Rebuilding the Clan //xxx//

Et lavt støn, slog sig løs, fra den unge kvindes læber, da hun lod sit hoved slå tilbage, og hendes lange sorte hår, fladt ned over hendes bare ryg. Hun lod sine bare krop, presse imod den man, der omfavnede hende, og besvarede hendes støn, med sine vilde grynt. Han var langt fra chammerende, og det ville for det fleste virke som en overraskelse, at han havde fået den underskønne kvinde, der nu var I hans favne.
Kvinden skubbede ham tilbage, så han kom op at side, og hun sad på hans skød. Hun stønnede, da han førte sig dybere ind I hende, og kort viste hun sine tænder imod loftet, og bredte et langt smil. Skønheden var ikke længere ufejlbarlig. De tænder der nu viste sig, begyndte at deforme, og forlænge sig. De formede syle spidse tænder, skæve og forvrængede. Som et rovdyrs tænder, lavet til at flå sig igennem hud, kød og knogler. Alt dette skete, langt uen for herrens synsvide, da hans øjne var rettet fast imod hendes nøgne krop. Der kom en klukken fra kvinden, inen hun hvæsede hidsigt, og de spidse tænder, blev skåret igennem herrens nakke kød. Herrens øjne blev skudt vidt åben, i frygt og smerte, og hans læber fulgte, og skulle til at udbryde et skrig. Men inden han kunne dette, blev to af kvindens fingre, bortet ind i hans strube, så blod sprøjtede ud over kvindens nøgne krop, imens hendes klukken fortsatte, i det hun svang hovedet fra side til side, så hun fik revet en stor luns kød, fri fra mandens nakke. Endnu mere blod, fløj ud over kvinden, og hun klukkede igen i dyb fryd, imens hun tyggede på det kød, der var blevet revet af, ved hendes tænders kraft.
”Mm... Tak.. For turen..” Sagde kvinden, i hendes fine lyse stemme, og bredte et smil, imens hendes fingre ledte sig en anelse rundt i herrens strube, med de to fingre, så endnu mere blod, flød fra ham, og ud over kvindens blege hud.
”Du må endeligt ikke tro.. At jeg ikke nød det, så længe det varede...” Sagde hun stille, smilede stort, og fjerne så sine fingre, for at stikke dem i munden, og rejse sig fra mandens skød, med et lavt fnys. Manden faldt om på, den nu, blodige seng, imens hun slikkede sine fingre rene, og kiggede ned på dem, med endnu en kort klukken, inden hun luntede et par skridt væk fra det stadigt sprællende lig. En stille nynnen, kom nu fra den smukke kvinde, som bukkede sig ned, for at samle et par store bukser, der lå på gulvet, op. Hun ledte sine fingre ned i hver af bukselommerne, og fandt mandens pengepung, og nøgler frem. Hun smilte stort, og klukkede igen et par gange, imens hun kiggede tilbage på liget, over sin skulder.
”Jeg takker, og... Bukker, har jeg vidst allerede gjort, hm?” Hun lo højt, og lod mandens bukser falde til jorden, og viftede et par gange med pungen, imens hun nikkede med hovedet, og gik over til et anlæg, for at trykke på playknappen. Med det samme slog høje metalliske lyde igennem, og flydte rummet med de tunge toner, fra en heavy metal band. Kvinden lo endnu mere, imens hun bevægede sig imod badeværelset, rystede med hovedet, så håret slog ud til alle sider, og sang med på musikken.
”6-6-Sick!”

Et bund nøgler klirrede, da de blev kastet i luften, med en sød klang, inden den bliv afbrudt, da de landede i en lukkende hånd. Dog blev klangen efterfulgt af en kvindes stemme, der glad nynnede. Denne kvinde bevægede sig med rolige skridt, imod en pakkeret bil, ikke langt fra hende. Med hvert skridt, skreg de høje hæle, imod asfalts indkørslen. Kvindens slidte sorte højhælede, passede til de sorte læder bukser, der omfavnede hendes lange ben, den stramme sorte top, der dækkede det hendes overkrop, men stadigt tillod skue til hendes velformede bryster. Alt i alt, var kvinden udfordrende, og hendes smil passede perfekt til denne facade. Det bredte sig over hendes ansigt, som en sort slange, på hvid sne. Den kvinde der nettop havde taget en andens liv, så pludselit helt anderledes ud. Hendes krop temperatur var faldet, og hendes hud var derved blevet plejere. Og de før fine blå øjne, var nu bleve til to røde floder, med nyancer, af utallige forskellige farver. Kvinden kastede nøglerne i vejret endnu engang, og greb dem, da hun stoppede foran den fine dyre bil, som nu tilhørte hende. Med et selv tilfreds smile, kørte hun nøglen i nøglehullet, og drejede, så hun kunne sætte sig ind i bilen. Hun nynnede stadigt for sig selv, imens hun gned sine blege hende, over det fine læder rat, og kiggede rundt på billens forskellige features. Hun log glad for sig selv, og slog sin hånd imod rattet. Nettop som hun gjorde dette, åbnede passagerdøren sig, og en skikkelse satte sig ind, uden at lave en lyd. Kvinden hvæsede hidsigt, og kiggede imod den nyankommende.
”Hvad fanden tror du, at du laver!? Kan du komme ud af min b...” Hun blev afbrudt af manden der var steget ind's fine stemme, der flød igennem bilen, som fløde. Stemme slog straks ned i hendes sind, og hun genkendte den med det samme. Hvilket også fik hende til at gispe, og sætte sig tilbage i sædet, og op af døren ud til.
”Det er ikke din bil.. Mi'serabell...” Sagde stemmen, og bekendte sorte øjne, stirede nu imod hendes. De røde floder rasserede voldsomt, inden de blev meget mørkere, og en snert af blålig frygt. Hun satte sin hånd på hjørnet af hendes stol, der var nærmest herren, og for enden af døren, så hun sad så langt fra ham, som hun kunne. Hun ville ikke kunne slippe væk. Hun kendte denne figur for godt. Hans fine jakkesæt, ville ikke tillade ham at løbe efter hende, men han behøves ikke at bevæge en finger, for at få hende til at stå fuldstændigt stille.
”A.. Acraganes...” Hviskede hun, imens et klynk trak sig fra hendes næse. Hun havde skuffet ham. Det måtte hun have! Hun havde været så meget mere. Hvad var hun nu? En luder.. En tyv.. Nej hun var intet, i nærheden af hendes fortids stilling. Men. Han brugte hendes nye navn? Som. Hun havde beordret. Inden han forlod dem, for at finde Vladimir igen.. Var han. Ikke sur?
”Unge Mi'serabell.. Lad være med at frygte mig, det sidste jeg vil, er dig noget ondt..” Sagde den rolige stemme, og lukkede døren ved hans side. Acraganes' øre, drejede sig en anelse, for at lytte til hans omgivelser. Han kunne høre lyde, så langt væk som i den anden ende af byen, men han lærte at lukke vise ting, ude. De sorte øjne focuserede fortsat på hende, og blev nu knebet en smule sammen. Elver delen i hende, tvang hendes spidse øre, til langsomt at synke sig, og til at underkaste sig Youkhana. Men hvorfor? Han havde været deres rådsmand. Deres ven. Ikke andet. Hun behøves ikke at underkaste sig ham! Men så igen, var hun ikke længere den hun var før. Nu var hun blot et insect, ved siden af den gamle, og bestemt vise Karaktar.
”Jeg er her ikke for at stille spørgsmålstegn, ved din tilværelse. Du har overlevet, og nettop det, har alle de andre.. Men denne tilværelse må slutte nu.. Vi må slå os sammen igen.. Nosferatu klanen, skal have udviklet et bedre ry. Vores eksistens, er så betydelig, som en hver Toreador's.. Og det vil vi vise dem..” Karaktars stemme. Hans ord. Det var den samme tåbelige drøm, han altid havde haft. Siden Shaka blev fængslet, havde han altid kæmpet for Nosferatu klanen. Men han havde gjort det, på anden vis. Ikke med højt hævet sværd, men med diplomacy. Og så ødelagde Vladimir alt det, Karaktar havde bygget op. Og Karaktar bukkede sig for det, af grunde, uvist for nogen andre.
Mi'serabell kneb sine øjne en smulle sammen, og fnøs en enkelt gang, imens hun kort rystede på hovedet.
”Karaktar... Det vil ikke lykkedes.. Begge familierne, og specielt kartellet, vil ikke tage sådan en chance igen.. De frygter vores klan, mere end de frygter hindanen. Vi vil aldrig bl..” Igen blev hun afbrudt af Karaktar, i det han rakte en hånd imod hende. Hun klynkede en enkelt gang, som om hun ville afvige fra hånden der blev udstrakt, men hun rykkede sig ikke, og lod denne ligge sig på hendes skulder.
”Så rejser vi andetsteds.. Vi samler dem vi kan her oppe, og så rejser vi til Frankrig.. Jeg har set meget, og jeg har udset mig vampyr tronens pladsholder. Han er en anden person, end dem der sider på Rusland. Nej, vi skal finde os allierede. Og det finder vi i frankrig.. Vil du følge mig, som de har gjort før? Vil de forsøge at skabe en bedre gry for vores klan. Eller vil du igen gå i glemmeren? Olga Deadeye Rasputin?” Da han sagde hendes fulde navn, trak Mi'serabell en dyb indånding igennem næsen, og kneb sine øjne sammen, imens hun stirrede ind i de sorte øjne. Hendes egne fik nu en grønlig nynce af håb, og et halvt smil, bredte sig over hendes læber. En blodig tåre forlod langsomt hendes øjnlåg, og hun sank en klump, imens hun nikkede.
”Jeg vil hjælpe dig.. Acraganes Youkhana.. Men du nævner intet omkring mig til Vladimir, er det forstået!?”