Bonjour Ma Passion //xxx//

En illusion om evig tilbedelse sneg sig op over Ma’lakels ryg grad og bosatte sig midlertidigt i hans baghoved, som en hviskende djævel der ønskede at bedrage ham med dens løfter om en trofasthed som halv-dæmonen ikke besad! Det udviklede sig dog hurtigt til et mere realistisk ønske om at tilfangetage den hvide skabning under ham, i et kødeligt fængsel uden flugtveje. Hvad var denne euforiske længsel som syntes at have slået rødder i brystet? Påtvunget sig ejerskab over hjertets svage, dog eksisterende, rytme. Indtil den voksede som rosenbuksen over stenmuren: søgte ind i hver en sprække med dens tornede fingre, kradsede sig ind i snoningerne på murværket, for at omfavne det i et kaotisk mønster der ville skjule det fra omverdenen. Beskytte det. Han søgte ikke ord for det, turde ikke tænke dybere end til den hud han befamlede med sine ru hænder.

Et nervepirrende, tændende, klynk sendte en kædereaktion i gang; Ma’lakel følte en sitren under huden som knap nåede til ende før deres ansigter drog fra hinanden og Ahngels udstrakte overkrop blev kernen for en blodig ophidselse. Rørets klagesang, det enevælde der styrede dets tortur fik Ma’lakels sanser til at drukne i et begær der ønskede evig udfrielse! Hans legeme skyggede over det hvide, vis understykke bestandigt blev hamret imod hans skød. En symfoni af mørke tilfredsstillelser blev udstød for hvert stød, og blandede sig stædigt med Ahngels hæse, hakkende vejrtrækning og samme liderlige lyrik. Tidens gang satte dog til sidst en stopper for deres hedenske samkvem, men ikke nådesløst brat og brutalt. Ma’lakels utopi endte med den blege skønheds; den ene hånd frigjorde sit tag om den tynde talje for at slå håndfladen imod de fugtige klinker ved siden af vampyrens ansigt. Fingrene spredte sig over den blanke overflade, imens at Ma’lakels øjne lukkedes, hans øjenbryn trak sig imod hinanden og læberne fortrak sig fra de drabelige gule tænder og fremviste dem aggressivt. Ma’lakels manddom pressede sig stædigt yderlige ind i vampyrens åbning, imens at kroppens muskler spændtes i et anstrengende øjeblik. Han forbandede sin manglende udholdenhed, men måtte bevillige i kroppens behov for udløsning. Den store halv-dæmon lod hovedet læne forover, kroppen lod sig løsne ifølge af et mørk afsluttende støn. Og med det ville en varme sprede sig inde i vampyrens krop.
Ikke så snart havde Ma’lakel overgivet sig, da kølige hænder søgte ham som støtte og formede en krone ved hans nakke. Han lod sin krop udnytte uden et ord, imens at den store brystkasse udvidet sig i takt med den lettere hurtige vejrtrækning. Den sorte tatovering fulgte hudens strækninger og dog virkede den så mærkeligt hævet over kroppens gøren. Ma’lakel så op efter at have betragtet den markerede mave, det våde skridt vis forløsning var en rødelig masse. Mørkegrønne øjne lagde sig over det underskønne ansigt af den vampyriske monark, og før andet kunne siges eller gøres, mødte deres læber hinanden, som havde Ahngel rakt ind i Ma’lakels tanker.
Hånden der før havde hvilet over klinkernes overflade trak sig tilbage og lagde sig over vampyrens ryg som en ekstra støtte der trak det blege legeme tæt imod det solkyssede. Passivt mærkede han hvordan Ahngels mund gled over hans egen. Hvordan vampyren åd fra ham uden at sænke tænderne i hans kød. Han overværede hvordan kysset ændrede sin håbefuldhed og længsel indtil bløde, overfladiske stød imod hans egne. Hændernes vandren til de stærke skuldre. De grønne øjne holdt sig halv-åbne, så på Ahngel imens han gav sin indirekte kærligheds erklæring, og stjal Ma’lakels åndedrag.

Den store dæmon lænede sig ned over vampyren, imens denne ivrigt dækkede den ene skulder med åndelige kærtegn, ført af læbernes dansen over den glatte brune hud. Ma’lakels egen mund pressede sig imod den hvide hud over vampyrens egen skulder, uden at bevægede sig kærligt over den. Hånden der før havde befamlet vampyrens køn lod sig glide over til dennes lænd hvor den sank ned imellem de bløde baller og spredte dem med sine fingre. Med et indvendigt løfte om at ville gentage deres hedenske elskov løftede Ma’lakel Ahngel en smule op og lukkede øjnende, før han lød sit køn glide ud fra vampyren, og med den, den livgivende udløsnings konsekvens. Snart ville en hvidere væske end vampyrens egen blande sig med brusekabinens bundvand og blive skyllet bort. En tung udånding fulgte derefter og Ma’lakel lod Ahngel synke ned over hans skød igen, dog uden pervers intention. De smalle brune læber trak sig fra den hvide skulder, skønt han stadig holdt den ene arm beskyttende om vampyrens ryg; udgjorde et ryglæn for ham. Uanfægtet af nuets afsluttende øjeblik, ville de tynde læbe finde sig et andet mål nemlig det bløde område imellem den udødes hals og kæbelinje. Tænderne blev kort vist og greb let fat i hudens overflade, ufarligt nappede han stedet. Thi at det var hans indirekte kærligheds erklæring.

Puls of strømmende lyde syntes at fylde den vampyriske organisme med en svag, kropslig paranoia. Denne måde hvorpå han tillod sig selv afklædt og bragt imod en anden krop med en mulig fjendtlighed som kerne. Denne strømmende følelse – Denne oversynderrivende puls.. Den kom dog ikke fra et væsen, hvis liv havde blevet truet eller bragt til skamme. Af al ærlighed han kendte, kunne Ahngel ikke have bragt det bedre til syne end ved kroppens egen samtykke: Hvordan han fortsat trak vejret, som var han rent faktisk afhængig af den. Det var han dog ikke.. hans nu svagt bankende hjerte og ekspanderende lunger bad blot om den humane luksus for at fungere lidt endnu.. Leve lidt endnu måske. Selvom han instinktivt ønskede dette øjeblik af dødelighed, vidste han at luften, som kom tilbage fra hans indre var kold. Kold som han selv – trods han var midlertidigt opvarmet af fusionen han havde skabt imellem han selv og Ma’lakel, samt det varme vand, hvis dampe havde lykkedes i, at gøre det luksuriøse badeværelse tåget som en tidlig forårsmorgen. Det supplerede med yderligere, anonyme dråber over den hvide of modsatte, solkyssede hud i små brillanter – levendegjort af rummets lys og deres endnu levende og elskende bevægelser. Som var de små fragmenter af sit eget væsen og ikke de to. Som de fandt hinanden ville de sammensmelte og sammen løbe ned over lænd og ben i en hastet flugt imod afløbet. Samme effekt havde gjort sig til kende under den makabre og tvetydige elskov. Tå dråber, som for en stund havde samlet sig til en anden. Forskellen ville vel være, at de ville frigøre hinanden igen når deres leg var overstået. Forudsagt at de var i stand til det?

En fortættelse i Ahngels nedre ornamenter gjorde ham for et øjeblik klar over tid, sted og formål. De røde øjne åbnedes imens den feberagtige hinde stadig udgjorde en forførende forhindring i at drive ham tilbage til et stadie af forgudelse og kropslig forelskelse. Hans hjerte sank med et bump! Ned i hans mellemgulv hvor det langsomt affandt sig med sit nuværende hvilested. Det var i hvert fald den følelse, som blev nedkaldt over den gudesmukke vampyr da de røde, duggede øjne faldt som en sænkende sol over Ma’lakels ansigt: De korte øjenvipper, som dannede armerede blonder ved øjenlågenes ender, de få og små dråber, som var fanget deri som var det et edderkoppespind. De små detaljer.. Alle de små detaljer. Var Ahngel mon den eneste der havde set og anerkendt dem? Som løbet fra Ma’lakels egen manddom frigjorde sig Ahngels krop en smule og løb med de legende dråber ned af lem og fliser, steg et blomstrende træ af elektrolytter over Ahngels ryg og bredte sig med grene over hans arme og ben; isnende som et stengulv om vinteren, men virkeligt mere familiært til sensationen når man mærker sin elskedes hænder over en eller dét stykke musik når sit tone-rige klimaks. Det lod Ahngel gispe i det nu, hvor Ma’lakels læber flyttedes fra Ahngels overkrop og til den slanke hals’ bløde hjerte. Det lod Ahngels hage sigte imod rummet bag brusekabinen og de røde øjne rettes imod det smukt udsmykkede loft. Altid befandt han sig i et væld af skønhed og elegance… Og dog syntes tanken om dæmonen at være det der bragte elektricitet til hans nerver og suk til hans ellers åndedratsløse eksistens. De lange, hvide, nøgne arme gled sagte hen over the brede skuldre og mærkede skulderbladenes spidse fremtræden forbi musklerne – Hvor stor en synd ville det være at ønske ham der.. Ved hans side… Hele tiden? Ahngels øjne lukkedes med en sørgmodig følelse, som straks videregav hans grusomme meddelelse til den truende og ondskabsfulde logik i hans baghoved. Tåbelige, unge konge! Med tid vil du lære.. Med tid vil du hele. Og med tid vil du indse din idiotisme.
Et køligt suk steg til himmels.. Sammen med den falmende sitren i hans krop. En særlig tilfredsstillelse, som ville få hans knæ til at ryste ved for meget pres. Den var næsten pinlig så snart den var opfyldt. Pludselig huskede man nøgenheden man fremførte.. De pinlige støn og andre lyde, som afgjorde Ahngels tilladelse af alle perverterede akter Ma’lakel kunne tænke på. De sorte bryn hævede sig begge i en fortvivlet ansigtsforvredning… Som bedte han en usynlig eksistens i loftet om hjælp til en forherlighed han egentligt ikke ville være foruden.

Det lille nap på halsen ville forvandle den bløde hud til et konstant kildene punkt på Ahngels krop. Selv efter hans ånde atter havde forsvundet fra hans legeme og hans hjerterytme igen passede til en udød af hans slags. Kødet ville ikke kilde, men der ville ligge noget ’spirituelt’ over det.. Som der gjorde over hans højre øje, hvor et ganske svagt glimt af et ar havde bo. Uanset tiden til det lille efterskælv af deres elskov, ville Ahngel eventuelt strække sin slanke krop for at komme på benene igen – hjulpet med væggen som hans balancepunkt, som dog ville sørge for at hans hvide legeme ville smyg sig imod klinkerne imens det sorte, lange hår slangede sig som det passede sig inden det igen klæbede sig perverteret til hans hals og skuldre. Han rejste sig i stilhed imens han genkendte den svage spænding i hans knæ. De rystede roligt.. Uden man kunne se det. Der ville han da stå… Betragte Ma’lakel, som ville han gerne sige noget til ham. Eller bare sige noget generelt. Det rolige ansigt syntes frafaldende på netop det fokus efter nogle sekunder og da udførte han en sjælden optræden pinlighed. Et lille smil bragte dem videre i teksten. Næsten som havde han for en gangs skyld mærket en form for generthed i stilheden der ville opstå. Sagde Ma’lakel ikke noget eller lignende, ville Ahngel da lade sin hånd glide forbi Ma’lakels hofte of åbne brusekabinen imens den anden bøjede bag ham for at dreje på bruserens håndtag. En sagte dryppen ville tilsidesætte den konstante lyd af rindende vand slående imod klinkerne. Stilheden ville med et blive massiv og hinandens lyde blev nemmere fundet. Ligeså ville den lettere opgivende lyd fra brusekabinens skydedør. Endnu et tegn på, at værelset Ma’lakel sov i og badeværelset ikke var brugt så ofte eller set efter.
Ahngels skridt ud på flisegulvet efterlod små pytter som vandet frigjorde sig fra ham. Det efterlod dog stadig hans krop skinnende og tilberedt, som var han midlertidigt olieret. Det lange, ravnesorte hår formåede på godtroende vis at række længere ned af Ahngels end det kunne før og fejrede det ved at sno sig i eksotiske spiraler og kurver over hans skulderblade.

Som var alt eftertænkt af denne guddommelige skulptør, som bragte biologiske fædre til skamme. Ahngel bukkede sig svagt efter at have traverseret det smukke badeværelse. Han nåede de gulvstøttede skabe og fra dem tog han hvide, rene håndklæder. Det ene bragte han om sit liv som et primitivt klæde. ”Jeg tænkte…” Startede Ahngel roligt. Hans bløde, mørke, dog knapt så kønsligt præcise stemme. ”Dine ’observationer’ er ret begrænsede som det er nu…” Hans tone lagde op til at være mere end blot en kommentar. ”Med hensyn til din opgave her.. Mener jeg.” De røde øjne førtes tilbage igennem badeværelset for at nå Ma’lakel.

Tankerne havde ikke noget fod fæstne i den næsten uvirkelige verden de befandt sig i. En drøm som man desperat ikke ønskede at vågne fra; og skyldfølelsen fra at efterlade dem der ville opløses af drømmen, kunne ikke dæmpes, uanset hvor meget man så end ville prøve på det. Det var netop den skyldfølelse der drev de brune læber over den kolde hud. Skønt han ikke direkte rørte det hvide skind, kunne man fornemme hans mund imod eget kød. Vampyrens hals, måne bleg og indrammet af sorte tråde, som nattevæv der lokkede vildfarende sommerfugle i døden. Med gift på egne læber turde Ma’lakel knap at udånde, til trods for øjeblikkets død. Stille gjorde verden udenfor dem sig til syne igen. Den dyriske eufori fortog sin virkning, og begge måtte igen vågne af den trance som dette drømme stadie havde trukket over dem. Elskovens befrielser var ovre og nu kom individualismen; man skulle skilles fra den man netop havde fundet samhørighed med. Og selvom Ma’lakel ikke følte sig åndeløst fortabt i visheden om deres separation, kunne han alligevel mærke en modvilje til at give slip, da den underskønne monark søgte klinkernes støtte og ville guide sig fri fra de muskuløse arme. Grønne øjne fulgte ham. Uhæmmede, til trods for nutidens krav på akavethed og blufærdighed. Men Ma’lakel skammede sig hverken over hans egen krop eller den som han beskuede. Han følte heller ikke ungdommens strenge rive i ham; der bød ham at føle usikkerhed, han vidste hvad han havde gjort, huskede hvert et stød han havde skabt, hvert kys han generøst havde skænket – hvorfor skulle han dog føle sig forlegen over noget som han følte ikke kunne blive mere rigtigt, skønt samfundet skænnede?

Han sad fortsat på knæ, for vampyrens fødder imens det kunstige regnvand slog ned over den muskuløse ryg og det sorte hår der klæbede sig til huden nærmest skinsygt. Øjnenes gnister var som afdæmpede flammer; varme og gavmilde. Her hvilede flammerne i nuet og ikke i fortiden eller fremtiden. Bekymringer tyngede dem ej, der var ikke nogen anerkendelse af rang eller titler, Ma’lakel var blottet i sit blik og på samme tid kunne man ingenting læse i dem. Hverken tanker eller intentioner, men alligevel havde de ikke andet mål end Ahngels øjne. Det smil der spredte sig over vampyrens fløjs bløde læber og stædigt lokkede Ma’lakel ned i endnu en synd. Et brændende ønske om en pervers fortsættelse af tidligere handlinger brød Ma’lakels sindsro og han rejste sig roligt. Som en klippe der voksede fra jorden efter et jordskævl. Han skyggede igen for dråberne der dansede som de gled ned over den fugtige brune hud: en skygge der ville falde over Ahngel. Et mørke der komplimenterede nattejægerens udseende.

I modsætningen til Ahngel smilede Ma’lakel endnu ikke. Hans ansigt var trukket i en lukket mine, trækkende var afslappede for engang skyld og der faldt en sær slidt ungdom over det uskønne ansigt. Næsten afventede observerede han sin smukke ledsager, der dog endnu ikke kunne kaldes for netop dette. I al hemmelighed tillod Ma’lakel sig selv at være tankefuld. Uklogt. Han tvivlede på hans egne motiver igen, på hvad det var der gjorde at han konstant søgte de røde øjne til trods for at Terre ventede på sin slavepisker. Var det ren selviskhed? Nysgerrighed? Eller udelukkende noget så banalt som en seksuel magnetisme?
Den slidte lyd fra bruserens håndtag gjorde Ma’lakel mere tilstedeværende; han vendte sig halvt – drejede overkroppen for at se hen på brusehåndtaget og fulgte dernæst den blege, elegante, hånd tilbage til dens herremand. Tungen lagde sig oppe i ganen, og stilheden bed i stemmebåndet. I sandhed faldt der en død stemningen over scenariet lige pludselig. Det næste var lyden af brusekabinens dør og vampyrens billede der forsvandt for Ma’lakels øjne, vendte han sig ikke og så ud i badeværelset. Man skulle ikke tro at så overdådigt et hjem kunne byde på knagende døre og rustne rør. Men til Ma’lakels overraskelse kunne det. Han stod et øjeblik alene inden han bevægede sig til brusekabinens åbning og lænede sig kort imod glasruden der udgjorde den ene side; med en arm hvilende imod ruden og panden imod den, så han ud på den udøde skønhed der gik igennem badeværelset og efterlod vandputter over klinke gulvet.
Ikke så snart havde Ahngel talt og vendt sig om for at se ind i badeværelset, før at en nøgen og drivvåd halvdæmon befandt sig i dørkarmen indtil badeværelset. Ligeledes med et håndklæde omkring hofterne, der dækkede for dæmonens køn. De muskuløse arme var krydset og det sort hår havde igen fundet sin plads strøget tilbage, hvilket gjorde det en smule lettere at se Ma’lakels ansigtstræk i helhed. He mos grønne øjne ville hvile over de langt smukkere vampyriske træk fra den overdådige ren blods toreador. Et mindre smil prydet de smalle brune læber; skævt og med den samme mørke charme som de altid besad.

,, Mine ’observationer’?”, spurgte han en smule uforstående men djævelsk kælent.
Han havde for en kort stund glemt hans lille løgn, og der ville gå et øjeblik før det ramte ham som en hammer i panden. Dog gjorde Ma’lakel ikke den store reaktion, udover at hans blik signalerede en form for åbenbaring og han skubbede sig væk fra dør karmen. Han drejede om på hælen, og vendte tilbage til badeværelset.

,, Begrænsede og begrænsede, det kommer vel an på så meget”, svarede han en smule uinteresseret, før de mørke bryn søgte opad og en mindre nysgerrighed prægede undertonen i hans stemme.

,, Du har et forsla-”, han stoppede midt i sætningen.
Et mistroisk blik blev skænket badeværelset idet ild-dæmonen opdagede at han manglede en vital egendel; hans bukser?