The Image of You.

The Image of You.

- Har længe haft denne ide i hovedet, men det er først nu jeg for fået den realiseret .. Enjoy!


Penselen gled over det, mælke, hvide, lærred i lange, bløde, og liflige strøg, som var det hvid kalkede stof, der var spændt over fire-kantens hjørner, givet et nænsomt elskovs kærtegn, og ikke blot udnyttet til at skelne kunstnerens inderste mareridts-personlighed, og liderlige begærer. En sort dominerende farve lagde sig over lærredet, fast ført af pensel strøgene. Igen og igen blev de påsat den æggehvide overflade. Dannede et glat, og elegant udseende for hvert kærligt strøg. Den sorte kom til at dominere den hvide. Den blottede de andre farver, og lod dem stå nøgne tilbage. En lys askefarve blev mere fremtræden på grund af blæk-farven der voldtog den lette hvide nuance i den lysegrå, og lod denne ligge over motivet, som en grumset, og ukøn detalje i blandt den opmærksomhedssyge nabo farve. En udtyndet sort gled under en runding ved centret af maleriet. Så det dannede en lettere mørk bue under den eneste farve der formåede at overskygge sin sorte, elskovssyge, drabsmand. Den brændte som gløder i en knitrende kamin. Den kunne fyldes med raseri, og få følelser af had og hævn til at gøre mennesker skinsyge og magtbegærlige. Men den kunne ligeledes fremvise en sådan lidenskab, kærlighed, og medfølelse at mennesker hurtigt ville fortabe sig, i dens illusion af sødme, og forsvinde i dens flammende farvespil. Som lava var den farlig men fængslende, og krævede at sine ofre ville smelte i dens væsen, og ikke blot rystes af dens ydre. Komplet var denne farve, næsten tør, da den var det første der blev skabt i det ellers farveløse maleri. Som et sort-hvidt fotografi, taget af et gammelt kamera. Man skulle tro at det var netop sådan et. Men det var det dog ikke, snarer en genial konspiration fra kunstnerens side, der ønskede at denne brændende farve skulle være hvad der fangede de forbipasserendes øjne først. Resten skulle så lægges mærke til. Det gjorde den sorte farve så skinsyg, at den skreg af maleren om at bruge mere af den.
Mere, mere, meget mere!
Den ville fylde så meget af billedet som muligt! Men i sin egoisme vidste den ikke, at dets mere den prøvede at sprede sig, dets mindre ville den blive lagt mærke til, og dets mindre ville folk se på den med samme længsel, som når deres øjne higede imod den livs røde. Men den sorte kunne ikke tåle tanken om ikke at blive set på, på samme måde, og kunstneren accepterede dens krav, og lod dens strøg fylde mere af den lysegrå nuance. Den tilsidesatte lysegrå, så tavst til fra sidelinjen, imens at en udstrakt linje af den blev skabt nær slutningen på centret. Den buede i enderne, i en grotesk krumning, og lod dens præg sætte på maleriet. Den stod som en næstekærlig elsker til den røde. Der beskyttede den loyalt, og blindt. Den gnistrende farve stod som en trofast ledsager til den lysegrå, der i al uvidenhed lod sig beskytte. Stum som den nu var. Den fik andenpladsen, og var det næste som ville blive lagt mærke til i maleriet. Den sorte blev så rasende at den skreg af maleren om at dække alt det lysegrå med den. Men det gik kunstneren ikke med til, og rengjorde den sorte pensels spids. Den sorte farve var stødt.
Den skabte rammer, skygger, og scener – skreg den vredt. Den skabte hvad alt andet gik og stod på, og var grunden til at den gnistrende skuespiller fik så mange øjne på sig! Men maleren ville ikke vide af den mere, og greb omkring den grå og hvide i stedet. Pressede farven ned på paletten, og parrede dem sammen, så den lysegrå blev skabt på ny, og da blev der brugt endnu et lag af den. Den sorte fortsatte med at skælde ud, imens at den grå forblev tavs, og den iltre røde værdigede ikke den sorte et blik.
Den lysegrå blev spredt mere ud, men den overgik ikke den sorte. De grå strøg tilpassede sig ubeklageligt til den sortes kanter, og lod til at være tilfreds med den mængde der blev brugt af den. Det nye lag gav maleriet fornemmelsen af liv, og skønt den sorte farve havde det meste af maleriet, blev den ikke lagt ligeså meget mærke til som de to andre.
Da var maleriet endelig fuldendt og kunstneren betragtede det lige så tavst som den grå farve. Den sorte gav endnu en næsvis kommentar. Gjorde sine bemærkninger, med at det kunne være så meget bedre hvis den røde farve ikke var der, og at den sorte tog dens plads i stedet. Kunstneren lyttede ikke, men fortsatte sin fortabte stirren på det færdige maleri. Og ganske som man ville forvente, så stirrede kunstneren ikke på den sorte, men var opslugt af den ophidsende blodfarve, og den lysegrås buede og glatte strøg, der til trods for den sortes bitre forsøg, ikke var endt med at være ukøn at se på. Nej, den lysegrå skabte realismen, og formen på det som kunstneren havde haft i sine tanker. En knude satte sig i malerens bryst, og han løftede en hånden til hjertet for at holde fast i sine klæder imens han stirrede. Den røde farve viste sig stolt frem, og lod sig brænde så hæderligt som den overhovedet kunne, for at påvirke sin skaber endnu mere! Den lysegrå holdt sig beskeden og tavs, og trådte med vilje i skyggen for sin elsker, imens den sorte råbte og teede sig for at få opmærksomhed!
Kunstneren betragtede sit skaberværk, med samme knude i brystet, der senere fik halsen til at trække sig sammen, og øjnene til at svig. Endnu forsøgte den sorte sig, denne gang prøvede, og med forståelse i stemmen. Det gør jo ondt, så hvorfor ikke male det hele over med mig? – spurgte den. Maleren lyttede ikke. Og endnu engang begyndte den sorte at skænde og råbe. Men kunstneren rejste sig blot fra sin maler-stol, og satte en hånd på hver side af lærredet. Han trådte tættere på. Den glødende farve gjorde sig endnu mere intens, og fremtryllede en lammende hypnose. Den lysegrå forsøgte at trække sig endnu mere i baggrunden, beskedent og diskret. Alt imens at den sortes buldrende protester hørtes som ekko for kunstneren. Kunstneren lænede sig forover, tættere på. Gled fingrene ned over den tørre maling, og pressede sig selv elskovssygt imod maleriet. Læberne dirrede af en indre lyst, og kødeligt begær. Men ikke så snart havde maleren presset sit halvnøgne legeme imod billedet, da den sortes ord stak i brystet. Tvivl. Tvivl bredte sig som en steppebrand, og malerens øjne gled fra den intense farve og ned til den lysegrås glatte strejf, med den groteske krumning. Den sorte stoppede med at protesterer, og viste igen en medlidenhed. Den bad kunstneren trække sig. Fortalte at den røde farve slet ikke var så fængslende som den selv synes den var, og at den grå var ligeså utilnærmelig, som en loft mus. Kunstneren lyttede til den, og ville til at trække sig fra billedet. Ophidselsen fortog sig dog ikke, og med den i behold varede det ikke længe før den røde farve igen fængslede sin skaber. Denne gang stoppede maleren ikke, og pressede sig begærligt imod maleriet, og kyssede de fine lysegrå strøg der endte ud i den unaturlige krumning. Pressede sine læber uhæmmet imod maleriets kyniske overflade. Sympatiløst, lod den sig kysse, men nænnede ikke at rykke sig for at besvare det. Kunstneren trak sig, og faldt på knæ foran billedet. Fingrene gled over det ru lærred, imens at maleren fremviste en ulykkelig grimasse. Uden skrupler begyndte den sorte at håne, og le af kunstneren. Hvad sagde jeg? – spurgte den, med triumf! Alt imens den lysende røde kærtegnede den ukønne lysegrå, og de var begge tavse idet kunstneren skreg.

- Slut.