Why did you leave me

Sted: England - Lidt ude for London. Stort hus nærmere betegnet kontoret.
Tid: 20.45 - solen er gået ned for længst.
Vejr: Regn og slud hamre imod vinduerne, og man kan høre hvordan at vinden hyler.
Dato: Den 2 februar
Omgivelser: Ingen andre end Quinn, og en stuepige der kommer med en kop kaffe.

"Er der andet du ønsker dig madam?" kom der spinkelt fra den ældre dame, som med let rystende hænder, stillede koppen med den dampende varme væske foran Quinn.
"nej det var det hele Stella, du kan holde resten af aftenen fri."
Damen nikkede høfligt, og smuttede lydløst ud af døren, og lukkede den lige så stille efter sig.

Quinn sukkede dybt, og lænede sig tilbage i hendes kontor stol, man kunne høre hvordan læderet knirkede under den svage modstand. Et gab trængte sig på, og hendes slanke fingre, lagde sig hen over den mund der langsomt formede sig i en oval. Hvorfor, hvorfor skulle det være så svært at finde ham? Hun kunne ikke forstå hvordan han pludselig bare havde kunne forsvinde på den måde, også i så mange år, uden et eneste spor, end ikke vidste hun hvad det havde gjort at han havde besluttet sig for at forsvinde på den måde.

En fuge dannede sig i hendes pande, mens de grønne øjne lagde sig på de mange papirer, alle de idéer hun havde skrevet ned, spor hun havde fundet, Onkelens breve hun havde modtaget, de var der alle sammen, men alligevel, var hun igen endt i en død ende. Hun havde endda gået så vidt og betalt en privat detektiv, for at få hjælp til at finde ham, men end ikke det havde hjulpet. Hun var ved at midste modet, og det var i øvrigt slet ikke rationelt, at opføre sig på den måde. Men alligevel, kunne hendes fornuft ikke vinde denne gang, Onkelen havde jo været den eneste som hun havde haft der var familie, hun kunne ikke slippe det, lige meget hvor meget hendes fornuft prøvede at fortælle hende, at hun måtte komme videre, at hun skulle stoppe med at lede, da det jo alligevel kun førte til skuffelser.

Hun lagde sin pege- og langefinger på fugen i panden, og med lukkede øjne masserede hun den lige så stille væk. Der gik noget tid hvor hun bare sad således, inden hun med endnu et suk, lagde fingrene omkring kaffe kruset, rejste sig op og gik hen til det to meter høje vindue, der havde et syn ud over den store have. Hun kiggede ud på det hæslige vejr, tog en slurk af kaffen, og prøvede at samle tankerne, og stod nu et eller andet sted bare og håbede på et mirakel.

[NPC - Allen Carter]

Allen Carter havde haft travlt hele natten. Klokken halv to var han blevet ringet op og tvunget på arbejde igen, hvilket barnepigen ikke havde brudt sig om. Hun havde tidligere fået alt for sent fri, på grund af hans overarbejde. Men det var vigtigt og den ældre dame forstod vigtigheden i hans arbejde, og det han var for hans profession. En slags lykkemage kunne man vil kalde ham. I sit tids prime, hans karriere kørte på skinner, hans familie liv... var gået i stå.

Han var en fraskilt herre sidst i fyrrerne. Hans hår var sort og lagt tilbage, skæg stubbe prægede hans kæbelinje og omfavnede hans hage. Hans næse var lige og klassisk, uden noget særligt unikt præg. Hans læber var smalle, hans øjne store og brune. De fik ham næsten til at se helt bedrøvede ud, under de buskede øjenbryn.

Klokken var nu kvart i ni, og han havde efterhånden kørt på non-stop: fra den ene hyæne til den anden. Flere kopper kaffe var benzinen der fik motoren indeni ham til at køre. Øjnende var en smule blodsprængte og hans ansigt var blegt med undtagelse af farven i kinder og næse fra kulden af. Han var snottet. Snøftede en enkelt gang før at bilen endelig stoppede ude foran hans bestemmelses sted. Han havde en partner med der sad ved siden af ham; en yngre mand sidst i sine tyvere.

,, Skal jeg gå med ind?", spurgte han, næsten ivrigt.

,, Nej!"
Svarede Allan som betød det liv eller død for ham. Den unge fyr, Michael, så næsten helt forbløffet ud. Allan's trætte blik kunne ikke ligge skjul på hans misbilligelse. Han sænkede dog stemmen som han ikke vidste han havde hævet.
,, ... Nej.. den her tager jeg selv.", sagde han lidt fjernt og blikket gled hen imod bildøren. Han åbnede den og steg ud. Fraværende fumlede han med noget i sin lomme og så imod huset med et næsten opgivende blik. Det skulle man ellers ikke have troet. Han lod sine tanker forblive hans.

,, Men Sir-.."
Bildøren blev smækket i.
Stakkels Michael havde det ikke let.
Allan gik hen imod trappen til huset med tunge skridt. Han orkede næsten ikke kvinde hysteri, og denne Miss O'conner kunne umuligt være anderledes end de andre madamer han havde udspurgt i løbet af dagen.

Han ringede på dørklokken.

Hvor længe hun havde stået og kiggede ude på regnet, det havde hun ikke længere overblik, havde det været sekunder, minutter timer?

Men inden hun overhoved nået at kigge på klokken, hørte hun i det fjerne den så velkendte ringe klokke, hun kiggede ned på håndledet, kvart i ni? Hvem ville hende noget på dette tidspunkt, helt absurt.
Hun brummede kort, og skulle lige til at råbe efter Stella, ind til hun kom i tanke om at hun havde givet den ældre stuepige fri for aftenen, så hun måtte løsrive sig for hendes Onkels forsvinden, og finde ud af, hvem det dog kunne være på denne tid af aftenen.

Med kaffe koppen i hånden, bevægede hun sig langsomt og elegant hen til døren, hånden det ikke holde om kaffekruset, lukkede sig om dørens håndtag, og hun åbnede det stille og roligt. Hun havde ikke brug for at skynde sig, folk kunne vel vente hvis det var vigtigt nok, også en god måde at tjekke på, om det bare var nogle der skulle sælge, eller om det faktisk var folk med real hensigt, med deres besøg.

Quinn var en flot ung dame, eller sådan så hun ud, med sine 25 års udseende, hun nød faktisk ret godt af at hun ikke rigtig ældres som årende gik, mens at hun allerede var nået årende 140, hvilket jo var relativt ungt for dæmoner. Hendes lange blonde hår, bølgede ned af ryggen, og kærtegnede blidt huden, som var synlig på grund af kjolens snit. En lang sort kjole, der gik helt nede til gulvet, meget enkelt, og meget stilrent. Hun havde altid gået meget op hvordan hun så ud, selv når hun var på arbejde, sørgede hun for at tøjet sad ordenligt og perfekt, næsten for perfekt, når man tænkte på hvad for et arbejde hun havde.

Hun gik ned af en af de mange korridor, heldigvis lå kontoret ikke så langt væk fra entre hallen. Der var så stille i huset, at man kunne høre stiletternes klikken, so hun bevægede sig ned af trappen, og endelig kom til entreen, hun tænde lyset uden for, drejede låsen om, og åbnede ligeså stille døren.

Da hun havde åbnet døren, lagde hendes øjne sig på en middel alderene mand, hun smilede venligt til ham.
"Godaften den Herre"
"Må jeg spørger dem... hvad laver de her - Undskyld min uforskammethed, kom ind"
Hun trådte et skridt til siden, får at lade hendes uventede gæst komme ind i den store entre hall.

Allen så sig omkring; skuttede sig en smule imens at de brune øjne så udover den foreste del af huset. Pænt på ydersiden, men sådan var de altid. Uanset hvor rådne folk der så boede i husene i virkeligheden var. Den lange trenchcoat havde sin krave let slået op, så den lå godt imod nakken og varmede det den kunne. Selvom man ikke kunne fornemme at han var klædt synderligt godt på til det kolde vejr. Man kunne se den bukkede krave af en gråstribet skjorte og antydelsen af et jakkesæt under det. Bukserne var sorte og skoene ligeså. En herre med penge skulle man dømme ham på udseendet.

Lyden af stiletter imod et gulv, fik hurtigt hans blik til at vende sig imod døren. Men den der åbnede var ikke endnu en ældre kvinde i alt for ungdommelige klæder. Nej denne gang passede kvinden faktisk til hendes valgte beklædning, og hun var ikke mindre end en fryd for øjet så at sige. De mørke bryn hævede sig lidt ved første øjekast, og han vågnede en smule op fra sin kaffe-trance.
Til hendes ord og tydelige højlighed gengældte han den med et standhaftigt nik og trådte indenfor, imens at hans hånd gled ned i lommen og han rodet rundt i den igen.
Da han var kommet indenfor og stod i den uden tvivl pompøse hall, fremviste han et sort politiskilt med hans navn som man kunne læse netop som han sagde det.

,, Allan Carter, kriminal politiet."

Hans øjne så undersøgende ud i gangen imens, først da han tog skiltet til sig og lod det glide ind i inderlommen på hans frakke, så han tilbage på hende.

,, Jeg efterforsker en drabssag."
Han hævede et spørgende øjenbryn af hende.

,, Er De Miss O'conner?".

Hun åd ham lidt med øjnene, han havde en hvis charme over sig, der var et eller andet, hun kunne ikke helt sætte en finger på det, man han virkede utrolig interessant, en person som hun havde lyst til at høre på, og ikke en hun var nød til at tvinge sig selv at være høflig over for. Hun lod lige så stille tungen glide hen over hendes røde læber, og effekten fra hendes læbestift blev en smugle forringet; hun var virkelig nød til at stoppe med at slikke sig så meget på læberne, det var efterhånden begyndt at blive en rigtig dårlig vane.

Hun fik lukket døren relativt hurtigt, efter han var trådt ind i varmen, da det stadig blæste en hel del, og hun havde ingen intentioner om at lukke alt varmen ud, det var jo ikke helt billigt at holde så stort et hus.

Blikket blev hurtigt rettet imod det skilt han hæv frem, fra sin jakke lomme, og hun studerede det hurtigt inden han pakkede det væk igen, man kunne jo aldrig være for forsigtig nu om dage. Måske lidt sent at tænke det, når man havde lukket manden ind i huset, men hun havde ikke fornemmet den største trussel over ham.

"Drabs sag, jeg kan da ikke se hvad det har med mig at gøre?" dette var hendes første reaktion, men hun kom da til at trække en mine, da hendes tanker gled hen på hendes forsvunden Onkel, kun det - nej selvfølgelig var det ikke ham, og hvorfor her, hvorfor lige kriminal politiet?
"Ja, ja det er mig der er Miss O'Connor"

Hun gik langsomt hen ind i rummet der lå klods op af entreen, en hyggelig lille stue, hvor at pejsen var tændt op, underligt nok, hvorfor egentlig når hun stort set aldrig var der nede? - En taknemmelig tanke blev sendt til Stella, som altid tog sig så godt af hende, selv når hun ikke en gang lagde mærke til det.

To grønne lændstole pegede imod ilden der knitrede, og ellers var der ikke så meget andet i rummet, end et lille barskab over i hjørnet, samt nogle malerier der hang over pejsen og et som man kiggede på, lige som man kom ind i rummet.

Hun gik hurtigt hen til barskabet, og fandt to glas frem.
"kan jeg byde dem på en drink?" spurgte hun høfligt, og hælde selv noget whiskey op i hendes eget, mens hun afventede både svar på om han ville have noget, og hvad denne sag kunne have med hende at gøre.

Så var det da afklaret: den unge kvinde var altså Miss O'conner og den sidste manglende brik i det puslespil der var blevet givet til ham her til morges. hendes bekræftelse synes at få hans skuldre til at falde en smule; lettet? Eller måske opgivende af den ene eller anden anden grund. Hans øjne var stadig rettet i rummet; som en høg med henblik på at opsnappe alt. Man måtte tilskrive ham en vis form for respekt for hans åbenlyse studering af hendes hjem. Pli syntes han ikke at eje - eller det havde han i hvert fald endnu ikke bevist. Men trætte mennesker glemmer også tit på formaliteterne.

Det kom ikke som et chock at hun spurgte indtil hvad sagen havde med hende selv at gøre; det var meget naturligt at spørge om, og Allen havde hørt den selv samme sætning cirka femten gange på selv samme dag. De andre kvinder havde dog ikke haft hendes ynde for ikke at nævne - han fulgte efter hende som hun begav sig imod en opholdsstue - hendes bagparti. Beskedent var de brune øjne let optaget af den, før han igen lod det professionelle styre og kiggede sig rundt.

Da de kom ind i stuen forbeholdt Allen sig dog retten til at spankulere over imod nærmeste vindue. Han stirrede ud igennem glasruden. Frosten kunne vel ikke blive ved meget længere? I alt hemmelighed kunne han ikke fordrage deres nuværende vejr; køligt og deprimerende.
Han vågnede af hendes tilbud om drinks og vendte sig halvt imod hende med endnu et kafferus af overraskelse over ikke at være alene, lod det til.

,, Hva- øh, nej." svarede han.
,, Ellers tak.", fik han tilføjet i et øjebliks høflighed.

Han lod en hånd glide ned i jakkelommen igen og tog en lille sort notesbog op, og en kuglepen blev fisket fra hans inderlomme. Han satte sig over i den nærmeste af de to lænestole.

Han begyndte at skrive imens han talte:
,, Miss O'conner, vi fandt et lig her i morges bag The Ivy..."
Han stoppede med at skrive og så kort vurderede på hende.
,, Ja, den resturant kender De vel nok?", retorisk spørgsmål.

Han foldede sine hænder om notesblokken og kuglepennen og lænede sig let forover.

,, Sagen er den at den afdøde endnu er uidentificeret, men vi har fundet en pung på liget med Deres onkels kørekort, kreditkort, og et billede af hvad jeg formoder er Dem som ganske lille. Ligeledes er blodet blevet identificeret som deres onkels men vi forbeholder os retten til at forblive mistænksomme. Man ender trods alt ikke død bag en af byens fineste restauranter af eget valg, eller i hans tilstand."

Hans opmærksomhed faldt igen på blokken og han tog kuglepennen.
,, Miss O'conner, jeg bliver nød til at spørge... hvornår var sidst De så Deres onkel?".

Hun nikkede bekræftende, som i at hun havde forstået at han ikke skulle have noget, og stillede det glas hun havde taget frem, ind i skabet igen.
Den gyldne væske flød næsten lydløst ned i det store runde glas, kaffen hun havde haft i hånden, stod og dampede på bordet, lysten til kaffen var dalet lidt, eftersom at hun ikke længere behøvede at holde sig vågen mens hun kiggede på de mange spor for den ethundrede gang. - Det var nok også mere frustrerende for hende, en af de mest respekterede Arkæolog, en som blev betalt for at finde de rigtige spor, som kunne lede dem til det næste store fund, faktisk lidt lige som kriminalpolitiets job, bare at hun ledte ikke ledte efter moderer, men mere personens historie.

Hun lukkede sine slanke let solbrændte fingre omkring stolens ryglænd, og vente stolen imod ham, så i stedet for at den vente imod den varme ild, vente den i stedet mod den lidt koldere ende af rummet. Det havde været lidt af en omvæltning for hende at være tilbage i det kolde england igen, det havde ikke været mere end en uge siden at hun havde været i det dejlige varme og spændende Egypten, da der til den store fryd var dukket noget helt eksponentiel op, det var at lyve at sige at hun havde meget at lave disse dage, der var ikke særlig meget mere at finde, og dog så overraskede forfæderende end, med ting som man slet ikke havde den vildeste fantasi omkring at de havde teknologi til at kunne finde på i den tidsalder, men nu havde hun også været i branchen længe, næsten 100 år efterhånden.

Hun satte sig med lettere elegance ned i stolen, og det ene ben lagde sig hen over det andet, som afslørede nogle dejlige slanke brune ben, de grønne øjne kiggede intenst på Allen, mens hun igen tillod sig selv at finde ud af, hvilken mand hun egentlig havde med at gøre. Men dette måtte hun give ham, han var ikke den nemmeste at læse, noget af et pokerfjæs han havde fået påtaget sig, men han lignede en der ikke havde sovet godt i mange dage, og han lignede hellere ikke en, der forventede at se en seng i de næste kommende timer.

Hun nikkede anerkendende, da han nævnte The Evy, ja det sted kendte hun udenmærket til, ikke et sted hun plejede at mængde sig, faktisk var hun lidt af en enspænder, Stella havde da godt nok prøvede i længere tid, at få hende til at komme ud så hun kunne finde andet selskab, end de mennesker der hjælp hende med at lede efter hendes Onkel.

Glasset blev ført op til hendes læber, og en lille slurk blev taget af den fyldige læskende drik.
Det næste der blev sagt, gjorde at hun var lige ved at få væsken galt i halsen.
"det... Det kan ikke være muligt" sagde hun med en hæs stemme, og rejste sig op, gik hen og satte glasset på bordet, nok lidt hårde end hun havde behøvet. Hendes krop drejede sig hurtigt imod ham, og prøvede så vidt som muligt at kigge ham direkte ind i øjnene, for at se om det var en eller anden dårlig joke, mens hans stemme tydede på at det var reel nok.
"Min Onkel, forsvandt for flere år siden, efterlod et brev for mig da jeg kom hjem, sagde at han havde opdaget noget helt fantastisk og måtte tage afsted med det samme, hvad skulle han lave her, også på The Ivy, uden at besøge mig først?" hendes stemme var afmålt, men stadig i et roligt tonefald, hun lagde armene overkors, og forventede straks en forklaring på dette.

Hvad skulle han dog lave her, 70 år, også dukkede han op her? Nej det kunne ikke passe, det måtte være en eller anden misforståelse, det kunne ikke være andet, det måtte ikke være andet.

Allen var som en klippe. Et lille bjerg imellem store kæmper. Skygger og dampe, tåge der lagde sig for hans fødder og grantræer der voksede ved hans tåspidser. Rolig og fattet, som man ville forvente et menneske at være efter over ti år i sin valgte profession. Vant til at se vold, vant til at holde styr på diverse gadedrenge og udskud, og dog ingen evne for at holde sammen på sig selv.

Idet hun var ved at få væsken galt i halsen løftede Allen de buskede øjenbryn og så op imod hende på en måde der indikerede endnu en overraskelse. Der var ikke en af de forrige kvinder der havde reageret så stærk på nyheden. Nærmest, som var det iscenesat. Jovist, nogle havde grædt, sat et skuespil op som den hærdede veteran hurtigt havde set igennem.
Men det var først da hun havde sat glasset imod bordet med et hårdt 'klonk' at han vendte sit ansigt op imod hende igen, og de brune hunde øjne så undersøgende på hende imens hun talte. Forklarede nærmest. Det efter Allen med endnu et spørgsmål som han ikke havde svaret til: hvorfor ville en herre, der havde en niece som han tydeligt holdt af, forlade hende med kun et brev? Og hvad var det der var så fandens vigtigt?

Allen sukkede dybt; han skar tænder i smug og lod tungen glide op i ganen. Han tænkte, overvejede, før han lagde blokken og kugle pennen tilbage i lommen.

,, Det er det jeg gerne vil finde ud af. Opførte Deres onkel sig anderledes i tiden optil hans forsvinden? Var han opslugt af noget bestemt? Mødtes han nogle bestemte folk?".

Hun tog sig tid til at tænke over det spørgsmål.
Ja hvad havde han egentlig lavet, der havde sådan set ikke rigtig været noget usædvanligt over hans opførelse, han havde altid været meget tilbage trukket, til det han holde allemest af, nemlig hans bøger.
Men hun kunne jo desværre ikke svare på det spørgsmål, da det hele var sket mens hun havde været på en af hendes mange rejser. Tænderne greb i en kort stund omkring underlæben, mens hun tænkte lidt mere inden hun åbnede munden for at svare.

"Jeg er bange for at jeg ikke kan svare på det spørgsmål.." sagde hun langsomt, og kiggede indgående på ham.
"min Onkel, var en meget privat mand, faktisk er jeg sikker på at jeg slet ikke kendte ham, men ikke desto mindre elskede jeg ham stadig.. Men det var lidt af et chok da han pludselig forsvandt, jeg husker det meget tydeligt.. jeg havde lige været på en ekspedition i Sydafrika, der var dukket nogle meget interessante fund oppe i en af deres mange regnskove, det var en længere varende en af slagsen, hvis jeg husker rigtig var jeg væk lidt over et halvt år, hvis ikke længere tid, jeg er ikke helt sikker" hun tog sig en kort kunst pause, lagde to fingre til panden, og rynkede let, som havde hun fået en ond hovedpinde.

Hun satte sig ned i stolen, ikke nær så elegant som forhen, men det tænkte hun ikke så meget over lige nu.
"da jeg kom hjem, afleverede vores husholderske mig brevet, desværre giver det os ikke noget spor at gå efter, da hun døde kort tid efter... Men .. vent, du lod ikke selv som om du ville være sikker på det var ham, selvom at blodet var et match, jeg forstår ikke helt, er det min Onkel, eller er det ikke?"

Et lille håb tændes alligevel i hende, måske var det ikke ham? Måske var hun så heldig at han stadig var der ude et sted, og bare ventede på at hun fandt ham, men...
Hun slå tanken bort, hun skulle ikke opføre sig som et eller andet barn, det var simpelthen ikke logisk at han stadig var i live, og hvis han var, ville han jo tydeligvis ikke have at hun fandt ham. Dette var altsammen meget kompliceret, hun kunne ikke direkte hjælpe denne mand med særlig mange spørgsmål, uden at afsløre hvem og hvad hun i virkeligheden var.

Hun støttede sin albue imod stolens stolens armlænd, og hagen imod hendes hånds kno.
"det virker bare så usandsynligt at han skulle dukke op nu, her efter alle de år.. Det hænger ikke sammen" hviskede hun mere til sig selv, end som et spørgsmål til Allen.

De brune øjne var over hende lige så rolige som før. Skønt at han tydeligt var træt, var han ikke desto mindre stadig i arbejde og holdt en disciplin der ikke bød ham at hvile. Desuden var der stadig et bjerg af papir arbejde der ventede, samt resultaterne fra retsmedicineren. Da den unge O'conner begyndte at tale kunne man mærke at Allen lyttede. Ikke bare på den overfladiske måde folk lytter med halvhjertet interesse. Hver en detalje, hvert et ord hendes malede læber udførte, blev opfangede af de mørke øjne, der var ligeså årvågne som en høgs. Desværre kunne hun ikke huske noget der førte Allen videre i sin efterforskning. Han blev desværre nød til at erkende at der ville gå længere tid før at han igen kunne blive genforenet med sin seng.

Idet hun på nuværende tidspunkt allerede havde sat sig så Allen ned i jorden med et betænksomt udtryk, som om der var noget der tyngede ham. Men det sagde han tydeligvis ikke højt, idet den unge kvinde ligeså godt kunne være en mistænkt, skønt hun ikke virkede til at have nogle åbenlyse motiver for at slå sin onkel ihjel. Men på den andenside, hvornår havde motiver overhovedet været åbenlyse? Han kløede sig på hagen så det gav en tør lyd, i det stubbende gned sig genstridigt over de maskuline fingre. Neglende var korte og tydeligt bidt, og man kunne fornemme at Allen ikke var en mand der gik forfærdeligt meget op i hans udseende, til trods for at han ingenlunde var en grim herre. Men heller ikke overdøvende smuk. Han var jo kun et menneske.

De mørkebrune øjne søgte efter kort tid den smukke O'conner's igen:

,, Vi ved som sagt ikke med sikkerhed, men alt tyder på det, selvom vi stadig mangler svar fra vores retsmediciner. Derfor har jeg opsøgt Dem og de folk som Deres onkel har haft kontakt til, af hvad vi har kunnet opspore."

Han lod sine øjne let indhylle i en let mistænksom tåge:

,, Frøken O'Conner... Lad mig være ærlig overfor Dem: vi har fundet flere relationer til diverse undergrunds organisationer. Der er en del der tyder på at Deres onkel har æret indblandet i enten terrorisme, eller narkohandel i million klassen. Hvis De ved noget som helst så ville jeg blive taknemlig hvis De fortalte det? Hvis De er i fare må vi vide besked så vi kan tilbyde beskyttelse."

Hvis det ikke havde været for hendes natur at opføre sig dannet og venlig, havde hun allerede havde fanget Allens hals imellem hendes fingre, og presset ham op imod væggen, hvor vovede han at beskylde hendes Onkel for sådanne ting? Aldrig i sit liv havde hun følt sig så stødt, hendes Onkel var en dannet mand, han ville aldrig blande sig ind i således ting for at tjene sin formue, det kunne simpelthen ikke bare passe. Hvis at det skulle lade sig gøre, så ville det være for at opnå noget større, at de mennesker som skulle være knyttet til dette såkaldte netværk, ville have noget som han kunne bruge, for at komme videre i hans søgen på det der virkelig havde betydning.

,,De oplysninger er tydeligvise forkerte'' sagde hun i en hårde tone end hun havde tænkt sig, og uden at ville det havde hendes øjne lynet kort imod ham. Hvis øjne havde kunne dræbe, havde han nok ligget død allerede nu, men hun tog det i sig, og rejste sig op igen, hun tømte glasset hurtigt, for derefter at fylde det op igen med den spirituose drik, og hældte også det hurtigt ned.
Uhørt! Lige meget hvor meget hun prøvede kunne hun bare ikke tæmme den vrede, måske var det også hendes chok over at hendes onkel måske lå død nede i en eller anden kælder, hvor han var ved at blive skåret op for at finde flere beviser på hvordan at han var blevet myrdet, lige så meget han han nu skulle være med i alt muligt, forhelvede hendes onkel havde været væk i over 70 år! - Det var jo ikke logisk, intet af dette gav mening.

Hun tog sig til hoved og kunne mærke at alt dette gav hende hovedpine, hun smed sig tilbage i stolen.
,,Nej der har intet været omkring trusler, og jeg har ikke følt at der er nogen der har fuldt efter'' hun masserede langsomt hendes pande med lukket øje, bare for at sikre sig at hun ikke havde misset noget.
,,Desuden er jeg en kvinde der udenmærket kan tage vare på mig selv... mange tak'' hun sukkede kort - ,, selvfølgelig var der det underlige brev jeg fik for nogle dage siden... Men jeg lagde aldrig særlig meget vægt i det, var lige kommet hjem, var træt, og har ærlig talt har jeg faktisk glemt alt omkring det siden nu..''
Hun sukkede lidt, og kunne godt mærke at dette ville trække længere ud end hun havde tænkt sig.
,,Det ligger i mit kontor'' hun rejste sig fra stolen, og kiggede på ham ,, du kan følge med hvis du har lyst, eller bliver her nede''

Med de ord, bevægede hun sig langsomt afsted mod kontoret, pludselig følte hun sig så gammel som hun faktisk var, og havde mest af alt bare lyst til at gå direkte på hoved i seng, men det var tydeligt ikke noget der blev muligt for et stykke tid, da hun kom ind på kontoret begyndte hun at lede efter det under hendes papirer.
,,jeg er sikker på jeg havde lagt det her et eller andet sted'' mumlede hun stille, og åbnede en skuffe, hvor brevet rigtig nok lå.

Med nogle hurtige skridt bevægede hun sig tilbage ned i stuen, hun ville bare have dette opklaret, også åtte hun jo forlig sig med hvis at det var sandt, der var jo intet andet at gøre.
,,Her'' hun rakte ham brevet.


intet andet end de tre linjer stod på brevet.
,,Min onkel plejede at skrive således, men kunne se det ikke var hans skrift, og derfor glemte jeg alt omkring det... dumt af mig selvfølgelig nu da jeg kan se at det har større betydning end jeg først havde antaget... Men jeg var træt, og lod det slippe min tanke... det er først nu.. hvor du nævnte dét, at jeg kom i tanke om det igen.'' hun lød træt, og gik hen til vinduet med armene over kors, sikke en dag...