Route to Freedom ((Olga))

Route to Freedom.

Taxien standsede foran lufthavnens indgang, og chaufføren lod døren ud til åbne for at stige ud selv, og med tiden åbne døren for kvinden i den lille taxa.
På bagsædet ville de så sidde, tyve minutter inden at flyet til Spanien ville lette, og de sikkert ikke ville lægge blikket på hinanden før om meget lang tid. Men det var det værd, eller det overbeviste Alvar sig selv om. Hans tanker kunne ikke helt bestemme sig for noget, og derved kom hans stilhed i turen derhen. På den ene side lod han fornuften råde, og tillod sig selv at afgrænse sin egen lyst frem for at lytte til stemmen der bad ham stige ombord på flyet sammen med hende, og efterlade hans helgen. Men det kunne han ikke. I en konflikt imellem to ting han havde meget kært, kunne han ikke vælge den ene frem for den anden. Hans herre, elsker, og frelser, frem for… hende.
I tiden hvor de havde delt taxaen ville Alvar, hvis ikke Olga først havde taget initiativet, lade sin hånd lukke sig om hendes. De kolde fingre ville stryge sig over hendes en enkelt gang, inden de flettede sig ind imellem dem, og holdt hende fast som var han bange for at hun ville stikke af og flygte. Idet han havde gjort det, havde han ikke set på hende. Hans øjne var fastlåst på de mange lygtepæle, mennesker, huse, gader, og hjemløse de kørte forbi på turen, imens at den frie hånds albue hvilede sig på bilens vindueskarm, med den frie hånd imod sine stumme læber.
Det sorte hår lå glat over hans skuldre, og selvom taxaen havde lavet nogle små hop undervejs, syntes kun det yderste af de fine, silke, lag, at glide fra de andre. De indrammede hans vidunderligt smukke ansigt i en ramme af blanke tråde, der skinnede fra hver gadelampe de kørte forbi. Hans hår i den vante midterskilling der aldrig helt syntes at forandre sig, selvom han havde prøvet at være excentrisk og køre det over i den ene side.
Hånden i hendes ville give den et mindre klem efter at chaufføren var steget ud. Kort ville de tomme øjne se hen på hende, med et meget afstumpet og nærmest vemodigt smil, inden han vendte ansigtet fra hende igen. Da ville hans fingre ud filtre sig fra hendes, og trække sig væk. Han steg ud fra taxaen, imens at døren ville blive åbnet for Olga.
Ude på gaden stod han et øjeblik og blev væk i den store kaskade af menneske skabte lys. Selvom han lignede mange af de andre væsener omkring ham, kunne man ved første øjekast mærke den sitrende rolighed der lå over hver enkel bevægelse og kunstige åndedrag.
Han vendte sig imod hende som hun ville være steget ud, og så på hende med samme stille smil, inden han ville række hånden ud imod den taske hun havde fået med sig, med intention om at bære den for hende, alt efter om hun ville give ham den eller ikke.

Stilhed. Trykhed. Varme og behag. Disse ting var alle en vigtig del af manges liv. Det var de bestemt også, af den unge Nosferatu, Olga's.. Men ikke noget hun fik meget af. Og noget hun havde lært at nyde til det fulde, skulle hun nogen sinde få det. Hun havde haft den værste tid, i sin lange eksistens, det var hun sikker på. Den smerte hun havde lidt, var ubeskrivelig. I hvert fald i hendes hoved. Og søvn, havde hun manglet. Så grufulgt meget. Det var nok også grunden til, at hun så hurtigt var faldet i søvn, da de var kommet ud i taxien.
Hun havde siddet helt still, lige da de var kommet ind. Hun var stadigt småtrist. Ideen var den eneste rigtige, men bestemt ikke behagelig. Sådan føltest det, i hvert fald. Han havde funet hende igen. Havde omfavnet hende, og.. Trystet hende. Som hun avde forsøgt, at gøre for ham. I den tid, han manglede nogen. Manglet sin elsker... Sin.. Helgen.. Og hun havde også manglet. Men. Det stak hende i siden. At hun ikke var sikker på, om den dumme knægt, havde opfattet, hvad det var hun havde manglet. Hun havde manglet ham.
Da hans kolde hånd, strøg over hendes, kiggede hun langsomt ned på hånden. Alvar. Det hun havde manglet. Og nu ville miste igen. Måske, ikke for al tid. Men stadigt miste. Langsomt foldede hun sine fingre en smule ud, så hans kunne flette sig ind i dem. Hun sad en smule lænt fremad, med hendes hår, lagt til siden, så de dækkede synet imellem dem. Hendes øjne, dækket for hans. Hun foldede langsomt sine fingre omkring hans, og drejede hovedet, så det lignede at hun ville kigge op imod ham, men hendes øje, var stadigt dækket af hendes hår, og kiggede ikke op på ham, men ned foran ham. Hun. Havde ham jo lige nu... Hvorfor så løbe? Hvorfor så løbe alene?
Hendes blik gled så op på Alvar, så hendes røde øjne, rettede sig imod hans ansigt. Og det ene kun var dækket en smule, af nogen få totter. Nej, nu ville hun ikke have ham i lang tid. Det måtte hun indse. Det.. Var det bedste. Det sagde Alvar..
Hendes hoved faldt langsomt imod Alvar, og lige så, gjorde hendes krop. Og hvis ikke han stoppede hende, blev hendes krop, blidt, lagt op af hans, og hendes hoved, på hans skulder, imens de dansende røde øjne, langsomt blev lukket. Og som om sovepiller havde taget effect, faldt den svækkede Nosferatu i søvn, på mindre end sekunder.

"Hvor tror du, at du skal hen? Du slipper ikke væk.. Olga.. Olga... Ravenfeather.. Rasputin.. Rasputin! Glem ikke det! Du er min datter, og jeg vil finde dig, før eller siden.. Og så sal du bøde, for den ydmygelse, du påførte mig, da du rev min slave fra mig! Du skal bøde for alt! Og tror du svage, ynkelige lille forsøg på en Toreador, vil kunne stoppe mig!? Nej, lille Olga.. Du er dum.. Dum! Alvar ville hellere fodre mig med dig, end tage en simpel lussing! Du vil ikke blive reddet fra mig, når jeg endelig kommer.. End ikke den fader kærlighed jeg havde for dig engang, vil kunne stoppe mig! Den er væk.. Olga. Du gik imod en regel. Har været en slem pige... Og det vil du blive straffet for! Jeg finder dig.."

De røde øjne, gled hurtigt op, og stirede ned på sædet foran hendes ansigt. Sædet foran Alvar, hvis skulder hun var lænt imod. Taxien stod nu stille, og Alvars øjne var lagt ned over hende, med et vemodigt smil. Olgas øjne gled op, og mødte hans, med en smule af hendes hår, foran det ene. Et mindre smil bredte sig, på en lettere forskremt blik. Marridt. Det havde hun efterhånden vendet sig til. Men aldrig havde de været så direkte. Hvorfor nu? Hun havde det da bestemt bedre nu. Var det fordi, Alvar ikke længere var en del af dem? Fordi at han ikke længere stod med pegende finger, men nu var en del af hendes drømme i stedet. Alvar havde altid domineret begge dele, af søvnens billeder. Vladimir havde aldrig skåret så hårdt igennem.
Olga blinkede hurtigt et par gange, og fik disse tanker skubbet væk, og kiggede imod døren, der nu var blevet åbnet. Hun knugede Alvars, da han knugede hendes, men hun gav ikke slip med det samme. Fortsatte kort at holde ved, inden han så gav slip. Hun drejede rundt, og forlod så bilen, med hendes takse i hånden. Hun kiggede op på lufthavnen, med et trist udtryk. Dog gled de røde øjne ned på Alvar igen, og hun smilede halvt, imens hun gik omkring bilen, for at komme hen ved hans side. Hun kiggede kort ned på Alvars hånd, og tænkte kort for sig selv, inden hun lagde tasken i hans hånd, for så at træde tættere på ham, og ligge en arm omkring hans liv, og kigge op. Hendes smil var langsomt dulmet, og var tydeligt, at denne ide stadigt ikke huede hende. Men hun havde accepteret den, og ville gå med til det. Hendes blik rakte kort imod himlen, inden hun kiggede tilbage imod Alvars øjne, og hende læber delte sig. Hun havde et spørgsmål, men kunne ikke helt få ordene frem. Der var intet sentimentalt i ordene. Hun ville bare stille et simpelt spørgsmål, og selv det havde hun nu problemer med. Billedet af Vladimirs ned hakken slog igennem hende igen, og hun sank en klump, stadigt med sine læber delt fra hinanden. Men endeligt blev de lukket, for så at dele sig, og få fremkæmpet ord.
"Vil.. Flyet lande.. Inden.. Solen står op, i.. I Spanien?" Spurgte hun, og lukkede fast munden igen. Hvis Alvar begyndte at gå, fulgte hun med, uden at protestere. Han havde styr på, hvad han lavede. Det måtte hun stole på. Det kunne hun stole på! Det var hun sikker på.
Dumme dumme Olga...
Stemmerne var der stadigt. Ville ikke give slip. En del af hende, stolede stadigt ikke på Alvar. Men det var ikke den del, hun handlede med. Den var presset ned. Den bange lille pige, der desperat holdte fast i tanken om, at hun ikke havde behov for nogen. Hun kunne sagtens blive ved med at flygte. Være alene...
For altid, Alene!

De aske hvide hænder lod sig som sagt rækker ud efter hendes
sports taske med penge, brev, flybillet, og en felt flaske med varmt blod der
for få timer var blevet tappet og kunne holde sig indtil daggry hvor det blev udrikkeligt.
Det var måske ikke meget, men lidt af hvad der kunne holde hende vågen under
turen så hun ikke faldt i søvn og mistede fokus, men hvis hun gjorde ville en
af de mange stewardesser nok vække hende, ville de ikke?
Hans fingre lukkede sig om remmen fastspændt til tasken, og
han tog den over i modsatte hånd så hans sidde der vendte hendes vej var fri.
Den sorte sportstaske blev langt over skulderen uden Alvar gav et ord fra sig,
og lod blikket glide væk fra hende et øjeblik for at orientere sig omkring
hvordan og hvorledes tingende skulle foregå, indtil han kunne mærke den meget
mindre skikkelse sno en arm om livet på ham, og stille sig tæt hen til ham. De
tomme øjne udvidet sig svagt uden han helt havde styr på hvorfor han fandt
hendes berøring så følelsesfremkaldende. Måske fordi sidste gang hun gjorde
det, og de gik ind i selv samme lufthavn, skiltes de også.
Han så ned på hende, som hun talte til ham og spurgte
tøvende om solen stadig ville ligge i dvale når hun engang nåede frem.
I en tid var hans blik ligeså følelses tomt og sjælløst som
det altid havde, og sikkert ville være. Han havde en sær vane med at ligne den
dukke hans ansigt fik ham til at være, men da dannede et lille smil sig igen
over hans blege læber, og han gav et nik fra sig som svar til hende. Flyet
ville lande inden solen kunne nå at true hende med manglende nattetimer. Det
var trods alt kun lidt over midnat, og hendes flyvetur varede en og en halv
time. Det ville udregnet give hende tre og en halv time til at nå det hun
skulle nå inden hun ville være i fare.
Armen om hans liv lod sig stadig bide fast i hans
hukommelse, og selvom den fyldtes med et øjebliks nostalgi, lod han armen
svinge sig om hende ene skulder, og underarmen hvile over den præcis som
dengang, og da begyndte han at gå.
Så lad dette være deres farvel ritual hvis det var det som
det skulle forestille, en bittersød gengivelse af sidste gangs afsked, blot at
denne gang ville de ikke skiltes med forvirring men med håb. Håb om at de ville
se hinanden igen, måske ikke i morgen, eller om en uge, måned, eller et år, men
de ville se hinanden igen. Og hun ville være i sikkerhed, og ikke flakke rundt
som en herreløs hund, for hun var ikke herreløs. Det ville hun aldrig være.
Efter at være gået ind i selve lufthavnen stoppede Alvar op
som de nåede de mange mekaniske tavler med tids afgange. Hans øjne lagde sig
hurtigt over det fly de skulle have fat i, og hvilken vej de skulle gå for at
komme derhen. I stilhed fulgte han Olga ned af de mange gange, og elevator
trapper, med en betryggende arm om hendes skulder, og tasken over hans anden
skulder.
Han kunne ikke være der for hende, så meget blev han nød til
at indse. Han ville ikke være den person hun kunne smile sammen med i
hverdagen, eller grine med. De ville ikke kunne være venner, de var… hvad var
de? Ingenting? En sær blandingen af familie, venskab.. og så den her trykkende
følelse der lå i hjertets kolde slag, når de endelig var ført sammen. Og et
sted i hans indre vidste han at han ikke fik mulighed for at udforske årsagen
til selv samme følelse nogensinde, ikke så længe han tilhørte Lucas.
Han stoppede som de nåede udgangen til flyet, ti minutter
til at det lettede. Der stod stol rækker omkring dem, og flyets ventende passagerer
gjorde an til at trække deres kufferter og andet med sig, for at gå hen til
damen ved den lille skranke og vise deres fly billetter.
Alvar standsede henne ved den yderste a stol rækkerne, og satte tasken ned på
stolen, for derefter at lade sin underarm glide ned fra Olga, og vende sig imod
hende.
De tomme øjne så ikke på hende, men han kendte udmærket til
den uro i hendes sind og krop, for han følte den selv. Lydløst lagde han armene
om hende. De slanke men let muskuløse arme, dækket af den sorte jakke til Alvars
jakkesæt, selvom slipseknuden sad løs, og kraven var knappet en smule op,
klemte hende ind i en øm omfavnelse. En hånd blev ligeså lagt på hendes
baghoved, imens han sank hovedet en smule for at ligge sin kind på hendes hår.
Hans eget gled ned og lagde sig blidt imod hende. Han holdt hende tæt, måske
virkede det som et sidste farvel, men det var det ikke.
Det var blot et: Vi ses.

Olda smilede en smule for sig selv, med ansigtet ned af, så Alvar ikke så hendes smil, da hun omfavnede ham. Hun lagde blidt sit hoved imod hans skulder, og lukkede kort øjnene. Hun havde fået et nik, og det var alt hvad hun ville have.. Et simpelt svar, var efterhånden, det eneste hun kunne regne med, fra Alvar. Hun ville hellere ikke forlange mere. Dog ville hun tvinge ham, til at lade hende høre den dejlige stemme.. Bare lidt.. Inden hun tog på flyet.. Det måtte hun.
Hendes øjne åbnede sig igen, da hun pludseligt mærkede noget, hun ikke havde regnet med. Han lagde en arm på hendes skulder, og et skud af nostalgi, røg igennem hende. De gode gamle dage. Alvar havde naturligvis, altid været mere eller mindre trist. Men. Der var dage, hvor han ville ligge armen omkring hende, sådan. Men det var også en tid, hvor hun havde været i tvivl. Om han faktisk kunne lide hende. Eller ikke fordrage hende. Så en blanding af ubehagelige og ubehagelige minder, slog omkring i Olga. Men hurtigt, fik hun det helle skubbet væk, og kiggede langsomt op på Alvar, imens hun lagde sin kind på hans skulder. Hans smukke dukke ansigt, sagde intet om hans indre. Det havde hun lært. Dog havde det lykkedes hende, at skabe smålige smil, fra gang til gang. Måske.. Var der håb for, en dag at få Alvar til at virke mere. Glad. Tilfreds. Nej. Det ville aldrig ske, så længe Lucas var en del af hans liv. Og hun så ikke ligefrem en fremtid for, at han skulle unslippe dette greb.

Olga fulgte med Alvar, med hendes arm omkring hans liv, og hoved imod hans skulder, imens hun kiggede frem for dem. De røde øjne, var stadigt en anelse matte, på grund, af den stadigt manglende blod. Hun var endnu ikke helt rask. Kunne stadigt mærke udmattelsen. Svækkelsen. Hun ville slet ikke kunne beskrive, hvor meget hun glædede sig til at drikke sig fuld af blod, endnu engang. Hun glædede sig til at slappe af. Til at hvile. Til at leve, igen. Alt var bedre end den tid hun havde været igennem. Dog. Ville hun ønske, Alvar kunne komme med hende. Så ubeskriveligt meget.
Olga pressede blidt sig selv, ind imod Alvar, og lukkede sine øjne, imens hun lod ham lede hende. De mange prik, fra ubehagelige mindre, skar hende i halsen, og hun rømmede sig en anelse. En blind angst, for at blive smidt væk fra Alvar igen. Men det ville han da ikke. Nej. Det var ikke derfor, hun blev sendt med flyet. Hun blev ikke skubbet væk fra Alvar. Eller. I hvert fald ikke på samme måde..
Hendes øjne gled kort op, og kiggede lidt rundt. Tvivlen, stikkede ti lhende igen. Måske var dette bare et forsøg på at få hene af vejen? Genvinde en smule ære, efter så respektløst, at have smidt hende væk?
Olga klemte sine øjne lukket, og knugede sig ind til Alvar, og lagde sin anden arm om ham, så hun holdt sig selv fast ind til Alvar. Hvorfor tvivlede hun på ham? Det var jo Alvar... Han ville ikke lyve for hende. Ikke igen.
'Olga lad nu være med at lyve for dig selv! Han har altid! løjet for dig... Aldrig har han talt sandt.. Det helle var en løgn, for at få dig til at hjælpe ham.. Hjælpe ham med, at få sin vilje! Han er en forkælet Toreador, der ville ønske han var Gangrel! Lad være med, at lade ham såre os igen!!'
Den higsige stemme i hendes hoved, var hun begyndt at vende sig til, men den var stadigt svær at ignorere. Den stak stadig. Den havde jo lidt ret? Han havde løjet. Ret så grueligt. Men hvad var hun nu? Hvad kunne han muligt gøre ved hende, der ville være værre end dette? Det hun havde før? Alene. Fortabt. Nej, Hun følte, at hun selv var på bunden nu. Han kunne ikke gøre hende noget, det ville gøre det værre for hende. Så hvorfor skulle hun ikke følge med?

Olga åbnede sine øjne igen, da de stoppede op. Hun kiggede kort rundt, men øjnene faldt hurtigt på den udgang, der skulle lede hende væk fra Alvar. Rigtig langt væk. Lige nu, som hun så på den, så hun den som en port til helvede. En port til smerte. En gang, hun bestemt ikke ville bevæge sig ud på.
Hendes øjne gled langsomt op på Alvars, og hun løsnede hendes greb omkring ham, for at træde en lille skridt tilbage. Hun lod hendes arme hænge ned langs siderne, og sit blik rettet nedad. Som en lille pige, der nettop var blevet skældt ud. Hvorfor? Hvorfor kiggede hun ikke op på ham? Op i hans øjne? Et sidste glimt. Hun snøftede lavt, og en tåre kildede i hendes øje. Men hun tillod det ikke at falde. Det sidste glimt han skullehave af hende, skulle ikke være af gråd. 'Kom nu Olga... Smil.. Du smilede så meget engang.. NU.. Betyder det lidt... Så smil dog!
Det gippede i Olga, da han lagde armende omkring hende, og et lavt suk kom fra hende, imens hun lagde sit hoved imod hans brystkasse. Først, blev hun stående med sine arme ned langs hendes sider, men sank så en klump, og lagde hurtigt sine arme omkring Alvar. Hun knuggede sig hårdt ind til Alvar, imens et lavt klynk kom fra hende, og den kildene tåre, truede endnu mere, med at rive sig løs. Men hun holdt fast. Lod den ligge i hendes øjnkrog, og formede en rødlig masse under hendes øjnæbel, og sørgede for ikke at blinke.
"L.. Lov mig.. At skrive.. Lov mig det igen.." Bad hendes rystende læber, imens hun kæmpede sig selv fra at flæbe. Nej, ikke igen. Dette ville måske være den sidste smule nærvær, hun fik med Alvar. Så ville hun ikke græde! Det nægtede hun.

Hvis ikke han stoppede det, eller skubbede hende væk, blev hun stående tæt ind til ham, i hans omfavnelse, af både hår og arme, i flere minutter. Men endeligt sank hun en klump, og flyttede sit hoved væk fra Alvar's bryst, og rejste hovedet så hun kunne kigge op i hans øjne. Hendes røde øjne havde fået en smule af deres dans tilbage. Deres glæde. Så meget havde det opnået, at stå ham så nær, i bare denne korte tid. Hun fik fremtrukket sig et blidt smil, og sank endnu en klump. Hendes øjne flakkede en smule ned på Alvar's læber, og så tilbage på hans øjne. Endeligt blinkede hun, og den tåre der havde bygget sig op, blev endeligt løsladt. Men hurtigt fjernede hun den, med sin ene hånd, temmeligt klumset, så smålige streger af blod forblev på hendes kind.
Øjnene blev hurtigt rakt op imod Alvar igen, imens hun langsomt rejste sig en smule, op på sine tær. Hendes ansigt kom en anelse nærmere Alvar's, og derved hendes læber, tættere på hans. Hendes øjne flakkede kort, og billeder af Lucas og Vladimir slog igennem hende, og hun lod sig hurtigt falde tilbage på hendes hæle, så hun stod fladt på gulvet igen, og kiggede op på Alvar. Hun kunne mærke en ubehagelig følelse af svaghed, og nlottelse, køre igennem hver eneste af hendes muscler, og hun trak sig en smule væk fra Alvar. Og hvis ikke han stoppede hende, tog hun et skridt væk fra ham, imod tasken. Hendes øjne fjernede sig dog ikke fra hans. Som låst i en bane imod dem, stirede hun i hans øjne, hvis han stirede tilbage. Endnu engang, sank hun en klump, og blinkede et par gange.
"I.. Ikke farvel.. Vi.. Ses igen.." Hviskede hun stille. Mest som en retorisk udtalelse, for at berolige sig selv.
Damen der stod ved gangen til flyet, var begyndt at kalde de sidste gæster imod hende, da flyet ville lætte om tre minutter. Olga's øjne, rev sig hurtigt fri fra Alvars, og stirede imod damen. Møg kvinde! Hun.. Ville ikke nogen steder. Men. Det måtte hun. Olga's øjne fløj tilbage på Alvar, og hendes læber, bredte sig ud i et lille smil. Et oprigtigt smil. Hun var glad. For lige i det øjeblik her, vidste hun at de ville ses igen. Det viede dog hurtigt, da damens stemme klang igen, og kaldt passagere imod gangen, og Olga begyndte at gå der imod. Men for at komme der hen, skulle hun forbi Alvar, og da hun stod et kort stykke fra ham, tættere på damen, stoppede hun op igen. Hun kiggede ned på gulvet foran sig, imens hendes tanker endnu engang fløj afsted, som de havde gjort for længe siden. Dengang hun ikke forstod noget som helst omkring Alvar. Nu vidste hun dog en del mere. Hun vidste i hvert fald en ting. At han var næsten lige så langsom som hende, og at han nogen gange skulle slås med en bog, omhandlene emnet, for at forstå det. Var i hvert fald den opfattelse Olga havde fået.
Hun drejede langsomt hovedet, så hendes ene øje kunne kigge tilbage på Alvar. Alle hendes tanker blev sparket væk, og hun drejede om på sine hæle, efter at have sluppet tasken. Hun tog de få skridt der var tilbage til Alvar, og hvis han stod med ryggen til, gik hun om foran ham. Hun rejste sig op på hælene, og uden at tøve, lod hun sine læber, ligge imod hans, i et blidt møde. Et møde, som dog lige så hurtigt som dette sidste møde med Alvar, blev brudt. Hun lod sig stille tilbage på sine føder, og kiggede op på ham. Hendes smil der var forsvundet, kom hurtigt tilbage, og hun vendte sig så tilbage imod sin taske. Det havde hun ville gøre i lang tid. Og hvis ikke Alvar stoppede hende, ville hun lade det være det sidste han så af hende, i det han gik imod damen der tog billeter. Selvom hun havde et lille smil på hendes læber, faldt en rød tåre, langsomt over hendes kinder, imens hun begik sig gangen imod flyet. Et lavt suk kom fra hende, og hendes blik faldt imod gulvet foran hende. Hun kiggede sig ikke tilbage. Det hun forlod, var det ikke sikkert, hun nogen sinde, kom til at se igen. Men Alvar havde sagt der ville være noget for hende i Spanien. Og det stolede hun nu på.
Og måske.. Ville hun se Alvar Austerlin igen.. Men om hun gjorde, eller ej.. Så ville hun i hvert fald aldrig glemme ham. Og hvis hun var heldig, ville han aldrig glemme hende..

Som han stod med hende i armene kunne han mærke sin krop
reagere på en letter forstyrrende måde: hjertet begyndte at hamre en smule,
optage en mere menneskelig rytme, selvom det stadi slog i svage slag fra gang
til gang. Hans vejrtrækning var ligeså en del af det der optog en menneskelig
effekt, og blev mere higende skønt det stadig havde en påtvunget rolighed over
sig. Hans mørke øjne lukkede sig atter i, imens at han holdt om hende, og
hendes arme lukkede sig om ham ligeså. Hans kropsbygning ligeså stærk og fast
som den altid havde været, også sidste gang de mødte hinanden. Hvorfor var en
adskillelse så svær? Uretfærdig på sin vis, når man sagde farvel til folk man
ikke havde lyst til at sige farvel til. Og hvis Alvar skulle tale for sig selv,
uden hans helgens øjne over sig, eller anden gudelig fader skikkelse der stod
parat med en dom til ham så snart han tænkte tanken, havde en del af ham ikke
lyst til at vænne tilbage til hvad der ventede på ham. For han frygtede det der
ventede, han frygtede udfaldet af det der var sket, monarkens anarkistiske
styre, hans helgens mærkelige skiftende personlighed, og de mange forandringer
der udfoldede sig omkring ham. En af dem, at han ikke længere havde en smilende,
leende, trippende nosferatu kvinde ved sin side til at lyse når nattens mørke
syntes kvælende. Hvad han gav slip på var ikke blot en god ven, men en støtte,
en lysende vejledende stjerne imellem en sort nattehimmel, og nu da denne
skulle slukkes, hvad ville fremtiden så bringe?
Som han opfangede hendes stemme der bad ham love igen at han
ville skrive til hende, og de ville kommunikere sammen, selvom måden var mere
en bare primitiv, lod han sine øjenlåg trækkes langsomt op, og hans øjne finde
en ubetydelig stirreplet i den menneske dominerede hal, oplyst af kunstige små
sole i hallens loft. Han talte da som respons til hende i en lav stemme, der
var tæt på en hvisken:
,, Det lover jeg dig..”.
Herefter lod han sine øjne lukke igen, og gav hende et
mindre klem men ikke som en afslutning på omfavnelsen. Han skubbede hende ikke
væk, eller tog initiativ til at afbryde krammet, så de ville stå i nogle
minutter og holde om hinanden inden tiden ikke længere kunne trækkes i
langdrag. Indtil Olga træk sig en smule væk for at se op på Alvar. Alvar trak
sig da også en smule tilbage, men uden helt at give slip på hende, som hendes
rubin røde øjne søgte hans næsten sorte, så han ned på hende med et
intetsigende udtryk, selvom han følte meget lige nu, kunne han ikke udtrykke
sig fysisk. Men hun, hendes øjne, de strålede. Strålede som to små bitte vejledende
stjerne, med en svag dog synlig glød, og idet hun smilte trak Alvar også på
smilebåndet som en underbevidst reaktion. Det svage vemodige smil var måske
ikke meget, men det fortalte da at han ikke var helt følelses forladt. Som den
lille tåre gjorde han til at glide ned af hendes kind, opfangede han sig
hurtigt, som en kat ville opfangede noget der pludseligt bevægede sig på den
stille overflade af et stuegulv. Han skulle lige til selv at række en hånd op
for at tvære samme ud, da Olga selv tog initiativet og slog den triste
blod-dråbe af sin kind. Alvar lod hånden sænke igen, og så hen på hende endnu
engang. Hans blik fik dog en anden tone idet hun pludselig lod sit blik flakke
til hans læber, og begyndte at rejse sig længere imod ham, deres allerede
intime nærhed de var sat i varslede om ømhed, og som hun kom tættere på
transformerede det venskabelige sig i retning af noget meget mere kærligt. Alvar
blev kort grebet af en indre panik, idet hun kom tættere på ham, men han
rokkede sig ikke ud af flækken, dog ligesom han troede hun skulle til at forene
deres læber, trak hun sig: måske i fortrydelse? Hun tog endda et skridt væk.
For første gang hang der noget mærkværdigt følelsespræget
over Alvars kropssprog, idet han også slog øjnene væk fra hende i et kort
øjeblik: en kluntet forlegenhed måske? Efter hun havde taget tasken og snakkede
til ham igen, så han hen på hende, med samme sjælløse blik som før. Idet hun
konstaterede at det her var et vi ses men ikke et forvel, kom der et mindre
vemodigt smil tilbage igen, og han lod hænderne glide ned i lommerne på de
sorte bukser, inden han nikkede til hende langsomt. Damen ved skrankens stemme
kunne endnu høres i højtalerne og nu var det tid til at se Olga gå, forsvinde,
tage væk. Hvorfor var de tanker så uudholdelige? Han så efter hende idet hun
trådte forbi ham for at nå hen til indgangen, og vendte sig imod hende. Da hun
så pludselig stoppede op satte det et mindre sug igennem den udødes krop, idet
frygten for at hun ville stikke af stak. Men det gjorde hun dog ikke. Han
betragtede hende i stilhed, og skulle lige til at gå hen for at skubbe hende
videre imod damen ved skranken, indtil hun selv drejede om på hælende og gik imod ham. Uforstående fulgte han hende som hun gik imod ham, standsede foran ham, og ligesom hun gik op på sine tæer for at nå ham, lod han automatisk sig selv
sænke hovedet, som vidste han hendes intention lige fra det øjeblik hun
standsede. Hans hænder befandt sig stadig afslappet i hans lommer, og dem deres
kolde læber stødte imod hinanden lukkede han øjnede i de korte sekunder det
varede. Hans slanke figur der let bøjede sig over hendes, imens at han,
overrasket over sin egen reaktion, gengældte det blide kys.
De mørke øjne åbnede sig igen som deres læber løsrev sig hinanden mildt, og han så på hende med samme uændrede blik, selvom han
indvendig skrig af dyb frustration over situationens forræderi, men han fortrød
det ikke. Kvalt af mangel på ord, så han til imens hun smilte og gik tilbage
imod tasken, greb den og gik op imod skranken. Idet hun forsvandt ind i gangen,
og damen lukkede døren til lukkede Alvar ligeså også sine øjne, og begav sig
hen til en af de mange bænke for at sætte sig på den, trække de slanke hænder
op af lommerne, og folde dem imens han lænede sig forover og stødte albuerne
imod knæerne. Læberne blev presset ind imod de sammen flettede hænder imens han lige så stille åbnede øjnene igen, og så på flyvet Olga tidsnok ville befinde
sig i. Fortumlet med fortrydende tanker om ikke at stige ombord på samme
piercede hans indre, i det øjeblik flyet lettede.