Marvaless Just... Marvaless?

Sted - En flot resturent, en af de dyre.
Tid - formiddagen
Vejr - det regner uden for, typisk Engelsk vejr
Omgivelser - ikke særlig mange, da det ikke er et typisk tidspunkt at være ude og spise.

Vinen blev langsomt kørt rundt i glasset, mens at de flotte grønne fyldte væsken. Et kort suk gled igennem de rødmalede læber, inden at glasset blev først op til dem, og den flotte hvid gule væske gled langsomt ned i halsen. Da en lille slurk var taget, stillede hun glasset fra sig igen. Kvinden som tydeligvis var alene, vente sin opmærksomhed hun ad vinduet, mens hun kiggede på hvordan at dråberne langsomt, og nogen gange hurtigt gled ned af ruden. Hun tog en dyb indånding igennem næsen, og pustede langsomt ud igen, hvor havde det dog været nogle kedelige dage, hun savnede varmen fra Egypten, fugten fra regnskovende, det isende land cananda, alt andet end kedelige lille England, som ikke havde noget at byde på, ikke for hende i hvert fald, det fleste fund var blevet lavet i Skotland, og der var ikke meget sjovere at være der som her. Hun ville ud og lave noget, ud og udforske et nyt fund, men desværre var fundende ikke så hyppige som de havde været før i tiden, her her sad hun så, på en dyr resturent, drak dyr vin, men rørte stort set ikke maden.

Åndsvagt, hun havde lyst til at kyle det hele rundt i rummet, hun havde været så meget i konflikt inde i sig selv, at hun havde svært ved at følge den natur hun egentlig var, det væsen som man kendte hende for, hun hadet alle og alt, rygtet omkring at hendes onkel var død havde taget hårdt på hende, og alt i alt havde hun bare brug for at have det sjovt nu. Måske lidt underligt? Men for hende havde onkelen været død i flere år efterhånden, nu havde der bare været en forbi, og bekræftede hende i hvad hun altid havde troet.

Hvorfor mødte hun aldrig noget nyt og spændende her? - det var som om at hver gang hun kom i denne resturent, stort set samme tid hver gang, og sad ved præcis samme bor, fik præcis det samme, og drak præcis den samme vin, at hun ventede på en eller anden. Men hvem? hvem håbede hun på, ville komme hen og fortælle hende, at personen var her for at ændre hendes liv for altid. Oh, men hvad gjorde forskellige alligevel, det havde aldrig sket før, og det ville jo hellere ikke ske nu.

Regnen stilede forsigtigt ned fra den mørkegrå himmel og lagde London i én grå skygge. Gadernes grå brosten var dækket af vand, hvilket gjorde det spejlblankt. Husene og butikkernes vinduer oplyste gaden med deres svage og gullige lys, som var blevet tændt på trods at det blot var formiddag. Lyset skabe genskær i vandpytterne som sugede alt lys omkring i nærheden til sig og lod det drukne i dig. På trods af det deprimerende vejr som understregede endnu en typisk grå dag i London, men det skræmte nu ikke alle til at forblive indendøre. Tværtimod. En skikkelse som gående ned ad et af de mange fortove. Han var en rank og tiltalende skikkelse. Høj, smuk og iført en sort lang frakke, hat og paraply. Hans møkebrune krøller stak ud fra hatten, som også havde til evne at lægge skygge over det tiltrækkende og åbne ansigt skikkelsen besad. Et skævt og muntert smil, ja nærmest kækt smil var solidt forplantet over hans læber, alt imens han skiftevis fløjtede og nynnede en fransk melodi han på det seneste havde fundet særlig kær. Han løftede let på hatten som han passerede et par, drejede omkring sig selv og fortsatte videre. Han drejede om hjørnet og satte farten ned og kiggede hurtigt på sit lommeur og med ét stoppede han midt i en bevægelse.
Hans blik var fastlåst på et vindue til en restaurant. Han kom der faktisk i ny og næ, når han havde overskud til det. Hans blik var fikseret på en kvindeskikkelse i vinduet. Ikke at hans blik aldrig faldt på kvinder, men der var langt imellem dem som formåede at fange det. Han hævede let det ene øjenbryn og betragtede kvinden som sad ved et bord helt for sig selv. Hans fascination var bredspektret, men der var langt imellem interessen blev vækket i ham. Det kom normalt mest i udtryk i dans, sang, skuespil, kunst og andre dybsindige måder at komme igennem tilværelsen på. Han savnede de ældre tider hvor disse kunstformer blev værdsat langt mere end de blev idag. Han var nu helt standset og stod tydeligvis i sin egen lille verden, som han så ofte gjorde når noget betagede ham. Han førte hånden op til munden og lod fingrene kort glide over hans mund. Ja det var ikke svært at gætte sig til hvad der var i hendes tanker. Hendes tanker var mindst lige så grå som vejret. Men ak, det var jo let at lave om på når han formåede at skinne mindst lige så smukt på scenen som solens stråler, så mon ikke han også kunne bringe lidt liv og lyst ind i hendes tilværelse? I så fald kun i et øjebliks opmærksomhed.
Han krydsede gaden og trådte indenfor. Han blev straks taget imod. "Welcome Mr. Millióus, what a delight to have you here today. Would you prefer your usual table and menu?" Spurgte tjeneren og tog hans overtøj. Han rystede let på hånden, venligt men ikke afværgende. Den summende småsnak i restauranten blev en smule højere, og nogle folk vente sig endda om for at tjekke om det var ham. Åh men deres små øjne bedragede dem skam ikke denne gang... Det skulle han nok selv sørge for når det var ham påfaldende.

"Goodafternoon Miss" Lød hans lækre og blide stemme, som altid havde en snert mystik over sig, da han var nået hen til kvinden fra vinduets bord.

Hun trak en lille taske op på bordet, og fandt et lille spejl frem i det, hun kiggede lidt på sig selv, og sørgede for at både make up og især at læbestiften stadig sad hvor den skulle side, og ikke var falmet til det punkt hvor en hver ville tænke, hvorfor så overhoved have læbestift på?

Hun lagde spejlet væk, og lukkede i kort tid øjnene, mens at hun overhørte alle menneskers summen, og lyttede til den fantastiske musik som der blev spillede i højtalerne, selvom det kun var en hvisken, så det ikke skulle virke forstyrrende for de andre, kunne hun ikke andet end at smile af den smukke sang der langsomt lod sine forførende noder glide forbi øret, og lige så stille lokke en til at høre mere. Hun sukkede kort, men tilfreds, hvor hendes fingre langsomt lagde sig rundt omkring vinglasses stilk, var det vel nærmest, og førte igen glasset op til læberne og tog en slurk, blot denne gang satte hun ikke vinglasset ned igen. Fuldstændig optaget af sine egne tanker, og intet andet omkring sig end musikken og hendes eget triste sind, lagde hun slet ikke mærke til manden på den anden side af gaden, som der meget åbenlyst havde fået øje på hende, hendes øjne så, uden at se som man så tit prøvede at forklare folk, når man bare kiggede stift ud i luften. Lige som når folk nogen gange spurgte hvad man tænkte på, hvor man ikke en gang selv kunne forklare hvad der egentlig var sket inde i hoved på en, og bare svarede med 'ingen ting'.

Endnu en slurk blev taget af den læskende drik, inden hun satte glasset fra sig igen. Hun kiggede lidt ned på den urørte mad, og tog lige så stille en af de små kiks op, hvor der var et eller andet meget delikat på, i forhold til tjeneren, i hendes øjne så det mere ud som der var nogen der var lidt for nærrige omkring hvad de puttede på tallerken, også tog overpris for det, fordi at det var så kaldt gourmet mad.
,,hmm'' brummede hun, og åbnede munden og skuppede bidden ind i en mundfuld, og tyggede lidt på det. Det smagte vel meget godt, hun smagte på hver eneste ingrediens der var på dette lille stykke kiks, og kiggede tankefuldt ud i rummet, som var hun en eller anden mad andmelder der skulle sørger for at hun var fuldstændig nøjagtig på hendes beskrivelse af, hvor god eller hvor dårlig maden havde været.

Hun havde på ingen måde lagt mærke til manden der kom ind af døren, manden der fik så mange blikke fra alle de andre gæster, det havde aldrig rigtig rørt hende, det der med berømtheder, hun var vel selv lidt en, efter alle de fund hun havde været med til at grave op de forskellige steder. - men nej, det havde i grunden aldrig rigtig sagt hende noget, det med at skulle være i rampelyset hele tiden, at folk kom skrigende efter autografer. Det var først da hans forførende stemme tryllebandt hendes øre til at tvinge øjnene op for at kigge på ham, at hun lagde mærke til at der var kommet en ny person ind på resturenten.
,,good day to you too, sir'' sagde hun lidt forbløffet, men venligt.
,,Can I help you with anything? Or...'' hun var lidt forvirret om hvorfor han var kommet her over for at snakke med hende, men lige nu gjorde det da ikke noget at han stod der, hun lænede sig lidt tilbage i stolen, for at få et bedre udsyn af manden, han var meget forførende i den måde han stod der på, hvilede meget i sig selv, noget hun holde meget af.
,,Please sit, if you want'' tilbød hun så, og nikkede til stolen overfor hende, nu når han alligevel var kommet hen til hende, måtte hun jo næsten tage det som et tegn, at dette kunne være personen der kunne redde hendes dag, det ekstraordinære hun havde ventet så længe på ville ske.

Luke gengældte hendes blik. Hun var mindst lige så... betagende tæt på som ude fra gaden, hvis ikke mere. Hans blik gled langsomt op ad hende, og placerede sig på hendes ansigt. Det var ikke lysto g begær hun vækkede i ham. Det var nærmere.... inspiration, selve hendes skikkelse og væsen havde en aura over hende, som vækkede hans kunstneriske begær i ham. Hun så... eventyrlysten ud, og for hende at være fanget i en luksuriøs restaurant i London, var ikke nok for hende, tænkte han sig til.
Han lod et af sine indlurende, skæve og venlige smil glide henover hans læber hvorefter han kort slog blikket ned for derefter atter at lade det mødes hendes. "Thank you" Sagde han kort med sin rolige stemme, placerede hånden på stolens ryglæn for at hive den ud, men blev afbrudt af en tjener som insisterede på at være ham til tjeneste. Når han var gået igen, vendte han atter blikket hen på hende "What to do. I can hardly bear to let them down.." sagde han og lod et drillende smil supplere hans lille joke. De var der med det samme og ville tjene en, uanset hvor han trådte hen. Dog galt det for alle i denne restaurant. Han plejede at lade dem servisere ham, men det blev til tider kvalmende for ham, men han nænnede dog endnu ikke at afslå.
Han lod en hånd køre gennem det mørkebrune halvlange småkrøllede hår, og førte det kort tilbage, væk fra hans ansigt, som nu blev åbnet for hendes udsyn. Han var smuk, det var han. Ikke kvalmende bedårende, hverken heller for feminint eller maskulint. Hans hud var lyst, som en blød honning, og hans læber rosa. Hans mørke øjenbryn skabte konstrast i det blege ansigt, men det mest særprægede var hans øjne. Det så ved første øjekast ud som om han besad en sær og underlig sammenbladning af tyrkis og en mørkere blå farve i øjnene, men når man først så ham i øjnene var det tydeligt at hans venstre øje changerede grønt, mens det højre blåt. Det var langt mere tydeligt i denne belysning, da sterinlyset fra bordet blændede ham en smule og fik hans pupiller til at trække sig sammen. Ellers havde han altid store pupiller, som man havde lyst til at blive opslugt af.
"Well I am not quite sure that you will be able to help me..." svarede han på hendes tidligere spørgsmål og hævede let det ene øjenbryn og lod smilet vokse på hans læber "But I am very sure that I will be able to help you" sagde han blidt og pegede kort på hende og lænede sig tilbage i stolen. Han lod mystikken hænge i luften et kort stykke tid. "Here you are. Ver lovely, sitting at a expensive and luxurious restaurant, and are not even enjoying yourself" Han smilede til hende. Det var ikke svært at gætte nej.
Han lænede sig langsomt frem og fangede hendes blik og talte med lavmælt stemme "Looks like that heart of yours is to big for London... but perhaps there are sites of London you havent seen... yet" afsluttede han og ville lade hende svare ham. Det var vel ikke hver dag en flot og charmerende udseendet mand kom gående ind på en restaurant og forstyrrede en midt i ens tankestrøm, og snakkede til én som man ellers kun gjorde i film og skurespil. Men det var jo også hans speciale. At fange publikums opmærksomhed og tryllebinde dem. Lure dem ind i sit net og aldrig slippe dem helt igen. En tråd af ham ville altid være efterladt i deres sind, som ét eller andet sted begærede ham.
Små prikkende kuldegysninger løb op ad hans nakke og han lukkede i et splitsekund sine øjne for at nyde den behagelige følelse.

Det var dog ikke hans ønske at gange hende her i hans spind, nej. Det var hun ganske enkelt for interessant til. Han vilde ikke spilde hende på dén slags tidsfordriv.
En tjener kom igen hen og tiggede om hans opmærksomhed. Han skjulte let sin irritation og viftede ham høfligt, men hurtigt væk. Selvom han ønskede at opleve en sensation af smagssanser danse henover hans tunge, af den mad og vin de serverede herinde, var det ikke nogen mulighed for ham. Så han måtte hengive sig til andre kropslige sensationer og lyster når det endelig var at hans krop krævede det. Ellers dyrkede han de psykiske nydelser. Dem alle sammen... Om det var at komponere en smuk musical, male et billede, hengive sig til dansen, ødelægge et sind eller to, så nød han det hver eneste gang.
"Luke Millióus Oxford" Præsenterede han sig selv og rakte hende sin hånd, med intention at tage imod hendes og kysse hendes håndryg. "A pleasure to meet you Miss..?"

Den måde han førte sig på, hvordan han gik, så yndefuldt som gik han ikke rigtig, men næsten svævede hen over gulvet, hvis hun ikke vidste bedre ville hun da tag ham for en danser? Men hvad vidste hun, sådan noget havde hun slet ikke styr på, og skulle da hellere ikke gøre sig klog på det.

Hun betragtede ham som han satte sig ned, og lagde hoved en smugle på skrå mens hun betragtede ham noget yderligere, hun var meget mere observerende end den type der snakkede sig frem til hvordan folk var, hvad de kunne lide. Hun lagde mærke til detaljer som ingen andre ville have lagt mærke til, hun lod de slanke fingre glide igennem det blond hår, som elegant bølgede ned over hendes skuldre, og nåede hende til midt på ryggen. Hun var iført en sort stropløs kjole, som føjede sig rundt omkring hendes små men eksisterende former, den var lang og gemte hendes flotte lange ben af vejen, men man kunne lige skimte de sorte høje stiletter hun havde på fødderne.

Benet blev lagt hen over det andet, og hun smilede venligt til ham, der var et eller andet over ham som der tiltræk hende, og gjorde at hun fik lyst til at rejse sig op med det samme og gå sin vej igen, måske var det den måde han tiltræk opmærksomhed på der gjorde hende utryg, hun havde aldrig rigtig brudt sig om at folk sværmede omkring hende, hvad kunne man sige? Hun boede i et kæmpe hus lidt ude for London, hvor hun kun omgik dem som passede på huset for hende, og en gang i mellem lavede mad og kom med ting hvis hun havde brug for det. Det var lige før at hendes husholderske ville gøre hvad som helst for at få hende ud af huset, nu havde kvinden også været i familien i snart 25 år, så hun betragtede Ella lidt som hendes mor når hun opførte sig således.

Hun løftede sit ene øjenbryn over det han sagde, så han troede at han kunne hjælpe hende? Det tvivlede hun dog stærkt på, men et eller andet fortalte hende at hun måske skulle lade ham prøve, hans stemme gjorde ordende så lokkende, at hun næsten ikke kunne lade være med at smile.
,,Aha, very interesting observation sir'' sagde hun lavmeldt, og lagde sin albue på bordet, og lod hagen støtte på knoerne, mens hun lod sig selv drage af hans øjne, da han lænede sig hen over bordet og nærmest hviskede den næste sætning. Hendes hjerte slog et slag over, og hun kunne mærke hvordan at hårende for en kort stund rejste sig på armen, hun hadet ham næsten for at være så interessant at hun ikke bare kunne rejse sig fra bordet og gå sin vej, hvad var der lige ved denne mand, som gjorde at han var så dragene, for en kvinde der altid havde været meget ligeglad omkring det med mænd, og i det hele taget mennesker, så længe hun kunne tage ud på sine eventyr, læse sine bøger, og suge viden til sig som altid. Men nu, nu kunne hun mærke længslen efter at få noget mere at vide, omkring hvad han kunne tilbyde hende.

Hun hviskede lige så stille tilbage, med et charmerende smil på læberne.
,,Then you might just have to show me''

Da han præsenterede sig og rakte hånden frem, kunne hun ikke modstå, og lod hånden falde ned i hans, så håndryggen vente opad, og grinede med en fløjlsblød latter, folk havde alle deres øjne rettet imod dem, og det gjorde hendes en anelse utryg, men hun vidste det ikke, lige nu kunne det da være lige meget hvad andre folk tænkte.
,,my name is Quinn, Quinn O'conner" sagde hun og grinet havde bredt sig i et lille pige smil.
,,So please intrigue me on how your going to make my day, the most exiting one, i have had in days'' udfordringen var givet, og hun glædet hun sig til, om han kunne leve op til den.

Luke knep fraværende øjnene en smule sammen alt imens han sagligt betragtede hende. Det var ikke en underlig, eller ubehagelig grimasse, men mere et eftertænksomt udtryk. Hans øjne fikserede sig på hendes hår og krops bevægelse, da hun let og elegant lod hendes fingre glide igennem det smukke lyse hår hun besad, som derefter selv faldt så fint på plads, hvor det passede det bedst. Han betragtede dernæst hendes ben som lagde sig over det andet og efterfulgte et smil på hendes læber. Et venligt smil. Det klædte hende at smile. I det split sekund hendes smil prydede hendes læber, kunne han ikke spore sorg i hendes øjne. Men kun for et kort øjeblik. Bagefter hun dét mystiske, ulæselige udtryk i øjnene alle besidder. Dét som ingen kan tyde, og han vidste hvad han talte om, han havde nemlig forsøgt mange gange før.

Hans smil voksede en anelse ved hendes tvivl på hans tilbud. Ja, hvad var der ikke at tvivle på? Alt, faktisk. Hendes reaktion overraskede ham derfor ikke og han forventede heller ikke at hun ville takke ja, og springe i armene på ham, mens de ville løbe mod solnedgangen sammen. Nej, nej tvært imod. Det eneste han ventede på var hende, og hendes beslutning. Hendes instinkter. Ville nysgerrigheden overvinde de trygge rammer, og modet tage over og lade hende føre bort? Han vidste det ikke, men han håbede det da. Der var ikke mange eventyr som var værd at opleve alene. Det var derfor at han smilte så bredt, og en lille smule triumferende, da hun hviskede tilbage til ham. Oh jo, han var ikke den eneste som kunne skabe stemning, og han elskede at hun legede med på hans lille leg.

Hendes lette og fine hånd gled ned i hans, og imens hendes bløde latter prydede hans ører, placerede han forsigtigt et kys på hendes håndryg. Han rettede sig op og gengældte hendes smil "Oh but darling, I will show you a whole new side of the world that you will never forget." Sagde han og spillede på dramatikken, så det blev overdramatisk, blot for at understrege det komiske i hvad de havde kørende over bordet.
Luke lagde knapt nok mærke til at halvdelen af restaurantens blikke var vendt imod dem. Dog mest i smug, men han bemærkede dem ikke. Der var ikke noget at bemærke, for i hans hoved, stirrede hele verden på dem hele tiden. Livet var en legeplads - en scene hvor livet udspillede sig. Så måtte man selv bestemme hvad stykket skulle handle om, og hvem der skulle spille hovedrollen. I hans stykke, spillede han hovedrollen, og han havde vist lige fundet en vigtig biperson - hvis hun da ikke vise sig at være gjort af noget større og være i stand til at indtage en hovedrolle ved hans side. Det ville de nok få at se i anden akt. Dette var præsentationen, og snart fulgte uddybningen af deres kommende eventyr.

"Darling... If I tell you everything now, there will be nothing left for surprise" Han spidsede munden en smule og sagde små 'klik' lyde, som oftest brugte når børn havde gjort, eller sagt, noget forkert. Han lænede sig atter en smule frem "We would not want to spoil all the fun, would we?" Han lod et mystisk smil glide indover hans læber, og forsøgte at drive pirre hendes nysgerrighed en lille smule igen.
Der var ingen tvivl om at de begge ville more sig, og få en god oplevelse, ikke mindst fordi han havde evnerne til at skabe den, men også fordi hun havde evnen at lade sig drive med. At hun havde lysten, ligesom han selv.

Hun havde mest af alt lyst til bare at sige, 'hell yeah let's do it'. Men et eller andet sted var det ikke så passende for en kvinde i hendes kalibre, eller status som det vel bedre blev kaldt, men nogen gange havde man jo også bare brug for at lave noget som ikke var forventet af en, og hun kunne mærke at det kunne han give hende, og om det så bare var for en dag? Hvilken skade kunne der ske ved det.

Men hun kunne stadig mærke at sommerfuglende i maven næsten blev til sten, der tyndede hendes vægt ned imod jorden, og gjorde det svært for hende at synke. Om det var hele hendes natur der prøvede at stritte imod denne mands tilbud vidste hun ikke, men hvad der gjorde at hun ikke havde styrke nok til bare at sige nej tak, og gå sin vej, var jo betydelige større end stenene der prøvede at fortælle hende at dette var en yderst dum idé, og det ville ende galt på en eller anden måde. Men hvad nu hvis at det blev en helt igennem fantastisk oplevelse? Hvad var det lige over ham, som gjorde at hun ikke bare kunne tage hans hånd og sige, jamen hvad spilder vi vores tid på, lad os forlade denne kedelige restaurant med det samme, og drage ud i verden og aldrig nogen sinde tænke på at være kedelige igen.

Det var bare så svært at få de ord til at glide hen over læberne, og sige dem højt, og hvad ville folk ikke tænke, og hun kunne jo ikke bare, hun havde ting der skulle gøres, bøger der skulle læses, breve der skulle skrives, en masse forberedelser der skulle laves til begravelsen, hun havde jo ingen gange tid til at sidde her på resturanen og spise, men hun havde bare brug for at komme ud af huset, ud hvor at hun kunne tænke på andet, men alligevel var det jo alt det hun havde tænkt på? - I alt den tid hvor hun havde siddet og tænkt, efter han havde sagt sit sidste, sad hun bare og kiggede ud af vinduet, mens at sorgen tydeligt var printet i hendes ansigt, og tårerne prægede kort øjenkrogen, men de fik aldrig lov til at løbe ned af de fine hvide kinder. Måske var det virkelig derfor hun ikke var gået, fordi hun virkelig havde brug for at tænke på noget andet, og det andet kunne han give hende, ingen tvivl om det. Hun fugtede kort læberne, hvor efter hun kom til sig selv igen, hun rystede kort på hoved og kiggede så på ham med et helt andet blik, end det hun lige havde haft malet i øjnene, et udfordrende.

,,What the hell, let's do this'' hun rejste sig op før at hun fortrød, tog jakken der havde hængt over stolen, og kiggede på ham.
,,Are you with me Millióus?'' sagde hun lidt i en spøg, og rakte hånden ned til ham, mens at smilet igen prægede hendes læber.