Je t'aime, étranger (Mature content)

Aktivitets Konkurrance - Præmier at hente!!

Hej elskede brugere på LM!

Siden har været meget stille siden sommerferien, det skyldes blandt andet at folk har haft skole og en masse andet at se til. Derfor prøver vi nu at puste ild i flammerne ved at afholde en lille konkurrance!

Konkurrance Regler & Hvad handler det om?:

Jo, nu skal i høre. Konkurrencen handler i og for sig om at få så mange brugere ind på siden så muligt. Pin og plag jeres venner og veninder! Få dem til at sende en PM til mig hvor de siger hvem der lokkede dem på siden! Den der for de fleste brugere herover vinder selvfølgelig, men der er en god trøste præmie til anden pladsen og tredje pladsen!

Skriv nedenunder dette indlæg at du melder dig til! Så vi ved hvem der er med og hvem der ikke er :)!
For at få så mange medså muligt, starter konkurrencen først når mindst 5 personer har skrevet sig op til den! :)

Note: Vi vil gerne have at de brugere der kommer her også er interesseret i at …

Emne: Je t'aime, étranger (Mature content) Lør Aug 20, 2011 3:45 pm

Dette foregår udmiddelbart før Le Miserable's nutid en sommer i Paris.

Et livligt pianostykke spillede lystigt fra anlægget på det mahognistøbte skuffemøbel, som stod for enden af det rummelige hotelværelse. Nattens klare himmel genlyste igennem de åbne vinduer og de let gennemsigtige sartingardiner, dom let blafrede imod den stille brise og syntes at fylde rummet med levende skygger, der dansede til den klassiske komposition, hvis tempo blot syntes at blive mere melodiøst og levende… Som en lille sommerfugl i et stormvejr lød det. En typiske varm nat i udkanten af Paris og byen havde endnu en nat været fuld af liv. Glade par havde bestiet de mange gader og mænd havde søgt sig glædespiger i en kærlighedsberuset tilstand. Ahngel delte ikke byens lyst på livet og smilende ansigt. Hvornår havde han? Han kunne ikke komme på mange tider, hvor han havde ladt sig påvirke af byens beruselse og liderlighed. Trods det lå han og beskuede en nøgen kvinde, overdækket et tyndt sengetæppe. Hendes blå øjne besmittede med sommernætternes fortryllelse og evig beundring af den smukke vampyr, som holdt hende blidt fanget imod den store seng imens hans kolde læber løb over hendes bløde hud, hvor pulsen slog som den eneste musik han lod komme ind i sit system. Han sukkede ganske let. ”Mærker du det?” Hviskede han blidt imod hendes øre efter at ha fjernet det krøllede røde hår fra hendes ansigts sider. Hans lange fingrer gled over den kurvede krop i lette strøg. Nærmest så lette at det blot var fingerspidserne der rørte hende.. Enten som var hun en dukke der kunne ødelægges af hans berøring, eller en smittefarlig pestramt, hvis berøring var nødvendig, men trods det blev behandlet med så megen afstand som muligt. Hun grinede lavt og klukkende og lod sine små hænder glide over hans smukke ansigt. ”Nu gør jeg, ja.” hviskede hun stille imod hans eget øre. Hendes stemme hakkende, som var hun fuld og i et seduktivt toneleje, da hun troede at hendes stemme påvirkede Ahngel på samme måde som hans påvirkede hende. Dog ikke. Den fortryllende, berusende hvisken fra vampyren var ensidig og forblev således. Med et sind som hendes… svækket i alkohol og stoffer, var hun ikke svær at lulle ind i denne tryghedsfølelse. Ideen om at manden hun blot havde mødt og ladt sig lokke af for godt og vel en time siden, egentlig var noget hun havde kendt og elsket med hele sit hjerte i flere år. Som kendte hun hvert et behov han havde og ville opfylde det blindt. Svagt menneske. Normalt ville det tage flere timer at lulle et menneske så langt ind i ham, før denne effekt åbnede sig. De røde øjne gled til stoleryggen ved telefonbordet, hvor hendes lurvede tøj hang. Beskidt og nedslået af tidens tand. En prostitueret der af dårligt omdømme var blevet mere eller mindre arbejdsløs og kun fandt arbejde i at blive snydt af grådige og desperate kunder, hvis eneste mønt gik til at drikke hjernen ud i billig sprut. Sørgelige menneske.

Trods kvindens krop var blottet fuldkommen, havde vampyrherren kun afklædt sin overkrop og fødder, stadig iført de sorte bukser og en ring på højre ringfinger med et abstrakt mønster som det eneste smykke. Umiddelbart ville en vampyrregent ikke være det første man tænkte når man så denne. Vampyrens lange sorte hår gled ned og kildrede kvindens hjerteformede ansigt. Hun klukkede atter igen og begavede Ahngels læber med varme kys. Ahngel kyssede ikke igen, men de lave støn fra hendes hals forstod ikke at han ikke gjorde. ”Fortæl mig, hvis jeg skal gøre det blidere.” sagde han og strøg en hårlok af hendes pande. Hun betragtede ham. Ekstasen fyldte hendes blik og hun smilede hjertevarmt inden hun slog armene om ham og trykkede sig imod ham. Ahngel lænede sig ned over hendes krop, som ville han indtage hende. Det ville han skam også, men ikke i den forstand som luderen havde håbet på. Hans mund gled over hendes hals inden han langsomt åbnede kæberne og sank sine lange hjørnetænder ned i hende. En blid stribe blod nåede at ramme det hvide sengetæppe inden hendes åndedrag blev hårdt og hendes stemme startede at ryste i nydelige vokaler. Seksuelle, som mærkede hun ikke tænderne, men Ahngels fulde krop imod hendes. Hendes bryst hamrede imod hans, som var stillestående som hun langsomt lod sig tappe i forståelsen om at hun blev elsket med. Hendes hænder søgte hans lange hår og klemte sig om det. Langsomt, som Ahngel drak mere og mere, blev hun atter stille og efterladt sin ekstase med ufokuserede øjne og et forhekset smil over læberne, samt et sanseligt udtryk. ”Jeg elsker dig.” Hviskede hun stille. Vampyren stoppede sig sugen på hendes pulsåre og rettede sig op. Hendes blod løb fra hans mund, over halsen og ned over hans nøgne overkrop imens han stirrede koldt på hende. Hendes arme rakte higende ud efter ham, som et barn der ikke havde fået nok opmærksomhed. Æd mig! Tag mig! Elsk mig! Ahngel trak sig væk fra hende og satte sig på sengekanten med sit blik ud i rummet. Hans venstre hånd nussede om ringen på den højre. Sengen knirkede og kvinden satte sig op. Hendes krøllede hår pjuskede sig rodet om hendes ansigt. Hun kravlede imod Ahngels ryg og klamrede sig kærlighedssyg til ham som hun nåede ham. ”Rør mig mere.” Bønfaldt hun og kyssede hans tinding og kind.. Hev let i hans skuldre for at få hans opmærksomhed. Ahngel sagde ikke noget. Hans røde øjne vendte sig langsomt imod hende og stirrede på hende arrogant, som var hun en fremmed der teede sig. Hendes øjne blev store og fugtige og hun begyndte at ryste. Sveden piblede fra hendes hals og blodet fossede atter ud, som havde hun aldrig lagt mærke til det. Døden viste sig langsomt i hendes ansigt som svaghed og de første tårer gled ned af hendes kind. ”Genkender du mig ikke? Det er mig! Sharlene!” Hun kyssede ham atter. Igen og igen. På ryggen.. Over hans skuldre og hals og siden af hans ansigt. ”Kan du ikke huske mig?!” Hun begyndte at hulke. Hendes arme gled over hans skuldre og ned om maven på ham, hvor hun rakte ud efter hans buksekant. ”Kom nu.. Kom nu!” Hun brast sammen og klamrede sig rystende til vampyren.. Higende og tryglende. ”KOM NU!” Hendes hulk var høje og hæse. Uudtømmelige og dramatiske, som et spædbarns hulken, stirrende på Ahngel med blodsprængte øjne imens hun fortsat hæv i ham, kyssede ham og tilogmed slog imod ham imens hun bønfaldt ham genkende hende og elske hende.

”Sharlene?” Sagde Ahngel endelig og vendte fronten imod hende. Sharlenes øjne lyste op og hun smilede, som havde hun set gud ham selv beskue og elske hende. Som en lille sol smilede hendes øjne og som en kærlig kat lænede hun sig imod ham.. Taknemmelig for den lille smule opmærksomhed.

”Hvis du elsker mig, hvorfor kender du så ikke mit navn?” Ahngel tiltede hans ansigt og så imod hende. Hendes øjne blev store af forskrækkelse og hun slap ham med det samme for at dække hænderne over sin mund. Tårerne gled atter frit og hun rystede vildt på hovedet. ”Hvordan kan jeg stole på at du elsker mig, når du ikke engang kender mig?” Ahngel dramatiserede et trist ansigt og Sharlene brød atter ud i en hulken. Undskyldende flere gange og bad ham ikke at forlade hende. Hun gemte ansigtet imod Ahngels ryg og bad om forladelse igen og igen. Ahngel tog begge hænder om hendes ansigt og løftede hendes hoved så deres øjne mødtes. Hun grimasserede grådkvalt. ”Jeg elsker dig! Kan du ikke forstå det..? Jeg vil dø for dig! Bare.. bliv hos mig!” Hun snøftede og gned sine øjne med sin håndryg. Den tykke make-up dannede en tyk streg over hendes ansigt fra hendes øjne. Ahngel tog hendes hånd og trykkede den imod hans egen kind. ”Bevis det.” Sagde han med en kærlig stemme. Han kyssede nænsomt hendes knoer og gned ansigtet derimod. ”Bevis det og jeg skal blive hos dig til den bitre ende.” Tårerne stoppede med at løbe og hun smilede lyksageligt, men hendes øjne var tomme. ”Tak.. Jeg skal nok..” Han slap hendes hånd som hun accepterede, afventende. Hun rejste sig op fra sengen.. Vaklende af Ahngels indflydelse og de berusende stoffer i hendes blod. ”Jeg skal nok.” Hun klukkede stille og tog fat i anlægget der havde skiftet melodi til et hurtigt violin stykke. Lyden blev dræbt da hun hæv det tunge anlæg ud af det strømførende stik. Hun gik imod vinduet med et sageligt udtryk. Månelysset lagde sig på hendes nøgne krop som hun bevægede sig bag det flagrende gardin, viste sin krop til den travle gade, som lå fem etager under dem… Fyldt med liv, lys og lyde. Hun smed anlægget imod vinduet, som splintredes i tusinde stykker. Et skrig fra gaden kom som anlægget ramte gaden og næsten ramte en civil. Sharlenes ansigt var upåvirket og lykkeramt. Hendes forelskede øjne gled hen på Ahngel, som kunne skimtes igennem gardinet. Hendes kommende mand? Faderen til hendes børn? Den hun skulle bruge sin tid på at ældres med? Til den bitre ende havde han lovet hende, og de lykkelige tanker om at være sammen med dette underskønne mandlige væsen for evigt, hæmmede hendes logik og fornemmelse for situationen. Hun kunne kun bevise ham hendes kærlighed ved at dø for ham. Hun lagde armene omkring sig selv og vendte ryggen til vinduet. Hendes blik gled imod loftet med et ’tak’, som lykønskede hun sin gud idet en bøn var blevet hørt. Da lod hun sin krop fange tyngden.

Det spidse, splintrede glas omkring den lave dørkarm penetrerede hendes nakke som hun ramte det. Skar sig igennem nerver, hud og kød for at blive stoppet af hendes nakkehvirvler. Havde hun haft siden et stykke mere den anden vej, ville Ahngel ha efterladt hende halshugget, men nej. Hun døde på stedet og endda med det samme kærlige smil og tomme, fortryllede øjne. Man skulle tro at hendes udtryk havde været dødt før hendes krop. Hendes hals var halvt skåret over bagtil og blodet flød med det samme omkring det splintrede glas og farvede det, som der før var transparent og koldt. Det lange krøllede hår gled udenfor vinduet og flagrede i vinden stille. Hun så fredfuld ud, til trods for sin makabre afsked. Ahngel rejste sig endelig fra sengen og gik over til hende.. Betragtede hendes ansigt og hals. Bidemærkerne var stadig synlige, da den del af halsen havde undveget hendes selvmords blade. Han tiltede hovedet og lagde en fod under hendes skulder og langsomt løftede opad, så hun blev vendt på siden og hendes hals blev flået mere åben af glasset. Bidemærket blev penetreret og blev således en del af det aflange sår. Han slap og hendes livløse krop faldt tilbage i sin oprindelige stilling. Ingen vampyr var her… Blot en selvmorderisk kvinde der ville nyde sin sidste aften i dyre omgivelser. Ahngels øjne gled igennem det dyre hotelværelse og sukkede kort. Denne lejlighed kunne han vel ikke bruge mere fremover? Han tog nøglerne ud fra hans lomme og smed dem ved siden af hendes lig. Således havde de boet sammen.. Således havde de elsket og således havde han blevet hos hende til den bitre ende, hvor kærlighed enten endte i rynker eller blod. Vampyren gik imod forgangen og tog sin lange frakke og trak over sig.. Tog sko på og gik ud fra lejligheden, der gav et klik fra sig da låsen selvlåste. Han stak hænderne i lommen og forlod hotellet i stilhed. Folk betragtede hans blodige overkrop.. Hviskede om slagsmål og de rådne samfund, men trods det, var det den sidste mistanke der faldt på Ahngel. Som han da så imod månen med et tænkende udtryk, funderede han: Mon ensomhed også blev hans død en dag?

La Fin