(Indsæt kreativt navn her) ^^'

Tid: 15:15
Vejr: Overskyet, dog uden at være alt for koldt.
Sted: Place du Tertre
Omgivelser: Der er en masse mennesker i gaderne, da langt de fleste butikker er åbne.


Butikkerne, resturanterne.. det hele havde åbent. Og med åbne butikker, kom også shoppe-glade mennesker med pungene fulde af penge, der bare ventede på at blive brugt. I hvert butiksvindue var der udstillet de varer, som netop denne butik solgte. Udstillinger som skulle lokke kunder til – og det virkede skam også i de fleste tilfælde. Folk gik ned gennem gaden, frem og tilbage mellem butikkerne, og havde flere og flere poser med sig, jo længere de kom. Nogle stoppede op og snakkede, hvis de mødte nogen de kendte, mens andre havde travlt og gik videre. Oppefra, måtte det ligne en underlig udgave af en myretue.

Riley gik imellem de mange mennesker, uden noget bestemt mål. Hun var der tit. Hvilket i sig selv, var ret underligt, eftersom hun var en smule nervøs over, at møde nye mennesker. Det betød dog ikke, at hun holdt af, at være alene. Hun ville allerhelst havde det sådan, at hun kunne være sammen med dem hun ville, snakke med dem hun ville og ikke mindst gøre de ting hun ville, uden at være bange for, at støde ind i de forkerte ”mennesker”. Eller, hvis hun mødte et menneske, ville det egentlig være ganske fint, problemet lå i, hvis hun stødte ind i en vampyr, eller en anden form for overnaturlig race. Dem holdt hun sig væk fra. Hendes slags var på ingen måde velanset blandt disse, idet hun var en blanding af en af dem, og menneskene. Dette gav hende i en ”overnaturlig sammenhæng”, ikke det der lignede fordele, eftersom det, hun var blevet til, blot var en svag udgave af en vampyr. Dog, var hun lidt udover det sædvanlige, hvis man målte efter menneskenes gennemsnit. Det gjorde hende til ”halvblods”. En folkefærd, der i den grad blev set ned på, hvilket i bund og grund var derfor, hun ikke brød sig om at møde nye ”mennesker”.

Den egentlig grund til, at hun befandt sig, hvor hun gjorde var faktisk menneskene. Ikke de overnaturlige. Det helt normale mennesker. Dem med de fyldte punge. Dem der havde de penge, som blot ventede på at blive brugt. Dem der havde overskud.. overflod, havde nogen af dem endda. Mens hun stort set intet havde. Ligenu, havde hun ikke engang et sted at sove. Hun tog en dag af gangen, og løste problemerne som de dukkede op. Andre muligheder havde hun ikke.

Hendes tøj bar også alt, alt for meget præg af, at hun ikke havde særligt mange penge. Hun var iført en skjorte, hvor af de tre øverste knapper, ikke var knappet (to af den var endda faldet af). Udover det, havde hun et par løse shorts på. Disse var hullede, naturligvis. På hendes fødder var et par militærstøvler, der var rimeligt slidte. Hendes tøj var beskidt, eftersom muligheder for tøjvask, ikke var det, hun havde allermest af, for at sige det mildt. Hendes tøj fik hende til at ligne én uden penge så meget, at hun ikke kunne gå rundt ubemærket, uden at folk kiggede efter hende. Det lettede faktisk lidt, at hun vidste, folk kiggede skævt til hende pga. hendes tøj, og ikke hendes race. Men det gjorde dem også mere opmærksomme på hende, og det gjorde, det hun var der for at gøre, desto sværere.

En velklædt mand var stoppet op foran en musiker, som stod og spillede guitar på gaden. Før Riley passerede ham, var hendes højre hånd tom. Da hun var nået forbi ham, havde hun hans pung i hånden. Han havde haft den i baglommen.. fjols. Hun kiggede diskret ned i pungen, og kunne konstatere at den havde været akkurat lige så fuld, som hun havde håbet. Derefter lagde hun den ned i lommen på de slidte shorts. Hvis folk så hende med den, ville de nemt kunne regne ud, at hun ikke var dens retmæssige ejer.

Det var en fyldt gade og det betød at der var lette ofre i fare vandet – noget der også kunne betyde at aftensmaden var i hus, for den unge Louis. Han så anstændig ud, eller det vil sige at han sagtens kunne holde sig indenfor normens rammer. Håret var mørkebrunt og skubbet bagover imens at der lå en vis arrogance over hans lettere androgyne ansigtstræk. Ikke en ukøn person, men han var aldeles ikke gudeligt smuk, eller kunne fordreje hovedet på pigebørn med bare et blik. Øjnene var kastanje brune, dybe som søer men harmoniske som stammen på et egetræ.
Han var årvågen som en tiger på spring og holdt øje med de forbi passerede der hastede forbi. Alle med noget de skulle nå, alle med noget der skulle købes og handles, men ingen tænkte på den hånd der så let kunne ende nede i bukselommen på dem. De led alle sammen af en meget fornæm sygdom som blev kaldt: stress. Det var det nyeste nye, havde man ikke stress så havde man ingenting at lave og fortælle vennerne om. Det almene nye adrenalin sus, den fartbølge der skal sættes i gang før mennesket kan mærke det dyriske jagt instinkt; hjertets buldrende rytme, kroppens dirren og indre skælven, som stod de foran en afrikansk løve! Det var alt sammen en kompensering, en konkurrence om hvem der kunne have mest travlt – frygten for kedsomhed. For i sidste ende har mennesker jo egentlig ikke særlig meget tilbage af urtidens mysterier og den glemte spænding.

Louis stod i skyggen af to bygninger, i nærheden af en herre der skabte en middelmådig symfoni for de ignorante forbipasserende, til trods for at én mand, en barmhjertig herre dog stoppede op og lod mønter glide fra sine fingre og ned i den åbne instrument kiste. Da en listig kvinde med ren og skær fingersnilde fik taget den tegnebog der lå i herrens baglomme.
Louis’ øjne var rolige idet han overværede det, inden han skubbede sig selv let fra muren han havde stået op af og begyndte at bevægede sig igennem mængden af mennesker, som en lydløs jæger med et uvidende bytte i sigte.
Han lignede en ung mand i begyndelsen af tyverne, iklædt et par sorte cowboy bukser, en normal sort T-shirt med et neon farvet abstrakt motiv, samt en tyk ulden vest udenover - afslappede moderne sko til at matche resten.

Han begav sig tættere på hende indtil at han ville gå lige bag ved hende, med hænderne i lommen let bøjet ind over den meget kønne, dog en snavsede pige. Hans tilstedeværelse ville for et menneske være svært at opfange, da hele hans person bevægede sig som var han et spøgelse der hjemsøgte gågaden. Selv hans duft var umådeligt svær at identificere på grund af en tiltrækkende aroma fra en opreklameret mande parfume.
En maskulin stemme ville lyde, hvor bassens dunren var let dog tilstedeværende.

,, Det der er vist ikke din, Cherie?”, hviskede han næsten kælent til hende.

Riley spankulere ned gennem gaden på de lange ben, som om intet var sket. Som om hun ikke havde en pung i lommen, som i den grad ikke tilhørte hende. Hun lod en hånd bevæge sig igennem det uglede, pjuskede hår, som for at rette på det, dog selvom det nok mest af alt, var en umulighed. Der skulle lidt mere til, end en hånd. Hendes hår var i den grad uglet, men på en måde, der næsten fik det til at se ud til, at det var meningen. Bevægelsen med hånden var bare ren automatik. En vane, som hun sjældent lagde mærke til.

Hun kunne mærke pungens vægt i hendes lomme, og så længe hun kunne det, var alt som det skulle være. Selvom det ikke just var behageligt at gå rundt med. Hendes lommer var små, og - til hendes fryd - var pungen tung. Butikkernes vinduer med de fristende tilbud, var overalt, uanset hvor hun vendte de klare, grønne øjne hen. Men hun kunne ikke købe noget. Ikke nu. I hvert fald ikke, hvor hun befandt sig på daværende tidspunkt. Hun kunne jo risikere, at den retmæssige ejer af pungen dukkede op, og så hende bruge hans penge. Og så ville hun være afsløret, og kunne vinke farvel til de frie liv, og sige hej til det der nu skete med hende, hvis politiet fik fat i hende. For hvis de først fandt hende, kunne de med garanti kæde hende sammen med en helt masse andre tyverier, som var sket der de sidste par dage og uger. Det var en halv-god forretning, hvis det forsatte, som det gjorde idag. Hun ville endda kunne få tag over hovedet denne nat, og ikke sove i en tilfældig gyde, som hun havde gjort den sidste. Hun burde også for fornyet sin sparsomme garderobe en smule, som på daværende tidspunkt kun bestod af det tøj hun gik og stod i. Og måske, skulle hun også have gjort et eller andet ved sit hår. Mulighederne var mange, når man havde penge nok..

Hun havde ikke opdaget, at nogen fulgte efter hende, så det både forskrækkede og overraskede hende, da en stemme pludselig sagde noget.. henvendt til hende. Hun behøvede ikke at vende sig om, for at regne ud, af denne - som stemmen tilhørte - ikke var et menneske. Stemmen lød af lidt mere.. der var et eller andet over den. Det var selvfølgelig bare et gæt fra hendes side af, intet andet, men alligevel bandede hun sit uheld langt væk mentalt. Ikke nok med, at hun muligvis var stødt ind i en af de racer, som foragtede hendes slags. Denne, havde også set, at hun bar rundt på noget, der ikke tilhørte hende.
Smilende vendte hun sig mod den fremmede, som stemmen tilhørte, for at forklare sig. Dette krævede en virkelig god løgn. Hvis hun var heldig, havde han kun set hende med pungen, lagt to og to sammen, og regnet ud, at den ikke tilhørte hende. I så fald, burde det være muligt at bilde ham noget andet ind. Havde han derimod set hende stjæle den, var hun straks i en meget værre situation, og måtte forberede sig på at flygte eller se så uskyldig og hjælpeløs ud, at han fik ondt af hende, og lod vær' med at anmelde tyveriet.. og tyven.
Indtil hun vidste, hvor meget han vidste, besluttede hun sig for at spille uskyldig. Hun så på den fremmede med store, uskyldige dådyrøjne, og sørgede for, at hendes arm diskret dækkede den lomme, hvori pungen lå.

"Undskyld, men hvad er det De taler om?" spurgte hun så høfligt og uskyldigt, som det overhovedet var hende muligt. Hun var vist en okay skuespiller, så med lidt held, ville hun måske kunne overbevise den fremmede om, at hun intet havde stjålet. Måske..

Der var en sensuel dybde i de øjne som den unge pige så ind i, da hun vendte sig. Umenneskeligt dybt, som blev man ved hjælp af hypnose trukket ind i en illusion om tætte skove og efterårs blade, men der var ingen illusion, kun denne unaturlige fængslende sensualitet.
Louis ansigt fra trukket i en forstående grimasse da hun med lille stemme påstod at hun ikke vidste hvad han mente. Øjenbrynene trak sig opad imens at læberne spændtes i et bredt, venligt smil. De brune øjne summede af en ophidsende nysgerrighed ved hendes løgn; en legesyge tog over – som katten der havde fanget musen. Uhæmmet spillede han med på hendes facade og gav et undskyldende blik.

,, Beklager, beklager, frøken.”

Hans ord og brug af samme, tydet på at noget ikke helt var så moderne som hans tøjstil og ydre ville lyve om. Han var for formel, for ren i sin måde at tale og djævelsk forførende med den tændte gnist i det mørke blik. Som en snedig dødsengel der strejfede om på jorden med alverdens morskab.

Han så sig diskret omkring: blikke faldt over dem fra forbipasserende, og lige så hurtigt som han havde ’undskyldt’ sin flabethed, greb han fat om hendes liv i en elegant bevægelse, forsøgte at dreje hende rundt en enkelt gang: som førte han hende ubesværet ind i et fabelagtigt og fornemt dansetrin. Han stoppede da deres retning blev ændret, og hånden der lå blidt om hendes liv strammede dets greb truende imens at han fortsatte med at smile godhjertet til hende. Et teater af makkerskab blev fremstillet for de travlheds-syge mennesker, selvom Louis var alt andet end kærlig overfor sit følge. Hvis hun kæmpede imod ville hans greb blive strammere og gøre mere ondt, og hvis hun blot fulgte med ville der ikke komme nogen konsekvenser.
Da de var kommet væk fra menneske øjne og rundede et hjørne til en blindgyde, tog Louis fat i hendes hånd og snoede hende rundt i en piruette, før han pressede hende op imod muren - med en hånd i midten af hendes brystkasse hvor hjertet sad. Fingrende var hårde og stærke, hvilket gjorde handlingen ubehagelig.

The brune øjne der havde holdt sådan en dyb sensualitet mistede langsomt deres gnist, det samme gjorde det venlige udtryk og det androgyne ansigt var nu blot en porcelæns maske fra en følelsesløs dukke. Der var dog intet fjendtligt at sporer i det rolige kastanje blik. Louis drejede hovedet en smule imens han betragtede hende nænsomt; som kunne han ikke beslutte sig for noget. Hendes lugt var svagt kendelig, som den milde snert af udødelighed alle andre fra hans race besad, men den var ikke dominant. Tyndblods? Hvilket betød at hun måske var blevet skabt af en anden vampyr og ikke født til evigheden.
Endelig rejste han sine mørke øjenbryn spørgende til hende og spurgte med nysgerrighed i den lette mandestemme:

,, Hvem er din skaber, chaton?”

// Chaton = Killing. Undskyld ventetiden.

Den fremmedes øjne fangede nærmest Rileys med det samme. Eller, det var ikke hans øjne, der "fangede hende", men hendes øjne der lod sig indfange. Der var en dybde i de øjne - altså, den fremmedes - som ikke ville kunne forklares ved talens brug.. eller nedskrevne ord, for den sags skyld. Hun følte sig ikke tvunget på nogen måde - af egen fri vilje, flyttede hun ikke sine øjne fra hans, for det ønskede hun ikke. Øjnene trak hende ind i en illusion, af en art.. tætte skove, efterårsblade.. Det var hvad hun kom til at tænke på, men der var slet ingen illusion. Kun de dybe, sensuelle øjne, der fangede hendes opmærksomhed, og holdt den der.
Hun lagde ikke mærke til, hvordan hans ansigtsudtryk forandrede sig. De hævede øjenbryn og det venlige, brede smil. Hun kiggede kun ind i hans øjne, og det var først, da han begyndte at tale igen, at hun løsrev sig fra dem.

"Det er iorden", svarede hun med et sødt og uskyldigt smil, der forhåbentligt dækkede den overraskelse hendes ansigt ellers ville have røbet. Det var simpelthen for godt til at være sandt. Han troede hende. Den fremmede troede hende rent faktisk. Og når denne korte høfligheds-samtale var ovre, kunne hun finde en kro at overnatte på. Hun kunne allerede mærke den - for hende - bløde seng under sig, og det varme sengetøj. Hun mærkede stadig vægten af pungen i lommen, og følelsen gjorde hende glad. Også selvom, at det var ubehageligt. Det var følelsen af, at have penge. En følelse hun sjældent havde. Så hun måtte for alt i verden ikke kludre i det, så hun ville blive frataget denne lille rigdom og muligvis også hendes frihed.

Hun lagde hovedet en anelse på skrå, idet hun igen hørte ham tale. Der var altså noget ved hans påklædning og hans stemme og ordvalg, som slet ikke passede sammen. Han var langt ældre, end hvad tøjstilen fortalte. Det var i hvert fald hendes gæt. Men hun havde jo også hele tiden haft på fornemmelsen, at der var et og andet overnaturligt over ham, så det overraskede hende ikke nær så meget. Det bekræftede hende vel på en måde i, at han ikke var menneskelig. I hvert fald ikke lige så menneskelige som.. ja, mennesker var.

Riley blev så overrasket over, at hans hænder lagde sig om livet på hende, næsten direkte efter, han havde undskyldt for, at have troet, at hun bar rundt på noget, der ikke tilhørte hende. Hun var så overrasket, at hun bare lod ham føre hende ind i noget, der mest af alt lignede et specielt dansetrin. Han stoppede dog, da hendes - og hans - retning var ændret, og begyndte at føre hende afsted. Hans greb om hendes liv, strammede han truende, men samtidigt smilede han godhjertet til hende. Det forvirrede hende. Skulle hun bede ham om, at slippe hende, eller at gengælde smilet. Hun forsøgte - forgæves - at løsne hans greb, så hun kunne komme forbi. Resultatet af det, var blot at han strammede grebet om hende, så det gjorde ondt, og hun besluttede derfor at følge med af egen fri vilje, da en flugt ikke virkede som en mulighed på daværende tidspunkt.

Han førte hende ind i en gyde, hvor de var fri for nysgerrige forbipasserendes blik. De var med andre ord alene, hvilket ikke var en tanke Riley brød sig om. Denne mand havde fuldstændigt magten over hende. Hun havde bare givet ham den. Han var meget stærk. Fysisk.. men hun havde det også som om, at hans sind var ligeså. Det var selvfølgelig bare en fornemmelse.. et gæt.
Den gnist, den dybe som før havde været i hans øjne slukkedes, og han drejede hende rundt endnu engang, og pressede hende op af muren, hvorefter han lagde hånden på hendes bryst. Først troede hun, at det var hendes barm han ønskede at røre, men fordi han rørte hende, hvor han gjorde, kunne det også tænkes, at det var hendes hjerte han søgte. Uanset hvad, skulle han ikke bare sådan røre hende på den måde. Desuden gjorde han det på en måde, der gjorde det ubehageligt for hende.
Mht. til hendes hjerte, ville der ingen gevinst være. Hvis det altså var det, han ledte efter. Det var der ganske vist, men det slog ikke. Hun var godt nok en svag vampyr. Men uanset hvor svag en vampyr var, ville denne stadig ikke have et hjerte, der slog.

Hun kunne ikke finde ud af, hvad han ville hende. Han så ikke fjendtligt på hende - men bestemt heller ikke venligt. Hun vidste ikke hvad hun kunne forvente, og det gjorde hende utryg.

"Min.. skaber?" Hans spørgsmål kom bag på hende. Fordi de eneste der havde skabt hende, vel var hendes forældre? Troede han virkelig på, at hun var en ægte vampyr.. hvis hun forsøgte at bilde ham det ind? Det ville vel være for hendes eget bedste, siden hun vidste, at hendes halvblods-race ikke var velanset blandt "rigtige racer". Men hun opgav endnu en løgn, og gav ham sandheden. Hun vidste jo ikke hvor meget han kunne lugte og gennemskue, og hvorvidt han selv kendte sandheden, før han overhovedet spurgte hende.

"Mine forældre.. De.. Min far.. var - eller er - vampyr. Jeg går ud fra han stadig lever, selvom jeg ikke har set ham siden.. Jeg har faktisk aldrig set ham" Begyndte hun. Hendes stemme bar præg af nervøsitet, ligesom det faktum, at hun ikke kunne formulere en sammehængende sætning også kunne. "Min mor er bare et menneske.", tilføjede hun, i et tilfælde af, at den fremmede også ville have den oplysning.



//Det er helt okay!(://

Han bemærkede hendes nervøsitet men det bragte ingen mistro i hans blik, til trods for at hun en gang før havde løjet for ham. Dog havde løgnen været en ligegyldig bagatel i forhold til den vigtighed der lå i de ord hendes fine læber så smukt formede; sandheden – hvem ville lyve om at være svineblods unge?
En mørk lok faldt ned over det ordinære ansigt og skyggede let for det højre øje. Hans pupiller indsnævrede sig da hun talte: de blev tynde i en kort pulsering af en indre energi som omverdenen ikke kunne føle. Finger spidserne der let borede sig ind i hendes solar plexus, gjorde deres pres svagere. Men til trods for at hun fortalte om det skidt der flød i hendes åre, var han ikke synligt frastødt af hende, nok nærmere en smule interesseret i hende. Det var ikke unormalt at visse kredse af lovløse og anarkistiske børn af Lillith havde interesse i andre racer, det var ligeledes også tit dem der bragte blandet blod.
I en bevægelse så yndefuld som den øvede malers blide strøg over et kanvas, ligeså elegant som ballerinaens bydende hænder, trak han sin hånd til sig og presset på hendes bryst forsvandt derved. Selv samme hånd blev ført op til håret som han med en let bevægelse strøg tilbage. Han lavede et let drej med hovedet som kunne han bedre bedømme hende ved det: det var dog ikke tilfældet - hans lettere mærkelige træk var blot en mindre afspejling af det dyr hans gener tilbad. Han rettede sig op og tårnede derved et godt stykke over hende, men gjorde ikke an til at skræmme hende eller frastøde hende. De kastanje brune søer lagde sig omhyggeligt over hendes krops kurver og hendes ansigtstræk. Dernæst førte han en finger til hagen i en tænkende mimik, men på en måde så at man skulle tro det stadigvæk var et skuespil han opførte af ren instinkt. Efter minutters stilhed og overvejelse så han hende endelig i øjnene:

,, Du er godt nok lidt splejset, men det går vel an. Kom med mig, Chaton!”

Han talte med en indbydende og blid stemme, der ligesom hans øjne næsten tvang dets offer ind i vrangforestillinger af harmonisk natur. Hans næste træk kom lige så hurtigt som det første, han rakte ud efter hendes hånd; snoede hende elegant ind i hans ene arms trygge favn, så han med den omfavnede hende nænsomt, holdt hende om livet og førte an som var de elskende fra en gammel tid. En tid hvor mandfolk skulle være gentlemen, behandle deres damer med sådan en betænksomhed og ømhed at nutidens herrefolk ikke kunne hamle op med den opmærksomhed kvinde væsenet blev tildelt. Og det var netop med sådan en bevidsthed om hende, at Louis virkede som et venligt spøgelse fra forsvundne tider. Hans krop ville mærke kold, men hans hud var glat og hans lemmer bløde og indbydende. Hans ansigt bar et troværdigt smil og de brune øjne tildelte hende ikke mindre end en ubegrænset venlighed. Hvis hun fulgte ham ville han lede hende ned af de små forglemte gader af Paris, indtil de nåede en kloak vis dæksel Louis med lethed pilte af. Han lagde det lidt væk fra selve hullet, og pegede ned i det sorte dyb med metal stigen.

,, Du skal ikke være bange, vi er af samme blod, du og jeg. Der er ikke en kloak men et lille system af vand for at give mennesket en illusion om en kloak.”
Igen talte han på denne indbydende måde; bad hende nænsomt følge ham, uden tanke for at tvinge hende.

Riley ville ønske, at hun var bedre til at læse folk. Eller, i det mindste, bedre til at læse den fremmede. For hun havde ikke den fjerneste idé om, hvad han mente om hendes blodstatus. De fleste ville betragte hendes som noget beskidt - og at dømme efter hendes tøj, var hun det jo også. Men det var ikke den samme slags "beskidt". Teknisk set, var hun vel en vampyr. Bare en svag en. Men folk så ned på hende, fordi hun var en blanding. Alt her, skulle åbenbart være "rent". Hun havde altså ikke selv bedt om, at være som hun var, og hendes blodtype, stod ikke til at ændre. Kunne andre racer ikke se ned på hende, pga. noget hun rent faktisk var i stand til at ændre? Så kunne hun gøre det, få sig et arbejde.. et ordentligt liv. Det havde alle og enhver vel krav på, uanset hvad hendes forældre var. Men det stod ikke til at ændre. Folks holdninger, var som de var. Sådan havde det vist altid været, og noget tydede på, at det ikke ville være anderledes i fremtiden.

Hans bevægelser var utroligt yndefulde. Helt klart unaturligt. Han var som en slags blanding mellem et blidt penselstrøg og en ballerina. Skønt sidstnævnte nok var en smule piget, men hans bevægelser var så elegante, yndefulde.. smukke. Det var ikke et ord, hun før havde brugt om et hankønsvæsen, men det gik op for hende, at det var, hvad han var. Smuk.

Trykket mod hendes bryst lettede, i det han "slap" hende. Nu lignede det blot at han betragtede hende, hvorefter han satte pegefingeren mod hagen, i en tænksom bevægelse, og fortalte hende, at hun godt nok var splejset.. men at hun gik an? Var det dét han sagde?

"Hvor skal vi hen?", spurgte hun usikkert, men fulgte alligevel med. Hans øjne, der skabte illusioner og bragte et eller andet uforklarligt op i hende, var ikke til at modstå, og han behøvede åbenbart blot at kaste et blik på hende, og så var hendes protester og al hendes modvilje forsvundet som dug fra solen. Hun kunne ikke forklare, hvorfor en person hun havde kendt i knap 10 minutter havde denne effekt på hende. Der var bare et eller andet over ham, som hun ikke havde set hos andre før. Det var mærkeligt, men underligt nok, tænkte hun ikke mere over det, men fulgte blot med derhen, hvor han ville have hende hen.

Hun gik med ham hen til kloakken, som han "åbnede". Hun kiggede ned, og det eneste hun kunne se var mørke. Da lagde hun mærke til, hvad han sagde. Vi er af samme blod..Det kunne kun betyde, at han enten var en vampyr eller et menneske, kunne det ikke? Hans yndefulde bevægelser mindede på ingen måde menneskelige.. var den fremmede så en vampyr? Og gjorde det virkelig en forskel, hvis han var? Men om ikke andet, så han da ikke så meget ned på hende, at han ikke ville sammenligne sig selv med hende.. For det var da nærmest hvad han lige havde gjort, var det ikke? Sagt, at de havde noget til fælles..

Riley ville uden tvivl følge den fremmede uden tøven.

Louis lod spørgsmålet hvile i uvisheden. Måske ønskede han ikke at hun skulle vide deres destination endnu, eller også var han med vilje hemmelighedsfuld, på grund af den skæbne der ville overgå hende idet hun fulgte ham. Men han sagde intet. Alting var indhyllet i en tåge hvor kun de funklende brune øjne og de bleghvide tænder som formede et smil, syntes at trænge igennem. Indbydende som en sand helgen og dog slesk som samme. Da hun lod sig synke ned i Jotenheim's mørke fulgte han efter; han lukkede dækslet ved brug af sine hænder og lod den klarer metalliske lyd simre i omgivelserne, som et ængsteligt ekko. Deres fødder ville møde den tydelige kådhed fra det rendende vand der skyllede igennem kloak gangen.

Da de stod dernede tillod Louis sig igen at gribe venligt fat om hende og guide hende ligeud, med same blide hænder og indbydende styrke i den spændstige krop. Han smilte ligeså med samme skødesløshed og en kildrende snert af opstemthed, over det som Riley endnu ikke vidste hvad var. Deres lille gåtur ned igennem det rene kloakdæksel ville påbegyndes, med teatralske skridt ligeud, fra Louis' side. Han lavede en undskyldende og ydmyg håndbevægelse på samme tid med at hans kropssprog imiterede en trøstesløs opgivelse. De efterårs brune øjne lagde sig over på hans ledsager og han spurgte med den samme blide og venlige tone:

,, Det går op for mig at jeg har været uhøflig overfor dig, jeg har slet ikke fortalt mit navn! Jeg hedder Louis le Rouge. Hvad hedder du, mon chaton?"

Riley blev en anelse overrasket over, at han venligt tog fat om hende, og guidede hende den i den rigtige retning. Det var hun ganske vist en del taknemmelig over. Hun var ikke ligefrem tryg ved situationen.. hvem ville også have været det? Hun var på vej igennem en kloak med en vildtfremmed, som hun ikke kunne være sikker på, ikke ville hende noget ondt. Men hun fulgte ham alligevel, og stolede på - eller, håbede på - at han kun ville hende det bedste. Eller i hvert fald; noget godt. Hun nød det faktisk lidt, at mærke hans arme om hende på denne måde. Natuligvis, ville hun ikke indrømme det. Men det var bare ikke så tit, at folk var så tæt på hende, og hun hadede det. Hun var ikke vant til, at folk var tæt på hende, men hun syntes om det. Og det gjorde det kun endnu værre, at det ikke skete særligt ofte, eller, nærmest aldrig.

"Jeg hedder Riley", svarede hun med det samme, og var tydeligt glad for hans stemmes blide og venlige toneleje. Da hun opdagede, at han havde præsenteret sig med efternavn, skyndte hun sig at tilføje: "..Noir".
"Riley Noir", gentog hun - denne gang sammenhængende, så han fik hele navnet med. Hun smilede til ham, dog uden at vide, om han kunne se det, i de mørke omgivelser. Selv, kunne hun ikke se særligt meget, da hendes nattesyn naturligvis var en del svagere end andre vampyres.

De brune øjne syntes helt sorte i mørket, men stadigt funklede de i ny og næ, som en sort marmor perles skinnende overflade. Hans blide blik faldt på hende uanfægtet da han opdagede at hun ikke kunne tyde skyggernes linjer særligt godt. Selv var det noget alderen havde givet ham, han førte dem med lethed forbi kloakkens snoninger, over diverse forhindringer og dybere ind i det ildelugtende kloak system.
Da hun fortalte hendes navn blev han for en stund stille, men ikke følelsesforladt – en undren kunne mærkes ved ham som om han ikke helt kunne placere navnet, hvilket han ikke kunne. Erko havde det ikke den store betydning, troede han. Få sekunder efter var han igen fuldt ud bevidst om hende, overgav hende en ubegrænset opmærksomhed og nægtede hende intet hvad kom til spørgsmål. Hans tag om hende var blidt og dog stærkt, som fløjs hænder ville glide over en rose’s krone; stærke nok til at knuse dens blade, men alt for nænsom og forsigtig til at udføre gerningen.
,, Riley Noir, Riley Noir –”, gentog han flere gange.
Som var det teksten til en kærligheds sang, lod han sin let vibrerende, mandlige, stemme, skabe en mindre symfoni af fascination over navnets ukendte afstamning.
,, Hvor gammel er du, Noir?”, spurgte han tryllebundet af hende.

Higede efter hendes svar, som kunne det lindre smerte. De mørke øjne fæstnet på hende i en umættelig tilbedelse af hendes blotte ansigt. Med læberne trykket i det samme venlige smil, ventede han.


// Undskyld titusind gange for ventetiden!! <3 D:

Riley var ikke vant til at blive behandlet med på denne nænsomme, forsigtige og ikke mindst kærlige måde, som hun følte, det var. Hans hænder på om hendes liv, gjorde hende bevidst om var tæt de var på hinanden. Hun nød det. At han rørte hende, som han gjorde. Han kunne sikkert knuse hende, hvis han ønskede det, men i stedet berørte hende han hende, som var hun en sart blomst. Det gjorde hende tryg. Hun følte det som om, intet ondt ville røre hende i de mørke kloaker, når hun var i den fremmedes selskab. Det var en naivitet uden grænser, når man tænkte på de muligheder han havde, for at skade hendes. Hans styrke, for det første. Men også det faktum, at de befandt sig i en mørk gyde, hvor ingen ville kunne høre hendes skrige. - tanken havde ikke strejfet hende. Hun vidste ikke hvorfor, og tænkte heller ikke videre over det, men i denne fremmedes arme, følte hun sig tryg.

Han ledte hende igennem kloarkerne så let som ingenting. Hans nattesyn måtte være betydeligt bedre end hendes, eller også kendte han vejen. Hvor den så end førte hen. Måske var det i virkeligheden en kombination af dem begge.

Hans spørgsmål kom bag på hende - og så alligevel ikke. Mange væsener lignede, at de var en bestemt alder, men det afspejlede ikke nødvendigvis sandheden. I Rileys tilfælde gjorde det.

"Jeg er 16.", svarede hun. "Jeg har eksisteret i 16 år", forklarede hun uddybende, da der så ikke herskede nogen tvivl om, hvor gammel eller ung hun var. Hun gengældte forsigtigt den fremmedes venlige smil. Ikke fordi, hun var nervøs, men fordi det fik hende til at rødme en smule. Dog håbede hun, at mørket skjulte netop det faktum.


//Jeg undskylder også!!//