Kold Basement, Empty House, Bloodred Attic

Røde, matte perler, stirede tomt ud i nattens mørke, som to lygtepæle, farvet i blodets nuance. Perlerne virkede så malplaceret, i det lille runde vindue, placeret på den bagerste væg i det lille luftrum. Røde perler, der plejede at være så klare. Så varme. Så levende. Nu tomme, kolde og følelsesløse. Døde. Præcis som den kolde facade de tilhørte. Intet var varmt og lyst længere, men var forkølet ind, til en tom lille skald, lige så kold og forladt som det lille loftrum. Ingen brugte det. Det blev brugt til at smide ubrugelige ting hen. De røde perler passede perfect her. De ville aldrig kunne danse på let tå, i en regn af røde kronblade. Aldrig side med ret ryg eller passe ind. Malplaceret. Upassende. Ubrugelig. Fortabt.
Men de røde perler holdt aldrig op med at håbe. Hold aldrig op med at stirre. Med at lede. De ville altid søge det de havde mistet. Det de havde behov for. Porcelæns figuren. De ville altid lede efter den. Selvom deres syn var svækket. Hørelse hindret. Kun lugtesansen forblev. Kun den, blev brugt til at opfange den. Sansen søgte kun en ting. Duften af det smukke porcelæn. Duften af det varme blod, der holdt porcelæns figuren i drift. Det mørke hår, der så livligt fulgte vindens kommandoer. Det var den duft sansen søgte. Det var den Perlerne søgte. Porcelæns figuren, Perlerne tilhørte.

Perlerne lod langsomt deres matte overflade falde ned over den grå krop, der sad der bag. Den grålige hud, virkede næsten sort. Havde mistet al varme, og var gledet imod den mørkere kontrast. Hvad var hun nu? Et forkuldet efterladenskab, efter de Rasende Flammer var ovre. De Rasende Flammer. Perlerne skød hurtigt deres blik ud af vinduet igen. De ville finde hende igen. De ville straffe hende. De haddede hende allerede. Når de fandt hende, ville de flå hende levende, for hvad hun havde gjort. Forræderi. Befriede en Porcelæns Figuren. Ledte den tilbage til Skyggen. Tilbage i det mørke, de Rasende Flammer haddede mest. Nu haddede de hende. Søgte hende. Hun ville blive flået for hvad hun havde gjort. Perlerne blev langsomt gemt væk, af mørke grå lagen, der kun nettop ikke nåede at stoppe den matte røde væske, der forlod Perlernes kroge. Blikket faldt, og rystende håndflader søgte det kolde ansigt, imens knæ blev trukket nærmere. En lav lyd skred igennem det tomme loftrum. En hjerteskærende klynken, der ville få selv fugle til at pippe mere sørgmodigt. En kaskade af følelser, løsladt i bare de stille lyde. Hendes ansigt blev gemt i håndfladerne, og håndryggen hvilt imod hendes knæ. Langsomt rokkede den spinkle krop, frem og tilbage.

Perlerne havde ikke altid været sådan. Men den sidste uges tid, var deres farve forsvundet, og lysten til alt var randt ud langt før det. Perlerne havde brugt langt størstedelen af sin tid i loftrummet, og nægtede at gå ned derfra, hver gang La Rosa Roja personalet, havde bedt hende om det. Hun dra meget sjældent, og når hun gjorde, var det meget lidt. Hun manglede noget andet end væske. Det livgivende blod, der holdt hendes krop kørende. Selv det, var en mindre nødvendighed, end Porcelænet. Hun havde brug for hans hånd. Hans stemme. Ja blot hans blik, ville være nok til at dulme det forfald hun var rendt ud i. Hun kunne snart ikke mere, og hendes håb var ophørt. Måske havde de Rasende Flammer fundet ham? Fundet Porcelænet, og slået det itu. Eller måske havde Skyggen ædt ham op igen? Nej. Hun måtte holde på håbet. Hun måtte blive ved med at stole på hans ord. På hans blik. Gardinerne blev langsomt fjerne, og de Røde Perler slog langsomt blikket ud af vinduet igen.

"Hvor?"

Mange talte om den fortabte nosferatu. Aldrig til hende, men der var hvisken i krogene. Sigende blikke. Alle vidste hvem hun var og af hvem hun var blevet sendt: var en af Herremandens brødre stadig i live, og hvis han var - hvor var han henne? Det eneste livstegn var det masochistiske pigebarn, vis anoreksi de spanske vampyrer ikke kunne forstå. De fastede kun tre gange årligt, og når de gjorde var det for at behage deres Gyldne guddom.

Man skabte fantasifulde rygter om hende bag hendes ryg: at hun var et sigøjner barn der havde flakket rundt og så faldt over de døde lig af Herrens familie, stjålet et pergament og på en eller anden måde fået overtalt husets førende stemme om, at hun virkelig var velsignet af Alcedin hænder. Nogle mente sågar at hun var en snedig lejemorder der havde til formål at dræbe den sidste Alcedin der eksisterede! Og da Herren faldt hen med en mystisk sygdom, lå det i alles øjne at de gav hende skylden og overrakte hende statussen som Ulykkesfugl. Den eneste der ikke holdt samme sandpunkt var den døende Herre. Han værnede om hende omsorgsfulgt og til trods for tidsmangel, ville han hvis hun ønskede, altid lytte til hende. Skønt hans ansigt var blevet dækket med en glinsende gylden maske, hans krop dækket af røde silke klæder og hans væsen overdådigt smykket med hellige symboler. Hver skumring blev der sunget for hans velvære; bedende sange til den dødelige Apollo, om at række ud med sin kraft og redde ham fra giften i hans åre. Ikke langt fra det store beboelseshus lå der er tempel hvor de udøde bandt de smukkeste kvinder eller mænd til et marmor alter og skar dem åbne bid for bid, imens de bad til deres hedenske guddom. Og de fastede tre uger, tre gange om året, begravede deres udsultede artsfæller i kister uden at skænke dem en tanke yderligere. Det var en kult af gamle såvel som unge vampyrer der mente at de udrettede noget godt ved at gøre hvad de gjorde.

Og det var i dette øjeblik at en stemme kaldte på den unge nosferatu. Dog var der ikke noget stemmebånd der vibrerede ved det, det var en mental kalden og håndsoprækning, som flød igennem hele palæet. En personlighed skinnede igennem, følelsen af rådgiverens tilstedeværelsen; bydende som den var – var rådgiveren en kynisk ældre kvinde, der kunne tale med den bildeste stemme, men på samme tid holde løfter om afstraffelse. Men der lå ikke nogen dulmende ondskab i hendes kalden denne gang, tvært imod var hendes kald overraskende desperat! Som var det af yderste vigtighed at hun fandt hende.

’Olga?!’

De røde perler der havde stiret ud i mørkets inted, var ikke så blinde som folket på Palæet måske ønskede. De så godt de sigende blikke. Og ørende bag, hørte mere end de troede. Hun vidste godt hvad de sagde. Hun vidste godt hvad de mente om hende. Hvad de hviskede. Hun lod dem blot beholde deres smålige rygter. Deres mørke tanker, der ikke tillod et fremmed tilstedeværelse, uden den havde rigtig gode grunde til dette. Og hvad de så end troede om hendes ankomst, var det ikke blot et tilfælde. Hun ventede blot på at porcelænet skulle vende tilbage. På at den hun havde knyttet sig til, skulle komme tilbage til hende. Havde han sagt at han ville. Så hun ventede. Lod sig tale om som en legemorder, sigøjner og hvad rygterne ellers kunne finde på. Hun var ikke sikker på at hun helt brød sig om de ting der skete her. Hun forsøgte at ligge et blindt øje til. At ignorere at det skete. Hun var ligeglad. Det var kun ham der betød noget. Det var på grund af ham, at hun var her. Hans skyld at hun var flygtet. Hans skyld at hun ikke virkede mere. Men stadig længedes hun efter ham. Alt hvad han havde forårsaget, betød intet for hende. Så længe han ville vende tilbage. Fylde den manglende del af hende, der var livs nødvendig for hende. At have den figur, hun kunne læne sig op af. Den hun kunne støtte sig til. Det havde været flammen, der stærkt holdt hende oppe med sine beskyttende flammer. Men nu var den blevet til had. Ikke længere en hun kunne støtte sig til. Nu var der kun ham. Og han var der ikke.

Et stille suk undslap kvindens læber, da den kendte stemme lod sig høre. En stemme der tilhørte den kyniske læreinde, der så desperat havde forsøgt at lære hende plig. En stemme der tit havde virket til at påvirke irritation og ubehag i hende. Men denne gang, lod stemmen sig lyde, med en helt anden klang, og de mat røde øjne lod sig knibe en anelse sammen, og glide blikket over sine skuldre imod udgangen af lofts rummet. Hvad provokerede denne desperation i kvindens stemme? Hvad fik hende til at søge Olga, med så megen hast? Hun plejede aldrig at have så travlt, at hun ikke kunne holde den kolde kyniske facade oppe. Nu var det ikke lydighed der ledte Olga imod loftslemmen, men nysgerrighed. Hendes blik fik et ganske kort grimasse af nysgerrighed, da hun kravlede over gulvet, med et blidt bid i sin underlæbe. Hun trak døren op, og lod sig falde ned fra den åbne lem, i og med at hun trak den lukket med den hånd der havde åbnet den.
Hun landede på gulvet, på alle fire, og lod de blodrøde øjne stirre rundt i gangen hun var landet i. Hun begyndte så at luske hen over tæppets bløde plys, stadig på alle fire, og lod sig lede af den retning kvindens stemme sidst gav til kende. Men inden hun overhovedet var i nærheden af kvindens tilstedeværelse, rejste pigen sig hastigt på to ben. Hun måtte vakle et par sekunder, for at få sit fodfæste og vende sig til at gå på to ben igen. Hun var samtidig stadig påvirket af hendes blodmangel og havde ikke alle sine kræfter intakt. Hendes ellers healende blod ville nok ikke engang kunne helle et dyr, skulle den få det ofret. Hun var uduelig. Ubrugelig. En skal af hvad hun engang havde været. Hun hadede hvad hun var blevet til, men skød ingen synder ud. Det var ingen andres skyld, end hendes egen. Hun valgte at flygte. Hun valgte at sige ja til at tage til Spanien. Hun valgte, i sin tid, at lade sin herres fange gå fri. Det var alt sammen hendes egen skyld. Ingen andre kunne få skylden.

Pigen tog nogen skridt for at få sig selv rettet op igen, og nærmede sig så et hjørne, som hun næsten smøgede sig omkring, med en hånd strygende frem på den anden side. Hendes kjole var blevet beskidt. Støvet af loftets gulv, og et par revner af de splinter der var i gulvet, havde gjort sit til at beskidte den fine kjole, som hun havde påført sig denne dag. Noget hun vidste at kvinden, Lelouch, bestemt ikke ville være så glad for. Så hun forsøgte at være så passiv og gemt som hun kulde, inden hun lod sin hæse, halvt kvalte stemme lyde igennem det rum hun havde nærmet sig.

"Ja, Lel... Frk.. Lelouch?" Kaldte hun blot kort, og lod de matte, tomme perler, som ellers plegede at være så fulde af liv, stirre frem fra deres skjul, lettere nervøse for hvad de ville finde. Var hun nu i fare? Havde rygterne eskaleret? Hun sørgede for at lade sit blik falde, lige så snart Lelouch fandt og så imod hende. I underkastelse, der udviste den respekt hun nu engang havde for kvinden. For stort set alle der befandt sig på Palæet. Hun var en gæst, og havde ingen ret til at se ned til andre. Ikke at det stoppede hende i at gøre hvad hun ville. Gemme sig steder hvor de ikke fandt hende. Flygte og få fri luft imod ansigtet, hver gang hun fik chancen. Men altid, kom hun tilbage. Det var her hun var blevet sendt hen. Det var her han ville regne med hende. Det var her hun ville være, når han vendte tilbage.