig kort opsluge af de tynde sorte tråde der udgjorde Ahngels hår, tillod sin kind kørt at stryge let imod Ahngels hals, imens at Ma’lakels vejrtrækningen blev dybere. Hans hjerte slog i brystet på ham, som skulle det til at hoppe ud, og små støn i ren og skær nydelse kunne høres fra ham! Den hånd der før havde guidet Ma’lakels lem blev kørt op for at ligge sig næsten beskyttende imellem dennes skulderblade, og Ma’lakel knugede da Vampyren indtil sig, alt imens hans stød varierede fra at være ren pinsel til at blive til noget behageligt og blidt!

-

Pulsen rasede i en normalt lettere hastet rytme, men for Ahngel virkede den overmandende. De lange negle syntes at dunke dertil og skabe variation imellem deres længder alt efter om blodet blev trykket fra eller til fingrene. Han lod da hænderne ligge fladt imod Ma’lakels ryg for ikke at spide ham mere end yderligt. Nogen gange glemte man helt at have dem. Ahngels mund lod sig ganske let åbnes imod Ma’lakels skulder, men lod sig ikke bide deri. Han gjorde blot plads til den unødvendige ilt at passere munden. Den kolde ånde ville fortsat forsøge sit på at lamme det yderste hudlag på den brede skulder imens den forreste del af hans overmund ville mærkes i en let støtte. Tænder og tunge virkede så bitterligt tørre da, som havde han spist en mundfuld sand. Endnu et suk stødtes da Ma’lakel ligeså lagde læberne imod Ahngels skulder og begyndte at plante små hede kys imod det og halsstykket. Den beroligende følelse syntes igen at strømme fra Ma’lakels læber og Ahngel rejste kort halsen for taknemmeligt at tage imod den midlertidige ømhed med nænsomt lukkede øjne og en afslappet halsåben mund, hvor den lange tunge kort smygede sig ud som en slange og forsøgte sig på at fugte de tørre læber uden videre held. Det undrede ham… Hvorfor rørte Ma’lakel ham nænsomt som var han ved at gå i stykker på sådanne tidspunkter? Hvorfor var han så afholden? Hvorfor så kærtegnende og medfølende?
De røde øjne åbnedes en smule idet han så hen forbi Ma’lakels brune hår og ud i værelset, som pludselig virkede så mørkt i forhold til ilden og Ma’lakels hud, samt de tyktegnede tatoveringer, som Ahngel lige nu holdte om.. ligeså ømt, som kunne dennes takker stikke ham ved den mindste bevægelse. Undrende lod de røde øjne sig vandre fra et tilfældigt sted i mørket og op i loftet, hvor skyggerne bevægede sig i former der kunne ligne noget undervands. Øjenlågene lod sig atter sænkes og lukkes til da Ma’lakels kys fandt længere op ad halsen og den slanke ryg krummede sig let da Ma’lakels hænder fandt derned, som faldt der en smule kælen kat over Ahngel. Han klemte atter neglene imod Ma’lakels ryg, men spidede ham ikke på samme måde, men nærmere smøg dem om ham. De holdt da ide med at bevæge sig da Ahngel mærkede tænderne tage del i Ma’lakels læbers dans for derefter at bide sig ned i det sarte kød. Ahngel bukkede da halsen igen imod Ma’lakels skulder og bed tænderne sammen. Ligeså mærkedes Ma’lakels tag i Ahngel at forstærkes da fingrene pressede sig hårdere imod ham. Det ene øje holdt sig stramt lukket imens det andet kiggede frem for sig igen, stadig med tænderne blottet og musklerne strammende om sig ved øjne og kæber. Hans brystkasse tog et kort hiv luft til sig for igen at stabilisere den atter ophobende puls. Hvorfor gjorde det pludselig så pokkers ondt? Hans stemme kom atter til udtryk i et kort støn da Ma’lakels negle begyndte at slæbes over Ahngels hud over lænden. Smertefulde stik dannede et sindsligt billede af arrenes blødende former for Ahngels indre øje og i takt med at blodet piblede langsomt frem, forsvandt Ahngels undren over den bløde berøring fra før og de kærlige tegn. Endnu engang måtte han tvinge sig ud af tankerne for at følge med i sin ydre verden. At påminde sig selv blev dog ikke påkrævet da Ma’lakels begyndende bevægelse ind og ud Ahngel satte i gang. Atter engang tillod Ahngel sine arme yderligere om dæmonens krop for blot ikke at lade sine muskler stå ubrugte så de var nemmere at gøre skade på. De lagdes ud med indåndinger og udåndinger der matchede Ma’lakels bevægelser ind og ud af ham. Indtil videre… udholdeligt på et ganske stabilt plan, til trods for at Ahngel undrede sig over sin pludselige sarte hud og muskelmasse. Var det på grund af den store mangel på blod? Sandt nok.. Han var fysisk ikke på sit højdepunkt og hvis han forsøgte, ville han ikke være i stand til at komme fra Ma’lakel af simpel styrke hvis han besluttede sig derfor og Ma’lakel nægtede at slippe sit tag. Ganske kort krummede han brynene og lukkede kæberne sammen da farten fra Ma’lakel syntes at forøges og hvad der før havde været et stabilt og afbalanceret punkt på hans smertetærskel, syntes at forandre sig meget markant. Ånden blev til diskrete og ukomfortable støn der ikke syntes at matche Ma’lakel mere, men nærmere den tid det tog for den bitre følelse at finde vej igennem Ahngels tyndslidte nerver og celler. Det ophobede sig selvfølgelig i takt med Ma’lakel og en decideret smerte blev da at finde i den abstrakte form for elskov. Tænderne klemtes strammere om hinanden og igen syntes Ahngels negle at være ligeglad med hvorvidt det gjorde ondt på Ma’lakel at blive spiddet derfra. Tænderne i hans nakke, ridserne over lænden der ikke syntes at ville heale som de plejede og Ma’lakels voldsommere stød syntes at ville finde vej og videregive ønsket om at flå noget igennem Ahngel. De lange negle klemte sig ud igennem fingrene og tilbage og begyndte ligeså at rive i Ma’lakel i en lidt mere klodset form eftersom stødende sendte smerten igennem ham som noget han ikke kunne sætte tidspunkt på og derfor forkludrede Ahngels bevægelser. Hans ankler strakte han da og et knæk kom deraf inden han trak benene opad og tættere imod sig. Stønnene var reduceret i iltre hvæs der strømmede ud fra de blottede tænders mellemrum og var øjnene ikke lukkede, var det slået stikkende igennem luften med pupiller så tynde som en kats.
Stødene syntes at formildnes og selv den mindste forskel gjorde en del. Ahngels negle trak sig ind igen, hans ben igen lettere strakte og hans hals fremover hvor den søgte støtte over Ma’lakels skulder. Øjnene stadig iltre og fyldt med blodige gnister, men hans ansigt ikke anstrengt og tænderne ej blottede. Hans hals lod sig vippe en smule imod siden idet Ma’lakel trak tænderne ud fra det blødende kolde kød og Ahngel afsendte et klagende støn der ikke lod sig tilbageholdes længere. Hans krop ville, efter nok tid i Ma’lakels arme, være mindre frysende og nu blot kølig, dog stadig i en temperatur som ikke lignede noget levendes. Han selv mærkede forskellen, men ikke i de samme ord som man normalt brugte. Han havde ingen navne til dem, men vidste at det kom fra Ma’lakel. En form for harmoni der skød igennem ham til trods fra den nu pirrende stikken fra hans underliv. Ma’lakels rug tunge fandt vej over den blødende hals og sendte et stik over det, som var Ma’lakels spyt overfyldt af ikke blot enzymer, men også jod og krydderi. På egen vis var det lindrende, men som saltvand lindrede, skulle det gøres igennem pine. Da lænede Ma’lakel sin egen hals imod Ahngels, hvilket også stak i sårene som bare pokker. Ahngel blottede kort tænder og krummede atter brynene, men det blev udlignet af Ma’lakels nydende stille støn og det faktum at han igen knugede Ahngel tættere til sig. Ahngels ansigt henfaldt i en ikke helt villig tone, men tænkende og neutral, som ligeså døde hen idet mønstret igen blev optaget af Ma’lakels foranderlige stød, som Ahngel ville reagere på med samme toner, takter og pinte støn og hvæs. Var han på sit normale logiske stadie, ville han ligge søvnløs om dagen med spørgsmålet om hvorfor han tillod sådan en smerte i sin krop for at lade Ma’lakel få sin tilfredsstillelse. Måske var Ahngel observerende, men på bange måder kunne man også nemt kalde ham…
…fuldstændig blind.

-

Ængstelsen tag blev stærkere imens at verden synede hen til ingenting. Der var hverken hierarkier, der var ikke mennesker, der fandtes knap liv i verden imens at kulden indtog hver en celle i den ellers varme krop, der konstant søgte en ikke eksisterende stabilitet, der aldrig kom. Der fandtes ikke andet end deres kroppes dansede mønstre, åndens kolde slag der lå sig over Ma’lakels skuldre, lydende der gav et ekko igennem hver en del af sindet, rev i det, flåede, bed det i tusinde små stykker indtil det var et pusle spil vis brikker ikke længere passede sammen! Hvad end der måtte have været af døre var de blevet flået nådeslåst op. Fortabelsen var i sig selv en forbandelse lagt over alle kroge, alle små hjørner, alle de gemme steder som Ma’lakel ellers havde arbejdet så hårdt for at gemme. Ingenting kunne skjule sig længere, og lænkerne smuldrede, som var de forbrændte og blevet til aske, der lige så stille fløj væk med en skrøbelig prise der lod asken danse inden at det faldt til jorden, og forblev der indtil det blev et med jorden, blev til næring for et spirer der så ville vokse, vokse sig stor og stærk: et træ af metal, af kæder og lænker, låse som ingen endnu havde nøglen til. Træet af metal, træet af styrke, af svaghed og smerte. Det der før havde været tøvende, og bange, blev et med træet som det dannede sig midt inde i Ma’lakels sjæl. Som hænder der rakte op fra jorden, snoede de sig som slanger omkring hinanden ind til fingrende gled imellem hinanden og lod håndfladerne røre. Grene begyndte da at gro: Grene der ville gro længere og længere, indtil de var smeltet sammen med alle døre, alle minder, alt der så kunne have en relation til Ma’lakels væsen. Og de blev stærkere, som titanium umulige at knække for selv det stærkeste væsen. Træet stod stærkt og stolt, tøvende tanker nåede ej at give den en skramme, det gjorde andre små tvivlende indskydelser heller ikke. De var evigt forvist, imens at de hænder der så blidt løb over den kolde hud stille begyndte at give små spasmer fra sig, som frøs Ma’lakel! Som lod han kroppen reagere på kulden for en gangs skyld, selvom at dette ej var noget han nogensinde havde gjort før. Også selvom at verden tit havde lagt sit vinter tæppe over halv-dæmonen varme hud, så havde det aldrig fået yderligere konsekvenser. Deres elskov synes på samme tid at blive mærkeligt anderledes, som begyndte de muskler i Ma’lakels krop der før havde været spændt pludselig at slappe af og hans stød lod sig glide op i vampyren som kærtegnede han denne indefra, og ud igen med samme forsigtige og nænsomme præstation. De smalle læber tillod sig i mellem tiden at glide langs vampyrens hals imens at han indtog vampyrens duft som var dennes aroma hypnotiserende og vanedannede, og Ma’lakel selv var afhængig af netop denne. Et mørkt, langtrukken støn lod sig stille glide ud fra de smalle læber, imens at den afbrændte duft af de smeltede hår spidser satte sig som en grundlæggende krone midt i den rose som udgjorde den udødes duft. Den pirrede Ma’lakels sanser, bedøvede hans sind, og inden længe lod han sig læne forover lige så stille, alt imens han atter bevægede sig inden i den udøde’s krop og sind. Hans åndedrag hede, og tunge, som hans krop der lige så stille tillod sig at danne små gennemsigtige perler der til at starte med blot sad passivt oven på den solkyssede hud. Deres stille fald ville ikke give meget støj, højst et svagt bump. Ma’lakel knugede stadig Ahngel indtil sig, som ville denne forsvinde ud i ingenting skulle han blot tænke på at give slip! Hans store arme, vis muskeler blev strammet svagt så man kunne se nogle få blodårer der stod frem med en sær blå-gullig nuance, holdt om den udødes kolde dog ikke isende krop, som denne endnu blev guidet ned imod gulvet, dog holdt over det på grund af Ma’lakel der endnu havde sine arme beskyttende omkring denne. Som havde hans arme snoet sig om Ahngel, blot for at skjule, for at beskytte, og skjolde, som kunne verden omkring dem ødelægge det hele, ødelægge dem, og alt det som deres verden lige nu bestod af: hinanden. Selvom Ma’lakel ingen ide havde om hvad vampyren følte for ham, kom hans egne følelser underbevidst til udtryk ved hans handlinger, hans ubegrundede behov for at beskytte, for at tilfredsstille frem for at dræbe og pine. Kaminens brændende ild som til trods for den døde energi der skyllede ind over den, blev ved med at brænde, blev ved med at varme, udelukkende på grund af den aura som Ma’lakel afgav. Ligesom det kolde døde skrallede af vampyrens kolde ydre, så var Ma’lakels aura varm, ikke tør og fjendtlig, men hjertevarm, som et kærligt strøg fra en blid hånd der gled henover kuldens døde kind.
Hans læber banede sig vej fra såret til halsen, og som de lå ned på det mørke træ gulv endnu engang, ville Ma’lakels læber løbe yderligere imod den udødes hage, imens at stille støn blev afløst af et tungt åndedrag. Som sultede Ma’lakel sig selv ved at lade tiden trække ud, ville han vis ikke den udøde lod sig vige bort fra hans læber, forene de to i først et let og ømtåleligt kys, der knap kunne kaldes et, men dette ville udvikle sig: læberne ville lade sig presse imod de kolde, lade sig seperare i et mønster der så tit var blevet brugt, men så stoppe for at genoptage et ganske nyt mønster som han kun havde delt med vampyren, hvis altså denne fulgte hans læber med samme længselsfulde begær, ville både tunge og tænder spille ind i et dyrisk kærtegn der ville blande deres spyt sammen, og lade det hungrende endnu leve! Gro større og stærkere!
Denne længselsfulde dans, denne surrealistiske elskov ville fortsatte, fortsætte i et mønster der ville syntes uendeligt! Ma’lakels endeløse kys, hungrende stød og krævende tænder, kunne knap stoppe i få sekunder i frygt for at lade vampyren forsvinde ud fra den extace som Ma’lakel gjorde sit for at underlægge denne. Hans ene arm snoede sig imellem tiden ud fra under den udødes slanke krop, og Ma’lakel tillod sig da at seperarer sin overkrop og lidt af sit underliv, en smule fra vampyrens væsen for at lade sine fingre tage fat om dennes køn og lade dets hud køre i hans håndflade for ligeså at stimulere denne på samme måde som han selv blev det. Og som de nåede climax begyndte de ellers omsorgsfuldt stød at gå dybere, at blive mere krævende, og Ma’lakel lod for sidste gang sine læber presse sig imod vampyrens, for til sidst at lade dem seperare igen, og ligge sin kind imod Ahngels imens at de udviklende stød blev mere og mere brutale i takt med at Ma’lakels hånd fulgte samme fart. Han bed kort tænderne sammen imens at et mørkt støn blev kvalt, og han kunne mærke kroppens varme stige og et velkendt pres danne sig i hans køn.

-

Et øjeblik fandt Ahngel sig væk igen. Kun få sekunder mistede han igen sit tag på tid og sted, som han så desperat forsøgte sig på at holde fast i. Da ville han igen åbne øjnene let af et stød der virkede mere uregelmæssigt end de andre. Kun sådan en lille forskel var alt der skulle til før Ahngel igen fandt sin stemme for høj og sin position for sigende for husets vægge. Han klemte atter kæberne sammen i et bevidst låsende greb, hvor de egentligt lidt høje støn atter blev til hvæs der skiftede fra lette åndedrag og til iltre fortolkninger efter som Ma’lakel skiftede hastighed. En duft ramte ham da og han lukkede atter øjnene og lod læberne glide passivt ned over hans nakke og starten på skulderens afrunding. Hans lunger hev luften nær Ma’lakel til sig.. grådigt som han indtog hans kropslugt imens han saltede sin krop med svedet. Til trods for den indespærrede form for sved, var denne duft nærmest sød, dog stærk som et eksotisk krydderi. Selve duften var dog heller ikke hvad der betød noget. Det var det faktum at Ma’lakel afgav noget, som Ahngel kunne tage. Han sugede det til sig til lungernes kapacitet var fyldt.. dog ærgede han sig over at der ikke var plads til mere. Han ville ikke slippe hvad han havde.. Det var han for grådig til i dette øjeblik og som Ma’lakels stød blev svagere, fandt Ahngel et rum til at slippe luften ud.. tømme sig med et langt suk, der måtte føles umådeligt koldt imod Ma’lakels skulder. Han separerede kort læberne igen for blot at lade tænderne hvile derimod.. trykkes til hans tandkød afgav et knæk der ikke kunne høres af Ma’lakel. Da smøg hans tuge sig ud fra gabet.. Forbi de lange tænder og lagde sig først urørligt over Ma’lakels kraveben. Ahngel trykkede sig da en smule tilbage med øverste del af sit torso for at give sig selv plads til at strække halsen. Først bøjede han den en smule.. søgte et par centimeter længere ned og lagde tungen imod Ma’lakels let glinsende start på brystkassen. Med en glidende bevægelse trak han sin hals opad og fulgte ruten med tungen der opfangede Ma’lakels salte kropsvæske og efterlod et først fugtigt spor fra hans spyt, men som der ville tørre ligeså hurtigt ud som var det slimet fra en Aloe Vera plantes healende indmad. Manglen af samtlige menneskelige faktorer gjorde hans mundvand alt for let udtørlig. Hvad skulle han også bruge det til?
Tungen standsede da den fandt sig strækket til sit yderste og opgav da sin søgen på at optage mere af Ma’lakels indtagelige anstrengelsens søde stof. Han fjernede da tungen fra Ma’lakel og trak den tilbage i skjul da han mærkede Ma’lakels læber imod sin hals yderligere kød. Et længselsfuldt suk gled fra hans ansigts åbninger og gjorde værelset en mikroskopisk smule mere kold. Ikke noget et menneske eller anden kunne mærke. End ikke Ahngel lagde mærke deri. Det var efterhånden ikke meget han.. lagde mærke i. Som sov han havde hans øjne opgivet at holde fast på rummet der omgav dem og igen befandt han sig i et mørke som intet rovdyr kunne skimme igennem. Flammen atter brændende.. slående revner i hans hud og tog former af arme, ben og øjne. Trods Ahngel ikke kunne se.. vidste han dens nuance skiftede til noget mere… varmt? En vippende bevægelse lod Ahngels nakke lægges tilbage og det lange hår forlod ansigtet og efterlod det bart.. hvidt og afklaret, som sov han og ikke blot forkastede sin formelle eksistens dette øjeblik. Et øjeblik slappedes Ahngels muskler fuldkommen af.. og de lange hvide arme faldt begge til Ma’lakels lænd uden egentlig at holde fast. Han stolede på at han, selv uden egen støtte, ikke ville falde til gulvet og slå baghovedet imod det mørke trægulv. De røde øjne lod sig kort åbnes, men virkede ikke tilstedeværende. Han så ikke, selvom han lod natten glide ind gennem øjenlågene. Dog faldt de til siden.. så på hvad han nu kunne se af Ma’lakels hår.
Som de endelig fandt ned til gulvet, gled Ahngels fingre atter op om Ma’lakel, hvor den ene lagde sig om ryggen igen og den anden fandt vej op til Ma’lakels hårgrænse, igennem det mørke hår for blot at lade fingerspidserne vandre over hovedbunden med neglene let prikkende dertil. Hvad kaldte man dette sprog? Hvad kaldte man disse udtryk? Hvad kaldte man… Ma’lakel? Flere spørgsmål blev det ikke til. Ma’lakels læber fandt til Ahngels hals og de røde øjne lukkedes endnu engang i… lettere hårdt idet han strakte halsen for at optage kærtegnende så meget som muligt. Han vippede ansigtet mere parallelt Ma’lakels da kyssene søgte opad og Ahngel lod sine læber kort blive berørt ømt af Ma’lakels uden egentlig at kræve dem selv. Et suk gled igennem næsen efter han lod kysset ophobes, dog ladende sin nakke hvile imod gulvet og lade Ma’lakel tage ham som han ville et øjeblik. Ahngels tænder blottedes i kysset og tungen lod sig ligeså dele imod Ma’lakels. Et velkendt sug sendtes igennem Ahngels magre krop som et øjeblik fik ham til at føle sig.. ikke nær så tom. Ikke nær så kompakt. Det rum de udgjorde for hinanden. Det der meget vel var større end det egentlige værelse de befandt sig i. Større end den østlige etage.. Større end selve Point Du Lac og forstaden. De var i sengen.. over divanen.. de var i ilden og de var i vandrørene der bevægede sig rundt i palæet. De udgjorde luften og selve massen i møbler, organiske væsener og celler. Molekyler. Ahngels kys blev gradvist mere aggressivt imod Ma’lakels mund og han lod endelig musklerne samles i halsen for at presse tilbage, som hungrede han efter at finde en styrke deri, der blot lå alt for langt tilbage i Ma’lakels svælg. Som forsøgte han desperat at søge i Ma’lakels indre. Smerten blev glemt, selvom hans krop stadig reagerede med hvæsene imellem kyssene og de upålidelige spasmer der gjorde sine performances.
Tændingen der havde siddet som en konstant blev da igen gjort aktiv da Ma’lakels genoptog opgaven af at stimulere Ahngel ligeså. Hvæsene blev igen til støn mellem kyssene og hans negle begyndte igen at pierce Ma’lakel som rulningerne af ren nydelse fór igennem ham uden ende. Men enden skulle det ha. Enden skulle opnås og det kunne Ahngel også mærke på Ma’lakels atter dybe stød. Læberne separeredes og tillod strømmen af verbale udbrud af det tiltrængte climax gøre sine udtryk. Flammen brændtes for Ahngels indre øje. Den sprudlede og spyttede gløder fra sig imens ustabiliteten udviklede sig. Den revnede Ahngels lammede arme og fingre yderligere indtil den sprang. Et inferno af hvidblålige, dog varme flammer gennemborede den hvide skikkelse, som Ahngel yndede at se som sig selv i dette sindlige billede. Overalt syntes den hvide hudmasse at slå revner.. brydes og som huden skød fra sig.. ud til alle sider. Ødelagdes. Knækkedes og efterlad intet til den stadigt mørkeødelæggende supernova. Som energien kastede stykkerne imod de uendelige vægge, splintredes og blev til støv, blev et navn givet dertil. Det fyldte alt. Det hele. De fyldte for meget til at det kunne blive i Ahngels hoved og som Ahngel bed tænderne sammen, knugede sig til Ma’lakels med sine kløer, gjorde udløsning i form af den blodrøde sædlignende masse, fortalte omverdenen netop dette navn.
”Ma’lakel..!”

-

Verden kunne have væltet. Den kunne være blevet suget ind i en malstrøm af alt ødelæggende kræfter, der ville flå den fra hinanden. Og Ma’lakel ville stadig ikke kunne skimte det. Han ville stadig ikke kunne løsrive sig Ahngel, der lå under ham, knugede ham ind til sig, krævede hans nærhed, som denne før havde gjort. En nærhed Ma’lakel ligeså ønskede. Han ønskede den så bitterligt at han næsten følte selvmedlidenheden over hans ynkelige sinds tilstand, men det var ikke tiden til at tænke. Det var tiden til at føle og være en del af noget nervepirrende og fantastisk på samme tid. Han pressede sin varme kind imod den udødes kolde, bed tænderne sammen som de nåede højdepunktet, resultatet af deres elskov! Neglende der borede sig ind i Ma’lakels ryg, gav den ellers forgabte halv-dæmon en påmindelse om at han lå med et væsen, der sagtens kunne flå hans rygrad op og æde hans indmad hvis denne ønskede. Men Ahngel gjorde det ikke, han gik igennem smerte, han gik igennem ydmygelsen ved at blive begramset, berørt som en kvinde: og Ma’lakel vidste ikke om denne overhovedet fandt større nydelse i det, eller om det var ham! Men som de endelig nåede climaks, og kropslige væsker blev udløst, imens at et mørkt, dybt støn kom fra Ma’lakel, spærrede halv-dæmonen øjnene op næsten lige bagefter. De sorte pupiller snørede sig en smule sammen, imens at der gik et sug igennem hans mave. Ahngel havde sagt hans navn, havde kaldt på ham så og sige. Den brede brystkasse der var dækket af et tynd lag glinsende sved, bevægede sig i lange, tunge bevægelser op og ned, som Ma’lakel skiftevis trak vejret dybt.
Ahngel vidste det måske ikke, forstod nok ikke engang betydningen af hvad han havde gjort, og derfor blev Ma’lakels pludselige glæde brudt af hans overbevisning om at vampyren ingen ide havde om betydningen af hans handling. At kalde sin elskers navn imens man lod sig erobre: det var det ultimative tegn på underkastelse, på hengivelse, på overgivelse.
Ma’lakel støttede sig med den arm der havde haft fat rundt om vampyren, lod den glide ud fra under den udøde, for at sætte albuen imod gulvet og bruge den og underarmen til at støtte sig med, og holde sig oppe, så han ikke faldt ned og masede Ahngel yderligere.
Dette alt imens, han i nogle sekunder fik vejret igen.
Den varme ild så stadig ud til at brænde, til trods for den indirekte krig der havde været imellem den, og de negative energier som Ahngel havde skubbet fra sig under deres elskov. Den brændte, lystigt, fyrigt, og oplyste Ma’lakels nu glinsende solkyssede hud: hans overarme og ryg, så vel som Ahngels hvide skind. Den farve var endnu skarpere, og mere intens, og til trods for at det var slut, og de begge havde nået climaks, lod den ikke til at opgive sin mission om at reflektere Ma’lakels udødelige hungren, og længsel efter mere.
Efter nogle få sekunder hvor han havde trukket vejret, og fjernet sin hånd fra dennes køn, lod han sig lige så stille glide ud af vampyren igen, imens at hans læber fandt vej til vampyrens kæbeben, og kyssede denne nænsomt, samt et stykke ned af halsen: måske som en sidste ømhed, før at de begge blev revet tilbage til den virkelighed ingen af dem kunne flygte fra.
Hvad de var, og hvad de altid ville være, kunne ikke ændres. Ma’lakel ville aldrig kunne flygte fra at der løb ild-dæmoners blod igennem hans menneskelige åre, at han var Frankrig vampyrernes svar på den ultimative trussel. Og Ahngel, Ahngel ville altid være det han var nu, en alfahan med en status der for alt i verden ikke måtte blive rystet, da dette ville skabe ikke blot skandaler, men på samme tid få andre vampyrer til at miste respekt – og som leder var respekt den vigtigste af alle ingredienser! Uden respekt fungerede et monarki ikke! Han vidste det, men alligevel, kunne han ikke se det som en grund til at trække sig!
Som hans læber seperarede sig fra den udødes marmor hvide hud, trak han sig stille lidt væk, så deres overkroppe ikke længere rørte hinanden og der kom et mellemrum imellem dem igen, med mindre vampyren ikke ville give slip på ham.
Han rettede sig op, ved at støtte sig på sine albuer, så hans ansigt var overfor vampyrens. De grønne øjne søgte de røde øjne med ængstelse, som var de næste minutter afhængig af hvad for et blik der blev ham givet. De grønne øjne, signalerede en lettere beruset tilstand, der var ved at skylle væk lige så stille: som befandt Ma’lakel sig stadig et stykke væk fra virkeligheden… lidt tid endnu. Hans ansigt var fredfyldt, for en gangs skyld så det ikke hærdet og hårdt ud, men harmonisk og stille, som var noget stilnet inde i Ma’lakel, som nu kom til udtryk i det ydre. Og noget havde stilnet, raseriet, vreden, afmagten, havde holdt inde for en tid, og der fandtes kun sikkerhed, tryghed, og accept.

-

Tiden syntes pludselig at være ufattelig langsom. Den bevidnede at verden kun rykkede sig en enkelt millimeter for hvert hjerteslag. Det gjorde den dog ikke. Det var blot Ahngels røde iris imod loftet der undlad at bevæge sig, og med Ma’lakels ligeså pludselige stilhed, virkede verden fuldkommen slået ud af tone og vision. Vingeslag føltes det som. Et enkelt blink der skulle bevidne Ahngels første del af opvågningen fra den mærkelige ekstase. Et enkelt vingeslag der frøs ham op.. Tillod hans øjeæble at bevæge sig på ny. Nu mat imod loftbjælkernes fine rene linjer, som sank ned i det mørke træ. Årene derpå syntes at ha taget del i Ahngels puls og gav rummet et pust af falskt liv. Det var dog blot Ahngels tindinger der gjorde udslag og skabte turbulens i hans vision, hørelse og tankestrøm. Flammen der havde flået hans væsen fra hinanden begyndte at suge skårene til sig igen og gendanne et bevægeligt billede af Ahngel. Igen mærkedes pulsen slå imod fingerspidser, tæer og samtlige blålige blodårer der kunne ses på hans huds tyndeste områder. Et afsluttende suk indeholdt resterne fra de støn, der nu bare var ekkoer i rummet.. siddende i møbler og i vægge. Skyggerne derfra distraherede Ahngel let imens hans sind gav slip på den lille fantasi, han i sidste ende jo blev opslugt af. Da kom hans indre vision til noget radikalt og nærmest mekanisk spærrede Ahngel sine øjne op, hvis pupil syntes at blive til ingenting. Var det ikke fordi at Ma’lakels krop var i vejen derfor, ville han ha flået hånden til munden af ren refleks. Han undlod, dog slap sit tage på Ma’lakel og lod armene falde til gulvet. Hans blik uforstående og måske endda pinligt berørt et øjeblik, til trods for at han mestrede at gemme det lidt væk, så det ikke så ud som om han lige havde givet sig selv den overraskelse han nu engang havde. Han havde da… på trods af hans egne advarsler faldet igennem de dybere sindelag og ikke nok med det… så havde han sagt dæmonens navn med en sådan passion i stemmen, at det kom helt bag på ham. Man skulle tro at en rødmen ville brede sig over hans ansigt, men nej. Det forblev hvidt, dog let misfarvet af de tilsvarende perler, som, til forskel fra Ma’lakels, var røde og lugtende af bittersødt metal. Diskret.. kilende og ganske langsomt klemte Ahngel en samling ned igennem sin hals, forsøgende på ikke at bevæge musklerne ved hans adamsæble for betydeligt. En krumning ved hans øjne og en kort rømmen fra halsen kom kort til udtryk da Ma’lakel trak sig ud af ham. En form for lettelse faldt over hans krop ved lettelsen af presset derfra, men det dulmede dog ikke hvad tanker der syntes at være forvirrende og kaotiske som bare pokker. Ma’lakels kys flåede atter Ahngel halvt til virkeligheden og han fokuserede igen på dæmonen over sig. Med undrende øjne lod han ham kysse kæben for derefter at vippe ansigtet lidt og følge Ma’lakels øjne da han lod deres ansigter være parallelle imod hinanden. Sammen med at den harmoniske følelse frafaldt ham, som strømmede en negativ energistrøm over ham og tillod hans aura at genskabes bid for bid. Igen virkede hans krop middelmådig.. neutral til trods for hvad der lige havde hent ham.
Øjnene hvilede på Ma’lakel i en tid.. søgende efter noget utydeligt fra det ydre. Kort krummede hans bryn som han virkede til at se mere koncentreret på Ma’lakel. Hvad havde forsaget det? Hvad havde trykket på triggeren? Da opgav han. Det var tydeligt i det afmagtede blik som dannedes i den røde iris. Kort fraværende, stadig lettere beruset af deres samleje, som Ma’lakel også måtte være. Da lukkede han kort øjnene i en langsom bevægelse. Trykkede dem sammen og udelukkede sit væsen for indtrængen et sekund eller to. Var Ma’lakel tæt nok på, kunne han mærke den kolde ånde der fløj stille fra ham, selvom hverken næsebor, mund eller brystkasse gjorde udtryk for et åndedrag. Et langtrukkent suk forseglede det og han åbnede atter øjnene igen. Accept. Midlertidig accept. Hans højre hånd løftedes da og søgte Ma’lakels ansigt.. placerede sig under hagen, så fingerspidserne kort støttede derunder. Da løftede han sig en smule.. strakte halsen og lagde ud med at bevæge sig på venstre side af Ma’lakels ansigt, plante et nærmest umærkeligt kys på kindbenet for så at gøre tilsvarende på den anden. Ellers… var han stille. Hånden lagdes til gulvet igen og hans blik veg ganske kort. Knejsede nakken for at skimme gulvet i et omvendt billede fra hans øjne. Hen over gulvet så han kort. Hvor længe havde de befundet sig…? Meget pludseligt syntes alle tanker at blive skudt væk og gemt til fordel for et meget centralt stykke hukommelse. For pokker! Han satte sig op, hurtigt, og ville meget vel komme til at skubbe lidt til Ma’lakel et kort øjeblik for at få sig selv sat op. Han så sig først lidt disointeret rundt, men fangede hurtigt hvad han søgte og strakte sig efter de sorte bukser, som akkurat kunne nås med strakte fingre en smule længere væk fra sofaen. Han søgte et kort sekund efter en af lommerne, der selvfølgelig var gemt af folder og rynker efter Ma’lakels hastig aftrækning. Hånden lod sig dog endelig synkes i lommens fordybning, og en let klirren kom derfra imens han hev et lille sølvfarvet lommeur frem.. lignende det Jean havde haft, til trods for dens lågs overflade. En rød cirkel dannede rammen for et mønster, ligeså sølvfarvet der, hvis man havde fantasi nok til at skille krusede gotiske mønstre fra egentlige tegninger, kunne man se motivet af en rose, der ved et hængende blad fældede en tåre. Et relikvie han ikke havde givet mange dybere tanker siden han fik det. Et klik på en lille kontakt åbnede det og viste uret under låget. På lågets underside var der en markering fra noget der engang havde siddet der. Et spejl måske? Han havde med al god vilje pillet det ud den tid hvor det ikke længere var en trøst at adskille sig fra refleksionen. Ahngel tog en hånd til panden, ganske kort. Han fjernede sorte totter med et nu ganske seriøst udtryk. Da trak han sig væk Fra Ma’lakel og rejste sig op, kort med ryggen til ham, stadig betragtende uret inden han med et dovent dump smed det i sofaen, kun en halv meter fra Ma’lakels placering. Da mumlede han til sig selv på fransk med stor utilfredshed gnistrende i de røde øjne. Han vendte blikket kort imod Ma’lakel med et tænkende blik. Undrede sig kort hvordan dæmonen stadig kunne fylde rummet som han gjorde. Da slog det ham. Lugten. Ma’lakels duft var overalt nu… og Ahngels var på Ma’lakel. Sofaen lugtede af dem.. gulvet.. det hele. Det var tydeligt hvad der var foregået hvis vampyrerne fik fat på den scent.
”Kan du skolde din hud i nogle sekunder uden at brænde dig?” sagde Ahngel så, sendende ham et lettere utålmodigt blik. Noget var helt sikkert ikke forløbet som Ahngel havde planlagt. ”..fjern lugten af mig.” Han svingede kort bukserne over skulderen idet han fortsatte hen forbi skrivebordet og imod vinduet, som han åbnede. En iskold vind gled omkring Ahngel og ind i rummet… fjernende så meget af den endnu pulserende seksuelle duft der nu klæbedes til rummets substans. Ahngels lange hår blev sendt på en midlertidig flyvetur, men ellers var der ingen respons deraf. Han stod stille i en tid.. kiggende lige frem for sig imens han kort lod sig koncentrere. Da mimede han ganske uhørligt. Læste man hans læber, var det fransk. Godt… Jean formåede at holde det i gang så længe.

-

Små samlinger af tvivl dannede sig i det indre. Små formaninger gav et kort øjeblik genlyd og lod sig høre igen og igen, i det fjerne. Men endnu stod viljen stærkt, endnu kunne disse små alarmer ikke trænge helt ind og afskrække. Sindet var blevet midlertidig lammet af sjælen, der var kønsløs og derved uskyldig i hvad eller hvem den blev tiltrukket af. Der gik ikke lang tid før at alarm klokkerne forsvandt, og Ma’lakel lige så stille lod sig glide ud af sin lettere berusede tilstand. De røde øjne, de røde øjne vis flammer altid brænde: uanset intensitet, så var der altid noget mere, altid noget som Ma’lakel endnu ikke havde set komme eller havde forventet! Da han så ind i dem vågnede han gradvist. Blev flået væk, som blev han brutalt vækket fra en vidunderlig drøm, der til trods for hvor højt man ønskede det, ikke ville blive mere end blot en drøm. Men de glødende øjne så ikke på ham med afsky eller kulde, de betragtede ham spørgende, uden at Ma’lakel vidste hvorfor. Talen ville have været oplagt, ord ville have været lette at bruge, men alligevel var der ikke brug for dem. Ord var trods alt bedrageriske. Ord var kaotiske, og kunne blive manipuleret med. Men kroppen, øjnene, de kunne ikke lyve, om man så havde trænet den til det i flere år.
Han betragtede sin elskers blik med sit eget, der virkede svagt påvirket af den forvirring han blev givet. Det gyldne i de grønne øjne, der havde sunket hen til praktisktalt ingenting, og efterladt Ma’lakels øjne fuldstændig grønne, malakit grønne, der glinsede i skæret af den endnu brændende kamin, kom lige så stille tilbage. Som snigede den sig ud fra sit skjul og lod sig atter blande med den rolige grønne farve. Endnu engang dannede de to et perfekt mønster: harmoni og kaos, menneske og dæmon.
Der gik en mindre kuldegysning igennem kroppen efter at vampyren havde tilladt sine øjne at falde i, og selvom Malakel ikke kunne se et eneste tegn fra kroppen, var det som om at Ahngel trak vejret ind. Tog en dyb indånding der senere ville ebbe ud i et langtrukken suk: det hele virkede for Ma’lakel som om at denne sundede sig. Og han kunne på sin vis heller ikke lade sig overraske af det.
Men så åbnede denne øjnene igen, så på ham, denne gang ikke med undren, men med noget ganske andet. Det blik der blev givet Ma’lakel var et af de få han nogensinde havde oplevet: accept. Over hvad var Ma’lakel stadig usikker på, måske havde denne blot accepteret situationen frem for Ma’lakels person. Eller også var det Ma’lakel som individ han accepterede, og derfor Ma’lakels ansigt som han søgte med sin kolde hånd. Grebet om hans hage fik halv-dæmonen til at vågne yderligere, og blive meget mere bevidst om alting i rummet. Hver en lugt, hver en mikroskopisk bevægelse der så end måtte være, og hans mistro til alt og alle på palæet blev endnu vakt, dog ikke til væsenet foran ham. Han lå stille da denne strakte hals og skubbede sig en smule op, for at… kærtegne hans ene kindben? Og derefter det andet. En gestus Ma’lakel fandt sær, men også nænsom, som et dyr ville nussede sit hoved imod en anden artsfælle, i et kælent forsøg på at vise hengivenhed.
Stilheden fik lov at leve. Ma’lakel var midlertidig blevet paralyseret af det mærkelige, og overnaturlige kærtegn der var blevet ham givet. Som resultat studerede han Ahngels fejlfrie ansigt i en tid. Hver en detalje, hver et svaj, og bue, som han kunne få øje på, som han ville gemme og forsøge at huske det hele, skulle de skilles endnu et år.
Ma’lakels øjne blev spærret op i overraskelse meget kort, da Ahngel meget pludseligt valgte at sætte sig en smule op. Først var Ma’lakel en smule konfus, lettere forvirret over dennes meget mærkelige opførsel. Det ene øjeblik var vampyren kærlig, og kælen, og forvirrede ham med mærkværdige berørelser af fremmed art! Og det næste, var Ma’lakel blevet skubbet lidt væk og vampyr herren var i fuld gang med søge efter noget, selvom denne i starten forekom Ma’lakel en smule langsom. Men da Ahngel kort efter fandt hvad han søgte og denne strakte sig for at nå sine sorte bukser, kunne Ma’lakel ikke lade være med at trække let på smilebåndet. Tanker, og minder, kom ligeså tilbage til ham, og han indså meget hurtigt hvorfor vampyr herren havde travlt. Et eller andet sted kunne Ma’lakel ikke lade være med at more sig. Og en barnlig lyst skød op i ham! Lysten til at lade sine arme svinge rundt om den udøde og holde denne fast, som en stædig teenager der ikke ville lade sin kæreste gå til tiden, på grund af et selvisk ønske om mere tid med denne. Den eneste forskel her var bare at Ahngel ikke skulle hjem og spise aftensmad klokken seks, men havde et empire at styre. Og at ingen af dem var hormon forstyrrede teenagere, eller i dette tilfælde… mere end bare, ja, hvad var de?
Efter denne havde fået fat i sine bukser og hænderne havde fundet vej til lommerne, hvilket resulterede i at Ahngel trak det pæne lomme ur op, fik Ma’lakel endnu engang sit skade-blik. Fascineret af det blanke ydre af sølv, imens at han hurtigt fik tydet det symbol der var skrået ind i det. En rose, hvor et blad så ud til at ville falde fra det. Meget hurtigt fik det vejledt Ma’lakels tanker hen på den røde rose i haven, som han endnu fandt sig selv betaget af. Mest fordi han havde givet den tankeløse plante menneskelighed i form af hans egen fantasi, og medfølelse til den. De gylden grønne øjne gav et mindre lysglimt fra sig da uret gav et lille klik, og Ma’lakel fulgte nysgerrigt med, med stor forventning om at det smukke ur burde kunne lave noget ekstraordinært, men tvært imod. Efter nogle sekunders undersøgelse, virkede den, trods sit abstrakte ydre, ligesom et hvert andet lommeur: det fortalte kun om klokken.
Ma’lakel så skuffet væk, og rullede diskret med øjnende på samme tid med at Ahngel trak sig væk fra ham. Han gav denne plads og kom ligeså op i en siddende position, men rejste sig ikke som vampyren gjorde. Da denne stod med ryggen til ham, var det uundgåedeligt at Ma’lakels blik ville lægge sig ved dennes nedre halvdel, og begramse den en smule med øjende inden at hans opmærksomhed røg hen på uret som Ahngel smed fra sig hen på sofaen, erko ikke langt fra Ma’lakel. Halv-dæmonen så skiftevis på uret og derefter på Ahngel. Med et tyvagtigt blik, der afspejlede hans yngre jeg, der blev betaget af glimtende genstande, og skinnende gulvstykker. Men det blik forsvandt hurtigt efter at vampyren havde mumlet noget på det sprog som Ma’lakel stadig ikke forstod en brik af. Som en lille note til sig selv, tilføjede han det sprog til hans huske liste over ting han skulle lære. En irritabel grimasse kom fra ham, da han hadet sproget så bitterligt, at han fik lyst til at spytte bare for at rense ganen og tungen, som gav selve tanken ham en dårlig smag i munden.
Han lænede sig lidt tilbage, ganske uanfægtet af at han ingen klæder havde på. I modsætningen til andre individer var Ma’lakel ikke blufærdig overhovedet. Han satte en hånd på hver sin side af sig og så afventende på vampyren i det denne vendte sig med et tænkende blik. Det fugtige hår var blevet tørt under deres samleje, og derfor var det ligeså blevet meget uldent og pjusket, i modsætningen til Ahngels glatte sorte tråde. Han betragtede vampyren nysgerrigt, inden denne… spurgte om han kunne skolde sig selv? Øjenbrynene søgte straks ned imod øjnene imens at Ma’lakel gav vampyren et mistroisk blik. Var det en del af en eller anden sadistisk leg? Eller var der yderligere mening med det åbenlyse spørgsmål? Ma’lakel fik dog sit svar inden længe, og det mistroiske blik forsvandt, og blev erstattet af noget mere.. normalt. Halv-dæmons ego kom endnu engang til udtryk ved et skævt, og drenget smil. Han støttede sig imod gulvet med den ene hånd og kom op at stå, hvorefter han fulgte Ahngels gå-tur over imod vinduet, med blikket. Rent instinktivt så han hen imod den glødende kamin, og det alt for stærke stearinlys. I håb om at Ahngel ikke havde bemærket forskel, fokuserede han kort og alt ild i hele rummet syntes at dulme og blive mindre intenst.
,, Jeg er med.. vi skal lege Romeo og Julie? … Originalt..”, lød det fra ham i en lettere sarkastisk tone.
Han gik derefter hen til hans egne klæder, greb bukser samt de sorte boxes og havde derefter retning imod badeværelset, med en aura og et kropssprog, som en munter teenage-dreng der lige havde fået noget på den dumme. Han spankulerede ind i badeværelset, hvis ikke Ahngel standsede ham eller talte yderligere. Det var tydeligt at se at halv-dæmonen ikke forstod vigtigheden, eller ville forstå vigtigheden af diskretion i denne sag. Og man kunne fristes til at tro at hele scenariet morede ham en smule, hvilket det også gjorde. Men på trods af Ma’lakels ydre barnagtighed, så vidste han det godt. Og var klar over hvorfor Ahngel tog det hele så alvorligt. Det kom også til udtryk hvis han fik lov at stille sig ud på badeværelset, væk fra Ahngels synsvinkel, og med ryggen imod døren. Han lod tøjet dumpe ned på gulvet, og det skæve smil falmede, for at give plads til et lettere bekymret blik.
Det var vel sådan her det måtte være… skulle være, hvis han ønskede at være tæt på Ahngel? Tæt på Lucifer.

-

Ahngel rettede blikket op igen efter en tids blt betragten af den del af skovområdet, man kunne se derfra. Vinden syntes at gå i harmoni med rummet og den før lettere voldsomme kontakt til hans hår, var nu bare en let bølge, som engang imellem formåede at løfte de sorte hårlokker fra skuldrene og lade dem falde igen. Et kort vip fra musklerne om hans øre, bekræftede at han endnu lyttede til Ma’lakel. Først da dennes pointe kom frem, vendte Ahngel spørgende blikket imod Ma’lakel. Romeo og Julie, huh? Alt det faglige dukkede op. Skuespil. Shakespeares stykke om to mennesker der dør begrundet at deres hemmelige forhold ikke holdt og i stedet for at trodse familiernes forskelle, drak gifte og stak sig med sværd. Noget i den stil i hvert fald. Hans blik var stille og kort intetsigende, som sugede han blot viden til sig i stedet for at give sig selv overskud til at besvare. Han vendte blikket imod vinduet igen og lyttede til Ma’lakels fodtrin der fortsættede ud på badeværelset i et lidt for kækt tempo. Ahngel rynkede kort på næsen og brynene da han ligeså indså at han højst sandsynligt lige var blevet sammenlignet med en kvinde. Han himmelvendte dem kort inden han atter tog i vinduets kant og lukkede denlet til, så få centimeter gav yderligere udluftning til det før så lumre værelse. Det syntes pludselig opvakt med en mærkelig form for glød. Ren instinktivt kiggede Ahngel imod kaminen efter at ha lagt mærke til at lyset ikke var som det lige før havde været. Han hævede et øjenbryn og kiggede kort imod døråbningen, hvor Ma’lakel havde bevæget sig igennem. Hans blik sænkede sig atter, men han blev hurtigt distraheret igen da han i en af sine automatiske bevægelser for at fjerne det, i hans øjne, alt for fritlevende hår fra ansigtet. Han mærkede kort den tykke aroma over sin hånd og efter kort betragtende den, lod han tungen glide ud forbi de lange tænder og lod den stryge hen over håndens nederste del af fladen. Ma’lakel. Aromaen var ufattelig nem at spotte for Ahngels trænede lugtesans og smag, og ville meget vel være det for de andre vampyrer. For pokker da. Han kunne ligesågodt ha skrevet med store tykke bogstaver: Besejret af Ma’lakel Lemoris. Ahngels manglende fantasi af flabede udtryk hæmmede ham dog i at færdiggøre eksemplet i hans hoved. Han vrængede kort og lod et knæk med nakken samle bedre komfort. Et bad ville også være mere eller mindre mistænksomt, men i sidste ende var det nok bedre end at lugte af samtlige af Ma’lakels væsker blandet med sine egne.

Badeværelset, som Ma’lakel var trådt ind i igen var stille imens han blot stod der. Dog.. kort efter det lette dump fra tøjet til gulvet, hørtes en skrattende lyd fra badekarets bund, som kløer der flådede sig hen over det rene stenmateriale. Ma’lakel ville, fra hans position, dog ikke kunne se det, blot lade fantasien afgøre hvad pokker det var for et bæst der ligepludselig befandt sig i badet. Et knæk lød derfra ligeså, som når man skubbede en knogle på plads, efterfulgt af en hivende lyd, hvis tone lå i et lyst og umenneskeligt toneleje. Optimisten ville ha ret i karets indhold, hvorimod pessimisten ku fristes til at tro at det var et kreatur af en anden dimension. Den lette skraslen ophobede sig, som kom dette væsen på benene og da døde lyden af klør hen, som dens lette skridt hen over karets bund blev erstattet med trædepuder. En prikkende brummen lød nu derfra. Et gip da, som væsenet satte let af fra bunden og med et stod afbalanceret på det store kars kant, længst imod Ma’lakel. Et sort dyr dukkede op, hvis røde øjne med meget smalle pupiller stirrede direkte på Ma’lakel. En mindre hund ville man antage, hvis man kun så størrelsen, men efter meget kort tid kunne man konkludere at dette væsen var en kat. En meget stor kat, med en lang busket halse oprejst og let vejende fra side til side for at øge balanceevnen imens den som en skødesløs linedanser, tog ganske få skridt hen af kanten, imens den stadig så på Ma’lakel. Dens pels var fuldkommen sort, bortset fra dens poter, som alle var hvide. Dens poter var store og de to forreste var ekstra armerede med skibskattenes former for rotteklør, som mest af alt lignede en diskret tommelfinger på dyret. Dens ben var lange og stærke af udtryk, dog lettere svære at finde formen på, da dens lange blanke sorte pels var gennempjusket efter at ha ligget og slanget sig i karret, som katte nu formåede at gøre. Dens blik var umiddelbart legende og lettere flabet at se så imens den betragtede den arrogante indtrænger af hans område. En killing kunne man hurtigt konkludere, at den ikke var. Overalt på den der var der små tegn af alder, selvom den i egen forstand var en smuk kat. Dens øre havde hakker i det skrøbelige brust.. spor fra slåskampe og skader, samt var et meget lille ar at se over dens snude, samt manglede der et knurhår eller to før begge sider af dens ansigt blev symmetrisk. Kattens øre lagdes kort tilbage og øjnene spærredes yderligere op imens den ganske skødesløst vippedes på kanten, så dens front var imod Ma’lakel, strækkende sig imens den lille sorte næse let sniffede imod ham. En lys rullende lyd kom fra dens strube inden den lagde hovedet på skrå og let stabiliserede sit fodfæste ved kort at vippe bagen i vejret og bøje halen fremad. En ret så markant lyd kom fra gulvet, da den besluttede sig for at lade sig falde dertil og lande på de stærke ben. Ganske kort afgav den et gab og lagde sin fordel ned i et dovent stræk. Da ville den, hvis Ma’lakel ikke bevægede sig væk, gå imod ham for kort at lugte yderligere til ham. Katten var som sagt stor. Dens ryg ville nå til lidt under Ma’lakels knæ og med en hale der var ligeså lang som dens krop. Det var tydeligt at denne ikke var en normal kat på en kost, som kom fra en fedtet dåse i de lokale markeder. Efter at ha genkendt en duft ved Ma’lakel, vippede den de store øre fremad igen, for dernæst at trykke panden imod dæmonens skinneben, kort køre næsen op ad det for ligeså meget let at stryge den spidse tunge imod hans hud og tage slut i at gnide den lange krop derimod i en påtrængende kælen. Den var ligeså stærk. Det ville mærkes i dens lænende op ad ham. Iltre hunde og børn ville meget vel ingen kamp være for den. Halen snoede sig kort om benet inden den rettede sig op, lettere stift da den så imod dørkarmen, hvor Ahngel nu var dukket op med resten af hans tøj i favnen, samt uret der hang fra sin kæde i hans knyttede hånd. Han betragtede den stille et øjeblik. Da ænsedes der et ganske diskret smil fra hans læber. ”Bonne Nuit, Noir.” Det udløste en højlydt spinden fra katten. Ingen aggressiv kat til trods for dens makabre kosttilskud og fritidssysler. La Chat Noir. Katten var i sin tid opkaldt efter den eftertragtede café på Montmartre. Betydende noget så simpelt som ’sort’, dog bringende et budskab der var noget mere end blot en simpel farve. Hvad forhold ville en vampyr have til en café alligevel? Ahngel vendte blikket imod Ma’lakel da.. betragtede ham i en tid og smilte da skævt med en mørk undertone, som morede noget ham.

-

Ma’lakel stod og genovervejede hele situationen. Fandt pludselig en vel begrundet tvivl midt i alt hans selvsikkerhed, en bekymring der syntes ikke at blive afskåret vej indtil hans hoved, af den stærke vilje. Og et kort øjeblik følte han et stik af irritation, af frustration, og forglemmelse! Hans grund til at komme her, var … ikke ligefrem den mest alvorlige, i hans hoved, tænkte han, pludselig. Nej, det var bedst at stoppe nu! Stoppe imens at legen var god, imens at han stadig kunne tage tilbage til Di Morga med oprejst pande, uforandret, uforbederlig, u… Hans ansigts udtryk ændrede sig fra at være bestemt et øjeblik til at være nedslået, og besejret. Han lukkede de grønne øjne i, opgivende, og lod en hånd føre til ansigtet for at lægge den over det, imens han rystede på hovedet af sig selv. Han var ikke så blind. Efter flere hundrede år med ham selv som sin bedste ven, kunne han ikke misforttolke noget. Selv Aquires havde opfordret ham til ikke at ignorer hans ønsker, da ens ønsker var ens drifter, og skubbede derved en frem ad! Imod hvad for en drøm man end havde. Skønt hun var en kynisk kælling, var hun dog poetisk når hun ville. Men Ma’lakel var for første gang, i rigtig lang tid i tvivl om hvad han ville, og hvad hans ’drøm’ var. Før i tiden havde den været, at slå Zane ihjel, at træde op og sætte sig på tronen i Abbadon, at have et rige, at kunne råbe til verden at han var noget! At han, af alle folk i hele verden var bedre! Mere værd! End alle andre, og at han havde magt til at slå hvem end han ville ihjel, uden at røre en finger selv! Han ville så inderligt ønske at den drøm levede videre, at han kunne spole tiden tilbage til der hvor han ikke lod sig belemre med åndssvage ting som følelser, eller selv-terapi. Hvor glæden ved at se en person blive sprættet op var nok, til at give ham det fix han til daglig havde brug for. Men på en eller anden, fuldstændig syg, og direkte forkert måde, havde … Han … Erstattet det fix, og var blevet til Ma’lakels nye adrenalin chok! Og ved djævlen og alle dennes sønner, hvor ville Ma’lakel ønske at vampyren bare var det. At han bare var endnu et fix, der fik Ma’lakel høj på noget mentalt. Han havde sagt det til sig selv i et helt år, indtil at tiøren faldt, da Faith stod i døren. Indtil endnu en kærligheds erklæring blev slynget ud i luften, og Ma’lakel, som hver eneste gang ikke kunne føle noget. Ikke kunne føle noget overhovedet, selvom han havde en ide om at han burde. Lige indtil… lige indtil at han ud af frustration havde tvunget følelserne frem og kysset kvinden, men på samme tid, kom et stik. Et stik der fik det til at skylle ind over ham med oprigtige følelser. Følelser der på en gang gav ham den største og mest rungende lussing, man kunne forstille sig. Og derefter, efter Faith var forsvundet ud af døren, og alting endnu engang blev stille, brugte han hele natten, hele natten på at gå rundt, hvileløst, forvirret, frustreret, og dybt irriteret over at han ikke kunne finde anden svar end den menneskelige logik at det måtte være: skyldfølelse. Derefter kom timerne med endeløse gætterier om hvorfor, og hvordan, og at det ikke burde kunne lades at gøre fordi han jo havde… udslettet den del.
Han kunne ikke tage tilbage til Di Morga uforandret… uanset om han skred nu, eller blev… han havde ændret sig, og det uden selv at være klar over det.
Men Ma’lakels tankestrøm blev hurtigt ødelagt da han opfangede en skrattende lyd, der med det samme fik hårende på hans krop til at rejse sig lige så langsomt. Hånden for ansigtet gled lige så stille ned, og han løftede det venstre øjenbryn kort imens han så over imod badekaret, hvor lyden uden tvivl kom fra. En kriblen løb igennem kroppen på ham, og instinktivt tog han et skridt tilbage så han næsten stod op af vasken. Han rakte den modsatte hånd hen og støttede på vaskens overflade imens at han stirrede på badekaret, som lydende blev mere og mere fremtrædende. Hånden der før havde lagt over hans ansigt, var blevet ført ned til Ma’lakels side. Han knyttede en næve, og så intenst imod badekaret hvor lyden kom fra. Adrenalinen begyndte at pumpe rundt i kroppen på ham, og blodet blev presset ned i knytnæven, på samme tid med at nerver blev spændt i hele kroppen. Naturligt lod en anden varm følelse glide igennem den knyttede hånd, da Ma’lakel var parat til at sætte ild til sin hånd og slå ud efter hvad end der måtte komme i hovedet på ham. Han var sikker på at det var et eller andet misfoster der ville dukke op, endnu et mareridts kreatur, der ville finde vej til ham, og at forsøge at æde fra hans hals. Men til hans overraskelse var dette ikke sandt!
Han genkendte lyden, han genkendte lyden af poter imod gulv, imod sten materiale, imod træ! Han genkendte den så hurtigt at varmen i den knyttede næve næsten med det samme forsvandt, og han med et ængsteligt blik spejdede han efter dyret der ville dukke op. Og ganske rigtigt, et væsen afslørede sin tilstedeværelse, og hoppede mesterligt op på kanten af karet. Ma’lakels øjne blev spærret op i overraskelse over at se, den enorme kat! Først ville han havde troet det var en hund, men dens udseende og skikkelse, afslørede hurtigt at det ikke var. De sorte pupiller trak sig sammen svagt, og tillod sig at blive en smule mere mandel formede end de var i forvejen. Som gik Ma’lakel instinktivt ind et mentalt stadie, der kunne ligne et dyrs! Dog betragtede han katten tavst, og stod stille, imens at han afventede dyrets reaktion på hans tilstedeværelse. Den var trods alt stor, ikke stor nok til at kunne gøre dødelige skade på Ma’lakel selv, med mindre den var en freak som alt andet i det makabre palæ, og kunne modstå ild.
Som den betragtede ham, med sine røde øjne, kunne Ma’lakel føle en øjeblikkelig kærlighed til dyret. Den sorte pels der omgav den, dens stærke krop, og stolte væsen, for ikke at nævne de rød glødende øjne igen, det var som om at nogen havde taget Ahngel og presset ham ned i en katte version.
Roligt lod Ma’lakel sin anden hånd placere imod vasken, bagved ham,’s kant. Da dyret så strakte sig, for derefter at hoppe ned på gulvet med et endnu nysgerrigt blik, lod han den komme nærmere, imens at hans kropssprog talte for ham. Han slappede af, i alle muskler og led, for ikke at vildlede dyret om at han ønskede at udfordre dets ’territorium’. Han var lige så nysgerrig som katten selv, og hvis ikke den havde taget yderligere kontakt til ham, ville han sikkert selv have gjort det!
Han betragtede den smukke kat, som den sniffede til ham, for til sidst at nusse sig kælent op af ham, og lægge et pres på hans lægmuskel idet den nussede sig op af hans ene ben. Dens ru tunge kunne han også mærke imod hans hud, da denne valgte at ’kysse’ ham. En smule halv-forvirret betragtede han det alt for kælende dyrs adfærd.
Et lille smil dannede sig på de smalle brune læber, inden at han lavmælt hilste på katten:
,, Kuldret allerede, huh?”.
… så har I da det til fælles…
Han rynkede kort brynene af det kærlige dyr.
,, Skøre bæst…”.

Han skulle lige til at sætte sig på hyg ved katten, da Ahngel trådte op i døren med resten af sine klæder i favnen og uret hængende fra den ene hånd. Ma’lakel og kattens reaktion var næsten identisk. Begge deres kropssprog forandre sig en smule markant, og begge blev stive i det, imens at de ligeså lod deres øjne ligge på den udøde, nærmest afventende. Men hvorimod katten begyndte at spinde sagte da den blev hils på af Ahngel, lod Ma’lakel blikket glide væk, og betragtede den store sorte kat. Smilet på vampyrens læber, havde han dog opfanget, og med det regnet ud, at katten måtte være dennes kæledyr. En ting de havde tilfælles, ud af en milliard.
Ma’lakel trak en smule på mundvigen efter at Ahngel havde snakket fransk til katten, ikke så meget et smil men nærmere en lydløs snerren, som irriterede sproget ham stadig.
Derefter gik han hen til kanten af karet og stod et øjeblik og så sig omkring, søgende efter en bruser: det var hurtigst, og rarest efter Ma’lakels mening. Men uden held, da kunne han mærke den sagte intuition slå til: nogen så på ham. Ma’lakel vendte sig halvt og betragtede Ahngel, da denne var den eneste i rummet der kunne se på ham, udover katten selvfølgelig… og.. hvad end der ellers måtte være… i rummet? Da denne smilte til ham, på en måde der indikerede at denne fandt noget morsomt, klemte Ma’lakel et øjeblik øjnende en smule sammen, imens at han så udtryksløst tilbage på vampyren. Efter få sekunder slog han svagt ud med armene imens at han med et afventede blik spurgte:
,, Hvad?!”, en smule utålmodighed kunne tydes i tonelejet.

-

Atter blev smilet blot til en flad linje over Ahngels ansigt, men det hang lidt ved i øjnene imens han ganske kort rystede på hovedet og da så ned på Noir, som han nu kaldte den. Den havde allerede kastet sin kærlighed over Ahngel i stedet og bevægede sig i et provokerende ottetal om hans ben. Efter en enkelt omgang deraf, trådte Ahngel kort til siden, efterladende katten med et observerende udtryk imens dens pupiller syntes at blive større med en lyst til at lege. På skænken ved vasken lagde han tøjdyngen, som han kun meget dovent havde bukket en enkelt gang. Uret lagde han ovenpå efter kort at ha betragtet det et øjeblik. Da bar hans krop igen blottet, og hans fraværende blik, der syntes at falde lige længe nok imod ingenting, sagde noget om at der rent faktisk fandtes noget blufærdighed under den smukke hud, der ligeså udskød aftegningerne af hans ar. Nogle nye var tilføjet siden det sidste år, og ridserne over hans læn var blot akkurat stoppet med at bløde og blevet til en klistret skorpe. Ligeså var hans hals, hvor Ma’lakels bid havde været. Han healede langsomt disse dage. Alt for langsomt. Der var endnu glinsende pletter i de nye sår fra endnu ikke tørret blod. Ahngel rørte diskret ved halsen og så på hånden for at afgøre hvorvidt han stadig blødte og fik rigtigt nok farvede fingerspidser. Hans ansigt så dog ikke forpint ud af det. Han observerede vel bare? Han begyndte at bevæge fingrene imod hinanden og lod den røde farve kiles til hans hud og forsvinde for det blotte øje.
”Han reagerer på navnet: Noir.” Sagde han så og sendte øjnene imod Ma’lakel. Han nikkede en enkelt gang, lugtede til sine fingerspidser i et tankeløst øjeblik inden han gik om på den anden side af karret end hvor Ma’lakel var. Han søgte vandhanen og lagde hånden imod det ene håndtag. Da tøvede han og kiggede imod Ma’lakel inden han i stedet tog i det andet, skønt de var identiske. Han løftede op deri og slap imens vandet begyndte at fosse ud igennem hanen, der ligeså havde indskrebtioner der så antikke ud, dog ikke vestlige, men nærmere noget asiatisk. Vandhanen larmede lidt på grund af trykket fra det dampende vand der ramte karret og lagde ud med blot at gøre bunden bølgende for så gradvist at stige. Først langsomt. Da lagde han hånden imod vandhanens bagside, hvor han midterste finger syntes at trykke imod og forsvinde i et hulrum eller lignende. Et klik lød fra mekanismen der holdt de yderligere kilder lukkede. To steder mere begyndte der at løbe vand ud, denne gang ganske let farvet i en grønblålig nuance. En aroma var påsat dette vand og gik i et med dampen, som vandet gik i et med hinanden og atter blev transparent uden nuanceforskel. Han rettede sig op og så imod Ma’lakel imens karret blev yderligere fyldt, trods det ville tage nogle minutter, da karret havde den størrelse, som det jo havde, også selvom trykket fra hanen var så massiv at man kunne begynde at tvivle at den kunne holde og ikke pludselig eksplodere af irrationelle grunde.
”Man må sige.. du har timingen i orden.” Sagde han så. Der lå en grad sarkasme i hans stemme, men den virkede på en måde ikke nedladende imod Ma’lakel, men nærmere imod Ahngel selv. Da smilede han mørkt og udstødte et ganske kort: ’heh’. ”En briefing er vel på sin plads skulle jeg mene.” Han nikkede kort og skævede til Noir der atter havde besluttet sig for at være dumdristig og balancere på badekarrets kant, skønt den kunne risikere at falde ned i et vådt helvede. Den gik en halv omgang om badet og placerede sig med rank ryg ved hanen imens den med poten forsigtigt begyndte at undersøge de enkelte uregelmæssige stråler der skød udenfor vandstrømmen. Den vrængede og stoppede hurtigt igen. Karret var da halvt fyldt og Ahngel besluttede sig for at træde op på det lille trin der udgjorde en lettere tilgængelighed til det dybe kar. Han trådte deri uden at mærke sig frem først. Hvorfor skulle han? Det var ganske vidst nærmest skoldende, men det var vel for længst blevet en logik at Ahngel ikke tog den notits. Han havde hånden imod kanten inden han satte sig ned, hvor vandet allerede havde formået at nå ham til nederste del af hans mave. Han så igen imod Ma’lakel med et mere seriøst udtryk. ”Mine senatore fra Belgien, Senegal og Canada kommer hertil denne nat. Der skal gennemgås optælling af diverse sager. Blandt andet hvordan skaderne efter dit tidligere overhoved synes at lappes sammen.” Ahngel tav kort. Var Ma’lakel ikke kommet til tronen dengang… ville der være sket meget i løbet af det år der var gået. Hans skuldre sænkede sig ganske kort i et udtryk der syntes opgivende og fraværende. Skyldte han ham egentlig ikke..? Nej.. Det var irrationelt at begynde at tænke i de baner på denne tid. Et højt klik lød fra vandhanen og vandet stoppede med at fosse ud da dets mål var nået og vandet gik Ahngel til kravebenets start.. dækkende hans krop i det let farvede vand der fortsat sendte damp ud i rummet. Vandet var saltmættet og duftede af en blanding af kalk og metal. Ikke en lugt man normalt fandt sød, men nærmere naturel og intetsigende, selvom den meget vel ville appellere til sanserne. Ahngel lænede sig tilbage imod badets kant og så let over på Noir der var begyndt at undersøge hvorfor vandet ikke stod ud længere. Hans øjne sænkedes kort inden han lænede sig lidt frem for blot at ligge nakken tilbage igen og lagde vandet omfavne hans hår, der kort gik i et med de bølgende bevægelser og blev fjernet fra hans ansigt. Han rettede sig igen op og lænede sig tilbage, kiggende på Ma’lakel, hvor han så end måtte befinde sig i rummet til den tid. Håret klistredes til hans nakke og lod hans ansigt ligge frit, samt hans hals, hvor det før havde siddet uregelmæssigt over hver vinkel det kunne komme til. Hans højre hånd fandt vej op fra vandet for ganske kort at klø sig på tindingen inden den igen forsvandt ned i vandet.
”Så jeg antager at du ser vigtigheden i at det her forbliver mellem os.” Sagde han så. ”Til trods for vi i sidste ende står i gæld til dig for at få Zane af vejen, så er sådan et forhold uacceptabelt så længe du tilhøre det blod du gør… om ikke andet køn. Specielt i de her tider.” Tilføjede han ganske kort og vendte igen blikket frem for sig. Disse tider. Det var rigtigt. Det var ikke langt fra de dage, hvor kandidater skulle vurderes. Ahngel lukkede øjnene kort i og hvilede nakken imod kanten, pludselig ikke så opsat på at være travl mere. Han havde ikke gennemtænkt den tanke mens Ma’lakel var i billedet. Hans adamsæble bevægede sig idet han synkede kort. Hvorfor virkede hans pligt så ufattelig svær at bære når Ma’lakels ansigt dukkede op midt i billedet? Var han virkelig… i sidste ende? Ahngel åbnede da øjnene igen for at abstrahere for de tanker, som når man vil undgå ens eget hoveds dæmoner i et billede før søvnen. Kun virkeligheden, som selv kunne være så grusom, var nogen gange den eneste favn at holde når ens hoved ikke længere var et sikkert asyl.
”Om det er det samme som Shakespeares, kan vel diskuteres.” Da ville man ikke kunne vurdere om hans ansigt stadig var koldt eller om der var et usselt lille smil at finde, som kontrasterede hans seriøse blik.

-

Han betragtede vampyren, forventede et svar! Men fik endnu ingenting. Typisk. Typisk den udøde at lade ham synke hen i en dybere tvivl omkring alting, omkring hvad denne tænkte. Hvorfor helvede kunne vampyren ikke bare være som alle andre! Åbenlys! Men til forskel fra pøblen, var Ahngels kropssprog lige så fastlåst som dennes tanker. Ma’lakel havde svært ved at forstå meningen med noget så simpelt som et smil, og en antydning af morskab. Han indså at han var ved at blive blind. Blind som en muldvarp når det gjaldt vampyren.
De grønne øjne fulgte den underskønne vampyr herre, idet denne trådte væk fra den kuldrede sorte kat, som Ma’lakel gav et kort øjeblik af opmærksomhed. Den var nu engang blot et kæledyr, en kat, der viste sin herre størst hengiven og dennes gæster begrænset nysgerrighed – for derefter at dumpe dem så snart dens rigtige udkårende indtog rummet. De grønne øjne gav katten et: jeg-ved-hvad-du-har-gang-i-blik, åndssvage player.
Han rullede derefter med øjnene af sig selv, velvidende af Ahngel ikke kunne se det da denne på dette tidspunkt ville stå med ryggen til ham, eller i hvert fald være vendt imod vasken og opslugt af egen tanker. Genialt! Han kunne forudse en kat, men ikke en vampyr. Mentalt sparkede han sig selv over skinnebenet, og i nogle sekunder havde han det som om at en djævel og en engel sad på hver sin side af hans skuldre. Den ene stod med et smil på den venstre, skønt den var bundet ind med sorte tornede lænker, på hænder og fødder, og havde brækkede hvide vinger. Den anden sad lettere dovent, på hans højre skulder, og brugte sin miniature røde trefork som tandstik. Imens at dens tynde knoglede hale dansede over skulderens hud.
Begge så de præcis ud som Ma’lakel, dog var den på venstre side helt hvid i huden, og med lyst hår, men med samme øjne, og djævelen havde kuldsort hår og en meget rød hudfarve!
Engelen aede ham forsigtigt på kæbebenet med sine sammenbundede hænder, og hviskede at han lige så godt kunne indse hvad der var sket, i stedet for at tro på at han ikke længere var den Ma’lakel som i sin tid godt kunne finde ud af så simple begreber som følelser! Men djævelen lavede hurtigt et modspil, og lod treforken stikke Ma’lakel imens at den slap en kommentar om at han ikke havde hørt på det bevingede kræ til venstre, i flere århundrede, og med god grund! Den rejste sig op og drejede hans ansigt imod Ahngel, ved at skubbe med treforken. Dennes slanke men stadig markerede arme, skulderblade som let stod frem, ryggen der svajende svagt og ebbede ud ved baldernes perfekte figur. Ma’lakel lod hovedet dale en smule på skrå imens at han endnu engang lod blikket fæstne på vampyr-herrens krop, sultent, hungrende! Djævelen på hans skulder grinede ondt, og lod en kommentar fylde Ma’lakels hoved: den eneste grund til at Ma’lakel havde det som han havde, var jo bare på grund af vampyrens syndigt tiltrækkende ydre! Der var ikke mere i det, han var bare tiltrukket, som han havde været til så mange andre! Men engelen greb fat om Ma’lakels hage, og skubbede hovedet op, så han havde blikket imod Ahngels baghoved og hals, hvor et par fingre stille løb over det sted Ma’lakel havde bidt fat under deres samleje. Engelen hviskede endnu til ham; at han ikke ville føle sig mere tiltrukket af noget så simpelt som et underskønt ydre, hvis det havde været tilfældet ville en hver jo kunne manipulere med ham, det her var noget mere end bare det, det her var -… engelen blev skubbet hårdt væk fra Ma’lakel af djævelen der havde kravlet, mission impossible-style, over hans hoved med treforken i munden, og stod nu på venstre side ligeså, med treforken i den ene hånd, lænede sig op af Ma’lakel’s kind og så hen på vampyr herren med et vurderende blik inden den tilføjede: ville han virkelig være så svag at føle noget for sådan et dødt kreatur? Det var jo ikke andet end et lig der kunne bevæge sig, og ved det kunne man også fastslå at den sikkert heller ikke kunne føle noget. Engelen satte sig op på sine knæ og råbte at det djævelen sagde, var løgn, alt levende kunne føle, alt levende kunne elske! Djævelen spyttede englen i hovedet med et væmmet udtryk, og drejede treforken rundt i hånden for at hakke den ned i en af tatoveringernes snoninger! Der gik et stød igennem engelen og den faldt pibene sammen for fødderne af djævelen der endnu åbnede munden for at sige noget, men nåede det ikke før de begge blev opløst i en hvid imaginær sky, og Ahngels stemme skar vej igennem Ma’lakels væsen.
Han løsrev sig fra at have stirret uhæmmet på den udøde, og så hurtigt over på den sorte kat igen, ikke fordi at den var så spændende at dens navn krævede en bestemt opmærksomhed, men det var et godt skjul, og noget der kunne distrahere Ma’lakel fra at tænke for meget. Han gentog navnet i hovedet; Noir… Noir… Noir. Han betragtede katten kort inden Ahngel kom imod ham. Ma’lakel stod stille, mestrede at skjule sin usikkerhed, han vidste ikke om han skulle træde væk eller blive stående. Han forbandede sin egen pludselige nervøsitet. Ved deres første møde havde han været bevidst om alting, vidst præcis hvad han ville have og var derefter gået efter det, men nu… han var kuldret!
Efter Ahngel var trådt lidt forbi ham og lænet sig ned for at tænde for det varme vand, lod blikket sig atter glide over den marmor hvide krop, denne gang mere diskret end før. Han fulgte arene, både dem han selv havde skabt, og dem der var nyere end andre, samt nogle få af de gamle. Lod sine øjne glide op til vampyrens hals ligeså, og så på det dybe bidemærke han havde påført. Og da slog en tanke ham: vampyren havde ikke bidt ham?! Ikke som da de første gang lå beruset på et gulv; for ikke at nævne måtte vampyren være sulten, så det undrede ham at denne ikke havde taget chancen og spist af ham endnu.
Ma’lakel opfangede vampyrens tøven i det denne skulle til at tage fat om et håndtag men fortrød. Han så udtryksløst ind i de røde øjne. Og så til imens at vampyren greb det andet, og vandet løb ned i karet. De grønne øjne lå sig over vandet. Betragtede det som det begyndte at stige, men da et lille ’klik’ nåede hans øre lod han endnu engang blikket lægge sig ved vampyren kort, for derefter at betragte det som klikket udløste: duften fra det blålige vand, kildrede hans næse, irriterede den indtil at han vende sig til lugten, og kunne derved ignorere den, da den ikke var ekstrem nok til at Ma’lakel blev plaget af den.
Da blev hans opmærksomhed på vandet endnu brudt og han så over på Ahngel igen, og fik hurtigt opfanget den sarkastiske tone. Men det gav bare mere forvirring i Ma’lakel’s hoved. Og da det lille ’heh’ blev udstødt inden at de næste ord kom, kunne Ma’lakel mærke en dyb irritation forplante sig, men den forsvandt efter vampyrens næste ord. Briefing? De grønne øjne holdt stadig sit fokus på Ahngel, imodsætningen til denne der lod blikket flygte til Noir. Efter nogle få sekunders stirren på Ahngel, søgte hans øjne ligeså den sorte kat, der åbenbart synes at det var en genial ide at lege linedanser på karets kant, skønt at vandet var dampende varmt, og sikkert ville give katten en livslang traume, skulle den falde i!
Efter at have smilet en smule lusket af katten; med den bagtanke at det kunne være et underholdende eksperiment at få denne til ’uheldigvis’ at falde i, vendte han blikket imod vampyren igen, da denne besluttede sig for at det var tid at gå i vandet. Ma’lakel fulgte dog ikke med det samme, og skævede kort over til katten igen, som Ahngel trådte i vandet, som om at han ønskede en redning fra væsnet lige pludselig. Det her var i den grad en test!
De gylden grønne ulve øjne lagde sig over vampyren som denne var gået ned i vandet, tydeligt uhæmmet af massens skoldhede varme, men hvis denne havde kunnet føle varme ville Ahngel vel have trukket sig fra Ma’lakel i smerte mange gange? Det klare blålige vand passede til vampyren, tanken strejfede ham ganske kort, og unødvendigt, sammen var den blålige nuance i vandet og Ahngels hvide hud, i en smuk balance.
Han så hen på Ahngel det øjeblik han blev talt til, og trådte op på trinet der ville føre ned i karet.
Belgien, Senegal, Canada, senatorer, det lød for familiært og kedeligt. Et ganske almindeligt møde, der uden tvivl ville ende op i en lang snak, der i sidste ende kun havde én meget simpel løsning. Men Ma’lakel sagde endnu ikke noget, trådte ned i vandet, og lod hans hud blive skoldet af dets varme. Men det så ikke pinefuldt ud! Ma’lakel lod faktisk til at nyde det, da karet endelig sagde klik endnu engang, og han stod med vand til hofterne, så hans køn blev bløret. Han lukkede øjnene i behag, imens at man kunne se hvordan at den solkyssede hud blev mere og mere rød, som overophedet metal der fik en drabelig farve. Han tog en dyb indånding ingen han igen åbnede øjnene og udså sig sin siddeplads. Han søgte den modsatte side af Ahngel, og satte sig så de var parallelle, og sad ansigt til ansigt overfor hinanden.
Efter at havde sat sig med et veltilfreds udtryk, som dengang på bordegaet hvor han sad inde i kaminen flammer, søgte de gylden grønne øjne atter Ahngel’s røde. En smule afventende på mere, end bare den lille notits omkring at der kom senatorer fra nogle bestemte lande. Han betragtede Ahngel da denne rakte en hånd op for at klø sig på siden af hovedet, som man så tit havde set folk i tegnefilm gøre det, når de blev forlegne eller ikke vidste hvad de skulle sige.
Dette fik Ma’lakel til at rejse et øjenbryn af vampyren, inden at det denne sagde, fik givet Ma’lakel et meget sigende blik der udelukkende betød: det-ved-jeg! Men han så væk igen og lod vampyren tale ud.
Han sank lidt dybere ned i karet så han kunne læne baghovedet imod kanten og vandet dækkede det meste af halsen. Det uldede hår stod stadig ud i spontane totter, og truede med at blev mere pjusket og fedtet ad dampen fra vandet, hvis ikke Ma’lakel snart vaskede det. Han så ikke på noget imens at den udøde talte, mest fordi at han ikke vidste hvad han skulle fokusere på, der ville gøre ham mindre ubehageligt til mode. Men vandet dulmede de mange anspændte nerver i den store krop, og halv-dæmonen lade sine arme over kryds under vandet. Efter vampyrens tale, så Ma’lakel på ham igen. Med et blik der ikke gav særlig meget andet fra sig end bare: Ma’lakel – der betragtede en. Et blik, der trods det var stille og roligt, alligevel udstrålede personlighed og tilstedeværelse.
Hans blik fangede den diskrete synket af en klump i halsen, som adamsæblet blot bevægede sig en lille smule: men Ma’lakels årvågenhed var på et overnaturligt plan, når han endelig ville fokusere på noget.
Hvad tænkte vampyren på? Hvad gik igennem dennes hoved?
Han ville slå ihjel for at finde ud af det, men kunne indtil videre kun gætte sig frem til at det måtte være noget angående det han lige havde sagt. Og selvom Ahngel’s kropssprog så mere afslappet ud, kunne Ma’lakel ikke lade sig selv stole fuldstændig på vampyrens pludselige sindsro. Hans blik flakkede svagt da denne åbnede øjende igen: mærkværdigt og sært… da netop denne handling normalt ville indikere at personen der gjorde det følte skyld.
De næste ord efterlod Ma’lakel med en sær eftersmag. Han kunne tolke netop den sætning på en million måder hvis han ville, men den første der kom til ham, var en sørgmodig følelse som syntes at blive skabt ved at vampyren overhovedet benævnte emnet.
Ma’lakel lod de krydsede arme glide fra hinanden og skabte en skål med hænderne for derefter at plaske noget af det hede vand i ansigtet inden han sagde noget.
Han lod en hånd glide ned over ansigtet for at tørre de resterende dråber væk fra det, og satte sig op, så man kunne se det meste af halsen, lidt af skuldrende og kravebenet. Huden ville på dette tidspunkt være meget rødlig, den fadede dog ud de steder han ikke havde været i kontakt med vandet. Men tatoveringens var endnu så sort som den altid havde været, upåvirket af vandets varme.
Han så derefter tankeløst ned i det klare blå vand, og trak på smile båndet meget svagt: så det ville være svært at placere hvad meningen med det helt præcist var.

,, Det kan man håbe… ellers skulle en af os drikke gift, og den anden dolke sig i hjertet ved smerten over at se den anden dø…”
De grønne øjne rettede sig over på vampyren.
,, For ikke at nævne, vi skulle være håbløst forelsket i hinanden…”.
Sætningen fik det til at sitre i hele kroppen på Ma’lakel indvendigt, men blikket afslørede ham ikke, kroppen afslørede ham heller ikke, og efterlod halv-dæmonen neutral omkring udtalelsen.
Han tog en dyb indånding og åndede ud derefter, rakte begge arme op for at lægge dem langs hver af badekarets kanter, og lod kroppen få lov at slappe af, imens at han endnu opserverede Ahngel med et blik der kunne få de fleste til at skutte sig, og lade øjnene flakke for at flygte fra de sensuelle rovdyr øjne, blot for en kort stund.
Han lod tungen glide kort over de skarpe gule fortænder, så den gav et meget lavt smæld ved det, og vendte derefter blikket hen til katten, ved vandhanens side, selvom det ikke var den han talte til.
,, Og med hensyn til Zane, står ’I’ ikke i gæld til mig… den blev betalt det øjeblik jeg satte mig som hersker over Di Morga. Erko…”, de grønne øjne lagde sig på Ahngel igen, med samme intensitet som før.
Et bredere smil lagde sig over de lysebrune læber.
,, Har ’I’ intet at gengælde. Med mindre ’I’ så gerne vil give en frynsegode med i pakken… så siger jeg da ikke nej.”

-

Ma’lakel satte sig i badet og Ahngels hud mærkede kort vandets skvulpen imod det. Han tog dog ingen større notits af det. Det havde sådan set været hans ide at Ma’lakel skulle deltage i badet. Netop derfor Ahngel havde tøvet ved den kolde hane og i stedet ladt den varme fosse som havde den ikke gjort det i en million år. De varme bade var ikke blevet taget på palæet siden hun døde, havde de? Ahngels øjne fadede kort væk og stirrede imod vandet for en stund imens han blot opfangede udtryk og analyserede tanker for sit indre øje. Ma’lakels små bevægelser fungerede som et sløret baggrundsbillede over tankelaget der nu dominerede hans bevidsthed. Han rettede da øjnene fra sine stirrepletter i ny og næ for kort at fange et sekund af dæmonen foran sig. Betragtende den specielle farve, som hans hud gav fra vandets temperatur. Var det virkelig så varmt? Atter løsnedes hans øjenlåg og gav ham et fraværende udtryk imens han langsomt begyndte at stryge over sine arme, der kort kunne skimtes i vandets øverste lag. Han betragtede Ma’lakel da i en tid da denne udførte sit eget lille mønster. Den lille skål, dannet af de grove hænder, irriterede Ahngel en smule og hans ansigt strammedes kort i et køligt udtryk. Han sagde da ikke noget endnu.. fandt det på sin plads at lade Ma’lakel lægge låg på Ahngels bemærkning. Han føjede og fortsatte med at sprede vandet over sin hud, som nu var nakke og kraveben, hvor det sorte blod nu igen syntes at blive rødt, farve vandet lidt for bare at forsvinde i farven i modsætning til få stykker sårskorper som tog længere tid om at lade sig smuldre til det rene kemikalie i vandet. Langsomt blev såret mindre rødt og Ahngels lettere hårde bevægelser imod det ømme halskød, resulterede i at der blot blev efterladt et lyst ar, der akkurat skildrede sig ud fra de andre fordi det var så friskt. Det fortsatte dog blev at bløde i vandet for en stund i en ganske lille mængde inden såret syntes at give op for den dominerende mængde væske. Ahngels hænder blev ført op om hans tinding og redende håret tilbage med fingrene efter få genstridige totte havde besluttet sig for at miste grebet til den yderligere manke og klistre sig til hans ansigt, der nu igen var blottet fuldkommen. Nye ar dukkede op til fordel for den manglende skygge fra det sorte hår og det gav Ahngel et udtryk der ikke skreg af en mørkets skabning lige så højt. Var det ikke på grund af den avantgarde farvebalance i hans ansigt, kunne han, mens han sad der, sagtens tages for at være hvert andet væsen. Det lange hår flød atter let om hans nakke, som han havde ladet nå vandet ved at læne sig lidt tilbage. Igen virkede det lidt længere end det normalt ville. De få halvkorte spidser deriblandt var dog let gennemskuelige blandt de lange, dog mængede de sig som var de det samme, som var de stadig en del af fællesskabet, til trods for at de var brændte og uhelbredelige for det ene sekund.
Ahngel rettede atter øjnene op imod Ma’lakel da denne talte.. Startede ud med denne kliche af en kærlighedshistorie endnu engang. Ahngel strammede atter ansigtet, så musklerne meget vel ville lade ørene gi et vrik fra sig og vendes en ganske lille smule tilbage, som havde nogen sparket en vanddråbe i ansigtet på en kat med fingrene. Hvad skulle der til for at gøre ham mere seriøs? Ahngel samlede atter håret i nakken, så det stoppede med at drille hans halskød, hvis ar ikke bifaldt dets stikken. Han lukkede kort øjnene i, ikke bevidst dog, men blot imens hans krop syntes at være beskæftiget andetsteds og hans manglende vision åbenbart ikke blev opdaget. Da Ma’lakel dog satte betingelsen for hans eksempel, åbnede Ahngel øjnene af en mærkelig ny opmærksomhed og kiggede på Ma’lakel. Han kiggede tavst på ham et øjeblik, som var hans udtalelse kommet lidt bag på ham, vendte kort blikket inden han rømmede og frigjorde lethed i hans hals. Hans mønster, som kort havde ladet sig stoppe over den ’ubetydelige’ lille sætning, genoptogs atter langsomt imens Ahngels blik narrede omverdenen til at se ud som om noget andet var vigtigere. Det første og bedste punkt blev igen katten, som stadig sad med øjnene stift imod han selv. Ahngel hævede kort et øjenbryn af den, som foregik der noget internt. Den spandt flabet og begyndte da at trippe hen over kanten og først stoppe op da den sad ved siden af Ma’lakels ene hånd der nu lå på kanten. Den begyndte overmodigt at prikke dertil med næsen, men lagde ørene tilbage da den indså at Ma’lakel var for våd til at den gad at lege. I stedet satte den sig dumdristigt balancerende og gav sig til at slikke poten ren for livet løs.. Lod den lille lyserøde tunge bevæge sig igennem de nu strammede kløer uden bekymring om at kradse sig selv. Ahngels øjne hvilede atter på den for en stund inden han lod det glide ned til Ma’lakels hånd. Først da lagde han mærke til Ma’lakels alt for afslappede position. Troede han at det her var for at slappe af? Ahngel gemte sit vrængende udtryk ved at stramme ansigtets muskler yderligt og forblive kold for en tid. Først da havde Ma’lakels sidste ord trængt ind og Ahngel lagde da blikket til siden med et lettere afklaret blik, der søgte efter noget usynligt igen. Han mærkede kort smilet fra Ma’lakel og sendte blikket tilbage.. Passivt og observerende. Et opgivende suk slap igennem hans næsebord inden han rettede sig op, lod bandet skvulpe kort efter hans kontakt med kanten blev brudt. Han lænede sig først fremad og løftede knæene en smule, så den bøjende figur kunne ænses i vandet. Han støttede kort armene derimod inden han bevægede begge håndflader over hans højre skinneben, endnu for at fjerne Ma’lakels duftspor. Tale om duft… Ahngels pupiller indsnævredes let imens han atter betragtede Ma’lakels alt for afslappede posering, som ejede han stedet. Så Ma’lakel ikke på ham i det øjeblik, ville et mørkt og lettere irriteret udtryk dominere de røde øjne for en stund. Ma’lakel havde endnu ikke gjort noget ved sin lugt. Ahngel kunne stadig fornemme sine egne lugtspor over ham. Hans blod.. hans blodige sved og ligeså blodige scent fra hans seksuelle væsker. Dæmonen kunne i sidste ende ligeså godt tage et stort afslørende skilt i hånden. Vampyren rystede kort på hovedet inden han lænede sig yderligere frem, søgende kort øjenkontakt med et diskret irriteret og bebrejdende budskab i sig. Han skubbede sig da frem igennem vandet, imod Ma’lakel og hvis dennes ben ville være i vejen for ham, søgte Ahngel Ma’lakels højre knæ og skubbede det til siden for at Ahngel kunne placere sig lige foran dæmonen, siddende på knæ og derfor en del højere end Ma’lakels nuværende position. Han var tavs imens han kort lænede sig yderligere imod kanten, som Ma’lakel sad op ad. Hans arm søgte over den og bukkedes for at søge så tæt på gulvet som muligt. Noir brummede lyst i et kort håb om opmærksomhed, som desværre ikke blev givet, da denne ikke var hvad Ahngel rakte ud efter. En klirren ville da høres da Ahngel strøg fingrene over noget af glas. To eller tre genstande. Han havde før lænet sig lidt over Ma’lakel for at nå hvad han ledte efter og trak sig da den smule tilbage igen, så de blot ikke rørte hinanden mere. Hans hånd medbragte en mindre flaske af glas. Dens kanter var skarpe og glasset havde en azurblå farve. Proppen var et stykke gyldent glas for sig selv med et eller andet pyntende i den gennemsigtige midte. Ahngel betragtede det kort, førte dens prop imod næsen for kun at konkludere at det ikke var hvad han ledte efter. Han strakte sig igen imod Ma’lakel og lagde den tilbage for at fiske en ny op. Denne havde en rødviolet farve og dens øverste del var kandeformet og sølvbeslået. Som foregående duftede Ahngel kort til indholdet.
”Meget vel.” Sagde han så med en lettere ligegyldig tone og hældte noget af flaskens indhold ud i håndfladen. Væsken var tyk og elfenbenshvid, samt duftende af noget man normalt ville forbinde med sne eller regn, samt noget lettere bittersødt. Han gned kort sine hænder sammen inden han lænede sig en smule frem igen, søgte de grønne øjne og støttede albuerne på kanten akkurat så han ikke berørte Ma’lakels arme derpå. Underarmene søgte Ma’lakels nakke, hvor han langsomt begyndte at massere denne form for avantgarde sæbe ind i huden og hårkanten. Han ville da fortsætte igennem håret og da give sig tid til hovedbunden med et lidt for normaltudtrykkende ansigt, som var dette en selvfølge. Han smilede da en smule sarkastisk og vendte blikket fra Ma’lakels hår, der let ville begynde at skumme, og til hans øjne.

”Du har allerede for mange frynsegoder alligevel.” Hans stemme var konstaterende og kølig, men det ganske diskrete smil viste den smule useriøsitet der lå i det. Han tav da og lagde atter sin opmærksomhed på sine trykkende fingerspidsers fordeling.

-

Det årvågne blik fulgte Ahngels bevægelser og små træk, der nok ikke ville blive opdaget af normale mennesker, eller mindre fokuserede individer. Alligevel havde Ma’lakel svært ved at lade alt opmærksomhed hælde over på Ahngels krops sprog i stedet for dennes krop generelt. Det var en forbandelse, en del af at være en blind muldvarp. Hver eneste ting krævede netop Ma’lakels opmærksomhed, og det var svært at vælge det ene over det andet. Hvis han kunne ville han fokusere på alle tingende på en gang. Men desværre var sådan en overnaturlig multitasking ikke en del af hans medfødte dæmon gener, så han måtte affinde sig med at blive distraheret.
De grønne øjne søgte kort katten, da dyret bevægede sig imod ham, efter øjenkontakt med vampyr herren. Han vidste endnu ikke hvad for en forbindelse de to havde, om de virkelig var noget så simpelt som kæledyr og herre, eller om der lå noget dybere bag det. Selvom Ma’lakel havde et lige så dybt forhold til sin ’flok’ så kunne de ikke lave noget som telepati. De var trods alt kun dyr, og derfor kommunikerede Ma’lakel med dem enten ved hjælp af sit kropssprog eller lyde, der blev skabt i forskellige tonelejer.
Som det store dyr puffede let til hans ene hånd betragtede han den med et neutralt blik, der ikke sagde noget om hvad han tænkte eller syntes om dyrets forsøg på at udforske ham. Det så da også ud til at den sorte kat ikke fandt Ma’lakel særlig interesseret så længe han var våd, hvilket fik Ma’lakel til at give et diskret ’heh’ fra sig, og trække en lille smule på smilebåndet. Han kunne lide Noir, allerede fra første gang han havde set det pelsede bæst, men stadigvæk nærede han en mistro. Havde en formodning om at dette dyr, ikke bare var et dyr, men noget helt andet. Måske var hans mistro blot skabt ud fra hans paranoide forestillinger om at alt i palæet kunne sluge ham, fortære ham, eller på anden vis sørge for at det sidste man ville se fra ham, var hans livløse korpus! Men hvorfor havde han i grunden ikke sin gode ret til at tro det? Indtil videre var det eneste sted han følte sig nogenlunde sikker, i selskab med…
Blikket lagde sig hurtigt imod Ahngel som denne så over imod ham med et anderledes blik end før, og så bevægede sig imod ham?! Det blik der blev ham givet gav hurtigt indtrykket af at der var noget som Ahngel var utilfreds med.
Måske noget som Ma’lakel havde glemt? Eller gjort forkert?
Den afslappede halv-dæmon rejste hurtigt et øjenbryn, som en måde at spørge: hvad nu? – på. Han forstod endnu ikke hvad vampyren ville, og frustrationen over det, irriterede ham grænseløst.
De bøjede knæ blev let spredt til siden som vampyren bevægede sig yderligere imod ham, og denne ville til sidst sidde imellem Ma’lakels ben. En lettere akavet stilling hvis man spurgte Ma’lakel. Han lod armene dale ned i det varme vand igen, satte sine hænder imod karets gulv og skubbede da sig selv en smule længere op at sidde end han var før. Ligeså for at vampyren kunne komme tættere på kanten af karet, som Ma’lakel sad op af, hvilket Ma’lakel hurtigt fik indtrykket af denne gerne ville. Som Ahngel lænede sig over ham, så Ma’lakel afværgende væk fra vampyren, skønt at denne ikke kunne se ham uanset om han så ligeud eller ej. Deres kroppe rørte hinanden, og Ma’lakel spændte automatisk i hele kroppen. Mave musklerne blev mere markerede end før på grund af en sagte kilderen der begyndte fra hans mellemgulv og arbejdede sig op af imod brystet på ham. Han havde det som en åndssvag teenager, der for første gang så en nøgen kvinde. Patetisk, og ynkeligt! Hvad han ikke ville gøre for bare at kunne ignorer hans krops pludselige reaktion på noget så simpelt som nærkontakt. Men det var vel blot endnu et bevis på at englen havde ret, og djævelen tog for en gangs skyld fejl.
Ma’lakel bed tænderne sammen en smule imens at han formåede at forholde sig i ro, bildte sig selv ind at det hele var normalt og der ingenting var i vejen overhovedet. Da hørte han lyden af glas der blev rodet rundt med. De gylden grønne øjne blev spærret en smule op, som Ma’lakel indså hvad det var vampyren ville. Vaske ham? Han gav et lettere irriteret blik fra sig, og skævede over til vampyren, idet denne trak sig en smule, for at studere en flaske azur blå flaske. Blot for at konstatere at det ikke var det han ledte efter. Ahngel lænede sig igen imod Ma’lakel, og halv-dæmonen rullede irriteret med øjnene. Hvis vampyren havde sagt hvor tingende var, kunne han udmærket selv finde ud af det, men på den anden side: han spejdede ned af vampyrens arrede ryg, og fulgte rygraden ned til halebenet og balderne der ville være omfavnet af det varme vand. Et lille smil banede sig vej frem, imens at Ma’lakel lod perverse tanker indtage hans sind i de sekunder hvor vampyren stadig ledte efter den flaske, denne ville bruge.
Han løsrev sig dog det øjeblik vampyren trak sig væk fra ham igen, og så intenst på den lille violette flaske med det mærkværdige kandeformede udseende. Det nysgerrige nåede hans blik, og han fulgte interesseret med da flasken blev åbnet og dens duft nåede Ma’lakels sanser. Som indholdet blev hældt ud i vampyrens hånd, rynkede Ma’lakel på næsen af dets duft. Det lugtede vådt og træls, af regn og sne. Netop de to ting som Ma’lakel hadet allermest når det gjaldt vejr. Han rynkede utilfredst brynene og gav et lille fnys fra sig, som vampyren gned væsken imellem sine hænder, for derefter at sætte sine albuer på karets kant, og begynde at nusse den ulækre duft ind i hans nakkehår, med henblik på at fortsætte opad.
Først virkede Ma’lakel irriteret, og utilfreds. Som en lille dreng der ikke var tilfreds med den shampoo som hans mor havde købt til ham! Han lagde endnu engang armene over kors under vandet, imens at han fortsatte sit surmuleri lidt endnu. Men som de lange fingre kørte over hans hovedbund, syntes det utilfredse udtryk at falme, og Ma’lakel begyndte at nyde det mere og mere. Som en kat der blev nusset, lod han øjnene klemme sig en smule sammen i velbehag, og det var lige før man ville forvente at han begyndte at spinde lystigt og kælent. Men det gjorde han trods alt ikke.
De grønne øjne betragtede Ahngels ansigt en smule i det skjulte. Lod dem lægge over ham kort for derefter at glide hen og fokusere på noget helt andet. Men som denne gav et smil fra sig og søgte Ma’lakels ulve øjne, mødte han det røde blik. Ordrerne der blev talt, syntes kontante og upersonlige men så alligevel forrådte både smilet og en skjult undertone den kolde udtagelse, og gjorde dem drillende i Ma’lakels øre.
Ma’lakels blik gled væk fra vampyren igen da denne tav og endnu engang fokuserede på hans hår. Men selvom han gerne ville virke upåvirket af ordrerne kunne han ikke lade være med at give et skævt smil fra sig, imens at han så væk fra vampyren. Som var han kommet i tanke om noget han på samme tid fandt morsomt. Derefter lukkede han øjnene og tillod sig selv at nyde den lille forkælelse.
Han åbnede dem dog kort efter, og så imod vampyrens bryst: lod blikket glide ned over maven. Studerede arene over den hvide hud og lod tidsnok sin ene hånd række ud efter Ahngels maveskin. Han ville, hvis ikke vampyren stoppede ham, eller veg tilbage, lade sin pege finger og spidsen af lange fingeren glide hen over et af de nyere ar. Forundring dominerede da hans blik, imens at han betragtede den slanke krop. Rørte Ahngel som var det ganske normalt, som var det faktum at denne nussede shampoo ind i hans hår, normen! Og noget der var sket hundrede gange før!
Udover de nye ar, lagde han mærke til den smule tyndere som den underskønne prins var blevet. Foruroligende på sin egen måde: burde Ahngel ikke få mad nok? Nu var han trods alt var i sit eget palæ?
Ma’lakel havde aldrig spist så godt, siden han blev hersker, det var en ting der var sikkert! Derfor undrede han sig over hvorfor Ahngel ikke havde taget på i stedet for at have tabt sig, måske havde denne ikke haft tiden? Men burde hans tjenere, ikke sørge for at deres herre fik næring nok?
Han tøvede kort, men efter nogle få sekunder røg ordrerne ud af ham.

,, Du har tabt dig…”, sagde han ganske lavmælt.

Som var det ikke ment til at Ahngel skulle høre det. Hans toneleje virkede surrealistisk, og alt for… bekymret? Man kunne aldrig forvente medlidenhed eller medfølelse fra Ma’lakel, og da slet ikke bekymring, da de to først nævnte udelukkede det sidste.
Men i dette tilfælde bed han mærke i det, og havde et behov for at konstaterede det sprogligt. Normalt ville han måske lægge mærke til det kort, for så bare at skyde det væk igen lige så hurtigt som tanken var blevet tænkt. Men… var det ikke unormalt for vampyrer at tabe sig? Forblev de ikke som de altid havde været? Eller var Ma’lakel’s viden på det punkt, også bare et folkekært rygte?

-

En rytme havde dannet sig, og i stedet for en uregelmæssig nulren af Ma’lakels hovedbund, var Ahngels strygende bevægelser symmetriske med begge hænder og ikke i fart, til trods for han gerne ville udtrykke at tid ikke var hvad de havde mest af ligenu. Det var vel hans egen måde at udnytte tiderne hvor viserne ikke bevægede sig for en. Mellemrummene mellem de vigtige tider. Hviletiderne i et bad.. i en seng.. med en partner.. med sig selv. Som Ahngel fortsatte og lod fingrene bevæge sig længere imod nakken, bøjede han nakken lidt og mistede sit fokus i øjnene og lod blot øjnene hvile imens hans fingre arbejdede for, tilsyneladende, at få gjort Ma’lakel ren, som var han ikke selv i stand til det. De lange strøg der blev lavet om til lettere hurtigere ryk og rytmen der lå i den nu mere massagelignende berøring, viste at dette ikke var noget fremmed for Ahngel. Han havde prøvet dette før. Han havde før gjort de bevægelser og det var en nostalgisk følelse at låse op for de for længst gemte færdigheder, som han engang praktiserede meget mere end han gjorde nu. Det var vel også grunden til at Ahngels øjne gled lidt ud i ingenting. Hans ansigt var blevet udtryksløst og fraværende igen. Han tænkte nu ikke på noget markant bemærkelsesværdigt, observerende eller skræmmende. Han… hvilede vel bare? Som Ahngel indså hans position synke til og hans hænder blive langsommere, mærkede han dæmonens fingre røre hans maveskind. Den velkendte prikken fór igennem ham som var det strøm som kun Ahngel kunne fornemme. Han rettede nakken op igen og så imod sit foretagende imens hænderne atter genoptog deres mønster, nu mere rutinelægget end den før nærmest passionate bevægelse. Ahngel rensede halsen og så igen lettere koncentreret på sit arbejde imens han forsøgte sig på at holde masken, som var dette noget han gjorde af alene det faktum at Ma’lakel ikke selv gjorde det. Den lette sitren fra Ahngels hud efter berøringen bed da sin vej igennem hans rygsøjle et par gange, så et velkendt gys kunne mærkes, men ikke ses. Da talte Ma’lakel. Da konstaterede han noget. Påpegede Ahngels figur, som Ahngel ikke havde tænkt videre over i et par dage nu. Hans krops lettere forandring til det værre. Som en kort fysisk reaktion strammedes mavemusklerne kort. Hans øjne lå fortsat på Ma’lakels hår i en tid, imens han gennemgik emnet i hovedet. Han havde selv spurgt. Spurgt igen og igen. Mange gange fik han svar på noget så hverdagsagtigt som hans jagen og æden af væsener. Det havde været ufatteligt svært de dage. Faktisk startede det blot en uge efter han var kommet tilbage fra Terre. Da stoppede han med at kunne drikke af diverse racer.. Sagde at han blot ikke fandt nok kvalitet i blodet. Fremstod stærk, kræsen og fintfølende som en royal nu gjorde. Dog var alt dette ikke problemet i sidste ende. Ahngel var i live og blod flød endnu i ham, så hans fortyndede figur havde ikke noget direkte at gøre med hans mangel på blod. Derimod svækkelsen af hans styrke og stabilitet havde noget at gøre derved, samt hans lette udmattelse for tiden. Der skulle ufattelig lang tids venten på at en vampyr døde af tørst. Flest gange ikke sket. Når væsenet mister så meget i blod, i hvert fald af en vampyr i Ahngels kaliber, ville de dog tørre ud og gå i en dvaletilstand til at de enten fik en meget nær scent af blod indenfor deres territoriale omfang eller blev fodret. Skete det dog ikke igennem århundrederne, ville de langsomt miste knoglestruktur for til sidst at blive til støv. Vampyrer som Ahngel kunne holde sig oppe og gående i meget lang tid inden de mistede denne bevidsthed. Leve ville ingen vampyr kalde det… nærmere overleve.

Ahngel øjenlåg sænkedes til det halve inden han let strammede kæberne.
Først havde det været det mest simple. Noget så delikat som en engel virkede så smagløs. En aspara var metallisk og blodet fra hans medvampyrer føltes som at drikke af flydende støv. Hans eget blod kunne han acceptere, men ikke leve af. Bidemærkerne på hans fingre var vel for længst opløst i vandet der indtrængte hans hud. Han bevægede kort tommelfingrene over pegefingrenes sider for at bekræfte og fortsatte da, endnu stille for et sekund eller to.

”Virkelig?” sagde han i et stemmeleje der for en gangs skyld gav det hele væk, som var der egentlig ingen kapper eller masker over Ahngels person. Selvom tonen ikke havde haft skyggen af sarkasme, var den utroværdig. Hans tone var død og automatisk, som havde han et øjeblik glemt alt om at netop denne bemærkning skulle få Ma’lakel til at tro at han ikke havde haft den fjerneste anelse om sin forandring og dermed bilde ham ind at han efter den lange tid hvor de ikke havde set hinanden, blot skulle vænne sig til synet af den tynde krop igen. Ahngel lagde da igen blikket imod Ma’lakel og en gnist fyldt med autoritet og sandfærdighed syntes at skimme igennem. Det var ganske vidst en reaktion, som han med årene havde lært sig selv for at få sig selv til at fremstå så fortrolig som muligt. Ganske vidst et lidt ufint trick, men hvorfor ikke? Hvorfor egentlig ikke?…Hvorfor..?
Hvorfor var det så svært at holde stumperne samlet når dæmonen var til stede? Han huskede det alt for godt fra den tid der lå bag dem. De røde øjne hvilede på hans, søgte ind og prøvede vel at gribe fat.
”Mon ikke bare din fortolkning af mig er blevet en smule anderledes end da jeg befandt mig i Terre?” sagde han så, udled et ganske kort, falskt, dog ikke til at vide, smil fra de kolde læber. ”Tidsintervaller har for vane at lege med ens billedlige fortolkning af andre, såsom hårlængde eller faktiske form.” Hans hænder stoppede kort op, lod sig glide igennem den nu opskummede masse og tog noget af det med sig med hænderne og ned over Ma’lakels tindinger, nakke og dernæst over ved halsen. Han fulgte hænderne med øjnene. Gnisten var død. ”Jeg opfanger ingen radikal ændring af min krop.” sagde han så og håbede på at det ville vende emnet om og lægge det til dvale. Han mærkede en let dunken ved sit kraveben.. Optændende puls. Hvorfor? Ahngel tænkte ikke videre over hvorvidt hans fysiske skjolde var nede og tog den venstre hånd til sig, for undersøgende at placere den på nakken for at mærke pulsen for en stund. Sjovt.. Han fandt hans hjerte helt roligt… så hvorfor denne puls? Øjnene lukkedes igen halvt og søgte ned fra Ma’lakels øjne. Hans anden hånd mistede det rensende mønster og hvilede nu i stedet bare ved skulderen imens Ahngels resterende virkede optaget af at fortolke og forklare hvad der foregik i hans krop. Et øjeblik kunne det mærkes… at det gjorde ondt. Det beviste dog blot at hjerterytmen aldrig rigtigt stoppede. På sin egen groteske måde var det betrykkende. Mange af hans artsfæller havde ikke det bankende hjerte.. Langsomt.. ganske langsomt begyndte de at kunne ses igen.. Delvist på grund af pulsen og delvist på grund af den temperaturforskel som hans hud blev udsat for, trods han ikke mærkede den. Hans krop var som sagt kold, men mens hans hud blev skoldet, ville blodårene ligeså træde lidt frem fra huden.. fik ham nærmest til at se en smule gennemsigtig ud, til trods for at det netop kun var disse man kunne så.

-

Ma’lakel undrede sig fortsat, imens at han lukkede øjnene skiftevis i velbehag. Han nød det. Nød det selvom at han i starten havde fundet det fornærmende at blive vasket. Men nu måtte han erkende at det var en frynsegode han ikke ville have undværet! De spidse fingre der gled over hans mørke hovedbund, nulrede den elfenbens hvide væske ind i det tykke mørke brune hår, der efter lidt tid ville give efter at lade sig udfiltrer i takt med at Ahngel fortsatte.
Ma’lakel tillod endnu engang en af sine fingre at glide over den smukke lyse hud, imens han ventede på en reaktion fra vampyren. Fingrende gled ned langs de grålige sølv ar, der alt efter hvor gamle de var, lod sig fade ind i vampyrens ydre mere og mere, og blev ligeså meget en del af ham, som alt andet.
Ma’lakel havde lyst til at gribe fat om Ahngel, trække ham tættere på og pressede sine læber imod samtlige ar: kærtegne dem, som var de ikke afmærkninger fra andre væsener eller han selv, der havde påført smerte, men noget helt modsat. På den anden side var trangen til at kysse de lyse sølvgrå ar måske netop fordi at de var et symbol på smerte. En smerte der kun kunne lindres ved kærtegn, ved ømhed, ved det modsatte af hvad de selv var. Men uanset hvor meget man så lod sine bløde læber glide over det sårede hud stykke så ville det aldrig falde helt ind med resten af kroppens blege udseende. Altid forblive der, som en påmindelse om at man havde undergået en smerte, og man kunne aldrig flygte fra det. Tiden kunne ikke læge alle sår, bare gøre dem mindre synlige.
Efter at have set på Ahngels krop med et næsten fascineret blik lod han de ulve grønne øjne søge vampyrens, for at se på dennes ansigt som han vidste bar ar lige som kroppen. Der var bare en forskel, det største af disse ar havde han selv påført den udøde prins. Men da fangede hans blik noget, meget diskret og småt: Ahngel strammede kæberne og hans øjne sænkede sig ganske svagt i. Som havde Ma’lakel ramt noget der ikke syntes at være et helt ligegyldigt emne. De gylden grønne øjne rettede sig ligeud igen, hvorefter at han så på ingenting, stirrede hvileløst på vand overfladen der lod sig vippe en smule fra side til side, alt efter hvor meget de begge bevægede sig. Han sad dog stadig stille, og lod da blikket glide til vampyrens overkrop igen idet denne talte. Med en stemme som Ma’lakel ikke kunne opsnappe sarkasme fra, men den virkede stadig ikke helt oprigtigt. Det hele bekræftede i bund og grund Ma’lakels ide om at der måtte være noget på netop det emne der tyngede den udøde, eller i hvert fald fik denne til at give ’det’ udtryk. Men så syntes Ahngel at ville have hans blik, og Ma’lakel gav denne hvad han ville have. De gylden grønne dyriske øjne så ind i de glødende røde uden at vige væk, til trods for den overvældende sandfærdighed og oprigtighed som Ahngel prøvede at give en illusion af. At vampyren netop gjorde det, og oveni begyndte at tale om at det var Ma’lakel der garanteret bare havde glemt Ahngels kropslige udseende og størrelse, gjorde bare halv-dæmonens tvivl stærkere. Hvorfor ville den udøde lægge så meget i at overbevise ham, hvis det i sidste ende var noget ubetydeligt? For derefter at sende Ma’lakel et smil, der virkede malplaceret. Nej, hvis Ahngel havde fundet noget ubetydeligt, ville han ikke smile af det, hvis denne havde fundet noget ikke var vigtigt ville han ikke bruge kræfter på det. De få gange Ma’lakel havde set Ahngel give et smil fra sig, var enten hvis han skadefro fandt noget morsomt, hvis denne blev opslugt af sine tanker og derved kom til at give et smil fra sig, eller når han ville dominere: prøve at overbevise en om noget som egentlig ikke var sandt, eller få en til at tvivle på ens egen dømmekræft, og derved give Ahngel overhånden. Skønt Ma’lakel ikke havde tilbragt størstedelen af sin tid med vampyr herren, glemte han sjældent, og de gange vampyren havde skænket ham et smil lå stadig solidt inprintet i hans hukommelse.
Han holdt sit blik på vampyrens selvom at et kildende kulde gys skød ned igennem kroppen på ham, i det den udøde trak noget af sæben fra håret hen til hans tændinger og videre nedad.
Men de grønne øjne så stadig intenst ind i de røde, ligesom vampyren havde prøvet på at overbevise Ma’lakel om hans oprigtighed med blikket, så Ma’lakel ligeså ind i de rødglødende øjne for at grave sig vej ind til sandheden.
Og da forsvandt det. Det der ville overbevise, og Ahngels ord gled ud fra de smukke læber og bed Ma’lakel som en smuk hvid pyton. Men dens gift virkede ikke.
Han betragtede Ahngel i tavshed lidt endnu inden at hans blik gled hen på dennes hånd der søgte Ahngels nakke. Ma’lakel observerede nysgerrigt hvad der skete, og kunne ud fra Ahngels handlinger og blik, tolke at der måtte være noget galt. Endnu en bekræftelse i hans teori om at emnet ikke havde været så meningsløst igen.
Han lod vampyren dvæle i sig selv i nogle sekunder før at han rakte en hånd op imod dennes ansigt, lod en den lægges imod den side af den udødes ansigt som han vidste at han selv havde skamferet. Han brugte sin tommel finger til at glide fra øjenbrynets kant og langs øjets kogle struktur, inden at han ville lade sin hånd glide om bag vampyrens baghoved, kælent over de sorte tråde og glide ned til dennes nakke, for at finde de fingre som Ahngel holdt på et bestemt punkt, hvis ikke denne hurtigt fjernede dem, ville han lige så stille ligge to fingre ved siden af vampyrens og mærke efter, hvad det var der havde optaget Ahngels opmærksomhed så pludseligt.
De gyldne rovdyr øjne havde imellem tiden fæstnet sig på den udødes ansigt, så hvis denne søgte hans blik ville Ma’lakel se tilbage på ham.
Hans blik havde dybde: det indeholdt både nysgerrighed, årvågenhed, og en afklaring der ville syntes foruroligende. Hans kropssprog var roligt og behersket skønt at den stadig reagerede voldsomt på at røre ved Ahngel. Hele kroppen dirrede bare ved den svage kontakt imellem hånden og Ahngels kind. Og så, med en stemme og et blik som ikke prøvede at overbevise eller vildlede, sagde han med en snert af skuffelse i den:
,, Jeg tror ikke på dig…”.
,, Hvorfor skjuler du dig igen, når du godt ved… at jeg kan se dig? Du siger ikke sandheden.. tror du virkelig ikke at jeg kan se det, at jeg er blind?!”, han klemte svagt øjnene sammen.
Han trak svagt på smilebåndet og gav et hurtigt skævt smil der falmede få sekunder efter det var kommet til live.
”At du kan narre mig?”.

Han vidste hvad det næste ville blive: enten ville Ahngel holde fast i sin bortforklaring, og vifte Ma’lakel af ved at sige at han var gal på den, eller også ville denne gøre noget for at komme udenom, for at afværge situationen. Men hvilken af dem det blev, kunne Ma’lakel endnu kun gætte sig til.

-

Atter mærkedes en prikken over Ahngels skulder, som den velkendte ubehagelige fornemmelse formede sig som et gys derover og smøg sig i samme retning som blodårer, ar og knogler. De tomme porer i hans hud virkede pludselig iltre og uharmoniske imens en let vejrtrækning kom for at stabilisere blodets pumpe lidt. Ubehageligt. Heldigvis kunne det være mange fold mere smertefuldt. Som et sidestik.. blot i brystet, som gjorde en vejrtrækning nødvendig, dog pinende i en langsom kaliber. Ahngel hævede ganske kort skuldrene i et meget diskret åndedrag inden han sænkede dem igen, afklaret med at ubehaget var ved at dø hen igen. Hans blik vendtes da op. Noget forstyrrede kort hans lille ritual der de sidste 8 måneder havde været en daglig ting. Hvad der triggerede pulsen, ubehaget og den utilfredsstillende følelse af at lade det dø hen igen, var ikke noget Ahngel kunne definere. Ahngels øjne løftede sig fra stirrepunktet og mødte Ma’lakels hånd imod hans ansigt. Et gys flød derfra og Ahngels pupiller snævrede sig lidt ind. Hvorfor virkede sådan en simpel berøring så radikal, når det ikke var mere end minutter siden den slags berøring lå dem helt naturligt. Ahngels forundrede og kort uforstående blik mørknede sig og hans øjne blev atter dunkle og hæmmede, samt hans mund lukket. Han bevægede kort ansigtet lidt til siden som Ma’lakel fandt om bag hovedet og rørte det våde hår for blot derefter at tage føling med punktet, hvor Ahngels hånd allerede var fæstnet. Heldigvis var pulsen ikke så ophævet mere, så det ville være svært for Ma’lakel at mærke den egentlige forskel. Eller… igen kom det an på hvorvidt hans hukommelse stemte overens med virkeligheden. Han havde før rørt halsen. Han havde før ædt af den. Taget del i selve denne puls. Diskret.. Ganske diskret søgte Ahngels tommel og pegefinger imod Ma’lakels knoer… blot for at ænse et øjeblik.. Beskyttet af en bevægelse der så ud som om han blot gned halsen et sekund. Ma’lakel gjorde sin pointe og Ahngel hævede et øjenbryn. Fejlet? Hvorfor overraskede det ham ikke? Ma’lakel havde efterhånden ikke kun én gang formået at se igennem maskerne. Belastende dæmon. Ahngels blik blev langsomt stramt, som satte han et psykisk forsvar op imod en trussel og ikke en konstatering. Det var nemlig… truende. Faktummet at Ma’lakel mente at han kunne se igennem det hele… var truende. Hans indsigt. Hans stædighed. Hans nærgående person og den intime følelse, som man blev pålagt i dennes tilværelse. Det var alt sammen truende. Det efterlod Ahngel som et forsvarsløst individ der bukkede under. En alfahan burde ikke bukke under. Det var en brist. En forfærdelig stor brist. En fejl. En ridse!
Ahngel fjernede først sin hånd fra Ma’lakel.. lod den forsvinde ned i vandet og derefter den anden der ligeså sagde farvel til overfladen. Hans blik vendtes ned, som var han kort et stædigt barn der tog imod formaninger af sine ældre samlevere. Hans blik lå imod Ma’lakels brystkasse for en stund inden han kort samlede tankerne igen og fik dem flydende og kolde igen.. Løbende som en å uden at lade sig bukke af bakker og dale.. Af sten og træer. Også han klemte et kort fornøjet heh-smil ud igennem læberne inden han rettede sig op med et roligt blik, atter kiggende på Ma’lakel. Hans øjne skød lyn så at sige. Den røde farve var glødende og bevægende i stærke nuancer, men hans ansigt køligt i en påtaget tone af bedreviden. ”Meget vel..” sagde han da og lænede sig lidt frem og opad, betragtende Ma’lakel fra et lidt højere perspektiv. Det våde hår gled ned over hans skuldre og hang dryppende nedad. Hans ansigt var slået over i en skyggeside, med blot de følelsesmæssigt arbejdende øjne glødende let, oplysende hans ansigt i en meget svag grad. Han smilede atter… denne gang med en mærkelig glød under sig. Ganske vidst havde han aldrig rigtigt taget denne tone til sig i Ma’lakels nærvær. Han vidste godt hvorfor. Han kunne dog ikke lade være med at føle en lille skyld prikke i hans brystkasse, men hvad? Ma’lakel havde ikke ret til alt der foregik i hans hoved… og hvorfor egentlig ikke? Det behøvede ikke være svært.. Ahngel var ikke sceneskræk. Han kunne bevæge sig igennem det røde gardin og ud på en belyst scene uden at blinke. Han kunne tale uden hans stemme dirrede. Han kunne få en fjende til at føle sig som en elsker og ikke mindst kunne han aflede på den ene eller den anden måde. Kunne han ikke undgå sin egen mund lukket, måtte han jo prøve Ma’lakels.
”Måske er jeg blevet en smule lettere siden sidst?” Hans spørgende tone gled legende ud mellem hans læber. Hvislende som en slange et øjeblik. Dragende, som var hans normale tiltrækkende aura blevet skruet en smule op. Hans ryg bøjede sig da en smule, så han nærmede sig vandkanten. Hans underarme let skjulte deri imens han forhåbentlig havde fanget Ma’lakels øjne. Nu var han på omkring samme højde som Ma’lakel. Da ville Ma’lakel mærke, hvis han ikke fjernede sig, Ahngels hænder over hans bækken… Strygende igennem vandet og op langs hans sider, over brystkassen, op fra vandet for at fortsætte op, strygende hænderne lettere, om halskødet, let pirrende med neglende uden at de kom på skadelig kontakt derved.. om bag nakken, hvor han igen startede med at massere væsken ved nakkens krumning.. Langsomt og synkront. ”Det gør vel ingen radikal ændring..” Han lænede sig atter en smule over Ma’lakel.. Frigørende hans krop fra vandet lidt igen, så det gik ham til midten på maven. Linjerne fra hans bækken og lette mavemuskler lod sig tones frem. Da nærmede han sig langsomt hans nakke.. egentlig med den intention at..
Han stoppede da.. lige som hans læber lod sig røre. Han fandt et mellemrum i sit mønster, tav et øjeblik, men lod sig da ikke lade det ligge. I stedet for hans egentlige hensigt, lod han sine læber glide op over den våde hud, over kæben for forhåbentligt at fange Ma’lakels læber i et lidenskabeligt kys. Normalt ikke en opførsel der lignede Ahngel, men ideen var også at skride så meget ud fra sit spor, så det modparterende individ ville lade det skride til side. Minus gange minus gav vel plus? Hans kys gav dog ikke meget tid at lade Ma’lakel reagere på. Kysset var hårdt og ikke langt nok til at blive til andet. Hans øjne var kort lukkede i.. nu igen forsøgende på at holde Ma’lakels blik for en stund imens han atter lænede sig imod ham, nu ladende deres torsoer røre hinanden og hans ansigt kun meget få centimeter fra Ma’lakels eget. Han hævede begge øjenbryn en smule i et afventende udtryk, dog med et lille forførende smil på læberne.
”Gør det?” Hvislede han så og lod da Ma’lakel ordet.

-

De to fingre der ganske let trykkede imod vampyrens lyse nakke hud havde svært ved at opfange noget, meget svært endda, på grund af det faktum at Ma’lakels krop var varm, og Ahngel stadigvæk var kold. Han var dog ikke gloende, men tæt på. Andre ville sikkert trække sig fra ham, fordi han havde optaget samme temperatur som selve vandet der omgav dem, og derved ville skolde hvem end der kom helt tæt på ham. Men den udødes hud var allerede blevet skoldet, og denne så ikke ud til at blive påvirket af vandet, så hvorfor skulle han blive påvirket nu. Uden nogen succes måtte han trække hånden til sig som vampyren gjorde. Dennes kropssprog signalerede tydeligt at Ma’lakel havde ret. Han så afventende på den udøde, nysgerrig: hvordan ville han reagere? Ville han benægte eller afværge? Og hvis det sidste skete, hvordan ville denne så gøre det?
Et lille smil formede sig meget kort på de smalle brune læber, da han kom i tanke om en næsten nostalgisk tanke der ikke helt var en tanke, nærmere en glemt følelse: en følelse der bredte sig i kroppen, noget der afslappede men på samme tid fylde en med en form for fuldendelse i det korte øjeblik det varede.
Smilet falmede dog.
Og Ma’lakels blik var det eneste der endnu udviste den specielle følelse der dominerede ham. Men smilet var svært at slippe, han havde lyst til at lade det sidde, men kunne heller ikke, da han ikke ville afsløre sig selv for hurtigt.
De gyldne øjne mødte straks de røde da Ahngel rettede sig op, efter at have set ned i vandet, som en teenage dreng der ikke vidste hvad han skulle sige eller gøre, efter at han var blevet fanget i en uhæderlig gerning. Men hans øjne fik hurtigt det billede flået fra hinanden. Den røde farve var blevet stærkere, og skarpere, som et rovdyr der ville til at vikle sig om sit bytte og hypnotisere det ind i en dyb søvn. Giften begyndte at virke, og Ma’lakel kunne mærke kroppen blive lammet! Vampyren rettede sig imod ham, strakte sig, kom tættere på: dominerede som kun denne kunne gøre det! Fangede Ma’lakel med sine rubin øjne, og ledte ham ind i en drøm, en tåget drøm der frigav Ma’lakels længsler, hans lyster, og ville give en illusion af hungeren efter vampyren, og vampyren alene. Og da prydet smilet vampyrens læber. En jægers smil, inden at denne nedlægger sit bytte. Et sidste tegn på morskab inden at slangen skulle til at hugge ud med sit dødelige bid!
Ord blev talt, ligeså hypnotiserende som alt andet ved pytonens lille skuespil.
Venlige, samtykkende, underdanige, for at give fjenden en følelse af overlegenhed. Ma’lakel kendte tricket, mestrede det selv, dog ikke på samme plan som vampyren. Men Aquires havde lært ham hvordan man udnyttede en fjendes styrke og vendte den imod ham selv. Vampyren gjorde netop dette? Gjorde han ikke? Men det var ikke vigtigt, hvad der var vigtigt var hvad vampyren fik ud af det?! Han ville vel ikke bare afskrække?
Ma’lakels øjne afspejlede ikke hans tanker, men de grønne bæst øjne kunne ikke vige sig væk fra de rødes skinnende jerngreb, og en flot gylden farve begyndte lige så stille at dominere lidt mere, så Ma’lakels blik fik en stærkere snert af overnaturlig udstråling.
Måske trådte hans dæmon instinkter i kraft?
Den varme krop sitrede som den udøde placerede sine hænder lidt over hans bækken, og lod dem glide op langs hans sider, i et seksuelt mønster der pirrede Ma’lakel på en måde der fik ham til svagt at give et tilbageholdt mørkt støn: stønnet i sig selv mindede dog bare om en lidt for hakkende udåndingen. For hver en del af Ma’lakels hud der blev berørt kunne Ma’lakel mærke den flække, ikke bogstaveligt men mentalt. Der var for mange ting på en gang der drog ham så tæt på at læne hovedet tilbage og bare glemme det emne som de før havde nævnt. Som fingrende kørte over hans hals, og lod neglende let presse imod huden blot for at markerede hændernes tilstede værelse endnu mere, begyndte Ma’lakel at trække vejret en smule hurtigere. Et tydeligt tegn på at han blev ophidset af Ahngels berøringer. Og selvom han havde lyst til at lukke øjnende i velbehag da vampyren endnu begyndte at gnide den hvide væske ind i hans nakkehår, kunne han ikke slippe de røde øjne stadigvæk. Til forskel fra før syntes hans blik næsten beruset. Bedugget. Som efter deres samleje ved kaminen, den gyldne farve havde næsten udraderet den grønne, skønt at den mørke farve ivrigt kæmpede for ikke at dø helt ud!
Flere ord blev sagt, denne gang i form af et spørgsmål, ment til at overdrage byttet en illusion af kontrol!
Denne lænede sig lidt over ham, lod til at ville lægge sidste hånd på værket måske? Ma’lakel var stadig domineret af det røde blik, men ikke helt forsvundet i den dvale tilstand andre væsener sikkert ville have befundet sig i på dette tidspunkt. Som vampyren strakte sig over ham, og lod sine læber drages tættere på hans hals, kunne Ma’lakel mærke per instinkt hvad der skulle ske. Selvom andre ville blive skræmt, måske grebet af angst i sådanne øjeblik, lukkede halv-dæmonen bare øjnene i, da de røde endelig var ude af stand til at fængsle ham. Han prøvede at gendanne mindet, følelsen fra de to andre gange vampyren havde sunket tænderne i ham, hvor Ma’lakel havde ladet ham bide. Og denne tredje gang ville ikke være anderledes. Han kæmpede ikke imod, protesterede ikke, men ønskede det tvært imod. Lukkede øjnene for at føle det bedre, for at trække det til sig… men… det kom ikke?
De kolde læber lagde sig imod hans hud, med få øjeblikke af ingenting. Af tavshed. For derefter at lade læberne ligge sig over huden, køre op langs hans kæbe ben og fange Ma’lakels læber. Han åbnede øjnende der havde genoptaget mere af den grønne farve. Følte hvordan at de kolde læber krævede et lidenskabeligt kys fra ham, han kyssede da igen, lukkede automatisk de gylden grønne øjne igen, for blot at åbne den kort efter hvor kysset sluttede. Han nåede knap helt at reagere på det.
Da fængslede de rubin røde øjne ham igen, og slangen holdt sit bytte tæt, som den viklede sig om ham! Lod deres overkroppe røre hinanden, deres ansigtet være få centimeter fra hinanden for blot at spørge, med et lokkende smil, om dennes tynde fysik var vigtig?
Ma’lakel så ind i de røde øjne, så ind i dem og fandt barriere. Så skjolde, så forsvar der sikkert aldrig helt ville briste… han så sig selv.
Han var forvirret kort. Forvirret over hvorfor vampyren ikke havde bidt ham?! Forvirret over hvorfor dette emne betød så meget, at Ahngel gik til disse ekstremer for at få Ma’lakel til at droppe det? Men hvad… hvad var der i sidste ende at skjule? Hvorfor var det så vigtigt at skjule? At blive ved…

... Så lad mig da for helvede komme ind!…

Hans forvirring gav ganske kort genskær i hans øjne. Der kom små rynker ved øjnendes kant, og en klar mistro kunne ses fra ham. Nej, han forstod ikke vampyrens desperate forsøg på at gemme sig!
Hans hænder steg op fra vandet, den ene lagde sig ved dennes lænd og den anden kørte op til vampyrens baghoved, samlede de sorte våde tråde i en let klump, inden at han greb fat i dennes hår. Ikke hårdt, bare fat! Som for at holde Ahngel der, så han ikke stak af! Ikke mere løben! Ikke mere skalke skjul! Tid eller ikke, Ma’lakel havde hele natten om nødvendigt. Om denne ville det eller ej, skulle han lukke ham ind!
Han strakte hals, nåede Ahngels læber med sine egne, og placerede et lige så hårdt og upersonligt kys som det han var blevet givet! Halv-dæmonens aura, og kropssprog havde forandret sig! Hans udstråling var mere dyrisk, meget mere dominerende, og voldsom! Som et bæst der afmærkede territorium ved at flå struben op på en anden, ved at lære en rival at kende forskel på hvem der var leder og ikke. Men det var vampyrens egen skyld, han var begyndt! Han var begyndt at dominere, og så skulle den udøde prins ikke pibe når han blev brændt af ilden!
Kysset ville sikkert være ubehageligt, af alle de kys som Ma’lakel havde skænket vampyren ville dette dog være det mest overfladiske og hjerteløse. Der lå inden kærlig følelse i det, ingen lyst eller længsel, men vrede og hævngerrighed. Tilbage betaling for det falske skuespil han var blevet udsat for! Han rev håret tilbage, og ville derved tippe Ahngels hoved bagover, lod deres kys brydes imens at han bed fat i Ahngels underlæbe, rev den nedad imens at hans tænder skar en smule igennem det bløde inder stykke, inden at han gav slip og lod sine læber glide ned langs Ahngels afslørede strube. Lod kort tungen glide ud fra imellem de smalle læber efter at han med et hadefuldt toneleje talte:
,, Det håbede jeg på at du kunne fortælle mig?!”.
Han lod den ru tunge, glide ned over vampyrens strubelinje, i en truende mannér.
Hvis Ahngel havde nogen tvivl omkring Ma’lakels loyalitet, omkring hans intentioner om at skade Ahngel, så ville det være nu at den sikkert blev vakt! Ma’lakels væsen havde ændret sig meget pludseligt og hurtigt! Han var blodtørstig, med et stigende dræberinstinkt der var blevet triggered ved noget som Ahngel havde gjort, sikkert uden han selv havde en ide om hvordan?
Som hans tunge spids lod sig fjerne da han nåede strubens slutning, og den hånd der før havde lagt ved Ahngels lænd, lod sig glide ned til dennes baller. Stryge over dem i en gramsende manner, imens at blikket i Ma’lakels øjne blev mere sultent end følelsesløst.
,, Du er så opsat få at få mig til at glemme emnet.. ”, han tog en dyb indånding.
,, Så hvordan skulle jeg nogensinde kunne lade det falde væk igen, huh? , udånding.
De intense rovdyr øjne betragtede Ahngels ansigt med en sult der kunne sammenlignes med en kannibals. Han kunne æde ham. Sluge Ahngel, fortære ham, og indtage hver enkel del af den udødes legeme med glæde!
,, Du vil ikke sige mig hvorfor din krop har mistet noget af dens volume, og lyver endda for mig for at komme væk fra emnet.. du bed mig heller ikke da jeg tog dig foran kaminen… og selv nu, efter du havde mig fanget … bed du mig ikke, skønt du må være sulten efter en hel dags søvn!”.
Han lukkede de grønne øjne i, og pressede sin læber imod vampyrens kraveben, slikkede resterende dråber væk, imens at han strammede sit greb om den udødes hår så det ville give et stik af smerte.
,, Nyder du at sulte dig selv?... Er det din nye fetish? Træt af junkie blod allerede, huh?”, et lille smil formede sig over de lyse brune læber, som morede han sig. Han søgte da opad, og skubbede Ahngels hoved ind i samme position som det før havde været da de havde set på hinanden. Han lod sine læber kysse Ahngels kind alt for blidt til at det kunne være dybtfølt, og lod derefter hans varme kind glide langs Ahngels kolde kind, indtil at han nåede dennes øre. Han lod da sin tunge glide ud for at lade spidsen ligge sig bag vampyrens øreflip og trække den imod ham som han slikkede den.
,, Hvorfor vil du ikke bide mig? Smager jeg ikke godt længere? Er mit blod for godt til dig?!”.

Det gjorde ondt. Det stak og skreg, samt var der noget i ham der kæmpede for at holde ham tilbage. Han kunne have voldtaget vampyren lige der! Tvunget dennes hoved under vandet imens at han tvang sig op i ham bagfra. Druknet ham imens at han piercede ham indefra! Men han gjorde det ikke. Han kunne ikke… og hans handlinger, var på samme tid med at de var en reaktion på Ahngels opførsel overfor ham, også en reaktion på hans frustration over at han ikke kunne… han kunne ikke påføre den udøde yderligere skade. Hans hals gjorde ondt bare ved tanken. En trykken kom fra brystet. Han ønskede jo ikke Ahngels had… men tvært imod, så hvorfor fattede den udøde det ikke?! Hvorfor kunne denne ikke se det… når han så alting som Ahngel gjorde så klart?!

-

Triumfen var ikke langt derfra og en lettende følelse syntes allerede at glide hen over Ahngel imens han fortsat betragtede dæmonen for en stund. Han følte sig fristet til at smile bredere et øjeblik, bare for at bekræfte tilfredsstillelsen eller mangel på samme. Da blev hans ansigtsudtryk slået over i en undersøgende tone da han bemærkede Ma’lakels blik imod ham ændrede sig fra den påsatte trance til ren og skær mistro. Pokkers! Havde han rent faktisk? Ahngels hoved begyndte på højtryk at arbejde scenen igennem.. Den havde da været fuldbragt, havde den ikke? Hvor var revnen? Hvor var fligen? Hvor var revnen i phantomets halvmaske henne?! Han skulle akkurat til at læne sig væk fra dæmonen igen.. beholdende sin kølige aura over ansigtet, dog blev han stoppet inden hans plan var gennemtænkt. En hånd over hans lænd var det første som udgjorde det lod at det ville blive alt andet end flydende og elegant at fjerne sig fra ham. Ahngel vendte kort blikket bagud for at registrere Ma’lakels hånd, dog rettedes det frem da denne fik greb i hans sorte fugtige hår og gjorde et tag, som ikke pinte, men strammede i hans hårrødder. Allerede da blev Ahngel igen gjort bevidst af hans manglende fysiske udholdenhed. Det var ubehageligt. Normalt ville han ku blive flået i hårsækkene og blot trække det til sig igen af ren styrke i nakken… muligvis flående totter af uden hans ansigt ville rynkes. Da blev Ahngels læber fanget af det hårde kys som lignede det, som han selv havde givet til Ma’lakel i sin korte mangel på iscenesætning. Hans strube gav kort et hak, som ville han indvende noget spørgende inden hans mund blev forseglet. Blikket klemte sig kort sammen inden hans øjne atter flammede op. Han mærkede det. En bitter os fra Ma’lakel der ikke kunne misfortolkes. Hævngerrighed? Ahngels bryn krummede sig ligeså da han havde indset at hans forsøg på at afværge Ma’lakels nysgerrighed var hvad der havde triggeret dette. Kysset selvfølgelig. Pokkers til idioti! Hvordan kunne Ahngel glemme noget så vigtigt i skemaet? Hvorfor var han blevet så sløset?
Ahngels hvide tænder kom til udtryk da Ma’lakel hev ned i håret og vippede Ahngels ansigt opad. Han ville meget vel kunne mærke den unormale lethed ved at få Ahngels muskler til at give sig. Samlingen af nerver peb i Ahngels nakke, samt hårrødder, hvor trådene var mest opstrengede. Ma’lakels tænder imod den bløde underlæbe gjorde da ligeså en smule, da en rift blev skabt derfra.. Blodet tyndt og smagsløst, som var det blevet vandet op i stedet for at være et stærkt koncentrat. Ma’lakels tænder slap og læben gendannede da sin form. Riften døde ikke hen. Healede ej hurtigt. Den blottede hals var bevægelsesløs. Ahngel havde vel indstillet den unødvendige vejrtrækning og ladt det ubevægelige adamsæble let bøjende hans arrede hud. Da talte dæmonen, med sin dybe stemme mættet af had og misfornøjede toner. Ahngel skulede imod det høje loft for en stund imens han kort vippede halsen let til siden for blot at gøre forskel fra den nu lettere brændende posering. Han følte sig som blev han forhørt.. siddende med hænderne bag en stoleryg, forbundet af noget der ikke syntes som en truende ting, før nøglen blev gemt væk. En hvid lampe imod de følsomme røde øjne. Ahngel tav og lukkede munden for de blottede tænder. Hans øjne forblev kolde. En hæs lyd slap igennem hans læber da tungen syntes at glide over de mere sårbare steder. Hals.. strube. Forberedelsen på et dybt bid ophobede sig i Ahngels underbevidsthed, skønt hans krop skød det fra sig. Hjertet slog et slag hurtige igen og fingrene, der havde hvilet ubevægeligt over Ma’lakels skuldre, gled ned og støttede imod brystkassen, blot for at skubbe sig tilbage så svagt han nu formåede. Holdt Ma’lakels greb, var der ingen held og han ville højest opnå et afstand på få centimeter mellem deres overkroppe. Tungens løsnen. Ahngels puls gled atter en enkelt gang igennem det forpinte blodkar inden den døde hen til denne døde puls, som de fleste blot opnåede når de sov, til trods for han var alt end afslappet. Derimod lukkede han ned bevidst. Lukkede for sit åndedrag. Lukkede for sin puls.. Blot for at fjerne faktummet om hans urolighed. For ikke at provokere fjenden eller opfordre… ladende denne vide at dennes forsøg ikke virkede. Rent instinkt var det dog. Ren kropslig reaktion, som når en såret ulv rejser sine hår. Ma’lakel konstaterede og kom ud med sin pointe. Ahngel var ikke overrasket. Selvfølgelig havde han ikke ladet det ligge! Hvorfor skulle han blande sig på den måde? Nød han ligefrem tanken om at Ahngel havde mistet fuldkommen kontol over samtlige instanser i sit uliv? Hånden over hans balle virkede da ikke så forførende… ikke så følende. Dette var en overskridelse af samtlige grænser for en anden gang. Før drevet af Ma’lakels nysgerrighed og lettere sadistiske tanker om at se Ahngels hoved knækket, og nu af den vrede der drævedes af faktummet at det ikke lykkedes. En lavmælt snerren lod hans strube vibrere for en stund. Han formåede da igen at vippe ansigtet en smule og dermed lægge øjnene på Ma’lakel.. Stikkende var de, dog tavse og tilbagestående. Accepten af hans nuværende position mellem dem, var ikke noget der hugede vampyren. Ikke et sekund! Hans tænder blottedes atter ganske kort i et vredt: Tsch! Han holdt øjnene imod Ma’lakel imens denne opsummerede… Gav Ahngel de ting han havde formået at udlevere tilbage på et sølvfad. Ahngels straffeattest blev læst op og lampen skruet op for. Lyde kunne vel høres fra bag det ensidede spejl, hvor man med sikkerhed kunne forvente ’dommerne’ lyttede bagved. Først da døde det arrige udtryk hen. Ahngels blik blev da observerende og hans pupiller smalle imens han lyttede. Hans ene øje klemtes kort sammen ved hårsækkenes lette prikken. Han kom da ind på biddet. Endnu en del blev samlet og Ahngel fandt endnu en revne i den lange løber, som han ellers havde lagt ufejlbarligt ud. En skygge havde kamufleret dets unikum. Dens fejlkilde. … og selv nu, efter du havde mig fanget … bed du mig ikke, skønt du må være sulten efter en hel dags søvn!
Ma’lakels læber imod Ahngels kraveben og det strammere tag i håret lod Ahngel afgive et hvæs imens han i hovedet rettede Ma’lakels sætning: Skønt du må være sulten efter en hel dags søvn!... Ahngels øjne strammedes op igen.. Hans blik afværgende Ma’lakel med en endelig synlig skam liggende i øjenkrogene.
Flere dages søvn. Ugers søvn…. Ma’lakel. Ugers søvn.
Den indre stemme lød så rolig og korrekterende. Ahngels sind kogede dog og den strøm der før havde undveget sten og træer, slog nu hårdt imod det samme med saltholdige stærke bølger. Ma’lakel fortsatte imens forsyningen af træer og sten syntes at dø hen ved de brusende bølger. Blev slået til pindebrænde og grus imod saltvandets kræfter. Det gav et irritabelt sug i Ahngels mellemgulv og et svagt gib flød igennem ham. Hans nakke blev da frelst fra den stikkende følelse da Ma’lakel atter rettede på Ahngels nakke og førte hans hoved hvor han ville. Ahngel snerrede igen kort over den tvangsfulde bevægelse der blev gjort deri og hans øjne lagdes hadefuldt imod dæmonens alt for lystige ansigt. Var Ahngel ved sine kræfter skulle han give den forbandede dæmon noget at smile af! Da Ma’lakel plantede et følelseskoldt kindkys på Ahngel strammede han kæben og tvang sit ansigt i den modsatte retning så godt han kunne formå med Ma’lakels stadig stædige tag. Han blev da tvangsindlagt i at mærke Ma’lakels kind imod hans egen og gyse ved tungens berøringen af hans øreflip. Han talte endnu engang. Hviskede i Ahngels øre.. Hvorfor han ikke ville bide ham? .. Hvorfor han ikke havde gjort det allerede? Ahngel.. gad godt vide det… Ahngel havde en fornemmelse af hvorfor han ikke kunne drikke af frankrigs bufé som han engang gjorde, men det forklarede bare ikke at hans krop sagde nej til de ubetydelige, hvor det da var hans sind der sagde nej, når Ma’lakels nakke var inden for rækkevidde. For tæt igen.. For tæt igen!
Hans tinding begyndte atter at dunke med en ilter puls og han udstødte et uforklarligt støn der syntes smertefuldt til trods for at der ikke blev pålagt nogen pludseligt følelse over ham. Et åndedrag blev tvunget igennem ham og proportionelt derved ville Ahngels modstand med hænderne imod Ma’lakel dø hen og mellemrummet blive mindre. Han tvang sin tunge til at fugte læbernes indersider, uden at lade den bevæge sig ud fra gabet. Hans brystkasse tog igen en pause, men genopstartede åndedraget efter ganske kort tid. Var Ma’lakel tæt nok på halsen, kunne han høre de anstrengte lyde fra struben, som var luften virkende på samme måde som når en luftløs hev derefter. Man kunne høre hans læbers separation da åndedragende blandede sig med hans stemme.
”Nhn..” Hans åndedrag stabiliseredes atter en smule. ”Du lyder som om du ligefrem ønsker det..” Hvislede han så. Hans stemme havde et knæk, men syntes allerede at samle styrke igen. Ahngel sendte et dødbringende blik igennem luften uden at ramme noget. Hans arme samlede, som hans stemme, sin værdighed og skabte atter det håbede mellemrum mellem dem imens han lod sin nakke styrkes og ikke være afhængig om hvorvidt Ma’lakel holdt det oppe eller ej. Selvfølgelig var dette kun aktuelt hvis dæmonen ikke havde besluttet sig for at lade sin styrke ophobes et niveau mere. Det var svagt, men det var der. Hans blik lagdes til siden.. så meget vel imod Ma’lakels hals og tinding ifølge deres positioner. ”Jeg æder ikke af dig fordi det ingen forskel kan gøre. Det er for din krop fysisk umuligt at udfylde min mangel.” Han stoppede et øjeblik og spændte musklerne. ”Desuden. Hvad pokker gør det af forskel..?! Det er bare en uregelmæssighed i mine mønstre. Det er naturligt..!”
Han havde ingen ide om dette var naturligt og ligeså havde han heller ikke opfanget at han forklarede noget som han endnu ikke havde svaret direkte på. Fundamentet manglede. Hans besvær ved at blive tilfreds ved andres blod, for ikke at sige bare drikke af dem generelt. Det blod der burde ha været i ham, flød i paris’s gader nu. Tømt af desperation og spildt af fejlslagende forsøg. Nåede det hans hals.. blev det frastødt med det samme. Alt sammen var bittert. Alt sammen aske. Alt sammen.. bare ikke nok. Savn var en farlig ting at undertrykke… for hvis ens psyke blev pint, gik det i kroppen som en syregrøn gift der farvede ens blod.. gjorde det tyndt og håndled svage. Gjorde hårrødder sarte og muskler overflødige.
Det var måske et halvt svar til det halve spørgsmål. Men et svar var det vel?.. Ahngels blik faldt fra Ma’lakel og frem for sig igen. Han ville være stille et øjeblik, hvorefter han da lukkede øjnene lettere anspændt i, da hans muskler gav sig til at klage. ”Og din undskyldning?” Sagde han så.. Endnu ikke død. Endnu ikke begravet. ”Hvad forhindrer dig i det samme?” Hans stemme var da lavere dog bitter som bare pokker.

-

Han lukkede de grønne øjne, og lod fortsat sin kind ligge imod vampyrens. Tankerne fra før dominerede hans sind, og frustrationen over at han ikke kunne tage det skridt der skulle til, fik den kolde krig i hans hoved til at blive værre. Hans vejtrækninger var uregelmæssige, og mærkeligt hakkende som skulle han koncentrer sig for ikke at holde vejret underbevidst. Duften af den fugtige regn dug der kom fra sæben i håret og andet som sæben var gledet ned i, hjalp ikke just hans væsen til at slappe af, men som vampyren begyndte atm prøve på at trække vejret igen, efter at have holdt det, og denne genoptog sit forsøg på at få afstand fra Ma’lakel, åbnede han øjnende igen. Denne gang var de ikke domineret af hævngerrighed, men.. fortrydelse.
Han klemte svagt øjnene sammen imens at han indså hvad han var i færd med, hvad han egentlig lavede: han havde mistet sin selvkontrol over noget så ligegyldigt som et emne der sagtens kunne være blevet ignoreret og gemt væk. Men han havde insisteret på det, og hvorfor havde han det? Fordi han ikke kunne styre sit kaotiske sind mere, fordi at nysgerrighed, og sult efter viden om hvad der foregik i vampyrens hoved var blevet for overvældende, og havde skubbet ham over en kant som han ikke burde være faldet ned af!
De anstrengte lyde som han opfangede fra vampyrens strube fik det til at stikke i hans egen. Den lukkede sig sammen, imens at maven ligeså reagerede voldsomt på det besværede åndedrag. Som om at det bekræftede at Ma’lakel havde gjort noget forkert. Han fortrød meget sjældent sine handlinger, fandt altid en fornuftig mening bag dem eller lagde ansvaret fra sig hvis der ikke var en rationel grund! Men denne gang kunne ikke løbe fra det.
Den kvalte verbale lyd som derefter kom fra Ahngel, gav endnu et stik, både en dulmende sadisme spillede ind men kæmpede på samme tid med den mere bevidste følelse om at få lov at dominere Ma’lakel helt. Han lukkede øjnede i igen, og lyttede på åndedraget som var det hans eget. Hvordan det stabiliserede sig gradvist. Ordrerne der kom, var som en dødendes nervepirrende hvislen og gav Ma’lakel endnu et skud af det velfortjente ubehag der bredte sig i hans krop. Om han ønskede det? Ja, han havde vel ønsket det.
Selvom han holdt vampyren i et jerngreb, havde fat om denne som han ville tage fat om en lille ubetydelig ting der blot skulle være hans næste måltid og ikke havde større mål, så var vampyren endnu stærk, skønt at denne lod sine hænder placere på hans bryst igen for at skubbe dem væk, efter at de havde opgivet deres forsøg på det en gang før. Var den udøde virkelig så svækket? Når han tænkte på at Ahngel førhen havde været i stand til at kæmpe imod Ma’lakel og få ham trillet om på ryggen uden den mindste besvær, virkede det at Ma’lakel blot gav et lille ryk tilbage i overkroppen når denne skubbede ham, fuldstændig grotesk. Og en frygt dannede sig i hans hoved, endnu et spørgsmål poppede op, denne gang omhandlede det hvor lang tid en vampyr skulle gå uden føde indtil at de blev, ligeså svage som Ahngel var. Enten ville denne bilde ham ind at han var så svag, men hvorfor skulle ham? Ahngel virkede ikke tilfreds med den situation han befandt sig i, så hvorfor bluffe i stedet for at tæve Ma’lakel og komme væk? Der var noget galt!
Selvom at styrke nievuet i Ahngels skubben af Ma’lakel forøgede sig, ændrede det desværre i særlig meget. Ma’lakel’s største styrk lå i hans styrke, og udholdenhed. Han var trods alt en kriger, skabt af de mest destruktive racer: menneske og dæmon. Den ene mere spontan og uforudsigelig end den anden. Og i modsætningen til Ahngel var Ma’lakel ikke svækket, en smule træt, men ikke så træt at det påvirkede hans krop mere end hvad det ville gøre ved en normal døsig person.
De næste ord var dem der gjorde vendepunktet, dem der prøvede at give Ma’lakel et svar på hans spørgsmål. Han fik dog ikke noget svar på det overordnede spørgsmål, men fik dog et svar på hvorfor vampyren ikke havde sat tænderne i ham. Et svar der igen startede nogenlunde acceptabelt ud, men derefter sank ned og fik Ma’lakel til at tvivle igen. Han fortalte ikke sandheden. Hvordan kunne et uregelmæssigt mønster gøre en så mægtig alfahan så svag?! En dags mangel på føde… det havde ikke gjort vampyren lige så svag som i Ma’lakels hjem. Og da havde de trods alt brugt tre dage i hinandens selskab, hvis vampyren havde været så svag, ville Ma’lakel have opsnappet det meget hurtigt, det var han sikker på! Der lå noget under, der var noget som ikke kom på bordet, Ma’lakel manglede en kerne i forklaringen! Noget der gav mening, det andet var bortforklaringer!
Og da indfandt stilheden sig.
Kom snigende som en morder der listede sig igennem det sovende værelse, og selvom man godt vidste hvad der skulle ske ligesom han rakte hånden med kniven op over hovedet, sidder man alligevel med en spænding i kroppen.
Det var sådan det føltes for Ma’lakel. Han troede han vidste hvad der skulle ske. Han ville ikke rode i det mere, Ahngel kunne få sin vilje og kravle ned i sit skjul. Og Ma’lakel ville tage hjem til Di Morga igen. Det her var dumt, det havde været afsindigt naivt lige fra starten. Det hårde tag i vampyrens hår aftog sig, og Ma’lakel lod sine fingre glide væk fra de sorte silke tråde han havde haft fat i.
Og da så han op og morderen over ham havde fæstnet kniven i brystet på ham, og et spørgsmål blev slynget imod ham selv. Ma’lakel rynkede brynene uden helt at forstå mening med det. Han have stadig fat om vampyren så denne skulle kæmpe for at komme helt væk. Han trak sig en smule for at se på vampyrens ansigt. Hans øjne var svagt klemt sammen, forvirring kunne spores og han søgte de røde øjne i et forsøg på at gætte sig frem til meningen med spørgsmålet. Hans undskyldning? For hvad, for ikke at havde bidt vampyren? Åh, han havde skam bidt, og været tæt på at gøre mere, men behersket sig.
Et overlegent blik gav genskær i hans øjne skønt at hans spørgsmål, forrådte hans bedrevidende udstråling:
,, Hvad mener du?”.

-

Bitterheden i Ahngels blik og stemme døde hen som de få sekunder gik. Den lette skubben stilnedes ligeså af og det virkede nu nærmere som en støtten op ad Ma’lakel. Ahngel havde ikke den vilde interesse i at lege svagt dyr mere en nødvændigt. Det var skamfuldt ikke at være i stand til at give denne dæmon den mindste smule fysisk modstand. Hans hovedbund syntes at sende et harmonisk suk igennem ham da Ma’lakels tag løsnede sig og det lange hår gled da ned over ryggen, skuldrene og halsen igen. Havde han ramt noget? Ahngels øjne hvilede endnu lidt imod Ma’lakels skuldre en tid. Patetisk. Nedværdigende. Domineret og holdt fanget. Hvorfor kunne Ma’lakel holde disse chokeffekter og stadigvæk.. Stadigvæk tvivlede Ahngel på om han ønskede at vristes til trods for den robuste behandling fra dæmonens hænder. Havde han fundet den lille hvide del i yangs indre? Havde han fundet en morgenstjerne? En egentlig lysbærer med en rødglødende lanterne.. Beskrivelsen dannede et navn han ikke ønskede at fortsætte ud i. Lanternens glød døde hen i et sindsligt mørke, ført af en tatoveret hånd. Vandet var atter roligt. Næsten da. Et let splash kom fra karets anden side, hvor Ahngel før havde siddet. Den sorte kat sad og stirrede på dem, højre forpote våd efter at ha forsøgt sig på en flygtig bobbel og afskrækket i forsøget. Hans øjne var smalle og dens øre rejste og årvågne. Kiggede Ma’lakel på den, ville den søge hans øjnekontakt, som holdt den vagt for sin herre… dog.. Spandt den højlydt og dens hale vippede legende fra side til side bag dens trekantede figur som den sad der med fronten imod dem. Ahngel spidsede kort ører og havde de været lig Noirs, havde de vendt sig, fokuserende på lyden for et sekund. Typisk afslørende kat. Da mærkede Ahngel en forskel i deres stillinger og han og Ma’lakels ansigter blev atter lige for hinanden. Ahngel betragtede udtrykket i dæmonens øjne, hvor hans selv ville være undladende at vise noget drastisk. En form for opgivelse kunne dog spotttes bag en enkelt splintret port. Dæmonens blik blev til ord og ord kom til tale igennem dennes mund. Han spurgte ind til ham.. Ahngels blik blev da uforstående, som havde Ma’lakels respons ingen relevans til hvad han før havde sagt. Da huskede han det igen. Hans undskyldning? Hvorfor havde han overhovedet spurgt ind til det? Det havde intet med emnet at gøre, havde det? Han skulle kort til at ryste på hovedet og bede Ma’lakel glemme det, men af nuværende årsager, havde han ikke lyst til at prikke yderligere til Ma’lakel ved at lukke ham fra endnu en information. Ahngels mund var lukket i en tid og hans øjne lagdes til siden imens han tænkte.
Egentlig havde det endelige spørgsmål rumsteret i en tid, men aldrig rigtigt fundet vej gennem læberne. Nu skulle han vel uddybe det? Hans blik bevægede sig tilbage til Ma’lakels og det blev langsomt mere alvorligt. Han tav. Hvad? Hvorfor pokker kunne ordene ikke bare forme sig som tankernes farvebaner? Han krummede da øjenbrynene og så igen nedad, nu mere koncentreret end før. Hvad var problemet i at få det til at flyde sammen.. Hvorfor kunne det ikke siges sofistikeret og intelligent?! Hvordan kunne det undgå at lyde som noget han havde tænkt på i de ganske få dages søvnløshed der havde været? ”…” Han åbnede let læberne, visende en let antydning af hans forreste del af den øvre tandrække. ”Du har ingen mærker efterladt på mig trods du i de sidste par minutter har haft en tørst dertil.” Hans øjne blev atter rolige og hans autoritet syntes at samle sine skår op og forsøge at lime sig sammen. Han læste ingen tanker. Selvfølgelig ikke, men duftene fra Ma’lakel.. kropssproget og hele denne lille opsætning. Han havde ønsket at skære et hul i Ahngels hud, havde han ikke? ”Hvad gør at du rører mig som var jeg en dukke af porcelæn og ikke piercer mig som du gjorde da du… ’tog mig’.” Hans tone i det sidste stykke var bittert, men det forsvandt igen i en passiv diskuterende tone. Hans tunge gled ud fra læberne og samlede det klistrede blodstykke fra revnen op og lod det forsvinde tilbage i munden, som lukkedes. Hans øjne gled da over Ma’lakels ansigt, som søgte han efter noget. Hans blik vendtes imod halsen. ”Selv nu undertrykkes det.” Hvislede han så inden han lagde kæben og næsetippen imod halsen i et kort følende strøg.. Ikke ment i en kærlig fortolkning, selvom det ganske vidst kunne ligne det ved det blotte øje. Da åbnedes hans øjne en smule mere da han atter mærkede hvad han havde mærket under deres samleje. Denne mærkelige prikkende følelse der syntes at fylde hele kroppen på trods af hvad der var i kontakt med Ma’lakels. Han mærkede hans ansigt paralyseres kort af den glød, som syntes at få resten af kroppen til at gyse kort.
”Hvad lænker dine hænder?” Mumlede han da med en mistænksom tone.. rettende sig op igen så godt han nu formåede.

- Ma'lakel
Og da fyldte stilheden rummet. Da lod vampyren, sine hænders desperate forsøg på seperarer sig fra Ma’lakel, holde inde, og i stedet lægge sig over hans hud, som støttede han sig op af ham. Ikke længere var de vilde dyr, ikke længere var de to rovdyr i en farlig magt dans. Skønt at dansen ville fortsætte i mange år endnu, men ikke på dette tidspunkt. Flammerne havde allerede reduceret kuldet til støv, og kunne ikke længere brænde så kraftigt som de havde gjort det før, og vandet, dets overflade lige så stille som den døende larm fra en nu udkæmpet krig. Det eneste der kunne bryde dette øjebliks intethed, var den muntre og lettere antiklimatiske bløde brummen, der kom fra bag dem. Kattens interesse i vandet syntes ikke at være synet hen til trods for dets varme, og det virkede et øjeblik som om at den troede den kunne gå på det, og glad spadsere over til dem! Bemærkelses værdigt, og alligevel antydende på at det var et dyr, med et dyrs intelligens. Ma’lakel’s øjne søgte den kort, og opfangede den årvågne måde som den betragtede ham på. Man kunne fristes til at tro at den ville have sprunget på Ma’lakel i det øjeblik han udviste en truende adfærd, ligesom Ma’lakel’s egen flok ville have gjort det, hvis nogle viste sig stærkere end ham og havde hensigt om at skade ham. Alle undtagen den grå, dens kærlighed til ham var stor, men dens dovenskab overgik hengivenheden og denne ville sikkert ligge sig på maven og strække for og bag-ben for derefter at give et halvhjertet hvæs fra sig og begynde at sove. Møg kat. Noir var måske lig den Grå?
Men opmærksomheden var hovedsagligt rettet imod Ahngel. De grønne øjne søgte de røde, og ventede på et svar som Ma’lakel forventede ville komme. Efter den lille demonstration af hvem der var stærkest fysik, ville den udøde vel ikke være så dumdristig at skubbe ham væk fra endnu en information, som Ma’lakel selv mente han havde krav på!
Men tiden gik, og Ma’lakels utålmodighed blev sat på en prøve skønt at det der blot var tale om nogle få sekunder eller i bedste fald minutters venten. Ahngel tænkte. Tænkte på hvad? På om han skulle svare eller ej? På om det var klogt at svare eller ej?
Ma’lakel fandt hans utålmodighed foruroligende, den ophobede sig med en hastighed som ikke kunne sammenlignes med noget. Og inden længe, syntes han at hele hans væsen ville springe i luften. Men alligevel fik den ikke lov at overtage, også selvom at svaret på hans spørgsmål ikke lod sig komme.
Han så på Ahngel som skulle de næste ord denne udtalte bestemme om jorden skulle gå under eller ej. Måske fordi han frygtede svaret en smule. Hvad hans undskyldning var, kunne betyde meget, men alligevel kunne Ma’lakel kun komme frem til at den marmor hvide prins, måtte have lagt mærke til de små særheder i Ma’lakels væremåde, selvom at halv-dæmonen ikke huskede at have gjort noget der kunne tyde på at han var anderledes end i Terre.
Men da åbnede Ahngel munden, så Ma’lakel ganske svagt kunne skimte de hvide fortænder og hjørne tændernes øverste del. Hans øjne fik en grønlig gnist i sig, og han så ivrigt på vampyren, som stadig så ned imod vandets rolige overflade. Ordnende der fulgte fik det til at isne inde i halv-dæmonen. Hans øjne blev spærret en smule op, og mave musklerne strammede sig sammen, samt spændte han kort i armene. Hans øjne søgte væk fra vampyren, flygtede nærmest, som en ung dreng der skammede sig over at være blevet taget i at sjæle penge fra sin mors pung. Ma’lakel kunne mærke hvordan rollerne lige så stille begyndte at bytte sig: han var ikke længere anklager men forsvare.
De næste ord kom, og satte sig som et piskesmæld, over hans benægtelse af at han kunne have udvist for megen ømhed. Hans øjne var ikke længere afvigende eller ønskede at flygte væk, men blev indædt af et selvhad. Små rynker dannede sig under øjnene og i siderne, som han klemte dem sammen og så ned i det stillestående vand. De gylden grønne malakit øjne gled rent instinktivt hen over vampyrens ansigt igen, og fulgte tungens færd i at rengøre den beskadige underlæbe. Selv var han klar over at han havde holdt igen, om ikke andet behersket sig gevaldigt meget, men der var ikke noget klart svar på hvorfor. Ikke engang de væsener han før havde følt sig det behageligt i selskab med kunne stoppe hans indre destruktion, ingen… udover Ahngel. Han mødte da de røde øjne som de så på ham, kørte over hans ansigt der ikke gav andre træk fra sig end de små rynker der var blevet skabt. En irritation kunne ses ligge i blikket af halv-dæmonen, men ikke hævngerrighed, eller had. De følelser var blevet skubbet til side af nysgerrighed, og hans egen underbevidsthed. Han havde fået det han ville af at dominere igen, markeret at han ikke var et legetøj, og at vampyren ikke skulle føle sig hævet over ham. Ma’lakel var ingens bytte! Han så spørgende på Ahngel da denne konstaterede at han endnu holdt en blodtørst inde, et lille ønske om at skade den udøde, sætte sit mærke på ham. Og vampyren havde ret. Ret i at Ma’lakel undertrykte noget, noget voldsomt og destruktivt, som ingen andre individer ville have den fjerneste ide om var så ukontrollabelt. Men lige nu, havde den ikke sin plads i hans sind, lige nu følte Ma’lakel sig normal. Afskåret fra sine menneskelige goder, og efterladt med en tom følelse. Men kroppen var ikke lige så afklaret som sindet, og reagerede på vampyrens nærkontakt da denne lænede sig ned for at lade sin næse spids og kæbe, lægge sig ved den mørke solkyssede hals. Han sank meget diskret en klump spyt der havde samlet sig på hans tunge, gjorde det på en måde der måske ville syntes normal, men som i virkeligheden var et af Ma’lakels små afværgelser. Ved at syntes så normal så mulig, kunne man håbe på at ens fjende ikke lagde mærke til nervøsiteten bag ens handling. Han lukkede øjnene kort, da vampyren mumlede det sidste, og søgte kattens blik, bedende: som ville han have kræet til at hoppe ned i det varme helvede, bare for at distrahere og få deres samtale drejet væk igen. Men han tvivlede på at Noir kunne læse hans tanker! Da rettede Ahngel sig op igen, og Ma’lakel søgte dennes blik uden at tøve. Hvad lænkede hans hænder? Hans blik var afklaret og mesterligt udført, hans øjne signalerede ikke nogen synlig forskel, men man kunne dog, hvis man lod sig optage af det, gylden, grønne blik længe nok, sikkert opsnappe en følelse af ubehag hos Ma’lakel.
I tavshed betragtede Ma’lakel Ahngel i få sekunder før at hånden der førhen havde været ved Ahngels skulderblade bevægede sig op imod dennes baghoved igen, men ikke med en intension om at gribe hårdt fat som før. Han lagde sin håndflade oven på de sorte tråde, trak sig en smule længere væk fra den udøde inden han igen bevægede sig tæt på ham, så deres læber blot ville være få centimeter fra hinanden, han kunne mærke vampyrens kolde ånde slå imod læberne, hvis denne da trak vejret.
Hans øjne slog gnister.

,, Mon ikke bare din fortolkning af mig er blevet en smule anderledes end da du befandt dig i Terre?”.

Han trak svagt på smilebåndet, et meget lille skævt smil, der druknede som han placerede sine læber imod Ahngels. Et stille kys, ømt, og næsten nænsomt, i en fuldstændig vanvittig kontrast til det som Ma’lakel havde skænket Ahngel sekunder før. Det varede ikke længe, og ligeså hurtigt som det blev placeret forsvandt det.
Ma’lakel trak sig lidt yderligere væk fra Ahngel derefter og så på ham med en smule morskab i øjnene:

,, Hvorfor skulle jeg skade en som har sat sig på knæ foran mig, og indirekte svoret mig evig troskab? Og som jeg selv har gengældt samme troskab? Det ville være hyklerisk at misbruge din svage krop… selvom det er fristende..”.
Hans øjne blev da fyldt med mistro endnu engang.
,, Du stoler ikke på mig… du har givet mig din loyalitet og taget imod min, men vil stadig lege katten efter musen…”.
Der gik nogle sekunder hvor Ma’lakel så på Ahngel, som om at han kunne se igennem det smukke ansigt, hvis han bare kiggede længe nok. Men det endte til sidst med at han så ned i vandet igen, og mistroen forsvandt da ligeså.
Han rakte begge hænder imod vampyrens og hvis denne lod ham tage fat om dem, ville han føre Ahngels hænder op til hans skummede hårpragt og placere dem derved, for derefter at søge øjenkontakt igen:
,, Var der ikke et møde som ventede?”.

- Ahngel

Ma’lakels alt for rolige blik der blev sendt tilbage stemte ikke overens med den fraværende vigen med øjnene og den sikkert unødvendige synkebevægelse, som Ahngel havde mærket da hans ansigt var imod dæmonen hals. Det passede ikke sammen.. Det stemte ikke overens med noget. Ma’lakel.. stemte ikke overens med noget. Intet som helst. Ahngel hævede et øjenbryn af ham for en stund imens han endnu afventede Ma’lakels forklaring. Han havde allerede en følelse af at Ma’lakel mindst var ligeså afvigende som Ahngel havde været. Det var vel et ømt subjekt at omtale. Hans bryn harmoniseredes med hans ansigt da en gnist af noget negativt ladet kunne findes i de grønne øjne. Aha.. Ahngel lagde hovedet på skrå. Ikke meget. Blot så en mistænksomhed var at finde i blikket af Ahngels. Øjnene veg da kort af ren reaktion på at Ma’lakel atter lagde hånden ved hans baghoved. Et kort øjeblik afventede han hårbundens skrigen, men det kom aldrig. Selvfølgelig. Sarkasmen glinsede igennem hans øjne et øjeblik imens han lagde blikket tilbage. Han fandt Ma’lakels ansigt overfor sig.. Tæt. Meget tæt. Tæt nok til at han kunne bide ham hvis han strakte halsen. Da talte han og ordene lod en kulde indprinte sig i Ahngels øjne imens hans seende strammedes og ville meget vel få de flestes maver til at slå en knude. Nu vendtes den igen. Stafetten blev givet videre og Ahngel var langt fra i humør til at forklare hans nysgerrighed dertil. Hans fortolkning var anderledes huh? Da argumenterede Ma’lakel igen for sin overtagen ved at plante et kys på Ahngels læber. Han kyssede ikke igen, men fortrak sig dog heller ikke. Øjnene vendtes blot opgivende til siden og tilbage igen da læberne slap. Han havde bestemt ikke tænkt sig at lade sine tanker slås ud af et kys fra dæmonen igen. Hans smil bed. Ahngels øjne lynede som kontrast for det nu kolde ansigt. Ma’lakkel afveg. Det var tydeligt og den eneste grund til at Ahngel accepterede det denne gang var fordi at han selv havde forsøgt sig på det for kort tid siden. Hans talestrøm indeholdte hyklerig og evig troskab. Hvad troede han? At Ahngel havde indirekte bedt om Ma’lakels hånd i ægteskab? Ahngel fnøs indvendig ved tanken om kirkeklokker. Han sendte da et giftigt blik da Ma’lakel gav udtryk for at han fandt det fristende at udnytte Ahngels svagelige tilstand.
Da gled et argument ud fra Ma’lakels læber, som Ahngel ikke fandt at høre til nogen steder. Nu blev der bidt igen og Ahngel skulle åbenbart til at forklare sin situation igen? Stolede på? Ahngels blik nedtonede sig og et øjeblik kunne nuancen igen række ind og tage fat i ens hjerne.. trykke om den og lade individet fanges i blikket. Han veg dog øjnene fra Ma’lakels bagefter.. velvidende om at de havde netop denne effekt netop nu? Trods han så længere nedad, var hans ansigt ikke skamfuldt, men i en mørkets simple neutralitet. Ma’lakels hænder fandt Ahngels og han løftede dem imod sin egen hovedbund. Ahngel løftede blikket og fulgte hans hænder for derefter at lade blikket glide ned på Ma’lakels med et forseglet udtryk. Han havde ikke taget det til sig. Han havde ikke lukket det ind og ikke ladt det tirre ham direkte. Det syntes at prelle af. Det syntes at falde som vand og blande sig i karet hvor de sad. Ma’lakels reminder om mødet gjorde ingen forskel. Emneskift? Det ville han kunne lide.
Som Ma’lakels hænder ville slippe Ahngels, begyndte han atter at massere skummet ind igennem Ma’lakels hår. En forskel var at tyde. Der manglede denne velsignende glød ved den hvide vampyrs berøring.
”Så sandt må min fortolkning af dig ha været svækket i tiden jeg var fraværende. Dengang så du ingen synd i hykleri.” Hans tanker faldt på Ma’lakels gamle bolig. Den faldefærdige overetage hvor deres første nat sammen var blevet tilbragt. Han huskede berøringer… befamlinger. Han huskede det mørke der havde præget hans kaotiske sind ved Ma’lakels endeløse trykken på knapper der ikke tilhørte ham. Han huskede Ma’lakel komme helskindet derfra… Montagen af billeder fra den aften skiftede farve.. til en frustreret Ma’lakel… til tårer der kunne lugtes bag lukkede øjenlåg. Blot ved en enkelt knap. Hans reaktion. Denne brændende ild. Ahngels hænder trykkedes atter imod Ma’lakels hovedbund en smule.. hans negle ville meget vel kunne mærkes uden at gøre skade på ham. Fingrene fandt vej op til hovedet top ved at bukkes ved hans nakke… Hans hals straktes og han lagde langsomt sit forhoved imod Ma’lakels… betragtende dennes ansigt med et roligt udtryk. ”Åben øjnene Ma’lakel. Hvor befinder du dig? Havde jeg virkelig ingen tillid til dig, ville du så befinde dig her? Urørt af mine artsfælder men rørt af deres ubeskyttede overhoved? Velvidende om at dæmonen i sit hjem hvert øjeblik kunne skubbe kisten ud i lyset når den sov?” Hans øjne blev større og mere intime. ”Ville jeg tiltro dig den hemmelighed, som du selv indgår i, hvis jeg ikke stolede på at du holdt den i stedet for at nyde at se flammende kaos i dit nærvær?” Den røde farve legede med den gyldne som blev der kastet narreguld i Egyptens første himmelige plage. Besudlende blodet fra de tusinde småbørns livløse kroppe.
”Loyalitet… handler ikke om ejerskab. Det er nærmere sagt en aftale. Min loyalitet til dig og den omvendte faktor, giver dig ikke ejerskab i mine tanker, ligeså vel som jeg ingen ret har på at kræve dine.” Ahngels hænder fandt atter vej ned ad Ma’lakel og samlede vandet op i sine foldede hænder for atter at føre det til dæmonens mørke hår og lade det glide dernedad, trækkende den skummende væske med. Hans højre hånd fandt sin vej til Ma’lakels venstre brystkasse, hvilede mærkende fladt derpå i en tid imens hans øjne fulgte. ”Jo.. Jeg har et møde.” Konstaterede han endelig. Og med det sagt, ville han, hvis Ma’lakel ikke besluttede sig for at deres intime posering skulle fortsætte, rette sig op og bevæge sig tilbage til kanten overfor Ma’lakel. Han betragtede dæmonen et øjeblik inden han fjernede skumresterne på hans hænder ved at lade dem synke ned i vandet et øjeblik og endnu en gang læne nakken tilbage for at lade vandet omfavne håret og fjerne den boblende masse fra hans berøring af Ma’lakels pande og derfor hårkant. Han rettede sig op og lod det drivende hår føres bagud med begge hans hænder der trak det med sig over tindingerne. Hans øjne søgte da ikke Ma’lakels igen, men var placeret i vandkanten lidt foran sig med et tænkende udtryk, som han plejede. Hænderne forsvandt under vandet igen. Da ville man.. hvis man så godt efter, finde et internt smil over hans læber. Småt som det plejede. Manglende af gnist som det plejede. Øjnene faldt på Ma’lakel igen, som bekræftede Ma’lakels figur noget i smilets sammenhæng. Da trykkede Ahngel armene imod karets bund og rejste sig op… Vandet faldende fra hans slanke krop. Han vendte blikket til siden og trådte ud af karet, bringende vandet ud på gulvet ligeså. Han trådte ned fra trinet, blottende hans side og det meste af hans ryk overfor Ma’lakel. Arrene havde taget en lysere farve i takt med vandets varme imod hans nådesløse kulde. Noir rejste sig op fra sin siddeplads på kanten og krummede ryggen med en veltilfreds brummen. Dens røde øjne vendtes imod Ahngel kort. Dens ører lagde sig tilbage. Ganske automatisk og uden at se hen på katten, førte Ahngel sin halvknyttede hånd imod den og trods den var våd blev Noirs midlertidige frastødelse ved sin herre overtrådt og den kørte panden imod den glinsende håndryg og gav ham et underdanigt: Purr. Ahngel trådte nogle skridt væk fra karet og hev fat i det nærmeste håndklæde og med en strækkende bevægelse, lagde han det om livet. Det lange stykke der kom tilbage syntes at opfange Ahngels opmærksomhed og han kiggede ned derpå, undersøgende hvorfor der pludselig syntes at være mere håndklæde end normalt. Han tav og kiggede op igen. Da vendte han ryggen imod skænken, hvor håndklædet havde ligget og stod nu med fronten til Ma’lakel, hvis han altså ikke havde bevæget sig ud af flækken. Hans øjne roligt imod ham imens han hvilende lagde armene over hinanden i en forholdsvist afslappet stilling. Han lænede sig let over skænken imens han syntes at lade sig dryppe af. Hans øjne vendtes kort imod siden.. imod ingenting. Han følte et sydende stik imod hans ribbens samlepunkt og følte at han lagde Ma’lakel tomhændet tilbage. ”Jeg ved ikke hvorfor min krop forandrer sig.” sagde han så, ganske kort og så imod Ma’lakel, lod øjnene hvile et sekund, hvorefter han igen tog tøjet under armen og gik ind i det andet værelse.. mest af alt for at undgå den irritation i at lade Ma’lakel få lidt af sin vilje, selvom det ikke hjalp ham meget. Han ville ikke se på sin egen opgivende. Ma’lakel ville reflektere det… og dermed vokse ved det.
Noir tilbageblev og kiggede på dæmonen, spindende lystigt, som havde den ikke fattet en bjælde af hvad der var foregået, ignorerende sin herres negative udladning og bare tilsyneladende nyde Ma’lakels tilstedeværelse.

- M

Han lod sine øjne lukkes halvt efter at have givet slip fra den udødes kolde hænder. Selvom at den sælsomme nussen manglede glød, lidenskab, for ikke at nævne vilje, så kunne Ma’lakel alligevel ikke lade det faktum være, at han nød det. Nød at mærke vampyrens fingre danse igennem hans brune hår, de kolde finger spidser imod den varme hovedbund, og de skarpe negle der legende rev i hans skalp, uden at påføre bemærkelses værdig skade.
Da denne så talte, kunne Ma’lakel ikke sige han var fuldstændig overrasket. Men alligevel havde han håbet at vampyren var blevet en smule konfus af det kys han førhen havde haft placeret på dennes læber. Men han havde intet held så det ud til, i hvert falde ikke med dette. Denne havde ret når han sagde at Ma’lakel aldrig før havde givet udtryk for at hykleri var en synd. Det var det vel heller ikke. Hykleri kunne findes i alting, og var en aktiv del af at være politiker eller i dette tilfælde hersker over noget. Værende det et kæmpe stort folkefærd, eller en lille simpel by i et land som verden for længst havde glemt.
Han trak ganske svagt på smile båndet, men det var ikke så meget et smil som en form for udvendig snerren. Utilfredshed kunne man ikke kalde det, men måske bare en form for ærgrelse. Til forskel for vampyren havde han ikke tænkt sig at køre videre med at overbevise denne om at det han havde sagt havde været fuldkommen oprigtigt, det ville udløse samme resultat som da Ahngel prøvede at gøre det samme ved ham. Men alligevel var tanken om at vampyren kunne læse ham, irriterende. Aquires mestrede dette til perfektion, og han havde en anelse om at Ahngel var begyndt at meste samme færdighed.
Ma’lakel lænede hovedet en smule forover som Ahngels fingre trykkede sig en smule mere ihærdigt imod hans hovedbund, og kunne da mærke samtlige nerver spænde sig sammen og sende behagelige men på samme tid ubehagelige, stød ned igennem hans krop. Det blev ved indtil at Ahngels hænder var ved hans nakke. Han følte sig kærtegnet af en ukærlig hånd, og selvom at det ingen oprigtig følelse afgav så var Ma’lakel stadig i en skjult trance, et fængsel som da han så ind i de blod røde øjne. Skønt, ligesom Ma’lakel skulle til at række en hånd op for at tage fat om en af vampyrens, kunne han mærke et pres på sin pande, og han åbnede de malakit-grønne øjne straks. En stærk essens af forundring lyste ud fra ham i starten, som forventede han at der skulle ske noget hårrejsende, men måtte efter at have set på Ahngels ansigt i et stykke tid, erkende at denne ikke lod til at ville andet fra ham end blot søge en meget intim form for nærhed.
Den udøde var så tæt på at Ma’lakel næsten kunne føle hans krop gå i en sygelig form for trance, delvist på grund af at han skulle koncentrere sig: koncentrere sig om ikke at tage det han ville, velvidende at denne ikke ville kunne gøre meget modstand, og netop derfor var det så fristende. Så umådeligt fristende. Han søgte de røde øjne, efter at have ladet sine egne glide ned over det guddommelige maleri der var den udødes ansigt, et ansigt han var begyndt at finde familiært på en helt anderledes måde end før. Dennes ord bekræftede bare den særprægede følelse han før havde haft i nærheden af vampyren, og som denne talte, følte han endnu engang en harmonisk stilhed inde i kroppen. Det var som at slappe af, fuldstændig, næsten sove uden at det egentlig var kroppen der gjorde det men sindet. Dette gjorde ligeså at Ma’lakels barrikader faldt, dem han havde formået at holde oppe. Tilstedeværelse kunne ses i både øjne og krop, som var han en åben bog klar til at blive læst. Alle siderne var friske og alligevel manglede mange af dem stadig ord, blanke sider der endnu ikke havde fået skrevet en slutning. Ma’lakels slutning.
Hans læber separerede sig meget svagt fra hinanden imens at han så på vampyren i det denne talte, fortalte om hvad forskellen på Ma’lakels opfattelse af deres ’loyalitet’ var og hvad vampyrens egen. Han virkede som et barn. Et barn der lærte noget nyt af sin lære. Viden der lige så stille gled ind og satte sig et sted i hans hoved for at blive gemt indtil at det engang ville blive nyttigt. Netop den oplevelse var meget sjælden for Ma’lakel, det var ærligt talt næsten over flere hundrede år siden at han nogen havde lært ham noget som han ikke allerede vidste eller havde regnet ud. For ham havde loyalitet altid været ligegyldig, og derfor havde konceptet bag det aldrig været noget han havde taget op til overvejelse, eller overhovedet tænkt på. Loyalitet var kun for de svage, dem med behov for at holde et bånd imellem dem selv og et andet individ for at eksistere. Ma’lakel havde aldrig haft behov for andre end ham selv, aldrig støttet sig op af et andet væsen, så naturligvis kendte han ikke til loyalitetens dybere mening og havde i tidens løb egenhændigt opfundet sin egen mening.
Som vågnede han af en særdeles særpræget drøm, så han hurtigt væk fra de røde som ren refleks af at han havde stirret meget intenst ind i dem den sidste tid vampyren havde talt. Han lod derefter hans øjne følge Ahngels hænderne ned til vandet, og rynkede halv-irriteret brynene over at vide hvad der kom nu. Han lukkede øjnene i da vandet gled ned over hans hoved og lod det skummede hår miste sit hvide ydre, og lade de mørke brune tråde strækkes ud så de blev lige den tand længere end de egentlig var. Nakke hårende blev sorte at blive gennemvæddet af vandet og ligeså blev resten af håret, som blev ramt af det varme kar vand. Ma’lakel hadet følelsen af vandet der gled ned over hans hovedbund og videre ned over kroppen på ham. Det føltes umådelig vammelt! Han var fristet til at ryste hovedet med det samme efter vampyren havde gjort det, men undlod da det ville betyde at han ville sprøjte ud over det hele på vampyren og at denne i så fald sikkert ville få den hvide farves svigende masse ind i de, rubin, røde slange øjne. Ma’lakel fortsatte dog med at sidde med halvt lukkede øjne, og endte til sidst med at sidde med det ene helt klemt i og det andet halvt åben imens at han så op på den udøde der konstaterede det som Ma’lakel før havde sagt: der var et møde som ventede.
Da lod deres poseringer til at blive ændret, og Ma’lakel lukkede øjnede helt efter at vampyren var kommet langt nok væk. Han bøjede sig meget hurtigt forover og druknede derefter sig selv i vandet! Rakte hænderne op og gned i hans hår under vandet for at få det resterende skum ud af det. Da han vurderede at det var nok (eller at han ikke kunne holde vejret længere) rettede han sig op, og derved kunne hans hoved samt øverste del af brystet, og skuldre atter ses. Hans ansigt havde nu ligesom kroppen fået det svage røde skær, og han lignede næsten en helt andet dæmon hvis ikke man altså vidste at det var Ma’lakel. Den mørkebrune hår farve var blevet erstattet af en sort, og med en blanding af det og så den mørke rødlige hudfarve, lignede Ma’lakel knap sig selv. Udover selvfølgelig… hans personlighed var den samme. Han rystede hovedet, og det sprøjtede til alle sider, hvorefter han rakte hænderne op og næsten febrilsk forsøge at få alle dråberne væk fra ansigtet. Det sorte hår klistrede sig til det markerede og hædrede ansigt, samt at selve håret synes meget længere end det havde set ud. En blanding af Ma’lakels mangel på hår hygiejne og det faktum, at det altid var redt bagud. Den egentlige længde ville være overraskende. Han var ikke lang håret men havde langt nok hår til at hans pandehår nåede nogle centimeter over øjenbrynet.
Efter at have kæmpet for at få det resterende vand af sig søgte hans øjne automatisk hen til Ahngel der på dette tidspunkt havde lagt hænderne imod tændingerne og smyget dennes sorte hår tilbage. Ma’lakel greb sig selv i at stirre igen, men så dog væk det øjeblik vampyren ikke længere så ud til at være optaget af at føre sit hår væk fra sig. De grønne øjne kunne dog ikke holde sig væk fra den udøde i lang tid, og gled meget hurtigt hen på denne igen, opfangede det lille smil der kom. Og skønt det virkede så naturligt og upersonligt som altid, kunne han ikke helt tro på at det blot var hvad det så ud til. Hans mistro blev da bekræftet da Ahngel så over på ham, og bevarede smilet. Ma’lakels blik blev uforstående: hvad? Mistroen begyndte igen at banke på inde i Ma’lakels hoved og da Ahngel rejste sig op, fulgte Ma’lakel denne med en årvågen præcision man ikke skulle tro var mulig! På samme tid med at han følte et meget diskret sug i kroppen. Tilbageholdt uden tvivl, men ikke forhindret.
Nede fra vandet betragtede han Ahngels bevægelser, for ikke at nævne hans kropssprog, meget nøje, som søgte han efter noget, prøvede med vilje at finde noget han kunne sætte en finger på og råbe: aha! – til, men indtil videre uden megen held. Alt der var, var den slanke ryg, og de sølv glinsende ar, som drillende Ma’lakel med deres afstand!
Han betragtede Ahngels indirekte tilkaldelse af kattedyret, og ligeså fulgte han dyrets reaktion på dette. Et stik af irritation gik igennem ham, og afspejlede sig ganske kort i hans gylden grønne øjne der gav et svagt lysende skær fra sig. Han observerede dernæst Ahngel tage et håndklæde fra den bunke som Ma’lakel havde ledt igennem tidligere, og en nysgerrighed blev vakt selvom Ma’lakel godt vidste der intet lå imellem dem. Men i dette hus, kunne man aldrig vide med noget! Så han lod alligevel sin indre spænding stige, kun for at blive skuffet i sidste ende, da håndklædets formål blot var at gemme vampyrens underdel. Han skævede skuffet til håndklædet som var det hele dens skyld og så derefter arrogant væk, hvorefter hans blik lagde sig på vandet som han stirrede ned i. Han så et øjeblik meget fjern ud, men vendte blikket op igen da han fik en fornemmelse af at blive iagttaget. Og ganske rigtigt, vampyrens øjne lå over ham, med et meget roligt blik. Ma’lakel løftede tavst et øjenbryn og så lettere konfust tilbage på denne, men blev igen en smule foruroliget over at vampyrherren intet sagde, og blot… så på ham. Da lod vampyren blikket glide væk endnu engang. Ma’lakel fortsatte dog med at se på denne lidt endnu, imens at han undrede sig over hvorfor denne ikke udslettede de resterende dråber ved at lavede håndklædet glide over huden i stedet for at stå der, uden at gøre noget.
Men hans undren blev hurtigt brudt da vampyren talte, og de grønne øjne spærrede sig en smule mere op. Han mødte vampyrens blik inden denne da flygtede fra rummet med sin tøjbylt, og efterlod Ma’lakel ude på badeværelset, med den elskovs syge Noir.
Han blinkede kort, men lod derefter sit overraskede udtryk falme, og rynkede brynene hvorefter et lille smil kom frem på de smalle læber. Han havde ikke sporet nogen ujævnheder i kropssprog eller tonelejet, så… vampyren måtte tale sandt, selvom Ma’lakel fandt det yderst uvirkeligt at Ahngel ikke vidste hvorfor han mistede kropsvægt. Vampyren der syntes at være besat af at have kontrol, havde faktisk noget denne ikke kunne kontrollere. Men så var der et helt tredje spørgsmål: hvorfor skete det? Og endda uden at vampyren var bevidst om det?

Ma’lakel vendte sig imod kanten af karet og svang den ene arm over den for blot at hvile op af den imens han tænkte og så imod døren. Dog gled hans opmærksomhed over til den stirrende Noir lidt efter. Igen måtte Ma’lakel stå i et dybt dilemma om katten var mere end den så ud eller ej, da dyret så ud til at være uvidende om hvilken magtkamp der havde foregået ikke lang tid før Ahngel var forsvundet ud derfra.
Han rynkede på næsen og satte det yderste af hans pegefingers negl bagved hans tommelfingers spids, lod de to svagt synke ned i vandet og sigtede imod den sorte kat, så noget vand blev skudt imod den, ganske harmløst, og ville ikke nå den, da intentionen om at ramme var rimelig halv-hjertet.
,, Har han altid været sådan der…?”, spurgte Ma’lakel.
Efter lidt skadefro morskab over hvad der ville være sket hvis han faktisk havde ramt katten.
Tydeligt useriøs, da han ikke forventede et svar fra katten overhovedet, og stillede spørgsmålet meget retorisk til den. Derefter sukkede han svagt for sig selv, og så ned i vandet imens at han lod en meget lavmælt latter undslippe ham.
… Forbandede vampyr…

- A

Noir lå nu med et mageligt udtryk i det behårede ansigt med rævesovende øjne. Man kunne frists til at kalde denne mine for et smil, til trods for det faktum at katte ingen læber har til at forme udtryk i. Man skulle virkelig ikke tro at så stor en kat kunne finde fodfæste og endda liggepunkt på karets kant. En balanceevne der virkede unaturlig, selv for et væsen som Noir. Halen vajede muntert frem og tilbage, som var den i sidste ende fuldkommen kold overfor sin herres negative energier. Dens opmærksomhed fangedes af Ma’lakels smølfespark i vandet og ørene rejste sig samt de store røde øjne fokuseredes på bandet, hvor ringene fra ’angrebets’ rester flød over. Katten bøjede nakken og snusede kort imod overfladen inden den rettede sig op, slikkede sig afkræftende over næsen og gav sig til at slikke sin pote endnu engang med et lidt for nydende udtryk. Små klik lød fra dens tunge imod ganen og dens rumlende spinden trådte endnu engang i kraft, åbenbart fuldkommen tilfreds med Ma’lakel som sit eneste selskab, dog hævet over ham, som var Noir mennesket og Ma’lakel kæledyret der bare kiggede på. Arrogante kat. Ørene vippede sig til rette da Ma’lakel stillede den et spørgsmål. Den responderede med et nysgerrigt: ’puurh?’ og fortsatte da sin slikken. Efter kort tid med øjnene på Ma’lakel, lagdes dens øre nedad og den placerede atter poten imod sit fodfæste. Den lagde hovedet kort på skrå og dens spinden døde hen, som havde den rent faktisk fattet noget af hvad Ma’lakel sagde. Hvem ved? Øret længst mod døren drejede sig da da lyden af et skab der åbnedes kom inde fra soveværelset. Den strakte ryg og begyndte atter at spankulere over karet, sættende derefter af og landende ovre på skænken, veltilfredst siddende på en bunke tyndere håndklæder i en ren benhvid farve. Håndklæderne syntes at være formede efter længere tid, og at dømme ud fra Noirs atter høje spinden og duften dertil, var de vel tiltænk den fra starten af. Poterne forsvandt under den da den ’gik ned i knæ’ og gjorde sig det behageligt, let betragtende dæmonen på længere afstand.
Skabsdørens knirken var bitter imod trommehinderne da dens hængsler efterhånden trængte til at blive smurt. Atter blev Ahngel imødekommet af et mindre spejl på dørens inderside, samt hylderne bestående af tøj og andet påklædning. Hans hænder knappede den sidste knap i de sorte bukser og fandt dernæst op til hovedet, hvor det hvide håndklæder var lagt over hans hår, som var det en hætte. Han begyndte langsomt at bevæge håndklædet over håret, men smed det ligeså hurtigt fra sig da han mente det var nok, dog dryppede håret et par sidste gange og hans skuldre havde endnu få dråber klæbende til sig. De sorte tråde var nu pjuskede op og dækkede sløset Ahngels udsyn. Han strøg det kort til siden, fangende en tredjedel af hårets fald og betragtede den uregelmæssige ’klipning’. Han slap atter håret og søgte spejlets øvre højre kant, hvor et rødt silkebånd var fæstnes. Han gned kort båndets flade mellem pege og tommelfingeren og følte lidt på silketrådenes mønstre. Han skænkede det et usynligt smil inden han førte det til munden og fangede det mellem fortænderne, hvorefter han strøg håret tilbage med hænderne, samlende det med den ene bagtil i en doven version. Den frie hånd tog atter båndet til sig og førte det bag til, under samlingen af hår og fangende det. En ganske løs knude forseglede det og nu var forskellen på vampyrens hårlokker atter svære at få øje på. Bevidst selvfølgelig. Han havde ikke intentioner om at hans stab skulle se produktet af hans rastløshed. Hårene faldt dog ned over hans ansigt igen, mens hans hals stod blottet. Han vendte igen opmærksomheden til den dovent foldede bunke med tøj, som han havde placeret på sengen i et let kast da han havde forladt badeværelset. Han satte sig på sengens fodende, samlende sengelagnet om sig i elegante folder på grund af det glatte stof. Skjorten blev selvfølgelig førstevalget og Ahngel førte armene igennem den. Som han så ud i værelset, begyndte hans tanker at vandre og rutinen med at tage tøj på blev ubevidst og automatisk.
Hans tanker faldt på de teorier han havde gjort sig i det løbende år. Vedrørende væsenet på hans badeværelse, hvis fysiske eksistens begyndte at fylde mindre imens selve tanken om ham begyndte at tage til. Som hans forsynende hånd søgte slipset, faldt den over den glatte metalliske overflade, som tilhørte lommeuret med den grædende rose på sin overflade. Hans øjne søgte den ikke imens fingrene bevægede sig over den, endelig krævende det og holdende det i kæden foran sig. Dets klik bag det lukkede låg var hørlige, dog lave. Han vidste at nedenunder det kønne låg, var det opspændte og nøjagtige urværk.. konstant i gang og altid synkroniseret med de oprindelige ure for at videresende tiden med sine små rytmer. Rosen fangede Ahngels blik og med det lod han uret falde som et lod. Kæden gled igennem hans fingre og rent bevidst lod han det falde til gulvet. Endnu et klik bekræftede at uret stadig levede. Lige meget hvor mange knobs den tingest havde fået de løbende år, havde det aldrig gået itu eller stoppet med at bevæge sig. Hans tæer krummede sig ganske kort imens han førte fødderne lidt tilbage imod sengens skelet, hvilende dem med tåspidsen som balancepunkt imens han fortsatte med at beklæde sig.
Det røde slips spændtes om hans hals. Knuden lagde han sin hånd imod som modstand og strammede det yderligere. Det nappede kort i hans hud, men stoffet blev lige og fold-løst. Han afprøvede det kort ved at synke en klump, smagende af kropsmetal. Det mærkedes om adamsæblet. Perfekt. Det bekræftede at det var på plads. Han rejste sig som han rettede jakken til og ligeså gav sig tid til spænderne over hans mave. Lagde mærke til at snøren næsten kunne nå de sidste og inderste huller med bæltespænderne. At suge maven ind for at redegøre for det, ville være absurd. Han spændte dem som han altid havde gjort, rettede kraven til, som altid og frigjorde håret fra jakkens ryg…
..som han plejede.
Han efterlod uret ved sengen for at placere fødderne, strømpeløst, ned skoene. Hans øjne faldt på det papirdækkede bord med et søgende blik. Hans hænder gled derover, skubbende nogle papirer ned til de yderligere på gulvet. Et klir lød da han havde formået at skubbe hvad han ledte efter nogle centimeter væk. Metallet sang imod bordets overflade. En lille ring af sølv, med en flad overflade, udgørende et sort tryk af våbenskjoldet der var set samtlige steder på palæet allerede. På den ødelagte dør.. Knapperne og andre steder. Ravnen og rosen. Han placerede den på højre ringfinger, gav den et utilfredst blik og vendte blikket ud i rummet for en stund. Skuffen nederst til venstre blev trukket ud.
Ud tog han en stak papirer, klipset sammen med et anderledes udseende låseredskab. Ud tog han noget lignende et meget fladt kassettebånd og ud tog han et nøglebundt, holdende et næsten utælleligt antal nøgler i forskellige størrelser og materialer. Han stak båndet i lommen og udvalgte dernæst to nøgler ud fra bundet. En meget almindeligt udseende nøgle med et bredt skaft. Lidt gammeldags af udseende og en mere avanceret tingest der ikke syntes at være skabt til et nøglehul. En lille ridse over den første nøgles hoved syntes at gøre en forskel fra de lignende i bundet, som var det en der var meget vær at huske, til trods for at han ikke havde brugt den i lang tid.
Da stak han ligeså nøglerne i lommerne, puttede bevidst den ridsede nøgle i den tomme lomme og lagde den mærkelige udseende nøgle ned i lommen, hvor kassette tingen ligeså lå. Hans øjne flakkede imod badeværelset, hvorefter han hævede stemmen, alt efter hvorhenne Ma’lakel befandt sig.
”Er du interesseret i at overvære mødet eller vil du hellere eskorteres direkte til dit værelse?” Han lænede sig afventende over skrivebordet, betragtende noget der lignede en abstrakt tegning.

-

Ma’lakel rettede sig op, efter få minutters stirren ud over overfladen af vandet:
Næsen begravet i den våde masse som resten af kroppen ligeså var omfavnet af. Det varme vand slog imod kinderne da han bøjede sit ene knæ, og lod det rejse sig som et underjordisk bjerg der pludseligt stak op fra havets skjul. Hans hud var atter rødlig, og fejlfarvet. De grønne øjne virkede fjerne, og væk, i dybe tanker der egentlig ikke var tanker men mere bare en vildfaren sindstilstand, af intethed. Han kunne end ikke forklare sig selv hvorfor han pludselig blev ramt af en meget overvældende fornemmelse. En fornemmelse af noget der føltes surrealistisk og yderst uvirkeligt. Som burde han slet ikke sidde hvor han sad. Men hvis han absolut ville lede efter en forklaring på den sære følelse af at være malplaceret, så måtte den vel stamme fra hans individuelle opfattelse af at han ikke hørte til. I hvert fald ikke i dette palæ. Måske var det også derfor han fandt det svært at tænke ordentligt? På grund af palæets aura af fjendtlighed, og selvom Ahngels loyalitet stadig lod sig mærke i hans bevidsthed, så kunne den ikke skubbe følelsen af at være det forkerte sted, væk.
Han sad op i vandet, og så hen imod katten der havde placeret sig på den lille stabel håndklæder der lod til at være tiltænkt den fra starten. Men blikket var kun kort, og havde ikke meget i sig end at Ma’lakel blot ville se hvor det pelsklædte bæst befandt sig.
Vandets varme begyndte så småt at aftage, og lade sin virkning på Ma’lakel forsvinde. Det blev ikke ved med at pirre hans krop i en behagelig prikken, hvilket var tegn for Ma’lakel til at det var tid til at stige op. Han lod meget kort sine hænder glide over hans arme, vaskede dem ganske kort, inden han greb fat om det store kars kant og rejste sig op. Vandet skyllede af ham, og dråberne gled ned over den mørke, rødlige, hud. Det sorte hår var så småt begyndt at tørre, og få sit mørke brune skær tilbage.
Han trådte ned på det første trin, og skabte en lille pøl under sig, ligesom Ahngel havde gjort det da han var trådt op af karet.
Ma’lakels blik lagde sig hurtigt på katten som mageligt lå på dens lille håndklæde stak. Endnu engang kunne han ikke lade sine drillesyge og lettere skadefro tanker blive tilbage, og et meget diskret smil lagde sig på hans læber. Næsten usynligt, da det kun ville kunne ses på en meget svag trækken på den højre mundvig. Han var fristet til at provokere det store kattedyr, og tage dens lægge ’dyner’ fra den. Men han undlod, delvist fordi at han et eller andet sted ikke havde lyst til at få en vred kat i hovedet, og delvist fordi at han var en smule for doven og ugidelig. Kroppen var begyndt at trække i ham, og han kunne mærke søvnen der gerne ville hviske vuggeviser til ham, og lulle ham i søvn. Selvom at netop dette tidspunkt føltes umådeligt akavet at føle sig lettere døsig på.
Han greb det nærmeste håndklæde, og lagde det imod ansigtet for at fjerne dråberne der gled ned fra håret. Klemte øjnene sammen som han gjorde det, og tog en dyb indånding, for derefter at give et lydløst suk fra sig, og føre håndklædet over brystet for derefter at binde det om hans lænd, og gribe fat om et andet, som han derefter smed over hovedet, satte en hånd på hver side af det, og begyndte at gnide det imod hans våde hår. Bag efter lod han det ligge over nakken så enderne ville glide ned forbi hans hals og ligge sig over kravebenet. Han satte hænderne imod vaskens kant, og lod hovedet sænkes, imens at han indvendigt prøvede på at gøre … noget. Han vidste egentlig ikke hvad han prøvede på at gøre. Eller hvad det var han fandt så.. trættende, men selvom grunden til hans lettere frustrerede tilstand var nem at forklare, så fandt han den kompliceret og svær at finde.
Da opfangede han en lyd. Lyden af noget hårdt der ramte noget med et ligeså standhaftigt ydre. Han lod blikket glide hen imod dør åbningen. Nysgerrighed nåede endnu engang hans blik, og forstyrrede hans ellers meget interne diskussion.
Han skubbede sig selv væk fra vasken og vandrede uforstyrret hen til dør åbningen. Da han kom hen til den, lod han sig selv blive set hvis, ellers vampyren ikke havde haft en lettere blind vinkel imod ham. Tavst lod han den ene fod svinge over den anden, så den balancerede på storetåen. Han lænede sig imod dørkarmen, og lagde armene over kors, imens at han fortsat lod nogle få dråber glide ned over den veltrænede mave, og de markerede overarme. Han betragtede i stilhed hans udøde vært.
Lod sine øjne fæsne på dennes handlinger.
Han så til imens at de bare fødder trådte ned i skoene, og denne lod blikket hvile over kontor bordet, søgende. Da denne så gik hen til skrive bordet for at lede efter det som denne søgte, skubbede Ma’lakel sig væk fra dørkarmen og listede efter, så lydløst som han nu kunne, selvom at vampyr herren sikkert allerede ville have lokaliseret ham. Han ville uden tvivl også kunne mærke at hans personlige rum blev betrådt da Ma’lakel stoppede bag ved vampyren, efter denne havde ladet noget raslende som Ma’lakel antog som at være nøgler eller mønter, ned i lommen.
Hans øjne gled ned over det sorte våde hår, og mindet om ham selv der svang et håndklæde over det og stille nussede hår trådende tørre, løb igennem hans erindringer og blev ligeså påkaldt på grund af den våde lugt som Ma’lakel underbevidst opfangede fra Ahngels sorte manke.
Ma’lakel’s omfavnelse af mindet blev afbrudt da Ahngel talte, i et toneleje der ikke var helt så høj rystet.
Spørgsmålet var egentlig meget godt: kort overvejede Ma’lakel det, og hurtigt kom han frem til et svar. Senatorer, møder, punkter, og planer, redegørelser, og løsninger? – han havde ingen interesse i at overvære en vampyrs møde. Hvad han ville få ud af det var trods alt blot et indblik i Ahngel og hans vampyr bestands problemer. Problemer han i sidste ende kunne være ligeglad med, men så alligevel ikke. Han havde efterhånden udviklet en dyb interesse for Ahngel og dennes affærer. Men så igen, forbød hans krop ham at lade sig selv forblive i en bevidst tilstand mere end allerhøjst nødvendigt. Et møde imellem senatorer, kunne let tage flere timer, for ikke at nævne kunne Ma’lakel højst holde sig vågen i to, og det ville være en smule akavet for Ahngel at have en sovende dæmon siddende til bords med højt stående vampyrer ved sin side. Ild-dæmon… det ville også give et forkert indtryk af Ahngel, skulle han medbringe en så stor fjende til et fortroligt møde. Om ikke andet ville det sikkert skabe mistro, en mistro som måske kunne være fatal.
Han lænede sig ind over Ahngel, så hans ansigt var lige ved siden af vampyr herrens, og lod øjnene glide ned på selv samme abstrakte tegning som Ahngel syntes at være en smule optaget af.
,, Selvom jeg gerne ville, er jeg intet nattedyr.”
Hans stemme var uforandret, og havde en meget afslappet undertone.
,, Værelse? Fint skal det være… Og jeg som troede jeg bare kunne putte mig ind til dig, i din store seng.”
En sarkasme kunne spores i stemmen denne gang, og Ma’lakel lod en meget lav latter glide fra hans læber. Lav, men Ahngels skarpe hørelse ville sikkert opfange den tydeligt. Den var ikke mørk eller skadefro. En latter der kunne forventes af en person der fandt noget oprigtigt morsomt.
Han rakte hånden ud imod den abstrakte tegning for at gribe fat i den, og rive den væk fra skyggerne af alle de andre papirer. Betragtede den nærmere, imens han ikke flyttede sig fra vampyren. Dennes ryg blot få centimeter for at røre Ma’lakels bryst, og hvis Ahngel bare lænede sin nakke en smule tilbage ville hans baghoved finde hvile imellem Ma’lakels hals og skulder.
Efter få sekunders nærmere studering af den abstrakte tegning lod han den falde ned og lægge sig over kontor bordets overflade igen.

-

Ahngels øjne stod fortsat på tegningen. Den kunne minde lidt om starten til en af de såkaldte paradokslabyrinter, hvor de ydre mure var runde og labyrinten var alene skabt af en masse streger der gik lodret og vandret igennem den. Den så dog ufærdig ud for en labyrint, så man ville hurtigt konkludere at det nok ikke var dens egentlige forestilling. Som var det afdelinger, var der sat ord ind forskellige steder. Ordene var utydelige, som var det en virkelig sløset håndskrift. Nederst på papiret, i det højre hjørne, var der dog nedskrevet nogle noter, på fransk, i en meget lige, meget raffineret og perfekt skønskrift. Det var underskrevet Ahngels egentlige initialer: LMDS XIII.
Svaret han lyttede efter kom noget mere pludseligt og noget mere nært end han havde regnet med. Hans ansigt vendtes en smule bagud hvor Ma’lakel allerede stop. Han så kort et øjeblik afventende på ham med en smule uforstående blik, som havde han i virkeligheden overhovedet ikke opfanget hans nære tilstedeværelse i værelset. Hans blik blev da tænkende… overvejende og alvorligt inden han så frem igen, enig med sig selv om at Ma’lakel nok ikke skulle se for meget af den uforståelse der var at finde. Han var stille en overgang imens Ma’lakel gjorde sig færdig med sit argument om at holde til i Ahngels gemakker. Vampyren sendte et opgivende blik ind i væggen. Hvorfor overraskede det ham dog ikke? Sarkasmen blev først ikke opfanget, men efter få sekunders analyseren af dæmonens ord, havde Ahngel fanget pointen mere eller mindre. ’Tegningen’ blev taget og Ahngel vendte sig halvt om for at studere Ma’lakel i hans søgen på at finde forståelse deri. Held og lykke… Det ville han kunne bruge. Ikke nok med at teksten var fransk til kanten, var ordene i første del alligevel så utydelig som et lille barns naive forsøg på at tegne en slægtning i uregelmæssige streger og ubalancerede farver. Ahngels øjne faldt et øjeblik derpå. Han havde vel selv svært ved at se hvad der stod, dog huskede han det som en memoir. Det faldt atter til de andre papirer, som det havde gjort før. Hans vendte sig med et enkelt skridt og stod da ansigt til ansigt med dæmonen igen. Hans øjne let betragtende ham uden at have noget egentligt bag sig. Han kiggede bare. Kiggede og huskede. Hans højre hånd fandt op, rettede en fold i håndklædet om Ma’lakels hals. Lod det stryges igennem hans fingre for et par sekunder imens øjnene hvilede derpå, som var Ma’lakel egentlig ikke det mest centrale foran ham. Det var en løgn. Han tog et let greb om hele enden af håndklædet, lod det spændes i hans håndflade imens han let trak det til sig.. lod det smyges om dæmonens hals for til sidst at give slip når den anden ende faldt over nakken. Det hang let i hans hånd og først da så han tilbage på Ma’lakel.

”Du vil besudle mit gemak endnu en gang?” Han førte da håndklædet til Ma’lakels brystkasse og begyndte at fjerne de værste tilbageværende dråber. Der lå en undertone af noget underholdt i hans stemme, men samtidig noget diskret i form af… anger måske? Hans blik flygtede fra Ma’lakels og ned til hvor han havde fjernet det resterende vand.
”Trods det er en fristende tanke er det dog vigtigt at vi holder dette så professionelt som muligt i min stabs øjne.” Han lagde atter håndklædet om Ma’lakels skuldre, holdt let fast i begge ender med hver sin hånd, nu igen med hans øjne rettet imod dæmonen. Han blev da stille.. tilbagetrukken. Hans blik var sigende, men hans mund var tavs for de næste mange sekunder. Der var noget han fandt trykkende. Noget han fandt anspændt. Hvorfor pokker var det også så svært at få nogle ord ud igennem til dæmonen? Han slap da håndklædet igen og lod armene hænge ved sin side. Et øjeblik følte han en trang til blot at bukke nakken, hvile den på dæmonens brede skulder og hviske ligeud og koldt. Selv sådanne små ting.. ting der nok aldrig var blevet brugt før. ”De har måske ikke adgang hertil og kan ikke se vores omgang, men de har nok hjerne til at regne ud at der lægger mere til dig end der siges. De har trods alt overværet mig det sidste år.” Han tav da og rettede sig en enkelt gang, samt strammende slipset en gang mere. Da ville han atter finde den gammelt udseende nøgle frem og placere den ovenpå papirerne, for dernæst at sende Ma’lakel et blik. ”Nede ad gangen, modsatte vej som du kom fra. Første værelse.” Han trådte da et enkelt skridt for at frigøre sig den nærhed han havde stået i i forhold til dæmonen. ”Der går højest en to til tre timer. Mangler du noget, kan du forsøge at finde Jean eller Traquille.” Han gik da imod døren, stoppede kort op i dørkarmen og betragtede Ma’lakel et sekund inden han forsvandt derfra, medmindre Ma’lakel da havde noget at indvende.
Han forlod værelset med faste skridt og gik igennem gangene ned imod den store trappe i forhallen. Han stoppede op ved døren der skilte ham fra trappens øverste platform. Bag døren kunne man høre talen fra de nyankommede senatore. Han genkendte deres stemmer. Han mærkede det krybe sig sammen og blive trykkende i takt med at hans ansigts hud syntes at hærdes. Hans marmorhvide hud blev til kalk med sorte huller som dækkede hans øjne, stoppede ved hans hårkant og udgjorde teatersymbolets selvsikre tvilling. Trods dette kun var et drømmebillede… et trick for at holde ansigtet, holde blikket og holde formerne, var denne pantomime ganske sandfærdig. Hans ansigt blev fra ligegyldigt, passivt til koldt og alvorligt. Autoriteten brændte som en tør steppe og ville man se på ham med de øjne der havde overværet ham kaldende sig selv Ahngel, og miste al tro på at der lå mere under ham end hvad han foregav. Hans hånd tog i håndtaget og døren gik op i takt med at applausen stillede af og spotlightet blev sat imod gardinets åbning. Det blændede ham kort. Tanken om at øjne blev vendt og vejr blev holdt. Nu gjaldt det blot replikkerne. Langsomt fandt han ned ad trappen, mødte Jean på den nederste trappeplatform med et blik der kunne tolkes… bekymrende. Ahngel sendte ham et koldt blik og den bebrillede vampyr rettede på stellet og så imod den mindre samling formelt påklædte vampyrer ved trappens fod. ”Mes femmes et gents. La Sang De Sacre.” Hans hånd vajede imod Ahngel og han bøjede let nakken. Ahngels øjne veg fra Jean igen og ud imod den mindre samling.

”Bienvenue, mon sauvage.” Bukken.
”Ca va bien, mon sauvage?” Najen.

Et nik og et ’velkommende’ køligt smil udgjorde Ahngels respons. En ganske kort præsenterende samling ord flød igennem Ahngels læber med den kolde franske tunge. Der var ikke meget at finde i hans ord. Da blev de næste indøvede trin sat og satte kurs imod mødelokalet.

- m

Ma’lakel lod sine øjne glide over tegningen i den tid han holdte den:
Ikke i et forsøg på at forstå det, da han allerede havde givet op omkring netop det. Abstrakte ting var i bund og grund lavet for at være abstrakte, og ikke have nogen konkret mening eller betydning. Ma’lakel havde ikke i sinde at analysere tegningen yderligere, og selvom at den ved første øjekast kunne ligne et amatør forsøg på at skabe en form for labyrint plan, så tvivlede Ma’lakel på at det var det. Også selvom at tegningens vigtighed blev understreget ved Ahngels initialer ude i kanten af det farvelagte stykke pergament.
Han lod tegningen dale ned og ligge sig over de andre, ganske roligt.
Efter tegningen var faldet ned til sine med sammen svogrene, der var fyldt med bogstaver og tegn som Ma’lakel ikke kunne forstå, og sikkert heller aldrig regne ud, da sproget i hans hoved ikke gav nogen som helst verbal mening, vendte vampyren sig imod ham, ligesom Ma’lakel skulle til at træde ud af dennes intimatmosfære.
De grønne øjne søgte hurtigt den udødes blik, søgende efter om denne ville noget bestemt eller havde noget lumsk i sinde. Når alt kom til alt, kunne Ma’lakels loyalitet sættes på en prøve. Tiltro til et andet individ var ikke noget der faldt ham let at opnå. Men vampyr herrens øjne lod ikke til at søge noget bestemt, nærmere bare betragtende. Ma’lakels ord der for andre ville virke provokerende, og stikkende, havde tilsyneladende mistet deres irritations-effekt. Måske havde Ahngel ikke alle sine skalkeskjul klar overfor Ma’lakel? Eller også var de begge indhyllet i en sagte harmonisk tavshed, der syntes at sige mere end ord nogensinde kunne gøre. Han så til da vampyren rettede på en fold i det håndklæde der lå over hans nakke. Denne udførte handlingen som var det ganske naturligt. En hustru der tavst rettede sin mands slips. Det var et meget romantiseret eksempel, for det første var Ahngel ingen hustru, og skam heller ikke en kvinde, skønt at denne havde sine feminine træk, og for det andet så var dette ikke så naturligt som det ville give en illusion af. Dem, de to, deres. Deres forhold kunne næppe kaldes afslappet, Ma’lakel var hverken en god match, eller en god langvarig partner, men så igen… man kunne fristes til at beskylde Ahngel for at være det samme.
En gnist kom til live som den udøde greb fat om håndklædets ene ende stykke, og denne lod det glide over Ma’lakels nakke for til sidst at lade det hvile i vampyrens hånd. Ma’lakel så til med en smule uro i kroppen. Da han ikke vidste hvad handlingen gjorde gavn for, eller hvad vampyren havde i sinde at bruge det til.
De grønne øjne søgte automatisk opad da vampyren talte. De gyldne ulve øjne så ind i de rubin røde, og endnu engang kunne man fristes til at kalde Ma’lakel for fjern eller kort fraværende, men der lå over en foruroligende tilstedeværelse over det dyriske blik.
Ma’lakel lod ligeså sit blik glide væk fra vampyrens efter dennes ord. Det fik et smalt smil til at komme frem. Smilet i sig selv virkede en smule sørgmodigt, hvilket ikke helt stemte overens med situationen. Dog kunne han godt opfange den mindre morskab der lå i vampyrens undertone. Da han overvejede ordene måtte han senere indrømme overfor sig selv at han ville nyde at besudle dennes gemak endnu engang. Hans blik vendte sig imod sengen ganske kort: han havde egentlig ikke lyst til at lægge der. Men sengens bløde, og indbydende ydre, fik alligevel Ma’lakel’s bange anelse til at fortie. Det skyldes sikkert også den træthed der lagde sig over kroppen.
Hans øjne spærrede sig kort op, da han kunne mærke håndklædets bløde overflade duppe de resterende dråber væk. Han så en smule forskrækket ned af sig, og betragtede Ahngel der endnu engang viste sig fra en… omsorgsfuld side? Først lod denne rette på en fold i håndklædet, og nu fjernede han de irriterende vand perler fra Ma’lakels solkyssede hud. Et øjeblik lod Ma’lakel til at danne et billede af noget der kunne begrunde vampyrens mærkelige spontane kærtegn. Og de næste ord fik da også bekræftet netop den antagelse som Ma’lakel havde. Håndklædet blev igen lagt omkring Ma’lakels nakke, men Ahngel holdt bevidst stadig fat i enderne.
Havde denne mon… kunne det… nej! Indbildning!
De grønne øjne lagde sig over vampyrens ansigt. Udtryksløse men alligevel fulde af liv. Vampyren lod ligesom Ma’lakel selv stilheden råde, og lod den fylde rummet ud. Ord var ikke et værktøj der skulle bruges når øjnene kunne tale for dem.
Det kildrede sagte i hans hænder: en overvældende lyst til at røre ved vampyren skød op i ham, og han nåede også kort at hæve sinde hænder en lille smule inden vampyren lod sine hænder slippe håndklædets ender. Ma’lakel lod sine hænder og arme blive slappe igen, og blikket glide væk for en stund. Det føltes en smule akavet, nu var stilheden ikke længere en gave, men et tortur redskab. Ma’lakel havde lyst til at tale, til at sige noget der kunne bryde de kolde lænker, men vampyren kom ham i forkøbet. Han lod øjnene ligge sig over vampyren igen: med en illusion af dovenskab, og af at Ma’lakel ikke fandt dennes ord så interessante, som han egentlig gjorde. Men da det sidste kom, lod Ma’lakel til hurtigt at fange et, måske skjult, budskab. Han så indgående på vampyren. Det seneste år… havde vampyren været lige så rastløs som han selv? Havde denne ligeså været frustreret, været i et konstant personligt dilemma? Haft svært ved at sove, ved at gå, ved at spise, ved at gøre noget som helst. Ved at finde nydelse, i ting der førhen havde fået det til at krible behageligt i hele kroppen, men som nu… var blevet kedeligt og havde mistet sin gnist. Sit fix. Men nu hvor at de var sammen, kulminerede hele det års kedsomhed, og fik kroppen til at reagere mere voldsomt end den havde gjort på noget andet! Fik adrenalinen til at pumpe, pirrede begæret, fik lysten til at vokse! Fik… hjertet til at genoptage et menneskes slag?
Men alle de spørgsmål kunne ikke få noget svar, og tiden var ikke noget Ahngel så ud til at have meget af. Ma’lakel rettede sig ligeså op da Ahngel gjorde det, men trådte ikke væk med mindre at denne gjorde tegn til at ville have afstand for at komme væk. Han fangede hurtigt de røde øjne, og lyttede til hvad der blev sagt, dog skyllede et ugideligt og lettere skuffet blik indover ham, da han blev givet koridinater til ’hans’ værelse. Ligeså blev han gjort opmærksom på en nøgle der blev lagt på bordet.
Ahngel gjorde da et forsøg på at komme væk fra Ma’lakel, og Ma’lakel trådte til den ene side uden at se på vampyren, men han havde øjnene på nøglen. Da vampyren var trådt væk, tog han fat i nøglen, og lod den hvile i håndfladen imens at han betragtede den tavst. Hans blik blev da igen vendt imod Ahngel da denne endnu valgte at tale, fortælle ham at stabens tjeneste var noget han kunne hidkalde skulle han da få brug for dem. Ma’lakel fnøs irriteret en enkelt gang som svar.
Han lod igen sit blik vendes, og havde da det meste af sin ryg vendt imod vampyren da denne kort gav Ma’lakel et enkelt blik for derefter at forsvinde, og efterlade Ma’lakel i rummet.

Endnu engang var Ma’lakel efterladt i enrum. Og ligesom alle andre gange, havde tankerne nu frit lejde til at torturer ham med deres påfund. Han frygtede ikke sine egne tanker, men han frygtede derimod hans reaktion på dem.
Han knugede kort nøglen, og lukkede øjnende.
Tog dernæst en dyb indånding og åbnede dem igen, hvorefter han satte kurs imod badeværelset.
Han trådte derud, og fandt hurtigt sit tøj. Om katten var gået ind i soveværelset eller stadig lå derude, syntes ikke at forstyrre ham synderligt. Han havde nu engang ikke den største interesse i dyrets location lige nu. Han gik ind i soveværelset og klædte sig på. Dog manglede han stadig sin grå T-shirt efter han var færdig med resten. Han gik en smule rundt i værelset, for at søge efter den og fandt den ovre ved kaminen, få centimeter fra at blive flamberet af de orange flammer. Han greb fat i den og trak den over hovedet. Efter at have vendt den om, da han i sin fortabelse af tanker, havde vendt den forkert, rakte han en hånd ned i lommen på sine bukser og holdt om den halskæde som Ahngel havde givet ham. Et betænksomt blik prydet hans ansigt i få sekunder, men han rystede det tilsyneladende af sig, og lod nøglen glide ned i lommen. Vendte sig dernæst rundt om i værelset, og kaldte på katten.
,, Noir?”, hans stemme tydeligt halvt spørgende, for at katten kunne give et ’miav’ fra sig, og gøre opmærksom på sig selv.
Hans udtale af navnet var meget ligetil, og uden nogen fransk accent. Det blev sagt som det nu engang blev stavet i Ma’lakels hoved.
Hvis katten lod sig komme til syne for Ma’lakel ville han gå hen til den, og sætte sig kort på hug foran dyret, se bæstet i øjnene.
,, Nu løfter jeg dig op… got it? Hvis du kradser mig mister du pelsen!”
Ordene var ikke så meget en advarsel som en konstatering, og selvom dyret ikke kunne svare igen eller sige: okay, jeg skal nok være sød. – så var det at tale til kattedyr generelt en slem vane som Ma’lakel havde.
Han ville da, med mindre katten strittede imod, løfte det store dyr op i favnen. Holde en støttende arm under bæstet, imens at denne fik lov at støtte resten af dens store krop op af Ma’lakels overarm og skulder. Selvom dyret uden tvivl ville veje en del, så Ma’lakel ikke særlig påvirket ud. Hans arm muskel spænde en smule, da han holdt denne i en arm, men anstrengende var det ligefrem ikke. Derefter gik han imod døren ud fra Ahngels værelse, men stoppede da han gik forbi kontorbordet. Han så kort ned på den abstrakte tegning og så da ud til at overveje noget. Han så fra side til side, som om at selve væggene kunne holde øje med ham, og tog så tegning væk fra kontorbordets ydre, og gik imod døren ud til gangen.
Herfra ville han en smule halv forvirret følge Ahngels kordinator, og med held finde det værelse der var tiltænkt ham. Da han så stod udenfor døren, rakte han hånden med papiret op til munden og tog det ind imellem læberne, for at lade selv samme hånd glide ned i lommen og finde den nøgle han var blevet givet, og som skulle passe til værelset.
Han lod nøglen glide ind i låsen, og hvis der lød et bekræftende lille ’klik’, ville han åbne døren, stadig med nøglen i låsen.

-

Den dovne sorte hankat havde ikke rørt sig ude af flækken og betragtede mageligt dæmonen imens denne færdedes igennem badeværelset og samlede sine ejendele op. Roligt fulgte den ham med et halvt åbent øje, hvor resten af dens korpus lignede noget der allerede var drattet i en alt for dyb søvn, som ingen af samtlige vampyrer på palæet kunne toppe. Et ublufærdigt gab blottede dens halsstykke og den lagde atter hovedet imod håndklædernes overflade med en tilfreds spinden.
Der gik en tid hvor den blot lyttede til omgivelserne.. Den knitrende kamin som snart havde gennembrændt hele sagen om Croix 4 i sin omfavnelse.. Vinden udenfor og det kolde vejr der gjorde den blanke pels elektrisk. Den skuttede sig indimellem og rullede dovent om på anden side, med risiko for at vælte ned fra dens plads. Da løftede den ørene og så imod døren, hvor dæmonen for lidt siden havde forsvundet ud af. Den strakte benene og rejste sig op, krummede ryggen i et svagt knæk, hvorefter den af en kort kløen ved skulderbladet, vendte nakken og gav sig til at nappe i forbenenes yderste knoglestruktur. Få smask kunne høres fra den idet den blide nappen blev til slik der kort blev ført så langt ned ad ryggen som den formåede. Da den nåede det sted midt på ryggen, som den ikke kunne nå, tumlede den kort om og trillede om på ryggen. Den fik sig rejst igen og satte let af fra dens plads og landede på gulvet, opsat på at finde kilden til den stemme der havde kaldt ham til sig. Den bløde pande blev kort gnedet imod dørkarmen, fulgt af ryggen og dernæst halsen der ligeså bevægede sig kælent. Stille satte den i trip hen imod Ma’lakel, som satte sig ned på hug. De røde katteøjne gled op til dæmonens ansigt og atter hørtes en højlydt spinden fra dens strube. Dæmonens størrelse og udstråling havde katten åbenbart ikke det ringeste problem med. Tværtimod. Den betragtede ham imens denne slyngede ord ud, hvis indhold ikke var forståeligt, men tonen var velkendt. Snack? Nah.. Katten lod sig løfte og endda med et gladelig udtryk til trods for at katte ikke kunne smile.. Dog virkede han ikke fuldt ud tilfreds med sin plads på armen. Den affandt sig i en tid imens Ma’lakel førte den igennem gangene for at stoppe op ved det værelse der var blevet ham anvist. Noir havde i mellemtiden haft travlt med at snuse til Ma’lakel og de få møblementer de var kommer forbi, tit utilfreds med at Ma’lakel ikke tog sig tid til at udforske alle disse dufte, men havde travlt med andet. Et legende: purr undslap dens strube og den lagde blikket op imod Ma’lakel. Da ville den ikke affinde sig mere i denne ’unormale’ position. Med en hurtig bevægelse skubbede den bagbenene mod Ma’lakels underarme og fandt sig vej op ttil dæmonens overarm, greb let fat med en klo og dernæst bevægede sig op over skulderen, hvor den… lagde sig? Dens forben hvilende om den venstre skulder og bagbenene om den højre, som tog den samme plads, som håndklædet om dæmonen før havde gjort. Halen vejede muntert idet den havde nået toppen af sit tårn. Sit førersæde. Muntert gned den forhovedet imod Ma’lakels kind, alt efter hvor meget den kunne komme til imens den hengivende spinden fortsatte i ét væk.
Værelset, som Ma’lakel havde åbnet ind til var ikke meget mindre end Ahngels værelse. Selve stilen var som den havde været igennem hele palæet, men denne gang var farverne anderledes. Hvid og blå farver herskede herinde. Lyst træ og beroligende former og nuancer. Sengen var ligeså skabt med en himmel over sig og lange gardiner hængende fra dens top, fastgjort til sengens fintslæbne stolper. Udover sengen var der endnu en kamin at finde, samt et møblement i venstre side af værelset. Et stort skab var ligeså at finde. Tomt skab. Imod ydrevæggen ved siden af sengen var der et natbord med en lille stol ved sin side og et spejl hængende over bordets overflade. Små flasker var at se der. De fleste tomme men ganske få kunne man finde en let aroma af forskellige dyre, dog gamle parfumer hvis man tog propperne af dem og lugtede dertil. Ved siden var der et ganske lille skrin med få smykker i. En enkelt eller to havde værdig, men mange af dem lignede noget hjemmelavet. En perlekæde af farverige plastiksten, et armbånd af spundne metaltråde og en enkelt ørering, hvis led udgjorde en meget lang, ufattelig hvid hjørnetand fra noget der kunne ha været en bjørn eller et stort kattedyr. En skuffe var ligeså at finde i natbordet, men åbnede man den var der bare en stak af blanke papirer samt ganske få forskellige penne med en 4-5 forskellige farver.
Udover kaminen, sengen, skabet, sofaområdet og natbordet, var der ikke rigtigt flere møbler. Ligeså var der en dør til et badeværelse, som mindede mere om et menneskes bad. Der var et beskedent kar med indbygget bruser, samt en skænk med vask og et toilet bagerst. Et enkelt vindue lukkede nattelys ind i badeværelset, men der syntes heller ikke at være brug for den vilde belysning, for i modsætning til andre steder på palæet, var der lamper. Gamle lamper, ja, men stadigt lamper der skabte en udmærket belysning, alt efter om man selvfølgelig gav sig til at lede efter de få kontakte der gemte sig i værelset. Der var i alt 2 at finde på badeværelset. En ved døren og en henne ved vasken, hvor de begge sørgede for et mindre loftlys og det andet for en enkelt lampe nær bruseren. Gik man tilbage til værelset og ledte der, ville man finde blot én kontakt nær vinduerne ved ydervæggen, som virkede ved en enkelt gulvlampe ved siden af sengen. Vinduerne lignede til forveksling meget dem der var set på Ahngels værelse. De fyldte halvdelene af den ydre væg og gav udsyn til haven nedfor, samt havde en glasdør der gav vej ud til endnu en balkon, hvor man ville kunne se hen imod den der stak ud fra vampyrherrens værelse, samt igen den store bevoksning af roser ved grunden. Væggen om balkonen her var bevokset. Væggen der udgjorde skillet mellem indendørs og udendørs var næsten fuldkommen tildækket af en klatreplante med en meget mørkegrøn farve. Samt stod der krukker omkring derude, ganske vidst med et goldt indhold, takket være vinterens kulde og lige ved siden af døren var der en granitbænk uden armlæn og ryg. Der skulle ikke meget hjerne til at konkludere at det nok ikke havde været en vampyr der havde boet i dette gemak, ikke kun på grund af den anderledes opdeling af goder, men også den lugt der herskede der. Rummet var gammelt. Ubrugt en del år, men det var dog blevet gjort rent i ny og næ, så det var hverken støvet eller slidt. Det var nærmere en alder man kunne fornemme i rummets luft. Der manglede denne udøde essens og resterne fra vampyrernes lugte, som nærmest konstant bar rester af sine byttedyr over sig. Dette værelse virkede… til forskel for de andre.. rent. Rent i en mere normal og menneskeligt fortolkning…

-

Som døren åbnede, kunne han mærke det store kattedyr sætte neglene i hans T-Shirt og kravle op over hans skulder. Ma’lakel stod et øjeblik fuldstændig stille imens at noget ganske uventet skete. Den kærlige hankat, lagde sig på en yderst mærkværdig måde. Slangede sig over hans nakke og lagde overkroppen over den ene skulder, og underdelen over den anden.
Ma’lakel stod tilbage og var en smule overrasket over kattedyrets meget smidige fysik.
Den pressede da kælent sin pande imod Ma’lakels kind, imens at en glad spinden kunne høres fra det enorme dyr, der åbenbart fandt Ma’lakel behagelig at dele selskab med. Ma’lakel så over på det pjuskede dyr. Hans øjne intetsigende: observerede i nogle sekunder det kærlige dyr imens at han kunne mærke armen der havde holdt katten oppe slappe af, og overkroppen samt ryggen, gøre resten af arbejdet og tage kattens vægt med lethed. Noget mere behageligt, selv for ham.
Han rakte da en hånd op til Noir’s ansigt og gav sig til at nusse det pelsede bæst under hagen, hvorefter at en kildrende fornemmelse begyndte i hans strube, og lod sig danne en lyd der sagtens kunne sammenlignes med kattens kælne spinden. En blød knurren, der formåede at have samme effekt som Noirs sælsomme udtryk for hengivenhed og velbehag.
Da trådte han ind i rummet.
Hans øjne blev spærret en smule op, og et kort øjeblik kunne Ma’lakel mærke maven krølle sig sammen. Var det her en joke?!
En kvindes værelse. En kvindes gemak!
Ma’lakel kunne se det med det samme! Der skulle ikke meget til for at regne ud at det ikke just havde været en af hankøn der førhen havde haft fornøjelsen af at udnytte det værelse. Og så var der lugten som ramte Ma’lakel. Noget gammelt, uden at det var dødt, eller havde et strejf af noget bittersødt, som Ma’lakel tit genkendte som indtørret blød, ligeså manglede der også den mindre snert af råd. Enten måtte det være længe siden at en vampyr havde boet i dette værelse, eller også havde værelset slet ikke tilhørt en udød?
Ma’lakel gik ind, fremførte stadig den knurrende lyd lidt endnu imens at han forsat nussede Noir. Katten bragte ham ro, selvom han på ingen måde ønskede at erkende det overfor sig selv. Det var sådan set også den primære grund til at han havde taget dyret med, i tilfælde af at han kom ud for noget der ville påvirke ham på en måde han ikke havde lyst til at vise overfor nogen andre end ham selv. Men indtil videre var der ikke sket noget uventet, udover at den fandens vampyr havde givet ham en tøs’ værelse.
Han tog nøglen ud af låsen og lukkede døren i bag sig. Blot for at sikre sig at der ikke lige pludselig stod nogen i åbningen og betragtede ham fra afstand. Paranoidt, men i Ma’lakels hoved, også nødvendigt.
Derefter vendte han sig imod sengen. Flot, og direkte smuk, men ikke på samme måde som Ahngels seng havde været, dog så den komfortabel ud, skønt den havde en for lys farve til at Ma’lakel syntes om den. Og så gik farven lyseblå igen. Ma’lakel rynkede på næsen: han hadet lyseblå. Forfærdelig farve, rædselsfuld, og grim.
Med en utilfreds grimasse skævede han hen til skabet, og gik derover for at åbne det. Han gjorde det i et hurtigt ryk, parat til at springe tilbage, skulle der imod alle odds være noget derinde som ville springe tilbage i hovedet på ham! Men det skete naturligvis ikke, og endnu engang var Ma’lakels forsigtighed ubegrundet. Dernæst søgte han kaminen, hvor et lille møblement var placeret, ganske upersonligt og diskret. Han betragtede det kort, men lod ikke til at ville fyre op i det endnu. Så var det sengens tur til at blive undersøgt!
Han kneb øjnene sammen, og stoppede med at nusse Noir. Gik hen imod den og så mistænksomt derpå. Han rakte hænderne om bag hovedet for at tage fat i den store kat og fjerne den fra sit ligge sted, selvom den nok ikke ville bifalde den handling. Hvis det lykkedes ham at få Noir af, ville han sætte den oven på sengen, imens at han selv gik ned på knæ, for at bøjede sig yderligere ned, og se efter under den: man kunne aldrig være for sikker!
Siden Ma’lakel højst sandsynligt intet ville finde lod han til at lade sin opmærksomhed lande på den eneste ekstra dør i rummet.
… Badeværelset…
Var hans første indskydelse, og tilsyneladende også den korrekte. Han rettede sig op og gik hen til døren for at åbne den og se ind.
Han betragtede det nøje, og nikkede anerkendende for sig selv da han spottede bruseren over badekadet. Det var nu engang den mest behagelige måde at tage bad på! Han gik ikke ind på badeværelset, men trak sig ud derefter igen og lukkede døren i.
I nogle sekunder stod han lidt og så ind i døren imens at han stadig holdt fat i håndtaget: hvad lavede et menneske, eller et levende væsen i blandt hundredvis af udøde?
Billedet af den røde rose poppede op i hans indre blik, og han rynkede brynene en smule. Han kendte ikke til vampyr skikke, eller til vaner blandt de ’noble’ og specielt ikke adelige, måske havde de brug for et levende individ for at have noget i nærheden at æde?
Ma’lakel kneb øjnene sammen igen, da han kom i tanke om Ahngels vægttab. En tanke strejfede ham; måske mistede vampyr herren krops vægt fordi denne endnu ikke havde en person til at udfylde dette værelse? Ma’lakels blik ændrede sig fra at være tænkende til at være en hvor-er-du-dum-grimasse, og han skar ansigt af sig selv og drejede om på hælen. For dybt! For dumt, og for … for hvad? Hvorfor var det dumt? Historier om Dracula og hans brude kunne trods alt ikke alt sammen være opspind. Han kneb øjnene sammen, da han mindedes en samtale angående netop det. Det var meget lang tid siden, og Ma’lakel havde svært ved at erindre det, da han ikke havde haft betydelig stor interesse i det, da det blev nævnt dengang.
Det havde i hvert fald noget med brud at gøre…
Han slap håndtaget, og så hen på Noir der forhåbentlig stadig ville sidde på sengen, men uanset hvor katten var, ville han søge dens blik, spørgende, men uden at sige noget. Dog ville det kun være for en kort stund inden at han vandrede hen til det store vindue, der førte ud til en mindre terrasse. Han betragtede udsigten i nogle minutter imens at han tænkte:
… Brud… brud.. blod.. Blodbrud? Ikke.. jo! Det var det.
Ma’lakel syntes at huske Ahngel omtale netop dette, et væsen som vampyr herren havde en såkaldt kontrakt med, og derved kunne drikke af denne i tide og utide. Men hvis Ahngel havde haft brug for en sådan person, ville han da vel sagtens bare finde den bedste og nærmeste?
Han stod et øjeblik, opslugt af egne tanker, indtil han så hen imod sengen igen, og kunne mærke hans hoved opgive at fundere yderligere over Ahngels opførsel og vægttab. Han gik hen til den, satte sig på den og så sig om i rummet.
,, Det er ikke ligefrem hyggeligt…”, sagde han højlydt, henvendt til Noir uden tvivl.
Et suk kunne da høres fra ham, og han bøjede sig ned for at løsne sine støvlers greb om hans fødder og sparke dem af, ligeså gjorde han det samme med strømperne. Han trak T-shirten af, velvidende at han ville blive irriterende hvis han faldt i søvn med den på. Inden han kravlede længere ind på sengen, lagde han tegning på natbordet, og skubbede nogle af de tomme perfumé flasker til siden. Han lagde ligeså nøglen oven på den, og tømte sine lommer. Til sidst ville ti små patroner, med en grønlig væske ligge på natbordet, et mindre nøgle bundt med sådan cirka fem forskellige nøgler i, nogle små lapper papir hvor der stod skrevet små ord på som: træ, skov, vej, kat. – meget mærkelige huskeseddeler? Skrevet i en lettere sjusket håndskrift. Han lagde ligeså nøglen til værelset på nat bordet, og … han skulle lige til at trække halskæden op fra lommen, men lod den blive liggende. Han greb fat i hvad end der måtte ligge af senge tæppe, hvis ikke Noir allerede sad på sengen ville han kalde denne til sig, for så at tage denne med sig ned under dynen/sengetæppet, og lade sig selv blive slugt af dets lyse ydre.
Som han lå under det, resten af værelset henlagt i dunkel mørke, lod han katten finde sig på plads, eller kravle et stykke op over dynen skulle denne finde det ubehageligt at være begravet sammen med Ma’lakel. Han nussede dog kræet, for at lokke den til ikke at ændre position.
Der ville gå nogle minutter, hvor Ma’lakel tavst bare ville ligge med lukkede øjne og lytte til kattens spinden hvis den da valgte at gøre dette.
Hans sind blev tømt for tanker, sætninger og ord blev opløst, og lige så stille faldt Ma’lakel udmattet hen i et uvirkeligt spindelsvæv.
En lavmælt brummen som regelmæssigt kom ved hver udånding, kunne få minutter efter høres fra ham.

--

Noirs høje spinden var et klart tegn på at katten nød sin plads på dæmonens skuldre i fulde drag. Nu havde dens herre også afslået de sidste par invitationer dertil, mest af alt fordi han bare ikke havde styrken til det. Den store sorte kat lod sig fortsat og uforstyrret gnide forhovedet imod Ma’lakel og ind imellem blive distraheret af en hårlok der gik ind foran den ustoppelige snusen til den dejligt brune hud. Den nød ganske kort og kørte tungen op over dens overkæbe med et sammenbidt udtryk. Da fortsatte den atter som den havde gjort før. Efter et godt stykke tid med at blive fragtet lidt rundt i værelset blev den brat afbrudt af Ma’lakel der syntes at have andet at give sig til end at opfylde kattens alt for utømmelige lyst til kæl og forgudelse. Dens spinden stoppede da den blev placeret på sengen. Utilfreds lagde katten ørene tilbage og rankede ryggen, som var den egentlig i virkeligheden AAAAaaaaalt for god til Ma’lakel. Den betragtede dæmonen bevæge sig om på værelset og gav sig da atter til at slikke sig selv i denne lettere arrogante posering, som var den intet ådselædende djævelsk kattedyr, men en fin racehund fra provinsen.
Ma’lakel vendte da tilbage til sengen og som en tændstik tændtes falmede den arrogante holdning og den gav sig atter til at kæle sig utålmodigt op ad dæmonens brede ryg med tillukkede øjne og strittende knurhår. Dens spinden syntes at nå sin top da den begyndte at trykke næsen imod ryggen og bevæge den op og ned for at få stimuli i den kløende næsetip, brummende hvor dens lyse kattestemme tilføjedes med små miav. Påtrængende? Måske. Normalt fandt katten jo heller ikke andre end sin herre der ville kæle med den bare sådan, bortset fra de barnelignende vampyrer, der så igen havde en alt for voldsom form for humor. Muet havde vel stadig et kradsemærke over armen? Da syntes kattens opmærksomhed at blive fanget. Den vendte blikket fra Ma’lakel og stak næsen imod sengetæppet med en nysgerrigt rullen med struben. Efter at ha fanget noget af duften derved, mærkede den sig atter løftet op go ført ned under sengetæppet med Ma’lakel. Den rullede kort op så poterne var parallelle med madrassen, nydende berøringen af dæmonens hænder. Atter spandt den som var det intet andet end en erfaringløs killing der ingen ide havde om at dette individ i sidste ende kunne brække dens nakke hvis han ønskede det. Den blev dog ikke liggende hvor den var blevet placeret, men fandt længere ind under sengetæppet og rullede sig sammen op ad dæmonens mavemuskler, dens krop rystende i takt med den varme spinden og med forpoterne imod Ma’lakels overkrop, hvor den så let begyndte at bokse imod. Dens kløer bevægede sig en smule ud og ind af trædepuderne imens den let prikkede til dæmonens hud. Et velkendt faktum at katte gerne genøvede disse killingetræk nær personer de nød at dele rum med. I takt med at Ma’lakel ville falde i søvn, ville Noir ligeså lulles ind i en let rævesøvn, blot spindende let for engang imellem at nusse ansigtet imod dæmonens krop.

Mødet havde trukket sig ud. Mange emner udover den forventede dagsorden var blevet taget op. Deriblandt alfahannens pludselige gæst.. Hvad han lavede det var der blevet spurgt. Hvorfor han så blindt lod denne komme tæt på? Om dennes fortid havde en kontakt til deres herre og om han havde kontakt til de franske dæmoner. ”Jeg kan forsikre jer at han ingen kontakter har til den modstridende dæmonregion. Han er her i et rent professionelt erinde, omhandlende hans egen plads som regent.”
Andre spørgsmål blev afværget med ynde. Karisma var dog en nyttig ting blandt de højtstående senatorer.

Ahngel tog i dørhåndtaget til egen dør og trådte ind. Ma’lakel havde forladt værelset som han var blevet anvist. Godt. Han trådte ind igennem rummet og satte sig ganske kort på sofaen, bukkede ryggen en smule og betragtede den udbrændte kamin med de sidste papirsresters forkullede ydre. Forkullet. Brændt. Ahngels øjne knep sig en smule sammen inden han placerede sin ’skarpe’ pegefingre imellem struben og det røde slips, trak lidt til og lod slipsets knude løses og stoffet miste sine folder. Han sank med det samme en klump som pladsen kom detil. Et lettere rødt mærkede afmærkede hvor slipset havde strammet. Et kort øjeblik gned han fingrene over de røde mærker mens de lod sig forsvinde langsomt. Da fortsatte han med at spænde habitten op og lade den falde om skuldrene og lande på sofaens øverste. Han stoppede kort op, rettede nakken idet lyden af bilers motorer kunne høres udenfor. Senatorerne havde endelig taget deres afsked? Han stillede sig op igen og bukkede fødderne for at frigøre dem de stive og sortpudsede sko, som han let lod dumpe ned ved siden af sofaen, hvor den ene let gemte sig under. Båndet i hans hår fik blot et enkelt ryg og blev da smidt ligegyldigt på gulvet imens vampyrens fingre atter lagde håret i orden.. eller rettere uorden. En anstrengt lyd kom fra hans strube som rømmede han sig kort. Hans marmorhvide højrehånd fandt vej til panden, hvor den kort strøg sig opad, spredte fingrene for at føre dem igennem håret og om bag nakken hvor han let trykkede imod. Hans ene øje klemtes en lille smule sammen. Halsen føltes tør efter så lang tids talen. 4½ time var det. Ugideligt. Alt for lang tid at holde masken og huden pletfri. En mørkere rende havde placeret sig under vampyrens øjne og de blålige blodårer var endnu synlige. Han drejede om på hælen og bevægede sig hen til skrivebordet, åbnende den nederste skuffe for at placere dens indhold på bordets overflade. En mindre flaske med rødt indhold. Tydeligvis lagret blod. Han kiggede ganske kort opgivende derpå inden han skruede proppen af og lagde flasken imod læberne, tippende den i en hældeposition. Efter en enkelt fylden af mundhulen vrængede han kort og rynkede næsen med et glimt fyldt med irritation i øjnene. Typisk. Blodet fandt atter vej til flasken idet han fandt det ganske umuligt og ækelt at synke det. Han klappede atter skuffen i, hvor flaskens glas imod træet let kunne høres. Hvorfor overhovedet prøve? De røde øjne fandt vej ned til bordets overflade hvor der sjovt nok syntes at mangle noget… Nu man var på emnet. Han rettede sig atter op fra sin foroverbøjede stilling og kiggede ud imod badeværelsets dør.
”Noir.” Hvislede han ganske kort. En let vrikken fra hans ører. Katten var der ikke? Selvfølgelig havde Ma’lakel ikke kunnet dy sig, kunne han? Ahngel rystede kort på hovedet for sig selv inden han begyndte at mumle let på sit modersmål. Han knappede de tre øverste knapper på skjorten op, så hans hals ikke var yderligere fanget og satte kurs imod døren ud til gangen igen. Om Ma’lakel havde fundet værelset behøvede ikke at være en selvfølge. Han havde nok aldrig fundet Ma’lakel den mest orienterede person i verdenen. Om han overhovedet havde lyttet til anvisninger var heller ingen typisk tanke.
Trods det tog han skridtene som han for nogle timer siden havde givet Ma’lakel. Ned imod værelset. La Chambre bleau kaldte man det. Det blå kammer. Han stoppede ganske kort op udenfor døren og betragtede sin hånd der kun med en neglespids rørte håndtagets overflade. Selvom halsen var tør og hjertet roligt, sank han en klump der virkede vissen igennem det golde halsrør. Skulle han mon..? Hans hånd knyttede sig med pegefingeren en smule mere løs end de andre idet han gjorde sig klar til at banke på.. men så igen.. Det ville vel bare vække ham, ville det ikke? Han tog i døren ganske langsomt og trykkede den ned med det sagte klik der kom fra dørens mekanisme. Den larmede ikke da han åbnede den. En sten faldt på hans hjerte ganske kort da han genså værelset foran sig. Normalt havde han ikke givet Ma’lakel dette værelse, men taget i betragtning at han ikke just var velkommen for resten af staben, var det bedst at han befandt sig i denne afdeling og om ikke andet i det nærmeste soveværelse der var i forhold til hans eget gemak.
Han gav ingen lyd fra sig som han gik barfodet ind. Nærmest med indøvede trin bevægede han sig hen af trægulvet, som var han klar over hvor man skulle træde for at undgå at det hele satte sig til at knirke. Han stoppede kort op og lod blikket lægges på natbordet hvor Ma’lakel havde lagt sine ejendele. Hans blik faldt først på tegningen, nærmest morende sig over Ma’lakels nysgerrighed og trang til at hive en souvenir til sig i tide og utide. Da vendtes øjnene sig på patronerne der syntes abstrakte. Han ville kort række ud efter en af dem, men stoppede da brat op af en grund. Noget ildevarslende? Han lagde kort hovedet på skrå og klemte mistroisk øjnene sammen, konkluderede at det ikke var noget han ønskede at røre ved. Da strejfede han kort huskeseddelen og hævede et øjenbryn. Hvad var dette? Hans noter til hans observeren? Han havde vel aldrig været den flittige elev?
Han blev forstyrret af en spinden der kom fra under Ma’lakels dyne. Han vendte blikket imod dæmonen med en uforstående tone. Ah.. Noir stak hovedet frem fra under dynen i hovedenden og så imod sin herre, dog ikke bevægende sig ud af flækken, endnu liggende tæt op ad Ma’lakel. Ganske diskret satte Ahngel sig ned i sengens fodende uden at røre Ma’lakel og kiggede imod dem begge. En antydning af et køligt smil frafaldt hans læber.
”Avez-vous déjà trouvé une solution de rechange? Vous petit traître.” hviskede han nærmest lydløst. Hans hvide tænder vistes kort i endnu en kølig fortolkning af et smil. Noir brummede ubemærket og lystigt videre. Han vendte atter ryggen til og så ud i værelset med et tænkende udtryk, hvilende armene lidt bagud, støttende på madrassen imens han knejsede nakken og så imod loftet, hvor et hul efter en griseskrue havde befundet sig engang.

”Je vais aussi. ”

--

Et dobbeltmoralsk vanvid gik i gang, i løbet af de timer hvor ingenting forstyrrede Ma’lakels rolige søvn, i drømmene blev der skabt abstrakte billeder og figurer der alle sammen kunne lede over til noget der så havde en skygge der modsagde sig det andet. Man kunne fristes til tro at Ma’lakels underbevidste jeg var gået i krig med det bevidste og de udkæmpede et slag der ikke kunne vindes af nogen part uanset hvor mange ofre de end bragte, eller hvor meget de end satte på spil for at vinde. Satsning var høj, men gevinsten uopnåelig, og selvom drømmen formede sig ud i usammenhængende billeder og mønstre, som farve spiralerne på en sommerfugls vinger, så ville Ma’lakel ikke huske drømmene eller deres betydning når han engang vågnede fra sin søvn. De forblev gemt væk, og tilbageholdt, formentlig indtil at han igen ville glide ind i søvnens bittersøde hypnose.
Den varmende pels boldt der lå krøllet sammen op af Ma’lakels mave hjalp drømmenes ellers skræmmende effekt til at blive dulmet, og falde til ro. Selvom billederne ikke var tydelige, og mest af alt lignede uklare genskabelser af steder som Ma’lakel havde været for mange år tilbage, blandet med nutidens spøgelser der stadig lod ham hjemsøge, så var deres kaotiske vandren igennem hans indre øjesyn ubehagelig, og efterlod en urolig følelse i hele kroppen.
Det kriblede og lod sig lige så stille sætte sine spor over Ma’lakels hud ved brug af kroppens væsker, og dannede små sved perler over panden, indtil at alle farverne blev splattet ud og smeltede sammen med hinanden for til sidst at blive erstattet af en afslappende mørk blindhed, og lyden af en kats bløde spinden, der lod sig simre i Ma’lakels øre.
Bevidstheden nåede ham lige så langsomt da katten bevægede sig og strakte sig ud for at nå dynens kant og stikke hovedet udenfor. Ma’lakel lå i en benægtelse af bevidsthed, svævede imellem at være til stede og fuldstændig væk. Han rørte dog ikke på sig, men åbnede øjnene svagt for blot at se ind i den sorte katte pels, der kildrede hans næse med deres drillende kærtegn over hans næsebor. Irriteret rynkede han på næsen, og lukkede øjnene i igen. Selvom katten syntes vågen igen, og drømmenes faretruende gentagelse af forrige scenario lå truende i baghovedet, havde kroppen endnu ikke fået den søvn der skulle til for at Ma’lakel kunne være fuldkommen i stand til at tænke klart og opføre sig normalt. Det tog både psykisk og fysik på kroppen at holde så stor et forsvars skjold op foran vampyren.
Men da blev han nød til at rive sig væk fra sin ellers behagelige tilværelse under den hvide dyne. En stemme kunne høres, ganske svagt, men den talte landets modersprog og var derved uforståelig. Der gik et sug igennem Ma’lakels mellemgulv, og han åbnede øjnene med det samme igen, vidt åbne først, parat til at springe på hvad end der havde sneget sig ind i rummet. Men som ordene blev udført, genkendte han stemmen der gav ordene lyd: Lucifer.
Han lå fuldstændig stille.
En smule døsigt funderede han kort over hvorfor vampyrens lugt ikke havde fået ham til at vågne, men da han lod sine sanser fokusere på evnen til at opfange aromaer, og andre luft borende kendetegn, fandt han gerningsmanden. Katten. Dens lugt var overvældende, og derved gjorde den det svært for Ma’lakel at opfange meget andet, på grund af at denne var så tæt på som den nu var.
Endnu engang blev der talt, på sproget Ma’lakel ikke forstod et pip af.
Han rullede trodsigt med øjnene og blev irriteret over ikke at vide hvad det var den udøde sagde. Snu som han nu var, lod han sig endnu lægge stille indtil han fik en genial ide!
Meget forsigtigt og yderst lydløst, sikkert overdøvet af Noir’s kælende spinden, så han op over kanten og lokaliserede en skikkelse ved fodenden, han træk sig ned under dyne kanten igen og smilte stort og skadefro for sig selv! Selvom det var uundgåeligt at Ahngel skulle ligge mærke til bevægelse under dynen, da Ma’lakel ikke just var en lille dreng på ti længere. Kravlede Ma’lakel yderligere ned under dynen, og gjorde an til hans lille angreb.
Der blev endnu stille i lidt tid, Ma’lakels skutten rundt, kunne i mellemtiden fortolkes som en søvndrukken bevægelse der så til sidst var endt med at denne faldt i søvn igen. Men inden man rigtig kunne nå at tænke tanken, ville en hvid tsunami, af hvidt stof og fyldt med bløde dun fjer, rejse sig over den udøde, for at falde over denne og sluge vampyren i et hug! Lukke for udsyn til værelset og gemme dennes overkrop i en blød, plysset masse!
Derefter ville offeret blive grebet fat om og tvunget yderligere ind imod midten af den store seng, indtil at, den sikkert kæmpende, Ahngel ville befinde sig i en liggende position på sengen, omfavnet af dynen der havde den velkendte lugt fra Ma’lakel.
Dynen ville først slippe sit tag da tsunamiens råstyrke lod sig sænke, og den atter faldt til ro. Nu med den udøde gemt under dens mørke tag, i selskab med flammernes ukronede fyrste!
Ma’lakel smilede bredt under den varme dyne efter at have kidnappet Ahngel, og tvunget denne til at ligge neden under den ligeså. Hurtigt fik han sig kravlet oven på den svækkede vampyr herre, spredte dennes ben for at give plads til hans egne, imens at han i mørket søgte ned imod dennes hals, selvom man ikke skulle tro at han ville vide i hvilken retning han skulle sænke hovedet. Men en sjettesans gav ham en formodning om hvor hvad ved vampyrens krop var, og ligeså den erfaring fra at have rørt vampyrens krop mange gange før. Han søgte halsen, og hvis det lykkedes ham at finde den, ville han læne sig ned over den udøde, med armene på hver sin side af dennes hoved, imens at han begyndte at nappe i strubens ydre skind. Sultent, legesygt.
Om Ma’lakel gjorde det for ren morskabs skyld, eller om der lå noget mere bag ville være usikkert. Men hans spontane ’angreb’, kunne måske tyde på at han ville mere en blot snakke, og diskutere. Dog var stemningen ikke intim, eller pheromon befængt: det lod ikke til at Ma’lakel ville noget seksuelt.
Han lod den ru tunge lide ud fra munden, og lod sig ikke skubbe væk, skulle vampyren forsøge netop dette. Den varme tunge gled over den lyse, kolde hud, rev fat og trak i hudens yderste lag som den strøg sig hen over den, i en dulmende bevægelse, som forberedte han det på noget. Derefter nappede han i det igen, prøvende, men valgte så igen at slikke på det område han havde tiltænkt sig selv.

- a
De lettere spidse albuer satte sig imod vampyrens lår imens han stille satte sig selv i en mere tænkende position, hvilende hans foldede hænder imod læberne og med det underskønne marmorhvide ansigt en smule løftet, nakkenn knejsende, stadig betragtende de lille hul i loftet, som syntes at have en centreret betydning, selv for et ubemærket lille hul at være. En mærkelig og unaturlig følelse af ro lagdes over Ahngel og de røde øjne lukkedes halvt i imens han indåndede stedets tyste aroma. Dets minder… dets håndtryk og blodet der havde flødet, tårerne der var grædt.. Ganske let, mistende lysten til at lytte og føle omgivelserne, lukkede han øjnene ganske langsomt, lod de røde øjne indespærres bag det åreprydede sæt marmorhvide øjenlåg og de sorte vipper, og lod tankerne drive ham andetsteds.. eller rettere andet-tids. Synet af blomsterne på balkonen der spirede dag for dag syntes at vises i en meget hurtig gengivelse, men på samme tid unaturlig, som gjorde den det bare, som når et barn rækker en hånd op imod noget der fangede dets interesse. De lange fingre foldede sig ud og fandt vej til tindingerne, som han let trykkede imod, nærmest prøvende med et tænkende udtryk, atter med let åbne øjne.

”Hm?” .. Da afgav hans ører et ganske lille vrik idet han havde spottet noget ude af mønster. Åndedraget fra dæmonen i sengen var ikke længere regelmæssigt og typisk for en sovende person. Han skulle akkurat til at vende sig om og se imod Ma’lakel, hvis det altså ikke var for det pludselige angreb af… en dyne?! De røde øjne syntes at spærres op igen og tiltage sig et uforstående udtryk, for ikke at sige overrasket! Som den syntes at finde over ham, lænede Ahngel sig en smule tilbage for at få afstand dertil imens analysen begyndte at køre rundt i hovedet af ham. Som dynen ville ’overfalde’ ham og tvinge ham ned sengen med ryggen imod madrassen, nåede han end ikke at udtale noget som helst spørgeord overhovedet. Han pressede stramt de røde øjne i, som nakken stødte imod madrassen og ramte heldigvis ikke noget ubehageligt, som sengestolpen eller lignende. Atter åbnede han øjnene, kiggede brat op imens hans udsyn blev mere vant til det endnu mere formørkede interiør. Hurtigt fandt han sig dog liggende, i en meget velkendt position, med denne store dæmonfigur kiggende smilende ned på sig. Ahngel behøvede nærmest ikke engang sine natteøjne til at konkludere dæmonen da dennes flabede udtryk og alt for velkendte, nære duft afslørede ham nærmest med det samme. Et øjeblik havde han fundet sig selv alvorligt uvidende om dynens ’fører’ og fandt sig nu ganske stupid for ikke at tage Ma’lakels barnlige opførsel som en selvfølge. Han forsøgte sig kort på at rejse sig op igen, men fandt sine ben blive spredte af Ma’lakel for derefter at blive bestiet af denne, som var det den mest normale ting i verdenen og langsomt, og som dæmonen bukkede sig ned imod ham, lagde begge hænder om Ahngels hoved, blev muligheden for at sætte sig op som en anstændig voksen, mindre i takt med at Ma’lakel fandt det såååå nødvendigt at hive ham med i hvad han end havde tænkt sig.
”Ma’lakel. Slip mig omgående. Jeg gider ikke deltage i dine absurde lege!” Vrissede han kort, brummende og lagde armene i et meget svagt forsøg som klods imellem ham og dæmonen, der syntes at sigte imod Ahngels hals. En lav, advarende snerren kom fra vampyren som dæmonen strejfede den sensitive hud ved halsen. Den stoppe dog brat og blev erstattet med et uforstående gib da denne begyndte at nappe i strubens skind. Ahngel skød det ene øje lukket og skubbede endnu engang mod Ma’lakel med armene, dog hurtigt opgivende da han så småt forståede at han med eller uden sin gode vilje måtte slippe illusionen om overmenneskelig styrke i hans nuværende tilstand. Ma’lakels skarpe tunge besluttede sig da for at lege med og strøg sig over punktet, hvor han havde givet sig til at nappe. Langsomt hev den i Ahngels hud og rev det lidt med sig, som var tungen fyldt med små modhagerer, som man så på kattedyrs tunger ligeså. Nerver begyndte at trække sig en smule sammen om stykket, prikkede let kildrende, men samtidig startede et gys, som der gik, som et kravlende dyr igennem Ahngels rygsøjle og fandt vej ned til lænden, lod sig dø hen og glide ud i tåspidser og fingerspidser. Ahngels endnu levende stritten imod døde lidt hen da han kort gav sin opmærksomhed til sin krop i et sekund. Der var det jo igen. Hans hals prikkede i en harmonisk følelse, hvorimod resten af kroppen begyndte at skabe indre støj og uorden, som en radio uden for bølgelængde. Ganske få sekunder fuldkommen optaget af at opsnappe så meget af den anderledes følelse inden den let døde hen igen og blev en ligegyldig og ufølelig størrelse for vampyren. Da endnu et nap fandt sted støttede han igen armene imod dæmonen med et utilfredst hvæs.
”Hvad har du egentlig i tankerne, Ma’lakel?” sagde han endnu engang lettere besværet med at forsøge sig på at skubbe dæmonen af sig. Efter få sekunder med at gøre dette unødvendige og livsspildende mønster, opgav han, lagde armene ned på madrassen og vendte blikket opgivende væk med en snært af bitter og måske lidt barnlig irritation på den manglende styrke der lå i ham. Pokker stå i det! Den møgdæmon tog jo for pokker brug af det. Stille snerrede han for sig selv et øjeblik, men hans rolige og diplomatiske side tog langsomt over igen, skubbede irritationen en smule ud i baggrunden og gjorde atter hans blik køligt og hans kropssprog afventende, for ikke at sige reserveret imens han lettere åbenlyst forsøgte sig på at ignorere Ma’lakels nivende tilnærmelse.

--

Vampyrens konstatering om at han ikke ønskede at deltage i Ma’lakels ellers uskyldige leg, fik ham ikke til at stoppe eller for den sags skyld sætte tempoet ned. En iver, en barnlig spænding var steget sig op i ham, af uforklarlige årsager. Han følte en trang til at prikke, til at slå, til at nive, og bide i vampyren. Til at drille ham med at han så anderledes ud end alle de andre børn, kun for at få opmærksomhed! Det var en primitiv og barnlig følelse, og et barns uskyldige måde at udtrykke at man ønskede kontakt på. Dog kunne man ikke kalde Ma’lakels måde at gøre dette for ’uskyldig’, ordret var svært at sammenligne med den kaotiske ild-betvinger.
Han fortsatte sin lille leg, uprovokeret af Ahngels mange forsøg på at skubbe ham af sig. Noget som ville være forgæves, og som vampyren tids nok også ville opdage.
Tungen gled over huden og blev ved indtil at han havde fået blødgjort den nok. Hans intentioner var beskidte, dette kneb var beskidt, på alle tænkelige måder, men det var den eneste måde Ma’lakel kunne få udløb for sin ekstreme nysgerrighed. Efter at han var kommet til sig selv havde gamle tanker ligeså fundet frem til hans hukommelses lager, og var blevet gravet frem.
Han skubbede sig en smule op fra vampyren efter at denne endnu engang havde spurgt om hvad Ma’lakel ville med alt dette. Ahngel måtte vel sagtens finde Ma’lakels opførsel uforståelig, for ikke at nævne barnlig, men Ma’lakel selv mente at hans intentioner var klar nok: han ville lege. Men lege var nu engang så meget sagt, for Ma’lakel version af netop det ord, syntes altid at betyde en andens pinsel.
Efter at have skubbet sig lidt op, fandt hans venstre hånd hen til hans læber, lod sin pege finger glide ind imellem dem for at sætte det yderste af fingerspidsen ind imellem hans foreste tænder, og … han bed til! Han bed ind under huden, og et stykke ind i det kød og de sener der burde være i hans finger spids. Fremkaldte sit eget mørke røde blod, hvis krydrede og stærke aroma sikkert hurtigt ville blive opfanget af vampyren. Den anden hånd blev først om bag vampyrens hoved, og Ma’lakel grab fat i det sorte hår for at holde den udødes hoved fast, så denne ikke ville kunne vende det.
Hans øjne havde så småt vænnet sig til mørket, og det månelys der kom fra vinduet ude i rummet, hjalp til at skinne en smule igennem dynens stof og fjer lag.
Han havde så småt fået styr på hvor vampyrens ansigt befandt sig og hvordan resten af dennes slanke krop udfoldede sig nedefter.
Han satte sin tommel og lange finger på hver sin side af vampyrens hage, og lod den blodige pege finger hænge ud foran vampyrens lyse læber.
De grønne øjne gav et overnaturligt glimt fra sig, imens at Ma’lakel betragtede Ahngels mørke shilhouette. Han vendte kort sin opmærksomhed tilbage til Ahngels hals, og med slikkede ham på den højre side af den: pirrende, provokerende og drillende. Som var han en bølle der havde taget Ahngels ynglings ting og holdt den nu oppe over hovedet så Ahngel ikke kunne nå det.
,, Er du sulten?”, hvislede han sadistisk.
Den blodige pegefinger havde nu samlet sig en pæn dråbe af det stærke blod der var få sekunder fra at løbe ned af Ma’lakels finger, men den nåede det ikke, før Ma’lakel lagde den blodige fingerspids imod Ahngels underlæbe. Kørte den over den, som når en kvinde maler sine læber røde.
Lod blodet sprede sig i hver lille sprække, hver porer der ville være i de guddommelige læber.
Efter at have væddet Ahngel underlæbe lod han fingerspidsen finde vej op til overlæben og hvis ikke Ahngel gjorde yderligere for at stoppe ham, ville han ligeså male vampyrens overlæbe med sit mørke blod, der ville krible imod huden på grund af varmen og den stærke smag der lå i det.

--

Ahngels øjne var endnu vendte imod siden som en anden stædig teenager og ikke den indflydelsesrige alfahan han så gerne ville fremstilles som. Blikket roligt og ladet med kølighed, til trods for at irritationen ikke var svær at spotte hos ham. Nu ventede han blot på at Ma’lakel ville tage budskabet til sig, træde af ham og lade ham komme ud af den lille hule, som dæmonen så gladelig havde etableret. Der gik tid… Hvorfor gik der tid? De røde øjne vendte sig langsomt imod Ma’lakel.. afventende først med et arrogant udtryk ind til noget triggerede sammenknebne pupiller. Ma’lakels spidse tandrække sank ned i dæmonens eget kød og lugten slog som en stortromme imod Ahngels sanser. Som en kædereaktion fra biddet, til trommens susen og blodets duft, begyndte Ahngels langsomme hjerte at forsøge sine takter radikalt. Nitten.. Fjorten.. tre.. tre…TRE.. Tretten!
Atter greb dæmonen fat i Ahngels hår, som han havde gjort nogle timer forinden og Ahngels ansigt spændte sig i vrede. De røde øjne glødede op og en let visning af de hvide tænder dukkede op bag de tørre læber. Han udstødte et anspændt hvæs da dæmonen igen rørte hans ansigt. Placerede tommel og pegefingeren om hans hage for muligvis at holde hans ansigt i skak. Den blodige pegefinger blev fulgt af Ahngels øjne efter at ha stirret hadefuldt imod sin elsker ovenpå sig. Som hypnotiseret syntes blodsdråben at udgøre de røde øjnes centrum. Med små gib snappede han ud efter det, som et dyr der havde besvær med at nå området det ville bide. Ma’lakels ord tvang de røde øjne tilbage og fæstnede sig på dæmonens ansigt. Ikke et blink. Ikke en mine. Nu lå vampyren stille og blot stirrede op på dæmonen med dirrende øjne, tynde pupiller og et stumt ansigt. Kun hans kæbe syntes bevægende i små sammenførelser af kæberne imod hinanden, som ganske få gange lod et meget svagt klik give genlyd ud af munden.
Som Ma’lakel begyndte at ’male’ underlæben rød, ville han mærke hvordan den kolde ånde begyndte at frigives fra den kolde krop hurtigere… og hurtigere.. nærmest hyperventilerende i forhold til hvad han plejede at gøre i ny og næ. Det sydede… Ma’lakels blod over læbernes tynde hud. Det skar sig igennem.. brændte sig ned til nerverne og prikkede til de higende blodbaner uden at sætte sig i spil dermed. Uudholdeligt. Uudholdeligt var det. Som Ma’lakels blodige finger flyttede sig, blev de røde øjne igen vendt derimod. Atter nærmest som var de i trance. Som var sindet åbent for ydre beslutninger, som han ingen magt havde over. Det var for lang tid siden.. For svært at ignorere. Det var for svært at holde hjertet i samme rytme, for svært at holde klørene indenbords og for svært at undgå at acceptere denne chance. Ma’lakel.. ?
Kan jeg virkelig leve af dig alene?
Ahngels hænder bevægede sig endelig ud af den trykkede form de havde fået op ad scenen. De havde taget i madrassens lagen, klemt det i de foldede hænder og næsten spiddet sig selv med de knyttede fingre, trykkende imod egne håndflader. Nu lukkede de sig op, som en åkande ved solopgang, blottede klørene, hvis spidse var let farvet af den smule han havde spildt af sig selv. Da ville de finde vej op af Ma’lakels bare overkrop… smygende som to slanger der brugte deres tænder, hans klør, som afmærkning af sit område. De ville snitte i ham.. langsomt, men uden at stikke dybt. Det var nærmere som en blid berøring, korrupteret af noget ustyrligt og klodset, som skadede man noget man egentlig ville kærtegne. Alene det faktum at han et sekund eller to hold hænderne stille, blot for at stabilisere så godt han nu formåede og derefter fortsætte, viste blot hvordan denne leg påvirkede ham. Hænderne rystede. Det var tydeligt. Hænderne rystede, kæben klikkede og øjnene dirrede med den glohede farve fra et koldt, dyrisk ansigt.
Hænderne ville finde vej op ad Ma’lakel. Den højre ville placere sig ved dæmonens nakke, let usikker på et greb. Svagt fik han fat i Ma’lakels brune hår ligeså, dog ikke med den risiko at han ville føle et stort stik af smerte hvis han vendte ansigtet. Den anden hånd fandt vej op af den arm der tilhørte de blodige fingerspidser. Som Ahngels egen hånd kom tættere på Ma’lakels, syntes neglene at gå dybere, ryste yderligere og miste sin elegance for at blive til noget hakkende og higende. Først tog han greb om håndleddet. Støttende derved om man ville. Da ville fingrene smyge sig om hånden og hvis Ma’lakel ikke fulgte Ahngels anvisning til at sænke hånden yderligere, ville han spænde musklerne i hans mave og ryg til at lufte sig lidt op, stirrende stift på den farvede pegefinger. Skarpt vendtes blikket da. Skarpt op imod Ma’lakel og et smil dannede sig. Kunne man kalde det nervøst? Sadistisk? Usanitært? Måske en blanding af det hele. Smilet var der i hvert fald, men syntes ikke at være til hans ansigt skabt.
”Peh.. ph.. peut-être.” Udstødte han med en anspændt, hæs stemme, åbenbart ikke registrerende at han havde slået over til sit modersmål endnu engang. Det var nu heller ikke fordi han tænkte videre over det eller skænkede Ma’lakel endnu en tanke før han åbnede munden og lod den lange tunge strækkes derfra. Godt de 10-12 centimeter fik den smyget sig fra mundens rod og gav sig da til ikke blot at fjerne blodet fra hans egne rødfarvede læber, men også fjerne resterne på Ma’lakels finger, som var det det sidste blod tilbage i kroppen. ’Hårdt’ kunne man mærke tungen støde imod fingeren og stryge samme punkt adskillige gange for at optage så meget som muligt. Et hakkende åndedrag stoppede ham og øjnene vendtes igen imod Ma’lakel. Hånden om dæmonens nakke strammede til så godt han nu formåede med den manglende styrke og trak sig en smule mere op, meget hurtigt læggende munden imod Ma’lakels bare hals, nærmest desperat pressende de sammenbidte tænder imod huden. Måske efterladende få rifter, men ej mere i den omgang. Kæberne nægtede at lade sig skille. Hænderne om dæmonen stoppede med at trykke neglene imod ham, og nøjedes med at støtte på håndens rystende flade. Da knejsede han nakken en smule, nærmende sig Ma’lakels øre.
”Je the…Ta..Je tu.. ” Han stoppede igen og tvang en klump ned igennem den tørre hals. Hvad fanden havde han tænkt sig?! Et stik af virkelighed fik ham til at slippe dæmonen og i stedet slå albuerne imod madrassen som sin støtte, stadig med overkroppen let løftet, nu blot kiggende stift imod Ma’lakels overkrop uden noget egentligt mål med øjnene. Hans hals snørrede sig sammen imens ekkoet af hans ønskede ordsammensætning gav mening. Hvad?! Nej!

--

Den ru tunge gled op langs den kolde hals, imens at Ma’lakel kunne mærke en reaktion fra vampyren. Voldsom, som havde Ma’lakel ramt et nerve punkt, og derved bekræftet hans mistanke. Vampyren var sulten, måske endda tæt på sultegrænsen? Hvis denne da ikke allerede havde nået den for længst. Ville han dø uden føde? Som alle andre skabninger? Den mest langsomme og pinefulde død var at sulte: at mærke kroppens desperate forsøg på at skaffe næring i form af dets egne remedier, ulideligt.
Ma’lakel trak sig fra vampyrens hals da den svage klikken med kæben kunne høres, og da vejrtrækningen blev for voldsom til at det morsomme endnu kunne forblive intakt. Desperation. Så tydelig at Ma’lakel fik en klump i halsen. Hans hoved var knap nok parallelt med Ahngels, men vendt let på skrå imod vampyrens ansigt, imens at han lyttede, mærkede, og følte. De røde øjne som uden tvivl ville være det eneste guide lys i det blå tætte mørke, indikerede hvor vampyrens blik farede hen imod: blodet. Ma’lakels blodige finger.
Hans hjerte begyndte at falde ud af takt, blev tydeligere på grund af den adrenalin der pludselig skød igennem kroppen. Dette var ikke leg, det her var alvor, det her var fristelse udover alle grænser. Og konsekvensen af Ma’lakels handling kunne koste ham dyrt, skulle Ahngel miste fatningen fuldstændig. Var han nok? Var han nok til at mætte den udsultede blodsuger? Eller ville hans krops blod mængde blot være en lille trøst i blandt alt den hunger som den udøde gennemgik?
Hænder begyndte da at sno sig op langs hans ryg. Som to kælende slanger der ikke helt kunne bestemme sig for om de ville gøre skade eller blot sno sig op af den brede ryg, forbi de kraftige skulder blade. Små stik af smerte, der knap nok kunne registreres, lod sig så småt mærke i form af en mild svigen.
Den slange ene placerede sig faretruende ved nakken, imens at den anden lod sig køre op af den arm der ville føre Ahngels fingre op til den af Ma’lakels hænder der besad blodet. De grønne øjne kunne knap nok genkende vampyrens berøring. Denne skælvede, lod neglende glide ind i den solkyssede hud, indtil at den greb om Ma’lakels håndled, for blot at lade sine fingre glide op over det, og søge Ma’lakels fingerspidser.
Han havde holdt vejret, uden at vide det.
Havde efterladt næsten alt fornuft i en lille kasse, og så på Ahngel, fascineret af det dyr der blev vist for ham. Den bro der syntes at blive brændt af et så eksploderende begær at det næsten fik hele kroppen til at krible, til at tændes af en gnist der ikke kunne lade være med at advare imod at lege yderligere med den ustabile vampyr herre. Men det var alt for fristende, for smukt til at Ma’lakel kunne trække sig selv væk, og søge en form for asyl ved Noir’s side.
Han lod Ahngel bruge hans hånd som han ønskede, og ville lade den falde yderligere ned imod de kolde hvide læber.
Ma’lakel trak sig yderligere væk for at få et bedre udsyn på Ahngels ansigt, stadig med et næsten hypnotiseret blik. Man kunne ikke være helt sikker på om han elskede det, eller blev frastødt af Ahngels meget abnormale smil, der på mange måder kunne tolkes som koldt og normalt for vampyren, men på samme tid lå der noget meget mere kaotisk og destruktivt over det, ligeså var der en snert af ubevidsthed over hver af vampyrens handlinger. Som var denne faldet ned på samme dyriske nieavu som Ma’lakel så tit havde fundet sig selv på.
Da talte den udøde, sit moderssprog.
Uforståeligt og grimt, men alligevel hungrede Ma’lakel efter at forstå det.
Efter at vide hvad det var den udøde sagde til ham, men desværre uanset hvor meget han ønskede det, så ville han ikke tyde de fremmede ord sammensætninger, og finde deres betydning.
Han fik dog ikke tid til at tænke yderligere over det, før at hans øjne spærrede sig en smule op, og den udøde lod sin tunge glide ud fra imellem sine marmor hvide læber, og lod den rengøre disse, for derefter at hamre sig imod Ma’lakels fingre, som ville det hjælpe til at få mere blod ud på tungen.
Flere gange lod tungen sig støde imod fingerspidsen, men desværre lod det ikke mere blod glide ud over dennes smagsløg.
Ma’lakels øjne var i mellemtiden blevet fanget af Ahngels røde blik der ligesom før formåede at holde halv-dæmonen fanget. Dennes røde øjne var nu engang det eneste der kunne få Ma’lakel til at have fuld opmærksomhed på et andet individ, uden at blive distraheret af selv den mindste larm. Fokus var ikke noget Ma’lakel havde ufattelig meget af uden for kamp, og det var sjældent at nogen kunne fastholde hans interesse længe nok til at han ikke lod sin interesse fade væk og søge nyt underholdnings materiale.
Et hakkende åndedrag fulgte med Ahngels fjerne og dog ufattelig tilstedeværende øjne, som lå denne på en meget tynd linje, der kunne betyde enten endeløs fortabelse eller en øjenåbnende vækning tilbage til virkeligheden igen.
Ma’lakel kunne da mærke hånden bag om hans nakke lade sit tag om den tage til, og Ahngel søgte længere op imod hans hals, pressede sine tænder ind imod hals stykkets varme skin, som var det et lidenskabeligt kys frem for tænder der blev strøget hen over den senede hals. Enkelte små rifter kom frem i den mørke hud, men ingen af vampyrens tænder sank ned i den stærke hals. Ma’lakel lukkede øjnene i en sær machokistisk nydelse, imens at han så frem til at blive spiddet igennem halsen af vampyrens spidse hjørne tænder, men dette skete ikke. I stedet blev der endnu hvisket uforståelige ord ind i Ma’lakels øre der lod sig simre.
Dets betydning, kendte Ma’lakel ikke, han forstod endnu engang ikke hvad det var vampyren sagde til ham, og det fik også denne gang en gnist af frustration til at vokse sig lidt større.
Men da syntes hele scenariet at tage en anden drejning, og vampyren gav meget pludseligt slip på ham, og lod sig falde lidt ned på madrassen igen.
Trukket sig? Ude af stand til at gennemfører det som han selv havde påbegyndt? Hvorfor?
Ma’lakel fik et meget svagt smil på læberne, men søgte ikke vampyrens blik for at finde et svar på den pludselige tilbage trækning. Denne kunne ikke indtage føde? Skønt at vampyren gladelig havde berøvet hans finger fra dens blodige masse?
Halv-dæmonen lod sig læne ned over vampyren, søgte dennes hals igen, for at lade tungen glide over det sted han før havde kærtegnet med hans ru tunge. Lod den højre arm glide ind under vampyren, og lægge sig imellem dennes skulderblade, imens at den anden hånd greb fat om Ahngels, brød dennes støttepunkt ved at strække Ahngels arm ud, imens at Ma’lakel havde fat i håndledet.
De ville, hvis Ma’lakel fik sin vilje, ligge helt nede imod madrassen, Ma’lakel med sin ene arm under vampyren, og den anden strukket ud, op over begge deres hoveder imens at hans læber pressede sig imod den udødes smukke hvide hals.
Han strakte halsen lidt yderligere, for at hviske til vampyren, med en tone der kunne sammenlignes med en fortabt mands kærligheds erklæring selvom ordene forrådte tonen.
,, Bid mig… hvis du ikke gør det, slår jeg dig ihjel…”
Da åbnede han munden op, viste den lange række af dødeligt skarpe tænder, der hurtigt efter ordene var blevet sagt, alle som en blev piercet ned i vampyrens hals: dybt nok til at dræne denne for blod. Dybt nok til at give en overdøvende smerte igennem hele den udøde krop, og lade tvivlen om Ma’lakel virkelig havde tænkt sig at slå den udøde ihjel, komme en til gode!
Grebet om den udødes håndled strammedes, imens at den udøde på samme tid blev knuget tættere ind til den varme dæmon krop så stort set alt ved dem rørte hinanden. Ma’lakels bankende hjerte ville kunne mærkes af vampyren der var fanget under ham.
De sorte pupiller trak sig sammen og blev omformet til en lige streg, der indikerede at Ma’lakel havde optaget sit dyriske sind, og ikke længere var et fornuftigt tænkende individ men noget ganske andet: et bæst, der åd af et andet bæst!
… bid mig nu…

--

Øjnene stirrede tomt igennem den nu flere sekunders lange stirreplet og i takt med pulsen der syntes at skabe en meget let hørlig tone for Ahngel, som den passerede igennem tindingerne, blev de tynde pupiller langsomt større, som sugede det næring til sig og blev da igen smalle kort tid efter, som var selve pupillen et hjerte der pumpede og krævede blod til sig via hjerteslag. Langsomme hjerteslag. Smilet der havde plantet sig på dæmonens læber, blev ikke observeret af vampyren. Faktisk syntes det smukke ansigt at være faldet hen i en ydre ro, hvorimod det stramme udtryk i øjnene gjorde rede for vampyrens egentlige rodede tankebane. Atter bukkede han nakken en smule, lod blikket søge længere nedad imens tungen igen kom krybende ud fra mellem tænderne som en muræne-ål og fjernede de sidste smagsoplevelser af metal fra de tørre, dog bløde læber. Få gange lod han læberne trækkes tilbage, som gjorde den smalle plads om tænderne ondt og krævede at han lukkede luft til den. Rødderne snørredes og tandkødet lod sig trække tilbage som en arrig hunds bestialske gøende gab. Da isnede det i vampyrens krop i takt med at ilddæmonen plantede sin mund og tunge imod Ahngels hvide, slanke hals, som på nuværende tidspunkt var let gennemséelig og blottende for de mange blodårer og ar, der virkede som en million små farvede tråde der egentlig ikke udgjorde de mindste motiver eller indhold. Tungen snoede sig hurtigt tilbage idet Ahngel sammenbed tænderne og lukkede let øjnene for kort at forsøge med en uforklarlig naiv, sindslig plan om at få denne kriblende følelse af ubehag over huden til at forsvinde. Vent..
Froid?
Det var hvad Jean havde kaldt det, ikke? Froid? Det havde kommet bag på Ahngel da han i afskeden med senatorene havde taget Jean ved ærmet og ganske lavt forklaret ham denne fornemmelse, uden dog at gøre udtryk for at han selv havde opfanget den og at den var tilknyttet til Ma’lakels berøringer. Jean havde efter sin herres upompøse forsøg på at definere, fået et ganske uforståeligt ansigt og spurgt ind til om emnet kunne omhandle noget så simpelt. ’Froid? C’est froid, Mon sauvage..?’ havde han sagt. Ahngels øjne havde i det sekund ladet sig lamme, gengivet af et lettere uroligt udtryk for sin blonde stabschef. Hele denne fornemmelse havde vist sig at stemme overens med Jeans fortolkning af kulde? Kulde? Det havde ingen mening givet for Ahngel da. For længe havde det været umuligt at gengive en følelse af at fryse og være varm og nu havde den en direkte kontakt til noget der fyldte en stor del af Ahngels hoved. Hvor Ma’lakel ikke rørte, blev der koldt?

Et tavst og trancelignende udtryk havde domineret Ahngels ansigt de sidste 10 sekunder imens dæmonen havde kærtegnet halsen. Langsomt vågnede vampyren lidt op fra tankestrømmen og bevægede øjnene nedad, hvilende på det styk af Ma’lakels nakke og hår, som det røde blik ville kunne nå. Atter blev knuderne udredt og noderne trykket i blæk da dæmonens muskuløse arm bevægede sig om Ahngels ryg og placerede sig ved det ubeskyttede punkt ved skulderbladenes midte, hvor blot en rygsøjle var at mærke, hvis dæmonen trykkede nok imod. Vampyren vendte nakken et par grader, blot for at observere hvad der foregik et enkelt sekund, men blev hurtigt afbrudt da endnu en hånd dukkede op og tog om håndleddet med et fast greb. Et sug løb igennem Ahngels mellemgulv idet han vendte øjnene derimod.. de tynde pupiller dirrende ganske kort, som havde han et kort øjeblik troet at det var noget andet end Ma’lakel der havde rørt det følsomme punkt. Armen blev let manipuleret med af Ma’lakel på grund af den manglende styrke og blev placeret over deres hoveder så snart Ahngel igen mærkede madrassen imod sit baghoved og det lange hår lægge sig derover og filtres en ganske lille smule. En påtrængende summen begyndte at prikke i hans porer over hele det skin af hans, som syntes at have fronten imod madrassens bløde overflade. De røde øjne lukkede sig halvt i, stirrende tomt op i dynens lave loft, egentlig ganske fængslet af den tilsyneladende behagelige position og den stikkende følelse i hans lunger og halsrør der hvinede og skreg efter blot at knække nakken på det første og det bedste og tømme det fuldkommen og grådigt fra alle kropsvæsker, hvor blodet blot ville være den ene og primære. Billeder dannede sig på nethinden. Billeder som et hvert menneske i sin tid har haft i en vred rus med stramt lukkede øjne. Flående en tot hår fra et andet menneske til sig eller trædende ned på en rygsøjle der giver et modbydeligt knæk fra sig. Forskellen var bare at menneskerne fortrængte dette.. De åbnede øjnene og fokuserede på andet for at få disse sadistiske tendenser af sig. Ahngel betragtede dem. Ønskede inderligt og underbevidst at han havde evnen til at overmande dæmonen.. Vende dem om, som de engang havde gjort, grine hånligt af ham og begynde på punkterne med adrenalin og frygtstyrede, pumpende pulsårer herskede. Halsen.. Håndleddet, anklen.. inderlårene og det bløde solar plexus. Brudt med et knæk og en våd følelse omkring de bevæbnede fingerspidser. Tændende.. var det.. I sin egen makabre og usmagelige forstand. Ahngel genkendte det dig og tog ingen notits af den unaturlighed, som andre væsener måtte føle ved at tvinge sig selv til at betragte dette blodige indre teater.
Med ét blev billerne dog ændret. Den muskuløse solar plexus blev spinkelt og essensen af blodige, synlige ribben under et tyndt hudlag kom til syne i stedet for den hærdede muskelmasse. Arrede punkter og ikke mindst et opsprættet håndled, hvor der stadig var anelsen af et ganske velkendt efternavn tatoveret på. Mort De Sang. Ma’lakels beordrende ord, som havde triggeret denne forvandling af drømmebillederne, lod Ahngels øjne spærres op i en klar glød idet han lod sig vågne til overfladen.. liggende under dæmonen, knuget til ham og ude af stand til at gøre meget andet end at forsøge sig med den kun halvt frie venstrehånd, som ikke ville kunne nå andet end få naive krads imod dæmonens side af mellemgulvet.
Bid mig… hvis du ikke gør det, slår jeg dig ihjel…
Da syntes memoiret af den opsprættede hals at gøre comeback idet Ma’lakels makabre tandsæt bed sig dybt ned i halsen, som derfra afgav en brydende lyd. Ordene fik ikke lov til at lagre sig helt før vampyren blottede tænder og udstødte et ufrivilligt smertestøn, som først med en høj og anstrengt tone slap igennem de sammenpressede tænder og dernæst tonede sig ned til små, iltre hiv efter ilt, som var det med til at dulme smerten. Til at sende endorfiner imod såret, som blev skabt i halsens kød. Nerverne samlede sig skrigende i halsen og nakkepartiet idet vampyren fragav sig et pludseligt ryk. Nakken snød hurtigt opad, kom ikke langt og blev tvunget imod madrassen igen. Endnu et bittert støn undslap ham, som kunne han kort ikke få vejret, da Ma’lakel strammede sit greb yderligere om den slanke krop og det hårde, dog pulserende håndled. De lange fingre bøjede sig med rappe ryk imod egne håndflader, piercede sig igennem og afmærkede dem med halvmåneformer der i få tilfælde blev fyldt i rød som et mindre sår.
Da syntes alting at tappes ned, som paralyseredes vampyren langsomt. Det skyldte nok de dråber der nu ville flyde ind i dæmonens mund og ud af såret, ned ad nakken og kraveben for at farve skjortens hvide stof. Tyndt var det.. Ma’lakel ville meget vel lægge mærke til den mærkelige mangel på smag og essens af tung metal i stedet for blot en anelse jern imod ganen. Tyndt var det og langsomt flydende til trods for at pulsen var høj og meget vel ville kunne mærkes af Ma’lakel som den pulserede sig bemærkelsesværdigt hurtigt rundt i vampyrens krop. Han lå da stille. Fingrene der for et øjeblik siden var spændte som kampklar næver, var nu bukkede i en ubevidst forfatning uden den mindste antydning af anspændthed. Tænderne havde ladet sig partere hinanden og lukkede nu bare op for Ahngels åndedrag, som virkede til at være det eneste egentlige livstegn på vampyren nu efter hvad Ma’lakel ville kunne se. De røde øjne var dog stadigt åbne.. betragtende sit øvre stadigvæk, men med en ganske mat og svag glød. Ma’lakel havde egentlig ret i hvad han havde sagt. Tankerne.. længslerne vedrørende Ma’lakel ville ende med at tage livet af ham hvis han ikke tog ham. Nok var dette ikke hvad Ma’lakel havde ment i sine ord. Et øjeblik syntes tilbuddet appellerende, trods budskabet var skræmmende. At lade øjnene lukkes og give efter for den pludselige livstruende svaghed var fristende og hele vampyrens krop skreg efter det.. næsten lige så højt som den skreg efter Ma’lakels krydrede blod. Da samledes nakkemusklerne sig som de eneste beskæftigede i hans krop på nuværende tidspunkt. De peb og flåede i takt med at nerverne omkring såret ved Ma’lakels tænder tog affære og gjorde bevægelsen ekstra ulidelig. En enkelt hæs, mørke vokal fra Ahngels stemmebånd igennem læberne bekræftede den smerte der lå under det. En smerte han normalt ville kunne udholde og spændes af, lides fra, uden at det kunne ses for omverdenen. Ma’lakel meget vel mærke at der ikke rørtes en muskel i vampyrens tilfangetagede håndled eller andetsteds. Havde denne ikke en fast form, men var dannet af sjæl alene, ville udholdenheden meget vel allerede været svigtet og sjælen havde ladet sig falde igennem madrassen, gulvet, etagen og videre ned imod ingenting.
En tør mund ville kunne mærkes imod Ma’lakels nakke. Den kolde, konstante ånde ville meget vel gå ind og kilde samt prikke til den solkyssede huds samtlige nerver og årer imens de tørre læber syntes at hvile derimod for en stund. Efter kort at ha hevet efter det ligegyldige vejr, parterede han kæberne efter kort at ha bevæget tungen om deres indre for at møde Ma’lakels hud med en fugtet tunge og en lav kultur af enzymer ved det rødlige spyt. Som nakken skreg igen, kneb han øjnene sammen og trak læberne tilbage, blottende tænderne, der nu let ville prikke imod dæmonens hud og som var det en modhage, fandt underkæben plads ved et lavere punkt, trækkende en smule af det faste hud med sig, som han tvang kæberne om halsen. Langsomt sank tænderne, så det nærmest ikke mærkedes som andet end fire mellemstore kanyler, ført af en usikker læge. Halvt nede i kødet stoppede han dog op imens han koncentrerede sig yderligere på den pinefulde nakke. Et kort uvist gisp kom fra ham idet han tvang et ryk fra ryggen og op over nakken, samlende en sidste smule styrke og derved tvang tænderne ned, så der kun var det røde tandkød der var vist tilbage, skjulte under de tilragende læber. Ma’lakel ville kunne mærke en bevægelse af muskler fra Ahngels halskød som rykket skød igennem ham.
Da ville han.. ganske langsomt begynde at suge til sig.. ikke succesfuld i at få mundfulde i de første forsøg, men som det ophobede sig og blev gradvist mere og mere desperat, dog afholdent i de få mellemrum der kom som han stoppede op, endnu tilkoblet dæmonens hals, og rettede på sine skuldre og nakke for at fastholde styrken deri. Som tiden ville gå blev sugende mere anstrengte og gradvist mere smertefulde, som tænder blev flyttet en centimetter nu og da for at frigøre mere blod. De øde øjne lukkede sig i, endnu engang tilfangetagende det der gav ham et monsters udsyn, efterladende ham som en mørk, blodsugende engel. Rusen der lagde sig over ham syntes at lukke for de øvrige instanser og snart var det brændende sår i halsen ikke i center længere, men derimod at skabe mere brud.. mere blod og mere ødelagt kød ved Ma’lakels tilsvarende og som dette gentog sig få gange, blev sugene til dybere bid.. mere aggressive ryk med kæberne og mere trækken og flængen i den brune hud. Som blod ville begynde at spildes og åndedrag syntes at dø hen, ville Ma’lakel meget vel mærke en smerte lig med hvad han før havde påført den svage vampyr, om ikke andet mere.

--

Den blodige væske, der hurtigt efter Ma’lakel havde sunket sine lange tænder ned i Ahngels hals, virkede ufamiliær, og fremmed for hans vante smagsløg. Blod var nu engang ikke noget han kunne smage tydelig forskel på, men alligevel havde konsistensen og smagen af Ahngels blod stadig registreret sig i det arkivskab der lå i underbevidstheden. Det fik selve smagen af det tynde blod til at miste den gnist som Ma’lakel før havde mærket i det jern fyldige blod, hvilket bekræftede vampyrens ekstreme mangel på føde.
Hans kæber havde nærmest knækket sig af led, som en slange der forsøgte at sluge sit bytte, dog var dette ikke hvad dæmonen havde tænkt sig. Selvom Ma’lakel af udseende lignede et menneske, harmløst, og naivt som en hver anden, var han en dæmon i forklædning. Hans måltider krævede ofte at han måtte gabe over mere end hvad han egentlig kunne tage, så derfor var det at hægte kæberne af led blevet en del af at indtage mad. De grønne øjne fik en giftig gylden farve, der dominerede det oprindelige farve spil og lod det grønne syne længere og længere hen imod den før ovale pupil, der i takt med at den gyldne farve kom til magt blev mere smal og lige.
Det lettere erotiske smertestøn fra vampyren, der senere ebbede ud i små desperat hiv efter vejret, pirrede morder instinktet hos den sindsforladte halv-dæmon, der ganske kort havde tilladt alt menneskelighed at blive separeret fra resten af sjælen. Lod ham få følelsen af hersker over liv og død, over klynk og glædes latter: som Gud der stod klar til at klippe de mange livs tråde over, en efter en.
Musklerne i dæmonens krop strammede sig sammen og syntes at blive større, meget mere markerede, og næsten vulgære at se på. Som var de på vej til at flække den solbrune hud og tillade Ma’lakel at vokse sig endnu større, endnu stærkere end før. Overkroppens mavemuskler sitrede svagt ved det tryk de blev udsat for, den pludselig vækst af krops muskler var belastende for kroppen, smertefuld, selvom at Ma’lakel ikke lod til at give udtryk for at han var i den mindste form for smerte. Hans ord om at han ville dræbe den svage vampyr, var pludselig ikke bare ord: i en tid tænkte Ma’lakel det. Hungrede han efter det. At høre det velkendte knæk fra nakken som ved de mange andre elskere der havde forsøgt sig at komme ind under den dyriske facade. Alle følelser var blevet visket ud, og efterladt tilbage var kun de mest basiske instinkter. Dræb, æd, former. Der var ingen anger tilbage i den destruktive dæmon.
Og ligesom Ma’lakels indre bæst var ved at nå sit højeste, blev vampyrens krop slap i hans arme. Tung imod hånden der lå imellem de fremhævede skulderblade. Men han stoppede ikke sit bid.
Fra hans strube kunne en snerrende lyd høres, som en vred ulv der var ved at flå sit bytte fra hinanden. Det kildrede i halsen, fik struben til svagt at vibrerer, imens at Ma’lakel holdt den smukke udøde prins fast i et ubrydeligt jerngreb. Holdt ikke inde, skønt at dennes krop syntes direkte død. Det bankende hjerte i vampyrens brystkasse, de dunkende pulse i håndledene, og den meget lette vejrtrækning bekræftede at der stadig var liv i vampyren.
Vanviddet stoppede ikke, heller ikke da den udøde lod sig læne imod Ma’lakels udstrakte hals, malet af de overnaturlige snoninger fra den sorte tatovering, der løb hele vejen op til kanten på kæbebenet. Dens udseende var uforanderligt som altid, men besad stadig en evne til at virke levende, dets mere intim atmosfæren blev.
Den kolde ånde som slog imod Ma’lakels hud, samt de tørre læber der lagde sig imod den varme hals side, fik den dunkende fornemmelse i Ma’lakel fremhævede tandkød til falde til ro. De lange tænder som havde boret sig ind i den udødes hvide hals, lod sig svagt trækkes fra de svigende dybe huller i vampyrens sår. Den fugtige tunge som kort efter lod sig glide over den mørke og tatoverede hals, lod musklerne i den anspændte kroppe falde til ro, og tillod følelsen i Ma’lakel at komme tilbage til ham. En stigende spænding i halskødet begyndte at prikke til ham ligesom Ahngels tænder formåede. Kattedyrs pupillerne udvidet sig igen til en perfekt oval, og den gyldne farve begyndte så småt at fortage sig, så en grøn kant kunne ses omkring den sorte iris. Hånden der havde fast et nådesløst greb om Ahngels håndled formildnede sig, og han lod sine tænder trækkes fra den udødes hud kort efter at fire små stik havde presset sig vej ind i hans hals’ blodårer, og en ubehagelig stram følelse dannede sig på den side af halsen vampyren begyndte at drikke fra.
Små gennemsigtige linjer af spyt strakte sig fra de mange huller i Ahngels hals, til Ma’lakels brune læber som han lod sit bid fortage sig. Det gav et modbydeligt knæk da Ma’lakels kæbe satte sig på plads igen. Den grønne farve var vent tilbage til de dyriske ulve øjne, og var endnu engang i et perfekt farvespil med dens sjæle ven: den gyldne. Den store halv-dæmon kneb hurtigt øjnene sammen som han kom til bevidsthed igen. Smerten fra hans hals gav et ekko igennem hele hans krop. Et tilbageholdt mørkt støn der mindede mere om en kvalt jamren end et egentligt støn, kunne sikkert blive hørt.
Rent instinktivt pressede han sit underliv imod Ahngels begærligt, imens at den ophobende smerte fra hans hals tog mere og mere til. I takt med at Ma’lakel blev drænet, kradset i, og ædt af, lod hånden der havde fat om vampyrens håndled sine fingre strække sig imod dennes håndflade, glide op imod fingrende rødder, indtil at hans håndflade lå parallelt med Ahngels og Ma’lakels egne fingre kunne slange sig ind imellem vampyrens kolde. Holde fat, imens at han pressede panden imod sengens bløde ydre, stadig dækket af den blændende mørke fra lagenet.
Dets mere grådig vampyren blev, dets mere skulle Ma’lakel koncentrere sig. Til sidst endte det med at han distraherede sig selv ved at begynde at slikke de sår han selv havde påført Ahngels marmor hud. Dette forsøg på at distrahere sig selv var ikke særlig effektiv i det lange løb, og smerten overgik hurtigt den metalliske smag fra Ahngels endnu tynde blod.
Ma’lakels eget blod var krogende, og nærmest ætsende. Stærkt og krydret, så gane gik i brand i det øjeblik den kom i kontant med det. Den kraftfulde smag ville for mange være en overdøvende eksplosion på tungen, og blive for meget, de fleste ville stoppe efter få mundfulde, udelukkende på grund af at de ikke kunne tage smagen mere. Den bedøvede munden og efterlod den følelses løs, men ikke smagsløs.
Da begyndte Ma’lakels krop så småt at tage stærke efterfølger, skulle Ahngel blive ved med at drikke af ham, og ikke stoppe af sig selv. Ma’lakels råstyrke blev tappet, og det førhen faste blik begyndte så småt at miste den lille gren af fokus han førhen havde haft, og forårsage en hovedpine der udviklede sig med de store sug Ahngel tog. Blodårerne fremhævede sig tydeligt under den mørke hud, som tydelige streger der begyndte fra Ahngels spise område, og nedefter. Tykke, tydelige blodåre strakte sig fra halsens midte og ned til halv-dæmonens skulder. Som Ma’lakel blev mere og mere svækket, begyndte hjertet ligeså at banke meget hurtigere end før. Ikke på grund af noget psykisk denne gang, men på grund af blodmangel! De før let dunkende puls åre gik ligesom hjertet amok. Ma’lakel kunne mærke sig selv miste styringen over sin krop, og hvis ikke Ahngel stoppede, ville den nu meget svækkede halv-dæmon, lade hånden der lå imellem dennes skulderblade glide op til den udødes baghoved og gribe hårdt fat, for derefter at halvt gispe dog i en meget bestemt og dominerende tone:
,, Det er nok!!”
Hvis ikke Ahngel derefter ville give slip på Ma’lakel, lagde Ma’lakel kræfterne i, og trak dennes hoved tilbage og ned imod puden, i håb om at dennes tænder ville forlade hans torturerede hals.

--

Med et nik med nakken sank Ahngel længere ned i dæmonen. Nu var det ikke blot fire huller fra uskyldige hjørnetænder, men hele den hvide tandrække trykkedes ned i halsen, stadig trykkende da tændernes rødder lå ved hudens overflade. Igen ville han rykke en smule med tænderne for at gøre bruddet større og finde mere plads. Bevidsthed og besparelse var ikke noget der blev taget op for debat. De lukkede øjne strammede sig yderligere sammen, skabende små rynker i den sårbare hud derom, hvor blålige blodårer trådte frem. Som Ma’lakel havde taget egne tænder ud fra Ahngels hals, havde Ahngel bevæget sin ’frie’ hånd op for at tage et fast tag i Ma’lakels hud, trykkende denne imod ham med en ikke overdådig styrke, trods en forskel kunne mærkes på grund af den midlertidige rus. De lange negle prøvede at tage hud med sig som han gentagende gange bevægede hånden hivende over dæmonens ryg for at få denne så tæt på som muligt og få endnu mere plads til halsen, hvor blodet strømmede til Ahngels egen. Ma’lakels blod. Hele verdenen syntes at ligge deri i det øjeblik. Det var… efterhånden længe siden han havde fået noget rigtigt.. tilfredsstillende. Trods den krydsede smag og den ætsende effekt hen over smagsløgene, virkede den så gentil og uopnåelig, som var disse grådige sug end ikke nok. Der skulle mere til. Mere og mere! Man var først tilfreds den dag, hvor man vidste at man ikke behøvede at bekymre sig om blodets mængde eller ejermand. Når man ejede det.. Når man kunne tage alt man ville.. Give efter og drikke til at man enten ikke selv kunne mere eller den anden part bukkede under.
Ganske kort frigjorde han sin mund og blot gned læber og tænder hen over den blodige hud, tilsvinende hans eget ansigts nederste del, som havde han praktisk talt ædt af dæmonen med selve ansigtet. Ganske smalt klemte vampyren øjnene op og så op i loftet, som dæmonen gjorde udtryk for at det var nok. Stemmen var blot en svag summen, som en melodi eller bystøj, men han fangede budskabet og havde tænkt sig at følge den.. I første tankestrejf. Som eftersmagen af metallet begyndte at dominere og den egentlige smag og følelse at det ikke længere flød, opstod en prikkende uro over hele vampyrens sortiment af hud. Et gys så ubehageligt og kraftigt at det ikke alene skød til hans rygsøjle, tær og finderspidser, men også hårspidser og neglenes skarpe ender. Da hviskede en falden engel… Som han kort lod sin krop handle af sig selv, flåede han hånden til sig, som Ma’lakel nu havde fået mindre tag på, ligeså svingende den om dæmonen og pressende kløerne ned i huden for at holde fast. Med et voldsomt ryk, slog han sig igen sammen med Ma’lakel og bed ned i det allerede molesterede nakkestykke. Hårrødderne skreg som han gjorde det, men han fandt ingen nåde til deres forpinte stemmer, som de bad ham om at rykke nakken tilbage igen. En hakkende ånde ville kunne høres for Ma’lakels øre det øjeblik.. Næsten en manisk latter, bare uden stemme.. blot ført ud i livet via luft der kom lige så hurtigt ud som ind igennem næseborene. Som kløede tænderne imod Ma’lakels hud pressedes de igen så langt ned som han nu kunne formå inden han opfangede et stykke virkelighed igen som Ma’lakel tog endnu et hold i det sorte hår og rykkede ned.. Denne gang så vampyrens nakke blev tvunget tilbage og tænderne flået ud fra dæmonens hals. Som vampyrens arme og tvang sig i at slippe, efterlod han to rækker mærker fra sine negle, som han havde forsøgt at flå sig fast. Endnu et hæst støn undslap hans læber, som han blev tvunget tilbage i sengen.
Et par sekunder gik hvor hans lange tunge samlede de sidste tråder fra såret og til munden op, endnu med lukkede øjne, som tillod rusen ham ikke at åbne dem. Som tungen opgav at fange mere blod fra sig selv begyndte den at bevæge sig over læberne og hagen. Endnu åbnede han øjnene og lod dem ukueligt rette imod Ma’lakel, som var denne dæmon inspirationen til stadig at finde egne læber velsmagende og til at give blodet effekten af stadig at løbe. Noget var dog forandret. Hans blik, der før havde syntes ganske normalt til trods for den dirrende pupil, var nu markant ændret. Den røde iris fyldte unaturligt meget af selve øjet og kun ganske lidt hvid var at finde omkring. Pupillen var minimal og aflang, som havde hans blik gået fra flere stadier. Fra noget menneskeligt, til noget lignende et kattedyr og nu noget der kunne ligne en reptils udsyn. Stikkende og upersonligt. Armene lagde sig tilbage imod sengen idet han tvang et langt og hakkende suk igennem sig, uden tvivl forsøgende på at stabilisere sig selv efter at ha mødt virkeligheden i Ma’lakels øjne. Den lange tunge fandt vej tilbage i munden, som var gennemfarvet som det meste af hans nedre ansigt stadig var med enkelte undtagelser. De ligeså blodindsmurte tænder blottedes kort imens han følte såret i sin egen nakke igen, som kom det snigende og ophobedes sin skade mere og mere. Tungen gav sig atter til at rense.. denne gang hans tænder. Han gav et kort jammer fra sig, som han lod den diagonale hånd til den skadede skulder finde derop og tage derom med en nænsom hånd, som ville han brænde sig af alene såret. Det dunkede som en i pokker og sendte ubehagelige lammende stik igennem skulder og op om nakken, udviklende det til en ulidelig spænding i tindingerne, som smerten ikke syntes at få forløb i hverken tårer eller stemmer. Hans stemme gav et hak fra sig som han lagde blikket til siden, afvigende Ma’lakels øjne for en stund. Langsomt snævredes den røde iris sig ind igen i takt med at pupillen blev større. Det så surrealistisk ud på sin egen måde at se det ske i sådan en hastighed. Det dyriske døde lidt hen og hans blik blev mørkere… nærmest i en brunrød nuance. Han kastede endelig blikket tilbage.. Observerende Ma’lakel med et blik der på en eller anden måde bare skreg: ’Hvad sagde jeg?!’ trods han virkede fattet. En ilter gnist i det mørke blik sagde dog sit selvom læberne var forseglede og afslappede, badet ind i den røde væske der langsomt størknedes og begyndte at klistre sig til den glatte, marmorhvide hud. Det virkede som et twist imod vampyrens smukke ydre, som havde nogen med hensigt til at voldtage dette udseende, ladt sit blod dryppe derpå og få ham til at se uren ud. Plettet.
Da vendte han sig let om på siden, fjernede igen blikket og lod det falde på ingenting, hvorefter han bevægede begge arme til sin front, begge liggende sig på halsen uden at tage videre notits af det svidende sår. Hans øjne dykkede ned til noget undersøgende imens han trykkede fingrene imod halsens begge sider. Han ledte højst sandsynligt efter en puls, eller om ikke andet gnisten i den, som han havde manglet i en god tid.
”Hvad er det der gør det svært at drikke fra dig og undvære det på samme tid?” Sagde han så.. Hans stemme var belastet af den hæse tone og hakkende vejrtrækning. Hans øjne var stadig ikke rettet imod dæmonen. Ahngel ønskede sig vel ikke blottet ved denne udtalelse. Hans hænder gav slip på halsen og hvilede nu bare imod madrassen, som ligeså var blevet plettet af deres røde væsker. ”Jeg har forsøgt mig på ilddæmoner som dig. Alt blodet prellede af.” Hans stemme var ikke mættet af filosofi, som den plejede. Den var ikke velovervejet eller retorisk. Han undrede sig rent faktisk, men ville ikke se dæmonen i øjnene imens han udtalte disse ord der bekræftede en svaghed.

- M

Kroppens svækkede tilstand gjorde Ma’lakel taknemlig for at Ahngel blev trukket væk fra hans hals side, da han gjorde. Huden var efterhånden begyndt at blive følelsesløs og hevet, efter at være blevet tortureret af Ahngel’s tænder, der grådigt havde ødelagt den, i flere minutter. Musklerne i den del af nakken og halsen, havde strammet sig sammen om det område hvor vampyren havde bidt, hvilket gav et gentagende jag af smerte hver gang den udøde havde taget endnu en slurk af den røde livs væske.
Hånden holdt i noget tid stadig fat, i det sorte fløjs hår lidt endnu, imens at Ma’lakel lod al sin vægt lægges i modsatte side, af der hvor vampyren havde bidt ham. Holdt sig et stykke oppe fra vampyren ved hjælp af knæene, der støttede sig imod de hvide lagener og sengens madras. Hans vejrtrækning var hurtig og blev trukket igennem næsen, men var ikke stigende.
De grønne øjne var lukkede imens at Ma’lakel holdt indre fokus, og forsøgte at finde sig selv et sindsligt hvilepunkt hvor han kunne samle kræfter. Det susede for hans ører, som en blid brise der løb tæt ved ham, og gjorde sig bemærkelsesværdig med en let hylen. En kvalm følelse ramte ham kort imens at vampyrens hænder der før havde piercet hans ryg og det øverste af lænden, havde trukket sig fra deres angreb. Efterladt i en bittersød extace blev han langsomt mere og mere bevidst om sig selv, og sine omgivelser. Hjertet hamrede stadig løs i brystet på ham: det forsøgte desperat at gøre op for den manglende blodmasse der nær havde tvunget kroppen ud i en ufrivillig dvale tilstand, hvor det var op til viljen at vække den igen.
De dyriske øjne blev åbnet igen, imens at Ma’lakel begyndte at kunne høre igen. Han lyttede til sine omgivelser, og kunne så småt fornemme den udødes vejrtrækning. Med hans pande endnu hvilende imod dennes skulder, vendte han hovedet ganske svagt for blot at møde vampyrens giftige slange blik, der fik et sug i maven til at resultere i en stor smerte der løb igennem rygsøjlen, og ebbede ud ved halebenet. Ahngels blik var ikke længere blot et fascinerende portræt Ma’lakel havde lyst til at skamfere for at gøre ejermanden vred, men var blevet til netop det Ma’lakel havde ønsket af se allerede den første gang han så ind i de røde, glødende, øjne: kaotisk inferno af røde nuancer, der hver især kæmpede om hvem der skulle have mere end den anden! På samme tid omfavnede Ma’lakels mørke blod den udødes hage, og mund, selvom tungen formåede at slikke lidt væk, så den døde skønhed stadig ud til at være plettet. En korrupteret engel? Eller et monster med en engels ynde og ydre? Uanset hvilken af disse to Ma’lakel brugte som sammenligning, passede de begge fint til det syn der ramte ham. Og selvom mange ville blive frastødt, skræmt, eller på anden måde tage afstand fra et sådanne kreatur, følte Ma’lakel et stik af mangel på noget, noget mere: som om han ikke havde fået nok endnu, det var ikke nok, overhovedet ikke. Han ville se mere, meget mere! Dog blev det særprægede stik af savn eller mangel opløst da Ahngel lod blikket glide fra Ma’lakels egne. De grønne øjne der manglede sin overvældende gnist af morskab og energi, var forsvundet for nu, og den store dæmon lukkede øjnende imens at han selv lukkede øjnende og tog nogle dybe indåndinger for at stabilisere sig selv, for ikke at nævne affinde sig med den ekstreme smerte fra halsen og skulderen.
Efter få sekunder hvor Ma’lakel lod til at have fundet et mentalt hvile punkt, fik han fornemmelsen af at blive set på: han åbnede de grønne øjne og så endnu engang ind i den døde skønheds flammende røde, men denne gang syntes blikket mere vågent og tilstedeværende, som havde denne genfundet sin bevidst hed og fatteevne. Blikket var ligeså fyldt med en følelse af bitterhed og en sigende undertone som Ma’lakel ikke forstod hvad betød. Men det var uden tvivl ikke noget behageligt, for ikke lang tid efter søgte den udøde afstand fra ham, og som han blev skubbet til for at vampyren kunne ligge sig på siden i en lettere komfortabel stilling, lod Ma’lakel sig ganske naturligt dumpe ned på siden, med fronten imod den udødes ryg.
Dynens tætte dække lå stædigt stadig over dem begge, og gjorde Ma’lakels udsyn til den udøde formindsket. Han lagde sig en smule udmattet om på ryggen og lukkede øjnene i, af samme grund, inden han rakte en hånd op til kanten af dun dynen og rev ned, så Ma’lakel, og sikkert også Ahngels hoved, blev fri fra dens bløde omfavnelse.
Stilheden dominerede kort, imens Ma’lakels tanker faldt helt på plads igen. Det gav en svag lyd fra dynens hvide betræk, der blev rørt ved på grund af en bevægelse, som han rakte en hånd op til det sted hvor han var blevet bidt: satte fire fingre på hvert hul og lod derefter et meget svagt glimt af en blålig flamme komme til syne et øjeblik. Samtlige huller var brændt sammen, så de ikke længere blødte. Det blod der dog havde trillet ned over Ma’lakels hals og ned af kravebenet fra da han endnu lå med fronten imod sengen, og ikke imod sengens loft som nu, kunne stadig ses over den brune hud. Prøvede så godt som det formåede, at blande sig med den sorte tatoverings mørke farve, og skjule sig, men månelyset reflekterede det, og fik det til at stå frem svagt.
Han måtte være sindssyg. Enten det, eller direkte dum? Hvorfor udsætte sig selv for at dø, på grund af en formodning? Men hans antagelse havde været korrekt, skønt at hans gamble havde været alt for risikabelt. Lidt længere, og hvem vidste hvad der var sket?
Efter at have lukket de fire huller ved sin hals, tog han håndens ryg for panden, der var klam og varm. Imens at han prøvede at finde en mere rationel forklaring på hvorfor han havde gjort som han havde, og strikke en skudsikker undskyldning sammen, skulle vampyren spørge hvorfor han havde gjort det.
Men da, kunne han høre Ahngels stemme der skar igennem hans tanker, og fyldte hans hoved med sætninger, spørgsmål?
Hans øjne begyndte svagt at dirre, og kroppen syntes at blive helt stiv hvilket gav et jag igennem skulderen og nakken der allerede var øm i forvejen.
Ikke kan? Men vil? Ma’lakel blev forvirret!
Han vendte ansigtet, og så ind i vampyrens nakke med et spørgende blik. Rynkede kort brynene i benægtelse, men måtte efter få sekunder hvor vampyren talte igen erkende at han ikke hørte syner! Andre ild-dæmoner? Det pralede af?
Ma’lakel slog øjnende op i åbenbaring?! Halsen snoede sig sammen, ikke på grund af smerte men på grund af psykisk reaktion på det han var kommet frem til!
Først vendte han ansigtet væk og så den anden vej, måske bare i selvbenægtelse over det han var kommet frem til. Men det stod sort på hvidt, hvis ikke det var det, så anede han ikke hvad helvede den udøde mente.
Med en stemme der var lav, og manglede samme sadistiske morskab som den plejede, gav han et svar der på sin vis ikke helt kunne kaldes for et svar:
,, Det ved du vel bedst selv… ”
Det syntes som en måde at kaste det egentlige svar væk på, men ikke lang tid efter ordrende var kommet, rullede Ma’lakel om på siden, så han lå med brystkassen imod Ahngels ryg. Han satte albuen imod madrassen og støttede hovedet ved at sætte hånden derpå. Forsigtigt rakte han sin frie hånd op til Ahngels hoved, imens at han så på den udøde med et stillestående blik. Hans øjne kunne kort sammenlignes med et kaotiske og vildfaren hav der omsider var blevet stille, og roligt, så det formåede at hvile i sig selv. Han betragtede vampyren med en dybtfølt ro, noget som han ikke kunne huske han havde følt før i nærheden af et andet væsen. Altid havde der været noget der gjorde ham anspændt, eller fået ham til at føle sig malplaceret g ubehagelig tilpas. Uden at sige et eneste ord, lod han først ydersiden af sin pege finger glide ned over Ahngels hår, efterfulgt af lange fingeren. Han køre dernæst kærtegnende sine fingre ind under de sorte tråde, og begyndte så småt at bevæge dem blidt imod hovedbunden i et afslappende mønster der for mange ville blive nydt til fulde.
Han lænede sig ned imod den udøde, med mindre denne gjorde tegn til at ville flytte sig, lukkede øjnende og satte panden imod dennes baghoved.
,, Eller også er du en narkoman… og jeg er din afhængighed..”, hviskede han stille.
En nænsom hvisken der for normale mennesker ikke ville være let at opfange.
,, Eller også… ”
Han tog en dyb indånding.
,, … eller også er vi begge narkomaner, og afhængig af hinanden uden at have været klar over det før nu? Hvis det var tilfældet ville det eneste spørgsmål tilbage være: hvorfor?”
Han stoppede med at nusse Ahngel i håret, og trak sit ansigt tilbage, for at se ned på den smukke marmor hvide skønhed der lå under ham. Hans fingre strøg sig ganske kort over Ahngels tænding, velvidende at denne fandt berørelsen ubehagelig.
”Hvorfor tror du, min elskede?”.
De sidste ord blev sagt med en følelses forladt tone, talt i samme stemme leje som alle de andre. Ma’lakel udtalte dem som havde de ingen betydning, som var de et kaldenavn, et simpelt kælenavn der vel sagtens kunne have været ’hvide’ eller ’sorte’. Men selvom Ma’lakels tone og ansigts udtryk for alt i verden ikke ville kunne afsløre ham, gik der en varm følelse igennem kroppen da han sagde dem til Ahngel. Selvom han overbevidst sig selv om det modsatte, havde de betydning: det var flere hundrede år siden han sidst havde sagt dem, blot for at sige dem, men i modsætningen til de andre gange hvor han ingenting havde følt i at sige dem, så var der noget nu, ganske svagt men det var der!
Ingenting…. Alting!

--

Der lagdes en ro i den jernfyldte halsgang som der ikke vare flere ord tilbage for Ahngel. Øjenlågene sænkedes halvt og den røde farve flammede op til forskel fra hvad der før var hvidt og nu var omfattet en skygge. Hans kæber slap den pirrende spænding og atter føltes en form for ro over vampyrens blodplettede ansigt. Allerede der skød en opgivelse igennem hans sind. Han burde ha holdt sin mund denne gang. Det var vel for meget information og for nemt for Ma’lakel at bruge til sit eget behov. De tynde hårspidser der hørte til ved hans pande og ansigt slap sit tag i sin unormale position over nakken og skød tilbage for at dæmonisere vampyrens ansigt en smule mere og få det til at virke så tillukket og overbåret en tavs skygge. Han faldt langsomt i staver som rummet fyldtes med lugten af blod. Sødt og lokkende som det var føltes det for Ahngel som en blid dulmende strøm hen over hans hud.. let tagende i håret, vipperne og beklædningerne. Dennes blanding med brændt kød vækkede et brutalt mindestykke til livs og vampyren tvang sig ud af den søde trance igen inden billederne der udgjorde hans tanker blev alt for korrupte. Han rynkede ganske kort på næsen og løftede øjenlågene lidt igen og så ud frem for sig, hvor værelset var kommet til syne igen. Noir var ikke at finde i sengen tydeligvis.
Da rørte Ma’lakels stemmebånd på sig og formede et svar, som virkede arrogant for Ahngel. Hvis han vidste det bedst selv, hvorfor så ligge i denne fortvivlelse og forvirring? Havde han ikke allerede gjort det klart for dæmonen at han ikke forstod hvad fanden der foregik omkring ham lige for tiden? Vampyren tav og vippede hagen en enkelt centimeter længere imod halsen, som skuttede han sig diskret. Nostalgien strømmede over ham som millioner af nåle der akkurat strejfede hans porer og fik dem til at isne i mangfoldige gys der hver især gjorde deres for at få hans nerve-ender til at stivne og udstøde små ubekvemme spændinger videre ind i kroppens indre. Et øjeblik som var hans hud levende.. fuldt med millioner af kriblende dyr, der alle forsøgte sig på at gøre mest uro som muligt og lægge de æg som i fremtiden skulle blive andre kuldegys. Det medførte en skam, som han ikke fik lov til at tænke igennem. Inden hans tanker begyndte at omhandle hvorvidt han havde lukket for derfra, blødt- og lade andre bløde på de hvide lagener, som engang duftede af menneske. Han nåede ikke at skamme sig over hvordan han besudlede hendes gamle gemak ved at lade Ma’lakel gøre hvad han vil.
Ryggen stødte imod Ma’lakels brystkasse. Instinktivt rettede Ahngel sin nakke ud igen og åbnede øjnene på et normalt plan igen for at give udtryk for sin psykiske tilstedeværelse. Sengen gav et ganske lille knirk fra sig som Ma’lakel hævede sig en smule med sin albues støtte imod den plettede madras. Han mærkede øjnene på sig. Hvorfor var han så svær at læse? Endnu et gys gled igennem ham som Ma’lakels fingre strøg sig hen af håret, der let bukkede sig for ham som fingrene passerede lokkerne. Let lod de sig udglatte med bevægelsen og lægge sig på plads som havde de en anormal form for lydighed til dæmonens hænder. Et sug i maven red trådene ud og lod hans hud i fred igen som Ma’lakels fingre fandt ind til hovedbunden. Igen blev nakken krummet den lille smule og øjnene halvt mørklagte. Ma’lakels fingre mærkedes som en blid massage imod hovedbunden, som sendte nydende strømme over hans hud. Små gys der ikke var ubehagelige, men rettere sært tilfredsstillende. Det flød til hans fingre, som slappede gradvist mere af. Det afklarede suk gjorde rede for at han i hvert fald ikke fandt det ubehageligt. Han bøjede let knæene, dog ikke så de blev trukket op under ham i en kattelignende fosterstilling. Han holdt den posering fra det offentlige såvel som det semi-private. Hans øjne vendtes ned igen og lod sig halvlukke. Meget nok gik der en høj spinden i gang. Var man lidt væk ville man nok først blive forvirret over hvor pokker det kom fra? Vampyren? Men nej.. Noir havde fundet sig en plads i fodenden, hvor han så mageligt sad ’på huk’ med fødderne forsvundet under den lange pels med et aflukket og godt tilfredst udtryk. En lille rød markering over den sorte næse fortalte hvordan den havde taget sig en smagsprøve uden at de havde set det.
Som Ma’lakels fingre bevægede sig igennem håret, ville han måske lægge mærke til at de afbrændte spidser begyndte at gøre tegn på healing. Det gik langsomt, men det var der.. Også Ahngel mærkede det, som om luft fyldte hans halsrør igen og lod hans lunger yde sin fulde kapacitet. Hjerteslagene var ikke længere så ulidelige. Det var en lettende følelse, og selvom hans sult end ikke var tilfredsstillet af Ma’lakels begrænsede kropsvæske, føltes det helt klart som en stor lettelse. En lettelse, som med Ma’lakels pande imod baghovedet lod sig understrege. Ma’lakel ville nok ikke kunne se det da. Ahngel lukkede øjnene i og fokuserede på dæmonens åndedrag. Dette føltes… rigtigt. Rigtigt til trods for den seng de befandt sig i ikke tilhørte Ma’lakel i realiteten. Til trods for at en anden person burde rumstere i vampyrens hoved i dette rum. Lucy virkede pludselig fjern. Ligegyldig.
Langsomt åbnedes de røde øjne igen. Vipperne adskilte hinanden og omkransede den røde farve, der igen fik hans øjne til at virke noget så dragende og omfavnende i mørket. Triggeret af Ma’lakels talestrøm så han imod værelsets ligegyldige udsyn, som var det netop dette der talte til ham. En bitter følelse tog omkring halsen på den nyfundne ro som ordene kom ud og gav en mening der virkede noget så fjern og dyb. Narkomaner? Narkoman af Ma’lakel og vise versa? Det virkede uklart og tvivlen lod sig komme til gode. Ma’lakel mente da vel ikke det på den måde, gjorde han? Skyld begyndte at hamre sig igennem hans årer. Ahngel vendte blikket imod lagenet, hvor en centreret blodplet fangede hans øjne. Atter tav han. Atter blev hans tanker nulstillede imens han langsomt genvandt en fatning med rummet. Hvordan var det nu lige at hun så ud? Hvorfor syntes hvert af Ma’lakels ord at fjerne en del af ansigtets billedlige minde hver eneste gang noget blev udtalt? Som en lille tomhed tændtes, mærkede han ikke længere Ma’lakels berøring. Han vendte da ansigtet. Vendte det opad som Ma’lakel havde fået lov til at se på det tomme udtryk for få sekunder. Hans blik var observerende og køligt, som det plejede. Noget plagede ham. Noget plagede ham grænseløst, men hans maske havde ingen ridser og hans stemme ingen hak. Hans øjne ingen flakken eller blinken. Hans bryn krummede sig dog en smule.. gav ham et mere alvorligt udtryk til trods for at forandringen ikke var mere end et gram vær. De røde øjne fandt søgende til de grønne.. Klemte sig sammen, som var der noget han forsøgte sig på at se.. At finde ud af… At hive ud af Ma’lakel som en tankelæser ville kunne. Forbandet være det. Blikket flakkede da endelig som Ma’lakels fingre udgjorde en stor distraktion fra Ahngels forsøg på at finde noget i blikket. Han klemte øjnene sammen da denne gled over hans tinding. Skalpel. Respirator. Kanyle. Klo. Saks. Øjnene holdt sig ikke lukkede for mere end et sekund. Fulgte dem kort som de ikke rørte mere og fandt først op til Ma’lakels blik igen da han talte. Ordene flød kort som ville han blot give temaet videre og endnu engang blot sende Ahngel ud i tanker, som han ikke forstod. Da sad den dog og vampyrens røde øjne flammede op som havde nogen pustet liv i en kamins rolige gløder. Gnister imod kaminens væg og asken samlende sig i luften. Elskede? Hans elskede? Vampyren rettede sig længere over skulderen for at se dæmonen mere klart. Tyngdekraften tog i vampyrens lange sorte hår og fjernede det fra ansigtet da det blev vippet nok dertil. Ansigtet blev atter frit. Pande viste sig da lokkerne der før forstyrrede hans udsyn og udstrålings renhed, gled til siden og blev ét med resten af det lange hårs skyggetråde. Hårgrænsen viste sig og udgjorde den hjerteformede ansigtslinje der blot blev gjort en smule abstrakt af den spidse hage start ved en radikal bøjet kæbeform. Øjnenes seriøsitet og mistro var gled derfra, som håret havde ligeså og efterlod hans blik uforklarligt. Tomt på en måde. Ikke som hvis der intet var at fokusere på, men rettere at der ingenting var på nær dæmonen. Det overraskede udtryk viste vel også at hans opmærksomhed på sig selv ligeså var dødt lidt hen som hans tanker var slået ud af kurs. Tonen. Han havde fanget tonen. Den var ligegyldig. Det var vel bare en af dæmonens udtalelser. Disse drilagtige kaldenavne, som han havde fået af ham før uden at det havde betydet det helt store. Dog stak det. Det stak som var det en havhvæps der projekterede en trådharpun igennem vampyrens bryst. Som bitterheden bredte sig fra stikkets center, blev hans ansigt atter roligt. Hænderne, som kort havde været trykket imod lagenet, rettede sig atter og så igen ’afslappede ud’. Køligheden gled over ham. Hans mund en lige streg og hans blik tiende og hemmelighedsfuldt. Nederste hjørnetænder for at kende Ma’lakels hoved for en dag og at trække de genstridige sataner ud af selve kraniet er en meget grim affære.
Ahngel støttede sig på siden og vendte sig om så han vendte den anden vej. Først klæbende tæt på Ma’lakel imens han blot kiggede frem for sig. Dernæst trykkede han begge arme imod madrassen, som gav et knirk fra sig. Han satte sig op over denne.. Bukkede sig lidt frem for at kunne se ned på Ma’lakel med et tavst udtryk. De lange sorte lokker faldt tilbage om hans ansigt og formørkede det yderligere?
”For spænding? Blod? For søgen efter det unaturlige? For ønsket om at se hvor længe den ene eller anden holder måske? For blot at observere og se forfald? For kødelige lyster? For erstatninger?” Hans blik snævredes sammen og øjnene gav en ilter glød fra sig trods ansigtet var eget og køligt. Det døde igen og han satte sig helt op.. fjernede fronten fra Ma’lakel og så ud i værelset. ”Der er uendelige teorier og hypoteser.. Problemstillinger og svarmuligheder..” Blikket formørkedes endnu engang og den røde farve blev mat og tør. ”Den ene mere tåbelig og langt fra aktuel end den anden.” Hans ansigt vendtes langsomt imod Ma’lakel igen. Et øjeblik kunne vampyren ikke lade være med at føle at han bedragede Ma’lakel. Han vidste hvad han havde længdes efter i den tid han havde tænkt på ham. Lugt.. syn.. smage og føling. Det var ikke en speciel instans ved Ma’lakel, som Ahngel ønskede at han kunne flå grådigt til sig og æde blot for at andre ikke fik fat i det.. Her var der tale om en helhed.
”Jeg kan ikke udtale mig på de områder. Jeg ender med at fortælle få sandheder og for meget der i sidste ende ville være banalt og falskt. Så langt rækker min viden ikke at jeg kan definere hvad der foregår udenfor det meste nedskriftede.”

--

Reaktionen på Ma'lakels ord så ud til at have større effekt på den udøde prins, end Ma'lakel først ville have antaget, til trods for at dennes ansigt forblev i en smuk afbalanceret maske af ingenting, så slog en gnist igennem i de røde øjne, der så på ham.
Ma'lakel kunne mærke en lyst til at tage om hans senge kammerat! Omfavne denne som var Ahngel ikke en mand, men en kvinde. Klemme al luft ud af ham, og hviske ord der syntes ligesom gift på Ma'lakels kaotiske tunge. Men der kom ingenting: ikke det mindste nåede ud.
Noirs spinden hjalp Ma'lakel til at fokusere lidt mere end hvad han måske havde kunnet formå hvis ikke den velkendte trygge lyd var kommet da den gjorde. Han havde lyst til at voldtage Ahngel, bide ham, kradse og spise ham! Følelsen var overvældende, men alting omhandlede én ting: at være tæt på vampyren. Nærhed! Det længselsfulde ønske om at røre, og blive ved med at røre. For alt i verden måtte Ahngel ikke flytte sig, han skulle blive liggende, blive. Men det var et underbevidst ønske der ikke nåede helt igennem til Ma'lakel.
De grønne øjne gled over det lyse ansigt i den tid hvor kun Noirs udtryk for tilfredshed kunne høres i rummet. Ahngel var et billede på skønhed, han havde ingen fejl, og de få han måtte besidde blev skubbet i baggrunden af den dominerende perfektion. Imens at hans øjne kørte over ansigtet i den korte tid hvor Ahngel blev liggende, begyndte han at udpege sig ting han kunne lide mest. Øjnene var en klar kandidat for første pladsen, dernæst læberne, så den slanke næse, den spidse hage, og de hvide kinder, ect. Håret der hvilede som en sort skygge bag Ahngels nakke og over dennes tændinger og øre, have også sin egen piedestal. Men da vendte vampyren sig om på den anden side igen, så Ma'lakel så ind i dennes nakke.
De gylden grønne øjne fyldtes et øjeblik med en form for tvivl. Forvirring over hvad det var han lige havde foretaget sig: som en anden teenager havde han siddet og mentalt skrevet de ting ned han kunne lide ved en person han fandt tiltrækkende. Det var absurd! Dumt! Og i egen frustration lagde han sig ned på siden bag Ahngel, stadig med denne tæt ind til sig, og med den nederste arm bukket, og hvilende under hovedet.
Hvad gik der af ham, det var åndssvagt, og svagt! Svagt! Var han måske et menneske?!
Han bed tænderne kort sammen imens at han rynkede brynene i et vredt udtryk: han forbandede sin egen pludselige fortryllelse af den udødes ydre.
Men hans blik ændrede sig da Ahngel pludselig satte sig op, med det formål at læne sig selv en smule ind over halv-dæmonen der i respons lod sig dumpe om på ryggen. Stadig med den ene arm hvilende om bag nakken og den anden endnu skjult under den hvide dyne. Da denne talte kom der først et stik af noget uforklarligt, måske var det skuffelse, ængstelse eller noget helt tredje der fik det fremkaldt, men det kom.
Udtryksløst så han ind i de flammende øjne som Ahngel talte. Vendte og drejede dennes forslag i hovedet: det kunne være alt det, eller bare en ting af det! Det kunne være så meget, og så umådelig lidt. Der var bare et enkelt problem: Ma’lakel havde allerede taget alle disse muligheder op, debatteret dem, analyseret dem så godt han nu kunne. Og det han var fundet frem til var ingenting! Intet! Ikke noget som helst der kunne være en relevant grund til hvorfor tingende var som de var. Til hvorfor Ma’lakel fik det som han gjorde i nærheden af den udødelige prins. Hvorfor? Det var det store spørgsmål, og han frygtede at svaret var for simpelt til at han helt kunne acceptere det.
Ahngels blik blev da iltert, reflekterede dennes irritation ved emnet?
Ulve øjnende, der blev spejlet i månelyset, fulgte Ahngels tilbagetræk, og så på denne uden at sige noget: han lod ham sige hvad det var der skulle siges, og hvad han havde af tanker om det. Selvom hvad vampyren egentlig gjorde, var at afværge spørgsmålet. Ma’lakel var ikke interesseret i det korrekte svar, han var interesseret i vampyrens bud på det korrekte.
Da vampyren igen så over på ham, lagde Ma’lakel mærke til den store ændring i vampyrens øjenfarve. Mat, tør, som tappede emnet den udøde for kræfter. Eller også var denne lige så forvirret som han selv var, for ikke at nævne frustreret, men alle dennes bud, var trods alt et tegn på at den udøde havde tænkt over det. Hvis det Ma’lakel troede var rigtigt.
Efter Ahngel havde talt lukkede Ma’lakel øjnene i, efter få sekunders stirren ind i de matte røde øjne. Han trak luft ned i lungerne for at lade dem ebbe ud af ham igennem næsen igen. Han så ligefrem, og stirrede på noget ubetydeligt i himmelsengens loft.
,, Jeg forventer ikke du kommer med det endelige svar.. men det du finder tættest på det korrekte. Hvad du tror? Ikke hvad du er sikker på, eller hvad du ved, for det er tydeligt at du ikke ved hvorfor.”.
Han lod den anden hånd glide om bag nakken, hvilket tvang ham til at bøje nakken, det resulterede i et ubehageligt jag af smerte op igennem Ma’lakels baghoved. Han rynkede irriterende på brynene af det.
En stilhed bredte sig i nogle få sekunder, hvor Ma’lakel så ud til at tænke. Diskuterede kort med sig selv om noget internt den udøde heldigvis ikke kunne blande sig i, eller høre!
Efter det lille stykke tid, lagde han sit blik over den udøde igen.
,, Er det på grund af mig, du ikke har kunne indtage føde?”.
Ligeud, direkte, kontant. Uden at pakke det ind, spurgte han.
Øjnende lige så blanke, og intetsigende som før. Hans ansigt ligeså.

--

Vampyrens røde øjne veg ikke fra dæmonens imens denne interne stirren herskede imellem deres blikke, der var så fulde af kontrast og modsætninger i forhold til hinanden. Den slående grønne farve redegjorde for dæmonisering af denne menneskekrop, som Ahngels røde redegjorde for at dette væsen ikke bare var en samling forskønnet udød. Bag hud og hår lå der brændende kerner for dem begge. Hos Ma’lakel noget surrealistisk.. noget giftigt som en serpents hypnotiserende bevægelser og lammende spyt, blot samlet til en malakitgrøn masse der udgjorde irissens brænding. Der var farve.. En markant farve der var indprentet på ens minderegister resten af dagene. Ahngel havde nok ikke lagt mange tanker i selve emnet eller fortalt sig selv at han i virkeligheden elskede denne grønne farve.. dens særpræg og dens foranderlige tilstedeværelse i det blod- og nattefarvede palæ. Nu var det blot et blik. Ahngels facade krakelerede ikke et sekund. Hans hud rynkede sig ikke og masken blev atter holdt, som sad den stadig fast fra mødet der var ført nedenunder. De havde nævnt Ma’lakel og Ahngel havde holdt en maske, som altid. Den havde været sværere end normalt, men ikke umulig.
Ma’lakel brød øjenkontakten til Ahngels fordel. Vampyren vendte nakken med en tankefuld langsom hastighed og vendte sit stirrepunkt frem for sig, ud i det mørke rum. Godt det samme. Maskerne var sværere overfor Ma’lakel. Det faktum havde vampyren indset og væmmes ved for lang tid siden. Denne havde en abnormal evne til at.. Vampyren sammenførte sine køber og vendte blikket ubemærket tilbage til sin front. Langsomt blev ryggen mindre rank og krummede sig som hans siddestilling tog til og hans rette holdning døde hen til fordel for en højere komfort for hans rygsøjle. Hvad laver du her? Ahngels øjne klemtes lidt sammen og hans udtryk blev derved spekulativt. Som Ma’lakels stemme trængte igennem, lukkede vampyren øjnene et øjeblik, som tog han det som et åndedrag… en pause måske, hvor synet ikke var nødvendigt? Det anede ham nok.. Han havde overdramatiseret en smule, men dæmonen havde heldigvis kun set det som en lidt for nøje forklaring? Ma’lakel ville ikke kunne se det fra sin vinkel, men et lille mørkt, skævt smil prægede vampyrens ansigt for et kort øjeblik i selvtilfredshed. Det smeltede stille som Ma’lakel gjorde udtryk for sin lidende nakke. Ahngel sagde ikke noget endnu, men lod diskret hånd løfte sig og placere sig på egen nakke. Arvævet var stadig at mærke, så hans blod var ikke nogen healing værd. Kunne han ikke heale sig selv med den normale fart, var det heller ikke noget der kunne hjælpe Ma’lakel, som dengang han havde skadet sin side… Hvornår var det nu? Ahngel vendte tænkende blikket opad og så loftet glide i et med væggen overfor. Billeder fra en brat opvågning placerede på vampyrens nethinde. Den første nat han havde undveget solen i dæmonens selskab. Han havde siddet ved siden af ham på madrassen med sit blødende sår. Ahngel havde forskrækket ham af en eller anden grund og dæmonen havde skramlet højlydt til siden.. Ahngel havde ladt ham føde fra ham for at genoprette en usynlig gæld.
Ahngel vågnede lidt op igen da han mærkede stilheden bide sig fast i rummet. Hans udtryk blev gradvist mere opgivende og han sendte et unødvendigt suk igennem næsen uden at det gav lyd fra sig. Stilhed… Normalt var den så ønsket.. Et øjeblik bed det, hvilket bare gjorde at det stilfærdige øjeblik virkede så meget længere. Da Ma’lakels stemme atter brød stilheden flød en lettelse igennem Ahngel og sendte et gys igennem hans finderspidser og nakke. Han vendte sig instinktivt om med overkroppen, løftede højre knæ og hvilede albuen derpå imens han lod blikket falde på dæmonen igen som den talte. Sætningen trængte senere ind end normalt og vampyrens afventende udtryk blev da stumt igen. Om.. det var.. på grund af Ma’lakel? Øjenbrynene nærmede sig roligt øjnene i et mere sammentrykt ansigtsudtryk. Hvorfor pokker kunne han altid ramme hovedet på sømmet bare sådan? Belastende! Startskuddet hørtes og bortforklaringer stilte sig på en lang række for at blive vuderet. Ingen syntes at virke denne gang. Noget gjorde det svært for ham at vende hovedet ganske normalt og udtrykke: Nej selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle det det? ….
”Nej.” Ahngels stemme var kølig og diplomatisk.. professionel om man så ville udtrykke det således. Blikket stemte overens, som sad han til møde eller havde en normal hverdagsdebat, som han var sikker på at vinde med sine kolde fakta og velovervejede argumenter. Hans budskab stemte desværre ikke overens med hans udtryk eller tone. Desværre for hans person. Stilheden lod sig vokse for en stund, som han prøvede at lave en fornuftig sammensætning af ord. Det gik ikke. Det hele var en omgang knuder, hvis ender var skjult i midten af alt kaosset. Aldrig havde ærligheden nogensinde været så bitter at føre igennem læberne!
”Det er på grund af dem, som ikke er dig.” Hans blik isnedes da, som slog ordene hul på hans udstrakte hud og skabte en protesterende rynke ved hans øjenbryn. Det var deres skyld og deres problem at de ikke var et gram tilfredsstillende og døde uden nogen egentlig grund. Døde til den skændsel at deres usle blod blot blev ført tilbage og ned på den kolde jord. I sidste ende.. var det det samme som Ma’lakel havde udtrykt sig for, men det lille ’ja’ havde snøret sig sammen med årerne i vampyrens hals og nægtede at give slip for at strømme til stemmebåndet og blive udødeliggjort i en tale der ville restere i mindet for al evighed. Han ville ikke sige god for den svaghed, som denne besættelse udgjorde, havde gjort ham kræsen. Ahngel vendte atter ryggen imod dæmonen.. skjulende et irriteret udtryk. Besat.. Hah! Det var en parodi! Hvem kunne dog blive besat af…! Tankestrømmen stoppede brat uden nogen egentlig forklaring. Tabo? Havde Ahngel fundet det som tabo at udtrykke sig sådan? En forholdsvis beskidt følelse lagde sig over Ahngels lange marmorhvide hænder med de blodplettede rynker ved leddene.. Huden føltes så stram et øjeblik. Begge hænder blev da knyttede svagt og sendt ned til madrassen som støtte til den igen ranke ryg. Hvor var det dog patetisk! ”Jeg væmmes ved deres blod. Det virker alt sammen så dødt inden det overhovedet rammer tungen. Ikke engang en aspara har været smagfuld nok til at holde ud at indtage eller holde i sig.” Hans stemme var bitter, mørk og lav. Den manglede den stærke karisma, som han ofte gjorde brug af. Der manglede en aristokrats gentile, dog lettere hånefulde glød. Stilheden ville da herske et stykke tid, med mindre Ma’lakel hævede stemmen til et talesprog.
Et tydeligt, dog ikke muntert ’heh’ kunne føres fra vampyren da.. En lille bevægelse fra hans skulderblade og nakke bekræftede at det kom fra ham. Smilet var ufatteligt lille og dystert og øjnene stirrende og følelsesløse. Da talte han med en højere og mere neutral stemme. Bitterheden var midlertidigt opgivet. ”Du har vel gjort et indtryk..”

--

De malakit grønne øjne lå over den hvide prins så lang tid han nu kunne holde det ud. Hans spørgsmål havde i hans hoved været på niaevu med en lille unges: uprofessionelt og for naivt. Men han var vel efterhånden allerede sunket ned på et teenagerplan. Hans verden var ved at blive ødelagt, han var ved at blive ødelagt, og selve ærverget som hersker syntes en forbandelse i modsætningen til en velsignelse. Hvor henne befandt han sig? Og hvad var hans nuværende selvopfattelse? Den kunne ikke længere være den samme, men den kunne heller ikke ændre sig alt for drastisk. Hykleri. Hykleri var hans stjerne i dette spil, alle de gange hvor han hårdnakket havde sagt at han aldrig ville lade sig synke ned i det mørke han kendte som illusionen af menneskelige følelser som ømhed, kærlighed, eller forelskelse! Hvad var der sket, og hvad havde vendt det, hvorfor?! Bah! Værdig løse tanker og spekulationer der alligevel aldrig havde megen mening i sig end det sædvanlige! Hans blik var i mellemtiden flygtet fra Ahngels ranke siddeplads, og han så op i loftet af himmelsengen. Tankerne gled endnu engang igennem hovedet på ham, om hvem der havde haft dette værelse før ham. Hvilken kvindelig skønhed havde været den royale vampyrs nabo? Men de tanker blev opløst da svaret på hans egentlige spørgsmål kom.
Nej – kort og konstant. Simpelt og diplomatisk, modstridende alt det som Ma’lakel efterhånden havde fundet frem til! Hans konklusion blev så småt ødelagt, et split sekund hvor han hudløst ærligt troede på den udødes ord. Men nej, skepsis, og mistillid skinnede igennem i de grønne øjne der blev vendt imod den udøde i den tid der gik inden denne sagde noget igen. Ma’lakel stødte ryggen imod madrassen, satte sig op, og bøjede det ene knæ der endnu var skjult af den hvide dyne. Med den ene albue støttende imod det bøjede knæ, lukkede Ma’lakel øjnene med en opgivende mine, et kort øjeblik, imens at han førte hånden om bag nakken. Det var til at få hovedpine af, alt for meget, alt for meget af alting. Dog skulle Ma’lakel ikke vente alt for længe før at Ahngel kom med nogle ord der gav det meget simple og hurtige: nej – en helt anden betydning.
Det var alle andres skyld, ikke Ma’lakels? Hans blik blev en smule indelukket imens at han tydet de ord som vampyren havde sat. Hånden omme bag nakken kørte sig op og ned af de halvlange mørkebrune nakkehår, imens at månelyset faldt over det nederste af sengen, lyste sikkert den udøde en smule op, men hen lod Ma’lakel i et sløret mørke så kun de stikkende grønne øjne stod stærkt frem. Efter få sekunders vurdering lod han til at have en konklusion: det var vel vampyren måde at omvendt sige: ja, det er nemlig rigtigt!- på? Forbandede stolthed, barrierer, skrupler! Var det virkelig så svært for den udøde at være ærlig overfor sig selv? At være selvanalyserende frem for at lade sig bedømme andre men ikke en selv? Man kunne sige meget om Ma’lakel men styr på sig selv havde han i hvert fald (efter egen mening)!
Som Ahngel vendte ryggen til ham igen, lod Ma’lakel ligeså det observerende ulve blik gemmes væk, og lagde øjnene på den hvide dynes overflade. Et kort øjeblik virkede den dun befængte dyne som et hav, et hav af hvidt vand som Ma’lakel sad midt i, og Ahngel sad længere væk hvor han ikke kunne nå ham. De grønne øjne fandt dog atter interesse i vampyrens ydre da denne igen talte, men denne gang var stemmen ikke konstant og diplomatisk, men tynget. Tynget af bitterhed, af følelser der vel sagtens kunne stamme fra frustration over samme emne de havde sneget sig ind på. Et bevis på at Ma’lakel endnu engang havde ramt plet, men i stedet for at føle ekstrem glæde og en magt begærlig triumf, følte han sig.. ilde til pas. Hans øjne gled fra vampyren imens at han med et tænksomt udtryk kneb øjnene en smule sammen og lod hånden ved nakken glide op igennem det brune hår indtil det strøg ned over ansigtet, og Ma’lakel svajede nakken svagt idet han så op.
Han opfangede det tører ’heh’ fra vampyren efter at stilheden havde hvilet over dem i lidt tid, og skabt en ubehagelig spænding i atmosfæren. De næste ord fra vampyren fik et lille smil frem på de lysebrune læber, og Ma’lakel havde et øjeblik en barnlig lyst til at skubbe vampyren ned på gulvet, og kaste en pude efter denne blot for at dræbe den spændte stemning. Det var dybt, og Ma’lakel brød sig i sidste ende ikke om dybe nærgående samtaler, han ville selv blive ufattelig irriteret skulle det være tilfældet at alle disse indgående spørgsmål blev rettet imod ham selv.
Et lang trukken suk kunne høres fra ham inden han så hen imod skænken og lænede sig i den retning. Lagde sig derved ned på siden og rakte ud efter en sort pakke på skænkens overflade sammen med de sølv glinsende patroner med den lille neon grønne væske, og de små lapper papir. Hans fingre lukkede sig om den i et blidt greb, og han lagde sig med fronten imod Ahngel, støttede sit hoved med sin hånd og havde derved albuen imod madrassen. En let bue nedaf blev lavet i sengen af Ma’lakels vægt, imens at han åbnede den lille sorte æske ved at sætte tommel finger neglen imod dens åbning og skubbe opad. En række af cigeratte filtre kunne ses, dog manglede der tre-fire styks. Han så kort hen på Ahngel og løftede sine øjenbryn i en: må jeg? – gestus. Uanset svaret førte han alligevel æsken op til sin mund, lod de gule tænder lukkes om et af filtrene for så at trække smøgen ud, og hvile imellem sine læber. Han smed pakken et stykke væk fra sig, hen imod den udøde, måske en indirekte gestus til at denne skulle prøve: han kunne jo umuligt dø af skidtet. Ma’lakel så ned imod lagenerne som han dannede en meget lille flamme udenfor den frie hånds pegefinger og brugte den til at antænde sit nikotin fyldte fix. Han indtog den første ryg sky og lod den puste ud igennem næsen, hvorefter han rystede hånden som slukkede han en tændstik. Endnu et sug. Han lukkede øjnene og førte atter sin frie hånd op til cigeratten, fangede den nederste del imellem lange og pege finger og trak så filtret væk fra munden imens at han åbnede øjnene og så på Ahngel inde fra mørket. En ring af røg skød let fra ham, imens han med et årvågent ulve blik så på Ahngel som prøvede han at få øje på noget, i tavshed betragtede han vampyren imens at han ind imellem tog et sug og fyldes med en dulmende slam røg der bedøvede nerverne en smule.
,, Meget stort indtryk…”.
Han lød øjnene ligges ved cigerat pakken i nærheden af vampyren, og lod da sine øjne glide tilbage til den udøde. Måske en smule hintende? Han vidste ikke helt hvad det var han ville, eller skulle sige. Han var årsag til at Lucifer ikke kunne æde, og hvis denne skulle æde skulle det være fra ham? Hvis det da var rigtig forstået.
Et øjebliks betænksomhed skinnede igennem i Ma'lakels gylden grønne blik, inden han igen tog et hiv fra cigaretten, og fjernede denne igen. Den tykke røg svævede ud i rummet.
,, Komisk.", lød det fra ham først.
,, Taget i betragtning af hvor ivrig du for et år siden var efter at separere dig selv fra mig... og nu siger du på din egen forkludrede måde at du ikke kan 'leve' uden mig? Eller er det forkert fortolket?".
En kort pause kom, hvor Ma'lakel tog endnu et sug, måske for at samle mod til at sige det næste.
,, Æd fra mig når du lyster.. jeg er ikke interesseret i din død eller det der er værre. Men begræns dig, jeg har ikke planer om at kradse af foreløbig...".

--

Pokker stå i det! Det var efterhånden en tankestreg, som vampyren havde gjort alt for meget brug af. Pokker stå i det! Hvad lå der overhovedet bag det? Han bar ingen loyalitet til denne pokker.. til denne satan? Djævel? Nakken bukkede sig sagte og hans blik fulgte retningen og blev placeret imod hans egen lår. Ma’lakel havde nok ikke fanget det endnu, men han havde efterhånden gravet sig så langt ind i Ahngels knogler at han praktisk talt kunne begynde at suge marven ud fra sin plads og dræne det for al styrke. Han kunne få knoglerne til at falde sammen… Hvis det var det han ønskede? Eller rettere hvorvidt han vidste hvordan man skulle håndtere denne form for evne? Det indebærede vel andet end at fremmane ild fra sine næver? Vampyren sank diskret en klump og formåede atter at rejse nakken og holde en nogenlunde rank position til trods for hans hvilende holdning. Træt? Udmattet? Udkørt efter en hård dags arbejde? Ikke just. Det havde aldrig været et problem. Aldrig havde han følt sig så udkørt… SÅ trådt på og så.. så gammel? Hans ungdom virkede pludselig som et skalkeskjul, som det i sidste ende var. Hvis man altså så på det i forhold til de kortlivede mennesker. I forhold til dem, var han tussegammel, men stadig blot ung og ’uerfaren’ i vampyrenes verden. I det øjeblik følte vampyren som et mellembarn mellem 3 afkom. Den der hverken vidste om man var den aldrende eller den spirende? Det var hvad der skete når man betrådte menneskenes verden? Dette var hvad prisen var for at blande sig i deres affærer i al den tid han opholdte sig i Terre? Man mistede sin tid.. Man mistede essensen af den tid man kom fra og den tid man trådte ind i. Denne fusion skabte forvirring.. specielt når en genstand fra den anden tid kom valsende ind i ens hjem.. brændte ens ejendele og fik ens hjerte til at føles så latterligt tungt og ugideligt. Ma’lakel.. Hans erfaring kunne ses på visse punkter. Hans styrke alene havde gjort rede for dennes alder. Halvdæmon.. og så alligevel? Ahngel var vel ikke engang en brøkdel af den tid, som Ma’lakel havde kendt til, var han? Vampyren kneb øjnene sammen til et eftertænksomt udtryk. Var han mon så ung i Ma’lakels sind? Og hvor gammel var dæmonen i sidste ende? Ældre… Det var alt han vidste.
Endelig vendte vampyren lidt på overkroppen og så imod Ma’lakel, som havde bestemt sig for at række ud efter skænken. De røde øjne fulgte ham langsomt med forsinkede bevægelser, som opfangede denne kun bevægelserne i en ganske langsom gengivelse. De faldt over den lille seddel med de tilfældige ord… de faldt på den lille pakke, som dæmonen rakte ud efter og endelig blev de stoppet da de lagdes på disse patroner med den mærkelige væske i. Den væske som havde vækket en ildevarslende følelse hos vampyren noget tid forinden. Ma’lakel var ikke tryg her. Han burde heller ikke være det. Ingen ville være det. End ikke Ahngel selv.. husets ejermand og mest bekendte, var ikke tryg i disse omgivelser, men han havde lært at elske det til trods for denne utryghed. Dette had til palæet. Hver et hjørne… hver en navle i træet der udgjorde møblerne. Alt sammen kunne brændes for Ahngels skyld, men han lod sig holde tilbage af dettes historie og dettes påmindelse af hvad han var.. Om ikke andet Jeans pokkers kommentarer og historiske forelskelse i huset. Han kunne allerede høre den blonde vampyrs ophøjede stemme i hovedet. Denne havde altid haft det med at overdrive når han argumenterede. ’De ville sætte mere pris på det hvis de vidste hvilke tidsaldre det havde gået igennem. Husk at det er antikt.’ … Den opløftede pegefinger havde aldrig været så pokkers overbevisende, men det havde da hjulpet en smule på det.
Som dæmonen bevægede på sig og lagde sig på skrå over madrassen. Ahngels øjne fulgte ham som Ma’lakel så imod ham. Et øjeblik virkede den lille øjenkontakt som en velsignelse. Ahngel vendte dog blot blikket lidt til siden uden at komme med et konkret ja. Ville han ikke have det, havde han gjort noget. Sært… Før ville enhver der besmittede dette værelse…
Ahngel knejsede nakken imod loftet.
… minimum miste tungen. Den trykkede stemning virkede pludselig ikke så gal. Man behøvede ikke at tale, gjorde man? Blikket faldt tilbage og hvilede et stykke tid på dæmonens brystkasse imens han gjorde sit lille hjælpemiddel klart. En simpel stirreplet måske, men Ahngel så dog derpå med en grund. Med den lille pakke der blev smidt imod ham, kiggede Ahngel hurtigt ned på den med et uforstående udtryk og derefter imod Ma’lakel igen. Prøvede han at ramme ham? Hvor barnligt! Denne tændede sit fix og Ahngel rynkede instinktivt på næsen og hans øjenfarve tændtes op som netop denne farve gjorde. Katteagtigt snørrede hans pupiller sig lidt sammen for et øjeblik. Ild. Ild var vel noget af det eneste der kunne få vampyren til at handle unormalt. Den slukkedes og Ahngel vendte blikket imod dæmonens ansigt igen. Det gav et kort sug igennem kroppen da han mødtes med dennes grønne øjne. Et kort sekund var øjnene en smule større end normalt, men det udlignede sig og hans blik var atter blot et observerende stykke genstand. Ma’lakels eftertragtede ord blev dog desværre kun til en overdreven gentagelse af Ahngels egen ord. Typisk! Hans blik blev mistroisk som Ma’lakel gav et hint imod pakken. Ryge? Vampyren omfavnede æsken med sine lange hvide fingre og lod let denne åbnes med en langsom bevægelse med tommelfingeren, hvor blot den lange negl var støttepunkt. Skattekisten åbnedes og roligt fiskede han en af cigaretterne op mellem pege og langefingeren på den modsatte hånd, som holdte æsken. Hans blik sendtes imod Ma’lakel som han lod pakken dumpe ned på lagenet igen. Det ville ikke være første gang han røg, men det var sgu ved at være nogle år siden. Nogen årtier måske endda? Smagen af nikotin var for længst glemt… samt teknikken. Ahngels blik var fastlåst den aflange cigaret et øjeblik, men han placerede den endnu ikke mellem læberne. Han lod atter hænderne hvile imod lagenet. En på hver side af ham, hvor smøgen hvilede mellem hans fingre på den højre, dog nænsomt så den ikke blev trykket af stoffet. Ma’lakels betænksomme blik blev fanget af en tænkende Ahngels følsomme øjenkrog. Øjeblikkeligt vendte Ahngels blik imod ham igen og blikket formørkedes atter og blev eftertænksomt. Ma’lakels startkommentar fik Ahngels øjne til at klemme sig sammen igen. Hånede han ham? Komisk? Endnu et iltert opglød kunne skimtes i Ahngels blik. ’leve uden ham?’ .. Hvad fanden bildte han sig ind.. Vampyren trak skuldrene tilbage. Hvad troede Ma’lakel? Det var ham selv der ville have den oplysning og nu dette?! Den sidste kommentar var ikke mindre foruroligende. Havde Ma’lakel slet ikke fanget det? Overhovedet ikke? Som om en fri adgang ville gøre noget ved det faktum at han for helvede ikke ønskede Ma’lakel den form for position i forhold til han selv? Alt ville først gå galt den dag han uhæmmet kunne lægge munden til nakken på ham og æde en daglig ration? Det ville først blive der, at Ma’lakel ville blive til hvad han burde. Mad. Ædelse. Næring.
Vampyren lukkede øjnene til. Hans syn endnu intakt, men Ma’lakel ville ikke kunne se den røde glød fra den vinkel. De lange sorte vipper udgjorde en større sværhed for at finde øjenfarven. Langsomt lod han den højre hånd nærme sig sit ansigt og placere cigaretten imellem hans læber og placere hånden i samme position som før. Cigaretten hang nu let fra mellem hans forreste tandsæt, der akkurat kunne skimtes. Overleve eller leve? Heh.. Hvad skulle det dog ende med? Tænderne slap og cigaretten hang mellem læberne, som havde han da accepteret den i en form.. Ladt den røre. Ladt dens filter komme i kontakt med den let rødlige læbehud. Da lænte han først nakken tilbage. Næsten lidt vulgært meget. Da fulgte ryggen og han lagde sig ned imod sengen med blikket opad. Øjnene igen åbne og cigaretten i en næsten lodret position. Langsomt, som mekaniske øjne, bevægede de dragende blikke hen til Ma’lakel og forhåbentligt fangede dennes øjenkontakt et sekund. Da bøjede han nakken imod ham og langsomt skubbede sig fremad, så han også næsten lå på siden, dog endnu et niveau lavere end Ma’lakel. Hans nakke strakte sig og han ville, inden Ma’lakel igen fjernede cigaretten fra egen mund, fange dennes ende og trække en dose luft til sig, stjælende lidt af Ma’lakels luft i eget filter og dermed også ild derfra, der med en let glød antændte den i Ahngels mundvige. Han bevægede da nakke lidt ned igen og lå fladt imod sengen. Hans blik ligegyldigt vendt opad uden at se på noget.
”Komisk?” Hans blik gav et glimt fra sig og vendtes imod Ma’lakel. En lindrende kølighed dominerede de ellers brændende øjne. Et under at sådan en farve kunne udsprede en kulde overhovedet. Han trak endnu et unødvendigt pust til sig, som fyldte hans udøde korpus med røgen fra cigaretten. Det smagte ikke just godt, men havde dog en form for dulmende effekt. Som han pustede ud igen bevægede han armen opad imod Ma’lakel, om hans nakke og kort strygende de lange negle imod nakken, som han havde gjort før. Han måtte indadvendt indrømme at han havde fundet sig et ømt punkt for Ma’lakels blottede nakke. Dens form og den brusende følelse af levende hud. Hans hånd bevægede sig væk igen og hvilede med håndryggen imod stoffet lidt foran Ma’lakel. ”Men korrekt. Som tingene er nu, har jeg intet alternativ fundet.” Hans blik frøs fast på Ma’lakel. ”Men jeg har levet et år uden.. Og da var det en mindre dose. Jeg kan leve lang tid uden at det begynder at tære på mit liv. Mit liv har jeg formået at holde intakt til trods for det…” Hans blik blev tyst og hans stemme blev let manipuleret med af cigaretten. Hans venstre hånd fandt til munden og fjernede cigaretten derfra et øjeblik, lod hånden hvile over brystkassen.
”Så det er nok nærmere… at jeg ikke kan overleve uden dig? Hm?” Hans blik fik en alvorlig tone og frøs lidt op igen fra det ensartede udtryk. De vendte tilbage til himmelsengens loft med en rolig bevægelse. ”Min lyst til dig er desværre utilregnelig. Du vil nødig ikke overvære en situation hvor du efter for mange bid ikke ville ha kræfterne til at flå mig væk fra dig igen?” Han placerede cigaretten imellem læberne igen.
Vores styrke bliver uproportionel hvis dette bliver gennemført. Ma’lakel ville langsomt blive svagere imens jeg ville overgå ham. Det ville i sidste ende ikke være til at beherske sig. Ahngels øjne strammedes. Glem det.

-- M

Ma’lakels tanker var efterhånden begyndt at filtre sig selv en smule mere ud. Måske var det røgen der løb ned i hans luftrør, fulgte dette helt ned til lungerne for at blive pustet ud igen, i en tilfældig vinkel. Det gjorde i hvert fald noget, ikke blot ved Ma’lakel selv men den udøde så ud til at tage imod tilbudet, om at give sig selv et mindre fix, for at få det sidste inde i hovedet på plads, ligeså. Om det var den helt korrekte grund vidste Ma’lakel ikke, men det var vel i sidste ende irrelevant. Hovedsagen var at de var gået fra noget så kaotisk og vildt som at bide hinanden, begge med en bagtanke om at slå den anden ihjel, uden tvivl. Ma’lakel vidste at han havde ladet sig selv rive en smule for meget med, og hvis ikke han havde haft den mængde selv kontrol som han nu engang besad når han var bevidst om sig selv, kunne det være gået galt.
De grønne øjne inde fra det næsten blålige mørke gav kort et skær fra sig, som løb en gylden hinde ind over det kort og forårsagede en overnaturlig gnist, ligesom vampyren ville strække sig imod ham. Dennes cigaret lå let imellem hans sne hvide læber, som Ma’lakel havde presset sine imod så utallige mange gange. Havde nogen af dem overhovedet tal på hvor mange gange de var faldet om halsen på hinanden? Nu tanken kom, strejfede en anden Ma’lakel ligeså: at det var Ahngel der havde taget initiativ inde i dennes sove kammer. Havde bøjet sig forførende ned over Ma’lakel som ville vampyren der sætte tænderne i ham, og suge alt varme ud fra hans krop, helt uden skrupler eller anger? Var dette tilfældet eller var Ma’lakel bare paranoid?
De grønne øjne mødte de rubin røde, som spidsen af Ahngels cigerat rørte ved hans i enden. Som en listig tyv, stjal Ahngel en glød fra Ma’lakels allerede tændte smøg. Et indirekte kys kunne man vel kalde det. De dyriske øjne havde en neutral og passiv gnist, skønt Ma’lakel ikke helt kunne bestemme sig for om han skulle springe på den udøde eller ej. Men det sidste blev dog til det han bestemte sig for. Et hav af tanker fik igennem hovedet på ham som den udødelige prins faldt ned på sengen efter at have fået liv i sit fix. Ma’lakel lod igen sin pege og lange finger blidt presse imod cigerattens sider, og fjernede denne fra hans læber, imens at han mesterligt lavede en ring af røgen som vampyren lagde sig ikke langt fra ham.
De observerende ulve øjne lagde sig efter den udøde sagde noget. Gentog det første ord som Ma’lakel før havde sagt, med en lettere spørgende undertone. Som Ahngel lod sit blik ligge på Ma’lakel ville de da få øjen kontakt, og Ma’lakel ville da kunne se den lettere kølige facade der lå gemt over den ellers varme farve: som lå der noget mærkeligt koldt over den udødes ellers så brændende øjenfarve.
Da denne rakte hånden op imod Ma’lakels hals spændte han underbevidst en smule i kroppen, af grunde som han ikke vidste. Som de kolde fingre lagde sig imod den varme hud, gav det et let gys igennem ham, og han betragtede Ahngel med en øgs årvågenhed. Nysgerrighed dominerede kort det grønne blik, efterfulgt af en klar legesyge, som vakte den udødes berøring netop disse to ting. Da neglende let pressede sig imod hans nakke, tog Ma’lakel endnu et sug, og vendte ansigtet i den modsatte retning af Ahngel for ikke at blænde denne med den giftige nikotin sky. Forventningsfuldt så han imod sin udøde elsker: for det var vel hvad Ahngel i sidste ende var? Deres forhold var bygget op på den illusion af at de var ligemænd, rådgiver og herre. Men sandheden var noget helt andet, i hvert fald for Ma’lakel. Han kunne ikke se Ahngel som meget andet end en elskovs partner, en person han glædeligt ville dele sin seng med, skulle denne give hint om at have det ønske. Elsker – hvad indebar det ord helt nøjagtigt?!
Den hvide hånd faldt til madrassens ryg. Lå over den, på en sådan vis at det næsten kunne kaldes kunstnerisk. Selvom lagnet var hvidt og rent, blødt og lettere koldt fra omgivelsernes mangel på temperatur, så kunne det ikke hamle op med noget så simpelt som vampyrens hånd, håndled, arm. Dennes marmor hvide, og glatte ydre var næsten nok til at lokke en hen for røre ved den, bare for at se om den var så blød og fint følende som den så ud!
Ma’lakel rakte hånden med smøgen op til sine læber igen som Ahngel begyndte at tale. Han lyttede, lyttede som var det det eneste han kunne. En dukke der ikke kunne give noget svar eller nogen kommentar, men bare være til stede. Hans øjne gled over vampyrens ansigt som denne snakked,e og selvom Ahngel krævede hans øjenkontrakt havde Ma’lakel meget svært ved ikke at lade sig distrahere af alt ved vampyrens ydre. Hvad var der galt, hvorfor kunne han ikke fokusere, skønt han havde taget smøgen, og nervene var blevet små bedøvet?
Vampyrens ord fandt vej til ham, og han gennemgik dem kort. Skannede dem nærmest for at finde en skjult betydning som den udøde var så god til at kamuflere. Dog kunne han ikke finde nogen falsk facade over de første sætninger, skønt at han tog sig selv i at ønske at disse ikke var rigtige. Havde Ahngel gået i et helt år uden føde? Tanken virkede grotesk og forkert, og Ma’lakel kunne ikke begribe hvordan denne kunne overleve så lang tid, uden noget regelmæssig føde.
I ventetiden indtil Ahngel igen talte, tog over Ma’lakel et hiv af sin cigaret inden at de begyndte på at grave dybere ned under tingende. Flere og flere lag var efterhånden blevet skrallet af dem begge, som slangeham, der bare skulle sættes en krog igennem det ydre skind og så… trak man til! Han lod smøgen trække væk fra sin mund, da den udøde begyndte at tale igen, og vendte kort ansigtet imod værelsets ene side, for at puste røgen ud igen.
Dennes ord bekræftede hvad Ma’lakel tidligere havde nævnt, også selvom vampyren valgt at ændre hans ’leve’ til ’overleve’. Et lille ’heh’-smil kom fra Ma’lakel da: vampyrens beskrivelse lød ved på sin vis også mindre romantisk.
Roligt lagde han sit blik over den udøde igen, imens at dennes røde øjne søgte himmelsengens loft, der efterhånden var blevet begramset med deres blikke lidt for meget. Som det sidste kom fra Ahngel rynkede Ma’lakel lettere irritabelt på brynene. Selvom der var relevans i hvad Ahngel sagde, var idéen om at denne på nogen måde skulle være stærkere end ham absurd i Ma’lakels hoved. Måske havde han glemt hvor let han blev væltet om af den franske alfahan, dengang i Terre?
Efter Ahngels sidste ord, så Ma’lakel ud til at tænke en smule.
I tavshed røg han cigaretten, og lod stilheden brede sig imens at atmosfæren stille forandrede sig, fra at være spændings fyldt til noget, lettere afslappende og måske også lidt opgivende. Som havde de begge to en trang til bare at ligge og stirre på noget ubetydeligt. Efter nogle sekunders fundering over eventuelle, smarte bemærkninger eller kommentarer, lod Ma’lakel sin udmattelse få lov at komme til udtryk ved hans ugidelighed. Han udstødte et lettere barnligt: Blah! – og lod sig ligesom vampyren dumpe lettere elegant ned på madrassen med ryggen imod den, så Ahngels hoved ville ligge overfor Ma’lakels kind. Også han gav sig til at stirre op i loftet af himmelsengen og lå der uden yderligere kommentarer til emnet, mest fordi at der ikke var meget mere at sige. Han havde fattet pointen, Ahngel skulle ikke have helt frit lejde til at æde som han ville, for det ville resultere i at han selv blev svagere og Ahngel blev stærkere. Dog var tanken om vampyrens mangel på selvkontrol foruroligende. Hvis ikke han havde trukket Ahngel væk, ville han så have stoppet af sig selv?
De grønne øjne blev knebet en smule sammen imens at han i en tid havde en intern diskussion med sig selv om en hvorvidt Ahngel ville være i stand til at holde skansen, skulle det henne at Ma’lakel ikke kunne få ham væk. Hvis ikke vampyren havde meget andet at indvende ville der sikkert gå nogle minutter hvor de begge blot ville ligge i stilhed, lige indtil Ma’lakel rakte sin frie hånd op og kaldte på katten. Dens varme pels ville blive påskønnet lige nu!

--

Nikotinen havde efterhånden sat sig i vampyrens lunger. Godt de kunne bruges til noget? Det havde simret i ham i godt et halvt minut inden han lod de flyde ud som en gråblå sky over ham, der let lagdes om hans ansigt, der ikke virkede irriteret derved. De røde øjne fulgte stille mønstrene, som hele tiden forandredes til et nyt motiv som det begyndte at blive et med luften. En blomst? En sommerfugl? Et kranium.. En kniv.. Vampyrens blik var et øjenblik længselsfuldt imod den livbærende røgsky forsvandt i luften. Et øjeblik virkede stilheden helt mærkelig surrealistisk.. Rastløs.. Livløs som farvespillet i de gamle franske sort/hvide Noir-film om ulogiske mord og langbenede kvinder med ankelkæder og sommerfarvet hår. Stilheden tog til og vampyren syntes ikke at have noget imod den for denne gang. Ikke engang et blink afslørede dennes påvirkning af den stillestående luft og den manglende spillen med stemmebåndet. Igen lagde vampyren cigaretten til munden.. Ikke at han fik et direkte fix af det, dog virkede det nærmere bedøvende. De røde øjne blev langsomt mørkere og mere fredfyldte, hvis man altså kunne definere det således. Tomme? Nærmest sorte, men med en rød refleksion, som de samtidig blev blanke. Vampyren var på næbbet til gråd? Dog ikke. Røgen pirrede blot den udødes tårekanaler, hvilket han ikke syntes at bemærke. Normalvis ville menneskelige tårekanaler også blive pirret og derved udløsende salte tårer ved første sug af en cigaret. Ahngel reagerede vel kun en brøkdel på den måde. Der var ingen vejrtrækning at ødelægge, så hvorfor prikke yderligere? Det lange sorte hår lod sig let filtre ind i sig selv, som Ahngel vendte blikket lidt til siden, skimmende Noir, som kort havde rejst ørene efter dæmonens lille kald. Den kæmpemæssige kat kom kort på benene, strakte sig ved at trække bagen i vejret og fordelen ned imod madrassen, som let gav efter for kattens vægt. Det store dyr luntede da en smule klodset over dynen og hen for at gnide hovedet over Ma’lakels rejste hånd. Det ville ikke kunne ses, men vampyren trak da på smilebåndet. Lille forræder, var han ikke? Med en let knirken fra fjedrene fik Ahngel sat sig op, holdende cigaretten imod læberne imens han tog en salut dertil. Et langt, langsomt hiv luft blev flået igennem filteret og dens spids glødede op som dens form begyndte at blive til akse i enden. Sådan gjorde han til denne var halveret og der var mere filter tilbage en cigaret. Kort rynkede vampyren på næsen. Det var vel alligevel for meget? Atter holdt han det i sig for nogle gode sekunder for så at lade det langsomt sive ud af hans mund igen imellem de hvide, spidse tænder. Som lungerne tømtes så han hen imod Ma’lakel med et stilfærdigt udtryk. Han var vel træt..
Noir gav et velkendt spind fra sig imens den besluttede sig for at Ma’lakels hånd bare ikke var spændende nok. Det store dyr bevægede sig over dæmonens mellemgulv, lidt ligeglad om den ramte ømt skind med de store poter. Ganske tilfældigt stoppede den op efter at ha bestiet Ma’lakel, som et andet bjerg, gik den rundt en omgang rundt og derefter plantede sig over dæmonens side. Det var simpelthen sådan en go’ vinkel. Katten spandt mageligt og den lange buskede hale gav sig til at vifte fra siden til siden.
”Noir..” hviskede Ahngel stille. Noir spidsede ører som en loyal hund der var blevet hidkaldt. ”Mon bien-aimé. Assurez-vous que le démon ne fait pas les accidents pendant que je dors.” Hans franske udtale var egentlig lidt anderledes end den normale storbyfransk, som man fandt udenfor denne del af forstæderne. Den havde en noget fladere udtale og nasalerne var ikke nær så voldsomme som de ærkefranske. Det kom formegentlig af at han før i tiden ikke havde været den der talte mest, så hans almindelige udtale var ofte meget stilfærdig, til trods for tonen overfor hans stab og senatorer, som var formel og fyldt med appel fra det finere selskab. Han strakte sig kort for at stryge fingerspidserne over Noirs ene øre. Den fulgte ham nøje med de røde katteøjne for en stund hvorefter den lagde sig til rette over dæmonen med et veltilfredst rullen med struben. Ahngel nikkede ganske kort og lod blikket føres over Ma’lakel og fastsætte sig hans ansigt. Som han blot kiggede på dæmonen fandt hans frie hånd op og lod fingerspidserne omfavne den glødende cigarets spids og kvæle dets liv med den hvide marmorhud. Det virkede ikke til at gøre yderligere ondt bortset fra hans øjne der kort gav en mere livlig glød fra sig.
”Vi er ikke langt fra dagstimerne.” Konkluderede han endelig med en stemme rettet til Ma’lakel. Da støttede han sig imod sengen og fik sig rejst efter at ha ladt sengen udgive en lettere klagende lyd fra fjedrene. Hvorfor ikke skifte sådan en gammel seng ud? Hans budskab var vel klart? Han havde tænkt sig at trække sig tilbage for denne aften. Han rømmede sig kort efter at ha smagt efterfølgeren til cigarettens smag imod ganen. Afskyeligt i virkeligheden. ”Palæet er praktisk talt tomt for min stab i løbet af dagstimerne, bortset fra Jean og sikkerhedsforanstaltningen, som har residens i den anden afdeling af bygningen, samt min myndling der ligeså bor her. Jeg tvivler dog på at du vil støde på hende.” Med dette mente han at den pokkers lille hundæmon var alt for utilregnelig når hun ikke var i ens øjenkrog. Han havde heller ikke haft en konkret snak med hende siden Terre. Det havde været afskåret. ”Du er velkommen til at bevæge dig rundt hvis det er hvad du ønsker og benytte dig af hvad palæet har til tilbyde, men begræns din nysgerrighed til det moralske.” Med det mente han selvfølgelig at Ma’lakel ikke skulle tage chancer med at se låste døre som udfordringer. Man kunne aldrig være for forsigtig, kunne man?

--

* Thank you
*
* Besvar, med citat
*
*
*
* Report post to moderator or admin
* Lock post for new reports

Re: Bonjour Ma Passion / Ma'lakel - Privat / XXX - Mature content

Indlæg by Malakel the Vanquished on Man mar 07, 2011 9:18 pm
+
----
-
Imens at de begge lå i stilhedens hyggelige vugge, med nikotin fyldte lunger og aske smag i munden, havde tanker start skyd til at begynde deres abstrakte dans henover nethinden. Som Ma’lakel afventede den store sorte Noir’s ankomst ved sin side, blev der hurtigt kørt mærkelige billeder igennem hans hoved. Det omhandlede blandt andet folk i Abbadon, deres ubetydelighed, de franske dæmoners formindskede værdi til samligning med alt andet, og som han lå i en bitter overbevisning om at have egen fri vilje, lod virkeligheden sig snart trykke imod hans tændinger og hæst hviske med en kønsløs stemme ind i hans øre, at han blot var en tral for en bedrevidende overmagt. Som tilbeder af kaos, var idéen om at tjene nogen absurd, kaos havde inden herre, den var spontan og uregerlig, men Ma’lakel var hyklerisk når han prøvede at give folk det indtryk af at han var sin egen herre.
De deprimerende tanker lå som tunge skyer over ham, og minder fløj igennem hans hoved. Han gennemgik hvordan han var endt som han var, og hvor han ville være endt skulle han ikke have taget imod tilbuddet for nogle hundrede år siden. Men selvom en virkeligheds flygt syntes at være mere end velkommen netop nu, blev han revet tilbage til virkeligheden af en pelset pande der slog kælent imod hans håndflade, og en hengiven spinden nåede vej frem til Ma’lakels nutid. De grønne øjne rettede sig ned imod katten uden at han vendte hovedet yderligere. Betragtede det varme pels kræ med et lettere neutralt blik så det ville være svært helt at få styr på Ma’lakels nuværende humør. Som det sorte dyr fortsat lod sin pande slå imod hans håndflade, gengældte Ma’lakel dens kælen ved at nusse katten lige under kæbe benet, oppe bag ved ørene, og ae den med to finger over panden.
Efter at katten havde tilraget sig nok opmærksomhed, lod Ma’lakel sine dybe gylden grønne øjne vandre over sengens dække, og over på den nu siddende vampyr, imens at han indtog endnu en sky fra cigerattens filter. Betragtede denne med en perfektionistisk årvågenhed. Et enkelt ord poppede op i hans hoved i den korte tid hvor han så på den hvide skønhed, indtil at Noir igen krævede hans blik da den havde udtænkt sig en ny spændende plan om at bruge Ma’lakel som sit eget lille bjerg og bestige ham, for så stolt at ligge sig en smule mærkeligt oven på halv-dæmonen. Han rynkede brynene over det sære påfund, og kom med en tilbagetrukken jammer som katten formåede at ramme nogle få ømme punkter over Ma’lakels bækken. Til trods for at dyret bragte en smule skade med sig lod Ma’lakel Noir ligge sig lettere mærkeværdigt over ham, som var han en uofficel kongeklippe den lige havde erobret! Et ganske svagt smil gled over Ma’lakels smalle brune læber som det store dyr havde fundet sig tilrette. Han tog endnu et sug fra smøgen og pustede ud, inden han valgte at ligge sin hånd ved dyrets nakke og begynde at nusse den ganske let.
Sammen kunne Noir og Ma’lakel vel sagtens ligne to ligesindede dyr der fandt glæde ved hinandens nusseri og kælen. Og samme illusion ville formentlig da også falde over dem begge da både kat og halv-dæmon vendte blikket opmærksomt hen på Ahngel, da denne sagde noget der var henvendt til katten. Skønt Ma’lakels opmærksomhed ikke var påkrævet, lod han alligevel sine øjne fastlåses ved det marmor skønne ansigt. Ufejlbarlig, perfekt, kunne være en god beskrivelse på Ahngels hud, skønt at hvis masken krakelerede: et ar. Et smukt, uharmonisk ar, forårsaget af ham selv. Tanken var ophidsende, da det gav Ma’lakel en følelse af ejerskab over den endnu unge vampyr herre. Ligesom det faktum at den udøde havde en sær afhængighed af Ma’lakels blod. Det kunne brydes, til så mange utallige misgerninger, til afpresning, til at få det man ville have af vampyren. Men selvom Ma’lakels korrupte sind allerede frydet sig manisk over den konstatering, så forblev Ma’lakels udstråling mærkelig afslappet, nærmest dyrisk, som afspejlede hans være måde sig i kattens daværende blide hengivenhed.
Som Ahngel strakte sig imod Noir for at lagde fingerspidserne stryge sig over spidsen af dennes øre, fandt et underbevidst lille håb om at det var Ma’lakel Ahngel ønskede nær kontakt med. Men håbet fadede som Noir blev vist omsorg, og ikke han selv.
Dog lagde den udødes blik sig over ham da Noir havde fået sin lille ’godbid’. Vampyren havde allerede da kvalt smøgens levende glød i enden med sine fingre, og Ma’lakel læste ud fra netop denne handling, den næste, og den næste: den udøde ville trække sig, åbenlyst.
Det var vel på en måde godt det samme, der var en grænse for hvor vågen Ma’lakel kunne holde sig med kun fire timers søvn.
Vampyrens ord understregede allerede Ma’lakels formodning om den udødes tilbagetrækken, og ikke så snart havde Ahngel konkluderet solens opstandelse indenfor de næste timer, da denne rejste sig fra sengen med henblik på at forlade værelset uden tvivl.
Ma’lakel rynkede brynene som Ahngel begyndte på en mere formel opsang, der blandt andet indvolverede at Ma’lakels nysgerrighed ikke måtte løbe af med ham. Som et resultat af denne korte formaning, lod Ma’lakel uinteresseret blikket glide ned på Noir igen. Han nussede kræet ganske stille, imens at han gav et lille ’heh’-smil fra sig, og så derefter op på den udøde igen, med en tændt legesyg gnist.
,, Moralsk?”.
Man kunne næsten høre en lille klukken i stemmen da han sagde ordet, som fandt han det morsomt.
Moralsk efter hvilken målestok? Ma’lakels egen? Han kunne på sin vis grine manisk over dette, men gjorde det dog ikke. Han forholdt sig derefter rolig, uden at give nogen accept til konsekvenserne andet end den givne stilhed: lige indtil…
Det årvågne, legesyge blik slog næsten gnister, idet Ma’lakel besluttede sig for noget. Han satte sig halvt op, støttede albuen imod sengens overflade, og rakte ud for at gribe fat i vampyrens håndled. Dette resulterede da i at Noir ikke længere ville modtage den regelmæssige nussen. Hvis det lykkedes Ma’lakel at gribe fat i Ahngels håndled, hvilket det formodentlig ville gøre, da vampyren ikke stod så langt væk igen. Så trak han den udøde hen imod sig, og med et hårdt ryk ville han prøve på at få væltet Ahngel ned på sengen igen, formodentlig sidene en smule skævt over imod Ma’lakel. De grønne øjne ville prøve på at fængsle den udøde i en næsten ubrydelig øjenkontakt, hvorefter de næste ord, skød ud af ham uden at han nåede at pakke dem godt ind i en indirekte betydning:
,, Kys mig..”, hviskede han.
Som kunne andre høre dem, og måtte for alt i verden ikke vide hvad Ma’lakel havde krævet af vampyren.
Da det kort tid efter gik op for Ma’lakel, hvad han egentlig havde bedt om, uden helt at tænke det igennem, kunne en ganske svag ændring i hans øjnes farvespil antydes: den grønne lavede et hurtigt ’hjerte slag’, som reagerede han underbevidst på tanken.

--

Vampyren gav et rul med øjnene som Ma’lakel opsatte hans ord som noget der var for sjov. Selvfølgelig havde det været en dum ide at ytre sig om moral omkring dæmonen. Han havde for pokker moral nok til at skyde den over hundrede års gamle hoveddør synder og sammen med sine blå flammer. Jeans stemme peb kort i Ahngels indre hoved, som havde den lille blonde vampyr taget form som Ahngels indre samvittighed, som egentlig kun bekymrede sig om palæet og dens antikke skatte. Moral skulle man måske ikke lade ligge i Ma’lakels stærke hænder? Vampyrens øjne gled instinktivt dertil og betragtede den hånd som nussede Noir. Kælent. Et kort øjeblik fandt Ahngel katten heldig. Noir spindede i takt højere, som vidste den at den havde fået en treat, som hans herre ikke lige havde adgang til. Ahngels blik vendtes til den med et opgivende udtryk. Igen virkede det som om der foregik noget internt mellem de to. Ham og katten. Var det en udfordring? Et legesygt glimt ku fanges i det store bæsts sammenklemte øjne som den fangede en chance til at nappe Ma’lakels hånd legende med tænderne uden at bide til. Nogen gange var den virkelig ikke til at kende ved siden af en killings uskyldige leg. Ahngels ansigt henvendte sig til Ma’lakel da denne rettede sig op med et lettere utydeligt udtryk i ansigtet. Ahngel hævede et øjenbryn og placerede den ene hånd knyttet imod sin side med et afventende udtryk, som regnede han med en kort hån. En spøg? En ilter, dog nærgående bemærkning? Han tiltede let hovedet og lod det hvile på skrå som Ma’lakel rakte ud efter ham. Han lagde ikke rigtigt noget i det før han mærkede taget i hans håndled. Hans krop vippede let forover. Meget vejede han ikke. Det var vel ingen overraskelse?
Sengen gav et klagende knirk fra sig som Ahngel dumpede halvt klodset ned at sidde. Hans førhenværende elegant førte hånd, som sad i siden, havde nu placeret sig krummet imod madrassen for at stoppe sit fald. Havde han ikke gjort det ville Ma’lakel mærke et slag i panden fra Ahngels eget forhoved. Den pludselige nærhed på Ma’lakels ansigt fik et gys til at løbe igennem mellemgulvet og kæberne til at trykke sig sammen for netop at undgå at sende en overrasket ånde ud imod dennes ansigt. Hans røde øjne blev fanget i en øjenkontakt som Ma’lakel nok havde planlagt. Noir gav et utilfreds peb fra sig og strakte sig for at gøre sig lidt til. Da den mislykkedes gav den kedsommeligt sig til at daske til Ma’lakels overkrop med poter hvor de lange kløer ikke var trukket ud… som et barns prikken til sin forælder når denne havde travlt med noget fuldkommen andet. Egoistiske kræ. Ahngels blik var blevet mørkere som Ma’lakel igen ganske ligegyldigt havde påtaget sig Ahngels fysiske ustabile grundlag og midlertidige svaghed som en gode. Typisk! Dog… da Ma’lakel ligeså stillede hviskede sit krav ud, blev vampyrens ansigt stumt og fattet igen. Han kiggede tavst på Ma’lakel for en stund. Var det det? Et kys? Et godnatkys? Ahngels blik gled over til en dulmende nuance og det underskønne marmorhvide ansigt mistede sit stramme betræk og blev til noget mere medgørligt og menneskeligt. Hans blik vendtes nedad. Han brød et sekund øjenkontakten for at skænke sig selv et forudsigende mørkt smil, som fortalte han sig selv at han burde ha set det komme. Hans blik vendte tilbage. En mørk rosenfarve havde de indtaget og pupillen var rund som en kats i mørke. Smilet var dødt hen, men i sidste ende havde Ma’lakel nok end ikke set det på grund af mørket. Øjnene var ligeså langsomt begyndt at lade sig dominere af en træthed. Øjenlågene var ikke strammede som de plejede og selve overfladen blank, som havde han været på næppet til gråd. Dog ikke. Hans ansigt bar intet præg på ulykkelighed eller smerte. Ingen af de egenskaber, som tårer kom fra. Måske var det blot et lille lys i de røde øjne der tændtes? En refleksion af noget der gerne ellers ville skjules bag en ilter iris med en blodig farve. Han rankede ryggen så hans stilling blev mere siddende.. atter elegant som en bevægelig statue, skabt af en romantikers flittige fingre. Det lange sorte ravnehår kunne også sagtens narre folk til at tro det var en stensort med den blanke overflade. Hånden på madrassen slap sin krummede position og trak sig tættere Ma’lakels brystkasse, så resten af ham fulgte efter og nærmede sig dæmonen.. gav ham et spillerum. Hvæs.. blod og smerte. Hvorfor var han så nem at tilgive? Hvorfor syntes arrene, som han havde sat som noget mindeværdigt i stedet for noget skændigt? De få ord han havde stoppet sig selv i før.. Havde de virkeligt været så tilfældige igen? Tilfældige eller.. hæmningsløse? Håndleddet, som Ma’lakel nok stadig holdt om, ville vippe rundt, så denne også fik fat om Ma’lakels håndled.. Dog blot mærkende og ikke holdende. Den frie hånd løftede sig efter vampyren havde stabiliseret sin krop og placerede sig under Ma’lakels højre kæbeben. Den kolde hånd ville først tage et vist tag, men ville da, som den anden hånd blot mærke og støtte. Ahngel vippede ansigtet kort og placerede læberne imod det højre kindben. Det var knapt nok et kys. De kolde læber ville kun akkurat blive antydede imod den solkyssede krydrede dæmonhed. Ma’lakels duft lod porerne åbnes og nervenderne stivnes. Ahngel lukkede halvt øjnene og ville meget vel lade Ma’lakel mærke strejfet af vipper imod det yderste hudlag. Da lagdes hans læber endelig konkret imod huden som han lod kysset vandre over kindbenet og op over højre øjenbryn og forhåbentlig, hvis Ma’lakel ikke var stædig og nægtede sig kærtegnet, lade kysset placeres på dennes højre lykkede øjenlåg. Ganske let. De røde øjne sendte en glød igennem mørket som han kort lod blikket befamle den brune hårkant. Han trak sig da, men kun akkurat så ansigterne igen var lige overfor hinanden. Hans øjne var ikke rettede imod de grønne, men imod læbernes næste placering. Endnu et halvhjertet kys imod den venstre kind. Det dvælede derved og blev langsomt til et konkret, dog ømt kys. En fransk gestus, som var ført til det mere kærtegnende. Ma’lakel genkendte den nok ikke… specielt ikke med Ahngels tilføjelser. Normalt ænsede han ingen virkelig berøring ved lette kindkys. Dette var.. For franskmændene.. ganske intimt for en gestus. Hans ansigt tippede atter lidt på skrå som han bevægede ansigtet igen. Den spidse næsetip ville let også strejfe dæmonens hud som han nåede dennes læber og endelig hægtede et fast kys på denne. Hånden på dennes kæbe blev ført til nakken, som støttede kysset tættere, dog var ingen tunge indblandet. Ingen tænder eller aggressiv elskov. Intimt uden at det blev et af de hede kys, som de havde delt i deres kønslige omgang. Dette var et godnatkys. Dette var et midlertidigt farvel kys. Dette var et konkret bevis på at Ma’lakel ingen skyld fik fra Ahngels side, trods vampyren forbandede det selv.
Kysset slap og vampyrens rubinrøde øjne rettedes imod Ma’lakels. Studerede farven for nogle kort sekunder inden endnu et mørkt smil gled over hans læber. Han var ikke videre god til at se glad ud eller blot smile uden at der kom noget satanisk over det. Det var dog dæmpet. Hans fingre ved Ma’lakels nakke tog et nænsomt tag i nakkehåret og lod sig kort gives til kende med et diskret lille ryk, blot så det kunne mærkes uden at gøre videre ondt.
”Vudér hvad du selv finder moralsk. Så må vi se om du har været heldig med dine bedømmelser når månen igen stiger.” Da rettede han sig op og lod hånden glide ned fra nakken og ned til at strejfe madrassen. Hans blik blev fanget af en tilfældig blodplet. Hans øjne kneb sig kort sammen derved. Da ville han, hvis dæmonen ikke havde andet at indvende, rejse sig op, efterladende endnu et knirk fra madrassens fjedre, som Noir reagerede ved med oprejste ører. Ahngels blik blev instinktivt drevet dertil. Hans øjne dvælede på den mageligt spindende kat der igen boltrede sig forelsket og opmærksomhedskrævende i en lagenrynke over dæmonens mave.. Nok rammende en enkelt muskel med jagtlegende kløer. Et prægtigt bytte.
”Bonnenuit.” hvislede Ahngel kort. Hans blik blev flyttet til Ma’lakel. Om det var ment til kun katten igen eller dem begge denne gang, gjorde han ikke yderligere indtryk ved, bortset fra den korte øjenkontakt. Han drejede kort om og med en elegant bevægelse fangede han ’tegningen’, som Ma’lakel havde snuppet fra hans værelse førhen. Hans blik gled ”advarende” over Ma’lakel inden han atter vendte om og gik imod døren, lukkede den bag sig og lod ingen fodtrin høres fra sine skridt.
Det var dog alene fordi at han ikke havde travlt med at forlade stedet. Han stod få sekunder med ryggen til den lukkede dør og så ud i den mørke gang med et tavst udtryk. Han skævede til gangens hjørnevæg, hvor et endebord med en hvid vase sorte roser, kombineret med tørrede liljer stod. Et liljehoved faldt til bordet. Vampyren gik atter imod sit gemak uden en lyd.

--

Noir’s krav på opmærksomhed blev midlertidig ignoreret af Ma’lakel der var optaget af Ahngels nærhed. Som denne faldt ned på sengen igen og blev tvunget til at vælte i retningen af Ma’lakel, fornemmede halv-dæmonen en sammentrækning ved kæbe partiet, som var denne pludselige handling noget som den udøde ikke havde forudset.
Det pludselig brud på den ellers dulmende og beroligende intimatmosfære, burde vel ikke komme bag på Ahngel, hvis altså denne ikke havde grund til at ønske afstand. Men det lettere anspændte i den udødes fejlfrie porcelæns træk, fik lov at forlade det underskønne ansigt, og i stedet bade dette i et sælsomt mørke der halvt om halvt kun tillod Ma’lakel at forestille sig sin partners ansigts form. Den svage antydelse af den anspændte sammentrækning, var et rent held at han havde opfanget, ellers ville han på ingen måde have set det. Og de rosen røde rubin øjne, var som to vejledende stjerner i blandt månens æggehvide farver. Sort og hvidt, alt og ingenting. Øjnene blev mødt med længsel, efter at de havde viget fra hans grønne blik i nogle sekunder, måske for at lave en mental stabilisering, eller også fik vampyren en tanke der krævede antydelsen af et smil. Mørket der lå over dem begge i nattens lunefulde favn, fik Ma’lakel til meget svagt at klemme de gylden grønne øjne sammen, i det han forsøgte at fokusere en smule ekstra i sin søgen på at opsnappe så mange detaljer hos den udøde så muligt. Som et maleri i mørket fornemmede han smilet, iagttog tavst det han kunne for sit begrænsede syn, som var Ahngel en statue dækket af skyggernes legesyge spil med fantasien og fik derved skabt en illusion om at Ahngel var levende og ikke død. Ubevægelig som billede, som et tids løst portræt der bare blev ældre og ældre, men aldrig lod sig forandre. Hans krav, var dog blot en ytring af et ønske, af en pludselig intuition der krævede handle kraft, og derved var endt på denne måde. Selv havde Ma’lakel inden formodning om hvorvidt hans ønske ville blive opfyldt eller om den udøde ville nægte ham, et kys som nattens afslutning, indtil den hvide brud atter satte sig over en stjerne klar himmel og kaldte på sine børn.
Som Ahngel satte sig op, kom et indre knivstik af fortrydelse listende op igennem Ma’lakels underbeviste væsen. Lod bladets skarpe side lægges imod adamsæblets begyndelse, og med truende ryk i hovedets hår rødder, fremmane en angst for at bladet ville snitte sig vej igennem huden, og langs ned af struben kun efterladende en mindre linje af bold med sig. Men følelsen lod sig så småt opløse da de hvide fingre stødte imod hans varme bryst. Et mindre spjæt fór igennem kroppen som den pludselige kulde gjorde sig selv til kende overfor Ma’lakel, der ellers hvilede i egne tanker, med sit blik fæstnet imod vampyrens spøgelses silhouette i et tæppe af mørke. Ahngel kom tættere. Ma’lakel spændte i kroppen. Et prøvende tag kom fra hånden der havde fat om den udødes håndled, fik Ma’lakel til at give den et mindre klem, imens han i takt med at vampyren lod hånden der før havde hvilet ved Ma’lakels bryst lægges ved Ma’lakels underkæbe, lod sig selv læne nærmere den udøde ligeså, i den tro at deres læber blot skulle støde sammen og ikke mere. Men han tog fejl. Som de nåede hinanden passerede Ahngel Ma’lakels læber og førte i stedet sit kolde kys hen imod Ma’lakels kind. Som det skete lod Ma’lakel blikket glide til siden i et øjebliks forvirring, men da læberne slap hudens overflade efter blot ganske svagt at være presset derimod, åndede halv-dæmonen ud, som vampyrens sorte vipper strøg henover hans hud og efterlod en kildende sitren. Et omtåleligt blik flød henover hans ansigts træk: lettelse, opgivelse, overgivelse, imens han lod sig føre af vampyrens intime gestus. Læbernes placering imod kindbenet resulterede hurtigt i at Ma’lakel lukkede øjnene i velbehag, og de lysebrune smalle læber faldt en smule fra hinanden imens at det ømme kys dansede over kindbenet til det sorte øjenbryn, og ned over det lukkede øjenlåg. Indtil læberne slap og vampyren trak sig ganske let væk, men ikke nok til at det kunne være forbi endnu. De grønne øjne åbnedes og så på vampyren med et ængsteligt blik, som ville han sige noget men kunne ikke få det ud.
Da vampyrens læber lagde sig imod den anden kind og gentog samme mønster som det forrige, lukkede Ma’lakel igen øjnene og modtog det beroligende kærtegn. Som en kat der blev forkælet virkede Ma’lakel opslugt af den tilbedende gestus der blev ham givet. Måske var den normal for Ahngel, men for Ma’lakel var det noget helt andet, den mængde hengivenhed han blev givet kunne fortrylle ham som en sirenes ballade. Han følte sig i det ganske korte øjeblik det varede speciel, unik, værdifuld, men på en anden måde end før hvor hans egocentrede jeg havde overbevist ham om samme, men at han faktisk havde betydning for et andet væsen end ham selv, og at denne havde en betydning for ham.
Det lette strejf fra vampyrens næse fik Ma’lakel til at åbne øjne halvt, og ligge sig over den hvide skønhed der kærtegnede ham, og endelig, som havde han ikke ventet på andet, blev de lyse læber placeret imod Ma’lakels lyse brune. Han lukkede øjnene igen, imens at han ganske let gengældte det, og pressede læberne imod Ahngels. Et kort sekund var det som om at en sær intern forståelse fandt sted. Kysset lod sig ikke udvikle, og Ma’lakel prøvede heller ikke at udvikle det, da det ville ødelægge det budskab der lå bag det. Det føltes, ikke som et kys han havde delt med nogen før, det føltes som en elskers kys. Et kys som man delte med nogen der ikke blot skulle bruge en nats søvn ved ens side, men en man var villig til at dele alle nætter med, alle morgener, alle aftener.
Hånden der havde fat om den udødes håndled, fik et mindre klem, som ville Ma’lakel underbevidst holde fast i Ahngel, uden helt at være klar over hvorfor.
Men kysset skulle brydes, til trods for den ro den lagde over Ma’lakel. Som læberne separerede sig åbnede Ma’lakel langsomt øjnene op igen: de lagde sig først over de læber han havde kysset, for dernæst at hvile ved vampyrens flammende blik, der til trods for at være af en hidsig farve ikke virkede ilter eller tilbage lukket. En stilhed faldt, imens at de så hinanden ind i øjnene. Som udvekslede de ord, uden at sige noget. De dæmoniske øjnes farve komposition havde ikke ændret sig særlig meget, den grønne og gyldne, lå op af hinanden i en perfekt ying og yang harmoni, og til trods for Ma’lakels ellers dyriske blik syntes noget at være ophævet ved hans måde at se på Ahngel. Som var en byrde blevet lettet.
Som begyndelsen på stilhedens brud, fik Ma’lakel igen øje på antydelsen af et smil over Ahngels læber, på grund af hvor tæt de var på hinanden kunne han skimte det igennem mørket. En stikkende fornemmelse fulgte i nakken, hvor Ahngel blidt rev, inden han lod sin stemme dominere det mørk, lagte værelse. Hans ord virkede antiklimatiske i forhold til hvad de lige havde delt, selvom, dets betydning for Ma’lakel måske ikke var den samme for Ahngel?
En let trækken på den ene mundvig, efterfulgt af et bittert blik, afslørede Ma’lakels mening om emnet: ligegyldigt. Moralsk vurdering? Hah! Hvis han havde været yngre havde han vendt sig om, og trykket dynen over hovedet i en teenage agtig protest.
Hånden ved Ma’lakels nakke gled væk fra ham, og han fulgte den som den blev trukket væk. Da Ahngel så gjorde antydelse til at rejste sig, ville han sikkert kunne mærke et ganske kort, tæt, greb om dennes håndled, inden Ma’lakel gav sig og lod Ahngels hånd glide fra hans egen. Den sagte knirken fra madrassen gjorde at den kælende Noir, gav dem sin årvågne opmærksomhed, eller gav Ahngel den, imens det royale kæledyr imellem tiden brugte Ma’lakel som konge klippe, imens den fortsat boksede ham hist og her. Ma’lakel så ned på katten, og rynkede på brynene for derefter at trække på smile båndet.
De grønne øjne gled op på Ahngel da denne talte sit moders sprog igen, henvendt til katten formodentligt, men man kunne komme i tvivl da denne vendte blikket hen på Ma’lakel, der lagde sig helt ned på ryggen igen, og betragtede vampyrens let oplyste ansigt. Da denne drejede om på hælende i en stilfuldt bevægelse, og snuppede tegningen ligeså, lod Ma’lakel sin endnu tændte cigaret føres op til sine læber imens at et uartigt drenget udtryk dominerede hans ansigts træk, i det øjeblik Ahngel gav ham et lettere advarende blik, som ville han sige: hold fingrende for dig selv. Det medførte dog bare en rebelsk legesyge i de grønne øjne inden den udøde trak sig, og gik imod døren. Ma’lakel betragtede den sorte silhouette hele vejen hen til døren, imens han lod sine lunger fyldtes med den bitre nikotin røg, og pustede ud efter døren var blevet lukket, og vampyren havde forladt rummet.
Inden skridt kunne høres, endnu. Ma’lakel lå stille og ventede, lod i ventetiden hans hånd føres ned til Noir, og nusse denne hengivent igen, inden han lukkede øjnende efter nogle minutters stilhed. Hans blik lå imod himmelsengens ryg endnu engang, stirrede imod den med et klart blik, som havde han ikke nogen tanker i det øjeblik, som var sindet blevet renset på mærkværdigvis: for første gang i lang tid, følte han sig… glad.
Ti minutter gik med at stirre op i sengens loft, nusse Noir, smile, og grine stille for sig selv, imens at cigaretten blev mindre og mindre. Og da den var næsten helt væk, kvalte han de resterende gløder med sin tommelfinger, og lagde det brugte filter på skænken ikke langt fra ham. Han satte sig en smule op, puffede let til Noir for at få denne til at rejse sig, så han kunne lægge sig ordentlig i sengen, for til sidst at holde dynen op for det store katte dyr, og invitere den ind og lægge hos ham under den hvide dyn dunes lune varme. Skulle katten acceptere og kravle ind og ligge sig der, ville Ma’lakel trække dynen op over hovedet, og ligge gemt under den med sin ene hånd gemt i det korte mørke brune hår, og den anden nussende katten indtil han faldt i søvn.

-- A

Katten kom med et utilfreds peb da Ma’lakel forstyrrede det ellers udmærkede liggested. Første forsøg ignorerede han ham fuldkommen. Den dæmon skulle i hvert fald ikke bestemme hvor Noir skulle sove. Først da den var tvunget lidt væk og Ma’lakel løftede op i dynen, løftede katten hovedet og så håbefuldt derimod: En hule?! Til mig? .. Lidt kærlighed var der dog tilbage inden den dappede over dynen og gnubbede panden mod Ma’lakels ansigt uden forvarsel og ville meget vel give et lille stød fra sig på grund af det store dyrs ligegyldige holdning til sin størrelse imod sin kælende natur. Selvfølgelig ville det være et hårdere og mindre petit gnub end normale katte gjorde. Noir tog ikke notits deraf.. Betydende at det ikke ragede ham. Ma’lakel skulle bare ha et kort tegn på hengivenhed tilbage. Man har vel pli? Da stak den udner dynen med en rungende spinden, der i sidste ende var så høj, som kom den fra struben af en mindre tiger. Den ville igen lægge sig tæt op ad Ma’lakels maveskin med poterne derimod. De kolde små trædepuder lod sig stikke imens han begyndte så småt at bokse, dog velvidende at Ma’lakels mave nok ikke var det smarteste sted at sætte klørene i. Ikke hvis han altså stadig ville have udsigt til forkælelse, som den store kat selvfølgelig havde. Efter kort tid ville man kunne høre en lyd der ikke just var en kats fortrukne. Dyret snorkede rent faktisk. En degraderet form for snorken der bevægede sig ud af den lille sorte snude, mens den fortsat spandt i søvn og gav små gib med klørene imod den solkyssede, muskuløse dæmonmave.

Hvad fanden har du gang i? Den blodplettede skjorte fandt over hovedet og flåede det sorte silkehår med sig, som Ahngel trak den over hovedet. Han gad ikke på nuværende tidspunkt at være flink og stilren og knappe den op. Det var et overskud han ikke just havde lige nu. Livet var for kort til skjorteknapper. Ligegyldigt blev den smidt på gulvet imens de bare arme sørgede for at vinduet ud til natten og balkonen åbnede sig en smule på klem, fastgjort sin position med en lille krop allernederst på døråbningen. Brisen listede sig roligt over ham og lettede på det lange hår en enkelt gang. De røde øjne så stille igennem den smalle åbning ud til den kolde nat. Blikket undgik med vilje glasvinduerne, som bød på det samme, bortset fra denne enkelte lille frihed der gjorde at man rent faktisk kunne føle natten.. lugte den og række ud efter den i stedet for at være beskyttet bag et glas. Det var efterhånden mange vintre og somre siden han havde ladt døren stå åben. Den udødes øjne faldt på horisonten, udgjort af sorte fyrretræers toppe. Bag dem blev himlen langsomt lyseblå og senere hen gylden. En instinktiv træthed blev drevet over ham som daggryet påbegyndtes. Vampyren tog fat i de lange røde mørklægningsgardiner og lagde dem over vinduerne med en klagende lyd fra gardinstangen. Rummet blev lagt hen i et fuldkommen mørke og vampyren vendte ryggen til vinduet og så imod den redte seng. En aften hvor han rent faktisk ingen pligt følte for at arbejde til sidste vågne øjeblik? Han havde ikke ladet sig ligge i sengen adskillige nætter efterhånden. For rastløs til at ligge og vente på søvnen? Et knirk kom også fra denne himmelseng, som vampyren satte sig derpå og knejste nakken for at se imod det mørke træloft. De røde øjne glødede kort op som hans ene hånd fandt den venstre brystkasse og trykkede på et vant punkt. Blikket sænkede sig, men nakken stod endnu rank, så kæben adskilte sig halsen yderligere. Ma’lakel, som havde smilet i det andet lokale var vel heldig ikke at se vampyrens daværende ansigtsudtryk. Det var ikke just samme glæde, som man fandt, men nærmere noget problematisk. Noget svagt håbende og stærkt tvivlende. Ikke på Ma’lakel, men på sig selv. Hænderne imod sengetæppet, tog et greb deri og som han rejste sig op igen, trak han det af og smed det på gulvet med den gyldne farve nederst og vrangen yderst. Vrangen delte et mønster ligeså, der mindede om det foretrukkede øverste. Dog havde det anderledes farver. Det var mere tonet og mindre glamurøst. Mindre royalt at se på. Samme effekt som når man vendte vrangen ud af en bluse. Man kunne se trådende der holdt det sammen og syningerne, samt få knuder hist og her på det upompøse stof. Vampyrens røde øjne søgte tomt ud i luften, som denne knappede sine bukser op og lod dem falde om benene, og trædende ud derfra, afslørende hele hans marmorhvide krop, de fysiske ar og hans egentlige tynde fysik. Han trak dynen til siden og steg ned i sengen med en alt for automatisk bevægelse, som var han blevet bedt om det. Dynen lagde han om sig, kun med hans opretholdte overkrop afsløret og det syd for mellemgulvet dækket. Han trak knæene op foran sig og hvilede albuerne derpå, foldende hænderne til en støtte til sin hage som han så ud i rummet. Han gjorde sig observationer.. forvandlede dem til meget udetaljerede beskrivelser, som de noter han havde set på Ma’lakels natbord. Tom kamin, beskidt skjorte, dødt. Der var igen liv på palæet. Men det liv var ikke hendes. Det væsen der lå i hendes seng og skød nikotin ud i hendes værelse, var ikke hende. Hvorfor virkede det så alligevel så naturligt? Tanken om rent faktisk at slippe Lucy var skræmmende i sin egen forstand. Det havde altid været der og nu var det på vej væk, skabende en lille reminder af det gabende hul af savn der havde været og nu slumrede, som en vulkan. Dog stak det ikke. Dog var det ikke tomt. Hvorfor? Fordi Ma’lakel lå i sengen. Ma’lakel indåndede den luft. Vampyren lange fingre fandt vej over ansigtet og op igennem hårgrænsen, som han bøjede nakken og hvilede panden imod de opløftede knæ, regelmæssigt sendende fingrene igennem håret, som var det en nødvendighed, som ville der ske noget slemt hvis han ikke gjorde. Burde han ikke stadig føle en skyld over det? Burde han ikke stadig have en længsel imod hende og ikke imod.. ham? Burde han ikke ønske at ha kysset hende som han kyssede Ma’lakel? Hvad der før havde været så vigtigt og problematisk, samt pinende, virkede pludselig forduftet, som den skyg af nikotin han havde sendt ud i selv samme værelse, få minutter før. Alene dette var en syndig tanke. Umoralsk? Moral havde han altid kun brugt i store træk i den sammenhæng.
Ahngel løftede atter hovedet og så ud i værelset. Afklaret spottede han den indre del af sengetæppet, der lå på jorden. Han samlede læberne som en forståelse skimmede igennem. Hans ide fik en isning til at løse igennem hans rygsøjle. Skulle han? .. Ganske stille og uden risiko for at blive hørt af hverken vampyr eller dæmon hviskede han: ”Lucy” .. Intet stik. Ingen tung følelse. Anderledes. Øjnene blev tomme da, som han udtalte dæmonens navn på samme lave toneleje. En klump sænkedes dernæst og vampyren lagde sig endelig tilbage i sengen med blikket opad. Stirrende tomt for en stund inden han enten selv lukkede øjnene i eller lod solen tvinge dem i. Musklerne lod sig slippe og vampyrens ansigt blev lagt på siden, som søvnen omfavnede ham som en lammende bølge. Verden lukkedes ude og det sidste der mærkedes var den stadig varende sitrende følelse i de lange fingerspidser og de lyse læber.

--

En rede var blevet skabt. En fæstning af perfekte rektangler i form af viden skrevet på en gammel overflade af noget der sikkert engang havde været hvid. Det var hvor Ma’lakel befandt sig da solen havde lagt sine sidste stråler over himmelen, dog var han ikke klar over tidens gang. Han var svøbt i en bog der delte hans moders sprog, omgivet af dem, som havde han genopbygget den gamle hytte oppe i de forglemte ulve bakker. Dog kunne de aldrig måle sig med virkelighedens billede, med mindets sødme. Han lå begravet i bøger der fortalte om ting som han enten havde overværet selv, eller om historie, fakta, myter, legender eller hvad der måtte være af nordisk viden som kunne klemmes ud, fra imellem de, sorte, blæk ord der for længst var størknet ned i det gullige papir. Han sad på en stol, ved siden af et bord hvor at der var stablet bøger, på samme sprog, op som to tårne der vogtede over Ma’lakel. På gulvet omkring ham var der ligeså nogle stabler, og andre steder også. Han havde før set Noir dræbe nogle en af de andre bøger, så hvis den store kat skulle have den ide at gøre det med de andre, havde Ma’lakel reageret som han ville have gjort når hans egne katte gjorde noget han ikke brød sig om: knurret. Ganske svagt, men stadig advarende, og hvis ikke Noir havde lystret havde Ma’lakel meget simpelt gået hen og løftet katten op, sat den uden for døren i lidt tid, for derefter at åbne den igen, og spørge om den ville gøre det igen. Noir ville ingenlunde kunne svare igen, men Ma’lakel opførte sig som kunne den faktisk forstå ham, hvilket hans egne katte tit kunne ved at tyde kropssproget, og den stemning der lå over Ma’lakel. Dette ville gentage sig et par gange hvis ikke Noir lærte det første gang, og skulle den stædigt blive ved ville han ganske enkelt sætte den uden for døren, og lade den blive der indtil at han selv syntes den havde fortjent mere opmærksomhed.
Hans ben var placeret på en anden stol som var overfor ham. De lå på stolens sæde, lagt skråt over hinanden, imens at Ma’lakel sad godt lænd tilbage og gjorde sig det behageligt. Skulle Noir ikke have været uartig og fortjent en mindre bortvisning, ville Ma’lakel læse op for katten, på hans moders sprog naturligvis. Uanset om katten fandt det interessant eller ej, virkede det til at have en effekt på Ma’lakel der fandt det nostalgisk at tale det sprog igen. Han måtte stoppe nogle gange for at huske de ordentlige udtagelser, eller tyde nogle længere ord, men han kom smerte frit igennem side efter side. På maven af ham ville der ligge en mindre tallerken, med kød strimler af en art, som Ma’lakel skiftevis selv åd, og fodrede til Noir i ny og næ. Alt i alt en meget hyggelig tilværelse. Selve biblioteket var nu engang et beroligende sted, nok mest på grund af de bøger som han faktisk kunne læse. Han havde den ene albue oppe på bordets kant, imens han holdt bogen med en hånd, og holdt mesterligt siderne adskilt ved at sætte pegefinger på den ene, og lange finger på den anden. Nulrede et stykke kød igennem fingrende med den anden hånd, som dovent hvilede på maven, inden han førte det op til munden og bed noget af strimlen, talte med mad i munden idet han fortsat læste op.
Denne bogs indhold var om Nordens gamle mytologi, og den eneste religion som Ma’alekl ville vedkende sig, skulle han nogensinde komme ud for at være tvunget til at vælge en. Asertroen, var den der lå ham nærmest, det var den der føltes som en livslang krigs kammerat, der til trods for års pinsler og tortur, havde vist sig som en støtte til forskel fra kristendommens snævre synede fordomme, og sort og hvide skillinger af godt og ondt. Han kunne fortælle historierne uden helt at læse ordnende: Hvordan Odin mistede sit øje, hvordan Loke slog Balder ihjel, og Thors kamp imod midgårds ormen! Et barnligt sind havde fået lov at udfolde sig igennem bøgernes forunderlige verden, genopfriske detaljer i dem som han havde glemt. Han holdt dem kære, skønt de i sidste ende måske var opspind som biblen, men om ikke andet lod han dem få betydning. Da de for ham, var noget mere kært end blot et minde.
Sådan sad han, i skygge af de tildækkede vinduer der var trukket fra og ikke afslørede nattens begyndelse, havde han opdaget det ville han meget vel være gået i en form for defensiv tilstand, og paranoidt listet sig tilbage til det værelse der var blevet ham tildelt: kujonsk, som bare fanden, men han stolede ikke på palæet om natten. Halskæden fra Ahngel hang synligt omkring halsen på ham, og dinglede lystigt fra side til side, imens han foran Noir, lavede dramatiske fakter, lod tonelejet vokse sig en smule højere som han lagde tryk på nogle ord, beskrev historien til dets højde punkt, som var han ikke oplæser men skuespiller, der fremførte et stykke om Thors kamp med midgårdens ormen! Beskrev dens udseende, med en præcision som bogen ikke nævnte, imens han havde blikket fast rettet imod katten.
Han sad med ryggen til døren, og lavede disse fakter, i en tryg illusion om at være sikker på grund af den lukkede dør, og overbevisningen om at solen stadig skinnede udenfor!

--

Spinde, spinde, kød! .. Spinde spinde… Vente på kød.. kød…kød..KØD! Noir lagde ud med at slikke dovent på kødstrimlen som de blev givet til ham. Den høje spinden var som altid ufattelig fyldig og magelig. Den samlede d kødet op mellem tænderne og begyndte at bide det så småt i stykker. Den smaskede minsandten også. Som den endelig fik kødet til livs, åbnede den hvidt øjnene og kiggede på Ma’lakel, som sad og læste højt. Alt i alt lyttede den ikke, men ventede på mere kød og betragtede blot dennes dramatiske bevægelser, som et barn der fik oplæst godnathistorie, men ikke nød historien, men samværet. Mageligt lukkede den øjnene til mens den skuttede sig. Den havde én og kun én gang flået en bog i stykker og sat udenfor. Nu lå den ganske artigt ovenpå en af de lukkede bøger på bordet ved Ma’lakels side og skuttede sig ved at vrikke med bagen engang imellem og veje halen muntert i vejret. Bogen var praktisk talt væk under det store dyr. Ørerne var rettet imod Ma’lakel og tilpassede sig derved når han bevægede sig på stolen. Den nød det vel også selvom den intet forstod af hvad Ma’lakel sagde. Man kunne sætte i spørgsmålstegn ved om den forstod hvad man yderligere sagde til den eller om den bare reagerede på kropssprog, som rigtigt nok ville være det mest logiske. Så igen.. Katten var sgu efterhånden langt fra logisk. Den havde for længe siden overskrevet en gennemsnitlig kats levetid. Måske var det på grund af dens anderledes livsstil, eller andet?
Pege og langefinger pressede sig om den tynde næseryg og vippede ganske kort de kolde brillestel op i panden. Selvfølgelig kunne Jean ikke ha undgået at støde ind i dæmonen på et eller andet tidspunkt. En stak bøger var placeret under den blonde vampyrs arm og støttedes imod dennes side, imens den anden hånd nu satte brillen på plads igen, rettede den ved kort at kile den på plads. Hans frie hånd søgte da ned i lommen og fiskede det gyldne lommeur op og holdt det foran sig. Det var tidligt. Personligt havde han været i gang da solen endnu ikke var gået helt ned. Nu var Point Du Lac jo heller ikke det mest oplyste sted i verdenen, så han ville nok ikke døje med andet end søvn i øjet ved at gå på gangene. Dog ricikerede vampyrerne ved aktivitet i dagstimerne en række symptomer, men Jean var efterhånden så gammel at de ikke var det store problem. Styrken var proportionel med alderen og med det havde Jean vundet en større modstandskraft for vampyriske svagheder, samt konstant afhængighed med blod.. Han drak ganske sjældent, faktisk. Endelig rettede de azurblå øjne sig døren til biblioteket, hvor dæmonens duft var meget dominerende. Hvad tænkte Mon Sauvage overhovedet på? At lukke en dæmon af ilden ind i huset? Jean vrængede kort da han indså at det jo egentlig var ham selv der havde ladt ham gå ind, men han havde jo også været distraheret. Det var første og sidste gang han rodede i den dæmons tanker. Det lovede han sig selv. Lucifer havde måske haft… kendskab nok til at lade ham blive, men det var ricikapelt. Den ødelagte dør dukkede langsomt op på vampyrens nethinde. Han sukkede og tog i dørhåndtaget. Det gav et stille knirk fra sig og vampyren bevægede sig lydløst ind i biblioteket og lukkede døren med den frie hånd. Hans øjne ledte sig ned igennem rummet og fandt dæmonen omgivet i bøger. Denne læste? Jean rettede sig op og kiggede lettere vantro på Ma’lakel. Han genkendte bøgerne med det samme. Intet under. Han havde nok læst hver eneste af dem mindst 2 gange. Nordisk mytologi og ud fra mindet og muligvis den stadig fortsættende tale, var denne svensker? Personligt var det ikke et sprog han nogensinde havde fundet interessant, selvom han havde lært sig at læse og forstå det, dog ikke tale det selv. Han fandt det hyklerisk, da han selv var ærkefransk og havde en nag kørende imod vikinger og hele det hejs. Som kaldet gled det samme billede hen over hans hukommelse, som det havde kort ved første møde med denne. Det kriblede i næseryggen og bihulerne, som det mentale illustrerede bevis på at den vampyrregent han selv havde set efter da denne var barn, havde haft en vis form for omgang med dæmonen. Jean havde heldigvis ikke opfanget alt, men nok til at konkludere et enkelt ord med sikkerhed: Affære. I store træk.. forstod han ingenting. Han kunne ikke tillade sig at læse Lucifers tanker og han havde ikke lyst til at rode i dennes og miste al værdighed ved et rødmende ansigt. Han bevægede sig.. Forbi hylder og borde inden han kom tættere på dem. Hans øjne faldt på Noir som sendte et muntert miav imod ham. Jean vrængede. Møgkat. Morder af litteratur! Terrorist! Viking! Katten lagde ikke mærke til det. Den elskede Jean, men Jean afskyede hvert skridt den tog og hvert hår den fældede på de antikke fløjlstæpper i gangene. Da vendtes hans blik på Ma’lakel og bogen han læste, samt kødet han spiste… NÆR BØGERNE!? Hvad hvis der kom kødsaft på?... Jean rømmede sig kort og betragtede stakkene overalt. Han var igen iført et jakkesæt.. Denne gang i en lys grå farve og med en hvid skjorte og sort slips. Casual formal.
”Jeg går ud fra at Mon Sauvage har..” Han stoppede og fik pludselig et meget mistænksomt udtryk i ansigtet. Halskæden Ma’lakel bar. Hans blå øjne lyste og afslørede en meget lys grålig pupil. Hans teori ramlede om fødderne på ham. Han havde foræret Ma’lakel Les veines treizième? Sådan uden videre? Trods Jean stirrede begyndte han langsomt at fortsætte sin sætning: ”..godkendt Deres ophold..” En ny form for respekt boblede op, som var det kogende. Det blå, overraskede udtryk bevægede sig til Ma’lakels ansigt igen og han stabiliserede lettere usikkert på sit udtryk. Han havde en høj tendens til humanitet til trods for sin alder og havde ikke samme vampyriske egenskaber, som de fleste havde på stedet. Jean var den ældste af dem og dog var han den mindst vampyriske, dog stolt af sin post og sin race.

--

Ma’lakel lagde ikke synderligt mærke til den fornemme vampyrs tilstedeværelse. Denne fik på sin vis lov at gå rundt og sætte de ting som han skulle på plads uden Ma’lakel så ud til at stoppe sin talestrøm. Han var vel alt for begravet i historien, som Noir syntes at lytte med på, skønt denne sikkert ikke forstod et pip af hvad der skete, udover Ma’lakels reaktioner der krævede dens opmærksomhed gang på gang. Hans måde at fortælle på kunne fængsle et lille barn, havde han da nogensinde fortalt noget som helst i nærheden af en historie til et barn, eller ført en samtale med et, uden at den næste handling var – knæk!
Opslugt af selv sammen tanke spind, lod Ma’lakel sin udtale komme flydende, og fejlfri, som havde han aldrig nogensinde snakket andet end sit moderssprog, det fyldte ham med en nostalgisk glæde. Han var på toppen af et isbjerg, bestigende alverdens forhindringer, trak og rev i en pagaj for at kæmpe i store bølger, farende i sit skib på vej ud for at erobre endnu et land! Skønt han ikke var vaske ægte viking: da det var før hans fødsel, så elskede han idéen om dem, kaosset, togterne, alle de ting man kunne rive ud fra imellem linjerne når man læste om nordens barbarer! På grund af sin svage besættelse og indlevelse i historien lagde han ikke mærke til at Noir skiftede fokus pludselig, og først da en diskret rømmen kunne høres ikke langt fra ham, stoppede Ma’lakel i en form for ’freeze’ position. Hans ene hånd rakte en smule ud fra ansigtet som han havde været i gang med at beskrive noget da den milde rømmen kom, og de grønne øjnes pupiller klemte sig svagt sammen og lavede kort et hjerteslag. Han indåndede lugten: udød! Men det var ikke Ahngel. Han sank en klump og lod sin hånd falde, og bogen lukkes imens at han så op på vampyren der havde stoppet det lille opgør ude i forhallen. De gylden grønne øjne lå over denne som vampyren begyndte at tale, og Ma’lakels blik kunne minde om et barn der var blevet taget i at gøre noget forkert af en forælder. Dennes formelle udtale, vendingerne, og tiltalen af Ma’lakel i det hele taget vendte dog situationen en smule, og det barnlige i Ma’lakels øjne forsvandt og blev erstattet med en legesyge, der var på nieavu med Noirs, når denne endelig følte sig i et legesygt humør. Et kattedyrs blik og observation af noget, den fandt interessant.
Reaktionen som der kom da vampyren så det hals smykke der lå imod Ma’lakels bryst, opfangede Ma’lakel naturligvis også, observerede den udødes reaktion på det med stigende nysgerrighed, og selvom den udøde ikke lod det komme tydeligt til kende, så virkede det som om at Ma’lakel hurtigt opfangede at smykket gav han en anden betydning end hvis han ikke havde båret det. Ahngel havde også sagt at han skulle bære det når han bevægede sig rundt på palæet, og det kom til sin ret nu, hvor det syntes at have en virkning. Det var vel på sin vis et symbol på fredning?
En lille gnist skød igennem de gyldne øjne efter den fremmede vampyrs sidste ord. Han lod bogen ligge på skødet af sig, og førte upåvirket en strimmel kød op imod læberne og rev en luns af imens at han med uhyggelig præcision lod øjnene glide op og ned af Jean, som afklædte Ma’lakel ham bid for bid. En blufærdig vampyr ville vel føle ubehag ved det alt for interesserede blik denne blev givet, men denne var vel ikke forlegen? Eller var han?
Han tyggede og slugte inden han svarede den ældre vampyr, gav Noir en luns kød ligeså.
,, Hvis han ikke havde, ville jeg nok ikke befinde mig her, ville jeg?”, spørgsmålet var retorisk, og var vel kun til for at prikke lidt, provokere lidt, stikke lidt til den blonde herre.
Han klemte øjnene en smule sammen, imens han så ud til at tænke et kort øjeblik.
,, Jean.. var det?”, navnet blev udtalt på engelsk og ikke fransk.
Han greb fat i tallerkenen og lod fødderne dumpe ned på jorden hvor de hørte til. Rettede sig op så han faktisk sad på stolen og ikke halvt lå ned. Uden at være synderligt påvirket af Jean’s tilstedeværelse, lod han resterne af tallerkenens kød strimler sættes ved siden af Noir, for derefter at se tilbage på den blonde vampyr med et afventende, og dog stadig meget nærgående dyrisk blik.

--

Det løb Jean koldt ned af ryggen. Dæmoner og deres blikke. Han vendte afvigende blikket ud til siden, så han blev fri for at overvære det meget nærgående blik, som Ma’lakel sendte af sted. Jean var jo ikke klar over at det var typisk ham. Hans ansigt blev langsomt opgivende, som han fandt sig selv en kujon. Han vendte blikket tilbage inden Ma’lakel blev færdig med sin befamling med øjnene. Kort rettede han på slipset med den frie hånd. Han skævede til katten der allerede havde kastet sig over det resterende kød, som Ma’lakel skænkede den. Han kneb øjnene sammen. Ifølge hans mening forkælede man den kat lige rigeligt. Alene dens størrelse gjorde rede for de måltider den måtte indtage. Jean fandt det afskyeligt. Nu var han jo også så fredselskende som en vampyr kunne være. Han ville helst bare være fri for al den død og drab. Da talte dæmonen og Jeans ansigt strammede sig yderligere og hans ører gav et kort vrik. Hans lysblonde hår var smurt tilbage med en meget nøjagtig kam, som endnu havde bevarende tegn i det glatte hår. Det var lidt længere end Ma’lakels og lod sig først stoppe i en tynd tot ved nakken. Ingen uregelmæssige totte var at finde derpå. Man skulle næsten tro at han gjorde et stort nummer ud af det, men nej. Det var bare så pokkers medgørligt. Hans ansigtsudtryk tog en pålagt venlighed på. Typisk. Det burde han ha forudset. ”Sandt nok” Udtalte han oprigtigt og bevægede sig hen til bordet, hvor han placerede stakken med bøger. Noir gav sig til at bokse kælent i bogen og bordet under sig. Jean sendte den et advarende blik. Da blev han tilspurgt og han bevægede blikket imod dæmonen med et afklaret udtryk. Han rettede sig op rankt og nikkede ved sin præsentation. ”Korrekt. Jean Del’encore.” Hans udtale var, i modsætning til Ma’lakels, ærkefransk, dog tydelig for at vise hensyn åbenbart. Hans accent var ikke som Ahngels. Hans var mere rullende og udnyttede hver tone så meget som muligt inden det blev for meget, hvorimod Ahngel holdt en meget flad tone, der kunne minde om den canadiske dialekt en smule. Dog holdt han på de faste franske vendinger og ikke de canadiske. Man havde vel lidt stolthed i livet? Enten det eller også prøvede han bare at provokere den canadiske senator ved sine møder. Jean ville til hver en tid give sin herre ret i at det nok var en af de eneste senatorer der ikke rigtig var andet værd end hans embede.
Jean tog to af bøgerne ud fra stakken og lod kort deres rygge hvile imod bordet, dog støttet af hans hænder. Hans hud var en tone mørkere end Ahngels og længere henne i det kødfarvede end det hvide. Han var dog stadig bleg som en vampyr. Ingen tvivl om det. Han afgav et høfligt smil og løftede de to bøger til sig og gik imod den nærmeste reol. Han måtte lave om på sin position en enkelt gang for at finde den rigtige hylde. Guderne vide hvordan Jean bar sig ad med at finde rundt. Ulig de hylder Ma’lakel måtte ha fundet for at lede efter sit nordiske, var alle de franske tekster kun lokaliseret med et lille symbol med hyldernes toppe. Jean placerede de to bøger på anden nederste hylde. Han rettede sig op igen og jog en hånd igennem håret. Forebyggende imod totter. Han vendte sig og betragtede Ma’lakel.
”Deres navn var Ma’lakel kan jeg forstå på Mon Sauvage.” Sagde han så og lagde hovedet lidt på skrå. Hans udtale af navnet var ikke helt korrekt, men han havde fanget essensen og tillagde det en fransk accent rent underbevidst. Under mødet var Ma’lakel blevet taget op som et løst emne ved slutningen. Alt der var blevet givet som viden var at Ma’lakel hed hvad han hed og at han ikke var en trussel. Jjean bevægede sig tilbage til bordet og lagde hænderne om to bøger mere. Han dvælede kort ved synet af den ædende (Og svinende) Noir, hvis poter var blevet let rødlige af at lege yderligere med maden end hvad Jean fandt rimeligt. Ergo overhovedet ikke. Pelsdyret svinede nok i forvejen. Den havde allerede gjort kål på bind tre i leksikonet. Hvad gjorde man nu hvis man pludselige manglede oplysninger om ting der startede med ’G’?! Et held at Jean var god til at hamstre når det kom til at rage litteratur til sig. Var det i bind, var det altid to eksemplarer. Men hvad med næste gang?! Øjnene blev atter advarende imod katten, som bare slikkede sig mageligt, som ville den med vilje provokere vampyren. Uden at se på Ma’lakel da, kneb han kort øjnene sammen, dog holdt den venlige overflade på ansigtet. ”Så? Hvad er Deres egentlige kontakt til min herre?” Han havde lykkedes at holde bitterheden ud af stemmen. Et eller andet sted… plagede det ham at denne var tæt nok på Ahngel til at få… Jeans blik strejfede halskæden.

--

Der gled et mageligt udtryk henover Ma’lakels ansigts træk da vampyren så ud til at blive påvirket af det interesserede blik som Ma’lakel gav denne. Sultent, næsten hungrede, med så stærk en effekt at det ligefrem ville kunne skabe en illusion af længsel hos dem der ønskede den følelse i Ma’lakel, men det gjorde den ikke nødvendigvis sandfærdig, eller korrekt. Jean’s ord blev kørt igennem Ma’lakels registre nogle gange for at sikre sig at han ikke havde hørt stemme før, andet end ved gårsdagens mindre opgør i forhallen.
De grønne øjne fulgte ligeså vampyrens lette gang hen med bøgerne for at stille dem på bordets overflade, ikke langt fra Noir der tilfreds gnaskede kødet i sig. Ma’lakel så hen på det sorte kattedyr, og man kunne et øjeblik fornemme en form for personlig forståelse for kattens nydelse ved at få æde, som var det Ma’lakel selv der spiste og ikke Noir. Men de gyldne dæmon øjne lå ikke over den store kat længe, og al hans opmærksomhed blev hældet over på Jean der efter Ma’lakels egen vurdering ikke så helt slem ud. Han fortrak dog stadig Ahngels marmor hvide hud, fejlfrie ansigts træk, og glødende røde øjne, frem for det tilbage redte blonde hår og de kolde briller der hvillede over næseryggen. Den stilfærdige tøj beklædning, var heller ikke noget som Ma’lakel synderligt brød sig om, men Jean vækkede interessere, krævede opmærksomhed, måske netop fordi Ma’lakel havde en teori om at denne ikke ønskede det, og langt hellere ville begrave sig i sit biblotikar arbejde. Men selvfølge ville Ma’lakel ikke give denne lov til det!
Han rynkede brynene som Jean udtalte sit navn i det langsomme dog fine fransk. En klar forskel fra Ahngels udtale og til Jeans blev gjort tydelig, men han synes nu stadig at den langsomme mindre prangende udtale var bedre. Måske fordi at den trods alt ikke gik så hurtigt at det eneste man fik ud af den var vullapyk. Usammenhængende ordsammensætninger der i sidste ende blev udtalt så hurtigt at man knap kunne nå at gætte sig frem til betydningen på det ene, før det andet kom!
Med stor nysgerrighed lagde han øjnene på Jeans hænder da denne greb fat om de to første bøger. Hud farven. Den var mørkere på sin egen måde, skønt den stadig var lysere end det normale menneskers, et bevis på at selvom Jean mindede Ma’lakel mere om et menneske end en blodsuger, blev denne stadig holdt kunstigt i live, af… hvad end der måtte holde dem i live!
Han vendte hovedet kort for at følge med i Jeans færd hen for at stille de resterende bøger på plads, og da denne spurgte indtil Ma’lakels navn, spærrede de gylden grønne øjne sig en smule op: han havde ikke fortalt den udøde sit navn på noget tidspunkt, havde han? I nogle sekunder så han en smule forbløffet ud, hvorefter det barnlige og legesyge lagde sig over blikket igen, og han betragtede Jean med en rolighed der virkede uhyggelig i forhold til at Jean lige havde sagt hans navn, da der kom en forklaring på det derefter. Ahngel havde sagt det. Uundgåeligt som det nok var, havde hans stab for ikke at nævne hans senatorer sikkert undret sig over hvorfor denne ville lukke fjenden ind i palæet, uden at flå struben ud på dæmonen med det samme. Han gav dog inden yderlige tegn på at det gav et stik af paranoia i ham, udover det letter overraskede blik, eller den dulmende lettelse som det fremkaldte at han nævnte Ahngel i sammenhæng med navnet.
Han måtte da også vågne snart, eller hvad?
Dog lagde de gylden grønne øjne sig atter over den blonde vampyr som denne gav Noir et lettere advarende blik, Ma’lakel kort opsnappede: han kunne ikke lide katten? Det undrede ham at denne ikke kunne lide så prægtigt et væsen som den sorte hankat der sat og guffede i sig imens den blev mere og mere blodig ved poterne. En dark klukken kunne svagt høres fra Ma’lakel da han fandt Noirs reaktion på blikket komisk, katten så ud til ikke at give a damn, omkring hvad Jean mente om den, og det i sig selv fandt Ma’lakel morsomt. Han satte sig med siden imod stolens ryglæn, med halv sprede ben, og den ene arm svunget over stolens ryglæn imens han rakte en hånd hen for at kæle for Noir i det denne fortsatte med at være… en kat? Og lige som hans fingerspidser nåede Noir’s sorte pels, kom det uundgåelige spørgsmål: hvad var Ma’lakels kontakt til Ahngel? Han nussede Noir, og skjulte mesterligt sin nervøsitet ved endnu engang at klukke let, for at fremvise en ligegyldighed, eller måske bare hengivenhed for det bæst som Jean foragtede.
,, Det går jeg ud fra Deres Mon Sauvage, allerede har fortalt Dem. Hvis ikke… ”, de dyriske grønne øjne lagde sig over Jean, med et rovdyrs uhyrlige dræberinstinkt, som havde Ma’lakel et øjeblik i sinde om at angribe Jean frem for at fortsætte sin sætning.
,, … burde De måske trænge ind i mit hoved og prøve Dem frem?”, et mindre smil kom fra Ma’lakel da han mente ordnende som en spøg, udover det var han ganske uvidende om Jeans evne til at lege med folks hoveder, men det var basisk viden at vampyrer havde den slags telepatiske evner, og som lejemorder havde han stødt på et par stykker med den ubehagelige egenskab!
Hans opmærksomhed blev da igen givet til katten inden han betænksomt vende blikket på Jean igen.
,, Hvad med Dem selv?”, lød det efter en kort pause fra Ma’lakel.
,, De virker… anderledes end de andre vampyrer… så jeg går ud fra De er speciel, og ikke bare biblotikar?”.

--

Dæmonen klukkede? Jean så overhovedet ikke det humoristiske og hans øjenbryn skød endnu engang i vejret. Dæmonen talte endelig og Jean spidsede ører da han forventede en længere forklaring, der nok kunne få en smule mere orden i hans teorier og hypoteser om sin herres forhold til denne… person? Om Lucifer havde fortalt ham det? Jeans blik blev henkastet i opgivelse. Hans herre havde været så indelukket det seneste år. Mere end normalt. Normalt tyede han gerne til Jeans råd og ideer, men denne gang havde Jean følt sig som en anden unge med alt for mange cafépenge. Hvad var et job værd hvis man ikke kunne udføre hvad man var god til? Selvfølgelig havde alfahannen kun ytret sig på det basale: Dæmonens navn og at han ikke skulle bekymres om. Ahngel havde under mødet, som Jean havde overværet ved hans side, sagt god for dæmonen og pålagt sig selv ansvar for denne. Det havde irriteret Jean og han havde protesteret til det punkt hvor Ahngel bad ham om at tie. Råd var vel spildt på det emne? Dæmonen talte atter igen og vampyren rettede sig op efter nogle sekunder blot at ha stirret på bøgerne i sin hånd. To romaner som han selv havde læst. Ma’lakels pointe tændte en lille gnist i vampyrens øjne som endnu et høfligt smil kom frem. Han var i sidste ende helst fri for det emne, men nu bad han jo selv om det. Smilet blev hurtigt lukket bag lås og slå som dæmonen sendte ham dette blik. Øjnene oplystes endnu engang til en lysere form af denne azurblå de før havde. Han rømmede sig og støttede atter bøgernes rygge på bordet, som Ma’lakel fortsatte med at tale. Hans status? En stolthed blussede op i Jeans bryst over hans egentlige vigtige erhverv. Hvem skulle i sidste ende tro at en halvblods ville ende på sådan en post som han selv. Han kom atter til at smile. Denne gang lidt bredere. Han beherskede sig og fik det atter ned til den almindelige venlige tone i stedet for det nærmest lallende udtryk.

”Min nuværende position er alfahannens rådgiver. Derudover fungerer jeg som kongefamiliens tutor, hvilket jeg hår stået for i to generationer.” Med det mente han at han både havde været privat lærer for både Ahngel i sine yngre dage og for dennes far for flere hundrede år siden. At lærer en kongesøn var et stort privilegium, men det var også sjældent at han kom til det. I øjeblikket stod han for myndlingens lærer af anvisning fra Ahngel, men hun var ikke nær så interesseret i hans lektioner, som dem med erhvervet i udsigt havde. Jean tav. At kalde det en kongefamilie var efterhånden et svært begreb at forholde sig til. Der var jo kun en enkelt. Vampyrens tanker gled over balsalens adskillige kæmpemæssige malerier der fulgte alle de tolv Lucifers og deres nærmeste. Det trettende maleri var endnu ikke malet, da Ahngel endnu ingen familie havde stiftet eller arving bekræftet. Jean havde tit haft sin tvivl om der nogensinde ville komme et trettende maleri. Interessen manglede hos hans herre.
”Og af rent principielle årsager, agter jeg ikke at træde ind i Deres hoved.” …igen. Hans blå øjne lagde sig på dæmonen igen. Hans ansigt var mistænksomt. Det havde været nemt for Ma’lakel at tale om emnet, hvis det blot havde været forretningskendskab eller et venskab med Ahngel, men han undveg? Jean var måske menneskelig til tider, men han var langt fra dum eller naiv. Trods hans knogler ingen større vægt end et menneske kunne holde og skønt hans negle ville knække for hårde overflader, havde han et hoved der gav meget mere beskyttelse end den gennemsnitlige vampyrs superstyrke. Han havde dog.. for omkring 150 år siden valgt at gå i en form for cølibat vedrørende hans drabelige instinkt. Han var nået den alder, hvor han ikke længere ønskede blod flyde på gaderne. Netop derfor deltog han heller ikke i de andres vampyrers nuværende jagt. Han havde fået nok dengang.. Nu var hans hoved kun tilegnet beskyttelse af sig selv, samt sin herre og som lager for den uendelige viden han i tidernes løs havde tilraget sig.

Han smilte atter. ”Men selvfølgelig.. Hvis det er i orden med Dem kan jeg da tage et kig? Det er vel ikke så vigtigt at ord er nødvendige?” Hans blik blev indgående. Man kunne spørge sig selv om han netop nu var inde og rode i dæmonens tanker eller om han bare stirrede intenst med dette venlige, bebrillede ansigt, der som Ahngel, bar et center domineret af de indgående øjne.

--

* Thank you
*
* Besvar, med citat
*
*
*
* Report post to moderator or admin
* Lock post for new reports

Re: Bonjour Ma Passion / Ma'lakel - Privat / XXX - Mature content

Indlæg by Malakel the Vanquished on Søn mar 13, 2011 7:18 pm
+
----
-
Han fulgte Jean med en kats præcision, med et dyrs behov for opmærksomhed. Hvis Ma’lakel kunne havde han sikkert forvandlet sig om til en brun stribet kat, på samme størrelse som Noir uden tvivl, og spinde hengivent af Jean, imens han havde slået panden imod dennes bukseben. Han forstod hvorfor katten brød sig om den blonde vampyr, skønt denne ikke viste større hengivenhed ved kattens tilstede værelse. Det var svært at beskrive men Ma’lakel begyndte så småt at blive umådelig interesseret, ikke bare i dennes lidt for menneskelige ydre, men også vampyrens tanker og generalle betydning for Ahngel og slottet. Måske blev han tiltrukket af Jeans rolige facade, der ligesom Ahngel i starten ikke var til anden nytte en at pirre Ma’lakel. Udfordrede ham, igen og igen, indtil at han ikke kunne holde det ud mere, og blev nød til at kradse porcelæns masken i stykker med neglende. Den skulle krakkeleres, for en værd pris. Flænset i stumper og stykker som den bog Noir havde massekræret tidligere på dagen. Samme tilfredsstillelse som katten havde fået efter at have revet og flået i sit offer længe nok, ville Ma’lakel ligeså få efter at have trukket i et par tråde, og fået en uventet men ønsket reaktion. Hvor han dog ville nyde det, hvis han kunne få den udøde til at lave et blufærdigt udtryk som da denne havde rødmet foran ham ude i forhallen. Selv samme billede dukkede da op for Ma’lakels indre blik, og han satte automatisk spørgsmåls tegn til hvorfor? Selvfølgelig var Ma’lakel uimodståelig (ifølge ham selv), så det var ikke noget under, men burde Jean ikke have rødmet over at se ham igen også? En kort skepsis kunne ses i de gylden grønne øjne. Det forsvandt dog da Jean forklarede om sit erhverv på slottet, og det med et smil på læberne og en udstrålling der beviste at denne var stolt over sit arbejde. Ma’lakel forstod dog ikke det vilde i det, han opdragede med andre ord børn? Barnepige, nej, nok nærmere palæets alt-muligt-vampyr. Ma’lakel skævede kort til den udøde da denne syntes at fare en smule vild i tanker, dog ikke på samme autistiske plan som Ahngel havde en mani med.
I tiden hvor Jean ikke sagde noget havde Ma’lakel igen rettet sin opmærksomhed på Noir, som han fortsatte med at nusse. Noirs tilstedeværelse fik ham til at falde ned, og forholde sig rolig omkring hele situationen selvom at han ikke brød sig om det spørgsmål han var blevet stillet tidligere. Alle de sætninger han var kommet med ville ikke fremstå troværdige nok til at han turde sætte ord på det, stabens elskede alfahan skulle også nødig få et rygte om at have omgang med en af Ma’lakels slags. Selvom Ma’lakel så sig selv som en gud, var han blot sin egen gud. I det franske hierarki havde han stadig blot en lejemorders rank, og skønt han var eftertragtet, så var han så status med en soldat. En konge og en soldat der havde romantiske affærer? Lød som starten på en hjerteskærende tøse film.
Da Jean talte igen, lagde Ma’lakels øjne sig over denne med et årvågent blik, lyttede interesseret til dennes ord, og efter Jean havde talt færdigt, kunne Ma’lakel ikke lade være med at grine. En mørk, og brummende latter, der til trods for at virke gruopvækkende i mange tilfælde, syntes varm og oprigtig i denne situation. Han havde vendt hovedet nedad da han var sat af i et grin, og rystede på hovedet da latteren så småt fik en ende efter nogle sekunder.
,, De skal være velkommen, men…”, et næsten flirtende glimt kom frem i hans øjne.
,, … pas på med hvad du roder rundt i.”.
Et smil bredte sig over de smalle brune læber, imens at Ma’lakel med vilje begyndte at tænke på noget bestemt: nemlig en yderst hed omgang med selv samme vampyr han befandt sig i rum med. Mentale billeder blev skabt hvor Jean var centret af dæmonens opmærksomhed, seksuelle fantasi, og dyriske begær. I alle mulige positioner rundt omkring i bibloteket, på bordet, op af bogreoglerne, på gulvet, på stolen, stående. Der var ikke grænser for hvor mange forskellige metoder den korrupte halv-dæmon kendte til. Dog ville tanker ikke så på i mere end et minut, men det ville vel være nok til at afskrække Jean fra at trænge længere ind end nødvendigt. Hvis denne kunne læse tanker, ville det ikke være utænkeligt at denne havde… Ma’lakel indså noget. Hvis Jean kunne læse hans tanker.. havde han så, i går aftens? Det kunne forklare dennes rødmen, men Ma’lakel havde intet følt.
Han prøvede at slå sine tanker væk ved at stille et spørgsmål, der overraskende hurtigt fandt vej til ham. Hvis Jean havde været mentor for de sidste to generationer, havde han også været mentor for Ahngel. Ma’lakel kneb øjnene sammen et kort øjeblik inden han spurgte.
,, Hvordan var han?”, kom det fra ham.
Uden at han nåede at tage højde for den lidt for normale måde han udtrykte sig på.
,, Jeg mener.. var han anderldes engang end fra nu, Lucifer?”.

-- A

Dæmonen advarede ham? Jean var ikke synderligt afskrækket. Hvad kunne sådan en overhovedet finde på og i sidste ende havde Jean jo heller ikke intentionen om at træde igennem, men blot afskrække denne og få den til at ytre sig af egen vilje. Der gik tid med at Jean blot betragtede dæmonen efter denne så ligegyldigt havde grinet over bemærkningen. Det opløftede øjenbryn sad stadig som det havde gjort og gav ham et undersøgende udtryk. Ganske langsomt mistede han lysten til blot at forholde dette et skuespil til måske at få dæmonen til at ytre sig af manglende lyst til at lade vampyren rode tankerne igennem. Ligeså stille lod han sit sind åbne op for Ma’lakels, uden at det kunne mærkes eller ses. Roligt bevægede han et ikke fysisk legeme igennem hjerneskallen, som hvis kødlige fysisk roligt forvandlede sig til et spind af tanker og minder, alle sammensat i montager af billedfragmenter, stemmer og følelser. Svømmende et øjeblik ledte han. Forsigtig som han var… Indtil.. Noget blokerede hans passage til det underbevidste. En stor meningsfyldt pålagt fantasi dukkede op og trængte igennem, voksede sig større end de yderligere skatte der gemte sig derinde. Vampyren på ydersiden spærrede øjnene vidt og kæberne samlede sig så tæt, at man kunne høre det lille klik derfra, der tænderne ramte hinanden. Som før.. Dukkede det op. Denne gang hurtigere og mere tydeligt end den forhenværende nat. Jeans ansigt rødmede op og fik det lyse hår til at virke endnu lysere, samt øjnene virke endnu mere blå. Han brød det. Øjnene blev rettet ned imod bøgerne som han trådte ud af Ma’lakels sind med et raskt spring. Vampyren mærkede sin strube snøre sig sammen og udgøre et peb, som han kun selv ville kunne høre. Han sank en klump g rømmede sig inden han tog hånden foran ansigtet og rettede på brillerne endnu engang for at skjule sin rødme, mens han i hovedet blev med at messe hvordan han aldrig mere ville træde ind i den satans perverse hoved! Han rettede sig op som han samlede stumperne af sin resterende værdighed og fortsatte sin egen finpudsning ved at rette slipseknuden ligeså. Katten gav et højt: ’purr’ fra sig, som var det dens version af at grine hånligt af den blufærdige vampyr. Jean sendte den endnu et af sine strenge blikke, men den lukkede blot øjnene sammen og fortsatte med at spinde imens dens ansigt formede et lukket kattesmil. Jean vrængede diskret og afgav et suk, hvorefter den markerede rødme forsvandt ganske langsomt, som han gemte billederne væk. Som om de ikke ville dukke op med det samme næste gang han så dæmonen? Jean gøs indvendig. Det var efterhånden langt tid siden han havde tænkt i den genre. Dette havde dog været noget mere abstrakt end de fantasier han havde tilladt sig selv da hun stadig havde været rundt omkring. Det var vel også næsten 200 år siden nu, var det ikke?
Dæmonen talte atter og Jeans ansigt tonede sig ned til noget lyttende og observerende. Hvordan han var? Han kiggede først uforstående på dæmonen inden denne uddybede det. Lucifer? Hvordan han var? Vampyrens ansigt blev henkastet et gådefuldt lys, som havde dæmonen lige fortalt en fatal hemmelighed eller at vampyren ønskede at give nogen afdødes nærmeste sin kondolence. Han skulle ganske kort rive nogle år frem fra hukommelsen. 17 år i alt hev han frem fra det underbevidste, hvilket var ganske godt husket for en med så mange år på bagen, som Jean havde. Bøgerne blev lagt tilbage op på stakken. Han hev en stol ud fra sin vante plads under bordet og satte sig ned, foldede hænderne og placerede dem ovenpå bordet. Hans øjne lagde sig på Ma’lakel for en stund imens han gennemtænkte. Fortælle dæmonen om hans herres forhenværende opførsel? Han tøvede, men af noget rent instinktivt (Eller bare den pokkers halskæde om personens nakke) følte han sig på en eller anden måde forpligtet til det. Hans blik faldt på kæden der ikke syntes at brænde så meget i øjenkrogen eller lugte så djævelsk guddommeligt længere. Hans ene hånd fandt til ansigtet, hvor han tog fat i brillestellet og vristede brillen af sin næse og ører. Han lagde dem på bordet med glasset imod Ma’lakel. Hans ansigt virkede da mere klart. Han havde sin ungdommelighed i sin race, men hans øjne var tynget af alder, som en vismand til trods for at de sad i et ansigt der før havde rødmet som en ungdommelig fnøs på 150. Han havde ingen ar i modsætning til sin herre, dog et enkelt hul fra eventuelt et smykke i det ene blonde øjenbryn. Det var egentligt forunderligt at det ikke var helet for længst. Jean havde ikke regnet med at skulle kendes mere ved det da han tog seglet ud for mange år siden. Han påtog sig atter en høflig mine, men han smilte ikke.
”Tja..” lagde han ud med og foldede atter hænderne igen. ”Hans første par årtier var meget anderledes fra hvor han befinder sig nu, men alle, fra mennesker til os vampyrer, døjer med ungdommens rebelske holdninger og lyster. Men som han fik sit embede gik det ligeså stille i sig selv, trods han først ankom til det stadie han er i nu for.. cirka..” Han stoppede op og kalkulerede tallet i hans hoved. ”tyve til halvtreds år siden.”
Han ville gerne klappe sig selv på skulderen, men slog tanken væk. Noir løftede nakken og stirrede på ham. Nærmest bebrejdende. Jean gav et arrogant udtryk tilbage til katten, som ville han sige: ’Bland dig dog udenom!’. Ahngel var nok ikke den eneste alligevel der havde et internt forhold til katten. Hvor Ahngel i sidste ende holdt af katten som den holdt af ham, var Jean ikke gengivende den lettere skadefro kærlighed, som Noir kastede over ham. Når han nægtede at give en kærlighed, måtte man jo ty til andre måder at få opmærksomhed på. Sidste uge gik det ud over Jeans personlige (og antikke) mahognikabinet fra starten af 16oo-tallet. Det havde føltes sååååååååå godt imod Noirs beskedne små klør. Jean bar selvfølgelig nag som en kvinde midt i sit svangerskab. Jean gav sig atter til at ignorere den og kiggede han på Ma’lakel. Mission fuldført? Han smilede. Kun med munden dog.

--

Den sagte rødmen fra den blonde vampyr kunne ikke gemmes for Ma’lakels falke blik. Han fangede det hurtigt ud af øjenkrogen selvom Jean prøvede at gemme det. Det var bevis nok, han kunne gå ind i Ma’lakels sind, og gennem rode hans erindringer og minder, og det uden at Ma’lakel kunne forhindre det eller føle noget som helst. Det var virkelig ikke godt. Ikke nok med at Jean ville kunne finde små ting omkring ham selv og Ahngel, hvilket denne nok ikke turde efter at have rødmet over en så triviel fantasi, men han kunne ligeså finde ud af en masse hemmeligheder fra Frankrigs dæmon hierarki. Deriblandt Ma’lakels egentlige embede: vampyr slagter. Man kunne fristes til at kalde Ma’lakel for Stemmens Van Hellsing, skønt han var lige så stor ekspert i at udrydde Angelics. Stemmen, alle de detaljer denne kunne finde omkring denne, og få kendskab til de to andre: Kroppen, og Sjælen. Heldigvis for Ma’lakel var denne dog blufærdig og måske endda genert nok til ikke at fortsætte sin søgen, da denne hurtigt lod sig rive med hen på et andet emne: sikkert lige så ivrig efter at komme væk fra det forrige.
Ma’lakel så op på Jean da han tog brillerne af, og et lille hjerteslag fra dæmonens ovale pupil kom meget langsomt, imens han studerede Jeans brilleløse træk. Det var sjældent Ma’lakel fandt folk direkte attraktive, ikke siden Ahngel, efter han selvfølgelig havde set orgentlig på ham, og ikke på deres første måde. Men Jean var jo pæn, på sin egen menneskelige måde. Måske var det hvad Ma’lakel fandt attraktivt? Menneskelig træk, frem for udødes ellers karakteristiske stive former for smil og kropssprog. Et kort stik af fortrydelse prikkede til ham efter han havde tænkt tanken og betragtet Jean: hvad var det? Samvittighed? Følelsen af at forråde nogen ved sådanne tanker? Hah! Hvis ikke kan kunne tænke som han altid havde gjort, kunne finde visse personer attraktive uden at skulle bøde for det, gad han ingenlunde tage sig af den svigende fornemmelse i maven som dominerede et meget kort øjeblik.
Han klemte sine øjne en smule sammen da han lagde mærke til noget: ingen ar. Ingen skamfering af nogen art. Sølv stregerne på Ahngels krop kørte igennem hovedet på ham, og han kunne ingenlunde slippe et idyllisk billede af vampyren der sad let dækket af et hvidt lagen, i en åben vindues karm med ryggen imod ham, og det sorte hår skubbet over den ene skulder så det hvilede over brystet på Ahngel i stedet for på ryggen. Det gjorde ryggen og skuldrende helt synlige, samt lænden og ballerne. Alt dette imens at måne lysets blå hvide skær faldt over den udøde, og fik den marmor hvide hud til at lyse op, som en ramme der gik langs hele den udødes silhouette. De sølv lignende streger lyste opmærksomheds krævende op fra den hvide hud, ganske forsigtigt, som ville de bare lige give sig til kende hurtigt.
Han blev revet ud fra billedet det sekund Jean begyndte at tale, og alt imens havde Ma’lakel stirret på denne med et fjernt blik. Han kom hurtigt tilbage og lod blikket ligge ved Noir imens at Jean talte. Fortalte at Ahngel vel havde været en normal teenager, med rebelske tanker, og flygtige drømme vel sagtens. Og den han var blevet nu? Hvad var det? Godt eller skidt? Det irriterede ham, hvilket fik en svag rynke til at blive synlig ved det venstre næsebord, som en hund der var på vej til at vise tænder i utilfredshed. Selvfølgelig kunne et stabs medlem ikke se sin herres langsomme bortgang, dennes egentlige ønsker, og vilje. Jean var tydeligt forelsket i sit arbejde, og i sidste ende kunne Ma’lakel ikke lade være med at finde Jean ufattelig egoistisk. Så stolt af tal og orden, at han vel sagtens levede i en tids sat verden, i en overbevisning om at tingende var på en måde, og altid ville være på en måde: skulle hele strukturen ramle ville Jean selv, vel også ramle? Var denne fascination af bøger og litteratur, lære-arbejde og andet virkelig oprigtigt, eller et skalke skjul for noget helt andet?
Han så hen på Noir da den sendte Jean en pludselig stirren som var den enten uenig, eller havde sin egen indirekte mening. Igen vidste Ma’lakel ikke om katten var mere end en kat, men han vidste at han var enig med den i hvad end den så op på Jean for.
De grønne øjne så op på Jean da denne så hen på ham med et smil, som Ma’lakel tolkede triumferende, erko, endnu mere irriterende. Skuffelse, kunne ses i det grønne blik ligesom de azurblå så ind i den gylden grønne. Ma’lakel’s blik var levende på en overnaturlig måde, det afspejlede hans følelser og tanker til præcision, og i modsætningen til så mange andre brød han sig ikke som skalkeskjul.
,, Javel ja..”, kom det fra Ma’lakel.
Han rejste sig. En umådelig trang til at se Ahngel bredte sig pludselig i kroppen, hvorfor? Fordi han følte sig ensom, fordi denne måtte føle sig ensom! Umådelig, afsindig, helt surrealistisk ensom!
De grønne øjne så sig ganske roligt omkring, over de mange bøger der var blevet taget frem, han tårnede op over dem, da de stakke han havde lavet kun nåede ham til brystkassen. Det grønne blik så atter hen på Jean, og det lidt skuffede og halv irriterede blik, blev erstattet med en pludselig klarhed.
,, Jeg går ud fra at det vil tage Dem færre sekunder at sætte disse på plads, end det ville tage mig at få sat en af dem på plads. Så jeg overlader det til dem… De virker trods alt til at holde af deres arbejde.”, det sidste i hans tale virkede en smule bittert, men det var ikke spor tydeligt, kun hvis man kendte Ma’lakel og hans tone vejer, ville man kunne fornemme det.
Han trådte ud fra sin fæstning af viden, så han stod ikke særlig langt fra Jean, der skulle måske et par centimeter til, så ville de røre ved hinanden. Han stoppede da han var trådt ud derfra, tæt på den blonde vampyr, og så ned på ham med et lettere foruroligende blik: Ma’lakel virkede et øjeblik robot agtig, flået fra al menneskelig følelse, hvilket sikkert ville virke skræmmende for de fleste. Det mørkebrune, næsten sorte, hår var som altid redt tilbage men i modsætningen fra Jeans hang nogle enkelte totter ned foran hans ansigt hist og her. Han lænede sig ned imod Jean imens at han med en dyb seriøs stemme hviskede:
,, Læs mine tanker…”.
Skulle Jean, måske efter lidt tids tøven og overvejelser, gå ind i Ma’lakels hoved igen, ville en sætning poppe op, som sikkert var ment for denne at læse. Imellem tiden virkede Ma’lakel meget sikker på at denne ikke allerede var inde i hans hoved og rode rundt.
… Må jeg røre Dem?...

--

Dæmonen var bitter? Jeans ansigt gled hen i uforståelse? Havde han fanget den ellers så ømme behandling af hans ord? Hvad skulle han da sige? Trods alt kendte han ikke til denne eller hvorvidt denne kunne stoles på. Hvordan skulle han troppe op og frit fortælle hvordan Ahngel havde været og hvorfor. Selv kendte han ikke historien. Det stak kort i brystet. Skyld. Smilet forsvandt og hans ansigt blev stumt og fjernt, som dæmonens selv havde været før. Da anviste dæmonen sig til ham omkring hans såkaldte arbejde. Hans øjne blev roligt mørke og han tog brillerne på endnu engang. Faren var ovre indtil videre, men det var ikke tilfredsstillende. Han havde en instinktiv følelse af at denne havde ret til at vide så meget som muligt. Hvorfor? Fordi han, selvom han ikke konstant fangede individets tanker, fangede han en essens. Han vidste denne var tættere på Ahngel end det gennemsnitlige. Det behøvede han ingen halskæde for at se. Hans øjne gled hen på bøgerne der stod stakkede. Historien var hans moder, fader, barn og elsker. Hans blik gled langsomt videre og holdt sig på Ma’lakel. Øjnene lyste let op igen og skylden forsvandt stille i sig selv endnu engang. Han vidste at det var dumt at hænge ved de gamle skrupler. Han ville et kort øjeblik ønske at det var et ømt barneansigt han kunne stå overfor og bede om tilgivelse i stedet for den person Ahngel havde forvandlet sig til. Delvist Jeans skyld. Delvist hans stoltheds skyld. Hans blik blev lagt på bøgerne igen. De forvandlede sig til læderomlagte papirer og historierne, universerne og ordene blev blot til blækopridsede bogstaver. Uden at se på Ma’lakel først, rejste han sig op, vendte nakken og fokuserede først på ingenting. Han var ikke ligeså høj som Ma’lakel. Godt et hoved lavere. Dog syntes hans autoritet ikke at dø derved. Hans holdning var stærk, men hans øjne døde i det øjeblik. Læse hans tanker? Jeans bagerste del af benene skubbede stolen væk fra sig som han gjorde sin intimsfære hel igen, drejede om, så han stod med fronten imod dæmonen. Som hans blik igen blev indgående, trængte han ind.
Må jeg røre Dem?
Jeans ansigt var stumt og en smule af den mørke vampyrnatur han bar, tvang sig ud til overfladen i et alvorligt udtryk. Brillestellet gav et glimt fra sig. Hvorfra refleksionens lys kom, var ikke til at tolke. Mistroisk så han ud, som et menneske der vurderede deres barns mistænksomme vennekreds. ”Bøgerne her er mine fornøjelser. Ikke mit arbejde.” Han brød øjenkontakten og nikkede ganske kort og accepterende. Hans blik faldt atter på halskæden, som det havde gjort før. ”Den der.. Giver Dem allerede lov.” sagde han så og rettede blikket imod dæmonen. Det var som et pas. En lovkendelse. Alt i alt kunne Ma’lakel tillade sig det meste uden at Jean ville protestere af ren respekt overfor genstanden og tilliden der var blevet Ma’lakel givet. Men Ma’lakel var en type der virkede meget foruroligende. Denne tilnærmelse. Denne provokerende adfærd genkendte han et sted. Der måtte ligge noget vigtigt bag. Alt andet ville være fuldkommen absurd. Billedet af dennes læber over hans alfahans hud sendte en bekymring igennem ham. Ahngel var måske voksen og ikke Jeans, men han havde en vis følelse af ansvarlighed overfor ham. Nok fordi han havde set ham vokse op dengang, eller fejle på samme. Han sænkede skuldrene og nikkede endnu engang på at han nu havde givet sin tilladelse fuldkommen. Han ville ikke være den fremmede i huset. Han ville ikke være den der var uvelkommen overfor Lucifers nærmere.
”Min medgørlighed kan jeg desværre forsikre om, er en stereotyp for slottets vampyre. De yngre har altid et mere fjendtligt udtryk.” Han smilede ganske kort igen, som fandt han det egentligt lettere humoristisk. Det gik som en fin bue. Først.. rebelsk af en form.. dernæst kold og kynisk, hvor man typisk efter lang nok tid blev sagelig og fredselskende, som Jean her var. Pacifist. Gået under jorden. Rådgivende og beskyttende. En vampyr på efterløn måske?

Et knirk kom fra sengens madras som alfahannen skubbede sig op med et pust. Det lange sorte hår faldt om hans ansigt som han lænede sig forover dynen og kiggede ned på sine hænder. Hans hjerteslag var hurtigt.. Eller.. hurtigere og hans øjne sammentrukkende og dirrende. Mareridt havde han ikke oplevet i mange år efterhånden. Han sank en klump. Det havde været et af dem hvor man havde været i en drøm i en drøm i en drøm, og man vidste aldrig hvornår man var helt vågen. Den eneste metode var at forsøge sig på sine smertereaktioner. Lemmer var blevet flået af uden at han havde mærket noget og trykket havde sprængt hans hoved. Han rettede nakken op og så ud i rummet. Den sælsomme tilbagetænkning på en drøm var som den altid havde været. Man havde været stupid og naiv. Man kunne i vågen tilstand ikke kunnet forstå hvor skræmmende alt havde været og hvor ulideligt det var at befinde sig i. Sådan var det vel altid for dem der blot talte derom. De vidste ikke hvordan der var på den indre side. Man skulle være i det fordømte øjeblik for at forstå en drøms horrible indhold.

--

Det alvorlige i de gylden grønne øjne rykkede sig først ikke, men så ind i de azyrblå som denne søgte Ma’lakels eget blik. Han havde læst sætningen, det var Ma’lakel meget sikker på, på grund af dennes blik der vendte væk fra Ma’lakels observerende øjne. Brillernes refleksion lev ignoreret selvom det sendte en lys stråle direkte over Ma’lakels øjne og som lyset stod direkte ind på det skete der noget mærkværdigt: en gylden rød, organge farve erstattede den originale øjenfarve, men kun lige i det split sekund refleksionen stod direkte imod Ma’lakels ulve øjne. En forklaring? Det var der skam, men den kom ikke nu. Jean ville vel og mærke se dette da denne havde vendt blikket imod Ma’lakel, først rettede denne på Ma’lakels opfattelse, og konstaterede at hans passion for bøger ikke blev betragtet som arbejde men fornøjelse. Endnu engang fandt Ma’lakel sætningen afskyelig. Et liv blandt litteratur, det var ikke noget under at Ahngel var en mus. Det alvorlige fortog sig en smule som Jean valgte at se væk, og nikke. Ma’lakel trak på smilebåndet ganske svagt, og formede et af sine drengede, flabede smil, der ville pirre en rebelsk sjæl til at lave nikket om til en omgående rysten på hovedet. Da lagde Ma’lakel mærke til at halskæden blev givet opmærksomhed, og så selv ned på den idet Jean talte. Han kunne røre så meget han ville? Virkelig. Halskædens betydning fik Ma’lakel til at fyldtes med en meget skadefro glæde: han havde fået betydning, skønt halskæden i Ma’lakels øjne var et slags hunde halsbånd der indikerede at Ma’lakel tilhørte Ahngel. Efter få sekunders tavshed hvor Jean så ud til at fordybe sig i tanker, lagde Ma’lakel igen øjnene over denne, og betragtede det overgivende kropssprog. Det var farligt, umådelig farligt at vise Ma’lakel nogen som helst form for underkastelse. Han var alt for dyrisk af natur til at glemme et rank system, og havde man først vist sig under ham, skulle der meget til før man kom op og være ligemand igen. Han smilede efter Jeans sidste ord, og gik derefter tættere på imens han betragtede det stille smil over den blonde vampyrs læber. Trådte tæt nok på til endnu engang at ødelægge den sikre intim atmosfære, og skulle Jean gå længere væk, ville Ma’lakel gå et til skridt frem indtil Jean nåede et form for stop, og ikke kunne gå længere bagud. En mørk klukken kom fra ham, imens han mageligt lukkede øjnende.
,, Er det en trussel? Jean, De påstår da vel ikke at være medgørlig, for derefter at opramse de andre beboeres fjendtlighed, som ville deres trodsige opførsel være Deres egen indirekte måde at hævne Dem over mig?”.
Hans ene hånd ville da blive rakt op imod den ene side af Jeans ansigt, for at lægge sig nænsomt imod dennes kind og kindben. Varmen fra Ma’lakels hånd ville være lun og næsten beroligende for dem der altså var i stand til at mærke temperaturer, og ligeså ville hans læber, efter han havde lænt sig ned over Jean, presse imod dennes eneste ’ar’ ved øjenbrynet. Vel sagtens afmærkningen af en piercing? Et symbol på rebelsk vilje, på kaos, på alt det som Ma’lakel elskede, og det han tilbad. Dette ville selvfølgelig også gøre hans hals fuldstændig synlig for Jean, men det virkede ikke til at halv-dæmonen var bange for at Jean skulle blive grebet af en blodrus og angribe ham pludseligt. Ma’lakels fysik kom til sin gode ret, den muskuløse nakke, de brede skuldre, stærke overarme og dog tynde talje: et pragt eksemplar af en morder. Men noget andet kunne også spottes da Ma’lakel strakte hals for at kysse Jeans lille afmærkning: et bide mærke. Den bekendte afmærkning af et par lange hjørne tænder der var synket ned i halsen af dæmonen, samt mindre afmærkninger af andre tænder der havde forsøgt det samme, men ikke været lange nok til at gennembore blodåre, sener og kød. Det var dog ikke særlig synligt, kom til udsyn som et afbrændt ar, der havde dannet en skorpe der senere var faldet af, og nu havde efterladt sig små ar over Ma’lakels hals side.
Han trak sig igen, med et smil på læberne endnu engang. Lod hånden glide ned fra Jeans kind, efterladende et spor af varme fra sig, inden finger spidserne nåede kæbebenets kant og gled ned over den. Ma’lakel så ind i de azurblå øjne med en lille fredelig gnist i sine egne. Deres ansigter blot få centimeter fra hinanden:
,, De er smuk, Jean. Jeg er overrasket over De ingen elsker har…”.
Uden at vente på svar, trådte Ma’lakel da væk fra den blonde vampyr, og gik imod døren, i en afslappet gang. Han lod sågar hænderne glide i lommerne hvorefter han kaldte:
,, Noir..”.
Med mindre Jean stoppede ham, ville han gå hen og åbne døren ud til gangen, vente på katten hvis denne ikke var fulgt med endnu, men hvis den var. Så han sig kort over skulderen inden han forsvandt igennem døren, og gav for første gang Jean et tandsmil, der afslørede den lange række af haj-agtige gule tænder: et frygtindgydende gab der meget vel kunne flå kød fra knogler.
Han lukkede døren.
Herefter fortsatte en vandret op til Ahngels gemak, skulle Ma’lakel imellem tiden støde på nogen på vejen, ville han sikkert ignorere dem og gå videre.

--

Jean stod stille. Han bevægede sig ikke længere bagud da han havde opgivet at holde sig på en gentlemands afstand fra den store dæmon. Han rankede ryggen og rettede ganske kort på sit ærme. Så truet følte han sig alligevel ikke? Trods denne kunne virke blufærdig og klodset, var han så sjældent direkte bange for noget. Hans bevægelser var så dagligdagsagtige som de kunne være. Ligeså som et menneske med langsomme og stilrene bevægelser, hvor de øvrige vampyrer var tynget af en hele tiden svingende hastighed. Jean syntes at stå fast i den tid han stod og gik i. Nutiden. Den mørke klukken fra dæmonens strube fik vampyren til at vippe hagen en smule op og lægge øjnene på denne igen? Trussel? Troede denne virkelig at han var så fjendtlig. Jean smilede ganske ligegyldigt og gav et opgivende ryst på hovedet fra sig inden han ganske kort skulle til at svare denne og forklare hvordan han var gået helt forkert på den. Først da dæmonen rørte ved dennes ansigt, gled noget atter tøvende over ham. Det varede få sekunder inden hans ansigt syntes at være som det havde været lige før. Ikke tynget af denne berøring. Han havde trods alt selv sagt god for det og at væmmes derved nu ville være hyklerisk. Jean var en af de få vampyrer i verden, som så hykleri som en synd. Måske et stadig påhængende instinkt fra de ældre tider. Tale om solen…? Ma’lakel pressede let læberne imod stedet hvor seglet havde siddet for mange år siden, snedigt forklædt som en teenagers udsmykning. Dengang havde det dog ikke været normalt at mænd af hans kaliber bar sådanne former for smykker. Det holdte for meget til i den nuværende nutid. Jeans øjne var faldet fra dæmonens ansigt som denne åbenbart havde travlt med sit lille sceneskift. Jeans azurblå blik vendtes frem for sig. Afventende med et neutralt udtryk. Da fangede noget hans årvågne øjne på dæmonens hals. Ingen pludselige bevægelser var at finde og ingen ændring i dennes tone, til trods for at han.. i sin egen forstand var chokeret. De blå øjne var bidt i åbenlyshed og pupillerne små. Et bidemærke? Fanatisk som han var, virkede afmærkningerne bekendte. Mange gange havde han fundet samme bid i egen hals. Studeret sin alfahans tandmønster, for ikke at tale om.. Dennes duft. Den var klynget med Ahngels duft af blod og krop. Ganske vidst i det snedige skjul fra vedhænget i kæden om dæmonens hals. Et lys gik op for Jean. Denne skjulte sig igen. Dennes sulten af sig selv. Mange måneder var gået uden en jagt i hans selskab og nu.. nu bed han af denne? Jeans blik blev langsomt bittert og fortrydende.
Som alt dette gik op for Jean, bevægede Ma’lakels læber sig væk fra den lille stigmatisering af Jeans ansigt. Han vippede øjnene fra tandmærkerne og til dennes ansigt igen. Tydeligvis ikke påvirket, hvilket blot var det rolige ansigt, ført af en mesterlig mand, hvis hjerte lå i romantikkens digte og industrialiseringens skrifter. Dennes fredelige udtryk virkede atter foruroligende på Jean. Han havde mistillid til dennes åbenlyse betydning. Det betød dog ikke noget. Hans bekymring lå for hans elev, hans herre og hans allierede. Sjælen syntes kort at frigøre sig som han stod der. Rakte ud efter dæmonens hoved. Få sekunder efter blev han afbrudt af dennes stemme. Ingen elsker? Jeans ansigt blev uforstående. Gradvist mere og mere fortvivlet af en eller anden grund, som opdagede han selv for første gang at han ingen egentlig elsker havde. Ma’lakel trådte væk og vampyrens øjne faldt til bøgerne med et tomt udtryk. Han ville ikke indrømme det med ord der kom fra andet end hans hoved. De mange århundreder.. Efter al den tid med den tydelige accept.. gav det stadig et stik at gennemføre sætningen i hans eget hoved. Hans øjne faldt på Noir, som strakte sig mageligt efter at ha blevet påkaldt. Den dappede over bordet med en af de små kødstrimler i kæften, kort gnidende sig op af Jean og efterladende en lille rød plet. Jean reagerede ikke. Han vendte nakken og så efter dæmonen med et problematisk og plaget udtryk. Man kunne vel ikke være for forsigtig? Det makabre smil fik kort Jeans ansigt til at strammes til et useriøst ubehag. Ikke lige noget perlesmil. Da denne lukkede døren efter Noir havde trippet med, lagde Jean hånden på sin egen pande og derefter ned over kæben som han mærkede varmen fra dæmonens fingre dø hen. Et mørkt udtryk faldt over ham og hans mund blev degraderet til en tynd steg over hans ansigt. Som han bevægede sig væk fra egne bøger og imod dæmonens stabler, rettede han brillerne tættere op på næsen. Han satte sig i stolen, som Ma’lakel før havde været i. Hans fingre gled over bordet og fangede en sidste kødstrimmel på tallerkenen. Med to fingre løftede han det til munden, alt imens han strittede med lillefingeren, som sad han med en dyr the. Han placerede det i mundvigen, lod enden hænge ud fra læben imens han med et ligegyldigt smagte derpå. Han søgte den nærmeste bog. Ganske vist om denne nordiske mytologi på de gamle sprog. Det var ikke mangel på tillid der drev ham til hans nysgerrighed, men hans loyalitet og ønske om beskyttelse for sin herre. Den svenske halv-ilddæmon, Ma’lakel Lemoris. Jean løftede blikket imod de mange hylder frem for sig. Du er ingen normal dæmon, er du?

Langsomt skubbedes hans krop ud på kanten af sengen. Hans blik var imod vinduet med det mørkerøde forhæng. Det var atter stjerneklart endnu en nat. Han kunne se månens og stjernernes lys flå sig igennem stoffets mangler ved gulvet og karmene. Hans puls var efterhånden dødt hen og alt i alt havde han mest lyst til igen at drive tilbage i en søvn. De røde øjne kneb sig søvnigt sammen som han atter vippede fra den siddende position og hævede knæene foran sig, hvilende albuerne derimod og krummende ryggen imens hans støtte blev lagt imod knæene og skinnebenene. Stoffet der før dækkede hele hans underkrop og ben, blev reduceret til blot at kravle til hans skød og dække det væsentlige. Bagfra, imod døren, var hans ryg blottet. Kun enkelte gennemtrængende månestråler tillod de små ar at glinse i ny og næ, som det blafrende gardin tillod sig at lege med lyset der sneg sig forbi. Hans nakke var bøjet fremad med blikket rettet imod en tilfældig lysplet med et ansigtsudtryk der nærmest kunne virke sovende. Hans rygrad var synlig og fulgte nakken til ned over den lettere brede start på ryggen, over den tynde talje og ned til hans lænd, hvor starten af hans baller kunne antydes imod madrassens folder. Stille sygnede hans koncentration hen i en rævesøvn som han sad der. Helt vågen var han ikke og der var ikke just nogen at være morgensure på. Ahngel lukkede øjnene let i og hvilede kæben imod den ene underarm, der var stablet over den anden som en lille bro imellem hans opbøjede arrede knæ. Ganske stilfærdigt og fredeligt afgav han et beskedent suk. Hans hoved var klart da. Klart som efter en nat fyldt med gråd, hvor der til sidste ikke var andet tilbage end en kølig luft tørrende de forpinte røde og dehydrerede porrer og tårekanaler. Det var en neutral følelse. Han havde ingen jubel i sig og ingen nuværende vrede. Det var hvad han så godt kunne lide ved at sove og være nær søvnen. Man skulle ikke forholde sig til andet end bare hvad der foretog sig nu og her. Søvnen. Langsomt blev hans krop sværere at mærke igen, som rævesøvnen tog til. Endnu vågen nok til at opretholde tanker og kropspositioner, men ikke til at holde et øjenlåg åbent på egen hånd eller bevæge sig til noget konstruktivt.

--

De første trin op imod Ahngels private gemak, fik en tung følelse til at falde over Ma’lakels ben lige pludselig, og han stoppede. Uden helt at vide hvorfor han egentlig gjorde det, men han blev grebet af en følelse. En sjette sans kunne man kalde det. Noget der sagde ham at måske skulle han gå tilbage. Ikke tilbage til Jean, eller til biblioteket, men tilbage til der hvor han egentlig kom fra. Hermed ikke forstået som at han skulle tage tilbage til Di Morga, det var jo ikke der han i sidste ende kom fra, men til Sverige. Som en tung byrde der lagde sig i brystkassen og trykkede, havde han en mærkelig lyst til at vandre rundt i de tempererede gran skove, fare vild, og klatre rundt omkring de skarpe hav sten langs en fredet strand. Hele Point Du Lac emmede af noget som Ma’lakel ikke havde haft i Di Morga, ikke nogen af de lande han nogensinde havde været, hjem. Ens fortid, historie, ens rødder og oprindelse. Abbadon havde inden af delene. Det besad en historie, men ikke Ma’lakels historie: Zanes. Fæstningen var et bevis på hans regerings tid, og alt det som den forbandede møg elver stod for. Og udover det, havde Ma’lakel en kriblende fornemmelse af at blive iagttaget konstant. Som om væggene kunne høre ham, maleriernes øjne fulgte ham når han gik forbi dem, og de makabre byster af forskellige udøde vendte hovederne efter ham. Det var selvfølgelig kun noget der foregik inde i Ma’lakels paranoide sind, men alligevel syntes angsten at tage til ved den isende fornemmelse af at en udød åndede ham i nakken, og han fortsatte sin gang, sammen med Noir, helt op til fjerde sal, og gik målrettet imod der hvor han troede Ahngels værelse var.
Det resulterede i et par vildledelser: nogle låste døre der blev revet lidt i, nogle frustrerede krads i håret, en cirkel spadesring, for til sidst at ende op i det rigtige område og gå langs den oplyste gang med de mange vinduer.
Ma’lakel så ud af vinduerne som han gik imod den store dør. Selvom Point Du Lac havde sine prægtigheder så ville Ma’lakel aldrig selv permanent slå sig ned. Der var noget sørgmodigt over stedet, noget koldt, og utilnærmeligt. Som var hele palæet et stort tempel der sørgede over noget, og havde gjort det i flere hundrede år.
Det var som en fremmed kvinde, en gammel, kold, strikt kvinde, som ikke tolererede snavs og skidt. Majestætisk, men altid iklædt lange sorte kjoler og en lille matchende hat hvorfra et sort slør faldt nedover et, rynke frit ansigt: utynget af de mange år, men ved øjnenes kanter kunne man skimte ganske svage tegn på ældning, ligesom i hendes stramme dybt blå blik der funklede med et hav af viden. Et endnu mørkebrunt tykt hår, sat op i en velholdt stram knold, med enkelte små grålige tråde iblandt. En lille truttende mund, malet røde som et tegn på hendes endnu brændende passion for det forførende. En hud så ægge hvid som et vinterdække, lette indsunkne kinder med rødt pudder liggende over dem, som prøvede hun at gøre op for sin manglende farve ved at påføre sig en. Et hvilende blik der afspejlede en ældre kvinde i perfekt indre balance med sig selv: erfaring, visdom, og stolthed, ære og pligtfølelse, stolthed og fordom! Et spidst pære formet ansigt, hægtet på en tynd hals med tilhørende spinkel krop, gemt væk under de tunge mørke klæder. Hænder vis bevægelser var så omhyggelige at hun måtte udtænke hver af dem inden hun lavede dem, som en sand dronning i et alt afgørende skakspil.
En enke. En modig kvinde der sørgede over en afdød ægtemand.
Det var sådan Point Du Lac ville have set ud, forestillede Ma’lakel sig, hvis hun var en rigtig kvinde, den ældste af alle vampyrer, og den prægtigste.
Han nåede til døren med den trofaste Noir ved sin side, uden tvivl, greb fat i håndtaget og stirrede ind i døren. Hun ville i sandhed have været værd at beundre, og underlægge sig.
Han trak ned i håndtaget og åbnede døren ganske stille. Halskæden der dinglede over brystet lettede ganske svagt som Ma’lakel stak hovedet ind, som en anden tegnefilms figur, for paranoidt at tjekke om der skulle komme kæde flydende i hovedet på ham som forlegen, men til sin overraskelse kom der inden kæde, og alt man kunne skimte i rummet var det mørke der dominerede det hele, og skikkelsen af Ahngel der sad med ryggen til. Hans hvide silhouette var let at se inde i mørket, og stod en smule ud så den var til at skimte. Ma’lakel gik ind, lod Noir følge med, for derefter at lukke døren stille. Et mindre smil bredte sig over de lyse brune læber, imens han gennemgik sin samtale med Jean i hovedet.
… Du må have følt dig som et gidsel … Ikke sandt, Lucifer?
Han listede sig hen til sengen, imens at de sorte pupiller udvidet sig drastisk, stirrende på den hvide silhouette imens at de vænnede sig roligt til mørket som et menneskes ville. Med et drilsk ræve blik i øjnene, knælede han en smule i det han nåede sengen, løftede øjenbrynet idet Ahngel sikkert ikke ville reagere på grund af hans halv-sovende tilstand, og så ned imod katten, hvis røde øjne han sikkert ville kunne se i det tillukkede mørke soveværelse. Gav katten et blik der indikerede at han talte til den, uden han gjorde det. Derefter satte han den ene hånd på sengens kant og kravlede snigende hen imod Ahngels silhouette, satte sig bag ved ham på knæene, helt tæt så hans ryg og skuldre ville presse imod Ma’lakels mave og bryst, imens han lænede sig ned imod vampyrens øre og hviskede stille:
,, Luuciiffeerr…. Luucciiffeer.. jeg er din samvittighed. Du skal ligge dig ned igen, Lucifer, hvis du ikke gør det, vågner du op… og så forsvinder jeg.”.
Den varme ånde slog imod den udødes øre imens at hans læber ville presse sig let imod dennes øreflip. Ganske let lade det yderste af læberne røre imens han kørte dem ned langs den synlige hals side, og lod de varme hænder glide over vampyrens ryg i en masserende gestus. Dette ville alt sammen være noget der ganske vidst forstyrrede Ahngels midlertidige dvale, men ikke rev en tilbage til virkeligheden i et ubehageligt chock. Tillod en at balancere imellem hvad der er en drøm, og hvad der er virkelighed. Ma’lakel stemme var mørk og nænsom, sensuel og hypnotiserende, som var Ahngel en slange og han selv slange tæmmeren der prøvede at afværge et bid ved at spille en afslappende melodi.
Hænderne gled op over de hvide skuldre, og tog ganske let fat, imens at han ligeså blidt nappede i det yderste af Ahngels skin på halsen: som et pirrende kærtegn. Hvis Ahngel ville ligge sig, ville Ma’lakel forsøge at vælte ham ganske forsigtigt ned på siden af sengen.

--

Gradvist blev det snigende mørke mere og mere tæt, som søvnen igen listede sig ind på ham. Han var trods alt vågnet midt i sit nederste søvnlag. Intet under at han stadig var træt. Det var dog et af de tidspunkter, hvor man ikke lagde mærke til at man netop nu var på vej til at falde tilbage i en søvn på grund af en masse tanker, der ligeså langsomt blev udlignet til ingenting og pludselig.. så var bevidstheden ved at være væk. Atter slappede nakkemusklerne mere af og hans underarm blev påsat mere tryk fra hans kæbe derimod. Dog ville begge arme langsomt glide ud af deres positioner og den lille langsomme fornemmelse af at tabe højde bragte en midlertidig vågen tilstand en lille smule tilbage indtil næste omgang. Kæben mistede let taget og hvis denne ikke havde været trykket imod underarmen, ville hans tænder kunne spottes da intet holdt læber og kæber sammen. En let knirken fra sengen bag sig gav endnu en lille ridse i det glasvindue der syntes at skille ham med den vågne verden. Hans øjne gibbede kort, men åbnede sig ikke. Sekunderne blev ikke rigtigt registreret, så det føltes næsten som om punkterne, hvor Ahngels skuldre og ryg mærkede Ma’lakel, var dukket op på et ganske kort øjeblik, som havde denne teleporteret fra sengens kant og hen til ham inden man kunne nå at blinke, eller i Ahngels tilfælde: åbne øjnene. Den første snært af liv ved sin øregang, sendte atter et lille livgivende stød igennem ham, som langsomt udviklede sig til sammenspændte mavemuskler og krummede tæer, der kort gav et beskedent ryk i sengelagnet. Et velkendt gys faktisk. Han var efterhånden begyndt at forvente det komme ved Ma’lakels mange forskellige handlinger. Samme kildrende følelse, som når en sangstemme får en til at tabe kæben og samme form for gysen, som når man vanter på noget meget afgørende. Eller bare meget enkelt. Omgang med en man holdt af? Ahngels øjenvipper slap sine omfavnelser af over- og underboerne og lod ham ganske stille åbne øjnene. Blot et par enkelte milimetrer. Verden udenfor var stadig skjult bag de sorte vippers skjolde, som han så ud i værelset igen. Hans samvittighed? Et gab trængte sig på, men blev blot erstattet med et lidt for dybt åndedrag, der nærmest lød som et opgivende eller sanseløst suk. Smilebåndet strammede let om sig, men blev dog aldrig til noget synligt på grund af hans kæbes forstenede position imod armen.
Som dæmonens læber berørte Ahngels øreflip, reagerede han. Neutralt fra ansigtet dog. Hans øre gav et lille vrik. Blot en reaktion af spændte muskler omkring selve ørets brusk. Den kildrene fornemmelse bredte sig i kroppen igen, bortset fra punkterne denne rørte. Det søgte længere ned om halsen og Ahngel vippede da ansigtet yderligere på siden for at lade håret falde enten over hans kraveben eller ned over ryggen for at give plads. Hans navn gav en genklang i hans hoved. Det slog ham hvor vant han var blevet til at blive kaldt ved sit fødenavn. I Ma’lakels mund lød det heller ikke så… anklagende. Det lød ikke spottende, som bøddelens stemme under den sorte helmaske. Da Ma’lakels hænder begyndte sin kærtegnende bevægelse over skuldrene, mærkede Ahngel et af de ømme punkter blive trykket. Han havde da en særlig form for lyst til blot at slippe hørelse og føling igen til at falde i søvn endnu engang imens Ma’lakel bare lod det stå til. Dog åbnedes hans øjne roligt. Denne gang så det rent faktisk kunne spottes, not ikke af Ma’lakel, men i helhed. Blot en enkel nedre del af øjet udstrålede liv, hvorimod irissens øvrige farver var mørke og endnu slumrende, som en stenstørknet vulkan. Et øjeblik mærkede han antydningen af en forskel af hans skuldre og Ma’lakel der tog et roligt tag i dem. Ikke blot forskelligheden i deres masse, men også noget andet. Ahngel havde efter den snak med Jean dog fået en ide om hvad det var, trods det ikke var hvad der passerede i vampyrens endnu sløve hoved i øjeblikket. Ligenu var der ikke noget point du lac. Der var ikke nogen Jean, Traquille, Muet eller Soleil. Der var bare sengen, tomrummet om den og de to væsener i den. Ikke engang han selv var en jeg-person da. Blot et individ, hvis eneste forskel fra det andet var, at denne var til at gå ind i hovedet på og tilrettelægge, samt styre dennes handlinger og næste træk. Som et spil. Som strategier. Et mere tydeligt koldt suk gled over hans tørre læber og ud i ingenting inden han let løftede nakken, nok for at se tilbage på Ma’lakel. Han vendte kinden til, så det blot var hans ansigts profil der var at se. Det ydre af ham… Det der udgjorde hans omrids om den lige næse og læbers spidser, var let sølvblålig begrundet en månestråle med ufattelig god timing. Øjenvipperne lod sig ligeså lyses kort op, som et mindre lys i beskeden neon. Øjnene dog endnu røde og upåvirkede af den blålige farve. Ganske langsomt, som Ma’lakel påbegyndte den vippende bevægelse, lod Ahngel sig let tippe, lod armene glide fra hans knæ og ned som støtte imod madrassen, så han ikke ville dumpe antiklimatisk ned i sengen med en klodset bevægelse. Stoffet om hans underliv fulgte trop og lod sig atter udbrede en smule mere, hvor det før havde været vulket skødeløst om ham, som et gammeldags græsk fliceret skørt. De lange hvide hårløse ben strakte sig ligeså med sengens form som han lod sig ligge ned. Atter med blikket frem for sig. Da vendte han nakken og søgte atter Ma’lakel med blikket. De sorte lokker gled atter fra nakken og ned over ryggen, blottende hans bare slanke hals og størstedelen af hans nøgne kraveben og starten på brystkassen. Han havde vel været heldig med sin brystkasse. Dens bredere form i takt med skuldrene og den atletiske nederste region sørgede for at Ahngel ikke blev direkte mager og spinkel at se på. Den egentlige åbenlyse magre del kunne dog skimtes ved dennes talje, underarme og ankler primært.
Som selv samme slange, der kælent ville vikle sig om sin tæmmers hånd, rakte Ahngel sin øverste arm imod Ma’lakel og hvis denne ikke havde rykket på sig for meget, ville han ganske nænsomt placere sin hånd imod dennes kind. Først den kolde håndflade, som så vendte sig så vidt som muligt og lod de kantede knoer stryge derved med håndryggen følgende. Hans ansigt blev tyst, men noget i hans blik flammede op.
”I så fald går jeg ud fra at jeg stadigvæk sover?” Der var ikke rigtigt noget at finde i undertonen og man kunne godt fristes til at tro på at det var et sandfærdigt spørgsmål.

-- M

På grund af Ahngel sad i profil, og at mørket ligeså gjorde Ma’lakel halv blind, lagde han ikke mærke til det blik der blev ham givet kort inden han besluttede sig for at tippe vampyren ned på sengen.
Sengens bløde overflade gav efter, som Ma’lakel halvt tiltede med. Lagde vampyren, der var bevidst nok til selv at tage fra, ned over sengens hvide dække, og tillod sine grønne øjne at vandre ned over den blottede overkrop med et nærmest fascineret blik. Som interesserede Ahngels anatomi ham, på en barnagtig måde. Efter at vampyren var blevet lagt ned af egen fri vilje, kunne Ma’lakel pludselig mærke de kolde fingre ligge sig over sin kind. Den ene af Ma’lakels hænder havde fundet vej til vampyren side, og gled nænsomt over huden i en blød gang. Han begramsede Ahngel, med blot et enkelt stryg med fra en hånd over dennes synlige side.
De gylden grønne øjne fik kontakt med den dybt røde, som den kolde håndryg gled ned over hans varme kind, han lukkede øjnene i et øjebliks nydelse og pressede hovedet imod hånden, som en kat der modtog sin herres hengivenhed. Da Ahngel talte til ham med en oprigtighed i stemmen: måske stadig en smule forelsket i drømmenes fløjls bløde illusioner, åbnede han øjnene igen. Ma’lakels læber parteres i et mindre smil, imens at de gylden grønne øjne gav en lille gnist fra sig. Som en flamme der blev tændt i det ellers rolige blik.
Ganske blidt skubbede han vampyren om på ryggen, bøjede sig ned over Ahngel på samme tid med at han rullede ham på ryggen og holdt øjenkontakt. Den anden hånd blev langsomt ført op foran de smalle lysebrune læber, og pegefingeren trykkede sig imod dem som han talte til Ahngel uden at bruge ord til at opnå den ønskede ytring: vær’ stille – betød gestussen uden tvivl. Hånden ved Ma’lakels mund blev fjernet og ført ned over Ahngels bryst, for at glide til den ene side og finde støtte imod madrassen. Halskæden dinglede legesygt fra Ma’lakels hals imens han fortsæt var lænet indover Ahngel, og som han bøjede sig yderligere ville den uundgåeligt lande på vampyrens kolde overkrop, imens at Ma’lakel lagde hovedet en smule på skrå for at presse læberne imod Ahngels kind. Kysset fortsatte fra kinden og ned til halsen, der blev kærtegnet af de smalle læbers bløde ydre, videre henover struben, blidt og begærligt, videre ned over brystet på vampyren, imens at hånden der havde lagt over Ahngels skulder, og tippet denne om på ryggen, lagde sig på den udødes side og gled fra dennes ribben, til maven, for at ebbe ud ved lænden hvor hans fingre let krøllede sig sammen om det mindre dække for Ahngels mere intime legemsdele. De sensuelle kys fortsatte: han lod sin ru tunge glide over brystvorterne, rive let i dem som hans tunge let tog fat i skindet og nænsomt kradsede sig op af dem. Fulgte en lige linje ned over maven, for at tage tungen i brug igen da han nåede navlen, og slikke henover det lille indhuk i maveskindet.
Hånden der havde et mildt greb om de hvide lagener ved Ahngels skridt, trak ned i det en smule, og gjorde mere af hans underliv synligt. Kyssende fortsatte med at presse sig imod Ahngels hud, et kærtegn ej lignende noget andet som han havde udsat vampyren for før. Hele hans krop skulle dækkes i blide kys, druknes i dem, indtil at vampyren ikke længere kunne trække vejret, og ville blive kvalt! Dø, dø af nydelse, af følling.
Tungen gled over roden af Ahngels manddom, der svagt ville være kommet til syne efter Ma’lakel havde trukket ned i de skærpende klæder. Han fortsatte dog forbi, havde ikke hensigt i at gøre noget sjofelt. Gik videre hen over Ahngels underliv, hen imod dennes ben, og kyssede vampyren over inderlåret, for at ændre kurs og fortsætte opad igen, i samme sensuelle mønster. Men som han nåede maven begyndte han at nappe. Legesyge, kærlige nap, der for mange dyr var et tegn på underkastelse og hengivenhed. Han gjorde det dog kun nogle få gange ved maven, og greb blidt fat med tænderne i den udødes ene brystvorte, for tavst at fortsætte videre op til dennes hals igen. Kysse over dennes hage, inden han kom til vampyrens læber.
Hans egen overlæbe ramte vampyderens under, og med en stille, dog tung vejrtrækning, lod han de gylden grønne øjne glide fra Ahngels læber, til dennes blik: han ville kort fæstne deres øjne, i nogle sidste indirekte ord, inden han let bed fat i Ahngels underlæbe. Rive let ud i den, for til sidst at ligge hovedet på skrå, og kysse vampyren. Hans læber over dennes i et hårdt kys, der til trods for at det pressede sig tvangsfuldt imod vampyrens, ikke var upersonligt eller følelsesløst. Nej, det var lyst, begær der blussede op som en antændt flamme, inden kysset ville få en brat ende, og Ma’lakel ville trække sig væk, med sit blik liggende over Ahngels underskønne ansigt.
,, Sover du stadig?”, hviskede han, med klar ophidselse i stemmen, imens han trak lidt mere ned i det hvide lagen ved Ahngels underliv.

--

Det lange sorte hår lagde sig over sengens støtte af hans hoved, som vampyren let lod sig tippe om på ryggen, ført af det tryk Ma’lakel lagde imod skulderen med sin hånd. Sengens hvide folder omkransede vampyrens skikkelse og indrammede dennes form i et uregelmæssigt rammesystem af det bløde stof. Hånden imod Ma’lakels kind mistede ganske kort sin position, som hans bevægelser ikke fulgte så hurtigt med endnu. Hånden blev kort slået ud af kurs, lidt væk fra dæmonens ansigt, men fandt da tilbage derefter, som var det en magnet af en art der søgte sin modpol i dæmonens indre. Ma’lakels søgen på Ahngels øjnekontakt blev ikke afvist. De røde øjne hævede sig fra dennes kind, der havde været sigtekornet for hans hånds bevægelse og op til dæmonens grønne øjne. Ma’lakels billede var klart, som var det dag. Kun en gennemsigtig tåge i form af den stadig påtrængende søvnighed slørede ham lidt. Øjnenes farve brændte sig dog igennem det, som var det vanddamp imod et islag. Denne bevægede sig ganske lydløst.. Formede en besked i sine bevægelser ved at lægge sin finger foran læberne. At tie? Ahngels blik tonede sig som dette blev accepteret og dennes kæber placerede sig standhaftigt imod hinanden. Ma’lakel lænede sig ned imod Ahngel i samme bevægelse. Den bare, slanke arm lod sig krumme som den fik mere plads og snoede sig om dennes nakke. Kun støttet ved hænderne, fingrene og det bøjede håndled. Der var ingen råstyrke at finde i taget og ej heller at finde i den døsige vampyrs blikke. De var løjerligt neutrale, som var det et barns blik. Det var søgende, men ikke spørgende og observerende uden at gå i detaljer. Udlignede flere faktorer gjorde det. Nok blot et ekstrakt af den nuværende træthed, som var han der, men registrerede kun det allermest basale omkring sig. Ma’lakel. Man kunne akkurat mærke den lille prikken fra halskædens materiale imod det nøgne bryst. Dets kølende struktur var dog ikke til megen nytte hos vampyren. Derimod nedkølede han den i stedet for omvendt i et øjeblik. Dæmonen nærmede sig den udødes smukke ansigt. Ahngels frie hånd søgte halskædens vedhæng og lagde sig hen over den, fangende kæden mellem pege- og langfingeren imens dens egentlige ejermand placerede et kys på vampyrens kolde kind og lod noget af sin varme komme til udtryk. Den kriblende følelse spredte sig omkring kysset, som var dette en glødende kerne. Kontrasten var hvad han kunne mærke. Det som Jean havde formuleret som kulde, trods Ahngel stadig ikke var overbevidst om at det netop var dette. Han burde da ha en nostalgisk følelse omkring det, hvis det var kulde? Et minde der bekræftede det? Et instinkt? Ingen af delene havde han registreret. Langsomt fulgte øjnene den selv samme bane, som Ma’lakel havde skabt ved sine bevægelser, som kunne Ahngel se montagen af billeder der tilhørte de forhenværende minisekunders struktur inden de kom til nuet. De røde, søvnmættede øjne fulgte denne til sin egen hånd, der stadig lå blidt om dæmonens nakke. Han tog sig selv i at ha bevæget fingrene på en måde han normalt ikke gjorde. Noget han højest havde gjort om Noirs poter og andre kælende punkter. Hans fingre stoppede øjeblikkeligt sin diskrete massage. Der ville nok ikke kunne føles nogen radikal forandring.
En sti blev tegnet med usynligt blæk da Ahngel mærkede kysset glide ned over sig. Ganske blidt. Ahngels øjne gled til en stirreplet for først efter få sekunder at lade øjnene droppe i, nærmest som om det rent faktisk havde en effekt på følingen at lukke af for synet. De lange hvide fingre spredte sig om halskædens kæde og lod den frigøres, som Ma’lakel forsvandt fra den radius, som den kunne strække sig. Ligeså ville hånden ved Ma’lakels nakke stryge af, ved kort at lade fingerspidserne stå ved og følge ansigtets forsvinden fra rækkevidden. Trykket på skulderen døde hen og sænkede sig sidelæns imens Ma’lakel flyttede hånden nedad for at tage et let fat i Ahngels dække. Vampyren skævede kort dertil med et tyst udtryk. Øjnene lukkedes da let i igen da Ma’lakels kys fortsatte sin sti over Ahngels krop. Denne gang om hans nerveender ved brystkassen, der let lod sig hærdes ved den pirrende forkælelse af dem. En tvivl slog imod vampyrens tanker, som de langsomt nåede den kritiske oplysning. Alle disse kærtegn..? Vampyren åbnede øjnene og så imod himmelsengens top. Mavemusklernes sammenspænding lod skindet trække sig lidt tilbage da Ma’lakel fortsatte langs maven. De kildede nerverne, der kriblende samlede sig i en stime og trak på muskelmassen. Følelsen af at blive blottet yderligere ramte ham langsomt, men ikke som et chok. Denne næsten totale nøgenhed var ikke længere et emne sat under tabu i sætterkassen, dog han ikke nød sig selv mere udstillet end yderligere. Kyssene fortsatte nedad og gav igen Ahngel muligheden for at drives ind på sit tankespor. Alle disse kys af Ma’lakel. Nænsomme til og med. Efter dennes langtrukkede stilhed, blev hans stemme endelig blandet med ren krop. Et hvislende suk, der nærmest blot lød som et simpelt vindstrøg tørrede hans læber og sendte en kold ånde ud i værelset. Endnu et varslende sug gled igennem ham, som Ma’lakel gav sin opmærksomhed til rammen af Ahngels køn for at fortsætte. Opbyggende noget, som kolde hænder imod en menneskeryg, men som langsomt lagdes tilbage til en slummer. Dæmonen fortsatte nedad det sårbare bløde hud ved inderlåret og skiftede kurs. Efterhånden var samtlige kys.. Samtlige baner og berøringer fra de første sekunder begyndt at kunne mærkes, som små let brændende mærker i hans hud. Sågar formen på Ma’lakels læber kunne han tyde fra de små spor der var blevet lagt i form af kriblende og stimulerede porer i huden. Flere kys til samlingen. Mangfoldige som hans ar, dog stadig i undertal. Der var stadig mest vægt på skålen fyldt med blod i forhold til skålen fyldt med… Med.. Hvad lå der i den skål i det hele taget? Var det virkelig for håbefuldt at bilde sig selv ind at denne ikke blot i sidste ende var lykkejæger eller bare tilfredsstillende et egentligt behov, som han ikke kan få andetsteds? Ahngels hoved var altid så kritisk. Altid så mistroisk. I sidste ende var det jo heller ikke Ma’lakel han tvivlede på, men hans eget individ, som i egne øjne til tider kunne findes så sølle at man ville fristes til at tro de værste indskydelser. Det positive var altid det sværeste at se og tro på. Specielt emner som disse. Emner som Ma’lakel og emner som følelser og deres funktioner.
Han blev atter flået ud til virkeligheden af sporene der syntes mere markante end før. Ma’lakels tænder havde ganske nænsomt begyndt at nappe i stedet for at lade de bløde læber kysse. Et meget lavt, halvkvalt støn udvidede hans halsrør kort, som han hev en slurk luft til sig og lod det passere ud af næsen igen. Atter brystvorten. Atter halskød og hage. Vampyren vippede ansigtet lidt da Ma’lakel fandt længere op og lod sig hægte sig til den bløde, lyse underlæbe. Ahngel mødte Ma’lakels øjne i en nærmest synkron bevægelse da denne løftede blikket. En gennemtrængende farve begyndte at kunne ses i øjnene på denne og blikket spærredes en smule mere op som en mere klar tilstand blev tiltrængt. Han mærkede sin nakke trykkes mere imod madrassen da Ma’lakel valgte at føre sin drillen af underlæben til noget mere. Et passioneret kys ramte og omfavnede vampyrens læber. Igen lukkede han sig væk bag de lange vipper og de hvide øjenlåg. Denne gang var der ikke et konkret modspil dog. Ikke endnu en hård alfahans kæbe der ville udkonkurrere det modstridende kys. Han tog det nærmere. Langede ud og fangede det med læberne og åndedraget. Hvis vampyren da havde vidst hvor meget aftener ville være præget af ensomhed fremover, havde han nok ikke tyet til dette kys for at udligne det. Han ville komme til at savne det. Netop fordi det havde en så stor kontrast til en kat der blot begyndte at kradse tæerne af en hvis man lå på dens plads for længe.
Kysset blev brudt. Vampyren åbnede øjnene og så på Ma’lakel. Denne talte og dennes stemme virkede så fuld af liv som altid. Frembrusende liv, som var det et vandfald uden ende. Trods Ma’lakels uforklarlige hjerterytmer og tendens til udødelighed, var han så fyldt af rent liv, at det nærmest virkede misundende på vampyren. Solen der var indprentet dennes hud. Dennes underskønne mørke hud med dufte der skreg af krydret menneske og dæmonkød. Denne fantastiske individualitet. Ahngel var fuldkommen enig med sig selv om at dette ansigt og denne muskulatur.. stemme.. det hele var noget man ikke ville finde andre steder. Vampyrens øjne kneb sig en smule sammen. Ma’lakel var et kunstværk i sig selv. Måske var han ikke præget af elegance og materiel skønhed frem for det personlige, men alt dette virkede ikke som noget han manglede. Han behøvede det ikke. Han ville aldrig ha brug for det. Lagenet om Ahngels liv lod sig rives en smule mere væk.. Den blottende følelse gjorde sit comeback og afslørede mere af dennes arrede krop og underliv. Om han stadig sov? Blot det var så vel? Så meget virkelighed på én gang virkede skræmmende på sin egen måde. At være så fremme i tankerne. At holde sig til et nutidigt objekt. Det fik farver til at ændres og lyde til at blive højere.
Vampyren rystede på hovedet og støttede albuerne imod madrassen. Han hævede sig langsomt. Dels for ikke at banke op i Ma’lakel i en rap bevægelse. Han kiggede stille op på Ma’lakel. Som han havde gjort før slyngede de røde øjne alle sine arme ud og lagde dem om Ma’lakels ansigt. Rørte ham med et simpelt blik. Forsøgte at gennemtrænge ham og bevæge sig ned i porer, blodårer og hårrødder.
”Slet ikke.” Hviskede han og sænkede blikket en smule til Ma’lakels hals. Han rettede sig da mere op, slap sin støtte i madrassen og lagde hurtigt armene om Ma’lakels hals og let pressede sig selv imod den med læberne imod den solkyssede, duftende hud. En indånding kunne høres og separerede læber imod porerne. Med mindre Ma’lakel ville tvinge sig selv over i et stædigt stadie, strammede vampyren mave- og rygmusklerne og langsomt trak ham med sig længere ned at ligge. Han tippede ganske langsomt ansigtet derfra og imod Ma’lakels kæbeben og øre. Han placerede et stumt kys på tindingen og lod det glide ned over det skarpe kæbehjørne. Det slap ganske lydløst igen og han hviskede stille imod Ma’lakels øre:
”Det er lang tid siden jeg sidst var sådan vågen.” Han smilede ganske tyst. Det ville ikke kunne ses.

--

Den ros der før havde været så dejligt dominerende, havde været dulmende og stress afsløsende, blev opløst af det simple blik som Ahngel gav ham. Han havde haft i sinde at trække sig væk skulle vampyren sige at han var vågen, som en del af den leg Ma'lakel indirekte var på begyndt. Men som de røde øjne lagde sig over hans ansigt, det eneste egentlige farve han kunne se i det hvide, tilslørede spøgelses billede af Ahngel, blev der dannet noget inde i ham. Det solide træ skabt af metal og jern, voksede en smule, blev en kende større og noget spredre sig i Ma'lakels krop. Gled fra brystet, udløst af et enkelt hoppende hjerteslag, og ud igennem blodårene, spredte sig i de brede skuldre, de muskuløse arme, store hænder, veltrænede ryg og markerede mavemuskler, for at fortsætte nedad, indtil det havde spredt sig til hver en afkrog af hans krop.
Dennes ord, prallede af på denne nye følelse af.. begær? Af lyst? Den var anderledes, meget mere.. rolig? Særpræget og næsten alien for Ma'lakel der ikke kendte til mange andre former for lyst end den sædvanlige: du er tiltrækkende, dig vil jeg have!
Han lukkede øjnene i bare nydelse som Ahngel lagde armene om hans hals for derefter at presse sine kolde læber imod Ma'lakels varme hals-side. Det sendte et sitrende gys ned igennem halv-dæmonens rygrad, og han lod hånden der så uprovokeret havde revet ned i vampyrens eneste beklædning, miste sit ellers faste tag og i stedet glide op af dennes mave, med spredte fingre som kunne Ma'lakel ikke røre for meget af den udødes hud af gangen.
Det begyndte at prikke i fingrene som de gled op af den lyse hud, imens at Ma’lakel lod sig blive ført længere ned imod sengens ydre, som var Ahngel en forførende sirene der var steget op fra havets dyb, blot for at fordreje hovedet på den skibsbrudne Ma’lakel der lod sig falde i vandet, og blive trukket ned til en ubehagelig drukne død, dog uden at give det megen tanke på grund af sin døds engels bedrageriske sødme og uskyld.
Ahngels ord fremmanede endnu en sitren igennem kroppen, det tændte ham på en mærkværdig måde. Han blev ikke grebet af et ønske om at flå tøjet af sig selv, og kaste sig over vampyren som et andet vildt dyr, tvært imod reagerede han, handlede han som var hver bevægelse inprintet i hans hukommelse fra fødselen af. Fingrenes blide gang over maven, hans læber der søgte vampyrens hals-side for at gengældte de kærtegnene kys som denne havde skænket Ma’lakel, og trykke derimod med dyb tilfredsstillelse ved blot dette og intet af det. Hans læbers ydre skin gled da ned over Ahngels kæbe, imens at hånden der havde kørt fra hans underliv nu havde lagt sig på brystkassen.
Som de lå imod madrassens bløde overflade, slog Ma’lakel ganske blidt sin pande og næseryg imod Ahngels venstre side af ansigtet: som en kælen kat der ville nusse, og hengivent vise at den ønskede sin herres opmærksomhed. Han gnubbede langsomt sit hoved imod Ahngels, på en dyrisk måde, som et tænkende individ ikke burde udføre. Om Ahngel gengældte dette animalistiske nusseri var op til denne, for uanset hvad ville Ma’lakels nussen ende da hans læber pressede sig imod vampyrens kindben, og fortsatte ned over kæben, til halsen for blot at frigøre sig den kolde huds silke ydre og lade de grønne øjne vandre ned over vampyrens overkrop.
Han vidste ikke hvordan det kunne vælte ud af ham, eller hvorfor at noget så simpelt som at betragte vampyrens krop kunne få sådanne barnagtige ord ud på hans tunge, men opslugt i dyb fascination af sin udøde elsker lod han sine finger spidser glide over dennes kraveben for pludseligt og meget stille at hviske:
,, så.. smuk..”.

Hans blik blev årvågent og tilstedeværende, som var han selv vågnet fra en drøm. Et stik af angst fór igennem kroppen på ham, og som havde han fået stød, frigjorde han sig Ahngels greb, havde denne stadig armene rundt om halsen på ham ville Ma’lakel række op med sine hænder for at fjerne dem, og derefter forlade vampyrens intim atmosfære.
Hvad havde han sagt?! Hvad helvede havde han fablet om! Smuk?! BAH! – hvad var han, en eller anden skurke version af Romeo?!
Han satte sig på senge kanten og udtænkte hurtigt en plan der måske ville få vampyren væk fra hvad end denne havde hørt at Ma’lakel have sagt.
,, I så fald.. må jeg jo forsvinde..”, sagde han, med et drilsk smil.
Genoptog sin forrige leg meget hurtigt, som et godt dække til hvorfor han så pludseligt havde trukket sig væk.


--

De blanke sorte tråde hår lagde sig igen imod madrassen og dannede en mørk glorie om vampyrens ansigt, som en antikrist eller et farveinventeret kirkebillede. Hvor der skulle være hvid var der sort og hvor der skulle være blåt var der rødt som blod. Som helvedesild. Denne gang var ilden dog kun simple gløder. Slumrende, dog stadig varme og klar til at blive pirket til. Ingen vind pustede dem ind i glemsel og ingen syntes at ville undvære denne varme, som farven gav en i form af en mærkelig ro i sindet. Ma’lakels hånd op ad vampyrens hvide overkrop og kysset der udsendte disse tusinde nåle igennem hans hud virkede begge så ufatteligt naturlige… Som var der i virkeligheden intet system. Intet net af følelser, bekendtskaber og instinkter der fortalte at alt dette var forkert. Det var vel en sødme for netop dette øjeblik. Endnu lammet af en søvnrus, der lammede forsvarsmekanismerne og den altid vagtsomme og paranoide fornuft der rumsterede i ethvert komplekst væsens system. De mekanismer, som vampyren var bygget op af og de mekanismer, som Ma’lakels berøringer syntes at smelte ved hver berøring, som var hans hænder fyldt med magnetiske ladninger… bevægende sig igennem systemer af følsomme teknologier der blev ødelagt ved denne magnetisme. Virkelig.. En sygdom. En form for kræft der spredtes i kroppen alt for hurtigt. Hver en fiber.. hvert et hårstrå og vippe.. Hver en fingernegl og hver en rød dråbe der faldt til jorden fra enten blod, sved eller tårer. Udød, som levende. Sygdommen var da den eneste sammenligning han kunne komme på. Det eneste stykke faglig viden han havde om dette. Uforstående var han. Sammenlignede ikke med romaner om netop sådanne romancer i censurerede versioner. Ingen har kræft i eventyr. Ingen er dødeligt syge i eventyr. Kun fædrene og de falske forældre. Nostalgien sad ved et øjeblik. Mange eventyr havde han ikke fået læst dengang.. men få. Oplæst af hans daværende moder, søster, primære selskab og elskerinde. Det havde dengang været rart at glide ind i disse drømmeverdener med blodige sværd og troen på godhed og skæbner drejet barmhjertigt og gavmildt. Nu var det blot frustrerende. Distraherende. Fiktion var nutidens distraktioner på hvad der var vigtigt. Følgende liste havde Ahngel desværre ikke lige i tankerne. Hans prioriteter, hans fortrukne og hans mindst ønskede. Historiebøgernes allerede læste og glemte sider blev revet fra læderet, som et svær fra sin skede og kastet for ridderen grav.. I dette tilfælde ind i gløderne for at se virkeligheden blusse det op og se de små landsbyer brænde. Se prinsen og jomfruen omfavne hinanden i flammerne og se hvordan dragen mættede sig i disse gyldne nuancer. Brændende.. Opglødende. Et køligt pust gled ned over selv samme tilbageværende gløder og askestumper og fortalte atter historien om hvordan vampyren og dæmonen delte værelse i vampyrens overdådige residens.

Kysset over Ahngels hals log ham ånde ud, trods han ikke behøvede det greb på en menneskelig funktion. Nogle ting holdt man vel bare ved? De lange fingre smøg sig fra halsen og ned over dæmonens skulderblade og tog et hold derved. Fingerspidserne lagdes flade således at neglene ikke skadede dennes hud. Dennes guddommelige nærmest gyldne hud. Dennes farver og liv. Dennes lange farverige liv. Farverigt på sollys og på blodige næver. Blå ild. Rødt blod. Gylden som en sol blev fortalt. Grønne øjne. Ma’lakel indså det måske ikke og havde aldrig ladt sig stryge sig op ad tanken… Men han indeholdt nuancerne for selve dagens levende. Farverne der er blevet fortalt om gennem billeder og poetiske taler. Her kunne de ses og sanses. Saltet i hans sved og resterne af dagen under negle. En gennemtrængende lyst til at fortære netop dette blussede kort op i vampyren. Naturligheden i sig selv. Lyst til at lægge dennes klør i klemme med hans egne tænder og indsamle dagen i en bakteriefyldt smag. Hvad skulle det røre ham? Lyst til at indsamle hvert gram salt der måtte sidde over dennes krop efter dennes dag. Lyst til at lade dennes flammer æde ens hud blot se hvordan huden ville blive skrøbelig som glas for ildens nåde.

Da Ma’lakels hånd nåede brystkassen, fandt Ahngels ene hånd samme vej og lagdes over Ma’lakels.. Placerede fingerspidserne i dæmonens mellemrum ved fingrene. Mærkede det sårbare hud der ikke var andet end blot sammenholdende skind. Vampyren sænkede blikket og betragtede Ma’lakel der syntes at være ganske tæt på igen. Da åbnedes vampyrens øjne en smule mere end hvad normalt var. Nok til at give ham et udtryk mindre forstående end før. Som Noir gjorde pressede denne store dæmon.. Dette perfekte eksemplar på en endnu ikke håbløs race.. sit ansigt imod Ahngels selv. Et sekund gik med blot at betragte denne adfærd der virkede så satans surrealistisk. Lang tid varede det for vampyrens øjne.. Som gik tiden ganske kort i stå og bad ham se hver eneste detalje der var. Der var dog grænser for hvad han kunne opdage med sit langsynede blik, og dog.. Han lod øjeblikket af stillestående klode forsvinde og glide ned fra sengen, som var det sand der blev skubbet ud over lagenets kanter. Vampyren lukkede øjnene i og gengav denne gestus.. Dog langsommere. Med kysset lod han atter hånden glide imod dæmonens midte igen og lod den placeres imod overarmen. Øjnene åbnedes og nøjedes med at se lidt ud i stilheden.. Om han var helt vågen alligevel kunne vidst diskuteres alligevel. Hans sædvanlige sansespil var i hvert fald ikke førsteprioritet.

Da blev ganske små ord udtalt. Et øjebliks uforståelse og forelskelse i det faktum at det nok var ubetydeligt forsænkede Ahngels egentlige reaktion.. Smuk? En glød tændtes op i vampyrens røde øjne som en eller anden var så fræk at puste ned i det ellers så blide gløder. Aske fór for øjnene og gjorde støvet virke meget mere synligt. Et lidt for kækt hjerteslag sendte et stik igennem vampyrens brystkasse. Reaktionen var kun et enkelt spontant blik fra øjnene. Armene lod sig glide af dæmonen som denne flyttede på sig og skred ud fra Ahngels intimsfære. Vægten fra Ma’lakel eller manglen på samme gjorde det nemmere for Ahngel at hæve sig igen og sætte sig halvt op. Lagenet om hans liv rettede sig lidt til og fandt sin vante plads som det gled ned over den slanke, atletiske mave. Hans øjne rettede imod dæmonen og meget vel fangende en øjenkontakt i det sekund dæmonen ville se på ham igen. Det var ingen stirren der prak sin vej ind i sjælen, men mere en overfladisk observation, som var huden på dæmonen et skjold da, som vampyren ikke brød igennem. Hans ansigtsudtryk virkede, som havde han lige hørt om en lokal ulykke. Ikke noget der egentligt pårørte ham udover overraskelsen og ideen om at der rent faktisk kunne ske sådanne ting i dette nabolag? Smuk? Var det hvad han havde sagt? Et gys ledtes igennem vampyrens ryg og gav ham lyst til at sætte samtlige knogler på plads ved at give hver og en et knæk. Uro spredtes i hans nerver og lod hans fingre, der var placeret som støtte imod madrassen, summe, som var de fyldt med nyudklækkede insekter. Smuk.. Skønhed var normalvis en kompliment slynget ud af smigr eller egentlig ytring.. Forskellen var blot. Ja.. Forfængelig kunne man nok ikke kalde Ahngel. Ikke fra den positive vinkel. Begrebet skønhed blandt vampyrer var altid en overfladisk affære.. om ikke andet end professionel. Symbol for magt.. evner og status. Langsomt.. med disse tanker vendte alt tilbage. Point Du Lac. Staben. Deres forskellige racer og deres ensbetydende køn. Alle problematikkerne og følelsen af at forsømme noget materielt.

Ma’lakel bevægede sig væk og skød en kommentar. Ahngel tog den først ikke til sig og fortsatte roligt med at betragte dæmonen. Hvad der ikke var personligt for ham… vedrørte Ma’lakel. Hans reaktion? Hans fortrydelse af ordene? Ahngel tav. Fandt ham selv at tænke for meget på det. Det lille stoplys ved hans frontallap havde trukket sit sværd og stak ham nu i panden, talende om pligt og vampyriske etik. Alt hvad han havde lært var rigtigt og forkert. Da lagde det sig.. som en damp lagde det sig på alle kolde overflader. Ahngels hud.. Hvor det prak. Trods for det skød han en slangeham og smilede dunkelt mens hans øjne endelig fandt fodfæste andetsteds. Han rystede diskret på hovedet og gav sine hænder til opgave at fæstne lagenet om hans liv, som var det et håndklæde. Han vendte sig mod sengens kant og rejste sig op, efterladende en rynket samling lagener og puder. Med flade og gulvnære skridt nærmede hans sig gardinet der bevægede sig lidt for den klemte balkondør. Gardinet blev trukket fra med en skraslende lyd og et hvidt skær lukkedes ind. Det sneede endnu en smule og vinden var stille.

”Du ville fare vild inden du fandt udgangen.” Sagde han toneløst. Da vendte han nakken ganske roigt og sendte Ma’lakel et sideblik. Som hans ansigt og hår badedes i det hvide natteskær, blev hans øjne ikke anderledes af det. To blodsøger midt i et snelandskab efter et trættende slag. Efter en kort ufokuserende og stilfærdig flakken med blikket rundt i rummet så han igen på dæmonen.

”Med mindre du har lært dig selv at finde fuldkommen rundt i løbet af dagstimerne?” Han vendte fronten imod dæmonen, krydsede armene og lod skulderbladende støtte imod det kolde, oplyste glas. Et stilfærdigt smil viste den useriøsitet der egentlig så i det. Dog tvivlede han lidt på at Ma’lakel havde tålmodighed nok til at finde døren hvis han endelig besluttede sig for at flygte med halen mellem benene. Vinduer var trods alt også nemmere at erstatte end de store døre. Smilet blev en smule skævt inden han lod det forstummes.

--

Som krakeleret keramik blev det mentale billede af hvad Ma’lakel havde tænkt sig det hele skulle ende ud med, ødelagt da virkeligheden overhalede. Men det var en bedragerisk virkelighed der til trods for at bringe sindsro, efterlod kroppen i en pinlig anspændthed som fik det mørklagte værelse til at ligne en fængselscelle. Hvad han havde tænkt over, og hvorfor han havde søgt vampyrens selsskab blev visket væk som de to så på hinanden. Ahngel betragtede Ma’lakel med et afklaret dog fjernt blik, og Ma’lakels før drilske smil var for længst forsvundet, og et par grønne ædelstens øjne lå i stedet betænksomt over det marmor hvide ansigt. Han prøvede vel at finde en slags stabilitet, i dette kaotiske maleri der udgjorde hans verden. Langsomt sneg en prikken sig frem, i fingerspidserne og fortsatte igennem hele kroppen. Frustration blev dens medsamensvorgrene da Ma’lakel havde følt samme sitren før men han kunne ingenlunde erindre hvorfra, eller hvorfor den før var kommet. Den gav et mindre ryg i maven, fik det til at krible i nakken, og gjorde den ellers ubetydelige og midlertidige øjenkontakt med vampyren ubehagelig, og ubærlig. Et sløret stik fik Ma’lakel til at føle noget ganske specielt: savn. Ubegribelig savn gjorde jeg tilkende, imens at han lod nogle forsvars mekanismer sænke og sank ned i et øjebliks fortabelse der varede indtil vampyren flyttede sig.
Hvad var det som havde en sådan påvirkning at det kunne fremprovokere noget så glemt, og fjernt? Få hans ellers mesterlige facade af kølighed knækket, og synke ned i et ynkværdigt stadie. Hvad var følelsen af savn der ikke havde nogen begrundelse, af piven uden lyd, gråd uden tåre? Kunne det være at han led? Led i en pessimistisk overbevisning om at han var ved at blive til alt det, han havde hadet andre for, at han var begyndt at lade menneskelighed råde over dæmonisk had? Han led, i blot få sekunder hvor deres øjne endnu lå over hinanden, i den tro at vampyren ikke var noget han kunne opnå: i angst for at blive ydmyget, skulle han vise sig sårbar overfor et andet individ, og ytre sine tanker og følelser?
Som Ahngel satte sig op, og slyngede lagenet om sine hofter for at skabe en primitiv nederdel, lade de grønne øjne sig over et ubetydeligt stykkemøblement. Han så endnu henlagt i tanker ud en smule endnu, indtil månens blide skær fik lov at trænge ind i rummet, og oplyse det i smukke lyseblå farve. Glide over Ahngel i en evig omfavnelse, og give den udøde et ydre som en skønhedens sirene. Imens at Ma’lakel stod som en beskidt kontrast til alt det hvide og yndefulde. Hans væsen var knap nok noget man kunne betegne som smuk, elegant, eller beundringsværdigt. Han var et unikt eksemplar, en person der var så middelmådig at han blev tiltrækkende for væsener mere attraktive end ham selv – eller det var, hvad Aquires havde fortalt. Hans originalitet, var hans dyd.
Ma’lakel søgte Noir med blikket, og prøvede at spotte den enorme kat, inden at Ahngel talte, og bekendt gjorde at Ma’lakel ville fare vild skulle han prøve at ’forsvinde’. Først var de gylden grønne øjne fyldt med en mærkværdig rolighed, rippet fra al spydig morskab, lige indtil den næste kommentar fløj hans vej, og et mindre smil lagde sig over de smalle lysebrune læber. En ulvs årvågenhed, med en kats sadistiske morskab, Ma’lakel var i sandhed et bæst skabt af barnlige, psykotiske tråde!
En legesyg gnist kunne skimtes i det vågne blik der var fæstnet på den snehvide skønhed. Dennes arrogance, og illusion af overlegenhed, fik som altid pirret ham og gav ham en stigende lyst til at ydmyge og knække hans beundringsværdige elsker.
,, Du er ikke særlig god til at lege..”.
En mørk klukken kunne da høres fra Ma’lakel, imens han lukkede øjnene kort, for blot at åbne dem igen og se op på Lucifers ophøjede figur, altid klar med et counter-attack var han, som den mesterlige kontrast denne var til Ma’lakel. Måske var det derfor de blev tiltrukket af hinanden? Gårsdagens spørgsmål trængte sig på, imens at Ma’lakel ligeså rejste sig fra sin plads på sengen. Som et dyr der varsomt nærmede sig sit bytte gik han tættere på vampyren. Smilet blev bredere og afslørede de skarpe gullige tænder der i månelyset blev gjort meget hvidere end de egentlig var. Som Ma’lakel trådte ud i det blege skær, blev hans fremtoning skam også ændret på grund af belysningen. Hans hudfarve var stadig mørkere end Ahngels, men som den blev badet i skæret fra månen blev den ændret til en mere mudret grå, hans hår forblev dog stadig mørkt, og hans øjne gav et kort lysglimt imens han målrettet gik tættere på vampyren. Tattovering var dog uændret, igen var den foruroligende sort i forhold til hvad den egentlig burde være i de omgivelser de befandt sig i. Den stod frem, fordi den ikke ændrede sig i forhold til resten af Ma’lakels væsen, men hvem ville holde øje med så trivielle ting når bæstet der bar den stod lige foran en.
Med et smil der klart signalerede morskab, stoppede Ma’lakel op foran Ahngel, lænede sig en smule imod ham, så deres ansigter knap var fem centimeter fra at røre hinanden. Hans hænder var midlertidig kørt ned i hans bukse lommer, og den muskuløse dog slanke figur, kom til sin ret idet mavemusklerne kort stramme imens han bøjede sig forover imod Ahngel.
,, Men jeg går ikke ud fra jeg kan forvente andet, din læremester virker heller ikke særlig.. ”, det venstre øjenbryn skød i vejret.
,, … kreativ på det område.”

--a

En ligegyldig gabelignende lyd kom fra Noir, der havde placeret sig helt oppe ved sengens hovedstykke. Med benene spredt parvist i vær deres verdenshjørne havde den rullet om på ryggen, så dennes let uldne mavestykke var til syne og efter Noirs hoved liiiiiiige til at falde i svime over, glemme alt om alt andet og tage sig alene tid til at forkæle den arrogante kat. Rullende kort med tungen og store øjne imod sin herre samlede den forpoterne og lod dem hvile over hvad der ville svare til dennes brystkasse i et underkastende udtryk, dog ikke nært så underdanigt som man skulle tro. Denne troede mere på det faktum at det var Ahngel der blev ejet af den, og nu Ma’lakel ligeså for den sags skyld, hvorimod den fandt sig selv som et fuldkomment individuelt væsen. Forkælede kræ.

Vampyrens fængslende røde øjne var endnu fastholdt dæmonen. Linket på sin egen måde, trods han forsøgte at få det anstrengte og alt for eftertænksomme udtryk, taget til livs. Skuldrende sænkede sig en smule opgivende og slap lidt af vampyrens seriøse udtryk. Ma’lakel var i sidste ende bare useriøs? Sikken overraskelse… En kriblen fik vampyren til at ty til at se kort ned til siden, skimte månestrålerne der havde udvalgt en enkelt skinnende tråd der udgjorde toppen af et af hans ar. Som var det et lille sølvhår glinsede det op i den helt rigtige vinkel. Ikke god til at lege? Lege havde aldrig været helt så lystfulde og underholdende, som hvad man så med børn på gaderne. Ahngel vidste selvfølgelig ikke om han var et individuelt individ i den følelse eller om alle vampyrer havde indforstået leg med så makabre billeder? Han vred øjnene væk.. Lige akkurat da han syntes at tankerne tog for meget form. Han så igen på Ma’lakel, som havde rejst sig fra sengen. Atter linkede øjnene sig til ham.. Søgte hans brystkasse. Så forskellige.. Så uortodoxe. Så forkerte var de begge to i disse situationer. Ahngels øjenlåg mistede en smule af sit hårde tag og lod sig falde en smule mere døsigt på plads imens han betragtede brystkassen der forandrede sig som lyset tog til. Han mærkede et smil og lod atter blikket vandre over brystet, over den stærke hals for at møde et narresmil plantet på Ma’lakels ansigt. Som han før havde smilet. Som sædvanligt gjorde vampyren det ingen mission at smile tilbage.. Dels fordi han ærligt talt ikke fandt det spor morsomt og dels fordi han ikke fandt noget at hægte det på og ligeledes ingen kilde til dette at finde. Han betragtede blot Ma’lakel.. Tyst og ventende imens denne kom tættere på.. dennes hud blivende misfarvet i det hvide lys.. Det fik ham nærmest til at ligne en udød. Sikken skam. Smukt ja, men skønhed var sådan en overvurderet og overbrugt faktor i Ahngels verden. Blandt andre væsener var vampyrerne måske gudesmukke og individuelle.. specielle.. anderledes, hvorimod når man trådte ind til selve vampyrismens kerne, var individualitet og spcielle udseendet en alt for sjælden ting. Næsten død. Alle delte egenskaber med andre vampyrer. Lignende eller relaterede. Der var ikke en der var ene om en øjenfarve.. Ikke en der alene bar en nuance. Ikke en i Ahngels verden der kunne ændre sit udseende ved andet end at tilføje ar.. Skrive navne på.. stigmatisere og ødelægge. Vampyrer kunne ikke blive smukkere eller skønnere når de havde nået deres punkt.. Hvad der gjorde dem anderledes end de andre lå i skader.. I ar og blødende sår.. I mangler. I skønhedsfejl. Og hvem ønsker en skønhedsfejl? Ikke en eneste fra Ahngels stab eller nærmere bekendtskaber ville bytte skønhed ud med individualitet. Havde de disse mærker, var det ikke dem selv der påførte dem. Dækket med sminke blev det, som et teaterstykke. En pantomime. Masker der klæbede sig urokkeligt til alle deres ansigter. Midt i begærets mest fysisk materialistiske væseners folkefærd følte Ahngel nu at han stod alene. Ønskende.. brændende denne gang, imens de røde øjne nu nærmest betragtede Ma’lakel med et tryglende blik, men et neutralt ansigt. Han ledte.. Ledte efter et eller andet der ville lette vægten. Dette eksemplar på ren individualisme.. ønskede han brændende at finde en lighed med sig selv i.. Dog fandt han intet. Hans øje skimmede intet. Hans sanser ligeså. Ingen duft.. Intet blik.. End ikke et hårstrå af samme form.
Tiden havde igen stået stille for vampyren og det bedende blik smeltede som Ma’lakels kantede ansigt nærmede sig Ahngels glatte og symmetriske. Han samlede læberne, som før havde ladet sig ganske let adskille. Ma’lakel talte atter.. færdiggjorde sin sætning, hvilket slog Ahngels tanker lidt ud af kurs og hans ellers kunstneriske sonet, som havde kørt i hans hoved, døde hen til en ganske svag baggrunds stemning.

”Min lærermester?” Hans stemme regulerede sig fra spørgende til en lige tone igen. ”Du har talt med Jean?” Et ubehageligt sug gled igennem ham og fik hans hud til at føle sig så let adskillelig at hvis Ma’lakel blot lagde en finger på det, ville det klæbe som sekret og langsomt pilles af vampyrens knogler imens denne træk det til sig og indtog det mellem disse tænder der end udkonkurrerede Ahngels stamfædre. Jean.. Var kendt for at tale mere end rigeligt. Forhåbentligt kun om bøger. Ahngel rystede kort på hovedet. ”Lærermester…” mumlede han sagte og rejste et øjenbryn med et afklaret udtryk. ”… er måske i overkanten. Han var blot min tutor i en kort periode.” Og selvfølgelig rådgiver nu, men det erhverv havde Jean ikke haft meget fornøjelse af de sidste måneder og år for den sags skyld. Ikke et under at han havde kastet sin kærlighed over biblioteket og slottet for sig selv.

--

Han blev forundret over Ahngels fattede klarhed efter at han selv havde sagt det, han synes der skulle siges. Skønt vampyren havde en evne til at falde hen på de mest mærkværdige tidspunkter, havde denne i sandhed en overnaturlig gave for at vende tilbage til virkeligheden hurtigt, og det med en monarks urokkelige sindsro. Det var vel også hvad der gjorde Ma’lakel interesseret i ham: eller rettere en af de ting der gjorde Ahngel interessant. Han havde så selvfølgelig aldrig haft yderligere kontakt med en udød, og han ville gerne vove at påstå, at Ahngel var den første af de ’ikke levende’, som Ma’lakel havde givet sig til at tale med, frem for at slå ihjel på stedet.
Ma’lakel stod forsat lænet et godt stykke imod den for nyligt vågnede vampyr, men han trak sig en smule væk igen, da denne begyndte at tale om Jean. Point Du Lac’s gamle jomfru, slottets fortabte elsker, bibliotekets ridder. Det lød ikke spor helligt, eller ærværdigt og ved tanken om den fornemme udøde fik Ma’lakel en irritabel følelse af bitterhed, rettet imod selv samme person, i munden. Mødet med denne havde vel åbnet op for en kendsgerning, nemlig at Ma’lakel ingenting vidste om sin marmor hvide elsker. Men han fandt det problematisk at spørge, som en anden kvinde der besluttede sig for, at nu skulle de udvide deres forhold og få snakket om alle de tanker og følelser de havde! Problematikken lå i at Ma’lakel vidste at hvis han skulle tvingevampyren ud i at fortælle noget ville denne uden tvivl kræve samme nærgående informationer tilbage, naturligvis kunne han lyve, men den udøde var ikke naiv eller let at sætte på vildspor. I grunden vidste Ma’lakel ikke om det ville være besværet værd.
Efter Ahngels sidste ord, lå de dybe grønne øjne over dennes perle ansigt der, i modsætningen dennes krop var fejlfri, selvfølgelig hvis man så bort fra det ene øjes skamfering der meget mesterligt blev dækket. Det bredde smil var forstummet ind til roligt drenge smil, imens at de dyriske øjne afspejlede en kats veltilfredse magelighed. Han var veltilfreds med udfaldet af samtalen, måske fandt han større glæde i at drille den udøde end han selv troede?
,, Tutor, læremester… du var hans kylling en årgang, det er vel det der tæller. Han kunne meget vel have formet dig indtil en sindsforvirret stjerne psykopat, eller var det en andens job?”
En mørk klukken kunne høres fra Ma’lakel efter hans sidste ord. Den tilbageholde latter sad, og kildede i struben, som hans egen form for spinden, hvorefter at han i manglende interesse for emnet søgte kattens location med blikket. Kort lagde de gylden grønne øjne sig over Noir, der slangede sig som en cordisanne på Ahngels store seng. Forkælede møg kat.
Blikket lagde sig over Ahngel igen, han lænede sig over imod vampyren endnu engang og rakte en hånd for at ligge den imod den blege kind der i skæret fra månelyset virkede endnu mere forstyrrende hvid. Hvis ikke Ahngel flyttede hovedet, eller gjorde andet for at undgå Ma’lakel berøring, ville den varme hånd ligge sig over dennes kind.
Da blev Ma’lakel grebet af en sær åbenbaring, som gik deres forskelligheder op for ham. Ikke bare i form for udseende, men også i indre. Ahngel var tilbageholdt kaos, Ma’lakel var destruktivt kaos. Vampyren var indirekte, han selv var direkte. Hans hud var mørk, vampyrens perle hvid. Et øjebliks forundring greb ham, som han lagde mærke til dette, og samme forundring kunne ses i det gylden-grønne blik. De var som Seth og Firenze, alt for forskellige til at kunne hænge sammen, men alt for ens til at undgå hinanden. I den historie var det Ma’lakel selv der var skurken. Seth og Firenze var blevet en romantiseret fortælling i den franske dæmon bestand, men brugte sammenligning når to individer enten gjorde noget så forkert at det blev rigtigt, eller hvis der var noget som var så rigtigt at det blev forkert. Man ville ikke forstå dets betydning med mindre man kendte historien, som i virkeligheden ikke var nær så romantisk, havde man kendt sandheden fra starten.
Firenze var en vampyr kvinde, ikke højt oppe i hierarkiet, men hendes skønhed havde været velkendt i middelklasse miljøet. Seth var en destruktiv halv-dæmon med et lidt for frit sind. De to fandt hinanden, blev interesserede i hinanden på grund af ydre forskelligheder først, og som de valgte at ses med hinanden blev deres interesse dybere. Seth fortabte sig i menneskelig kærlighed, hvilket ikke var velset i det dæmoniske samfund, og da slet ikke i en vampyr. Han blev givet et tilbud om at få ’renset’ sig, men afslog i den tro at Firenze følte det samme for ham. Men Firenze var ikke direkte med sin kærlighed, hun havde endnu ikke set Seth’s betydning for hende, den dag hun blev myrdet, og Seth henrettet i Stemmens navn.
Det var den korteste udgave, men måske også den sandeste.
Der kom et lille: ’heh’- fra Ma’lakel som et mindre referat af historien kørte igennem hovedet på ham. Han priste sig lykkelig for at han ikke selv havde folk med en stor relation til hans fortid, udover Aquires men den kyniske kælling, kunne ingen få til at fortælle noget alligevel. Det efterlod ham dog også med mangel på identitet. Der var der endnu en forskel, Ahngel var sten sikker på hvem han var, og hvad man forventede af ham. Hvorimod Ma’lakel ikke havde nogen tabel for hvem han var og hvad man forventede han skulle blive til. Han havde ingen slægtninge til at fortælle om hans forfædre. Han havde ingen historie fra før han selv kom til verden.

Faderløs, moderløs, forældreløs, bastard, hore unge, djævle dreng.

Han trak sin hånd til sig, for blot at gribe ud efter vampyren håndled. Hvis han fik lov at gribe fat, ville han trække denne med sig, skulle Ahngel beklage sig eller lign. ville han ikke høre efter. Han havde retning imod døren ud fra værelset. Den udødes mundering syntes at være ham endeløst ligegyldig, for Ma’lakel havde på Ahngels vegne, ingen skrupler eller hæmninger.
Blev Ahngel fortsat trukket med, ville Ma’lakel åbne døren ud til gangen, trække denne med sig videre indtil de kom til det værelse Ma’lakel var blevet givet. Han åbnede døren uden så meget som et kvæk, og trådte ind, for blot at have retning imod badeværelset. Hvad den spontane mission gik ud på, var det indtil videre kun Ma’lakel der vidste.

--

Ma’lakels smil blev ved med at prikke til Ahngels tålmodighed som var det et belastende barn. Hvad var det helt præcist der var så sjovt ved ham? Ahngel tog kort sig selv i at ønske Ma’lakel mere seriøs til tider, men skyld bredte sig over hans hud. Selvfølgelig ønskede han ikke Ma’lakel seriøs i en sådan grad. Sikke noget vås egentlig, men Ahngel havde for en gangs skyld fattet princippet ved at bryde sig om folk præcist som de var. Han var nu stadig klar over at han ville fortryde at ha gjort sig den holdning senere. Pokker tage det. Opmærksomheden rettedes på dæmonens stemme og et øjenbryn skød til vejrs med et afventende udtryk… Hvad var pointen? Dog.. Da Ma’lakel havde færdiggjort den sætning blev det afventende udtryk slået af kurs og hans øjne gjordes en lille smule større som måbede de i forhold til et stumt ansigt. Alt lå i øjnene. En andens job? Endnu en klam fornemmelse bredte sig. Havde Jean rent faktisk fortalt noget? Et kort ’Erh’ var alt der kom som prompte respons. Ma’lakels klukken fik dog pulsen til at falde på plads og stenen falde fra hjertet. Igen.. seriøsitet!! Noir kom med et veltilfredst miav, som Ma’lakel kom med sin lille verbale kindhest. Ahngels øjne lagdes bittert hen på den fornøjede kat. ”Knapt to årtier.” Mumlede han lettere opgivende. Minus plus den tid han ikke havde befundet sig på palæet selvfølgelig. Om det var rettet ham selv eller Ma’lakel var ikke rigtigt til at vide.
Ahngels øjne faldt roligt på sengen, hvor hans egen og Ma’lakels skygge var lagt over, som var det den onde side mellem dem, rettet væk fra vinduet, som strakte de sig lange for blot at komme væk fra det afslørende lys. Så man på dem på denne måde var der ikke mange forskelle at finde. Begge sorte… Begge lange og magre. Begge søgende væk fra lyset og begge misdannede da sengens og gulvets form. Den eneste konkrete forskel var størrelserne. Ma’lakels skygge var en anelse brede end Ahngels egen, som så endnu mere mager og lang ud end i forvejen. De lange skygger udgjorde et kort stirrepunkt, som ventede han på at de skulle bevæge sig uden hans egen hjælp. Naivt. Dog gav Ma’lakels skygge et ryk på sig.. Kom tættere Ahngels egen skygge og morphede sammen med den som skyggens arm rakte ud efter den sorte kappe der kastedes for Ahngels fødder i form af en mørk løber der endnu engang gjorde rede for at lyset var et dårligt sted. Som Ma’lakel berørte Ahngels kind, så han tilbage på ham efter at ha dvælet ved det faktum at når de var skygger og rørtes blev det til én skygge. Én samlet skygge.
Ahngels hud ville være som den plejede. Tør.. Glat, manglende den lille procent fugtighed der måtte findes i menneskehud.. og selvfølgelig kold.. Kold på den måde at Ahngel atter fandt resten af kroppen ubærlig prikkende som Ma’lakels varme hånd blev lagt derpå. Han frøs dog ikke. Han var overbevist om at det ikke var tilfældet. Det mørke der havde våget over de nedre øjenlåg var gået lidt i sig selv og efterlod ham med et… kunne man overhovedet kalde hans udtryk sundt? Kridhvid hud og blodrøde øjne havde nok aldrig været symbol for et kernesundt væsen, men det gjaldt nok alligevel kun de levende i sidste ende. De røde øjne lagdes på Ma’lakel som denne faldt i staver. Det var nu sjældent at man fandt disse øjeblikke ved Ma’lakel. Hvor han var opslugt af tanker. Ahngel vippede Ansigtet en smule på skrå som det havde stået på i nogle sekunder. Det efterfølgende ’heh’ løftede Ahngels øjenbryn. Hvad morede han sig nu over? Han mærkede en trækken i smilebåndet men eftergav ikke ønsket. Ma’lakel var vel til tider ligeså slem til at vandre af til andre verdener som Ahngel selv. Lige omkring dér slap Ma’lakel igen Ahngels kind. Gyset derved eppede atter ud i fingerspidser og tæer og forsvandt ligeså stille efter at ha sat sit mærke i hvert eneste stykke af hans krop, som nu kunne mærkes af ham noget så klart. Hans blottede overkrop med de mangfoldige ar mærkede denne kuldepuls og fik nerveenderne til at sitre og porer udvides.
…Og nu ville han bevæge sig væk igen og den mærkelige stilhed ville endnu engang blive-
Taget om Ahngels håndled var nok ikke liiige hvad han havde forudset. Med denne mærkelige klarhed, som væsenet besad, rejste Noir sig mageligt op, trippede hen over sengetæppet, ned på gulvet og ud af dørkarmen, som havde den allerede en klar ide om hvor det næste fort skulle bygges og hvor hans næste harem (Ma’lakel) ville kaste sig for kattens brede poter. Livet er nu herligt for en kat. Ahngel nåede kort at opfange dens sorte buskede hale forsvinde i dørkarmen inden han fandt sig selv blive trukket af Ma’lakel. Han spærrede øjnene lettere op og tog først et skridt med som han ville få en smule overbalance af Ma’lakel der selvfølgelig ikke stoppede op. Det første skridt førte til det andet, trods Ahngel en smule modstridende bukkede albuen bagud for idet mindste at have en smule kommando. Det syntes i sidste ende også at være bedøvende ligegyldigt for Ma’lakel. Ma’lakel sigtede efter døren ligeså. Ahngel rynkede brynene og placerede sin frie hånd på Ma’lakels der holdt fast i håndleddet for et ekstra stykke modspil. Hans styrkegrænse irriterede vampyren gevaldigt og med et hovent udtryk sendte han et strengt blik imod Ma’lakel.. Dog mere hans nakke.
”Har du tænkt dig at slæbe mig rundt sådan her?” Endnu en modstrittende lænen tilbage og endnu et halvhjertet forsøg på ikke at undgå at vælte ved at tage de næste skridt. Magen til stædighed. Ahngels endnu graciøse montage af bevægelser blev da forulempet, som det lange lagen besluttede sig for at sidde fast i dørens hjørne og halvt falde af hofterne. Han slap med sin tilladte hånd Ma’lakels og nåede akkurat at rede den dovne knude inden hele hans arrede krop blev sat for skue.. Ganske vidst kun for nøgne vægge, men trods det, var der en skygge af paranoia der nok aldrig ville forlade stedet. Måske handlede det om hans huds hvide kontrast til de røde vægge.. han ville skelne sig ud som blæk på et hvidt papir. Lagenet slap endelig dørens hjørne og slæbtes ligeså med, rynkende over gulv og inventar. Han rømmede sig en anelse højlydt. Underforstået måde at få lidt kontakt med Ma’lakel som han formodede var upåvirket. Dernæst opgav han hans mindre kamp om etikken ved en blottet krop og fulgte tavs efter med et bittert udtryk.

--

Ma’lakel slæbte som sagt Ahngel med ind i det rum han var blevet tildelt, og som nu var hans sovekammer for ikke at nævnte hans ’fredszone’, skulle han på et tidspunkt føle en trang til enrum, skønt at det var han overbevist om at han ikke ville: ikke foreløbig i hvert fald.
Som de kom ind i rummet gik der ikke længe før Ma’lakel målrettet satte af imod badeværelset, hvad end han så ønskede derude, men uden megen ytring gav han ikke Ahngel noget ultimatum, denne blev revet ind på bade værelset med ham og døren blev lukket så den ellers listige Noir der havde forudset hvor næste forestilling ville vævre blev lukket inde i soveværelset. Hvis denne havde en ide om at følge efter, ville Ma’lakel meget hurtigt give den samme knurre lyd fra sig som han havde gjort nede i biblioteket, hvor katten havde haft en skummel plan om at begå massemord på samtlige af de bøger, Ma’lakel havde taget frem. Da Noir uden tvivl var intelligent nok til at forstå hvad Ma’lakels specielle knurren havde betydet før, ville den forhåbentlig også opfange meningen med Ma’lakels knurren nu: den var desværre ikke inviteret.
Hvis Noir altså ikke ville forsøge sig at komme med ind alligevel, så Ma’lakel blev nød til at sætte katten uden for døren og lukke den, ville han vende sig imod Ahngel og målrettet gå efter at afklæde denne ved at gribe fat om det lagen der var viklet om dennes hofte. Uanset hvilke protester Ahngel måtte komme med, ville Ma’lakels målsatte stædighed ikke lade sig give, og indtil at denne lod ham afklæde ham blev Ma’lakel stædigt ved med kommentarer om at Ahngel skulle holde op med at være blufærdig! Uanset om det ville være en lang proces eller ej ville næste led i det store komplot være meget simpelt, Ma’lakel ville da sætte en hånd på skulderen af den udøde og genne denne ind i bruse kabinen med et åbenlyst hint om hvad det var han havde i tankerne: et bad. Naturligvis. Men der var dog en større mening med at det lige netop skulle være her at badet skulle foregå, måske af den simple grund af Ma’lakel fandt større nydelse i brusebad end i et karbad. Efter at have skubbet Ahngel ind uden et ord, lukkede han den blurede glasdør der udgjorde det sidste dække for at bruserens dråber ikke skulle sprøjte ud i resten af badeværelset.
Som han havde lukket den, lagde et lille smil sig om hans læber. Han anede ikke hvorfor at det var kommet til dette, hvorfor han ønskede denne form for ’rensning’ men, noget i ham blev nød til at modbevise at de ikke var ligesom historien der havde vandret igennem hans hoved fra før. Selvom det var svært at forestille sig hvordan denne handling kunne hjælpe, og hvordan at noget så trivielt som et bad kunne stride imod det faktum at de i store træk var som de to hovedpersoner: ville ende som dem, bortset fra at Ahngel nok ikke ville lade sig forføre, men i sidste ende ville de begge dø.
Han rystede hovedet som ville det hjælpe med at få tankerne hen på noget helt andet, selvom der stadig lå en uro og kriblede under huden.
Han greb fat i kanterne af den grå trøje og trak den over hovedet, for derefter at begynde at afklæde sig selv, så han til sidst kun stod med det lille smykke rundt om halsen. Hans ’fredning’ og halsbånd. Han greb fat i det æggeformede vedhæng, og svang kæden over hovedet så også hans halsen var fri fra dens berøring. Et øjeblik så han ned på den med et stillestående og intetsigende blik, som kunne han ikke helt bestemme sig for om han egentlig havde lyst til at tage den af, men kom til sidst til den konklusion at den ikke var nyttig lige nu.
Han lagde halskæden på hans trøje der var blevet smidt over toilettet. Kæden gled ganske forsigtigt af hans lange fingre, og for hver centimeter de rokkede sig blev Ma’lakel overvældet af en mærkværdig følelse af tab. Han gav et meget lavt fnys fra sig i selv foragt over at have et behov for at bære noget så nedladende som en hundekæde, hvilket Ma’lakel stadig hårdnakket mente at det var.
Han rettede sig op og så imod brusekabinen, stirrede et øjeblik på den hvide skikkelse man ville kunne skimte omme bag ved den, hvis altså ikke Ahngel stædigt var trådt ud af den.
Hvis han ikke var det, og stadig befandt sig derinde, ville Ma’lakel træde ind til ham og lukke døren bag sig. Alt efter om Ahngel havde tændt vandet, hvilket denne formodentlig havde, ville Ma’lakel da ellers gøre det.

--

Et permanent irriteret udtryk dominerede vampyrens normalt så kølige og svært tydelige ansigt. Pokker til arrogant og ligeglad dæmon! Ingen problematikker omkring en regents utilnærmeligheder og hvad man kunne tillade sig i et kongehus. Alle disse holdninger.. disse irritationer over krænkelsen af palæets ’hellighed’ var desværre indplantet og i sidste ende var Ahngel stort set ligeglad med hvordan han tog sig ud på stedets gange og værelser. Indlagt som pligt og indlagt som den basiske fornufts fundament. Han var jo trods alt oplært af Jean, dog var det ikke den blonde vampyr som i sidste ende havde haft den meste indflydelse. Ma’lakels forhenværende ord omkring Ahngels tutor førtes ud som et ekko i vampyrens hoved. Han tav og vendte blikket væk fra Ma’lakels nakke og sigtede til siden. Det slog ham ganske stille.. Hvor lidt de egentligt vidste om hinanden. Ahngel vendte atter blikket imod Ma’lakels nakke og lagde hovedet lidt på skrå. Havde han mon selv sådan nogle? Situationer man ville skyde fra sig til den dag man døde? Han tog sig selv i at pålægge sig en bekymring derom, rystede på hovedet for sig selv og gav sig selv en indre bemærkning om hvor stupidt det var at bekymre sig om noget man ikke var sikker på overhovedet. Hvor stor var chancen også for det i sidste ende?

Gangen forandrede sig til værelset som Ma’lakel var blevet givet og dernæst videre til badeværelset, hvor døren blev lukket for Noir, der ellers havde haft den fine ide at deltage. Et beklagende miav og nogle genstridige krads imod døren gjorde udtryk for dens stædighed. I nogle sekunder boksede den kløerne imod dørtrinet. Da gav den op, vendte om og besluttede sig for at bestige og overmande Ma’lakels seng i stedet. Krads, krads, gnub, gnub.. Da han endelig besluttede sig for at sengestolpens indgraveringer var blevet abstrakte nok, satte den kløerne deri en sidste gang for at kravle op af den og springe derfra, ned på madrassen i bedste ninjastil. Det var måske dobbelt så lang en proces som blot at hoppe op i sengen, men det var jo ikke nær lige så sjovt, var det? Noir skød brystet frem som den fandt sit bytte et passende sted at slikke sine sår. Efter at ha bokset længe nok i lagenerne for liiige at vise hvem der bestemte, gik den en omgang rundt.. Nah.. to omgange, for alle ved jo at man ligger meget bedre når man har snurret et par gange rundt på stedet. Han lagde sig med blikket imod badeværelsesdøren, som var han klar til at udføre sin grusomme hævn så snart en af dem dukkede op igen. Den skumle og helt igennem gennemførte plan blev dog ikke til noget da Noir ikke havde skænket det faktum en tanke, at han jo i virkeligheden rigtigt godt kunne lide bløde steder og ikke at sove i dem ville være et forfærdeligt spild. Han kæmpede en brag kamp i .. 30 sekunder inden han rullede om på ryggen, trak forpoterne op under sig og pressede ansigtet imod en fold i lagenet der lige akkurat var stor nok til at udgøre en formidabel slumrebrille. Den kunne hævne sig en anden dag og den dag ville være noget så horribel og blodig, med mindre Noir selvfølgelig fandt et andet godt sted til den tid. Komfort kom trods alt først.

Ahngel betragtede Ma’lakel afventende for en stund med en stadig vedholdende stædighed plantet i ansigtet. Måske var han blevet slæbt med derind, men det betød ikke at han hverken bifaldte eller tillod at Ma’lakel slæbte rundt på ham på den måde. Han kunne gå selv og kunne selv bestemme hvorhen! Barnligt ja, til tider i hvert fald. Ma’lakel vendte sig imod ham og Ahngel lagde instinktivt hovedet på skrå for at gennemtvinge hans delvist falske utålmodighed og se på dæmonen, som var han en streng forældre der ville have en forklaring om hvorfor der pludselig manglede en seddel eller to i tegnebogen. Dette blev ham igen frataget som Ma’lakel langede ud efter hvad der udgjorde Ahngels ’påklædning’ og forsøgte sig på at trække det af ham. Ahngel tog sit eget modstridende tag ved den dovne knudes center, så dette ikke blev flået af med det samme, dog kom til at hænge lidt løst over hans hofter, så lænden og starten af hans baller kom til syne som stoffet mistede tag. Hans blik strammede sig advarende og hans stemme lagde ligeså kraft deri. Dog fik han verbalt tilbage som Ma’lakel spottede ham som blufærdig. Ahngel vendte blikket til siden og slap taget om lagenet, som enten ville falde om hans fødder eller trækkes imod Ma’lakel, alt efter om han stadig havde hevet til på det tidspunkt. Hans krop viste sig i sin helhed. Hvert et ar ville ses.. Hver en kurve og form over dennes slanke figur, smalle liv og hofter og den lidt bredere brystkasse, samt underliv og benkompleks der skabte lidt variation i hans tegning. Gjorde at han, ja, var tynd.. Ubregribelig tynd på udpegede punkter, men ikke så ranglet eller formløs ud på den bekostning. Alt overdækket denne stramme marmorhvide hud, hvis eneste spor af rynker kun lå i de mange sølvlignende ar og intet andet. End ikke hvor hans hud bøjede i form af læmmer, gjorde hans hud folder. Kun udbulende ved dennes ribben, hofter og muskelmasse, som ligeså var med til at gøre dennes form adskilt fra en tidlig teenagers kosteskaftformede krop. Det var vel hvad der fik ham til at se voksen ud udover hans højde, massive skelet og alderen der lå i de rubinrøde øjne.
Ved skulderen blev Ahngel gennet imod brusekabinen. Ikke meget modstand gjorde han dog denne gang, men spyede stadig modvilje ud af øjnene, som en anden utilfreds teenager der til trods for sin fornuft nægtede at lægge sig under tøflen af en anden. Glasdøren blev lukket mellem dem og Ma’lakels store, muskuløse krop forvandlede sig til noget der kunne ligne en kompleks af mosaikker. Hans ansigt var ikke længere nemt at tyde igennem det slørrede glas, men form og farver var endnu tilladte. Ahngels blik dvælede derved og modviljen i hans blik forsvandt. Der avr ingen grund til at opsætte den lille maske af utilfredshed mere. Med et langvarigt suk lagde han armene over kors og lænede sig bagud imod bruserens væg og sænkede blikket. Hans øjne faldt hen i mørke for en tid imens tanker opslugte ham. Trods det mystiske udtryk, rakte han hånden imod bruserens håndtag og tændte op for vandet. Den sekundære bruser tændte han ligeså og fik på magisk vis vandet til at varmes op fra hundekoldt, som rørene var. En skramlende lyd gjorde rede for at vandet var på vej. Denne bruser uden tvivl brugt for længere tid end de andre vandressourcer på palæet. Bruserhovedet udskilte sig kalkstumper fra rørene først og sprøjtede tilfældigt inden udgangene blev skyldet åbne. Vandet flød let og ramte som en start imod Ahngels hoved og lagde et startende vådt lag over hans hår og kæmpede sig igennem de sorte, blanke lokker for at gennemvæde det. I mellemtiden var vampyrens røde øjne oplyste igen og rettede imod Ma’lakel, hvis farve i denne mosaik var lavet ens. Denne brune farve der udgjorde hans hud.. Han mærkede Ma’lakels øjne lægge på sig og et sekund eller to ville Ahngel helst vende ansigtet den anden vej, men gjorde det ikke. Øjenkontakten var trods alt umulig imellem den utydelige rude. Som Ma’lakel atter åbnede for bruserdøren, følte Ahngel kort hans hjerte slå en takt hurtigere. Eller rettere sagt slå et tilfældigt slag imellem de cirka 20 sekunders ventetid der normalt var for dennes puls. Det gav et enkelt prik, men det var ikke hjerteskærende, som en konstant rapid puls var det. Hans øjne forblev over ham og trods de kun lå på ansigtet, så han overalt. Brugte disse usynlige hænder som havde for vane at række ud og undersøge hver eneste del af dæmonens krop uden at afsløre Ahngel ved andet end en følelse af at blive overvåget af mere end der fysisk var. Den ene hånd, som nu, som den anden hang ved siderne fandt igen vej op til bruserens håndtag og drejede den imod den venstre side, gørende vandet yderligere varmt. Et klik lød. Det btød at håndtaget ikke kunne komme længere den varmegørende side. Vandet der faldt om dem begyndte at dampe. Det var ikke direkte skoldende på grund af de kolde og forældede rørsystemer, men stadig varmt nok til at et menneske nok ikke ville kunne udholde at stå derinde i længere tid. Det var ingen overraskelse at Ahngel ikke reagerede derpå. Hans ansigtsudtryk ændrede sig ikke trods vandet gjorde, trods deres omgivelser var, som var det den samme effekt mellem hans ungdom og tiden der gik omkring ham. Uafhængig af andres død og forfald. Dråberne havde da gennemvæddet det sorte hår og givet det en tungere fylde. Som sorte slanger havde lokkerne ladet sig forlænge en smule og fandt nu ned til under dennes optegnede skulderblade. Med den modsatte hånd som stadig lå på det metalbelagte håndtag, fandt han vej til sin egen pande, fjernede de tilfældigt siddende sorte, lange totter og redte dem tilbage, hvor de klistrede sig til hans allerede tilbagelagte manke. Hans ansigt kom til sin helhed. Formen over hans kindben der rundede og gjorde hans ansigt en smule aflangt at se på og nedaf, hvor hans hals’ skarpe form til skuldrene ligeså kom helt til udtryk, uberørt af de lange silketråde. Han lod hånden falde igen og lagde hovedet lidt på skrå imens han betragtede Ma’lakel med et sigende blik, dog blev det ikke til ord før udtrykket forandrede sig til noget mere aflukket. Hvis Ma’lakel intet sagde, ville der gå en smule tid før Ahngel så op på ham igen og endelig talte til ham:

”Hvor nostalgisk…” Sagde han sagte med en ganske lavmeldt stemme. Antydningen af et skævt smil forandrede hans udtryk trods det ikke blev dominerende.

--

De varme dråber var det første der bød ham velkommen i det han trådte ind i bruse kabinen, hvor dampe stod op fra som skyer der søgte op imod himmelen. En let tåge kunne man vel kalde det, men endnu ikke nok til at den forstyrrede synet, så Ma’lakel mødte hurtigt det flammende blik i det han trådte ind, og lukkede glas døren bag sig.
Varmen var en ren velsignelse i sig selv, palæet var koldt, meget koldt, og selvom Ma’lakel aldrig ville indrømme det, havde han fundet det yderst ubehageligt at færdes på de mange gange og i de forskellige rum. Biblioteket havde været hans fredszone dog, han havde fundet det en kende mere varmt end alle de andre rum, og derfor havde han brugt det meste af tiden der. Når alt kom til alt kunne han ikke modstride hans natur, hans evige søgen efter varme og derved komfort. Uden tvivl ville Ma’lakel være den første til at bryde den tavse øjenkontakt og i stedet ligge blikket på gulvet, i få sekunder før han så op igen, men ikke direkte på vampyrens ansigt, nej det gylden-grønne blik vandrede op af den udødes hvide krop, der til trods for at være slank og spinkel i bygningen, ikke havde mistet dens maskulinitet og stadig vedligeholdt de mest basiske træk for et hankøns væsen. Hans øjne gled over de svagt markerede rester af ar, der sad som evige brande mærker, printet ind i den hvide hud med et uforgængeligt tryk. De ar han i en rus af lidenskab havde kærtegnet med læberne, sulten begramset med blikket og i sine stille sunder, undret sig over hvorfor de var der.
Ma’lakels blik lagde sig da over Ahngels smukke ansigt, lige som det varme vand blev færdig med at gennemvædde de sidste tråde så dennes manke, der sikkert ville klistre sig fast til hals, nakke, øre, og kindben. Der gik nogle få øjeblikke hvor Ma’lakel bare betragtede den udøde herre med en stigende følelse af længsel efter at berøre ham, selvom han ikke havde haft intention om det da han målrettet havde slæbt denne med. Uden helt at være løsrevet sin egen perverse tankegang om hvilke måder han kunne besudle vampyren på, blinkede han som tegn på at han endnu engang var til stede, da vampyren ganske lavmælt påpegede denne situations nostalgi.
Minder fløj igennem Ma’lakels hoved om den første gang de havde stået i samme situation, hvor Ma’lakels eneste tanke omkring vampyren havde været at han var uden betydning, og blot endnu en af Ma’lakels mange engangs elskere. Men selv dengang, havde han fundet Ahngel opsigtsvækkende, og han havde endda tilbragt hele.. tre dage med denne, uden at føle det mindste behov for enrum, som ellers altid kom kravlende, og rev Ma’lakel væk fra andre personers selskab ganske hurtigt.
Han opfangede det mindre smil på vampyrens læber, hvilket resulterede i at Ma’lakel også trak på smilebåndet og gav et mindre: Heh – fra sig.
,, Meget…” samtykkede han.
Inden han gik det skridt tættere på vampyren og lænede sig alarmerende tæt hen imod ham, så man næsten skulle tro at det han søgte efter var at fængsle vampyrens hvide læber i endnu et kys, dog var det ikke sandt. Ligesom deres ansigter blot var ganske få centimeter fra hinanden og det varme vand også skyllede ind over Ma’lakels hoved og dansede i form af perler, ned af hans mørk-hudet krop, lukkede han de dyriske øjne i, og nød følelsen af varmen der gennemvæddet det mørkebrune hår, og transformerede dets farve indtil noget kul sort. Tykke linjer af vand slangede sig ned over hans ansigt, over næse ryggen og tværs ned over den ene kind, imens andre fulgte kæbe linjen, strøg ned over de markerede kindben og videre ned til hagen.
Som han lod varmen gennemtrænge hver eneste pore af den hud den berørte, førte han en hånd op og satte den på klinke væggen forover ham: erko ville hans arm være ligeud for Ahngels venstre side, i et halvhjertet bur, som det Ma’lakel engang før havde ført vampyren ind i.
Hele Ma’lakels krop syntes nærmest at blive opløftet, med fornyet energi på grund af den varme vandet skød igennem den, og hele den muskuløse krop begyndte på mærkelig vis at syntes en smule … større? Eller bare mere fremtræden: De store overarme var mere opsigtsvækkende, den lange række af mavemuskler, der ved vejs ende mundede ud i en mere blød del af maven lige under navlen, syntes betydeligt mere markerede, og hele Ma’lakels bredskuldrede struktur og tykke hals, så ud til at stramme en lille smule, som bragte vandet en større fysisk nydelse med sig, der til trods for at nå samme højder, ikke havde seksuel karakter.
Han trak luften ned i sine lunger for at tage et tungt åndedrag, nærmest i lettelse, og åbnede derefter øjnene hvor den grønne farve nu var den mest dominerende: et tegn på afslappelse måske?
En mindre gnist kom frem i dem som han endnu engang trak på smile båndet, så ned imod Ahngels læber der ikke var mere end nogle få centimetre fra hans egne, og derefter ind i vampyrens rubinrøde blik igen.
,, Meget nostalgisk…”, hviskede han.

--

Selv førtes minderne også Igennem Ahngels hoved som emnet havde bragt sig selv på banen. Det havde været noget så tilfældigt et møde dengang. Han havde egentligt tænkt sig at lade dette væsen passere på det tidspunkt. Blev derved og fiskede ham op fra en vandpyt på grund af en pålagt pligt. Smilet stak for en tid og hans øjne mistede sin urokkelighed og vendtes lidt nedad, imod Ma’lakels dagsfarvede brystkasse. Da han selv bekræftede at det var som Ahngel fandt det, nostalgisk, sendtes et myrekryb over hans skuldre, som tog imod vandet og lod det rende ned over brystkassen for at følge arrenes former til visse grader. Brystkassen kom da et skridt tættere på. Nok til at hvis han ville, blot skulle bukke nakken for at sætte et kys på kravebenet. Dog var det blot hans øjne der lod sig hægte dertil for at følge den muskuløse hals op til kæben. Hans øjne gravede sig automatisk ind under huden og lokaliserede det dunkende net af blodårer der tilhørte Ma’lakel.. Gav en speciel blålig farve igennem det solbrune skin. Han ignorerede det og lod øjnene lægge sig på hans ansigt igen, som han lænede sig længere imod Ahngel. Stille lod vampyren sig indfange af dennes udseende, der som sagt ikke bar den traditionelle skønhed eller elegance. Som et menneskes, men med træk af noget der ikke kunne masseproduceres, om så man forsøgte i flere hundrede år, som en fabriksfejl eller unikum. En ud af flokken vel sagtens. Ahngels øjne vandrede langsomt til Ma’lakels hårgrænse, løftede hovedet en smule, så øjnene sigtede derimod. Det blev mørkere.. Det var tydeligt. Næsten sort som Ahngels eget, så de korte hårtotter blev sværere at adskille hinanden end før, selv med Ahngels kyndige visionære sans. Dennes hår blev da kilden til vandet der løb over ham, som Ahngels selv, hvis ansigt kun i meget sjældne tilfælde fik en slange vand ned over ansigtet, da han stod med ryggen dertil. Derimod løb det ned ad tindingerne og fandt da vej over den buede kæbe for at dryppe fra hagens tip eller fortsætte ned over den slanke, hvide hals. Fascineret af denne farveforandring endnu engang, lagde Ahngel ikke først mærke til Ma’lakels halve indespærring af ham. Hans røde, gnitrende øjne forblev ved hårkanten, fulgte den ned imod ørene. En påtrængende følelse lagde sig over Ahngels bryst og trykkede, som følte han sig pludselig mindre i forhold til denne. Som var han et laverestående væsen end denne. Et menneske i forhold til hans egen race? En aspara i forhold til en dæmon? Enten det ellers virkede Ma’lakels forestilling pludselig mere værd. Mere værd som i magt.. Som i antallet af kvinder i en kejsers harem og som et skattekammer hvor selv væggene var lavet af dødeligt og forgiftet aztekerguld. Et skatkammer.

Ahngel sænkede blikket da Ma’lakel igen understregede nostalgien og øjenlågene formørkede Ahngels tænkende blik. Først da mærkede han ’tilfangetagelsen af sig selv og skævede til Ma’lakels arm imod væggen ved hans venstre side. Øjnene lå derved for en stund. Det var det samme som sidste gang. Denne følelse af at være erobret. Denne gang var den dog ikke så oprivende, som havde han langsomt accepteret det underbevidst siden sidste møde og først tænkt rigtigt over det nu. Igen.. Det måtte være en bivirkning ved denne sygdom der var blevet pålagt ham vedrørende Ma’lakel. En sygdom der havde gjort ham både svag og.. guderne forbyde det… ensom. Han fangede da endelig Ma’lakels øjne på ham og løftede blikket dertil. Farven i Ma’lakels abnormale øjne havde ligeså ændret sig. Meget grønne. Billedgrønne. Grønne som når man tændte et stearinlys ved vinflaskerne i kældrene. De havde den farve, trods indholdet var rødt til den sidste dråbe. Det stærke glas kunne bære det grønne uden at være transparent nok til at bryde sig om den røde. Den var ligeglad. Blodet var trods alt kun raffineret hvis det kom derfra, så blodet var ligeglad. Det grønne glas der omkransede det, var dets pynt. Det der gjorde den fin. Det, som gjorde at dette ikke bare var blod der kunne spildes i rendestenen fra et horribelt slag, men er værd at gemme.
Langsomt gled Ahngels tanker tilbage til hvor han egentligt befandt sig. Kælderens rustrøde vægge var alligevel ikke særligt behagelige at tænke på. For lidt plads og for meget lugt af råddenskab og tør muld. Han sank diskret en klump og knejsede nakken yderligere og lukkede øjnene for at lade vandet glide ned over hans ansigt ligeså, som, som arrene, tog en sølvagtig farve, som det lagde skygge og højlys over det hvide. Det løb over den spidse næse og øjenlåg, satte sig i vipperne og gled videre over kindbenene for at mødes med de andre ved hagen. Han hægtede lidt med munden og opfangede en enkelt dråbe der sneg sig forbi hans mundvige. Metallisk.. Sikkert fra rørene. Intet praj af hans egen smag overhovedet. En lang konstant løbende vandstråle løb fra hans hårspidser, forbi den svajende ryg og ned over lænden for at fortsætte nedad. Han rettede nakken igen og åbnede øjnene for atter at møde Ma’lakels ansigt igen. Da blev hans ansigt tonet ned igen. Smilet der før havde været der, var nu ufatteligt langt væk, og hvis Ma’lakel havde lukket øjnene igen, ville et lettere forpint og længselsfuldt udtryk glide over vampyrens ansigt. En enkelt rynke visende over øjenbrynene som de krummede sig. Så tæt på men alligevel så langt fra. Det var næsten så det gjorde ondt i brystet. Han lænede sig fremad og frigjorde nakken fra væggen. Flyttede Ma’lakel sig ikke ville han roligt ligge panden imod Ma’lakels og lukke øjnene i igen, som han ville påtage sig nogle af Ma’lakels dråber, der fandt fra hans til Ahngels pande og ned over øjenlågene. Igen åbnede han munden en smule for at opfange disse. Et åbenlyst suk sendte kold luft imod Ma’lakels hage. Burde dette savn ikke ha været dødt så snart Ma’lakel blev fundet på Ahngels badeværelse? Burde det ikke være væk nu? Ahngels hænder førtes da op til Ma’lakels ansigt og satte sig på begge sider. Bevægede sig fra tindingerne til hårkanten, hvor de forblev. Hans fingre vekslede regelmæssigt fra at røre med de armerede fingerspidser til at ligge fladt derimod og bevæge sig igennem det våde hår. Hans øjne åbnede sig en smule, ikke nok til at Ma’lakel ville kunne se det. De fandt vej til kravebenets midterkurve på dæmonen og forblev der.

”Mhm..” Samtykkede han. ”Det må mindst have været et årti siden.” Øjnene løftede sig til Ma’lakels ansigt, uden at rette på hans hoveds placering. En dråbe infiltrerede Ahngels øjeæble og fulgte det nedre øjenbryns kurve. Endnu en dråbe gav den tyngde og den fandt vej over øjenlåget og ned over kinden, som var det en tåre. Hvis den blot havde været rød, ville man kunne narre derved. Opstille den maske, han aldrig havde brugt.

- M

Det varme vands rolige stråler, som gled nedover den solkyssede hud, havde en alt for stor indvirkning, og Ma’lakel lod de gylden-grønne øjne klemme sig en smule sammen i ren og skær nydelse. Som en kat der gik ind i en form for trance af at blive nusset, strakte hals og lukkede øjnene gang på gang, for at give udtryk for dens velbehag. Sådan var Ma’lakel også meget tæt på at reagere, da vandet havde præcis samme effekt på ham. Som en løve der blev nedkølet af det friske regnvand, efter en knas tør dag på savannen. En konge der efter en vundet kamp på slagmarken, kunne ligge sig i sin seng og tænke, at det var det hele værd. Sådan følte Ma’lakel at vandet bød ham ind til sig, hjerteligt og ganske uforpligtende. Som var det hans elsker og ikke personen han delte vandet med.
Han kæmpede kort for at holde øjnene åbne og fokuserede på den udøde, men måtte til sidst lade sine øjenlåg glide i, da hans magelighed blev alt for stor. Og derfor havde vampyren frit lejde til at give fysisk udtryk for det der i hans indre, plagede ham.
Ma’lakel kunne ikke have beskrevet det utopia han havde fundet ved lyden af det rendende vand, til trods for at lugten var metallisk og at de rør, det kom fra, sikkert ikke var helt unge længere. Han følte at kroppen gav efter og lod al angst glide ud fra hudens porer og følge med vandet, hele vejen ned af den muskuløse krop, indtil den ramte gulvet og forsvandt ned i risten. Alle uregerlige tanker der havde kørt rundt i hans hoved i løbet af dagen fulgte med, og inden han kunne nå at åbne øjnene igen, kunne han mærke det lille stik af overskud han havde manglet komme tilbage.
De gylden-grønne øjne åbnede sig svagt, som han kunne mærke et mindre dunk imod hans pande, og en kulde spredte sig det sted hvor han kunne mærke det blide pres af vampyren der havde stødt sin egen pande imod hans. Først lod han øjnene synke i igen, imens at han kunne mærke hvordan det lille gram af kulde, var nok til at flå ham ud af hans katte lignende trance tilstand, og tilbage til en virkelighed som han ikke ønskede at flygte fra, til trods for dens mange bagsider.
Som en kold ånde slog imod hans egne læber, søgte han igen Ahngels mund med sine øjne. Han lod blikket hvile der, imens at vampyrens lange fingre lagde sig om hans ansigt, kørte over hans tændinger og videre for at fange de nu sorte tråde i hans hår kant, hvor de forræderisk begyndte at nulre og behage, så Ma’lakel igen måtte kæmpe imod sin egen ekstreme komfort, for ikke at fortabe sig helt, og lige væk i flygtige tanker. Dog kunne han ikke udstå det alt for længe, og måtte til sidst lade sine øjne glide i igen, imens at et fredsommeligt udtryk for en gangs skyld gled indover Ma’lakels ansigts træk.
Sådan forblev han: rolig, tæmmet, som en vildkat eller gadehund, der midlertidigt havde fundet et hvilested. Lige indtil Ahngel talte, da kom omgivelserne til syne for ham igen, selvom han kun åbnede øjnene svagt, og derved fandt stirrepunkt ved Ahngels markerede kraveben. En dråne snoede sig ned over det venstre øje, men til trods for at Ma’lakels øjenvipper var kort, så var de tykke og sad tæt, så den fjendtlig sindede lille dråbe måtte opgive sin mission om at glide ind imellem dem og ramme øjet. I stedet faldt den blot fra hans vipper, og som Ma’lakel så op, lod en hel skare af dråber sig følge, og dannede for en kort stund en lige linje der faldt fra Ma’lakels øjenlåg, indtil han nåede det punkt for at han kunne se vampyren i de flammende rubinøjne igen, og dråberne dannede en slange der korte ned over den højre kind, og faldt som de nåede kæbens slutning. Ved synet af den lille dråbe der havde lykkedes at infiltrer Ahngels øjenvippe, og derved gled over det ydre lag af øjeæblet, lod sig gensamle ved det nedre øjenlågs kant og falde ned over den blege kind, tog Ma’lakel initiativ, og strakte en smule hals, så den mindre afstand imellem dem ville forsvinde hurtigt. Han separerede de smalle læber, og lod sin lange, ru, tunge komme til syne, ligge sig imod vampyrens blege kind og sende en sitren igennem Ma’lakels krop. For blot at standse den sejr glade lille dråbe, og tillade sin ru tunge at glide over det stykke den var nået at vandre over kinden. Som Ma’lakels tunge slikkede den klare dråbe væk, rev den naturligvis en smule fat i den kolde hud, og trak lidt i den før den, igen gav slip, og gled videre.
Alt imens Ma’lakel tilintetgjorde den fjendtlige dråbe, bukkede han den arm der havde hængt dovent ned af hans side, og lagde en hånd over den udødes lænd. Varmen fra hans krop var selvfølgelig blevet forøget på grund af den mængde varme han optog fra vandet, men det var dog stadig ikke skadeligt for vampyren hvis han berørte ham. På samme tid med at Ma’lakels tunge slikkede dråben væk, gled hånden over Ahngels lænd opad: den fulgte rygsøjlen og efterlod et varmt spor fra sig. Han spredte sine fingre helt ud, som hånden gled op af vampyrens krop, i et forsøg på at mærke mere af ham, uden at åbenlyst kræve det.
Da Ma’lakels tunge igen trak sig fra vampyrens hud, stoppede hånden lige som den var på midten af ryggen.
Ma’lakel trak sig igen de få centimeter fra Ahngel, og så ind i dennes røde øjne, med en svag gnist af klarhed, som var noget lige gået op for ham. Vandet løb stadig nedover det markante ansigt, og Ma’lakels blik flygtede til et af hjørnerne i brusekabinen.

,, .. har du-.. ”, resten af ordnende kunne ikke bane sig vej ud.

Men måske kunne Ahngel godt regne spørgsmålet ud?
Dog inden vampyren fik lov at svare, lagde Ma’lakels øjne sig igen over dennes ansigt. Et glimt af legesyge erstattede det før åbenbarede blik, og et mindre smil fik mundvigende til at trække sig opad, den ene lidt længere end den anden som altid.
,, Det gider jeg ikke snakke om … lad os bare sige det er to dage siden!”.

--

Huden ved punktet, som Ma’lakel med sin lange tunge rørte føltes som det eneste døde sted på vampyren. Alt andet prikkede.. Pirrede og redegjorde for en falsk livskraft i vampyrens hud. Han trak skuldrene lidt til sig og vendte blikket nedad, afvigende Ma’lakels blik imens han gjorde det samme. Øjet, som var tættest dennes tunge lukkedes halvt i som Ma’lakel tog lidt af huden med sig med disse specielle modhagere der var i tungen. Som et stort kattedyrs var det. Følsom overfor ubudne, men stærk for det vante. Ventede man længe nok ville man meget vel også kunne fjerne de øverste hudlag med denne tunges modstand. Ahngel tillod atter hans blik at falde på ham. Endnu engang faldende let i staver ved dennes egentligt markværdige udseende til forskel fra de andre hvide ansigter, som Ahngel så i sine lange, grå hverdage på palæet. Disse farver og den muskulatur og bygning der lå i det. Mindede ham om et specielt abstrakt maleri fra mange år siden. Hvorhenne og hvornår han havde set det var underordnet. Faktummet var at det hang blandt freskoer. De hang blandt de ypperste efterligninger fra de finere fra den franske revolutions frihedskæmpernes portrætter til solkongens overdådige kalkeringer. Det havde været et fuldvægs. Måske endda malet på selve væggen i form af dekoration og i sidste ende ingen del af de udstillede materialer, men alligevel. Ahngels hoved faldt instinktivt en smule på skrå som han forvandlede Ma’lakel til dette billede og tilbage igen for sine egne øjne. Indprentede ham i ramme og olie og tilbage til hud, hår og kød. Hypnotiseret følte han sig et øjeblik. Fanget af et alt for tiltalende stirrepunkt hvor ikke engang et blink fra vandet der rendte over hans ansigt ville lade sig stå i vejen derfra. Faldende i staver, som han havde gjort før, men denne gang på noget virkeligt og ikke et billede i hans hoved. Det ville klæ det hele med et sådant maleri blandt de royale portrætter, ville det ikke? Det ville sætte lidt lys over stedet? Et pift? Noget nyt liv..
Hånden på hans lænd fik ham atter tilbage til virkeligheden, bekræftet af en kort vigen med blikket. Han lagde det til siden alt imens hånden førtes op ad hans ryg, ikke efterfølgende denne varme, der nok i realiteten var i gang med at kæmpe en brag kamp for at opvarme Ahngels kolde hud, men som i stedet efterlod et gys der ikke stoppede med ryggens midte, men fortsatte til det ikke var andet end hårrødder at danse ud i. Hans blik vendte tilbage til Ma’lakel som hans øjne blev søg. Han tav og klemte øjnene spørgende sammen. Han ville ha åbnet munden og ytret sig, hvis det ikke havde været for Ma’lakels tale: Har du…?
…’savnet mig?’ .. Ahngel færdiggjorde sætningen i hovedet. Nærmest på kommando. De ord han først havde tænkt sig at flette sammen til et andet spørgsmål til dæmonen viskede sig selv ud og vampyren tillod sig at lytte i stedet. Meget var der åbenbart ikke at komme efter. Plejede Ma’lakel ikke at være så pokkers direkte? Ahngel hævede langsomt et øjenbryn, men lod det falde ligeså hurtigt som det havde skabt en minimal rynke i hans blottede pande. Han tog sine hænder til sig og førte dem til hans eget hoved, som han samlede sit hår mellem håndfladerne og trak dem bagud, da nogle genstridige totter havde placeret sig over hans skuldre i stedet for at stå i den renvaskende skudlinje. Han sukkede kort, dog hørligt og gentog bevægelsen. Han mumlede et svagt: Hmm.. og lod sig hænge lidt ved tanken om Ma’lakels pludselige censur på sine egne ord. Hvorfor dække over ord hvis man har dem? Det er da idiotisk? Men så igen? AT gøre så meget ud af tanken var vel ligeså idiotisk? Ahngel mærkede selvirritationen stige som han indså at han nok gerne ville høre Ma’lakel spørge om det eller måske selv erklære sig skyldig i dette såkaldte savn. De røde, dragende, opglødende øjne lukkede sig i for en tilfældig vandslange og hans arme faldt til hans sider, skabende flere nye slanger fra hver af hans lange, armerede negle.
”Ja. Ja det har jeg.” Sagde han sagte og tog et halvt skridt frem imod Ma’lakel så den smule afstand mellem dem døde som vampyren enten pludselig nærede stor lyst til at berøre Ma’lakel eller bare følge hans bevægelsers argument og stryge Ma’lakels mørkebrune hår tilbage på den vante plads, pressende vand ud derfra og gørende plads. Som dråberne ville finde vej over hans nakke og højst sandsynligt kæbeparti, ville Ahngel placere sine læber imod Ma’lakels hage og optage vandet, som Ma’lakel indtog den enkle dråbe fra vampyrens eget døde øjenvæv. Læberne vedblev knapt derpå. Kun ganske let strejfende så dråberne lagdes som et glinsende lag over den nederste læbe. Han trak det fra huden med sine fortænder og væk var det, efterladende et hurtigt opløst rødt spor over hans undermund. Han fjernede munden igen, rettede sig op og lod ligeså hænderne falde fra Ma’lakels nakke. Da blev hans blik tyst og henfaldt i en dunkelhed igen. Skridtet han havde taget, blev taget tilbage og Ahngel lænede sig atter op ad væggen, så meget det kunne svare sig alt efter Ma’lakels berøring, ladende bruserens stråle falde direkte i stedet for hans baghoved. Mange hundreder af disse slanger skyllede sig over ham og han lukkede øjnene dertil. Sølvfarvede blev de på grund af hudens glans og lignede samtlige af vampyrens ar, der havde vokset og var begyndt at danse livligt over hans nøgne krop. Som han bukkede nakken en smule, faldt alt det sorte hår tilbage på sin vante plads. Uregelmæssigt om det ellers så symmetriske ansigt og klaskende imod kraveben og hals i forskellige mønstre, alt efter hvordan de besluttede sig for at sidde. Vandet fra hans ansigt valgte at finde nye veje og gled ned over de lange totter der hang lodret foran hans øjne. Gav hans blik frit lejde til atter at åbnes og rettes imod dæmonen med et stumt udtryk. Var det ikke for vandets evige distraktion ville man kunne skimte noget sigende i hans blik.

--

Dråberne løb ned over den mørke krop, formede sig indtil uregerlige linjer, som hverken vilje eller magt kunne stoppe i deres færden imod en kant, hvor de kunne falde imod brusekabinens gulv og blive guidet ned i risten, for at forsvinde, blive et med sine slægtninge og aldrig mere var en ensom uregerlig linje igen.
En ubehagelig følelse dannede sig i kroppen på Ma’lakel, der følte at han var meget tæt på selv samme kant. Som stod han på en klippe kant, og så udover ingenting, vel vidende at hvis han faldt, hvis han lod sig selv falde, ville han styrte i døden og opløse. Blive til ingenting. Mere end noget andet ønskede han ikke at ’dø’. Men det var ikke angst dette kom af, ikke normal frygt for at miste livet eller være tæt derpå. Det var følelsen af at være for tæt på noget, noget man gerne ville væk fra da man var bange for at tage et skridt over grænsen og aldrig mere vende tilbage til der hvor man havde været. Netop den følelse dominerede mere end noget andet nu, hvor hans smil falmede, og de ord han før havde udtalt føltes som gift i hans mund.
Han tøvede, han blev usikker? Han forkludrede ting, og mistede grebet, mistede grebet over noget så trivielt som ord? Et tegn på svaghed var hvad det var. Han var svag, han var forbandet, forbandet af vampyren! Dets mere disse tanker kørte igennem hovedet på ham, dets mere synes han at han lød som en bondeknold der var blevet bange for sin egen skygge, og beskyldte naboen for hekseri.
De gylden-grønne øjne lå over Ahngel imens disse tanker gik igennem hovedet på ham. Han betragtede stille vampyren som denne lod sine hænder føre til dennes sorte hår. Han kneb sine øjne en smule sammen ved synet, som var vampyr herren et fatamorgana han blev nød til at se igennem, men uanset hvor meget han end koncentrerede sig, måtte han indrømme at vampyren ikke var en illusion men meget.. til stede.
Da den udøde gav et mindre ’hmm’ fra sig, som om denne tænkte, skævede Ma’lakel til ham som for at sige: hvad?
Hvorfor vampyren endnu var i dybe tanker fandt han tids nok ud af da dennes slanke arme igen faldt, og en stime af uregerlige gennemsigtige linjer gled ned over den uddøes marmor hvide glas hud. Dennes læber formede ord. Få ord. Der til trods for deres kort levetid, havde en så overvældende betydning at det kort sendte et adrenalin boost igennem den store krop. De gylden-grønne øjne lod til at lave en mindre eksplosion, der fik den grønne farve til kort at overmande den gyldne, som et direkte angreb på den gullige nuance. Den lille eksplosion skete ligesom vampyren trådte det halve skridt tættere på Ma’lakel, og ødelagde det rum der var imellem dem, den barrierer der adskilte dem. Og ganske let mærkede han en pirrende kulde der let prikkede til hans varme hage, imens at varme dråber gled ned over det hårde ansigt. De smalle læber separerede sig ganske svagt som den udøde brugte sine læber til at indfange de løbske dråber der gled ned over dem, og de få der faldt fra næsens spids. Han slugte diskret, imens af øjenlågene gled i og lod kun evnen til at føle kulde være alt til at fortælle hvor den smukke alfahan befandt sig. Som den kolde læbe strejfede Ma’lakels varme, vandrede en dulmende hvisken igennem halv-dæmonens krop. Hviskede søde ord i et kort sekunds fortabelse af vampyren. Måske var det ganske sandt, at de udøde kunne tryllebinde selv de stærkeste mænd og kvinder. Og Ahngel, Lucifer havde tryllebundet ham på hænder og fødder, eller også havde han selv ganske langsomt givet sig selv til ham. Ladet sig blive et mere og mere nem at fange, skønt Ahngel ikke lod til bevidst at vide hvilken bur han langsomt skabte omkring ham. Hans hænder skabte netop det fængsel som de havde lagt sig ved hans nakke, efter at have strøget pande håret bagud, i dens vante frisurer.
Med et længselsfuldt og svagt hakkende åndedrag, åbnede han igen øjnene idet Ahngel endnu trak sig fra ham. Skabte samme afstand imellem dem, samme barrierer som der før havde været, men ligesom han trak sig væk, tog Ma’lakel det halve skridt imod vampyren, som denne havde taget imod ham før, for at kunne udslette afstanden. Brusehovedets vand ville da slå Ma’lakel i nakken kort for at ramme det øverste af ryggen, og sende små vildfarende dråber overalt i kabinen, dog ikke Ahngels vej.
Hånden der før havde været imod flisevæggen gled opad, så underarmen i stedet fik lov at hvile derimod, imens at Ma’lakel begav sig helt tæt på Ahngel. Hans bevægelser var som den et dyr ville lave, som den gik helt tæt på en ligestillet, ikke dominerende eller udfordrende men snare som for at vise en form for respekt. Han strakte halsen imod Ahngel, så deres næser næsten rørte ved hinanden. Små dråber gled stadig ned af det kantede ansigt, der til trods for at være middelmådigt stadig besad den sære skønhed som kun et halvblods væsen kunne besidde. De gylden-grønne øjne ville forsøge at fængsle Lucifers røde, hvis det lykkedes ville Ahngel se ind i et blik der til trods for at man kunne skimte personlighed og tanke i det, bibeholdt sin dyriske natur, men med denne primitive udstrålling i øjnene fulgte noget andet ligeså: ærlighed. Der lå ganske sjældent hos så forræderisk en skabning som Ma’lakel.
Vand dråber gled ned over de markerede kindben, og over den stærke kæbe imens Ma’lakel seperarede læberne for at ytre sig om noget der fik det til at skælve igennem hele kroppen. En tilståelse af sårbarhed, en blotning af noget så fjernt for Ma’lakel, som overnaturlige kræfter for et menneske, følelser.
,, Jeg har også… ” bare tanken om udtalen fik hans hals til at snøre sig sammen, og tungen til at brænde.
Hans mund forblev åben en tid, hvor vand dråber som gled langs mundvigende var alt der var i bevægelse. Efter få sekunder hvor han prøvede at sige det, opgav han og lukkede munden endnu engang. Et opgivende udtryk prægede hans gyldne blik, inden en varm luft skød ud igennem hans næse.
Tavst rakte han en hånd op imod den udødes ansigt, og lagde den store varme håndflade imod vampyrens kind. Derved lod han finger spidserne gemmes bag Ahngels våge hår tråde, og betragtede dernæst blot vampyren som stykke den handling fuldføre sætning.
Jeg har også tænkt på dig…

--

Den radikale forandring i dæmonens blik havde ladet Ahngel stå i et øjebliks fascinationens lammelse. Hans ene øjenbryn hævede sig en smule, dog ikke nok til at det gjorde en radikal ændring på vampyrens glatte smukke ansigt. Bare en lille snært af mangel på forståelse. Da boblede tvivlen op. Han havde ellers så mesterligt fået klemt de diskrete ord omkring denne særprægede længsel efter Ma’lakel ud, uden at skabe sig en aura af usikkerhed. Det havde trods alt blot været et dybere ’ja’. Nu simrede det lystigt igen og Ahngels tro på, at det havde været et ganske harmløst svar forsvandt sammen med det intetsigende udtryk i hans brændende, røde øjne, der ligesom Ma’lakels, ændrede sig. Dog blot blev disse lysere - En enkelt tone. Pupillen snørede sig sammen til en lille og åbenlys cirkel. Atter talte øjnene for ham, da hans ansigt ikke fortrak sig en mine. Pokerfjæs havde han mestret for over hundrede år siden, så hvorfor tabe det nu? .. Dog vidste Ahngel at hans ellers så perfekte maske af stolthed, arrogance og ligegyldighed var i stand til at smuldre for Ma’lakels rug hænder. Var det måske en af de eneste rigtige frygte han havde overfor Ma’lakel? At denne skulle brække det hele op til sidst, som et fint poleret trægulv og finde ned til et stenfundament, som er dækket af alskens råd, skimmel og vildtfarende tornede planter, der end ikke fandt en massiv stenstruktur som en overmand. Rådne rør og lækkende vand, der blander sig med de afkomne og vildfarende dyrs blod, og ende op som en sø i en afgrund. Uden betydning og uden farve.. Det var vel det Ahngel som alfahan frygtede mest. Forfald? .. Personligt satte det ingen sten i hans hjerte, men fik hans hals til at strammes, som var den gemt bag lange, stærke fingre der ikke havde tænkt sig at give slip indtil nakkehvirvelerne enten var knækket og knust eller at styrken i vampyrens hals.. dens ranke holdning og smukke, glansfulde hud blev til intet andet end støv, stillads og askeskind.

Ma’lakel havde trådt tæt på ham, udvidet dette biologiske fangenskab af dæmonisk, muskuløs krop og placeret ansigtet ganske tæt Ahngels eget. Den ophobende kaotiske følelse af at være i strid med maske og sind, fyldte atter vampyrherrens hud med kriblende fornemmelser, som havde en edderkop lagt rede under hans iskolde hud, og alle ungerne fandt vej igennem deres skaller, ledte efter nerver og begyndte at æde sig mætte. Sikken vittighed. En joke. En kort historie, som først skulle fortælles til de andre vampyrer og føre dem i mistro. At en sådan kaliber af deres egen race kunne falde til sådanne niveauer. Det var her! Lige her, at den underholdende talsmand skulle løfte sit blodige glas, og gøre rede for at det blot var, og ikke blev andet end en vittighed. En billig latter der selv kunne give alfahannen selv et lille, dog falskt smil på læben. For alfahannen ved det jo godt. Han ved jo at det ikke blot er en vittighed. At det er en såre sandhed, foreviget i en spøg. En udtalelse der kunne få ham til at falde fra fuldblod til… menneskelævn. Et barn. Et klynkende barn, der græder når det slår knæet.

Billedet af ham selv som ganske ung med blodigt knæ og endnu et pokerfjæs, døde hen som én af de vildfarende dråber, tog en anderledes retning end sine slægtninge og ramte Ahngel i højre øje. Han blinkede upåvirket, og fastholdt sit blik imod dæmonen. Stirrede rent faktisk, nu med hans tankeslør midlertidigt opløst af hans koncentration. Hans nakke krummede sig lidt og de lange sorte silketråde greb klæbrigt fat i bagvæggen, som hans nakke slæb derimod. Ansigtet tiltet en smule, lignende en afslappet stilling. Hans øjne viede dog ikke fra Ma’lakels, men han mærkede ønsket om at lade dem sunde sig, da det begyndte at prikke i de udtørrede og golde tårekanaler. Endnu engang lod han sig falde i ved Ma’lakels anderledes udseende. Han ville efterhånden være i stand til at optegne det hele. Hver en rynke, hver en fold i hans hud og hvert et højlys der blev skabt af vandet over den guddommelige brune hud og i de knitrende grønne øjne. Ahngel påtog sig et dybt åndedrag igennem næsen, som han mærkede sin puls prikke til hans halsside. Sig noget. Sig noget..! Det anderledes udtryk i Ma’lakels øjne fjernede vampyrens fokus på den forhåbentligt svært eksisterende puls. Et udtryk han ikke var vant til at se i dennes monstrøse grønne øjne. Udefinerbart først og uldent af forventning, men som det hang ved, gled en form for lettelse igennem vampyren. Beroligende var det. Forsikrende, som var der en lille stemme der hørte til, der stille hviskede at alting nok skulle gå ligemeget hvad. Et udtryk han i det øjeblik fandt meget dyrebart over Ma’lakels kantede ansigt. Lokkende om tryghed. Foruroligende. Denne anderledes tone. Næsten så man fik en lyst til at kysse begge øjne lukkede, bare så alting lå uforandret og intakt.

Som Ma’lakel endelig åbnede munden og ytrede sig, stod tiden lidt stille for vampyren. Respons ja. God respons i sidste ende. Ma’lakel havde også… Havde også..? De røde øjne tilhørende vampyren bevægede sig nedad, efterfulgt af de sorte vipper der skabte en form for royal mørk krave om vulkanens epicenter. Som lavasten og aske dækker den boblende og ildevarslende kerne. Automatisk gled de tilbage i tiden og fastsatte sig det vante sted, imod Ma’lakels blik igen. Den varme hånd var lagt imod vampyrens kind og strejfende det lange, sorte og klæbrige hår. Instinktivt tog den midlertidige lettelse og afmagt over og de røde øjne lukkede sig i for at strække halsen og vende kinden imod Ma’lakels hånd, sættende et tryk. Holdt Ma’lakel sin hånd der, ville hans fingerspidser omkranses yderligere af de lange sorte hårtråde. En bevægelse Ma’lakel selv havde udført få gange. Som et kattedyr. Bare underdrevet. Stadigt tilbageholdt af hvad der end måtte lænke Ahngel imod en væg bygget af unaturlig evolution, sprog og en adfærd der gerne skulle overgå mennesket. Væsenet de i sidste ende tog udgangspunkt i og perfektionerede. Denne bevægelse af Ahngels var en lille brist i lænken. En fejl. Et uhåndgribeligt bevis på at denne civilisation, denne udvikling til væsener langt over et dyrisk stadie, ikke var en realitet. At der var et dyr at finde. Et instinkt frem for en fornemmelse. Et utæmmet monster. Måske var gulvet blankt poleret, men under lakken var træet pilråddent. Råddent som silken de skabte deres tøj i og råddent som deres kød burde være. Udøde. Gengangere. Ikke ment som eksisterende.

En fornuftstyret påmindelse åbnede atter vampyrens øjne og trykket blev sluppet og øjnene faldende diagonalt imod ingenting. Mørket kransede sig om dem som han, som han var så vant til, faldt ind i en verden bygget af tanker der ikke tilkom andre end han selv. Alvor, som diskuterede han noget med sig selv. Øjnene løftede sig, stadig mættet af en form for alvorlig afholdenhed. Hans støtte blev lagt imod bagvæggen fuldkommen. Hans ene ben lænet bagud, med foden hvilende i lodret stilling imod klinkerne, hvor det andet ben udgjorde støtten, meget vel en smule spredte på grund af Ma’lakels placering i intimsphæren. Væggen blev hans støttepæl. Var den der ikke ville han falde bagud, uafhængig af sine egne ben egentlig. De lange slanke, dog let muskuløse arme fandt atter over Ma’lakels hals, krydsende over nakken for at placere en hånd diagonalt på hver side af hans nakke. Vampyrens kolde læber blev først presset lettere hårdt imod Ma’lakels pande, den kolde luft stødende fra Ahngels næse til Ma’lakels hud. Kysset var spidst, men endte tøvende som han fjernede læberne derfra en centimeter, blottede tænderne i en tankefuld ’grimasse’. Da vippede han ansigtet lidt og slap den overdrevne strækning af hans hals for at opnå en falsk højde der overgik Ma’lakel. Deres ansigter igen på samme level. Hans øjne søgte Ma’lakels da, stadig tænkende og alt for interne, som var Ma’lakel i det øjeblik et sjældent objekt der skulle behandles med omtanke. Stod Ma’lakel stille, ville endnu et kys pålægges ham. Denne gang rettet imod hans læber. Let åbent, dog afholdent som de fleste af Ahngels tilnærmelser havde for vane at være. Tænderne stikkede og hvad han egentligt higede efter var at flå et eller andet til livs, bare for at få denne mærkelige følelse til at forsvinde naturligt. Følelsen af at ønske at man ikke behøvede at længes. At man ikke behøvede ytre sig på grund af savn. Hvorfor kunne Ahngels fingerspidser ikke bare deforme og blive et med dennes nakkehvirvler? Hvorfor kunne det tynde hud på læberne ikke forenes, så et smertefuldt og blodigt brud ville kunne dokumentere hvornår den næste række uortodoxe følelser begyndte?

--

Det var ikke til at beskrive, slet ikke til at sætte ord på. Svagere folk havde sikkert ladet vand fylde deres øjenkroge, og tilladt egne dråber at fare ned over kinderne, og slutte sig til sine rene brødre og søstre. Det var en følelse, som man kun oplever en gang i livet, hvis man er heldig kan det ske to gange, men aldrig er det blevet oplevet en tredje. Sensationen ved at føle, var at føle noget i så høj en grad at det fik nakke hårene til at rejse sig, maven til at sno sig sammen præcis ligesom halsen. Følelsen af at ville ytre sig i et ulykkeligt klynk, ikke fordi man var ulykkelig, men fordi at glæden var så stor at den kun kunne komme til udtryk ved at lade hjertet tale, i form af et længselsfuldt suk, eller et hjælpeløst klynk. Et tegn på hvor meget man havde brug for et andet væsen, hvor meget man hungrede efter at røre ved denne, være hos denne, og være noget for denne. En cirkel der ganske vist kunne ende i den største sorg, følende væsener endnu har kendt, men denne pris, den var så minimal til samligning med det man følte når man blev overvældet af noget så ubeskriveligt.
Åbenbaringen om at man havde fundet nogen man ønskede at leve for, og dø for.
Havde man sagt at denne følelse ville overrumle Ma’lakel, ville han knap have skænket personen en tanke eller et blik, før denne var forvandlet til en aske bunke. Men nu hvor han stod foran vampyren, dennes øjne som lukkede sig for varmen ved hans hånd, og kinden der kælede sig imod den hårde inderside af samme. Vand dråberne der blev til krystalperler i netop dette øjeblik. Kunne han knap nok trække vejret ordentligt, i stedet kom en hakkende udgave af denne, som blev der sendt tusinder små stød igennem kroppen på ham. Det var dog et lydløst åndedrag, hvor på man kun kunne se dets effekt på det nærmest sønderknuste blik, der lå i de gylden-grønne øjne. Fortvivlelse, frygt for at binde sig, for ikke at nævne blive forrådt, skinnede igennem, lige netop i det øjeblik.
Han fik en følelse af at han rystede over hele kroppen, som gik han i chok, fik et af sine anfald, men han rørte ikke på sig, mærkede blot hvordan kulden fra Ahngels kind gang på gang strøg sig over hans håndflade, som et forelsket dyrs kærligheds erklæring.
Det var som om øjeblikket blev ved i flere minutter, skønt det sikkert ikke varede særlig længe, og som Ahngel atter åbnede øjnene, og stoppede sin kælet imod den varme hånd, forsvandt det direkte følelsesladet i de grønne øjne os. Nærmest som bredte skyld sig i Ma’lakels hoved, trak han endda hovedet en smule tilbage, som var han blevet chokeret, imens lod han hånden dale ned langs siden igen.
De grønne øjne søgte ligeså væk fra vampyren derefter, efterladende et indre skyldigt spor af at han faktisk havde følt noget, og ikke blot reageret ud fra sine normale, og mest basale instinkter.
Skønt han ikke havde været overbevidst om hvad det egentlig ville sige at være faldet, og selvom han vidste at han var ’faldet’ uden at vide hvad det helt præcist betød, så kunne han lige så stille mærke den familiære fornemmelse i kroppen. Som en gammel kending, der havde slumret dybt inde i alt det kaos der havde bundet Ma’lakel sammen, og som nu var vågnet og begyndt at sprede sig i hver en afkrog af hans indre, fra hjertet og udefter. Men selvom denne gamle ven bragte ham en sær overvældende fornemmelse af at noget var virkelig rigtigt, bragte den en skygge med sig. En påmindelse om at denne følelse før havde fået frit spil, og hvad det var endt i. Hvor hun var endt henne, skulle hun da overhovedet være noget sted?
Han klemte kort øjnene i, imens at han prøvede at få tanker væk fra hende og alt der havde noget med hende at gøre. Hun var ikke eksisterende – lige da kunne et par kolde arme snoet over hans nakke, som et blidt greb imens at en hånd gravede sig vej igennem det tykke, nu sorte, hår. Han så op i en blanding af forventning og overraskelse, over vampyrens pludselige initiativ, da blev et par kolde læber presset imod hans pande. Han lukkede sine øjne i igen da det skete, imens at kulden atter bragte ham en besynderlig varme, skønt at den burde fryse hans indre og sende ubehagelige stød igennem kroppen.
Da de kolde læber atter forlod hans hud, åbnede han de grønne øjne igen. Han så imod vampyrens ansigt, higede efter det røde blik, og da han fik det kunne han skimte den mærkværdige følelse der prægede det. Som var vampyren væk, men på samme tid så til stede at Ma’lakel ikke kunne hamle op med den måde han blev set på, som var han uvurderlig, kostbar.
Han fulgte blikket, indtil at vampyren tog initiativ igen, og ønske at placere et let kys over Ma’lakels smalle læber. Han lod det ske, imens at vand dråber gled over de fugtige læber, og de mødtes: tøvende, frarøvet den intesitet de før havde haft, imens at en let prikken imod underlæben røbede den hvide skønhed foran Ma’lakels sande natur.
Først blev det ikke gengældt, men stumt modtaget, men skulle vampyren trække sig en smule for at stoppe dette ville Ma’lakel søge dennes læber for at presse sine egne imod dennes. Ligeså en smule åbne. Det var næsten for let til at blive kaldt et kys, nærmere en berøring af vampyrens læber med hans egne, som vanddråber blev indfanget af underlæben og skyllede over de skarpe tænder i undermunden. Skulle Ahngel ikke gøre noget for at bryde dette, ville deres læber røre hinanden igen og igen, i form af disse overfladiske, tilbageholdte kys.
Den hånd der havde været langt Ma’lakels side, blev rakt op og lagde sig varmt imod vampyrens hofte, imens den der havde lagt støttet imod væggen, løsnede sig muren og en hånd blev placeret bag ved vampyrens nakke, kørte det våde sorte hår en smule op, indtil hånden stoppede og lå hvilende på den nederste del af Ahngel baghoved.
Midt i et af disse lette kys, ville Ma’lakel da stoppe op imens at deres munde var endnu åbne, og det øverste og nederste af deres læber endnu smeltet sammen. Han lod tungen glide ud fra sit fængsel, og glide over det inderste af Ahngels underlæbe, i sin færd på at finde vampyren tunge, og stryge sin ru overflade over den udødes bløde.
Alt dette, imens at de gylden-grønne øjne var svagt klemt i, så dråberne der endnu gled fra Ma’lakel og over Ahngel, som konsekvens af at de forenede deres læber igen og igen. Disse vildfarende dråber ville sikkert glide ned langs vampyrens underlæbe og videre ned over hagen og struben. Han havde vippet ansigtet en smule til siden, imens at de sære kys fandt sted. En tilbageholden trang til nærmest at æde den udøde, flå store lunser kød af dennes krop, blot for at have noget af denne hos sig, inden i sig, og med sig. Han kunne flå vampyren fra hinanden, ville det give ham så meget som et evigt fragment af ham, som han kunne indgravere i sin hud, smelte ind i sit kød. Denne desperation kom til udtryk i læbernes svage dirren, som de gang på gang modvilligt lod sig skilles fra den udødes. Der var ikke plads til tanker, da nuet udfyldte hvert et tomrum, og til sin egen forundring, skubbede Ahngels blotte berøring alt der havde noget med hende at gøre, væk.

--

Efter Ahngels mentale fordrag om hvor upassende denne aktion var, trak han ansigtet en smule. Modvillig var hans tankegang, dog stadigt higende var de dybe røde øjne som de betragtede Ma’lakel med denne stadig aktive form for tilbedelse. Da blev et af Ma’lakels egne kys sat i Ahngels retning og påsat de lyse læber. Som Ma’lakel før havde stået, blev Ahngel bevægelser stumme og han brugte et enkelt sekund på at lade kysset smage ham inden han atter genoptog hans del af det mærkværdige tavse kys. Lufthullerne imellem kyssene var ganske uregelmæssige og kortfattede, som selve kyssene i deres simple form. Små bidder lignede det, Som tog de føde af hinanden hver gang læberne rørtes eller drak deres halse fulde og snappede efter vejret for at genoptage mønsteret, som var de umættelige og som var antallet af disse kys uendelige og udødelige som Ahngels unge krop. Et sug i maven opstod som Ma’lakel placerede sin hånd på vampyrens hofte. Ahngel sugede maven ind og vippede ansigtet yderligere for bedre tilgang til Ma’lakels mund. De lange, sorte og forstrakte hår der dækkede Ahngels hovedbund som et mørkt silketæppe med trævlede spidser, som yndede at hive fat i enhver fugtig overflade, prikkede stille til vampyrens følsomme nerver og lokaliserede Ma’lakels hånd, som fandt sin vej til vampyrens nakke, som blev vippet en smule fremad for at give denne plads uden at slippe trådenes sammenhæng med bagvæggen.
Som Ma’lakel søgte dennes tunge, gled Ahngels egen ud mellem de hvide tænder og mødtes med Ma’lakels ru kattedyrs tunge. De vildfarende dråber fra Ma’lakels ansigt gled ned over Ahngels kind og ind over læberne med jævne mellemrum. Enten blev de tilladt at flyde over hans glatte, marmorhvide hud og dryppe fra den spidse hage når en pludseligere bevægelse kom, ellers blev de fortæret hvis de var så uheldige at glide over læberne i et af kyssenes mellemrum og forsvinde imellem vampyrens og dæmonens munde. Ahngel lukkede atter øjnene i for blot at åbne dem få gange og betragtede Ma’lakel i et sekund eller to. Vampyrens lange, hvide, arrede arme gled rolig ud af deres positioner og bevægede sig i stedet ned til midten af dæmonens ryg hvor den ene hånd tog fat om håndleddet på den anden og hægtede sig fast. På samme tid gled vampyrens mund tætte Ma’lakels og mellemrummene fra hans side ville blive væsentligt formindsket, som de ømme kys gled hen i noget mere længselsfuld og mere løsrevet. Fra ømt kys til nærmest overgreb blev det, som de skarpe hjørnetænder i over og undermunden i ny og næ gav et prik fra sig. Som et afbræk dog, lukkede Ahngel munden sammen et øjeblik og trak ansigtet lidt tilbage, åbnede øjnene, men kun for et kort øjeblik inden han rettede sin nakke og lod ganske små kys vandre op over dæmonens kæbekant, tinding og over øjenbrynet. De fulgte samme stier den anden vej og ned og efterlod et let kuldespor fra den radikale forskel der lå i Ma’lakels hud og i vampyr herrens kølige læber. De fandt da atter sin vej ned til Ma’lakels mund, forblev der for en tid med endnu et hårdere kys inden han igen lod det vandre. Denne gang nedad. Over kæbens kant, ved pulsårens bløde trykpunkt og ned over den stærke, solkyssede og glinsende hals. Hans hænder begyndte igen at røre på sig som de nærmede sig det center, som Ahngel selv havde retning imod med sine kys. Kysset gled over nakken og til starten af kravebenet, som var det fjerneste han kunne nå. Hans hænder placerede sig på hvert sit skulderblad. Knoerne var hvad der udgjorde kontakten mellem Ahngels hånd og Ma’lakels ryg. Fingrene var alle trykkede imod håndfladen, som var det en defensiv eller i sidste ende meget primitiv måde at røre på, som et kattedyr, hvis klør var blevet erstattet af de bløde og uskadelige trædepuder. De hårde knoer trykkede sig dog markant imod dennes hud, også selvom det nok ikke ville bære en smerte, som hans stærkt armerede fingerspidser ville. Kysset hørte op og positionens, som Ahngel havde påsat sig selv i, blev reduceret til en omfavnelse.. Nærmest desperat. Læberne hvilede stumt imod Ma’lakels skulder inden de, med hagen, bevægede sig nedad, liggende næsens krumning imod skulderens bøjen og gemmende vampyrens smukke ansigt imod Ma’lakels hud. Hans hænder foldede sig ud og lagde sig fladt imod dæmonens stærke ryg. Ahngel tillod sig at blinke imens der ingen øjne var på hans ansigt. Et øjeblik fyldte en lyst ham. En lyst til bare at lade musklerne svigte ham og stå lænet imod Ma’lakel til endnu et overskud pressede sig på og fyldte ham med ny motivation. Med ny lyst og inspiration til at fortsætte på den måde det havde gjort i over et århundrede. Denne proces kunne tage millioner af minutter… timer.. dage? Trods det var han sikker på at det var stedet han skulle være for at finde det. Omgivet af Ma’lakels scent og imødekommet af dennes kys. Her gjorde det ikke noget at gemme ansigtet som et andet barn, gjorde det? Tankerne var naive og de håbefulde tanker var unaturlige i Ahngels egne ører. For at forsikre Ma’lakel at denne tankefuldhed var en illusion, fraskilte han sit ansigt med dennes skulder med et kys mere. Langtrukkent til at læberne ikke kunne nå den længere. Han rettede nakken og skød igen de røde øjne på Ma’lakel. Mørket der havde overtaget irisserne imens han havde været i tanker i sit lille skjul, bevægede sig ind i pupillen og efterlod den røde farve fejlfri og glødende op som de knitrende stumper i en døende kamin. Hans hænder frigjorde sig igen Ma’lakels skuldre. Knoglerne i hænderne summede efter at ha haft dette lettere hårde tag i dæmonen. Han ville nok ikke ha lagt mærke til det, da Ahngels styrkegrænse ikke var højere end et gennemsnitligt menneskes for denne tid. Trods det mærkedes det i Ahngels led og gjorde ham konstant opmærksom på den manglende styrke.
Igen lod han kyssene rettes imod Ma’lakels læber. Denne gang atter nænsomme og lette, som var de luftbårne.

--

Der gik en kriblende sitren igennem maven som deres tunger stødte imod hinanden. Det sendte ufrivillige pirrende træk ned igennem hele kroppen og påvirkede den seksuelt, selvom det egentlig ikke var hensigten med de lette kys, der knap nok kunne sammenlignes med noget andet de havde delt før.
Der var noget mærkværdigt over måden deres mødtes på, en længsel der blev opbygget igen og igen, for hver gang læber ikke var stødt imod hinanden. Han kunne mærke den sprede sig i hele kroppen, et ønske om at være endnu tættere, og dog ikke et ønske om at fortære eller indtage, men blot røre. Bare røre, uden at der var nogen tanker eller spekulationer der forstyrrede, ingenting der gik i vejen.
Som Ahngels hænder ændrede position fra Ma’lakels nakke og fandt vej ned at ligge over Ma’lakels ryg, lod et mindre spor af kulde glide med det ligeså. I blandt alt varmen var kulden som en enkelt rød rose i blandt en mark af sorte. Et lille spor der mindede en om at man endnu ikke havde givet op og ladet sig falde hen i en illusion, hvilket dette ligeså godt kunne have været. Selv var Ma’lakel ikke bevidst om øjeblikkets specielle ømhed, om hvad de delte var lige så sjældent som at opleve en behagelig drøm flere nætter i træk. Og det føltes på sin vis også som en drøm, en fatamorgana der fik de gemte følelser fra glemte tider, til at pumpe rundt i kroppen, dog ikke med det samme. Lige så stille fik hjertet lov at udfolde sig, fik mindet om at det engang havde slået i en regelmæssig rytme, lov at komme tilbage til livet, at genopstå med hver enkel berøring af Ahngels kulde.
Som kysset blev gradvist ændret ind til noget mere længselsfuldt fra Ahngels side, og dennes skarpe hjørnetænder kom i brug, som om denne havde lyst til at sætte tænderne i Ma’lakels læber, rive hul, og slikke blodet væk imens disse kys fortsatte. I det øjeblik det skete, lod også Ma’lakel sin længsel komme til udtryk ved ligeså at lade tænderne spilde ind, og ganske svage knurre lyde fra struben kunne let opfanges iblandt bruserens raslen, som vandet slog ud af den. Hånden på vampyrens baghoved klemte ganske svagt fat om de sorte tråde, som lod han hånden opsluges iblandt det sorte, og sig selv overgive til hvad han havde lyst til at gøre: at skrige, råbe, ødelægge – alt sammen et resultat af at sindet ikke kunne forstå hvorfor kroppen reagerede så voldsomt på så lidt. De var ikke andet end en berøring, end et kys der gik over i noget lettere ubeskriveligt, noget som mennesker ikke kunne dele med hinanden. Der var så mange kærtegn på engang, læberne der farede henover hinanden, tænderne der ligeså nappede til deres overflade og begge tunger der længselsfuld slog imod hinanden. Igen havde han det som om han rystede, som var han bange, rædselsslagen for næste skridt imod kanten, men udad til virkede han rolig, og for en gangs skyld ikke destruktiv i sine handlinger. Hans øjne var lukkede, så kun sanserne styrede hvad der foregik omkring ham. Det dyriske blik pakket væk under de lysebrune øjenlåg, imens at det varme vand fik huden til at give en nuance af noget mørkerødt, som sandets farve i en tør ørken.
Idet Ahngel trak sine læber fra Ma’lakels, åbnede denne øjnene igen let for at se hen på denne, der ligeså så hen på ham. Dog var øjenkontakten kun kort, idet vampyren strak hals, og pressede sine kolde læber imod kæbebenets ene side. Som det skete lukkede Ma’lakel igen øjnene og overgav den side af hans væsen som vampyrens læber pressede sig imod, til denne. Han tog imod de vandrende kys, der ligesom hænderne efterlod et kulde spor, over hans varme hud. Selvom Ma’lakel nød det kortvarige kærtegn måtte det dog have en ende, og dennes kys sluttede hvor de var begyndt. Ahngel ledte sine kolde læber til Ma’lakels, og som denne pressede sine silke læber imod halv-dæmonens varme, blev det gengældt med samme længsel, imens at Ma’lakel åndede ud igennem næsen. Det kom som var det et mindre suk, eller en udånding der gerne ville være det man desværre ikke helt formåede det da stemmen ikke kunne komme til udtryk. Dog var dette kys kun midlertidigt, og ikke så snart var deres læber forenede igen, da vampyr herren brød det og lod en række kys vandre ned over kæbebenet, henover den stærke hals og ned imod kravebenet. Dennes hænder begyndte da ligeså at røre på sig, at søge opad som læber søgte ned, og ligesåm de knyttede hænder lagde sig imod hvert et skulderblad, kunne Ma’lakel genkende denne position: en omfavnelse?
Langsomt åbnede han sine øjne, og lod blikket dale imod Ahngel, dog uden han kunne se dennes ansigt, da vampyrens læber lå imod hans kraveben. Hans blik gled da væk fra den udøde, da denne stødte sin næseryg imod hans skulder, og hænderne foldede sig ud, og uden at det behøvede nogen kick-start, begyndte en følelse at sprede sig: den måde Ahngel trykkede sig imod ham på, den omfavnelse der blev ham givet, som var Ahngel ikke en fuldvoksen mand men et barn der søgte komfort i Ma’lakels favn, og den følelse der spredte sig var selvfølgelig visheden om at nogen havde brug for en.
Hånden der før havde haft et mindre tag i dennes hår tråde, lod sig løsne som vampyren holdt om ham, skønt at der ingen rigtig omfavnelse blev givet tilbage: væggen var en smule i vejen i dette tilfælde. Men fingrede der lå over vampyrens fugtige sorte hår, begyndte så småt at køre i et kælende mønster. Fingrene masserede de våde hår strå, nussede, imens at Ma’lakel så væk med et lettere, fjernt blik: lidt som om han ikke helt vidste hvordan han skulle reagere på så intim en gengældelse. Han var skam blevet omfavnet før, men, ikke på samme vis, og bestemt ikke med så megen… desperation bag det, for til trods for at det var svagt kunne man mærke de kolde hænders tryk imod hans skulderblade.
Et øjeblik kunne han mærke et mindre stik, som han blev påmindet om hvorfor han havde søgt vampyrens gemak så hurtigt efter sit mindre sammenstød med den blonde Jean. Var det medlidenhed? Medfølelse, der havde drevet ham til dette punkt, og grunden til at han følte som han gjorde? Nej, det ville være en undskyldning i bedste tilfælde, skønt han måtte indrømme overfor sig selv at han havde følt vrede ved Jeans uvidenhed, og var derved stødt ind i et dilemma: hvor godt kendt han Ahngel, Lucifer? Svaret han var kommet frem til var: mere end de fleste. Også selvom han ikke kendte meget til hans baggrunds historie, opvækst og alt det basale. Men sandheden var vel.. at de ikke behøvede det. De behøvede en berøring, og ud fra dem kom der flere ord end mennesket kan udtrykke.
Den nænsomme nussen hørte op, ligesom Ahngel endnu trak sig: lod sine læber hvile imod Ma’lakels hud så længe som det nu kunne lagdes at gøre, før denne rettede sig op.
Deres øjne bundet fast til hinanden, i få tav som lod blikkende ligesom læberne tage bidder af hvad end de kunne rage til sig. De grønne øjne sultne efter næring, der ikke kunne fås igennem simpel mad eller drikkelse, en mæthed der ikke kunne opnås ved andet end disse kolde læber der lagde sig over hans egne. Som en synders tilståelser, der talte endnu højere end alle ord. Blottet for alt ugerning, og på en gang forenet af samme.
De lette kys der fulgte, de umættelige kys der kun lige nåede at tilfredsstille inden læberne endnu trak sig fra hinanden. De dirrede, skreg, som savnede de hjerteskærende at blive berørt af den isnende kulde, der gav stik igennem de lysebrune læbers porer.
Varme og kulde var ikke skabt for hinanden, og var forevigt ment til at være hver for sig. Så hvad skete der når sommeren forelskede sig blindt i vinteren? Når vinteren frivilligt lod sig smelte af sommeren, for blot at få samme umættelige bidder af de varme stråler der ville glide over en ensommelig overflade, der kun kunne mærkes, men ikke fås. Ikke eje, ikke gøres krav på!
Med dette ville hånden der havde lagt omme ved Ahngels baghoved glide ned derfra i et aende kærtegn. Finger spidserne endnu let presset imod vampyren, som håndens varme gled ned over halsen på denne, over skulderen, og ned af armen for at hånden til sidst at skulle ende i selskab med vampyrens egen kolde hånd. Ma’lakels anden hånd søgte ligeså vampyrens, så han ville nå begge hænder imens han rettede sig op i sin fulde højde. Som prøvede så vidt muligt at tårne op foran vampyren, som en mørk fyrste der ønskede at gøre krav på Ahngels liv.
Vand perler slog imod den mørke hud som han rettede sig, imens mave muskler svagt lod sig spænde, og hele kroppens stærke anatomi kom til sin ret, og lod vand slanger glide over de smalle hofter, og sno sig ned langs de trænede lårs sider, og dale over de faste baller. Alt imens at de tydelige markerede overarme der lod til at have styrke nok i sig selv til at løfte ubeskrivelige mængder, til trods for deres menneskelige bygge. Det nu kuld sorte hår gled ud imod siderne af det kantede ansigt, hvor vand perler ligeså trillede lystigt over kindbenende og ned langs de hårde kæber. Det mørke hår ville da skabe en midter skilling, som gav Ma’lakel militære, soldater udseende en meget mere tydelig effekt. Fra frygtløs våd gadedreng, til usympatisk snigmorder, der til trods for ondsindede gerninger blev belønnet med hædersmedaljer for at have nedkæmpet en usynlig fjende.
Han stoppede da deres kys ganske kort: de grønne øjne søge vampyrens røde, og i et øjebliks glimt kunne man skimte tydelig længsel. Ikke en overfladisk seksuel længsel, men en åndelig desperation på tilfredsstillelse.
Efter dette, ville Ma’lakel trykke sig op imod vampyren, der til trods for ikke at være mere end få centimetre, måske endda mindre, lavere end ham selv. Deres bryst ville da røre hinanden, deres mave ligeså, kønsorganer ville blive trykket imod hinanden, imens at Ma’lakel greb fat om vampyrens hænder og om denne ville det eller ej, ende disse imod klinke væggens kolde og fugtige overflade, imens at Ma’lakels varme hænder lod fingrende glide op imod Angels håndflader, indtil hver fingerspids klemte sig imellem vampyrens, og indfangede disse i et kødeligt fængsel. Som de kolde hænder lå over overfladen af den hvide væg bag ved denne, ville deres sammen flettede hænder lige så stille glide længer og længere op, indtil de nåede en hoved højde.
De grønne øjne der havde stirret ind i de flaksende nuancer af forførende rød, havde betagtet og observeret med et dyrs ubegrænsede tålmodighed: hvilket sikkert ville give Ahngel følelse af at Ma’lakel endnu engang lod dyriske instinkter råde over menneskelig tankegang.
Idet deres hænder stoppede, og sluttede et godt stykke væk fra resten af deres nærmest sammen smeltede kroppe, ville Ma’lakel udrydde den minimale afstand der var imellem dem, ved at trykke sine lysebrune læber hårdt imod vampyrens, med en næsten hidsig knurren, som kunne man et øjeblik misforstå og tro at han havde intention om at angribe. Dog var kysset ikke angribende, men krævende.
Fra længselsfuldt til begærligt, indtil det gik over i noget blødere som trykket lettede svagt og et velkendt bevægelses mønster ville afløse det begærendes plads: snappede, nænsomt. Fra begærende til kærligt. Fra kærligt til elskende, og fra elskende til overgivelse.
Tyvagtige var de flygtige kys der krævede al opmærksomhed, imens at det bankende hjerte i halv-dæmonens bryst slog hurtigt ved den sagte kriblen der løb igennem kroppen, som et elektrisk netværk der gemte sig under den let mørkebrune hud.
Hele kroppen lod sig fortælle om dens lyster, om dens behov for at besudle hver en del af den udøde med tungen. Begrave sig inde dennes krop, og fremprovokere sjældne lyde som kun Ma’lakel havde hørt, og vidste han kunne få vampyr herren til at udtrykke.

--

Ahngel fandt atter sine øjne fæstede imod Ma’lakels, som var det ført af en automatik, skabt af børstet stål og smurte tandhjul. Bevægelsen der gjorde at han søgte netop disse giftige grønne øjne var efterhånden blevet så ledløs og så fuldkommen instinktiv, at man skulle tro at der var en magnetik, som trådte i kraft hver eneste gang de spændte nakkemuskler døde til en hvilende tilstand og lod hovedet og dermed blikket, dreje den vej de ønskede. Blikket der var ønsket var Ma’lakels. Ahngels øjne gjorde sig kort bredere da han kort opfangede hvor fejlfrit han søgte det, som var der ingen andre steder at se hen. Han kunne være arrogant og vende sit blik fra ham med en lukket mund, men nej. Munden åbnede sig og fremprovokerede ingen ligegyldig mine, som var støbt i dagligdagens maskes form. Øjnene sprudlende af liv og munden syntes at give efter for øjnenes ønske om at se hvorvidt små bidder af Ma’lakels liv kunne fratages ham. Øjnenes midlertidige unormale udtryk svækkedes og tabte kraft, men døde ikke. Trods de hvide øjenlåg blev mere tydelige og omfavnede det røde øjne yderligere, syntes den brændende farve ikke at sygne hen, men blot oplyses yderligere af den skygge der blev kastet over. Lyset i øjnene ville da ikke være en refleksion fra omgivelserne. Ikke et fjernt vindue der skabte et glansfuldt højlys. Et lys der måtte komme fra selve vampyrens biologiske, eller åndelige indre. Det forstærkede den altædende røde farve med det unormale ønske efter at favntage det der bevægede sig imellem deres kroppe, men egentlig ikke var andet af fysik end luft. Luft med deres dufte, der blandede sig med den stigende damp og indfangede dem begge igennem den fortærende lugtesans. Den duft man ønskede man kunne komme på flaske og gemme væk bag de mindre, dog dyrebarere parfumer i kabinettet.
Blikket lagdes til siden, fulgte ganske nøje Ma’lakels hånd der frigjorde sig hans nakke. De lange sorte hårtråde klæbede sig over dæmonens håndryg, som ville disse ikke slippe, som var den hvide vampyrhan ikke en udød, men en gorgon. Et reptildyr med hårtråde af de offensive, rødøjede slanger og med et blik der med al grådigheden i verdenen forvandlede sit offer til sten, hvis denne ikke accepterede monsterets bejleri. Ahngels øjne fandt tidsnok tilbage til Ma’lakels som dennes hånd vandrede ned og sigtede efter Ahngels hånd. Vampyren førte snappende efter kys da inden begge hans hænder var blevet omfavnet af Ma’lakels. De lange, hvide fingre bukkede sig og gjorde ligeså et let hold imod dem, tog endda sig selv i at lade tommelfingrene påbegynde bevægelsen med et enkelt strøg over det bløde kød mellem Ma’lakels tommel- og pegefinger. Ma’lakel tårnede sig og Ahngel fulgte bevægelsen ved at lade, nakkehvivlerne trækkes sammen, lade selve nakken knejses og lade begge fødder blive solidt på det vandfyldte klinkegulv. Hans tæer krummede sig en smule, som gav hans fødder et tick fra sig. Kysset blev stoppet for et øjeblik og Ahngels øjne lagde sig atter op imod Ma’lakels. Vandet sprang nu anderledes imod Ma’lakels bagside og skabte en mærkelig form for konstant bevægelig krave blev skudt bagud. De røde øjne dalede en smule og lagde mærke til Ma’lakels anatomi. De fulgte den smalle passage, som udgjorde mellemrummet igennem den brede brystkasse. Da kom den tættere på. Tæt nok til at Ahngel ville kunne nå denne ved blot at strække tungen derimod. Hud sattes imod hinanden. Kold og varm. Farvet og dødt. Han mærkede da atter væggen imod sit baghoved og ligeså sine håndrygge der blev trykket derimod. En revne i klinkerne på Ahngels højre side prak i en af hans knoer og Ahngels pupil snævrede sig en smule ind. Historien bag det skænkede han ingen yderligere tanke. Faktisk havde lucys betydning dalet fra Ahngels hjerte som de aftagende dråber, som hang på Ma’lakels kæbes solkyssede kant. Øjnene lagdes på netop disse dråber hvor han opfangede hans egne nuancer som refleksion, som sad en lille del fast på dæmonen, så den vej han så og oplevede de ting som han oplevede uden at egentligt ville opleve andet end selve denne. Han løftede igen blikket til Ma’lakels. Hans ansigt var tyst for en stund imens han blot lod øjnene fæstne endnu engang. Ansigtet afslappet, som lagde dennes øjne en form for behagelig lammelse over ham. En blid hypnose man egentligt godt kunne træde ud af… Hvis man altså ønskede dette selvfølgelig. Hvordan mon disse øjnes overflader måtte smage? Ahngels fingerspidsers led løsnede sig lidt og afgav små knæk, som ikke kunne høres, men tydeligt mærkes af Ahngel, som var hans bukkede fingerled fyldt med grus. Trods hans fingre alle ønskede at blive strukket ud og knækket på ordentlig plads, bevægede de sig ikke i et mønster ført af Ahngel. Om så hans hånd skulle vrides om og klage over dette, ville han undgå at være den der slap den andens hånd. Ikke bare den anden. Ma’lakels hånd. Den hånd der havde arret ham og kærtegnet ham. Ført af samme sind i begge tilstande og ført af samme hjerte om det så bankede eller stod stille. Mon det bankede nu? .. Smagte? En samling blodspyt filtrerede sig igennem tændernes minimale mellemrum og lagde sig foran det yderste tandkød bag den lukkede mund. Han sank det langsomt uden at lade det ses på ham. Riften over hans hånd, trykket derimod af den lette ødelagte klinke, forsvandt en smule hen da Ma’lakel førte Ahngels hænder opad, glidende imod væggen, så hver en klink og hver en stribe mørtel kunne mærkes. Der var ingen modstand at finde i Ahngels hænder, som var hans led forbundet med Ma’lakels og tjente samme formål. Øjnene havde ikke viet det mindste. De havde da betragtet de grønne øjne med omhug. Dennes tålmodighed der ikke lå ham så naturligt. Ikke for et halvmenneske i al fald og denne ubegrænsede stirren. Han nåede ikke at konkludere dennes blik eller sætte en dobbeltstreg under noget facit før Ma’lakel pressede sine læber hårdt imod Ahngels. Vampyren åbnede først øjnene en smule yderligere, men som han fandt hans blik nærmest himmelvendes, lukkede han øjnene i og gengældte kysset efter han havde mærket et lettere opkvikkende slag imod baghovedet fra den hårde bevægelse. Han tømte atter munden for de yderligere spytsamlinger ved en diskret synkebevægelse inden han igen fremprovokerede sin tunge til at deltage i det hede kys, som Ma’lakel havde taget initiativet til. Han mærkede atter sine hænder bede om frigørelse, strækning og berøring af Ma’lakel, men gav dem ingenlunde lov. Han mærkede dog neglerødderne pulsere og leddene rasle hidsigt, som var de lige så desperate efter at føle dæmonens krop, som munden var.
Vampyren vippede kæben på siden for mere deltagelse i kysset. Denne vinkel blev gradvist skiftet som kyssede fortsatte. Trods det blot var modtagende ført, blev vampyrens kys ligeså stærke og søgende. Ja, han havde en nærmest konstant længsel efter Ma’lakel. Han ønskede ikke indrømme dette. Ma’lakel havde fået ideen om at tanker var blevet tildelt ham, men ikke om det som noget vedvarende. Ikke noget som kunne bruges som grund til rastløshed, kedsomhed efterfulgt af uoverskuelig stress og en genforening med det tomrum, som der tit havde revet sig større i hans brystkasse. Ahngel tillod sig selv kort at åbne øjnene, konfirmerende at Ma’lakel stadig var der og lukke dem igen, som han havde genetableret ansigtet bag kysset. Lige nok til at det mentale billede stadig hang ved som et farverigt optegnet omkrids blandt en masse mørke bag de lukkede øjenlåg. For hver gang denne lagde et blik på Ma’lakel, blev stregerne tydeligere, som blev det hele tatoveret ind i vævet og nok kun kunne køres af med århundreders slid med sandstøbt papir.
Hvorfor ved han ikke. Om det var hans hænders manglende evne til at række ud og bevæge sig over dennes krop med længselsfulde strøg, eller det faktum at han bare ikke kunne komme tæt nok på. Ligegyldigt det løftedes Ahngels ene ben fra flisegulvet og bukkede sig om Ma’lakels muskuløse skinneben med en hivende bevægelse.


- Herfra fortsætter emnet

Det brændte under huden. Kriblede, og prikkede, som levede der tusindvis af slimede kakerlakker under den ellers sunde hud. De slangede sig af sted, ud i finger spidserne, ned langs rygraden, og videre langs lænden, for blot at ende tilbage ved finger spidserne igen.
Deres hud som var presset op af hinanden, gav indvendige kuldegysninger for den varme halv-dæmon, der følte kulden som et stik af smerte der kom igen hvert sekund. Dog var det et mindre stik der kunne ignoreres meget hurtigt, mest på grunden af varmen der slog imod den solkyssede ryg. Men selv hvis smerten havde været ulidelig, havde han stadig presset sig begærligt op af sin modparts krop. Som forsøgte han at smelte sammen med denne, og blive et med ham. En næsten kannibalistisk følelse drev hen over Ma’lakel, skønt de ikke delte samme rase overhovedet. Han havde lyst til at æde Ahngel, bide dennes læber af. Rive kød fra hud lige så forsigtigt, og sluge hver en del af ham, indtil denne ikke længere eksisterede. En længsel der kom til udtryk i kyssende der fortsatte i en uendelig.
Læberne blev presset imod vampyrens med en sådan desperation, som om Ma’lakel sultede uden dem. Det kunne måske forveksles med normal lyst, men undertonen af det var alt for.. higende. Som om at der lå en dybere mening bag hele det lystige teater stykke. Maskeraden der skulle dække for den egentlige intention om at stjæle, og tage gæsternes værdiger, begyndte så småt at krakelerer, imens at fingrene klemte om den udødes kolde hænder der ligeså, ikke ønskede en afslutning men på samme tid også higende efter denne sammensmeltning. Drømmen om at flå den anden op, og bære dens hud som sin egen, ikke med henblik på at grine hånligt over den andens svaghed, men for at blive en del af den. En permanent ting der altid ville følge. På den måde blev man aldrig glemt, eller smidt væk igen. På den måde behøvede meningsløse tanker om savn, og ældre artsfællers formanende ord, ikke at sætte sig i tanke trådende, og udformede vise advarelser, der i sidste ende blot ville holde en fra det man ville have. Og det Ma’lakel ville have… var Ahngel!
Som denne viklede sit ene ben om Ma’lakels skindeben, udstødte halv-dæmonen et mindre suk ud igennem næsen, og en varm luft ville let slå imod vampyren. Hænderne der havde fat om den udødes klemte en smule til, så knoerne under den brune hud blev endnu tydeligere, og ligesom deres kys syntes at have henlagt læberne i et følelsesløst stadie, stoppede Ma’lakel kysset i et langt, og til dels hårdt et af slagsen. Fingrede udflettede sig fra vampyrens ganske langsomt, og gled ned over dennes håndflader, håndled, og underarme inden de forlod den kolde overflade for at søge en anden.
Hænderne søgte nedad, ganske målrettet og hurtigt, uden at han behøvede trække sig fra vampyren for at finde vej. De stod trods alt så tæt op af hinanden at man ikke ville kunne undgå at finde det man søgte, hvis blot man fulde deres forenede kroppe. Dog var de endnu ikke helt forenede, og det var netop det Ma’lakel søgte da hans hænder gled omkring den udødes balder, og efterlod et varmt mærke, inden de gled lidt længere ned til begyndelsen af lårene, og ved at trække sin overkrop en smule væk, men stadig give vampyren de få men stærke kys, løftede han denne op med et ryk!
De store overarmes muskler blev spændt, og den sorte tatovering over venstre side, blev strukket ud selvom mønstret forblev det samme. Mave musklerne markerede sig endnu mere idet han ligeså brugte dem til at løfte med. Ved denne handling ville vampyren blive afhængig af Ma’lakels styrke for ikke at falde, og på trods af den udødes vægt, løftede Ma’lakel ham højt, så denne kunne vikle sine ben om hans hofter. Det betød også at Ahngel kom op, og blev næsten et halvt hoved højere end Ma’lakel selv, så den elskovssyge dæmon måtte bøje nakken for at bevare deres kys, dog ville det ikke være uundgåeligt at deres læber skulle slippe hinanden eller Ahngel skulle trække sine kys til sig, i det denne ikke længere havde en kontakt til flise klinkerne under dem. Dog var muren bag den udøde en god støtte pæl til at læne sig op af.
Desværre var det at løfte vampyren, ikke hvad Ma’lakel kun havde i sinde at gøre, som denne forhåbentlig kom op i den ønskede stilling, ville den opstemte dæmon, lige så stille skænke Ahngel en smule igen, denne gang for at lade sig indtrænge i vampyren som aftenen før. Blot i en mere… vovet stilling.

Ma’lakels fingre imod Ahngels. Imod den bløde hud imellem fingrene og de tusinder nerver der udspillede som en anden ungdommens kilde og gled videre ned i vampyrens anatomi, sendte hver sin egen puls, der så desperat prøvede at blive et med hjerterytmen. Og trods denne rytme var så tavs som en vampyr ville være, gemmende i sin krypt – inaktiv, men tilstedeværende. Sovende, men ej død – blev den konstant påvirket af Ma’lakels berøring, som sendte dæmonen elektriske ladninger ind i Ahngels udøde krop. Tændte ham. Startede kædereaktioner der fik en ny del af hans krop pirre og gyse. Gyse på denne vanedannende måde. Vanedannende som et stof i en junkies affaldsblod, dog var der en forskel: Dette var ikke fyldt med affald. Dette reagerede ikke på de kunstige kemikalier der løb igennem stofmisbrugernes årer. Dette.. var ægte. Et afrudisium i sig selv. Et naturstof. Dopaminet gled da en smule længere i retningen af Ma’lakels væsen og uden Ahngel lagde mærke i det, blev endnu et brudstykke –lille men uigenkaldeligt – optegnet med en blodig finger og kategoriseret ved navnet: Ma’lakel Lemoris. Som sekunderne ville gå. Disse timer og nætter, ville flere brudstykker optegnes således. I Ma’lakels billede som et stykke legetøj, hvis plastificerede krop blev underskrevet med sort og foreviget blæk.


Kyssene, som Ma’lakel så grådigt tog til sig, gengældte Ahngel. Snappende ville han åbne munden yderligere for at opfange mere af Ma’lakels læber for hvert øjeblik. Tænderne ville sætte sine mærker få steder, til trods for at Ahngel forsøgte ikke at lade dem skade disse læber som han efterhånden havde opsøgt gang på gang, for ikke at nævne hvordan han ligeså havde ladet sig bøje for dem. Ladet dem underskrives som noget af det første. En følelse opstod da og Ahngel kunne genkende den, dog ikke navngive og ej heller kategorisere den hvorvidt den gavnede eller nedbrød hans sind: Desperationen som blev ved at prikke ham i nakken og forsikre ham om at dette kys ville ende på et tidspunkt. At leve i nuet var ikke en egenskab, som Ahngel mestrede. Langt fra. Hver gang forsikredes der om en slutning når sådanne situationer opstod. Den paranoide følelse og sortseelse, som fortale hvordan der altid ville være en ende på den midlertidige lykke og at intet ville vare evigt. Som denne form for desperation… frustration diskret listede rundt i vampyrens krop og afgav spastiske gys, fandt en anden kilde hans –for nu- ubevægede krop. Ma’lakels fingre udflettede sig Ahngels og vandrede over håndfladens bløde overflade og ned til håndleddet, hvor arrene ville begynde at sætte sine spor på den ellers glatte hud. De små tråde ville kunne føles som minimale bakkedale i den marmorhvide hud, der endnu dryppede fra det varme vand og gav et sølvlignende skær fra sig. Som dråberne der dryppede fra de bukkede albuer, forlod Ma’lakels berøring Ahngels arme . I takt med det sænkede Ahngels arme sig og lagde sig let over Ma’lakels overkrop: Den ene let hvilende over skulderen, hvor den anden fandt sin vej til nakken hvor han listede en sort/brun hårtot ind mellem pege og langfingeren og knyttede let fingrene derom. Ahngels kys sattes kort på pause som Ma’lakel bevægede hænderne ned af vampyrens baller, fulgte den faste kurve ned og om låret. De lette læber havde ladt sig gengive kyssene, men langsommere end før som Ahngels opmærksomhed lagdes andetsteds og lige som det atter skulle genoptages, mærkede Ahngel hvordan fundamentet under ham forsvandt og han blev løftet op imod væggen af Ma’lakel. Et ubehageligt sug gled fra dennes slanke hals og ned igennem mellemgulvet og udtonende i de dryppende tåspidser. Ubalancen bed sig igennem vampyrens krop og rent instinktivt slangede de lange, hvide ben sig om dæmonens hofter og lod anklerne fastlåse sig kryds over hans lænd. Armene ligeså lagde sig kryds om Ma’lakels nakke og satte støtte i hvert sit skulderblad. Ahngel havde sluppet kysset for den stund, tippede let blikket til siden for at relokalisere sig. Hans blik vendtes da atter imod Ma’lakel med et stift udtryk og lige som han skulle til at protestere og bede om at blive sat ned, druknede ordene i endnu et kys, som der ikke skulle bruge mange ressourcer for at få disse indvendinger til langsomt at dø hen igen. Ahngels røde øjne rullede hen og de lukkede igen, som kysset atter var et stik morphin. Morphin, som han ville få brug for, for som Ma’lakel sænkede Ahngel en smule, mærkedes et jag igennem Ahngels krop. Et spor fra aftenen førhen som klagede sig over at dette skulle gentages. Ahngel regenerering havde måske ladt sig svække af Vampyrens manglende kræfter, men den havde sat sine spor og havde ikke ladt vampyren hvile med tanken om at dette ville blive en vanesag. Som en jomfruskabt vampyr ville gendanne den seksuelle censurinstans, ville den vokse sammen så snart at samlejet var ovre og derfor dømme hende til en evighed hvor jomfrusmerten skulle blive en del af hver omgang og blive en del af hver eneste mand hun ville ligge i.
Ahngel slap Ma’lakels læber for at bide tænderne sammen, som dæmonen atter lod sig opstige i Ahngels underliv. Få snævre, hæse lyde fra Ahngels hals kunne høres, som om han prøvede at rengøre halsen for alskens slim og blodspyt, men nej. Dog blot for at lade hans stemme komme til så lidt udtryk som muligt.

Den lettere snappende lyd som den udøde udstødte imens at Ma’lakel selv følte sig en smule nødsaget til at lade kysset slippe, fik små gnister til at sitre under Ma’lakels hud, og sendte et pirrende stød igennem hans nedre halvdel. Imens han lod sig indtrænge vampyren på ny, og dennes åbning automatisk ville presse sammen om hans manddom, lod halv-dæmonen ligeså sine tænder bide sammen imens at et mindre mørkt støn kom til udtryk.
Han pressede derefter sine læber ind imod Ahngels marmor hvide kraveben, lod hans varme flyde over den kolde hud, sammen med hans hede ånde der ville slå imod vampyren let. Hænderne der løftede vampyren greb en smule mere fat om dennes midte: ved ballerne og lår, som en kort måde at befamle vampyren på inden han langsomt lod sig glide op i denne. En kriblende lyst spredte sig i hele kroppen, som han stille gjorde fysisk krav på sit bytte. Den udøde hvis væsen havde en evne til at grave sig ind under huden på ham, og give ham en følelse af mangel på noget ubeskriveligt. Alt der kørte igennem ham nu var intet andet end det brændende begær, og en følelse der udfoldede sig som en tvangstanke: jeg må have ham!
De smalle læber flyttede sig fra vampyrens kraveben, og begyndte så småt at vandre op af dennes hals, kælende imens at der blev plantet utallige nap, der ville pirre den udødes smerte tærskel, og forhåbentlig lade vampyren glide ind i samme hypnose som Ma’lakel var blevet underlagt: han ville have den koldblodet alphahan, om han så skulle fortære hver enkel af Stemmens tilhængere der lod sig komme i vejen. Han ønskede at synke sine tænder ned i de slanke skuldre, bide ham, dominere ham, og nedbryde hvert enkelt forsvar i dennes psyke.
Indhyllet i et silkeslør af fortabelse i selve den udødes kødelige legeme, tog hans hænder en smule bedre fat, som han havde ladet sig selv glide op i vampyren, så langt som han nu kunne, hvilket ville være et godt stykke. Udvidelsen af vampyrens jomfru åbning, ville sikkert bringe denne umådelig smerte, men guide flere lettende stød igennem dæmonens maskuline krop, der blev kysset af hver enkel varm vanddråbe over ryggen. Som dette var fuldbyrdet, første del af Ma’lakels ønske om at kaste den udøde under sig, begyndte det sensuelle bevægelses mønster så småt. Han løftede vampyren en smule op imens han trak sig ud, og når han stødet op i ham igen, lod han denne glide ned over hans manddom igen. Alt imens denne ville blive presset op af den dug våde klinke væg, glide op og ned af den med ryggen som mønstret fortsætte. Dampen omkring den lagde sig over den solkyssede hud og lod den glintre, eksotisk, som var Ma’lakel indhyllet af gennemsigtige perler der gled over den solide klippe han udgjorde for vampyren der holdt fast i ham. Hans trænede maves muskler kunne skimtes blive spændt for hver gang han lod sig indtage den udøde igen og igen. Den sorte tatovering lå trygt over den krydrede hud, som havde nogle spredt sod udover hans ene side, brændt ham, og efterladt et natte sort mærke, der stod i stærk kontrast til det farverige ydre.
Som dette mønster ville fortsætte, uden yderligere mulighed for at give Ahngel anden nydelse end i form af nap, og kys, fokuserede han på at lindre den udøde i form af samme: skulle Ahngel lade deres læber mødes igen, ville han gengælde hvad end form for kys de måtte dele. Dybt og hårdt, for at den udøde kunne holde det ud. Lidenskabeligt og vådt, for at finde en sidste trøst hos dennes nådesløse elsker. Eller snappende og lette, med henblik på at trække luft ind når det blev nødvendigt, men på samme tid stjæle bidder af læbernes bittersøde kærtegn.
Han kunne have stjålet vampyren fra det øjeblik af, taget ham med magt og slæbt ham med op over bjerge. Langt væk fra alverdens trængsler, og dybt ned i et fangeskab med jern kæder, læder piske, og nitte klinker. Med djævelsk tortur, udført med nydelse frem for angst og rædsel. Men det krævede at han stoppede det lystfulde spil de var i færd med, og rev denne fra Point du Lacs jomfru skørter, og ud i virkelighedens mange undere. Desværre, var denne idylliske tanke om at give vampyren frihed, ligeså naiv som et barns blinde tro på at en hver mand vil ham det godt. Men deres lystspil ville fortsætte, fortsætte i uendelighed, til kroppene måtte give sig for den uundgåelige kødelige udfrielse.

// Beklager længden D:

Den gamle lænestol gav en slidt lyd fra sig som den blonde vampyr lænede sin arm imod dens læn, støttende dennes hage med den opløftede håndflade imens den anden hånd havde travlt med at skimme igennem en blågrøn læderindbundet bog og bladre flere og flere sider for hvert løbende minut. Ind imellem stoppede den hastige søgen og to isblå øjne lod sig indsnævre de mange sorte bogstaver med et dybtgående udtryk bag de skinnende brilleglas. Myter og sagaer fra oldtidsnorden. Skandinaviske, som islandske og tilogmed beretninger fra polen og det nordlige Frankrig, hvor vikingerne i sin tid vandrede for at ramme Paris i sit hjerte når de mange dages rejsen endelig var fuldbyrdet. Der havde ikke været noget med en Ma’lakel Lemoris indtil videre. Der havde ikke været betegnelser eller relikvier at finde. Selvfølgelig ville dette også være begrænset når det omtalte emne stadigvæk var i live, for ikke at tale få hundrede meter fra den lærte vampyrs intimsphære: Adskilt via dusinvis af vægge og få etager. Dog var dæmonens krydrede scent stadigvæk intakt over bibliotekets reoler og gav heldigvis Jean en mulighed for at gennemskue hvilke bøger han havde været interesseret i. Desværre var dette bedre brugt af en vampyr der ville have mere at vide om sin egen race og dets artsgrene og historie. Der var ikke meget om dæmoner og især ikke om dem af halvblods. Jean lod bogen dumpe ned til sine slægtninge, på det lave bord, som udgjorde en mindre stabel af de bøger han endnu havde at læse igennem. Han lænede sig tilbage imod det bløde vinrøde polstrede møbel med blikket imod det høje loft, hvor reolerne syntes at bære det som stolte søjler. Jeans hånd fandt flygtigt vej ind under brillerne for dulmende at massere hans næseryg med pege og tommelfingeren. Hvorfor var denne Ma’lakel så vigtig at undersøge i det hele taget? Jean havde vel sagtens en sjette sans for hvilke ting der kunne have vigtighed og hvad han helst måtte undgå. En slags alarm kunne man sige? I hans unge dage havde den dog ikke tjent ham ved at holde ham væk fra problemer. Nærmere den anden vej rundt. Fulgt fristelserne og problemerne som en kattekilling efter et flimrende stearinlys’ skær på en væg.

Vampyren rettede på brillen og rettede sig op, lænede sig frem, hvilede hans albuer imod hans sortfabrikerede knæ og lod mundvigen hvile imod de foldede hænders rygge mens han sendte et tænkende blik igennem rummet, som ventede han på at bøgerne afslørede sig selv og grædende begyndte at tale om deres lovbrud og voldtægter. Jean sukkede og rejste sig, tog den mindre stak bøger under armen og begyndte at bevæge sig ud til deres vandte pladser – som han selvfølgelig kunne i hovedet. Han havde som sagt haft rigeligt med tid til at undersøge hver eneste hyldes indhold, funktion og skrifteår. Som den allersidste bog gled ind på sin plads, mellem de gamle sagaer om blodige togter i norden og kristendommens komme, kom Jean i tanke om noget, der fik hans blå øjne til at lyse op bag det tynde glas og hans mund til at mumle for ham selv: Lemoris?


Hver eneste lyd var efterhånden så intens at de aggressive vanddråber tordnede når de ramte sine elskere i bruserens bund og den solkyssede dæmons varme hud. Selv det sagte hjerteslag fra vampyren, som før blot havde været en simpel og asynkron underlægningsmusik, føltes nu som motorikken til de gentagende smertefulde stik af Ahngels puls, der med sig førte ikke alene blod der hamrede imod dennes hud og gjorde de mange blålige blodårer over den underskønne hvide krop synlige, men ligeså de mange spændingsfyldte pulseringer af fysisk pine og supplerende ligeså nydelse, som blev ham påført i et mønster der nærmest var ligeså nådesløst. Ahngels lange negle havde efterhånden påtaget sig en rytme, som en kat der gentagende gange boksede ned i et mageligt bekendtskabs figur eller som aggressivt flåede for at kompensere den bidende følelse, som ligeså var til stede. Vampyrens mund opfangede hvert eneste mulige kys som Ma’lakel skænkede ham: Grådigt og higende, som havde de rent faktisk den lindrende virkning på den smerte der blev ham påført, opbygget af ømheden fra Ma’lakels sidst tilføjede seksuelle ar, svagheden i Ahngels kød og knogler – Hvad der gjorde ham skrøbelig som en underlegen af hans egen race – samt den manglende gengældende seksuelle stimulans, der til trods for sin brændende tørst, blev mere eller mindre opfyldt af de mange kærlige nap og dybe kys. Ahngels lemmer klemte sig om Ma’lakel – Fastlåste sig som vampyren nægtede at give slip på sine kys, som en afhængig der tøvede med at tage sprøjten ud af sin arm, eller tillukke den lille pose med hvidt englestøv. Men Ma’lakel kunne ikke tages som junkieblod. Han kunne ædes – Åh hvor han kunne ædes. Fuldkommen og totalt, men Ahngel var klar nok i hovedet til at vide og frygte det faktum… at når Ma’lakel først var ædt, kunne han aldrig æde ham igen. Som sulten i en generelitet havde Ma’lakel formået at blive indbegrebet af den sult, som alle vampyrer led under: Utilfredsstillende og ødelæggende hvis man ikke kunne kontrollere det. Aldrig mæt før sulten blev ens død ved at hive det sidste smertefulde hjerteblod ud fra det halvtomme hylster. Betød det dette væsen ville blive Ahngels udødelige død? Gøre ham menneskelig og sultende efter dennes krop, stemme og bevægelser ligeså vel som dennes blod? Ahngel havde ikke lagt mærke til det, men dette faktum var allerede blevet bekræftet. Alene det at han tilfredsstilledes af dennes kys og dennes pålægning af smerte, til trods for at det pinte ham – beskrev hvordan de kødelige længsler af at føle hans egen krop blev oversteget af at ønske at føle en anden. Trods vampyrherren allerede havde opført, skreg hans krop endnu ikke efter dennes stimulans. Det druknede i helheden: Ahngels slanke krops helhed der brændte efter det.

Ahngels bløde, hvide læber frigjorde sig Ma’lakels som hans tænder bed sig stramt sammen og hans nakke blev slået bagud, som Ma’lakel indførelser brød ud fra det vante og udholdelige smertemønster. Samtidig blev vampyrens lange negle yderligere frigjort fingrene og lod sig nedsænke Ma’lakels ryg som adskillige kanyler. Som var en form for hæmning blevet brudt sammen for et øjeblik, frigjorde Ahngels hals sig den ulidelige spænding der havde holdt hans udbrud skakmat. Det første støn der adskillede sig fra vampyrens forhenværende prusten og hvæsen var højlydt og mørkt, som havde hans stemmes indelukning tvunget den overflødige smerte ind i et enkelt udbrud. De næste var hørlige og regelmæssige, dog ikke lige så radikale som hvad der brød isen. Hans slanke hals lod musklerne spændes og vises som han pressede sit baghoved imod klinkevæggen, hvor det lange sorte hår klistrede sig uregelmæssigt over, dannede broer mellem Ahngels kurvede skuldre og hals for at føre hen til de glatte klinkesten. Som han atter fandt hans kropslige alarmer stabile, hev vampyren efter luften omkring ham og atter søgte Ma’lakels mund for at påsætte et halvt bidende og halvt kærtegnende kys på dennes læber, rivende de skarpe tænder og huden, hvor vampyrens hænder ligeså blev slæbt over Ma’lakels brede, brune ryg i et destruktivt mønster. Som kysset tillod Ahngels brændende passionerede lyst til at røre at komme til sit udtryk, vippede vampyren ansigtet, så nakken gav et tørt knæk fra sig, og lod de rivende kys glide over Ma’lakels hals, halvt bidende igen, lignende et mønster han havde påført dæmonen før. Det mentale billede af førstesalen på den faldefærdige bygning, Ma’lakel havde bosat sig i, dukkede op bag vampyrens lukkede øjenlåg: Befandt sig på dæmonens gulv i skæret fra et stearinlys og det rumlende tordenvejr der oplyste himmelen udenfor med sine strømførende lyn. De havde dengang afsluttet deres samleje som fremmede og taget afsked natten efter, begge ønskende at se hinanden igen. I et kort øjeblik ønskede Ahngel brændende at hans Ma’lakel havde rejst helt til Frankrig for ham selv og ikke blot for viden og erfaring til at ramme en af Ahngels egne? Vampyren havde da end ikke opfanget hans egen adressering af Ma’lakel som værende… hans.

Lænker. Tunge, ubrydelige lænker. Fastsat et solidt halsbånd med skarpe pigge på sin inder og yderside. De inderste ville gennembore halsen, og fastlåse dens vært. Så denne ikke kunne bevæge sig, uden at en nervepirrende smerte ville galoperer igennem det tændte legeme, og efterlade en midlertidig lammelse i kroppen på grund af chokket. Hals røret der ville føles som blev det spundet sammen, af nådeløse tråde der ville trække. Tvinge hals røret lukket, og udelukke alt luft. Efterladende bæreren den eneste mulighed for at få ilt, at denne måtte hive og snappe efter vejret, i hæse ryk. Det skulle spændes og strammes. Lidelse, åh, lidelse. Smerte i så ren en form, at det havde samme effekt som et rent adrenalin shot. Kroppen skulle dirre af smerten, skulle skrige og ømmes. Knoglerne skulle føles som om de peb: tiggende om at få lov at sprænges. Imens at blod årende ville lade sig blotte under huden, idet hænder og arme ville være bundet så stramt, at blod cirkulationen ikke kunne vedligeholdes. Stille ville læberne blive blå. En langsom død.
En langsom død. Ma’lakel ønskede at lægge halsbåndet om vampyrens lange, hvide hals. Fæstne dennes hænder sammen, så blodet i hans åre kunne ses tydeligt. Det var et forvreden behov, der kun handlede om at dræbe Ahngel, eller rettere se ham lide. Men nej, han ønskede ham ikke død. Han ønskede ikke at æde ham. Ville ikke lade tænderne synke ned igennem sener og led, og flå kroppen fra hinanden. Han ville se reaktionerne. Observere udtrykkende, og lytte efter hvert et støn og hvæs. Det var det han ville have af det. Og den eneste grund til at disse sadistiske lyster brændte under huden så kraftigt som de gjorde, var ønsket om at besidde ham.
For hvert et grådigt kys de delte, voksede Ma’lakels behov for at påføre sin partner smerte. Det var instinktivt, på et vis plan. Da Ma’lakels elskov sjældent ende med at have en kærlig undertone i sig, og i stedet besad dette dyriske begær om at eje. Eje, han ville eje ham. Have ham i en snor. Få Ahngel til at knæle imellem hans ben og betragte ham som denne blev tvunget til at bøje nakken, og kærtegne Ma’lakels manddom med sin lange tunge. Alt imens at Ma’lakels store hånd lå dybt begravet i det ravne sorte, tjærer hår; og havde et fast tag omkring det. Dominere, knække, overtage!
Idet Ahngel trak sine læber fra Ma’lakels, og deres længselsfuldte kys blev afbrudt, hvilede Ma’lakels overlæbe kort over Ahngels underlæbe. En vanddråbe slap sit tag i halv dæmonens næsetip og faldt ned på de to endnu kærtegnene læber. Gled dernæst over i Ahngels mund idet Ma’lakels over læbe trak ned i den kolde underlæbe, og den varme vanddråbe ville højst sandsynligt ligge sig ved tandkødet i undermunden, idet vampyren bed sammen. Ma’lakels læber gled ned over den isnende hage. De smalle læber efterlod varme sommer strøg, imens at mørke, rungende støn, som en lav torden der buldrede mange kilometer væk, kunne høres fra ham. Let hæse, som var ophidselsen så gennemtrængende at den var ved at drukne stemmebåndet og kvæle det. Da vampyrens nakke var blevet slået bagud, gled læberne hurtigt over hagen, og videre ned af struben. Det ville være lige præcis her at en alarm klokke hidsigt ville ringe i sindet hos enhver anden elsker. Læberne skiltes, og tænderne blev taget i brug imens at de elskovssyge, bløde, strejf af de varme læber stadig kunne mærkes imod struben. Som et skalkeskjul for den faretruende prikken, der afslørede at det drabelige tandsæt blev taget i brug. Ma’lakel åbnede munden let, idet hans læber gled over vampyrens adamsæble, og man kunne ligefrem mærke hvordan det kildede, som spidsen af de drabelige tænder gled over den mælke hvide hud. Tungen blev da sat i brug, imens at Ma’lakel kunne mærke vampyren synke sine negle i ham. Som var Ma’lakel ikke andet end en kødelig klippe, der til trods for at holde Ahngel oppe, ligeså blev klamret til som afhang vampyrens liv af det! En dyrisk knurren blev udsendt, som en halvhjertet advarsel, da det halvt i halvt blot var en reaktion på at blive udsat for smerte selv. Musklerne i ryggen trak sig sammen som de skarpe negle let og elegant borede sig ind i den krydrede hud. Tænderne ville prikke imod det nederste af Ahngels strube, imens at den nævnte tunge gled med læberne over den bløde hud. Tungens modhager rev svagt i skindet, og trak det en smule med sig.
Hans hænder tog et mere fast greb om vampyrens balder, og klemte dem aggressivt, og begærligt! Lige som det skete, lod vampyren også sin stemme udtrykke hans gensidige lyst. Det første støn sendte et dirrede adrenalin skud igennem halv-dæmonens krop, og hans tvang sig selv hurtigere og hårdere ind i den udøde. Mere! Da blev ønsket om at høre mere af den sex-berusede stemme opfyldt, og Ma’lakel blev konstant pirret og mere ophidset for hvert regelmæssigt støn hans udødelige elsker skænkede ham. Tænderne lukkede sig på siden af den udødes hals, nappede i skindet, imens at vand dråber piblede af den store overkrop, og slangede sig ned over den slanke hofte. Det næsten sorte hår klistrede sig til ansigtet, og ned over den muskuløse nakke, men forblev glattet ud.
Skønt at Ma’lakel havde ønsket at Ahngel’s verbale udtryk for kødelig tilfredsstillelse skulle fortsætte i uendelighed, blev de dog bragt til ende, ved lyden af vampyren der rev efter vejret. Ikke så snart var det sket, inden Ahngel igen søgte Ma’lakels læber. De mørkegrønne øjne åbnede sig halvt, i et forsøg på ikke at så en fjendtlig vand dråbe i øjet, og betragtede sin underskønne elsker med en dyrisk intensitet i blikket. Kysset blev nærmest stjålet fra ham. Som var Ahngel Ma’lakels voldtægtsmand og ikke omvendt. Det bidende, higende, og sultne i kysset, blev gengældt med samme dyriske sult som det vampyren selv opsatte. De ulve grønne øjne lukkede sig igen. Og da de kolde læber gled over mundens kanter og vandrede ned over halsen blottede Ma’lakel sin strube, inviterede nærmest Ahngel til at bide ham! Æd mig – hele kropssproget var klokkeklart. Alt imens at Ma’lakel kunne mærke hvordan neglene under hans hud lod sig trække så vampyrnes kolde hænder dansede over hans ryg. Sikkert uden at vide det, gramsede den udøde åbenlyst. Noget Ma’lakel ønskede at gengælde.
Efter det tørre knæk fra vampyrens nakke, der knap blev registreret af Ma’lakel, pressede han den udøde tættere imod den fugtige klinke væg, og langsomt sank de! Ma’lakel indstillede kort sin indtrængen af vampyren, og lod i stedet sine læber presse sig imod dennes våde skulder, sine tænder ganske let nedsynke i den, og derefter den ru tunge glide over overfladen af royalt blod.
De ville synke til Ma’lakel kom ned i knæ. Spidsen af hans fødder var stadig imod det våde gulv, benene bøjede, og de muskuløse lår udgjorde en støtte pæl for den udødes ben der stadig ville være omkring Ma’lakels liv. Ligeså var Ma’lakels manddom også stadig dybt begravet inde i den udøde. Hænderne der havde fat om vampyren balder lod let deres tag blive en smule svagere, idet der ikke var behov for så stor en støtte igen, da lårene nu udgjorde en stor del af deres funktion. Ma’lakel lod den ene af hans hænder glide nærmere baldernes skilning. Derved lå hans underarm støttende imod den nedre del a vampyrens ryg, imens at pege og lange-finger blev presset imod den venstre balde, og ringe og lille-finger blev presset imod den modsatte. Derved spredte de vampyrens balder og tvang dennes åbning til at udvide sig endnu mere. Den anden hånd blev dog ført et andet sted hen, og gled op af vampyrens ryg, for at vandre over dennes side, og over den udødes slanke talje, før den blev ført ned til dennes forhåbentlig rejste manddom. Da ville Ma’lakels hånd lukke sig omkring samme, og stille begynde at kærtegne Ahngels lem ved at lade den glide imod hans håndflade, alt imens at tommelfingeren trykkede sig imod penis-hovedet, og Ma’lakel selv begyndte at trække sig ud og ind af vampyren igen, i langsomme ryk der hurtigt blev mere voldsomme og hurtige. Han ville trykke den ene side af ansigtet imod Ahngel lige som det smertefulde mønster for vampyren ville begynde igen, dog med mere lindring en blot de smalle læbers berøring. Det næsten sorte mørkebrune hår, parrede sig imod Ahngels våde ravnesort, og nu lagde alle vanddråber sig over dem begge. Som var de ikke længere inden døre i en fugtig brusekabine, men ude i det fri, og de lunkne dråber var afkom af tunge, mørke skyer over dem. Alt der manglede, var den faretruende buldren, og scenariet havde været fuldendt.

Døren gav sig endelig for den rebelske Noir der efter et godt stykke tids protest (På en ganske behagelig pude, som Ma’lakel sikkert ville finde en smule utæt når han engang vågnede op med gåsedun i munden.) – Havde accepteret hvor håbløs og fortabt hans mester og nye legetøj måtte være i den tro at de ikke behøvede den store kats selskab. Noir stak hovedet frem fra badeværelsesdøren og lagde ørene tilbage inden der var gået et sekund. Larmende kreatur, var de ikke? Han luntede ind efter at ha efterladt døren blottende åben og satte sig foran brusekabinen med et nysgerrigt udtryk. Hvor blev den overstrømmende kærlighed af? Forvirrede små skabninger vidste jo slet ikke hvor meget de behøvede den mægtige Noir?! Forarget kastede katten sig ud i anden færd og gav sig til at sippe nogle utættede pytter i sig og vaske sig selv pjusket - Man havde vel pli. Ingen påskyndelse for at have manere heller? Noir kiggede atter fornærmet imod brusekabinen inden han gav sig til vigtigere ting: Besudlelsen af dæmonens bukser, som katten til al forfærdelse fandt for tunge til at slæbe ned i sit gemmested. Han lagde ørene tilbage og satte sit pjuskede, forvoksede korpus ovenpå bukserne med en tilfreds mine… Puffede få gange til en oplagtliggende tøjfold inden han bed sig fast i buksebenet derfra og slæbte det med sig. Måske kunne han ikke få dem så langt, som han ønskede, men de tobenede kynikere skulle ikke begave sig med Noirs selektive nåde. Bukserne ville tids nok befinde sig under husets herre’s seng, hvor Noir have ladet dem fungere som en oplagt toogfyrretyvende soveplads! Hvor genialt!



Et eller andet sted, var der en lille del af Ahngel, som end ikke i disse beskattede øjeblikke var til stede. Hans krop var der, ja. Hans passion og lidenskab for denne elsker han – tilsyneladende – Ikke havde været fejlbedømmende overfor og således fortrudt de mange tanker deromkring, ja. Til stede. Noget andet af ham fokuserede på hvordan det ville se ud igen bagefter? Ville dette gentage sig selv? Længsler, som skar i brystet ligegyldigt hvordan man drejede det? Der fandtes vel positive sider af at længes, men Ahngel havde fejlet i at finde dem betydelige. Hele historien om et længeventet møde med denne savnede person, havde nok aldrig strejfet Ahngels logiske sans. Havde han overhovedet turde håbe på at se Ma’lakel igen? Havde han turde håbe at han endnu engang skulle mærke dennes arme omkring ham? Tårnet over af ham som var Ahngel et villigt offer. Ville der gå endnu et år efter dette? To måske? Som tankerne syntes at optage for stor en del af Ahngels sind, blev en hurtigere række smertefulde stød sendt op i ham!

En klam, bittersød smag af eget blod spredte sig over Ahngels egne læber. Absolut ikke en attraktiv smag – Ens eget blod. Han havde i takt med Ma’lakels blot mere aggressive indtrængen bidt ned i underlæben, hvor en fin lille linje blandede sig med det varme vand der løb ned af det lystmættede ansigt og over de fastlukkede øjne. Han mærkede et smertebesiddende brøl sidde og nage i den spændte hals, men tak-Lillith, Ma’lakel gik ikke så langt så han blev nød til at udstøde lyde så aggressive og uciviliserede. Armene klemte sig blot atter om Ma’lakel i en lås skabt af blodfyldte hvide, arrede arme: Neglene frigjorde sig for blot at gøre dette greb strammere. Han klamrede sig til Ma’lakel, skælvende af den aftagende smerte og den stadig ophobende lyst, som flød om kap med det varme vand, der forsøgte at skylle blodsveden væk. Han gemte ansigtet ned imod Ma’lakels skulder og måtte bøje nakken mere end hvad behageligt var for at nå dertil. Det sorte hår klistrede sig ind i Ma’lakels næsten lignende hårnuance. Den kolde luft fra vampyrherrens hæse og unødige lunger ville lige så langsomt paralysere et af de øverste hudlag på dæmonens skulder, dog ikke tilstrækkeligt til at lade denne laste ubehag, for den tunge vejrtrækning døde hen som han tav da han mærkede et bid på sin egen skulder. Han rettede nakken lidt op for at observere Ma’lakel diskret imens denne havde travlt med at fornøje sig selv med nogle få dråber af det vanedannende, autoritære og kongelige vampyrblod. Først da opfangede Ahngel hvordan rummet voksede omkring ham.. Eller nærmere, hvordan de sank længere imod gulvet. Nok til at Ahngel kunne mærke de genskudte vandpartikler der skød fra klinkegulvet, som han ligeså ville kunne mærke, hvis blot han strakte de lange, hvide ben og tær. Hans stemme hakkede hæst pinagtigt ophedet over, som Ma’lakel gjorde yderligere plads for at komme ind i vampyren og sætte opmærksomhed på Ahngels stimulans ligeså. Et kort klynk og et sammentrukket ansigtsudtryk fulgte inden han med armene slap Ma’lakel og i stedet greb bruseelementets håndtag, som befandt sig et stykke over hans hoved. Røret derfra begyndte at klage, som Ahngels skælvende hænder fastlåste sig mekanismen og voldtog det. Ahngel ville da presse sig imod væggen og lade hagen sigtes vandret og for den næste korte tid, ville ingen kys blive tildelt Ma’lakel. Ahngels skælven og undertrykkende pres imod væggen, ville efterlade Ma’lakel ude af Ahngels rækkevidde imens han fastlåses i ekstase. Øjnene klemte sig sammen og igen blev de smukke læber offer for de monstrøse tænder der gemte sig bag og bed dem til blods indtil han ikke ville kunne kapere de mange indelukkede stemmer, der ville lukkes ud når kapaciteten blev overgået. Dette ville gentage sig indtil og imens vampyren forsøgte sig på at udholde, ikke smerten, men udsættelsen af hans fysiske utopi. Et højlydt klir kom fra det forpinte rør, som var hans hænders støtte! Han flåede ned i det med et desperat ryk og det gav sig, men var dog stadig fastgjort til væggen og bruseren. Hans nakke bøjede sig yderligere og hans ansigt mødte loftets parallel. Et sammenbidt, halvt klynkende, halvt stønnende, lyrisk udbrud frigjorde sig hans hals imens det blodfarvede væske frigjorde sig hans manddom…

Røret stoppede med at give efter som vampyrens krop lod sig fryse imens klimakset stod på og fyldte hans krop i en sådan grad at finger- og tåled knækkede i deres krumning. Han svajede elegant sin ryg i endnu en tilpasning og slap røret, ledende efter en mere fortjent støtte.


De lange, hvide fingre flettede sig til en krone, der støttede sig bag dæmonens hals. Hver drabelig fingernegl dannede en opal, en safir eller en lazuli, alt efter hvordan det matte lys bag brusekabinen fangedes og malede, ikke blot neglene alene, men ligeså de tynde, tynde ar, som besmittede den ellers underskønne marmorhvide hud. Et listigt suk fik sig sneget ind blandt Ahngels ellers stramme og hede efterskælv af de vokaler, som han havde tvunget ud af sin krop. Det hastige åndedrag hakkede og holdt inde for et forhastet momentum. Han sank væden der havde samlet sig i hans mund for at undgå at dette skulle farve hans læber røde. Det føltes så uendeligt tørt imod halsen, som var blevet føget af de hæse, skælvende støn. Udover det, virkede åndedraget så kraftigt, at det kunne ende op i at opsuge vampyrens elsker fuldstændigt: Indånde ham med blod, kød og knogler. Ahngels nakke gav et let og uhørligt knæk. Måske var det bare en følelse snarere end en egentlig lyd, som ej ville blive hørt bag badevandets buldren imod gulvets glatter klinker.
Ahngel krævede Ma’lakels læber og lod sine egne kolde, glide over deres brune, tynde former, som før han selv, kun havde haft solen som sin loyale elsker. En elsker, som Ahngel med både magt og autoritet, aldrig ville kunne udkonkurrere. Dog.. Ville han så være i stand til at fjerne Ma’lakel fra solen og ikke omvendt? Fra solgængere og deres daglige færden? Stjæle ham imens han sov og vækket ham en hel nat efter… Det klemte sig hårdt i vampyrens brystkasse og kysset blev stille blødt og overfladisk. De kolde fingre søgte de brede solkyssede skuldre for at gøre plads til en række nye kærtegnende kys: Ført af en åndelig liderlighed og hunger. Ikke af en art der drev ham til at bryde dæmonens puls, desværre.