Træning, træning, træning! (Syreena & Braedan (NPC)

(( NPC: Braedan.))

En let banken kom på den ydre side af den mørke mahogni dør. Antik var den skam, som resten af Chambre de Black, der havde sin oprindelse fra engang i slutningen af 1600-tallet. Men selvom det var så gammelt, var det blevet renoveret, så nu, nu fandtes der ting som kom fra næsten hvert årtusinde skifte. Gangen hen til den unge Syreena’s værelse, var en tre meter bred passage, der strakte sig fem meter fra døren der førte ind til en mindre opholdstue, hvor den unge pige havde lov til at befærde sig i stilhed efter dagens lærdom. Gangen havde store mørke blå marmor vaser i hver side, med smukke blomstrer der for nylig var blevet udskiftet: taget fra villaens overdådige have. Smukke lyseblå roser blandet med hvide var sat imellem blad og bær grene, og der hang stadig små dråber fra den nylige morgen dug på deres overflader.
Morgenen var begyndt, og tidspunktet var klokken otte præcis, da Braedan bankede på døren, iført sit sædvanlige sorte antræk: en sort habit med sølv kniplinger og knapper, en hvid skorte inden under, og et mørke lilla slips med sølv striber som prikken over i’et. Og så selvfølgelig sorte sko med sorte strømper ligeså. Hans hår bestod af sorte dreadloks der stoppede ved skulderbladene, dog var de samlet i en løs heste hale ved nakken så de ikke fik i vejen. På hans hænder ville man kunne se at der på knoerne var tatoveret gotiske bogstaver, der sat sammen dannede ordrerne: Chaos – Peace. Hvis man ikke kendte ham, eller hans erhverv, ville man sikkert straks få indtrykket af en hårdkogt mafia undersåt.
Han havde et hvidt stof stykke over den venstre underarm, selv samme der holdt en beskeden sølv bakke med en nærende morgenmad ovenpå, samt en kop dampene te. Han åbnede døren med den frie hånd og trådte ind på hans værtindes værelse, med vante skridt og en rank ryg.
,, votre Altesse, are you awake?”

Den lette banken på hendes dør bragte hende ud af den dybe søvn som hun så ubønhørligt havde været fanget i gennem det meste af natten. ”mmh..” hun vendte sig modvilligt om på siden og trak den bløde dyne op over hovedet. Ikke endnuuu….
Selvom Syreena var vant til at komme op omkring det samme tidspunkt alle ugens dage, synes dette altid alt for tidligt for den unge pige.. Hvad var meningen med at stå tidligt op.. når alt hun stort set skulle gøre var at stå og se sød og pæn ud indtil der kom en eller anden kraft idiot randende for at se på hende og om hun ’var noget værd’.
Hun sukkede dybt og begravede sig selv dybere ned i sin store seng. Stadig omtåget af søvnen forblev hendes øjne lukkede. Men lige som hun atter gled tilbage i søvnen, blev hendes dør åbnet og hun blev atter trukket tilbage til den ’grusomme’ tilværelse hun levede i. langsomt og meget mod sin vilje åbnede hun sine blågrønne øjne, for at indtage synet af sit værelse endnu engang. Hun gabte højt og satte sig op mens hun gned sig i øjnene med bagsiden af den ene hånd. Hendes tygge lange sorte hår var uglet og stod ud til alle sider og fik hende mest af alt til at ligne en lille trold, dog var hendes blege hud i stærk kontrast til hendes sorte hår hvilket også fik hendes øjne til at stråle mere. Hun gabte igen og kløede sig i håret. Hun var træt.. forfærdelig træt.. på trods af at hun synes at have sovet fantastisk tungt og godt, værkede hendes krop som havde hun sovet på det bare gulv.
Da Braedan trådte ind af døren og kom inden for hendes synsvidde, ville hun se på ham med et meget fjernt og mut blik. Hun var STADIG ikke tilfreds med tiden.. men vidste at det ikke nyttede at klynke.
Hun blev siddende i sin seng og betragtede ham komme ind, hun var ikke genert over at han var en mand og at hun selv kun sad iført en tynd hvid natkjole med intet andet end en dyne til at beskytte sig mod hans blik. Han var hendes caretaker.. han sørgede for hende, fandt hendes tøj og rettede det når det var kommet på. Lærte hende alt det hun skulle lære og tog sig af de ’bejlere’ og andre besøgende som havde fået tilladelse til at besøge hende og alt dette havde han gjort stort set lige siden hun havde været gammel nok til at blive isoleret fra sin moder.
Et jag af savn strøg gennem hende ved mindet om sin moder og i et kort øjeblik blev hun meget trist. Normalt ville hun bare skubbe denne tristhed væk og lade som ingenting men nu da hun lige var blevet revet ud af søgnen forekom det hende umuligt at ryste sorgen over deres adskillelse af sig..
Måske.. måske ville hendes mor snart få lov at besøge hende igen.. eller omvendt. Syreena havde ikke været uden for husets område i årevis.. måske måtte hun snart se sin mor igen?? Håbet begyndte langsomt at spirer inde i det lille barnehjerte og hun kom langsomt til sig selv.

“… yes.. I’m awake..”

Dagens punkter var faste og tilrettelagt efter hvor megen tid der var til hvad. Braedan havde det hele i hovedet, som altid var han en fryd for sin rase: Taeso. De mest intelligente af alle dæmonerne men desværre også de mest svage hvad angik fysisk udfoldelse. Men hvis man kendte den dæmoniske bestand ret så var Braedan nok ikke en man skulle undervurderer, taget hans stilling i betragtning. Han fungerede ikke blot som den unge prinsesses læremester, han var ligeledes hendes bodyguard.
Efter at have set hen på sin herskerinde, for at fastslå at hun var vågen, gik hen hen til hovedgæret af hendes seng med bakken. Ventede tålmodigt på at hun satte sig op så han kunne placere bakken i hendes skød, for derefter at trække sig tilbage med største ærbødighed. Ligeledes så han hende ikke i øjnene, det gjorde han aldrig og ville heller aldrig gøre det.
Øjenkontakt var et meget intimt emne for adels dæmoner. Således ville en royal aldrig lade sit blik fange af en nobel eller et individ denne fandt upassende i rang. I starten havde Braedan set prinsessen i øjnene, men dengang var hun vel endnu for lille til at forstå forskellen på hende og Braedan: at han var en tjener og hun var hans herskerinde. Men da hun fyldte nok somre havde Braedan slået blikket væk fra hende, ligeledes var den ’legekammerat’ som Braedan havde været igennem de første mange år forduftet lige so stille, og som hun efterhånden forstod deres roller i hierarkiet, havde de nu det forhold som de burde have haft fra starten: skødehund og herremand.
Han trak sig fra hende som hun havde fået serveret sin morgenmad.
,, I trust thou have slept well, Your Highness?”, spurgte han.
Hans stemme lige så ru og rungende som den altid havde været. Den passede perfekt til hans kriminelle mafia look, selvom Braedan ingenlunde havde i sinde at fører nogle former for bookmarker deals, lige foreløbig i hvert fald.
Han begav sig hen imod de store vinduer i den anden ende af soveværelset, lod sine lange fingre krølle sig sammen om enderne på de tunge blå-violette gardiner i værelset, og trak dem fra så solen skinnende ind, og oplyste hele venstre side af rummet. Sådan fortsatte han indtil samtlige gardiner var trukket fra, og man kunne se ud af de to meter høje vinduer.
Hvis man ville kunne man betragte hvordan morgen duggen gled over ruderne og det store egetræ i forhaven vinkede godmorgen, imens at de lysegrønne forårs blade skærmede for solens varme stråler. Alt i alt, tegnede det til at blive en nydelig dag: hvilket betød at efter middags teen blev taget i haven.
Braedan vendte da sin opmærksomhed imod prinsessens klædeskab og begynde at finde passende klæder frem.

Hun sukkede let endnu engang da den fine sølv bakke blev placeret i hendes skød. og stadig en smule søvndrukken begyndte hun langsomt at spise. Og mens hun sad der og tyggede langsomt på det sprøde brød blev hendes tanker langsomt mere klare. Søvnen slap sit tag i hende og hun var i stand til langsomt at lade op til den forestående dag. Dog betød dette også at drømmen om at komme til at besøge moderen blev indset til blot at være en drøm. Hendes fader havde ikke givet hende lov tidligere og ville det højst sandsynligt heller ikke denne gang.
Sorgen spredte sig atter ud igennem den 14 årige piges krop, men denne gang kunne hun holde den på en sådan afstand at den ikke rørte hende synligt.

"for some reason my whole body is aching.." svarede hun med en lettere grødet stemme.

Hun rakte forsigtigt ud og puttede tre små teskefulde sukker i sin te før hun greb om den varme kop og sippede let af den. Den varme drik gjorde godt og hun mærkede straks hvordan hendes energi vendte tilbage. I samme nu begyndte Braedan at trække gardinerne fra og hun vendte kort hovedet for at kigge ud gennem de høje vinduer. Den milde morgen sol med dens blide dis vidnede om uskyld og håbet om en bedre dag.

Syreena gjorde langsomt sit morgenmåltid færdigt og tørte sig om munden med den hvide serviet ved sin tallerken, før hun foldede hænderne blidt og fuldte hendes kære caretaker med øjnene. Et spørgsmål brændte i hendes hoved, og selvom hun kendte svaret ville dette hjemsøge hende resten af dagen hvis hun ikke fik spurgt.
Dog inden hun spurge, fjernede hun sit blik fra Breadan og kiggede ned på sine foldede hænder.

"..... I am never going to see her again, am I?"

Braedan rodet en smule rundt i det store klædeskab, der stod stolt henne i et hjørne, med en vase med blå roser ved hver sin side. Der var et utal af kjoler med søde frynser, blonder, og små kniplinger. Braedan lod kort blikket glide ud af vinduet imens at han svagt opfangede lyden af knas fra sengen: hun spiste, godt.
Med inspiration fra morgenens første dominerende farve, lysegrøn, trak han en kjole i samme farve ud, med et hvidt blondt underskørt, et par knæ høje sokker med frynser i enderne ligeså, og tog de hvide lak sko fra skoholderen i skabet.
Han drejede om på hælen med tingende i sin favn, og talte dem en for en: han skulle helst ikke over pynte hende i sådan et vejr. Dog blev hans tanker om beklædningen hurtigt slået ud af kurs da hendes stemme krævede hans fulde opmærksomhed.
Han lod blikket glide op til halsstykket af hende: det var så langt han kunne tillade sig at se på hende. Et vemodigt smil prægede hans ellers stive ansigts træk, der normalt ikke ændrede sig fra deres passive placering i det glatte ansigt. Han slog blikket ned og gik imod sengen med rolige skridt.
,, I thought that we already conversed about this matter, Mi’Lady. Thee will see thou mother when she returns to the house.”, hvilket sikkert var aldrig.
Hans hellighed og fruen havde ikke noget godt forhold til hinanden. Inden prinsessen blev født havde der været utallige optøjer, hvor begge parter havde været tæt på at slå hinanden ihjel. Hvis chancen præsenterede sig, var Braedan i al hemmelighed overbevidst om at den ene ikke ville tøve med at forgifte den anden.
Han lagde tøjet på senge kanten.
,, Now.. let us focus at the day ahead. There are much to be done. Thou have a guest to dine with this evening. A nobel young man, I think thou will like him..”, han så op og gik hen for at tage bakken.
,, Unlike the other sixteen..”

Syreena sankt stille en klump som havde samlet sig i halsen på hende. Ja, selvfølgelig. Det var op til hendes fader at beslutte hvornår hendes moder måtte besøge hende igen. Håbet forsvandt fra hendes væsen og efterlod en sær tomhed som Syreena efterhånden var blevet mere end bekendt med. Hun sukkede og hold blikke sænket mens hun igen tænkte på sin mor som syntes så forbandet langt væk. Hun vidste imidlertid intet om det stærke had som kun syntes at vokse mellem hendes forældre. Hun var klar over at hendes moder ikke kunne lide hendes fader og at de begge ikke nærede noget som kom i nærheden af positive følelser for hinanden, men at de ligefrem skulle forsøge at slå hinanden ihjel..? det var utænkeligt.

Hun sukkede lavt og nikkede langsomt ”You are as always right.. I’m sorry for always bringing it up.”
Hun stirred ned på den tomme bakke foran sig og tog langsomt en dyb indånding mens hun forsøgte at skubbe alle de forvirrende tanker og følelser væk, så hun kunne samle sig om den forestående dag. Breadan havde hendes dage planlagt så godt at hvert minut havde et formål og hun kunne ikke spilde mere tid på at være en lille pige.. hun var snart 15 år, hvilket betød at hun i andre dæmoners øjne ville være ’voksen’, I den forstand at hun ville være giftemoden og rede til at føde sønner.
Tanken om at skulle føde sønner affødte et lille stik af vrede. Sønner.. hvad var der galt med døtre?? Hvorfor var piger så meget mindre værd end mænd?! Hvis der ingen kvinder var, ville alle dæmonerne ikke være i stand til at formere sig! De ville alle sammen dø ud og alle andre raser, ville glemme dem!! Kvinderne sikrede artens overlevelse, og alligevel.. alligevel var de ikke andet end avls køer! En avls ko… en avls ko?! Og hun var ikke blot kun en hvilken som helst avls ko, neej.. Syreena var en PRÆMIE KO! Blot fordi hendes fader var så højt stillet som han var!!
Vreden kogte i hendes sind og hun måtte bruge alt sin styrke for at ligge bånd på sig selv for at kunne berolige sig selv og skifte fokus. Men ligesom hun var faldet ned, præsenterede Breadan dagens middagsplaner og vreden blussede atter op. Lide ham… LIDE HAM?! Jo hun kunne lide ham! Lige så meget som hun ville kunne lide at blive pisket! Dette var den syttende bejler og den tredje på en uge!
Hun holdt blikket slået ned mens Breadan tog bakken væk.
De mange bejlere var blot endnu en bekræftelse på at hun snart var ’fuldvoksen’ og ’avls dygtig’. Hun hadede tanken. Afskyede den mere end noget andet. Og tanken om at skulle sidde og se smuk og dukke agtig ud mens hun prøvede at gøre et godt indtryk på en mand som hendes fader havde godkendt, gjorde hende syg af raseri og længsel efter blot at være et barn igen, og få lov til bare at løbe forskræmt væk mens ingen ville sige noget til det fordi ’hun er bare et barn’!
Åh hvem der dog bare kunne gemme sig væk.. og så bare blive HELT væk! Måske endda glemt!

Hun sukkede meget dybt og da Breadan havde fjernet bakken, skubbede hun sin dyne af og rejste sig langsomt og kontrolleret op fra sengen mens hun meget ihærdigt forsøgte at dæmpe den vrede som bare var eksploderet inden i hende uden varsel. Hvorfor var hun egentlig så vred? Burde hun ikke bare acceptere at sådan var tingende altså?? Hun havde jo aldrig kendt til andet så hvorfor føltes det så forkert?
Et let smil gled over hendes læber og hun sagde med en letter drilsk undertone i stemmen ”Like him… But dear Breadan.. you said that about all the other sixteen as well.”

(Braedan)

Efter at have taget bakken, trådte Braedan nogle skridt tilbage fra sengen. Han fokuserede på den hvide bakke, der til trods for et gammeldags ydre bevarede en nutidig ynde. Den havde forskellige snoninger, og et detaljeret rose mønster i sin midte. Porcelænet der var blevet brugt var et stel fra nittenhundrede og tyve, med blå linjer, der ligesom rose mønstret, skabte flotte snoninger, som grene der i enderne havde en mindre samling blå-lilla vindruer. En enkel lille blomst i en miniature vase var også blevet placeret ved bakkens hjørne. Blomsten var lille og hvid denne gang, blomstens farve varierede fra dag til dag, men der var altid en lille blomst i den lille glas vase, på bakken. Han satte en hånd under den og spredte fingrene ud som ekstra støtte, imens at det meste af bakken hvilede over hans underarm: som en tjener stilfuldt balancerede med flere tallerkener på en gang.
Han trak ganske svagt på smilebåndet ved Syreena’s ord. Ja, han havde ganske korrekt sagt den sætning flere gange. Og hver gang havde han inderligt ønsket at den forudsigelse var rigtig, trods oddsene var at det ikke var realismen i dette tilfælde. Roligt bevægede han sig imod døren. Han vendte derved ryggen til pigen, og de skulder lange dreadlocks kunne ses dingle en smule frem og tilbage idet han gik. Små hvid-gulds perler var blevet sat fast ind imellem, og gav små refleksioner fra sig. Den samme autoritære aura cirkulerede omkring Braedans’ væsen. Den var på ingen måde ubehagelig, som når man sad til middag eller var fanget i et alt for fint selskab, med ene arrogante nobel-blods. Braedan’s var professionel uden at være arrogant eller stødene. I hans kropssprog og generelle tale, kunne man ikke fornemme den mindste afgren af bitterhed eller bedre videnhed. Man kunne i sidste ende vel sagtens sammenligne hans rolige væsen med en gammel trofast hund, der på trods af dens alder stadigvæk holdt sin status som beskytter.
Da han nåede døren vendte han sig halvt imod den unge Ferenzo, og gav hende et langsomt nik.
,, And my hope that there might be one day where I am right, will live on, Your Highness!”
Det lille smil fadede.
”Now, get dressed and I will send Mirelle up to do your hair.”
Han bukkede for hende ganske svagt, og man kunne næsten fornemme den gensidige drillen der lå i ham, skønt han hverken lod det antyde i øjne eller stemme. Men hans udstråling. Varm og næsten faderlig. Han åbnede døren, og forsvandt ud af den.

Hun blev ved med at smile indtil Breadan havde forladt værelset. men i det sekund døren blev lukket, forsvandt hendes smil og blev til en blank grimasse hvor hendes ansigt ikke fortrak en muskel andet end når hun skulle blinke.
Hun sukkede lavt og gik så hen mod det store gamle spejl som stod nær hendes klæde skab. Spejlet var gammelt, ligesom alt andet i dette hus, og blev holdt oppe af to støtter lavet af træ som var hæftet på den træramme selve spejlet sad i. Det var fremstillet sådan at man kunne tippe det frem og tilbage, for at få et bedre udsyn over sig selv.

Nu stod hun der så.. foran det store spejl og stirrede direkte ind i et par blågrønne øjne. Hendes øjne. Det var nok noget af det eneste som hun rigtig kunne lide og var stolt over ved sig selv. Hun stod og betragtede dem i et stykke tid før hun gav resten af sig selv den påkrævede opmærksomhed. Hendes sorte hår strittede ud til alle sider, og det var virkelig ikke til at tro at det nogensinde ville komme til at side ordentligt.. hun havde arvet sin mors tykke hår.. men det var også det eneste hun kunne huske. Hendes blege hud havde hun fra sin far.. Far..
et gys løb gennem den unge piges krop ved mindet om hendes fader. den utroligt skræmmende og høje mand som engang i mellem var kommet for at tjekke op på standarden. Ikke kun husets, men også hendes. De sidste par gange havde han ikke været tilfreds, men Syreena kunne huske at Braedan havde nævnt at hendes Fader altid havde favoriseret og ønsket en søn, frem for en datter. Tanken gjorde hende ked af det, men samtidig trodsig. Hun skulle vise ham skulle hun.

Hun vendte sig atter fra spejlet og trak sin hvide natkjole over hovedet. Stående i kun sit undertøj, gik hun hen til en lille dyb skål med vand i, og vaskede søvnen ud af øjnene, hvorefter hun brugte et blødt stykke klde som hang ved siden af til at tørre sit ansigt.
åh alle disse bejlere.. det var da ikke til at holde ud at skulle være så fin hele tiden..
Hun så længselsfuldt over mod de store vinduer men rystede så på hovedet og gik over for at iføre sig den kjole som Braedan havde langt frem til hende. I starten havde hun haft problemer med at komme i alle disse fine kjoler.. hun havde simpelthen ikke kunne regne dem ud.. men med tiden var det blevet en vane og nu gled hun let ned i den som var det ingenting. Da kjolen og skørtet var kommet på, satte hun sig på sengekanten og begyndte at trække de hvide knæhøje strømper op, mens hun undrede sig lidt over at Mirelle ikke var kommet endnu, hun plejede altid at træde ind af døren lige som hun enten var ved at tage strømper på eller sko.
Et lille smil dukkede atter op på pigens læber og da strømperne sad perfekt, stak hun sine fødder ned i de fine hvide laksko