Mornie Alantië. // Vlad, Kilia, Ma'lakel + NPCs.

Mornie Alantië.

Darkness has Fallen.

I en kvist lejlighed, i udkanten af Nix de la Voix, under skæret fra en brandende aftens lampe, og i al fordragelighed, sad den som altid ambitiøse Laché, og skrev de utallige dokumenter igennem der skulle aflægge hans forhenværende herre nobel status. Denne status havde blot været et skalkeskjul for den ældre halv blods dæmon, en mission der var blevet fuldbragt med stedets ende. Kaos havde langt om længe gjort det umulige, den havde været grunden til faldet på mange liv, og nu havde moder natur bestemt at byen skulle gå til grunde. En beslutning der var til gavn for de franske dæmoner, da dette ligeså betød at der ikke var andre der ville styrer dette Viravanna for de overnaturlige væsener, og derved blev dæmonerne ikke truet af større regimer.
I selskab med den tidligere med-regent, den unge og unægtelig smukke Kilia, sad Laché ved hendes side på hendes og Ma’lakels sove værelse.
Værelset var ikke stort, der var blot en enkelt fjedret dobbelt seng i midten og ude i siden et rimelig stort skrivebord med indbyggede skuffer. Her ville den kvindelige aspara, og den forhenværende tortur mester Laché så sidde, med den opgave at gå igennem de nødvendige dokumenter for at afskære Ma’lakel sin adels ret.
Selve opgaven var en smule … bevægende for Laché at fremføre. Han måtte indrømme at han havde nydt sin frie tid med herren, i stedet for det meget indsnævrede samfund herhjemme i Demon Trimestre. Men mon ikke den unge kvinde ligeså savnede sin storslåede gemak, og sin status? Eller forkom den slags meget simpelt ikke disse rene væsener?
Laché der ellers var klædt i sort, og lignede en præst i færd med at vandre op af kirke gulvet for at bisætte en afdød, var til en forandring klædt i røde klæder, men det var stadig det samme tøjset, der sad tæt til overkroppen, og en smule løst ved benende. En mere farverig bedemand kunne man betegne ham som. Men udover det var der ikke forandret noget: det unge fregnede ansigt, og de lystige flammer der dansede om hans skalp og agerede hår, var der stadig.
Ikke megen snak blev det til i denne stille stund. Det varme skær fra lampen kastede et fredeligt lys over dem begge, og selvom Laché mærkværdige elver træk var tydelige, så blev de dulmet en smule af det blurrene lys.
Men ikke blot Laché deltog i den lille sammenkomst, en lystig og magelig Nicor sad på skrive bordet, imellem dem, i sin meget sete hårløse katte form. Han lå mageligt og spandt, imens at halen kørte frem og tilbage.
Overfor skrive bordet var et stort vindue, der viste de mange tage af de andre bygninger. Man kunne ligeså se lys fra de mange vinduer, og selvom det var aften, og tiden var tæt på hvor normale mennesker ville finde til ro, virkede det slet ikke til at nogen i boligerne havde i tankerne at slukke de tændte lys foreløbig.
Din spindende Nicor, fulgte legesygt med idet de forskellige penne ville stryge hen over pergamenter for at skrive under, eller rapportere om ting der var hent i tiden i Abbadon. Som en kat der legesygt observerede en mus der blev kørt foran næsen på den, så den ivrigt fra side til side, for at være sikker på at han ikke missede en eneste bevægelse!

Kilia sad stille og uden de helt store bevægelser og udførte den opgave som der var blevet hende tildelt. Hendes pen strøg let hen over den blanke flade af papiret mens hendes dybblå øjne læste det hun skrev. Skæret fra lampen over dem blev blidt reflekteret i hendes lange mørke hår so, som altid, hang løst ned af ryggen på hende. Selv om der var stille i dette lille rum og var der konstant en indre konflikt i gang i den smukke aspara’s hoved. Der var gået lang tid nu.. hun havde allerede talt ni måneder, foruden dem var det gået endnu fire dage og stadig havde der været minimale forandringer.. Hun frygtede det værste.
Hendes fri hånd lå lettere diskret ved hendes mave og ae’ede den let mens hun underskrev papirer og adresserede konvolutter.
Et stilfærdigt suk slap fra hende mens hun lagde endnu et stykke papir til side og påbegyndte et nyt. Hendes tanker vandrede frem og tilbage mellem nutidens problemer og alt det der var hændt dem indtil nu.
Jovist savnede hun lidt de gemakker som hun var blevet så vandt til at leve i, efter Ma’lakels overtagelse af magten i Di Morga. Hun savnede det høje rum til loftet og det store værelse hvor hun havde haft nemt ved at holde sin mere og mere tydelige hemmelighed skjult. Hun havde været i stand til at isolere sig selv i al den tid hvor hendes svangerskab havde været mere eller mindre synligt mens de boede på Abbadon, og Ma’lakel havde accepteret hendes ønske om at opholde sig alene og uden mere selskab end det Nicor og Vetis kunne tilbyde hende.
Kilia sad stadig dybt begravet i sine egne tanker og udfyldte papirerne da hun pludselig mærkede hvordan hendes sæde blev vådt. Hun løftede spørgende et øjenbryn. Først undrede hun sig.. havde hun ikke kunne holde på sig selv?? Men så slog tanken hende og hun blev med det samme grebet af dyb bekymring såvel som hun indså hvad der var ved at ske. Hun lagde blidt pennen fra sig og sendte Nicor it sigende blik før hun vendte sit ansigt mod Laché og smilede let.
”Laché.. I have something to tell you, and I need your help..”
Hun ventede ikke på hans reaktion ”I am pregnant with Ma’lakels child.. and I’m afraid.. that it’s on its way right now..”
hun mente ikke at hun havde brug for at sige mere. Laché var en meget kyndig hybrid og hun vidste at hvis nogen kunne hjælpe hende med denne fødsel så var det ham. Til gengæld vidste hun også hvad konsekvensen af denne hemmeligholdelse af sin graviditet kunne medfører…
Hun nåede knapt at rejse sig fra stolen før den første ve slog igennem hende som et massivt jag af smerte! Hun greb sig til maven og krympede sig sammen mens hun snappede efter vejret. Den illusion hun havde holdt oppe om sin krop falmede og gled væk som et slør der langsomt svinder væk og snart ville den lille hybrid være i stand til at se hendes højgravide former. Hun havde bedt en nær ven om hjælp til at kaste en Illusions besværgelse på sig selv, så hendes krop ikke ville skrige ud til alle andre at hun var højgravid, I stedet havde de bare set hende som hun altid havde været. Slank og yndefuld. Men nu, da den første ve havde haft sin flugt igennem hendes krop, sygnede denne besværgelse hen og forsvandt og tillod alle i rummet at kunne se hendes sande tilstand.
Kilia gispede efter vejret igen, og holdt hårdt fat I ryglænet på den stol hun lige havde siddet på. Disse veer var meget kraftigere end hun havde regnet med.. det virkede ikke rigtigt.. Hun blev ved med at holde ved stolen og sin mave mens hun prøvede at rette ryggen. Men endnu en ve jog gennem hende og hendes krop dirrede. Hun havde glemt hvor slemt dette kunne være.

Laché anede ikke uråd om hvad der egentligt skete, hans tanker kredsede stadig om deres gamle tilværelse, og om hvor mærkeligt det var at vende tilbage til sin gamle butik og sit forhenværende erhverv.
Nicor derimod, som var lige så årvågen som altid og som lod sine gule reptil øjne flyve hen over hver bevægelse, ville hurtigt ligge mærke til Kilias mangel på arbejdskraft idet hun uden tvivl ville stoppe op for at identificere den våde følelse. Det lille dyr, lod da sine øjne glide op på kvindens blik, og ligge sig betænksomt derpå imens det lille bæst lagde hovedet spørgende på skrå. Da Kilia så gav den lille Nicor et sigende blik, lod dennes øjne sig hurtigt forstørre med nogle få mili-metre. Det lille bæst lod da sit blik falde ned på den smukke asparas mave, og han rejste ørerne: skulle parasitten ud nu? Som om ungen ville sprætte kvindens mave op, som i en eller anden monster film, betragtede det lille bæst ivrigt mave regionen på kvinden, og stoppede sagte med at lovre og spinde.

Laché så op fra sine papirer kort efter Kilia så på ham og sagde hans navn. Først var hans ansigt uforandret, og henlagt i en følelsesløs mine, der forekom Laché umådelig naturlig. Men da Kilia så uddybede hendes ord, med hvorfor hun søgte Lachés opmærksomhed, reagerede den ellers fattede han-dæmon på samme måde som den lille imp: øjnene blev en smule større i overraskelse, og først sas Laché blot fuldstændig stille, og gennemgik chancen for at kvinden blot lavede sjov med ham, og det egentlig bare var en ondsindig spøg. Men efter at have tjent under fruen i over to år, kunne han ikke se nogen grund til at hun skulle finde på sådanne løgne.
Da Kilia så rejste sig, og den første af mange veer tog sit tilløb, og jog smerte igennem hende, hvilket knækkede den illusion hun holdte, kunne Laché se at hun virkelig havde talt sandt. Den før slanke skønhed, var i virkeligheden en høj gravid kvinde, og det våde sæde hvor hun før havde siddet, vidnede om at hun virkelig var i de sidste minutter af svangerskab.
Som gik der stød i Laché kastede denne nærmest sine ting fra sig, og sprang ned af stolen for at ile til kvindens side.
,, Pregnent?!”, udbrød han, i en blanding af forbavselse og frustration.
,, Why haven’t you said anything! This is.. this wont .. We have to get you on the bed, got that?.. Just move slowly with me!”.

Lache ville da lade Kilia støtte sig til ham så meget så muligt, imens han selv snoede en arm om hende, og ville guide hende hen til fjeder sengen, for at hun kunne ligge sig i midten af den.
Han hjalp hende så langt ind på den han kunne, inden han trak sig fra hende igen, og næsten løb over på den anden side af sengen for at gribe om puden i den ende.
Derefter ville han nænsomt løfte hendes hoved og ligge den ekstra pude under det, så hun ikke lå fuldkommen ned.
De isblå øjne virkede fattede, men på samme tid kunne man sagtens spotte den forvirring der herskede i blikket.
Hurtigt vendte han sig imod Nicor der sad med åben mund og så på imens at det hele skete.
,, Nicor! Get me Odette, and tell her to bring water, and blankets!”.
Det lille bæst sad I lidt tid stadig og så fuldstændig væk ud, med et ‘orh hvad’-udtryk af den anden verden. Men da tog Laché intiativ til at gøre noget, han normaltvis aldrig gjorde. Han råbte af det lille bæst! Af sine lungers fulde kraft, bandede han af det lille dyr, og sværgede at lemlæste det hvis ikke den kom af sted i en ruf!
Da gik der et spjæt igennem den gyldne Nicor, og hurtigere end man kunne forestille sig var han væk og på vej efter hjælp.
Med det gjort, vendte han igen sin opmærksomhed ned på Kilia. Hans vejrtrækning hurtig, og hans øjne så på hende med en forundring. Han kunne ikke forstå at hun ikke havde informeret ham om dette noget før, men det var ikke tiden at spekulerer. Hurtigt greb han hendes hånd, imens hun sikkert ville ligge i umådelige smerter han intet kunne stille op imod. Hurtigt gav han den et klem, og så dybt ind i de dybt blå øjne med sine egne isblå.
,, I’ll get you trough this!”.
Med det løfte, gab han slip fra hende igen, og rakte en hånd ned til sit bælte hvor en lille kniv sad gemt på indersiden af den. Han tog den og begyndte at sprætte det nederste af hendes kjole op, så det var muligt for ham at se, hvor langt hun var henne, og prøve at finde ud af hvorvidt fødsel forløb. Kniven smed han hurtigt væk da han havde fået kjolen af vejen. Han satte sig forenden af sengen, spredte hendes ben, uanset om hun kæmpede for at holde dem lukkede eller ej, og lænede sig ind over hendes mave, som om han skulle til at elske med hende frem for det han egentlig ville.
Ilden på hans hoved der agerede hår gik ud, og han ladde øret imod hendes mave for at lytte.
Imens han lyttede havde han en hånd på hvert bøjet knæ, og rynkede brynene som han kunne fornemme at der var noget som ikke stemte overens.
Efter en tung indånding, trak han sig en smule væk igen, men holdt stadig Kilias ben spredte imens hans øjne betragtede hendes åbning, for at se hvor meget hun havde åbnet sig indtil nu.
Det her… ville ikke ende godt.

Hun smilede let. Hun vidste godt at hun måske burde have indviet Laché i sin hemmelighed lidt før.. denne slags krævede forberedelse.. men hun havde håbet at de måske havde været ved havet før fødslen var gået i gang, desværre havde hendes svangerskab båret over alt for længe og de var nået til paris før barnet var kommet til verden.
Nu lå hun så her, midt på en dobbelt seng, I en lille tag lejlighed midt i paris og havde de værste smerter som hun havde haft i hele sin lange eksistens. Hun betragtede Laché og undertrykte et klynk mens han råbte af den lille Nicor som synes foruroligende betaget af denne ’uventede’ begivenhed.
Hun lod Laché gøre det nødvendige og modsatte sig ikke da han ville sprede hendes ben. Dette var hendes anden fødsel.. det burde slet ikke gøre så ondt! Kilia greb fat I de hvide lagner på sengen og klemte dem hårdt i sine hænder mens hun bed tænderne sammen og trak vejret i hurtige gisp. Hendes mavemuskler strammedes da endnu en ve skød gennem hende som et lyn og denne gang klynkede hun. Hun nægtede endnu at skrige af smerte. Så slemt var det da heller ikke!
Men i sin underbevidsthed vidste Kilia godt, at noget var grueligt galt ved denne fødsel. Der var alt for intense smerter og det var i det hele taget alt for anstrengende når man tænkte på at dette var hendes anden fødsel. Men hun nægtede stadig denne kendsgerning! Hun ville bringe Ma’lakels barn til verden, om så det var det sidste hun skulle gøre! Dette lille barn skulle leve og ikke lide samme skæbne som hendes forsvundne datter!!
Kilia anstrengte sig for at trække vejret ordentlig, for at formindske de intense smerter som jog gennem hende med uregelmæssige mellemrum. Hun gispede igen efter vejret og kneb et kort øjeblik øjnene sammen før hun igen ville kigge op på Laché. Det hjalp at vide at han ville gøre sit ypperste for dem begge to.. men hun manglede én.. Hendes tanker fløj med det samme hen til Ma’lakel.. og hendes bekymring voksede.. hva ville han sige? Hvad ville han gøre?? I det mindste var vlad der.. han ville passe på dem.. det var hun sikker på. Men måske var det bedst at forsøge at holde det nytilkomne hemmelig lidt endnu.. bare så hun kunne præsentere noget lidt mindre… ’irriterende’ for Ma’lakel… på trods af sine smerte krøb et lille smil hen over Kilias læber. Ma’lakel.. hvor han dog hadede børn.. og hvor var det dog paradoksalt at hun så netop gav ham sådan et..
En massiv ve ræv sig igennem hendes krop og hun skreg i smerte. Det føltes som om nogen forsøgte at rive alle hendes indvolde ud af hende. Små sved dråbe begyndte at forme sig på hendes pande og hun kneb igen øjnene sammen mens hun forsøgte ikke at presse. Hun kunne ikke forsinke det meget mere.. Nu var tiden ved at være inde.
Hun slappede af endnu engang da veen havde passeret og gispede efter vejret mens hun forberedte sig selv på at barnet skulle komme, men hun havde stadig ikke fået nogle instrukser fra Laché endnu, og derfor turde hun ikke presse, selvom det var svært. Hendes hjerte hamrede og hendes blod brusede gennem hendes åre. Frygt begyndte at sprede sig i hendes sind. Dette tog alt for mange kræfter!

Efter at have konstateret ved en simple fornemmelse at der var noget galt, betragtede Laché blot Kilia i lidt tid, inden han ingen koncentrerede sig på hendes mave igen. Forsigtigt satte han sine hænder på den, og begyndte at føle sig frem. Som om han ville lokaliseret spædbarnets placeret blot med berøringer. Og det kunne han. Igennem hele hans liv havde han været igennem situationer hvor hans eksperimenter, behøvede en rugemor der skulle føde dem. Mange af dem havde været mennesker, og derved var deres anatomi, og fødsels mønstre det samme som asparaens, da dette legeme vand ånden bar, blot var en kopi af et menneskes. Så ud fra en vis ekspertise begyndte Laché at notere inde i sig selv, hvordan tingens foregik, blot ved at mærke på maven. Dette ville selvfølgelig ikke være til stor gavn for Kilias smerter, da han pressede på ømme punkter ligeså.
Han rynkede brynene en smule, og så med et nedslået blik hen på Kilia.
Hans diagnose var fuldført. Barnet, lå forkert. Hvis det skulle vendes, og Kilia skulle have den mindste chance for ikke at forbløde af indre blødninger, så skulle de på et hospital, hvor der var mulighed for at lægge hende i fuld narkose, og fuldføre et kejsersnit. Men.. som tingende så ud nu, ville de uden tvivl ikke nå det. Barnet havde allerede intention om at komme ud, og det var hurtigt.
Med et undskyldende blik så han op på den klynkende kvinde der lå foran ham, og ligesom han talte til hende, som den rød hårede hun-dæmon Odette farende ind af døren med lagener, og en spand vand. Nicor kravlede på væggen ved siden af hende.
,, I am sorry…”; sagde han, så oprigtigt at man kunne mærke på ham at han beklagede situationen inderligt.
,, You both wont survive this.. ”.

Da lache undersøgte hende klynkede hun højlydt. Netop de punkter han valgte at trykke på fik endnu et jag af smerte til at løbe igennem hendes krop. Hun kunne knapt fokuserer på andet end den ulidelige smerte som barnet bragte hende, men hun vidste at det Lachés undersøgelse var nødvendig, om ikke andet livsnødvendig. Selvom hun allerede vidste at der var noget galt, kom hans ord bag på hende.
Hun blev ligbleg i hovedet da han talte. Hva mente han med det?! dette kunne ikke passe!! Hun stirrede på ham i vantro og hendes mund åbnede sig, men hun måtte hurtigt bide sammen igen da endnu en ve meldte sig og alt der kom ud var en hissig snerren som egentlig ikke hørte sig en fødende kvinde til. Hun greb hårdere om lagnet. hun var ligeglad med om hun skulle dø, men ikke hendes barn! Ikke hendes elskede barn!! Hun snerrede igen og kiggede vredt op på Laché, selvom han ikke var årsag til denne ulykkelige slutning så snerrede hun vredt af ham.

”Listen to me you bastard.!” Hun matte holde små pause rind imellem for at kunne gispe efter vejret. ”I don’t care wheter I live og die, just save my child!!”

Så smed hun hovedet tilbage og lod et hjerteskærende skrig slippe ud mellem sine læber da endnu en ve hev og sled i hendes krop. ”Ma’lakel!!! I need Ma’lakel!!!”

Laché så på Kilias fortvivlelse med sin egen, og kunne forstå kvindens foragt for ham et kort stund. Han var døden, han var englen der stod med hånden over hende og fortalte at han ikke kunne redde dem begge. Men selvom hun udviste denne trods, pralede den af på hans ufølsomme skjold. Han kendte til kvinders eder, specielt menneske kvinders når de lå for at skulle tilbringe de sidste minutter i denne verden, ved at give deres liv for et andet. Dog havde det ikke været frivilligt, og mange havde tigget ham om at skåne deres liv frem for afkommets. Men.. Kilia lod ikke til at være en af de kvinder der satte sit eget liv højere end sit ufødte barns.
Som hun bad Laché om at tage hendes liv frem for barnets, gav han et kort nik idet hun igen smækkede hovedet tilbage imod puden, og svedperler utvivlsomt løb ned over den spændte kvindekrop. Idet hun skreg sin længsel ud efter barnets fader, fik Laché et næsten skadefro blik i øjnene.
Stadig med hænderne på kvindens knæ, overvejede han at lade dem begge dø. Herren ville ikke ønske et afkom, med mindre… kendte herren til det?! I så fald ville Laché være årsag til at herren mistede måske sit eneste afkom nogensinde.
Med et fast blik så han hen på Nicor igen, der sad fast som en edderkop på væggen.
,, Find your master! And bring him!”, råbte han af kræet.
Nicor vågnede af at have set indgående på Kilia, og stak så hurtigt afsted for at finde sin herre.
Med det viftede han Odette hen til sig, og greb fat om et af de lagener hun havde med. Han lagde det lige under Kilias underdel, og bad så Odette om at sætte sig hen ved siden af asparaen, give hende et stykke stof i munden og holde hendes hånd. Og dette gjorde hun-dæmonen uden et ord. Skulle Kilia ikke ville vide af hende, ville hun dog meget hurtigt trække sig.
Laché ville da se hen på Kilia med et seriøst udtryk.
,, … Push!”.


I en side gade, af noget der kunne minde om helvedes affalds container, lød det sidste af mange skud, idet en flok udøde havde trådt ind på forkerte sted. Spioner uden tvivl, sendt ud for at opsnappe hvad end de kunne af informationer.
Kuglen fra den sølv glinsende deagle, gennemborede den sidste udøde skalp, og lige som den ramte hjernen, eksploderede den indre neon grønne væske i kuglen, og der stod hjerne masse og alskens indmad, udover alt, idet dødsblodet ikke engang fik chancen for at udstøde et sidste skrig.
Iklædt den samme gamle, og ret så flængede læder jakke, og de normale cowboy busker, samt militær støvler og sort T-shirt, trak den mørk hudet halv-dæmon sin pistol til sig igen, alt imens de gylden grønne ulve øjne lagde sig ned på resterne af det spjættende lig, nogle meter foran ham.
Læberne blev separeret i et veltilfredst smil, alt imens den modsatte hånd, førte en cigaret op til de lysebrune læber, og placerede filtret imellem dem.
Ved at danne en mindre flamme med fingeren, blev der skabt en mindre flamme der sørgede for at sætte gløder i spidsen af det nikotin fyldte fiks, og en sort røg sky blev trukket ind i den høje halv-dæmons lunger, imens at gløderne funklede som var de oplyste orange stjerner.
En mørk, og let hoppende latter kildrede op igennem hans strube, som han tog nogle skridt og gik hen for at sparke let til det afdøde korpus, for at sikre sig at denne ikke rejste sig op igen.
Ikke langt fra hvor han var, ville en af hans stadigt stærke ’partnerskaber’ da også befinde sig. Han var en smule overrasket, selv efter at Ma’lakel havde givet afkald på sin trone, og alt der havde med adel at gøre, havde denne stadig fuldt ham, til trods for hvad der ventede. Han havde haft et hjem, dette bæst, denne mørke skygge der havde fulgtes med Ma’lakel som var han bundet til ham af usynlige kæder.
Tankerne vendte tilbage til en tid hvor at Demon Trimetres gader var så fjerne, som langsomt glemte drømme, der nu blev genoplevet ved hjælp af et uvelkomment de-ya-vu. Han kunne ikke påstå at savn var følelsen, den midlertidige magt havde varet i over to år, og det var en acceptabel regerings tid. Ligeså gjorde det umådelig godt at få forløsning, for to og et halvt års fængsel!
Han var ikke skabt til en trone… han var skabt til at være soldat, til at dræbe. Ikke til at sidde på en trone og give ordre, som en anden grønsag.
Med en irriteret snerren, sparkede han en enkelt gang til liget, og satte pistolen i læder hylstret. To fingre blev midlertidigt sat på hver side af cigaret filtret ligeså, og en røg sky blev pustet ud, imens han så op imod den nu stjerne klare himmel. ’Hjemme’, poppede op som en af mange ord. Men ligeså et stik, han var så tæt på… men så umådelig langt væk fra der hvor han havde lyst til at være.

Men lige som han skulle til at vende sig for at finde sin ledsager i denne ubetydelige mission, kom en velkendt lille skabning kravlende. Forpustet, og med en skrattende hosten, kravlede denne fra jorden og op af den sorte læder jakke, for at placere sig på Ma’lakels skulder.
Ma’lakel løftede et øjenbryn af den forpustede Nicor.

,, M-master… Yeh have to c-come..”, hvislede den lille imp.
Med et ikke-interesseret blik, satte han spidsen af lange fingeren imod tommel fingeren, og med et vel placeret smølfe spark direkte ind i hovedet på det forpustede kræ, blev denne ’sparket' af skulderen, og faldt ned for blot at rulle nogle omgange.
En raslende lyd kunne høres som Ma’lakel begyndte at gå, og trak cigaretten fra munden for at udgive endnu en af disse giftige røg skyer.

Den lille Nicor masede sig op igen.
,, B-but.. masteerr!.. ”, græd den nærmest, og humpede efter sin usympatiske herre.

Det lille dyr kom dog hurtigt op på sin normale hastighed, og med en krattende lyd kæmpede den sig op på sin herres skulder igen.
Uden at trække så meget som en mine, gjorde Ma’lakel igen an til at smølfe-sparke det lille dyr væk fra sig, i en ond sindig gerning. Lige indtil kræet fremstammede:

,, Mistress, is having the parasite!”.

Nicor klemte øjnene i, og lagde de store øre ned, men Ma’lakel ’sparkede’ ham ikke af. I stedet mærkede det lille bæst to fingre der pressede sig hårdt ind imod dens tændinger. Og den lille imp vred sig i smerte som den blev revet fra skulderen, og op foran Ma’lakels ukønne ansigt. De gylden grønne øjne stirrede vantro på det lille bæst, og de mandel formede øjne kneb sig en smule sammen.
Nicor der spjættede og spruttede i smerte, blev ligeså næsten kvalt i en nikotin fyldt røg sky der blev pustet direkte i hovedet på ham, indtil den mørke, hår rejsende stemme kunne høres.

,, Parasite… Nicor, are you lying to your master?”, spurgte han, men en nysgerrighed i sin undertone.

Presset på dyrets tændinger blev blødere. Og med et ynkværdigt udtryk, og sine ’forpoter’ trukket helt op til ansigtet, rystede den gyldne imp sagte.
,, N-noo mastah.. Mistress is giving birth to Mastah’s parasite!”

Med et gik der et koldt gys ned igennem Ma’lakel, som Nicor talte det sidste. Hans… parasit?!
Et mindre tik kom til syne ved det venstre øje efter Nicor havde talt færdig, men også en dunkende forvirring. Hvilken, parasit?! Var Kilia i fare?
Uden at give det lille kræ den mindste ros for sin tapre information, gik Ma’lakel hen til den nærmeste skraldespand, åbnede låget, rakte Nicor ind over, gav slip, og lukkede låget til igen.
Impen faldt ned i skralde bunker med et langtrukken: ’Mastaahh’- og endte dernede med et lille dump.

Derefter lyste Ma’lakels grønne øjne op i mørket, som et gyldent glimt imens at han smed cigaretten væk, og trak luft ned i lungerne, så hans brystkasse voksede en smule. Og i et stort uhumant løve-agtigt brøl, der sikkert kunne høres helt tilbage til den lejlighed hvor Kilia ville ligge, gav genlyd igennem samtlige gader.
Man kunne tro meget om dette brøl hvis man ville, men hans egentlige hensigt med den, var at skræmme eventuelle fjender der angreb Kilia væk, selv på afstand, men det var også et kald. Han tilkalde, hans ledsager fra kloakkerne.
Uden at vente på at denne ville dukke op hvor Ma’lakel før havde været, regnede halv-dæmonen med at nosferatuen sagtens kunne opfange hans lugt, og på den måde ville følge ham.
Han satte af imod Nix de la Voix…

En rallende lyd, flød ud fra en ned knælet uddød, der fortabt stirede op sin overmand. Den gurlende rallen, skyldes blod der flød fra hans gab, fremprovokeret, af hans skader, påført af fire lange genstande, voldtalt bordet igennem hans brystkasse, og ind i det, nu smadrede, hjertekammer. Disse genstande, var lettere hakkede og rå negle, der var skudt langt ud, fra et par grålige fingre. Fingre, som nu bevægede sig en anelse, for at sende et ekstra skud af smerte, igennem den lidene.
Den udøde rakte en hånd op imod det vansirede ansigt der stirede tomt ned imod ham, som et sidste desperat klynk kom fra hans indre. De forbandene hvide øjne. Han ønskede blot ikke at se dem. Ikke lade dem skære sig ned i ham. Og han fik da også hurtigt sit løfte, da hans overmand bestemt ikke fandt sig i dette. Denne kendte godt til det kreatur han var foran. Udøde. Kunne aldrig være bestemt på, om man havde færdiggjort dem.
Med en hastig bevægelse, blev dennes frie hånd rejst, og så slynget ned imod den uddødes ansigt. En rivende lyd, som negle over kød, skød sig ud omkring dem, efterfulgt af det gennebrydene knæk, da to lange klør, borede sig igennem den udødes øjne, og stak ud genne dennes baghoved. Ikke engang et sidste klynk, nåede den uddøde at udstøde, inden hans 'liv' var endt.

Et skud fik den høje overmand, til hastigt at dreje hovedet til siden, og stire imod den person, der engang havde været hans herre. Men som nu var noget helt andet. En kompanion. En partner. En ven. Efter deres land var gået under, var denne herre's familie, rejst tilbage til deres hjemland, Rusland. De skulle finde flere af deres art, så denne kunne overleve. Herren selv havde beordret denne handling, som en sidste ordre, af hans ledelse. Og det sidste han havde tilbage, havde forladt ham, af ukendte årsager. Ja de fleste ville sige han havde mistet alt, men han mente han aldrig havde haft noget. Det stod ikke til hans art, og en karakter af hans kaliber, at eje noget. Ej heller, at have nogen. Han havde blot behov for en begrundelse til at eksistere.. Og dette følte han selv han havde.

Dette skud havde endt den sidste af disse... Spild af evner. Han selv var ikke fuldblods, eller på nogen måde, ekseptionel af hans art. Men disse uddøde, var ikke mere end en udmygelse, af en 'ædel' race. De matte hvide øjne, af den høje karakter, gled langsomt over liget for fode. Han rejste sin ene fod, lagde den imod den livløse krops brystkasse, og pressede ned. Det gav en knækken i den stive krop, da flere knogler brækkede, og kroppen til sidst lå i en akavet position, og klørende var trykket ud. Et par skridt blev taget, væk fra den livløse krop, og de hvide øjne, drejet imod dennes partner. Ganske kort, gled øjnene rundt på de livløse kroppe, og den højre hånd, blev rejst til hans mund. En grålig tunge forlod bæstets gab, og slikkede op af en af de lange kløer, da denne blev trykket tilbage I de lange fingre. Resten af dennes våben blev trukket tilbage, og blikket gled tilbage på partneren. Det var tydeligt at den ubetydelige mission var ovre, og et kort nik blev givet, efterfulgt af en vending, der nu ledte den vansirede skabning imod en side gade, og nogen skridt væk fra sin partner.

Den sorte læder frakke, blafrede en anelse I vinden, da der blev stoppet op, og blikket drejet tilbage af den gade han var kommet fra. Den bekendte skratten, gav mest af alt herren lyst til at flå et bæst I stykker. Allerhelst en af de forfærdelige skabninger. Selvom herren fortsatte væk fra sin partner, og dette lille bæst, lyttede han stadigt med. Og efter få skridt, stoppede han brat op. Hasten I dens stemme. Uroen. Panikken. Det var tydeligt. Og han svorg han kunne lugte det ubetydcelige væsens blod, pumpe igenne dem, I en hvis følelse, han kendte, og nød, alt for godt. Frygt.
Det vansirede ansigt blev langsomt drejet, så de hvide øjne kiggede bag ham. Hvad skette? Kunne det være.. Killia!? Det måtte det.. Tiden passede.. Langt over dette, ligefrem. Da han langsomt begyndte at vende om på sine hæle, bekræftede et højt brøl hans spekulation. Med få hastige skridt, lagde han hurgtigt I en meget hastigt sprint, imod sin parners kald. Han susede forbi de mange lig igen, og meget hurtigt kom han op på sin 'ven's' side. Det var så nu Ma'lakel ville finde ud af det. At hun havde holdt en hemmelighed fra ham. Og ikke mindst, at Vladimir havde gjort lige så... Men.. Hvorfor var hun ikke blot holdt fødslen som en hemmelighed? Nej, noget var I vejen.. Men måtte han tænke over senere. Han holdt blot sit blik frem for sig, og fulgte sin partner, tæt ved hans side. Han vidste hvor de skulle hænd, så kunne følge side ved side. Han ville ikke løbe frem før Ma'lakel. Var ingen grund til, han skulle tro, han vidste hvad der var igang med at ske. Ingen ord. Ingen reaktion. Blot handling. Og snart, konsekvenser på fortidige handlinger.

Havde det ikke været for kluden i hendes mund ville Kilia have skreget endnu engang. Hendes veer var taget til og kom nu med mere jævne mellemrum. Odette, som var kommet ind for ikke ret længe siden sad ved hendes side, og Kilia knugede hendes hånd i sin. Hendes blik dybblå blik fæstnet på denne hun-dæmons gule. Hun trak vejret hurtigt og i små gisp. Hver en fiber i hendes krop blev endnu engang anspændt og hun pressede så godt hun kunne men hendes anstrengelser synes ikke at medføre noget resultat. Ma’lakel ville slå hende ihjel! Hun klynkede endnu engang og klemte hårdere om Odettes hånd.
Hun var bange.. bange på hendes barns vejene. Det skulle leve! Leve og vokse op!
Kilia forsøgte, og forsøgte igen! men lige meget hvad synes fremskridtet at udeblive. Sveden løb ned af hendes ansigt og anstrengelsen var ved at overvælde hende men hun nægtede at give op! Kom nu! bare lidt mere! Du kan godt!
Hvor blev Ma’lakel af? Hvor var hendes bæst?? Selvom hun vidste at Ma’lakels vrede ville ramme hende lige så snart han forstod hvad der var ved at ske, kunne hun ikke lade være med at længtes efter ham. Efter hans stemme, hans lugt og hans berøring.. hvis dette virkelige var hendes sidste minutter i denne verden, ønskede hun intet andet end at få lov til at se ham igen.. blot en enkelt gang.
Endnu engang to veerne til og hun spændte i hele kroppen I forsøget på at presse barnet ud. Endnu et skrig slap fra hende men blev dæmpet af det stykke stof som man havde givet hende at bide ned på.

Odette, hun-dæmonen ved Kilias side, så til imens at den tapre aspara blev ved med at forsøge, igen og igen, dog skete der intet. En rynke i den rød hårede succubus’ pande viste en blanding af frygt og svag væmmelse ved hele scenen, men også for første gang, en medfølelse som kun en kvinde kunne dele med en anden.
Hun havde endnu ikke givet liv til et andet væsen, og havde heller ikke sådanne ting i tankerne, men at se den smukke Kilia ligge forsvarsløs, og i absurde smerte over noget så.. fjernt som at forsøge at bringe noget til verden der med stor sandsynlighed sikkert ville dø.
De gule, stikkende dæmon øjne mødte hurtigt Kilias, men skønt at den unge hun-dæmonen var til stede, og følte denne svage medlidenhed, kunne man ikke se noget på hendes kropssprog eller ansigts træk. Hun så ned på asparaen, som et rovdyr ville betragte en lidende hjort: med skjult nydelse. Dog turde hun ikke lade sin fryd over pigebarnets skæbne komme tiludtryk, da Laché var i færd med at forsøge sit bedste for at få bragt væsenet inde i kvinden til live.
Desværre, skete der ikke de store ændringer, udover at Kilia åbnede sig endnu mere hvilket var et godt tegn.
Laché rynkende brynene efter at Kilia havde åbnet sig tilstrækkeligt, men der kom stadig intet større resultat. Kunne barnet sidde fast? Og ville de i så falde begge dø?
En svedperle gled ned over elver-dæmonen, som han endnu engang blev grebet af dyb frustration over at han ikke havde de redskaber der skulle til for at give barnet en ærlig chance. Hvis denne vendte helt forkert, kunne det ende med at kvæle barnet, så vel som med at slå moderen ihjel.
Uanset om det var godt eller dårligt, at dennes forhåbentligt forstående og støttende fader kom til undsætning, frygtede Laché inderligt, at denne nat ville ende i en større sorg, end hvad han først havde antaget.


Den raslende lyd var hurtigere end før, og kunne høres af de mange dæmoner i nabolaget. Ma’lakel løb imod Nix de la Voix, med en hastighed, der ikke burde falde ham helt naturligt, men alligevel var halv-dæmonens fart fascinerende i sig selv. Selvom lemmer, og led knagede under det store pres fra at blive skubbet til det yderste, så var han ikke desto mindre udholdenheden selv.
Han drejede ned af en side gade, og videre ligefrem indtil at hans partner hurtigt fik halet op på ham, og de farede begge af sted med stor hast.
Med mindre Vladimir tog initiativ til at tale til Ma’lakel, blev der dannet en sælsom stilhed imellem dem. Ma’lakels målrettede blik fortalte ligeså at chit-chat ikke var en af de muligheder man skulle gøre brug af lige p.t, han var ikke i humør til at debattere hvorvidt Nicors ord havde været sandfærdige eller ej. Men han tvivlede på at impen ville have rygrad nok til faktisk at lyve, med sin lille beskidte tunge.
Det tog ikke mere end få minutter før de nåede udkanten af Nix de la Voix.
En meget afsides del af dæmon kvarteret, hvor de dæmoner der befærdede sig i området tit var alt for påvirkede af diverse stoffer, til egentligt at skelne imellem en udøds syrede aroma, og en dæmons krydrede duft. Derfor var dette et oplagt sted at befinde sig, når nu de havde en aspara på slæb, og uden Ma’lakel vidste det.. en aspara med en parasit i sig?!
Uden at tage sig selv tid til at åbne døren, sparkede Ma’lakel døren til opgangen ind, så denne røg af hængslerne. Sparket behøvede knap nogen styrke bag sig, da lejlighedskomplekset efter hånden var så gammelt, at det ikke kunne blive mere svækket i strukturen. Han sprintede op af trapperne, og stoppede først idet han stod foran døren indtil kvist lejlighed, og sparkede ligeså den ind.
Ligesom han gjorde, kom duften af kropslig væske ham straks på sinde. Sved… i en let undertone, som den en aspara ville udgyde hvis hun endelig skulle svede. Men hvorfor…?
Et halv kvalt skrig inde fra sove-værelset fik Ma’lakel til hurtigt at søge hen til den lukkede, hvid malede dør, og med endnu et spark, hvis altså ikke Vladimir stoppede ham, ville også den dør blive flået af hængslerne, og vælte over sengegæret, hvilket ville resultere i at Laché der sad for fodenden af sengen ville være meget, meget, tæt på at få samme lige i bag hovedet.

Med et mindre ’arrgh!’, udstødt af den i forvejen stressede Laché, vendte han sig om for at se på sin forhenværende herre, der strakte sig som en sort skikkelse, i det varmt oplyste rum fra lampen.
Den varme krop lod brystkassen fare op og ned i tunge åndedrag, imens at hele Ma’lakels mørke væsen kom til syne. Den næsten to meter høje han-dæmon trak hovedet let tilbage, i en foragtelig mine, imens at de gylden, grønne, øjne funklede forræderisk forførende inde fra mørket, imens at han stod stille i døråbningen, og betragtede meget kort scenariet.
EN parasit? Hans øjne lagde sig med det samme på den smertende Kilia, dog ikke med et nænsomt og medlidenhedsfyldt udtryk, men med et intetsigende og observerende blik, som om han endnu ikke lige havde fået lagt to og to sammen om hvad der skete. Derefter hvilede hans blik over Odette, der som resultat lige klemte Kilias hånd en smule ekstra, selvom det var asparaen der lå for døden.
Laché var den sidste der blev skænket et blik, der til trods for de to andres, var spørgende, som ville Ma’lakel sige: hvad foregår der?!
Lachés isblå øjne så fattede ind i Ma’lakels, med en professionalisme der knap nok kunne personificeres til at være andet end en kynisk læges måde at banke ind i den tykhovedet faders hjerne, at denne skulle til at være far.

,, Kilia’s hemmelige svangerskab er ovre, asparaen bringer Deres afkom til verden.. herre.”

Ma’lakels blik syntes at blive paralyseret et øjeblik, og de sammen knebne øjne udvidet sig drastisk, idet det gylden grønne blik gled hen på Kilia, der lå på fjedre sengen. Og som om det først var der han egentlig så hele situationen, og fik øje på Kilias store mave, og de spredte ben.
Hans vejrtrækning tog da til.
Et afkom?! Et afkom?! - panikkede det i hans indre.
Det blev værre, og de gylden grønne øjne ændrede sig fra midlertidig overraskelse, til et inferno af vrede, og ikke mindst had. Men den egentlige grund, var mangel på samme, mangel på reaktion. Og på at vide hvordan sådan en nyhed skulle takles.
Det var tydeligt at Ma'lakel var ved at miste fatningen, og sin klare tankegang, og istedet træde ind i noget ikke tænkende, og alt ødelæggende. En forsvars mekanisme, hvor tand hjulene farede afsted med fuld hast
Og hvis ikke en af folkene ville reagere og trække Ma’lakel væk fra de andre, ville dette ikke længere forblive en stresset fødsels scene, men en massakre!

Den forfærdeligt specielle duft der var i kvateret, Ma'lakel boede i, fik Vladimir til at rynke næse, hver gang han kom her. Mellemtingen imellem dæmoner, der var ved at tage livet af sig selv med stoffer, og de gamle bygninger. Men hans næse havde hurtigt vændet sig til dem. Han skulle lede efter en bestemt duft. Det havde han sagtens kunne før, og specielt med en så fantastisk duft som den han ledte efter. Killia.
Allerede da de nærmede sig huset, kunne han lugte hendes blod. Lugte hvordan det blev tæsket igennem hende, i frygt, smerte og et vælda f andre følelser. Ingen tvivl. Selv han, kunne huske dette scenarie. Smertefuldt for den fødene, mere eller mindre ubehageligt for alle andre. Specielt dem der havde en hvis følelse for den fødene. Bestemt ikke et yndefuldt scenarie, ved første øjekast. Men et der ville bringe noget af det skyndeste, en familie kunne modtage. For ikke at sige, det mest fantastiske der ville ske i deres liv. Sådan sagde dt i hvert fald i Vladimirs hoved. Han måtte reagere hurtigt, og hvis ikke nå der op først, så være den af de to der reagerede klart først. Chok, var han næsten ikke i tvivl om, Ma'lakel ville føle. Den dygtige kvinde havd eformået, at forholde det hemmeligt i så lang tid. Hun var ikke blot smuk. Og lugtede godt... Det eneste handicap, hans hjælp havde, var den forbandene duft, Asparaer havde. Men Vladimir havde lært at styre det, og han havde da også spist. Så hun var ikke i fare. For Vladimir, i hvert fald.

Vladimir kiggede på Ma'lakel, da denne satte farten op, de sidste sekunder, inden han sparkede døren op. Hvad troede han der var igang med at ske? Hvad havde Nicor, det udulige bæst, sagt? At hun var i fare? Ja, det var garanteret det, det var kommet frem som. Godt. Så ville Ma'lakel skulle tage en kort tid, til at bearbejde, en meget anderledes information. Det ville være lang nok tid, til at lave en afstand imellem Killia og ham, hvis ikke bare en blok klods.
Vladimir forsøgte at få sig selv forbi Ma'lakel, så han kunne være kommet først op af trapperne, men der var Ma'lakel for hurtig. Han fulgte hastigt Ma'lakel op af trapperne, og hørte den næste dør blive sparket op. Men denne gang, magtede han sig forbi, ved at tage hurtigere skridt end Ma'lakel, og smyge sig imellem dørkarmen, og Ma'lakel.
Først nu, fik Vladimirs hoved tid til at tænke over, hvad den egentligt lugtede. Blandingen af alt dette, var bestemt ikke en behagelig duft, og ikke en hans egen kone havde 'udstødt'. Men hvad vidste Vladimir om Asparaer...

Vladimir tog hårdt fast i håndtaget, ind til soveværelset, og i stedet for at Ma'lakel ville sparke denne ind, og måske gøre skade på nogen på den anden side, specielt Killia, rev han døren af hængslerne, og ud i rummet bag sig, for så hurtigt at tage få skridt der ind, og til siden, så Ma'lakel kunne komme frem.
De hvide øjne, lagde sig straks over scenariet. I en ald hast, lagde de sig først over Odette, så hurtigt Lache. Det så ud til at han hjalp Killia. Godt. For på det punkt ville Vladimir være, absolut, ingen nytte. Da hans egen kone var gået igennem dette, havde han været i færd med at hamre hovedet imod en væg, med fingrende i ørene, for ikke at høre, den der betød ham allermest, skrige i ulidelige smerter...
Og til sidst, lagde de hvide øjne sig langsomt over Killia, og hurtigt imod hendes øjne. Et tomt og intet sigende blik, var først det eneste hun fik. Han udviste ikke nogen medlidenhed for hende, men langt fra det samme som Ma'lakel. Men langsomt formede der sig følelse, i form af et ganske kort nik, og sammen knebne øjne. Medfølelse, på hendes situation. Faren i dette. Det var noget han kunne forholde sig til. Ma'lakel.

Vladimir kunne godt mærke, at noget var i vejen ved fødslen. Killia var alt for bange, og Lache, lige så, også nervøs. Men det var langt fra den største fare. Om barnet kunne fødes, og om dette ville medføre den ene, eller den andens død, betød intet, hvis den rassende flamme, der var Ma'lakel, ikke blev dulmet, eller skubbet væk, og ud, var der ingen der ville. Men Vladimir havde bearvejded situationen i form af ganske få sekunder, og det tog Ma'lakel, lige en anelse mere, at overkomme Lache's ord. Godt.
Vladimir kom hurtigt ind imellem Ma'lakel og Killia, og de hvide øjne focuserede hurtigt på hans. Præcis som han havde regnet med. Vrede og had. Stod som skrevet i tydelige bogstaver. Vladimir reagerede hurtigt, og greb hastigt ud efter Ma'lakels hænder, der skulle neutralisere disses evne til at flambere Killia, og resten af rummet.
"Ma'lakel! Slap af! Lad være.. Med at reagere i hast! Ikke denne gang!" Vladimir, hvis han havde fået fat i Ma'lakels hændr, begyndet at træde imod Ma'lakel, og ligge, hvis Ma'lakel kæmpede imod, al sin kraft, i at få skubbet den store halv-dæmon, tilbage, og ud af lokalet. Godt nok var Ma'lakel ikke højere, nærmere lavere end Vladimir, men han måtte ned i knæ, så han lagde sin ene skulder imod Ma'lakels brystkasse, så han også kunne kigge bag ud, og med faste øjne imod Lache.
"Fortsæt!! Nu!" Råbte han, med en næsten hidsig stemme, og øjnene gled så imod Killia, og lagde sig på hendes øjne. De kneb en smulle sammen, og et kort øjeblik, så han næsten beklagende ud.
"Bliv ved... Lad være med at frygte.. Kæmp.." Sagde han, kortfattet, inden han vendte ald sin opmærksomhed tilbage på Ma'lakel. Hvis Ma'lakel ikke brugte nogen af sine evner, overgik Vladimir hans rå styrke, med lige nok, tilat ville kunne skubbe ham tilbage.
Hvis Vladimir fik Ma'lakel skubbet en anelse tilbage, og ud af døren, ville han sætte en fod lidt ud til siden, og så trække i Ma'lakel, så han nu stod med siden til døren, med sin egen krop imellem dem begge. Døren, og Ma'lakel. Nu havde Ma'lakel ikke en lige bane, imellem sig selv, og Killia. Og derved var den hændelse han ikke ønskede at se, ude af syne. En anelse mere chance for at kunne tale til hans 'fornuft' hvis meget af dette stadigt var tilstede.
"Ma'lakel... Det er ikke et hvilket som hælst afkom. Ikke en ussel elvers.. Ikke et usselt menneskes... Det er dit! Det er dit, afkom! Dit barn.." Vladimir snakkede med en hæs, og belastet stemme. Løbeturen, blandet med kampen for at få Ma'lakel ud, havde taget en del. Hvis Ma'lakel forsøgte at komme forbi, ville Vladimir ligge kræfter i, og forsøge, at få Ma'lakel slået imod muren ved deres side, så han stod med ryggen til denne, og så stille sig foran, for at holde ham fast skubbet der imod.
"Et barn, hvis liv er i dine hænder.. Men.. Ikke blot dette.. Selve dennes eksistens.. Udvikling.. Opvækst.. Er i dem.. Det er langt støre.. End et simpelt land! Langt støre, end hvad du.. Nogensinde.. Har stået foran... Lad være med at ødelægge det!" Råbte Vladimir af Ma'lakel. Det var garanteret for tidligt. Der var formegentligt ikke meget fornuft i Ma'lakel endnu.. Men han kunne lige så godt komme igang.. Dette ville bestemt, ikke være en simpel aften...

”hnn!!!” Hun bed hårdt ned på stoffet i sin mund og vred sig mens hun ihærdigt forsøgte at omdanne smerten til den styrke som hun skulle bruge for at få dette barn til verden. Selv efter at have udvekslet øjenkontakt med hun-dæmonen ved sin side var hun stadig ikke beroliget.
Sådanne fødsler var dømt til at blive svære. Det vidste Kilia godt. Hun havde allerede forudset det fatale i hendes plan om at føde dette barn langt fra sit element.
Kilia, som jo i realiteten var en ’ånd’ en spirit som stod i ét med vandet som sit element. Med havet som hendes styrke. Havde brug for dennes tilstedeværelse under fødsler som denne. efter som at ånder som giver nyt liv, er nød til at afgive meget af deres egen kræft og livskræft til et nyfødte afkom. Moderen giver simpelthen det meste af deres essence til barnet for at sikre sig at det vil overleve. Men denne handling har også konsekvenser, og derfor er det af yderste vigtighed at fødende spirits, står i kontakt med deres element under fødslen.
Men Kilia var ikke i stand til at komme i kontakt med sit element som det var nu. Hendes tilstand var for kritisk og de var for langt væk fra havet til at kunne nå derhen i tide. Det mest fatale ved denne situation var dog, at barnet vendte forkert. Havde denne nu vendt rigtigt ville der have været en lille chance for at både barn og moder overlevede. Men ikke nu. Ikke denne gang.
Hun trak vejret hurtigt og i små gisp. Stoffet i hendes mund generede hende dog og til sidst spyttede hun det ud så hendes luftveje var fuldstændig ugeneret. Og lige som endnu en ve gjorde an til at ville skylde gennem hendes værkende krop, kunne braget fra en dør der blev sparket ind, høres op igennem hele huset. Hun vidste med det samme hvem det var og bed tænderne hård sammen. Han kom nu… han ville se hende sådan her… og han ville blive vred. Rasende… Hun håbede blot, at Vladimir ville være der til at holde Ma’lakel på afstand og måske have succes med at berolige ham.
Ganske rigtigt. Som Ma’lakel stod der og indså hvad det hele handlede om, gik han bersærk. Hun betragtede ham intenst mens hun forsøgte at holde veerne ud. Hun så hvordan raseriet tændte flammer i hans øjne og frygten for hvad han ville gøre bredte sig i hende som en endnu stærkere smerte. Mens Vlad prøvede at skubbe Ma’lakel ud af døren, måtte den smukke aspara endnu engang gribe hårdt fat i de hvide lagner og smide hovedet tilbage i et skrig af hjerteskærende smerte. Stoffet som hun hev og sled i, truede med at briste under hendes voldsomme behandling. Hun var klar. Hun kunne mærke det. Hun lagde alle sine kræfter i og pressede så sveden sprang frem på hendes krop og pande.

I samme nu var der noget der bristede. Først var det lyden af noget stof som ikke længere kunne holde til presset og gav efter i det at det blev revet hårdt i endnu engang. Men et endnu højere smertens skrig vidnede om at dette ikke var det eneste. Blod begyndte at flyde fra den fødendes skød og farvede det hvide klæde som man havde lagt under hende, mørkerødt i det at det gavmildt modtog og opsugede den klistrede væske. Kilia skreg igen og vred sig i smerte, Hun kunne mærke hvordan noget inden i hende var bristet og frygtede at det havde noget at gøre med hendes ufødte barn. Panikken bredte sig I hende og hun klemte endnu hårdere om Odette’s hånd som hun stadig holdt i en af sine! Hendes knoer blev hvide og hendes vejrtrækning blev hurtigere og mere febrilsk som det hele skred frem. Dette havde taget en ny drejning, som kun forværrede de allerede fortvivlende omstændigheder.

Der var noget der knækkede. En mental del af Ma’lakels indre der ikke kunne kapere situationen, og som havde bragt den gyldne farve i de før grønne øjne frem. Den grønne blev langsomt opslugt af det gule, som var de gyldne slanger der hurtigt fortærede det rolige, og frodige. Kaos fik lov at herske i Ma’lakels sind, og uden at vide hvorfor han gjorde det, eller hvad der egentlig skete omkrig ham, blev han opslugt af sin egen angst. Sin egen frygt for at noget som et barn skulle bringes til verden, der skulle bære hans gener, hans duft, til evig tid!
Et barn var en hindring, et barn var en forbandelse, og ikke denne illusion af lykke som folk fablede om. Han havde fortærret spædbørn før, uden så meget som at se på dem som andet end føde: noget der skulle indtages og suges tør for næring. Og nu stod han selv, og skulle argere en af disse ligblege forældre, vis hjerter bristede ved synet af deres afkoms bortgang.
En svaghed, en svaghed, en svaghed! En svaghed der blev ham pålagt, uden han selv havde haft noget at skulle have sagt! Forbandet! Forbandet være den modbydelige kvinde, gid hun måtte brænde blandt de hvide lagener, og hendes skrig måtte give genlyd helt ned til The Abyss!
Han kastede sig nærmest imod sengen, som et galt bæst, med en umenneskelig høj knurren. Som en gal hund, der ikke længere herskede over sin egen ydmyghed. Men heldigvis stødte Ma’lakel ind i en mur.
Et umådeligt slag ville smække direkte ind i den standhaftige Vladimir, der valgte at stå imellem sengen og Ma’lakel, og blive ved selvom halv-dæmonens styrke var uforlignelig. Dog blev Ma’lakels hænder holdt nede så han ikke kunne fremmane en ild, til at udføre hans korrupte sinds ønsker.
Ma’lakels øjne lyste gule af en indbildsk skindsyge om at skøgen havde lagt med en anden, han havde ikke rørt hende i flere nætter end han kunne tælle til! Hvordan skulle han være fader til et afkom?! Det hang ikke sammen!

Som Ma’lakel fortsat kæmpede, og bed ud efter Vladimir i sit raseri-anfald, blev han med tiden skubbet væk fra dør åbningen og kunne ikke længere se hen på Kilia, men der imod var hans opmærksomhed tildelt Vlad, hvor godt det så end var. Den kropslige temperatur begyndte at stige drastisk, hvilket Vlad også ville kunne mærke i det han holdt Ma’lakels håndled fast. Hele den solkyssede hud syntes næsten at få et djævelsk rødligt skær over sig, imens at de stikkende gule øjne stirrede direkte ind i nosferatuens matte hvide. Pupillen havde trukket sig sammen i dem, og det lignede ikke Ma’lakel der så tilbage på den udøde, men noget helt andet, noget der hverken havde tankegang eller andet.
Langsomt som Vladimir talte til ham, og prøvede at nå ind og få Ma’lakel til at forstå situationen ikke var jordens undergang, åbnede han munden. De lange tandrækker af syle spidse, gule tænder, kunne tydeligt ses, imens at en skare af spyt strenge satte sig på hver dem.
En provokation, og udfordring til den udøde i bedste tilfælde.

Men da skete der noget som gjorde at Ma’lakels destruktive tankegang blev afbrudt. Kilias skrig, der gik igennem marv og ben, og satte et beskytter gen i gang inde i dæmonen, der trods alt havde brugt de sidste mange hundrede år af sit liv, på at værne om samme kvinde.
Som et dyr der fik færden af noget mere faretruende end det der stod foran den, vendte Ma’lakels bliks sig hen imod dør karmen, med de lysende gule øjne, og den nu halv åbne mund, der aggressivt vidste tænder. Hans vejrtrækning var hurtigt og hæs, og imens han så hen imod dør karmen, idet øjeblik Kilia kom med det første lange, og smertefulde skrig, begyndte et af de hæse hvæs at lave sig om til en meget brutal form for klynk.
Endnu et knæk.
Det aggressive og hadske i Ma’lakels ansigts træk fadede langsomt, imens at han spejdede higende imod dørkarmen. Den overvældende følelse af, ikke at ville kende til det, og ikke at ville vide af det, og erkende sig det, blev skubbet tilbage. Han kunne ikke hævde at det smertede ham, som det ville smerte en elsker at høre sin kvinde lide, men det brande. Det brande i minderne, og et sted imellem mave og brystkassen.
Endnu et hæst, dog lavt klynk kom, og Ma’lakel begyndte i stedet for at ’kæmpe’ imod Vladimir, at kæmpe sig hen imod dør åbningen.
Han kom nu, han skulle nok beskytte hende! Hun måtte ikke skrige, ikke skrige…


Laché så til i forbløffelse som Kilia gav alt hvad hun havde i sig, og det første gennembrud kom, i form af blod, og indre væske som skyllede ud på det hvide lagen under hende. En bekymret rynke i Lachés pande blev tydelig, som han kunne se tegnene for indre blødninger allerede. Måske var det virkelig nytteløst at fortsætte, og når nu herren ikke ønskede barnet.
Laché havde siddet som forstenet et øjeblik, til herrens reaktion over hans ord. Han vidste ikke hvad han havde forventet, at hans herre ville valse lalle glad ind, og sætte sig ved Kilias side.
Men ligesom al fortvivlelsen tog til, kunne antydelsen af nogle meget små tæer ses, stikke ud, fra imellem den røde farve der malede Kilias skød.
Med nyfunden motivation, så Laché op på Kilia med et klart indre håb lysende i øjnene.
,, Push!! I can see it!.. PUSH!”.
Med de ord, satte han sig klar med et nyt hvidt lagen under hende. Imens at den kvindelige hun-dæmon, hvis hånd blev klemt om til ukendelighed, sad og aede sin egen arm, i bare indlevelse af situationen.
Hendes gule øjne lagde sig ligeså på Kilia i det Laché gav sit: ok – til at Kilia skulle forsøge sig igen!
,, You can do it! Push!”, sagde hun, med et lige så motiveret blik som Laché selv.
Odette’s anden hånd lagde sig da hen på Kilias, imens at de gule øjne så ned imod Laché, og hendes fingre kørte over Kilias hånd.

Et hidsigt hvæs, afslørede et succefuldt angreb, og tvang Vladimirs fulde opmærksomhed imod hans partner, der nu havde boret sine tænder i ham, og flået et stykke fri. Vladimir måtte synke sig en anelse, og skubbe mere sydligt på Ma'lakels brystkasse, for at undgå de forbandede tænder. Det var bestemt ikke nemt at skubbe denne høje herre af vejen. Han var Dæmon, og godt tunet til sine blålige flammer. Men det havde han ikke offret sin styrke for. Det tog mere kamp at få skubbet Ma'lakel, end beregnet. Endnu et tydeligt bevis, og god begrundelse, til at han havde underkastet sig denne halv-dæmon, som sin hersker.

Da Vladimir havde fået Ma'lakel ud for døren, og de gulde dyriske øjne var rettet imod hans. Opmærksomhed rettet imod ham. Som om Vladimir nu var fjenden. Godt. Han skulle ses som mere fjende, end den fødene kvinde. Hun var forsvarsløs, og bar på noget af det fantastiske Ma'lakel kunne modtage. Ikke noget han ville lave Ma'lakels desperate reaktion efter forståelse, ødelægge. Dette blinde raseri. Vladimir kendte til det. Hans kone, havde været den eneste der kunne beordre ham omkring, i hans tid som hersker. Og hun havde beordret ham, til at holde sig væk. Og det havde han måtte bukke sig under for. Selvom han for alt i verden, gerne ville stoppe det der skette. Men efter en livstid med hans søn, anså han at dette var forkert. Ma'lakel skulle ikke misse denne chance!

Vladimirs ene spidse øre, drejede sig en anelse, da Killias lidene skrig skar sig igennem, og han drejede hovedet halvt. Der var noget i vejen. Vendte det forkert? Nej... Det måtte ikke ske.. Hvis barnet blev født, til fordel for Killia's liv.. Ma'lakel ville have svært ved at tilgive det.. Nej!
Vladimirs opmærksomhed blev hurtigt kørt tilbage på Ma'lakel, da han hørte noget, der mindede mest om et klynk. De hvide øjne stirede i Ma'lakel's, og ændringen var tydelig. Han var nu bekymret. Det var både godt, og dårligt. Han var bestemt ikke ved fornuft. hans bekymring var stadigt længere dyrisk, end den var menneskelig. Det var instinktivt, at han nu ønskede at stoppe sin mages smerter. Men det kunne han ikke. Han kunne ikke stoppe dem. Det ville han have svært ved at acceptere. Men det måtte han!

Vladimir sørgede flere gange for, at Ma'lakel ikke kunne komme forbi,, og greb nu ud efter Ma'lakels trøje, og hvis han fik fat, rev dæmonen op foran sit eget syn, og stirede efter de gule øjne, i et forsøg på at få kontakt. Det ellers tomme blik, var erstattet med et bekymret, og betænksomt. Langt fra noget, han havde vist foran Ma'lakel før.
"Ma'lakel! Du kan ikke stoppe.. Killias smerter! Du.. Kan ikke redde hende! Hun.. Skal klare det selv! Og trusslen du udgør.. Hjælper ikke! Du skal støtte hende.. Ikke redde hende.. Forstået!" Vladimir ruskede en anelse i Ma'lakel, så trøjens stoff, næsten måtte briste. Hvis han skulle tillade Ma'lakel at se sin elskerinde, måtte han fatte, at han ikke måtte udvise en trussel. Frygt, skulle ikke tilføjes til hendes lidelser! Det var slemt nok i forvejen.
Vladimir stirrede i Ma'lekels gule øjne, for at se hvad der skete i hans indre. Han kunne ikke læse hans tanker, men han kunne læse hans agressivitet.
"Ma'lakel.. Killia.. Har brug for dig.. Men kun din støtte.. Ikke din vrede.. Ikke din styrke.. Det kan intet gøre for hende nu! Vil du støtte Killia? Så lad hende vide, du er der.. For hende! Ikke.. Efter hende.." Hantalte forholdsvist lavt, og med en mere rolig stemme nu. Ma'lakels vrede var dulmet, men var stadigt til stede. Han nægtede at tage nogen chance. Han skulle ikke ødelægge dette for sig selv.

Hvis Vladimir fandt Ma'lakel mere afslappet, slap han langsomt grebbet om Ma'lakels trøje. Og kun, hvis Ma'lakel havde nikket, fanget sin fornuft, og på nogen måde, udvist fattelse. Ville Vladimir langsomt bakke bag ud, for så at stille sig i døråbningen. Men ikke længere. Chancen var stadigt for stor at tage. Hans hvide øjne, jagtede konstant imellem Ma'lakels, og hans hænder. Hvis de mindste gnsiter ville så, ville han gribe hårdt fadt i Ma'lakels hænder, og lade ham hvide, at det ikke ville blive tolereret! Så kunne Ma'lakel gøre hvad han ville med Vladimir. Men så længe han stadigt stod, skulle Ma'lakel ikke ødelægge dette for sig selv.
Vladimir skød et kort blik over sin skulder, imod Killia, for så at stire imod Ma'lakel.
"Bliv ved med at kæmpe.. Det skal nok gå.." Vladimir stemme var igen rolig, og lav, og han tog sine hænder en anelse ud til siderne, som for at være en dørklods, der fyldte helle døren. Ma'lakel skulle have lov til at se hende, og hun lov til at se ham. Man han måtte ikke skade hende.. Måtte ikke skade dem!

Hendes fornuft var ved at svinde bort. Smerten som jog igennem hendes krop som konstante pulserende energier og vidnesbyrd om hendes fatale situation, drev hendes sind ud til kanten. Hun var ikke længere i stand til at tænke klart eller til at kontrollere sit eget åndedræt. Hun hyperventilerede og hendes hjerte hamrede vildt i hendes bryst, hvilket blot fik blodet til at forlade hendes krop hurtigere. Hendes instinkter var det eneste som holdt hende gående og i gang. Hun pressede og klynkede. Skreg i smerte og vred sig mens hun ihærdigt blev ved med at kæmpe for deres barns liv. Hun hørte Ma’lakels knurren og derefter hans klynken.
Hun vendte langsomt sit hoved over mod døren hvor han på dette tidspunkt højt sandsynligt ville befinde sig, med en Vlad som blokerede døren for ham. Hun så mod Ma’lakel med bedende øjne. Hun havde brug for ham.. hun kunne ikke mere.. hendes kræfter var næsten brugt op og tiden var ved at rinde ud..
En kort pause I de mange og massive veer tillod hendes underbevidsthed at generobre hende sind for et kort stykke tid. Og hun rakte instinktivt hånden ud mod Døråbningen og Ma’lakel. Hvis bare han ville komme til hende.. bare komme over og være ved hende.. hun kunne ikke klare det her alene.. hun kunne ikke mere…
Hun mærkede hvordan nogle tårer pressede på.. han måtte ikke hade hende.. ikke nu.. hun ville ikke kunne bærer det… Veerne tog til igen og hun skreg endnu engang i smerte og knyttede den åbne hånd som før havde været strakt ud mod barnets far. Hun pressede og pressede, og ænsede næsten ikke Odettes kærtegn. Men det hjalp lidt. Hun var trods alt.. ikke helt alene. Hun hørte Laché’s opmuntrende ord og Odettes lige så opmuntrende toneleje.. så var der altså ved at ske noget.. hendes barn var på vej ind i denne verden! Selvom dette betød at Kilia selv var på vej til at forlade den selv samme verden, blev hun stadig opfyldt med en glæde større end smerten hun følte og hun lagde endnu engang alle sine kræfter i for at få barnet ud. Om hun så var bristet eller ej, hendes barn skulle leve!!
Men smerten tog til igen og endnu engang måtte Kilia skrige i hjerteskærende smerte og den mørkerøde farve på de hvide lagner bredte sig og blev mere dominerende på det ellers hvide leje.. Dette var enden. De sidste minutter… Kilia vendte atter hovedet mod døren.. kom ind til mig… kom nu! Hun klynkede og åbnede endnu engang hånden ud mod Ma’lakel. Tomheden i hende kunne kun blive udfyldt af ham! Hun ville ikke være alene! Hun ville ikke mere!!

Blodet pumpede endnu rundt i kroppen. Og som et dyr der søgte sin mage, i det denne lod sine smerte skrig høre, forsøgte Ma’lakel igen, og igen at komme væk fra Vladimir. Det resulterede udelukkende i at den udøde ville få nogle tæsk i form af hvad Ma’lakel havde at gøre med, og det var ikke så lidt, da det jo blot var ham selv. Til trods for at Vladimir gjorde sit bedste for at holde Ma’lakels arme, spændte halv-dæmonen sine muskler så blodåre blev tydelige under huden, og elastikken i armene på den sorte T-shirt, gav en revnende lyd fra sig, i det den bukkede under for presset. Med nok krops vægt fra den uden tvivl tunge nosferatu, kom Ma’lakel desværre ikke rigtig nogle vegne. Kom denne for tæt på ville Ma’lakel forsøge sig med at hamre sin pande imod vampyrens, i et sidste forsøg på at få denne til at dratte om på jorden, fordi slaget ville påføre hjernen en midlertidig rystelse.
Dog så det ikke ud til at det lykkedes Ma’lakel at slippe fri fra sin partners greb. Også selvom han kæmpede bragt med en skare af voldsomme brøl, hvæs og knurre lyde der alt sammen tydet på hans endnu dyriske sindstilstand. Vladimir havde gjort klogt i ikke at slippe ham før at dette dyre stadie var overstået. Han ønskede at redde, han ønskede at frelse, og det at frelse Kilia kunne kun indbefatte død. En død i blinde, præcis ligesom Ma’lakel selv reagerede ud fra basiske instinkter frem for menneskelig tanke.
Som nosferastuen igen begyndte at tale til Ma’lakel og forsøgte at få ham til at se fornuft, og til at tænke i mere realistiske baner, begyndte dæmonen igen at give higende hvæs fra sig, der endte op i små utydelige klynk. Et øjebliks ændring af ansigts trækkende, tydet på pinsel, på en indre konflikt imellem at lade sig selv føle noget, og tage afstand. Selvom der var et grundfundament der ville Kilia det godt, var der forstyrrende elementer der gjorde at Ma’lakel i sidste ende ville ende med at gøre hende ondt. Det var en uhyre selv-destruktiv reaktion på at ville to ting på samme tid, men ikke at kunne få sig selv til nogen af delene, hvilket ende i frustration, og Ma’lakels reaktion på samme var vrede. Raseri anfald, der tit og ofte endte med at skade folk tæt på ham. Dog som sekunderne fór af sted som piskede heste, begyndte det dyriske at glide lige så stille af ham, for hver gang Kilia gav endnu et skrig fra sig. Modbydeligt.
Vladimirs mange ord trængte endelig ind i hovedet på ham, og selvom brystkassen stadig rykkede sig op og ned i hurtige åndedrag, kunne man fornemme at han var ved at komme til sig selv igen. Og den gyldne farve i de mørke grønne øjne, begyndte så småt at trække sig sammen, og blive normale igen.
Med lidt held ville dette være nok til at Vladimir ville løsne sit greb, og lade Ma’lakel komme frem til dør åbning hvor det næste syn der mødte ham, fik blodet til at isne.
Kilias udstrakte hånd imod hans væsen, hendes øjne der kaldte på ham, skreg efter ham, som rev hun i samtlige lyric borende veje, og talte til ham uden at lave dans med tungen.
Et øjebliks tvivl ramte, imens at en afsindig nedrig lugt fylde luften omkring dem. Lugten af indre krops væske, af Kilias blod, og af de væsener der befandt sig omkring hende. Han kunne ikke. Hendes hånd var udstrakt, som skulle hun virkelig reddes, men Ma’lakel stirrede blot på hende i dør åbningen. Hans blik virkede forskræmt, som om alting var gået i stå inden i ham, og noget glas knustes i det kaotiske indre.
Nej, nej, nej, væk, væk, væk!
Stemmen sad der som en djævelsk mide i hans øregang, og fik netop de ord til at give ekko igennem hele hovedet, indtil det gjorde ondt i tændingerne. Han kunne ikke redde hende, det havde Vladimir også sagt! Men hvad skulle han så? Se på.. bare se til imens at hun lå der, og intet kunne, som en havfrue for langt væk fra vand. Hendes falmende hale, hendes øjne der mistede liv.
Men som valgte kroppen at reagere uden sindet, begyndte han at gå hen imod senge gæret.
Odette, der havde siddet ved Kilias side og holdt hendes hånd, gav slip og skynde sig at flytte sig fra Kilia, så Ma’lakel i stedet kunne knæle ved asparaens side.
Uden at tro på hvad det helt præcist var han gjorde, eller hvorfor han gjorde det, tog han i stedet hendes hånd, og lod hende klemme den imens han førte dem til sine læber, og pressede dem imod hånden som ville han sige: jeg er her!
Det var alt han kunne præstere, alt han kunne rumme at gøre for hende. Ikke se på hende, han kunne ikke se på hende. Han holdt om den skælvende hånd med begge sine varme hænder, omfavnede dem, og bøjede derefter hovedet og stødte panden imod hendes, imens at hans vejrtrækning stadig tydet på en vis ustabilitet i ham. Men det lod til at være noget, han endnu kunne håndtere.

Laché havde ikke fokus på sin herre overhovedet, alt hans viden, alt hans opmærksomhed var på det barn der snart var bragt til verden og ville fylde rummet med et spædbarns første gråd. Dog lod han ud af øjenkrogen mærke til den store skikkelse der satte sig på knæ ved sengegæret, ved Kilias side, og grab om hendes hånd.
Det var altså herrens vilje? I så falde måtte det ske, uanset konsekvenserne.
Som Kilia endnu engang pressede, kom lidt mere af den ufødte skabning til syne. Nogle velskabte fødder var det første tegn på at barnet var raskt og sundt, og skulle Kilia fortsat forsøge sig med at presse, ville det nye liv komme til verden, i en kaskade af små gråd, der ville både fylde værelset med lettelse, men måske også rædsel.

Det var snart utallige gange, Vladimir havde hvæset, og gryntet i frustration, og til tider smerte, for hvert slag, hans herre fik igennem. Ma'lakel brugte alt han havde, og det kunne nemt mærkes, på den høje udødes krop. Der havde aldrig været nogen tvivl om, at den høje dæmon, bestod styrke, langt ud over det magiske. Hvert slag, føltes meget vel som en lastbil, der focuseret hamrede imod hans knogler. Men Vladimir stod imod. Tog det. Og det var ham intet problem at gøre dette, da det var noget han måtte gøre. I mange tilfælde, ville det dyriske instinkt, der sagde ham, at han ikke skulle stikke fingrende steder, hvor de kom i klemme, tage over og han ville fjerne sig. Men han måtte stå imod. For Killia. For Ma'lakel selv. Ma'lakel ville straks forsøge at stoppe hvad der skadede Killia. Først Lache. Og så barnet. Hvilket i sidste ende, også ville skade Killia, da dette ikke var født endnu. Han nægtede at lade dette dyr rende ind, og gøre noget, dæmonen bag, ville fortryde.
Vladimir hvæsede, og måtte tage et skridt tilbage, da dæmonens pande, blev hamret imod hans egen. Dette bragte ham ganske kort ud af focus, men det gjorde bare, at han måtte tage hårde fat, kort efter, hvilket resulterede i, at han måtte bruge kneb som Ma'lakel selv. Med en hurtig bevægelse, slog han en hånd imod Ma'lakels side, for at skubbe ham tilbage foran sig, så han havde styr på ham igen, og greb straks fat i den store dæmon endnu engang.

Vladimirs hvide øjne, focuserede på Ma'lakels, da det blev tydeligt, at det dyriske skær, langsomt trak sig tilbage. Det kunne han også mærke, da næver ikke længere blev slynget imod ham. Vladimir drejede sit hoved en anelse, og spyttede en støre klat blod på gulvet ved hans side, fremprovokeret af hans forvredne mundvig. Med en bloddråbe ned af sin underlæbe, kneb han sine øøjne sammen, og stirede dybt i Ma'lakels.. Hans rasseri. Hans blinde vrede. Ja hans sind slapede langsomt af, og efterlod en ganske diskret følelse, til dominans. Angst. Angst for Killia's liv. Godt. Det var langt bedre end den blinde vrede. Langsomt trådte Vladimir tilbage, og en smule til siden. Han fulgte Ma'lakels blik, men uden at fjerne sine hænder fra dæmonens trøje, i et beskyttende greb. Killia havde virkeligt brug for det. Specielt. Da dette tydede på, at være hendes sidste nat, i live.
Vladimir's overlæbe rejste sig en smule, i en stille snerren, samtidigt med, at rød hvæske langsomt formede sig i hans øjnlåg. Killia havde kæmpet så bravt. og nu måtte hun give livet, for barnets? Det var ikke fair. Men nødvendigt. Barnet ville skabe glæde for Ma'lakel, og dette måtte han indse en dag. Det ville han, indse en dag.
Langsomt gav Vladimirs lange fingre slip, på Ma'lakels trøje, men dog ikke før de hvide øjne, fokuserede tilbage på Ma'lakels øjne, og ned imod hans hænder, i en fast rytme, for at holde øje med dennes reaktioner. Dennes træk. Men det virkede som om, denne virkeligt havde fået kontrol over sig selv. Vladimir fulgte dog stadigt den høje dæmon, helt til sit knæle leje, hvor han stadigt stod, og kiggede ned på dæmonen. Han kunne stadigt ikke stole på Ma'lakel's sind. Det var sikkert. Og hvis fødslen virkeligt ville tage Killia's liv. Betød det også, at han måtte sørge for, at barnet kom væk. Det var han næsten helt sikker på. Hvis barnet tog livet af sin moder ved fødslen... Det ville Ma'lakel have endnu mere svært ved at acceptere..
Nej... Barnet kunne ikke tag ehnedes liv. Det måtte det ikke. De hvide øjne gled imod Killia, og faldt over hende, med et sørgeligt udtryk. Hun så næsten ud til at have accepteret dette? Og kæmpede nu blot for barnets liv? Nej. Hun måtte ikke udelukke alt håb for hende selv. Hun blev nød til at kæmpe for dem begge. Ikke kun for deres barn. Det betød at hun skulle udvise stor styrke. Men det var nødvendigt. Hun måtte gøre det. Hun måtte ikke dø!
Vladimirs hoved, blev meget langsomt rystet, imens den røde hvæske i hans øjenkrog, løsrev sig fra øjets trykke favn, og begav sig ned af den grålige hud, der nu bestod utallige røde mærke, som bevis på Ma'lakels voldlige behandling af denne. Han rejse langsomt sin hånd, og lagde den på Ma'lakels skulder, der var ham nærmest, og ruskede ham, beroligende. Dette, selvom han selv var langt fra rolig.
"Du.. Skal nok klare det.. Killia.. Bliv ved med at kæmpe.. For. Jer begge..." Vladimirs stemme vra stille, og hæs som altid. Merre hakkende, end den havde været i lang tid. De hvide øjne gled kort over lache, en anelse knebet sammen, inden de gled ned imod hendes skød. Det var på vej ud. Men vendte forkert... De hvide øjne blev langsomt lukket, inden de gled tilbage imod Killia, i et sørgmodigt blik. Hun havde ikke megen chance. Men hun måtte ikke give op...

Smerten to atter til og endnu engang skreg hun i hjerteskærende smerte. Hele hendes krop spændtes og hun pressede. Hendes knoer blev hvide som hun knyttede hånden endnu hårdere og fortvivlelsen skyllede ind over hende. Hun kunne ikke, hun ville ikke klare det! og Ma’lakel kom ikke!! Hun klynkede og skar tænder. Mærkede hvordan tårerne pressede på men tvang dem væk; hun skulle fokusere på at få sit barn til verden og bruge sine kræfter på dette og ikke andet!
Men alligevel kunne hun ikke tvinge den fortvivlende følelse væk som havde sat sig dybt i hendes hjerte. Ma’lakel stod stadig i døren og det så ikke ud til at han ville komme… han afviste hende.. han ville intet have med hende at gøre.. Han ville sikkert slå hende ihjel og æde ungen hvis ikke Vladimir havde været her.. sorgen og fortvivlelsen fik hende næsten til at give op.. hvis ikke Ma’lakel ville acceptere hende og deres afkom.. så.. så ville hendes barn blive efterladt alene i hele verden.. selv Vlad havde sine grænser og hun tvivlede stærkt på at Nosferatuen ville tage sig af et afkom som ikke var hans eget.
Men så mærkede hun det, hun følte hvordan Odette gav slip for hende og gav plads til en anden som tog plads ved Kilia’s side og tog hendes hånd. Hun åbnede forskrækket øjnene og så direkte op på den person som hun elskede højest af alle. Den person som hun havde givet alt og forrådt ved at bære dette lille væsen som var på vej til verden. Hendes havblå øjne søgte hans men hun forstod hurtigt at han ikke kunne se på hende. Hans varme hænder om hendes og hans bløde læber som kort blev presset mod bagsiden af hendes hånd som febrilsk greb og klemte hans. Han afviste hende ikke! Lettelsen var så stor at tårerne fik frit løb, og løb snart ned af hendes kinder som små hvide sølvagtige kanaler ned over hendes smukke ansigt. Hun gispede efter vejret og vendte atter hendes fokus tilbage mod at føde deres barn!
Med Ma’lakel ved sin side blev Kilia opfyldt af ny energi og hun pressede! Pressede på og kæmpede hårdere end hun havde før og det gav langsomt resultat! Hun forsøgte ikke at skrige men som fødslen skred frem blev hendes smerter blot mere intense og det blev mere tydeligt for Kilia selv at hun ikke ville overleve til at se deres barn vokse op men hun var ligeglad! Ma’lakel skulle nok passe på ham!
Hun gav det sidste af alt sin styrke og pressede en sidste gang. Hun mærkede hvordan barnet forlod hendes krop og hvordan hendes smerter syntes at blive en tand mindre massive. Hele hendes krop dirrede mens den forsøgte at slappe af efter den hårde og fatale kamp for at give liv mens den selv mistede det.
Kilia’s greb om Ma’lakels hånd blev ligeledes mindre krampagtigt og hun så atter op på ham.. var han vred på hende..? han måtte ikke skælde hende ud nu.. hun havde så meget hun skulle have sagt.. så meget hun skulle fortælle før det var forsent..
Det faldt ro over hendes krop og alt syntes at være gået fint.. det eneste bevist på at alt ikke var helt som det skulle være var det lagen som kvinden lå på.. det lagen som havde været vidt men som nu var dybrød af blod.. Kilia havde indre blødninger.. og tiden var knap..
Hun vendte da sin opmærksomhed mod Lache som stadig sad mellem hendes ben.. og hun behøvede ikke at få at vide hvilket køn deres nyfødte havde.. hun vidste det.. hun havde vidst det hele tiden.. det eneste hun ville nu, var at få lov til at se deres søn før han blev taget fra hende. Hendes læber var tørre og hun havde svært ved at få sagt ordene, da de synes at side fast i hendes hals. Men til sidst fugtede hun sine læber og fik sagt med en rolig og lettere rystende stemme: ”Lache.. Lad mig se ham..”

En barnegråd skar igennem lokalet som Kilia kæmpede for at
få den lille ny til verden, og det lykkedes. Alt imens at Ma’lakel holdt hendes
hånd, og mærkede Vladimir der lagde en hånd på den faste skulder der var spændt
til bristepunktet, for at berolige ham, men sikkert også advare om at hvis han
ikke forholdt sig rolig og nogenlunde fattet, ville han blive revet væk fra
sengegæret igen, så hurtigt som han var kommet derhen. Idet gråden fra et
spædbarn fyldte lokalet og Lache sad med noget der mindede om et mini menneske,
der græd og sprællede, lod Ma’lakel sig ikke længere spænde. Men der gik et
spjæt igennem kroppen på ham, både som Kilias hånd ændrede sit desperate greb
om hans hånd, men også idet han kunne skimte Odette der hurtigt fik en spand
vand og håndklæder op ved siden af Laché, ud af øjenkrogen. Udover vandet, og
håndklæderne rakte Odette Laché en skarp, metallisk genstand. Og ligesom Ma’lakel
tvang sig selv til at se op fra gulvets overflade, mødte hans ulve øjne
billedet af den blod indsmurte halv elver, der sad med et smil på sine læber,
og så ned på et lille barn der havde fået klippet navlestrengen over, og som
Odette var i gang med at rengøre, ved at duppe ungen ligeså stille med noget
lunken vand. Den hurtige, ustabile, vejrtrækning fra Ma’lakel blev til langsomme
ryk, idet han overværede noget der havde en overraskende påvirkning på ham: han
blev et øjeblik overvældet af en sær form for bevæget følelse, som det
mennesker ville gennemgå når der sker noget utroligt for dem, noget de ved vil
ændre deres liv for altid. Hans mørke grønne øjne klemte sig svagt sammen,
imens han så på at barnet lige så stille kom mere og mere til syne. Men som han
hørte Kilias svage stemme tale, bede Laché om at lade hende se barnet, hvis køn
hun omtalte som ’ham’, en søn?! - Var det virkelig en dreng? Og hvordan vidste
hun det? Følelsen af angst der havde overvældet ham, blev pludselig erstattet
med spænding, med en mærkværdig følelse af at være opstemt. Han vendte han
blikket ned på hende: så på hendes øjne der stadig havde tegn på de mange sølv
tråde der var blevet formet ned langs hendes tændinger, de tørre læber, og den
udmattede krop der havde kæmpet for at give liv til… en søn.
Laché gav Kilia et kort nik, inden han viklede barnet
nænsomt ind i et rent håndklæde, og rejste sig for at komme væk fra hendes ben,
og satte sig i stedet på den modsatte side af Ma’lakel, hvorefter han
forsigtigt lagde sin herres afkom, på kvindens bryst, så det hvilede med den
ene side af hovedet vendt imod hendes kraveben, dog beskyttet, da et stykke
håndklæde var imellem en fysisk berøring. Det lille barn græd ikke længere, men
gav små hik fra sig efter den store tude-tur. Huden var en klar blanding af dem
begge, men den var mere ovre i Ma’lakels hudfarve end Kilias, dog var der en
lysere nuance i den. Og som Kilia ville lægge med ham, ville den lille dreng
stille begynde at pludre, og bappe på sin knyttede hånd, imens at et par meget
lyse jade grønne øjne, ville se op på hende.
Ma’lakels øjne fulgte Lachés bevægelser nøje idet barnet blev
lagt på Kilias bryst, og derved ikke langt fra ham. Automatisk trak han hovedet
en smule tilbage og spændte i kroppen, som et dyr der ikke helt havde forstået
at der var kommet en familie forøgelse, og derfor forsigtigt skulle justere sig
til det. Dog som den lille dreng gav sig til at pludre og betragte sin moder, lod
han igen kroppen slappe af, og ansigtet komme nærmere Kilia’s hånd igen, som
han svagt klemte. Han betragtede barnet med en, nysgerrighed: dyrisk, men ikke
faretruende, nærmere som havde han fundet noget han gerne ville undersøge
nærmere, men ikke helt turde puffe til, i frygt for at der skete noget uventet.
I stedet forholdt han sig passiv, og sagde ikke noget, men hans interesse i
ungen var åbenlys. Han knurrede ikke, vidste ikke fjendtlighed, eller anden
bitter følelse af at se på den. Det var vel alt i alt en succes, takket være
Vladimir der havde holdt Ma’lakel på plads, som en køter der var gået amok de
første par minutter fra lugten af forandring og skulle holdes i snor, men som
efter forandringerne.. blev helt.. optaget af samme.

Sjællent var disse døde øjne, blevet lukket fast i, og rakt væk fra et sceneri, i afsky, og ligefrem medfølelse. Men dette.. Alt for meget blod var blevet spildt. Og som et væsen, afhængig af vand. Var hun alt for langt fra hendes element. Killia ville ikke overleve dette. Og stadig. Stadig kæmpede hun. Hun kæmpede med alt hun havde, med hendes sidste kræfter. Det ville ødelægge hende, men måske rede barnet. Alt det, for dette ufødte kreatur. Et kreatur, der endnu ingen stemme havde haft for verden. Intet at skulle have indført. Meningsløst.. Men hun ville kæmpe, for at lade det føde. For at give det en chance, for at gøre et indtryk på andres eksistens. I dette tilfælde, formegentligt Ma'lakel. Da det ville tage livet af Killia. Hendes chancer, var droppet. Drastisk.
Vladimirs hånd på Ma'lakels skulder, havde løsnet sit faste greb, og lå nu mere der, som en støtte. Men det virkede ikke til, at den lettere animalistiske fader, havde regnet ud, hvad barnet havde gjort ved sin moder. Og hvad det ville medføre. Det ville han vide snart nok.

De hvide øjne, blev langsomt sluppet fri igen, da rummet blev fyldt med barnegråd. De havde ikke den samme entusiasme, som alle andres. De smålige smil. De spændte ansigter. Nej Vladimirs var koldt og tomt, men ikke som det plejede. Tabet af blod, gjorde denne fødsels ende, ganske klar. Barnet ville leve. Moderen ville dø. Dette gjorde ikke Vladimir sur. Han blev ikke frustreret, eller racende over dette. Nærmere bekymret. I det Ma'lakel ville finde ud af dette. Hvad ville der da ske? Var det overhovedet hans problem, længere? Når nu Killia var død? Havde han overholdt sin del af 'aftalen'?
Vladimirs dystre tanker, blev afbrudt, af at se det nyfødte kreatur. Et småligt smil, bredte sig over de faste læber, og det kolde udtryk. Vladimir satte ikke pris, på andet end en ting. Familie. Og at se dette ske for Ma'lakel og Killia, bragte en hvis varme for ham. De hvide øjne, lagde sig kort på Killia, som han sendte et halvt smil, og et langsomt og halvt nik, om hun så dette, eller ej, før de så lagde sig over Ma'lakel. Den spændte, og nysgerige fader. Hans had, vrede og blinde raceri, var alt andet end blussende nu. Det havde forladt ham, for at blive erstattet med en hvis glædelig spænding, og nysgerrighed. Hans arbejde med Ma'lakel var ovre. Hans hånd, knyttede sig blidt imod Ma'lakels skulder, inden den blev fjernet, og den høje figur, langsomt tog et skridt tilbage, efterfulgt af endnu et, indtil han stod i rummets skygger. Væk fra scenariet. Væk fra den, nu, lykkelige familie, der nettop var vokset. For så at skulle formindskes igen, om lidt. Dette, var ikke Vladimirs sted. Dette var ikke Vladimirs øjeblik. Men Killia, Ma'lakel og den nyfødtes. Vladimir, havde på nuværende tidspunkt, ingen plads i deres eksistens. Han havde kun brugt liden tid ved deres side. Når Ma'lakel ønskede hans hjælp på opgaver, og når han opserverede Killia, og hjalp hende, med hvad end hun ønskede. Lige nu, var der ingen far for Killia. Og intet Ma'lakel skulle have hjælp til. Nu, var deres nyfødte barn i centrum. Og i den cirkel, hørte Vladimir udenfor. Så han forblev i skyggerne. Gemt væk, hvor han hørte til. Med et vågent øje på Ma'lakel. Når det ville blive fremført for ham. At han ville miste sin elskede. Vladimir ville ikke lade ham miste to perler, på den samme aften. Specielt ikke en, ved hans eget blinde raceri. Så Vladimir stod klar. Gemt væk, men klar til at tilbyde hans hjælp, for den lille familie. Igen.

Et smil. En kærlig klukken og en trykken mod sit bryst. Vægten fra deres nyfødte søn som nu lå trygt og hvilede med hoved mod hendes kraveben.. Hun rakte forsigtigt op og lukkede sine arme om det lille væsen som nu endelig havde trådt ind i denne verden. Hun strøg ham let over kinden og fyldtes af en lykke hun ikke havde følt længe. Han var perfekt.. smuk som en lille sol.. Deres helt egen.. Hun lænede sig kort ned og kyssede ham blidt på hovedet. Indåndede hans duft og forsøgte at indprente hans lugt i sine minder..
Efter at have betragtet sin søn i hvad der synes som alt for kort tid. Kiggede hun op på Ma’lakel med et kærligt blik. Det så ud til at han alligevel ville lære at holde af deres søn.. på trods af det der snart ville ske..

Hun rettede langsomt blikket op mod Lache og gav ham tegn til endnu engang at tage barnet fra hende.. det var svært.. og hele hendes krop skreg efter bare at få lov at holde den lille i sine arme.. men der var ingen tid.. Hun måtte tale med Ma’lakel før det var for sent.
Hvis Lache ville opfatte situationen korrekt ville Kilia langsomt lade ham tage den lille dreng fra hende som lå lige så stille i hendes arme. Da vægten fra drengen blev fjernet fra hendes bryst, følte hun det som om hun ville gå i stykker. Sorgen over ikke at være i stand til at være der for sin lille søn smertede hende mere end de smerte hun lige havde været igennem, men det var uundgåeligt, og hun havde set det komme.
Når Lache og Odette ville have forladt rummet, ville Kilia igen vende sin opmærksomhed mod Ma’lakel som forhåbentlig stadig ville side ved hendes side efter at barnet var blevet fjernet..
Hun så op på ham med et kærligt dog sorgfuldt blik.. Hvor skulle hun begynde?? Hvad skulle hun sige?
Hun havde forberedt sig så længe på denne dag.. havde indøvet om og om igen hvad det var hun ville sige.. men nu da hun lå her og så op i de røvdyr grønne øjne… var det hele bare væk.. hun var tom.. blank for hvert et ord som hun havde håbet på at kunne få sagt.. Hendes krop gjorde ondt.. og mens tiden gik kunne hun mærke hvordan det blev sværere for hende at holde sig vågen.. det var snart slut..
Hun rakte forsigtigt op og kærtegnede hans kind blidt….
Hendes Ma’lakel.. hendes bæst.. hvad havde hun dog gjort for at falde i armene på dette stærke væsen? Minder af dem begge fløj hurtigt gennem hovedet på hende og hun trak let på smilebåndet.. Langsomt tog hun en indånding og åbnede munden.. og tårerne truede endnu engang med at bryde igennem..

”..My love… Please, forgive my betrayal..”
Hendes stemme rystede let og det var svært for hende at bevare fatningen.. det var så svært.. hun ville ikke sige farvel sådan her.. hun ville leve sammen med ham og deres søn.. Gøre ham stolt over deres lille skaberværk så han kunne se at dette ikke var en forbandelse men en velsignelse.. Men hun havde ikke mere tid.. Hun holdt en kort pause og lukke øjnene for at tænke og fugtede sine læber før hun igen ville se op på ham..
”I’m so sorry… I never wanted..”- hun holdt endnu en kort pause for at få samling på tankerne og for at trække vejret. Sorgen sad i hendes brust som en stor hård knude og gjorde det svært for hende at tale, samtidig med at hun kunne mærke hvordan hendes liv var ved at ebbe ud.. hun havde ikke flere kræfter.. hvert et åndedrag var en kamp og hvert et ord, en anstrengelse..
”I never wanted it to bet this way… to end.. this way..”
Hun stoppede med at tale.. hun vidste ikke hvad hun skulle sige.. tårerne var begyndt at løbe ned af hendes kinder igen.. hun vidste godt at han hadede at se hende græde.. det med følelser havde aldrig været let for ham.. men hun kunne ikke holde på det længere.. hun var knust.. hun ville aldrig se sin søn mere.. og hun ville aldrig føle Ma’lakels kærtegn .. Hun elskede ham højere end nogen anden.. og skønt deres adskillelse blot ville være i kødet.. var dette den sværeste afsked hun endnu havde oplevet.. Hun søgte endnu engang hans hånd og greb den blidt..

Som de grønne øjne betragtede den lille dreng der lå i
Kilias arme, blev der også gjort genkendelser i dennes udseende. Han kunne se
ting der kom fra ham selv. Selvom barnet ikke vare ældre end nogle minutter,
kunne man allerede nu se der var visse ting der nærmest var som en kopi af
faderen, med en undertoning af moderens kønne træk, og fine folder. Næsen var
ligesom Ma’lakels egen, blot en smule mindre karakterisk end faderens, og mere
glat og fin i spidsen ligesom moderens. Øjnende var klart mandel formede, som
Ma’lakels men åbne og klare som moderens, og læberne, læberne var fyldige og en
blanding imellem forældrenes størrelser, en mellemting. Som barnet pludrede
lystigt, og Kilia trak sin hånd fra Ma’lakels for at ligge dem om barnet, sad
Ma’lakel og så til, som et dyr der rejste ørene opmærksomt på hver en detalje
der foregik. Kort efter kysset som Kilia blødt plantede på hans hoved lod
barnet sit allerførste tandløse smil komme, sammen med en kaskade af mærkelige
former for grin, der mere lød som prutte lyde lavet med læberne, også mest
fordi drengen stadig havde sin knyttede hånd oppe foran munden. Små hår tråde
kunne ses på barnet bløde hoved: kuld sorte streger, der indikerede en fødsels
hårfarve der med tiden, sikkert ville ændre sig. Som barnet gav et smil fra
sig, kom Ma’lakel selv til meget svagt at lade den ene mundvige trække sig en
smule op i et mindre skævt smil, per automatik, som han ikke engang selv lagde
mærke til, og det nysgerrige i det grønne øjne, blev til.. affektion.
Da Kilia så op på Laché igen, og gav en form for internt
tegn til at denne gerne måtte tage barnet igen, registrerede Ma’lakel det ikke.
Men Laché gav blot Kilia et nok, efter hendes tegn, velvidende hvad der nu
skulle ske. Han rakte hænderne ned og tog den lille dreng op, som han gjorde,
ændrede Ma’lakels ansigts udtryk sig fra noget passivt og observerende, som gik
disse ord igennem hans hoved: Hov? Hvor skal den hen?! – derefter lagde de
grønne øjne sig koldt over på halv elveren, der hurtigt opdagede det
misfornøjede bæst blik, og man kunne se på ham at han blev utryg ved
situationen og tøvede, idet Ma’lakels kropssprog var tydeligt at forstå: lig
den tilbage! Laché rynkede nervøst brynene og klemte blidt om den lille dreng
der pludrede videre i favnen på ham, som prøvede han at finde mod igennem
spædbarnet: og det gjorde han, med et hurtigt grej om på hælende, satte han
hurtigt af ud til døren, og gav et nik til Odette om at hun skulle følge.
Succubussen greb vandet for anden af sengen, og det halv, våde, håndklæde, og
skyndte sig med Laché, hun havde ingenlunde lyst til at tilbringe tid med en
Ma’lakel der vredt knurrede ad dem begge, og virkede til at være sekunder for
at springe efter dem for at tvinge dem til at ligge den tilbage: jeg var ikke
færdig med at glo på den!
Men hans opmærksomhed drejede sig igen hen på den nybragte
moder der lå i sengen, og så hengivent på ham. De grønne øjne lagde sig på
hende, uden megen følelse, selvom hendes skinnede med kærlighed tiltænkt ham.
Han så på hende, og rynkede brynene idet han ikke forstod hendes stærke
reaktion, og den nærmest forpinte måde hun betragtede ham på. Forpint, men
kærligt, elskeligt. Som hun rakte en
hånd op imod ham, trak han sig ganske svagt væk i starten, gav et lille ryk,
igen som var han et vildt dyr der ikke var vant til at blive berørt af
mennesker. Øjnede lagde sig også undersøgende på hånden, og forvirring blandet
med uro bredte sig i hans blik. Han kunne mærke hun var oprevet, han kunne
mærke der var noget galt, og han forstod det ikke. Han forstod ikke hvorfor der
var noget galt. Hun fik dog lov til at placere sin hånd imod hans varme kind,
hvile den imod den solbrune hud, og de markerede kindben. Derefter så han hen
på hende igen spørgende, som ville han udbryde: hvad fanden er meningen? Hendes
lille smil var det første der fik en alarm klok til at ringe. Og som hun talte,
blev han fyldt med endnu mere tvivl, og misforståelse? Forræderi? Hvad mente
hun? Var ungen ikke hans? Hvad helvede mente hun. Og som hendes ord begyndte
lige så stille, og han kunne mærke hvordan hun lige så stille mistede kræfter
til at tale, så han på hende, med et dybt forvirret udtryk. Han tog hendes hånd
ligeså som hun og hans, og klemte den blidt.
,, What the hell are you talking about?.. “.
Hans mørke stemme var ikke bebrejdende
men nærmere forvirret. Som forstod han ikke hvad hun sagde undskyld for et
øjeblik.
Da slog det ham, at han aldrig havde givet udtryk for ønske
om et afkom, han havde altid klart gjort det klart at det ikke var noget han
ønskede sig. Og det havde han heller aldrig gjort. Han havde ingen intention om
at blive nogens forsørger, han var ikke lavet af den slags.. kaliber. Han slog
ihjel, det var det han kunne.
Han lukkede sine øjne igen med en hakkende vejrtrækning, som
skulle han beherske sig et øjeblik. Bøjede hovedet ned, og holdt hendes hånd
med den anden igen.
,, Kilia.. It dosn’t end this way.. “, han så op på hende igen, med et meget målsat
blik.
,, You know very well… that I wont.. “, det var tydeligt at ordrende skulle tvinges
ud.
,, I wont abandon you… ”

Vladimirs hårde hvide øjne, stirede imod det lille barn, der pludrede løst i moderens arme. Forfærdelige små kreature. Selv da det ikke var ens eget, kunne dette næsten bringe et smil frem på læberne. Men det var der ikke tid til. De hvide øjne faldt ovr Ma'lakel igen, i en kort undersøgende og hård stiren. Men faderens selvdestruktive og hidsige humør, var fuldstændigt væk, og havde efterladt en nysgerrig fader, der blot forsøgte at forstå sit nyfødte afkom.
Hans blik gled langsomt op på Lache, da denne blev bedt om, at bringe barnet væk. Hans opserverende øjne, fangede en hver bevægelse denne gjorde. Ikke fordi han betvivlede denne, da han allerede havde bevidst sig mere end blot kompetent. Blot for at se. Øjnene gled dog hurtigt ned over Ma'lakel, som denne gjorde sin reaktion. Vladimir var allerede klar, men betvivlede behovet for hans inblanding. De hvide øjne flyttede sig ikke fra Ma'lakel, da Lache skyndte sig væk med barnet, og Odette hurtigt fulgte ham, men de forblev låst på Ma'lakel. Som var han klar til at reagere, på en hver bevægelse fra Ma'lakel. Ma'lakels forståelse omkring barnets skrøblighed, betvivlede Vladimir ganske grueligt, og frygtede, at et ryk imod lache, ville skade barnet. Selvom det ikke virkede som om, det var dette Ma'lakel ønskede. Men Ma'lakel lod Lache og Odete forlade lokalet, og vendte sin opmærksomhed på Killia.

Nu var barnet væk. Vladimir, havde ikke længere nogen plads, eller grund, til at forblive i lokalet. Specielt ikke, for at holde øje med Ma'lakel. Så de hvide øjne, gled langsomt over på Killia, og hans ansigt beholdt dets hårde kolde skær, i de mørke skygger. Men langsomt kom der liv til hans ansigt, og det fik kort et sørmodigt skær. Det ville være den sidste gang han lagde øjnene på Killia, hvor hun stadigt trak vejret. Og det prikkede ham med sorg, på visse punkter. Killia betød intet for Vladimir, men hendes ubetvungede godhed, og åbenthed, i den tid han havde kendt hende, havde alligevel, gjort et indtryk, på den ignorante Vladimir. Hun havde givet, og han havde givet tilbage. Er et minimalt forhold, men stadigt noget der betød, for Vladimir.
Men dette var også alt han ville give Killia. Dette, og et halvhjertet nik. Hun skulle ikke se ham fælle en tåre. Nok blod var spredt denne nat. Hans tåre skulle ikke tilføje til dette. Langsomt vente Vladimir om på hælene, og bevægede sig imod døren ud af lokalet. Barnet var nu sikkret. Og Killia, var lige så. Han havde intet at gøre der. Denne sorg, var ikke hans.

Hvis ikke Vladimir blev stoppet, bevægede han sig langsomt ud af den store dørkam. Han bevægede sig imod den afrevende dør, bukkede sig ned i knæende, og med en skærende lyd af tre der blev hamret igennem af en meget spids kile, da Vladimirs klør skar sig igennem den store afrevende dør. Han rejste sig da, og bevægede sig tilbage imod dørkarmen. Kort stirede de tomme øjne ind i rummet, imod Ma'lakel og Killia, og igen hvis ikke han blev stoppet, lagde han den smadrede dør imod dørkarmen, for at give de to, en mindre følelse af ro. Og at det kun var dem. Han ville stadigt kunne høre alt, og vidste de godt. Men han vidste, at det ville virke for ham selv. De hårde blik, fald langsomt imod gulvet, og et kort og meget lavt suk, trak sig fra hans næse. Han rev så sine klør fri fra døren, og bevægede sig væk fra døren, for så at stille sig et par skridt der fra, med sin ryg imod vægen, i en rank stilling, med de hvide øjne, imod væggen foran ham, og afventede det, der var uundgåeligt.

Åh Ma’lakel.. bare hans berøring fik hendes krop til at sitre..
Han forstod det ikke.. og det forstod hun godt.. dette var alt sammen meget forvirrende.. om ikke andet mest for Ma’lakel som bare var blevet kastet ind i denne situation uden nogen som helst form for advarsel..
Hun forstod godt hans forvirring.. forstod godt at dette bare ikke var indlysende..
Hun sukkede let og gav hans hånd et blidt klem.. nej.. hun vidste godt at han aldrig ville forlade hende.. og alligevel havde hun frygtet at han ville.. Hun smilede blidt endnu engang.
”I know.. my love..”
Hun kærtegnede endnu engang hans kind og klemte hans hånd. Hendes vejrtrækning dyb og kontrolleret.. hun måtte fokuserer nu.. ikke græde..
”I know you’d never abandon me.. b-but.. I’m afraid I made an unforgivable mistake this time..”
En fejl.. det havde været en fatal fejl at tro at hun ville have en chance for at overleve denne fødsel så langt fra sit element.. det indså hun nu.. hun indså alt for sent.. at denne gang var det virkelig slut. Hun havde godt nok vidst det længe.. men først nu tillod hun sig selv at acceptere denne udgang.. at indse.. at nu var det nu.. hun sukkede blidt og fugtede sine læber igen.. hun havde ikke så meget mere at sige..
”I left something.. for our son.. it’s in the drawer…”
hun nikkede kort mod den skuffe hvor hun havde de meget få ting som hun havde fået med sig fra Abbadon. Og måtte så igen holde en kort pause og lukke sine øjne.. hendes ansigtsudtryk var anstrengt.. hun ville ikke af sted.. minder og scener fra hendes liv var allerede begyndt at løbe igennem hendes hoved.. spillende som små filmklip foran hendes lukkede øjne. Men hun ville ikke af sted.. ikke endnu.. Hun tvang endnu engang sine øjne åbne og så op på ham.. søgende hans blik.

”Ma’lakel..” Hans navn var ikke andet end en blid hvisken over hendes tørre læber.. ”Promise me.. that you’ll take care of him.. and protect him…”

Hvis han mødte hendes blik ville hun holde ham fast med øjnene.. hun ville være sikker på.. at deres søn ikke blev overladt til tilfældighederne og til at skulle passe sig selv.. Selv om Kilia selv ville være med ham i ånden.. ville hendes spirituelle støtte og beskyttelse ikke være nok.. han havde også brug for sin far..
Hvis Ma’lakel ville indvillige på løftet ville Kilia endelig slippe ham med blikket og gyse let.. hun frøs sådan.. og hun var begyndt at blive tørstig.. alt dette kun tegn på at tiden var ved at være inde..
Den hånd som stadig hold om Ma’lakels, ville blidt føre hans varme hånd ned mod hendes bryst.. hendes hjerte ville slå meget svagt.. men stadig nok til at han ville kunne mærke det..
”This.. will always be yours…”
Med en sidste kræftanstrengelse ville hun række ud og røre ved hans kind.. et let smil på hendes læber før hun ville lade sin hånd glide ned og lande tilbage mod sengen hun lå på.. hendes anden hånd hvilende på den af hans som ville ligge på hendes bryst, forudsat at han ikke havde fjernet den.
Det var som om hun falmede.. hendes hud blev mat at se på.. som om alt energi forlod hende.. Hun mærkede hvordan hele hendes krop blev tung.. hvordan trætheden langsomt krøb op og sluttede sig om hende.. som et tykt og tungt tæppe der tyngede hende ned.. Hun så en sidste gang op på Ma’lakel med et sørgmodigt smil.. han forstod det stadig ikke.. han ville nok aldrig forstå det.. hendes umulige bæst.. hvis han dog bare vidste…
Hun lukkede langsomt øjnene.. den havblå farve forsvandt bag hendes øjenlåg i samme øjeblik som hun gav sig hen til den tunge følelse som overmandede hendes krop og sind.. snart var hun fri.. fri for disse jordiske bånd som hun havde elsket så høj.. Hun tænkte en sidste gang på deres søn, og på Ma’lakel ved sin side.. før hun faldt tilbage i et stort sort tomrum af mørke..
Sekunderne gik.. og hendes vejtrækning døde ud..
Og så.. var Kilia De’lehran.. ikke længere en del af denne verden….