Pas på med, hvem du stjæler fra..

Tid: 15:00
Sted: Place du Tertre
Vejr: Det er både koldt og overskyet.
Omgivelser: Gaderne er fyldt med mennesker.

Som altid på denne tid af døgnet, var der mennesker overalt. Strakte man den ene arm, kunne man være sikker på, at ramme en eller anden. Men folk ville knapt nok bemærkede det, for de massede alle sammen forbi hinanden - og ind i hinanden - for at nå det, som de skulle. Det var ikke rigtig nogen der værdigede hinanden et blik, medmindre det stødte på en de kendte. Og helt ærligt? Med alle de mennesker over det hele, var det da meget sandsynligt, at der var nogen bekendte rundt omkring.

Riley blev som altid enten overset, eller stirret på. Forklaret på denne måde, at enden gad folk slet ikke kigge på hende, og hvis de altså alligevel gjorde, var det tydeligt i deres øjne, at de bestemt ikke mente noget positivt om hende. Hvilket vel også var ganske forståligt, hvis man altså dømte folk på deres udseende og påklædning. For Rileys tøj var bestemt noget der ikke hørte til et sted, hvor folk havde penge. Som her, hvor alle købte og købte, og endte med nærmest at bære deres egen vægt i poser. Poser fyldt med ting, som de alligevel ikke kunne bruge, når de kom hjem.
De skulle prøve at leve deres liv, som jeg gør. Bare en forbandet dag. Det ville lære dem ikke at smide om sig med penge, tænknte Riley for sig selv. Hun var heldig, hvis hun overhovedet havde et sted at overnatte. Og hun kunne ikke garantere at hun fik tre måltider om dagen. Hun havde intet arbejde, og folk var ikke videre begejstrede for, at ansætte en af halvblod. Det kunne de "rene racer", i hvert fald ikke, imens menneskene mest af alt, dømte hende på hendes påklædning. Så Rileys arbejde bestod i, at stjæle fra folk. Og det var præcis der, hun havde sine talenter. Hun havde gjort det mange gange før, og ind i mellem kom der nogle okay indtægter ud af det.

Riley var iført et sæt tøj, der skulle have været skiftet ud for længe siden. En hvid, slidt skjorte, hvis tre øverste knapper var faldet af, så trøjen ikke rigtig kunne andet, end at være nedringet. Hun havde også nogle flotte former, og dermed også noget at vise frem. Hun havde skjorten nede i et par løse, hullede shorts, og på hendes fødder bar hun et par militærstøvler, som vidst også havde set bedre dage. Alt hendes tøj var naturligvis beskidt, for hvor var det liige, at hun skulle have mulighed, for at vaske det?
På en måde var det rart, at gå forbi mennesker, der havde dømte hende på hendes påklædning, og så ned på hende, af den grund. Så var det i det mindste hendes tøj, og ikke hendes race (eller blanding af samme), som de så ned på.

Hun gik op og ned af gaden, og ventede på, at det helt rigtige offer, for hendes tyveri, skulle dukke op..

Med rank ryk, lange spændstige skridt og hagen højt løftet som om han var meget mere værd end alle andre, spadserede Alexander Montré med målrettet skridt igennem mængden af mennesker. Hans blik dansede en smugle frem og tilbage over folk, der stod spredt rundt på pladsen og enten snakkede eller nød arkitekturen på de smukke bygninger. Han måtte give dem. De var flotte, ikke mindst den overdådige bolig han netop selv var trådt ud af. Mr. Monroe var en ældre herre der ønskede en handel. Han havde penge men ingen sans for økonomi, til Alex' fordel. Med lidt fusk havde han fået manden til ikke blot at sætte et par ekstra nuller mere på, men hele fire! Det var et svimlende beløb han havde fået på den lap papir han nu blot skulle vise frem i mandens private bank.

Ikke blot pengene i hans habit jakke var meget værd, alt ved mandens påklædning var mere og dyrere end alle andres på gågaden. På armen bar han det dyreste Rolex ur det var muligt at købe og jakkesættet var af et fint dyr mærke, ligesom de italienske sko han bar. I hans ene bukselomme var der en Iphone der var forbundet trådløst til den guldhøretelefon han bar i det højre øre. Mere eksklusivt kunne det knapt blive, men det var også hans livs stil. Han ville kun have det ypperste og bedste.

OOC: Beklager det ikke blev så langt, men kan ikke smide så meget indhold ind, før du har svaret.

Rileys blik faldt med det samme på en fremmed, hun ikke havde set før. Han var rank og tynd, og gik med løftet hage, som om han ejede hele verden. At dømme efter hans tøj, så ejede han i hvert fald en del, selvom der ikke var tale om hele verden. Han var iført dyrt tøj, italienske sko osv. Havde det nyeste og det dyreste - intet mindre. Han var uden tvivl velhavende. Hun hadede inderligt den type mennesker. Altså, rige mennesker, som brugte løs af deres penge, og hvis hverdag var så uendeligt langt fra hendes egen. Om hun decideret hadede disse typer, eller om hun bare var misundelig over, at hendes tilværelse ikke var lige så lyserød og problem fri, som deres var, vidste hun ikke helt. Det var nok det sidste, der førte til det første, eller noget i den stil.

Hun var sikker på, at noget af værdi, havde plads i hans lommer. Hun var ikke sikker, men manden måtte uden tvivl have en pung på sig et sted.. Hun holdt diskret øje med ham, og forsøgte at lokalisere, hvor den i så fald skulle befinde sig, og kom frem til at habit-jakken, ville være det mest åbenlyse sted. Hun begyndte langsomt og diskret, at nærme sig den fremmede. Hun var nødt til at tænke hendes forhavende grundigt igennem, hvis det skulle lykkedes, uden at det fik nogle konsekvenser for hende.
Sandsynligheden for, at manden ville snakke til en med hendes økonomiske status, beregnede hun som værende meget lav, hvis ikke ikke-eksisterende. Hun vidste det naturligvis ikke, men de erfaringer hun havde med rige folk gjorde, at hun stærkt regnede med, at det forholdt sig sådan. Så det udelukkede altså, at falde i snak med den fremmede, spørge om vej og hvad hun ellers kunne finde på, for at komme tæt nok på sit "offer", til at tage, hvad der bestemt ikke tilhørte hende.

Hun nærmede sig den fremmede, og sørgede for at blande sig så meget med mængden, som det overhovedet var hende muligt, så folk ikke lagde mærke til hende. Specielt den fremmede, måtte helst ikke se hende, for gjorde han først det, ville hendes chancer for, at stjæle ubemærket fra ham, være meget små.

//Det er helt okay n.n - jeg undskylder også selv, for længden på mit indlæg//