Destinys Call - (Ajehandro & Lisetté.)

En hadsk alliance trådet sammen af intet andet end en kynisk faders overbevisning om, at det ville gavne den dæmoniske nation i sidste ende, uden den kvindelige parts medvilje. En undertrykkelse af kvindekønnet som kun dæmoner kunne gøre det. I det menneskelige samfund, havde ligestilling allerede fået sit rampelys, og kvinder blev ikke længere set som pyntedukker, som køer der skulle handles og sælges for familiens indkomst. Hvad end dæmonernes overbevisninger var, så havde de ikke ændret sig de sidste mange tusinder år, og dette var netop grunden til det interne spil, der var blevet skabt imellem den franske regions følelses hæmmede hærfører, og den knap giftemodne første datter, af den spanske dæmon regent, ikke haft den kvindelige parts indflydelse.
Selve vielsen havde været klippet ned til det mest simple: alt der skulle udføres var det ceremonielle ritual der bandt to dæmoner sammen, i en evig traktat om samarbejde, og ligesindet respekt.
Dog fandtes hverken samarbejde eller ligesindet respekt i nogen af gifte parterne.

Den unge brud, hvis unge krop var pyntet i gyldne klæder der symboliserede hendes fader, og alt det han stod for: kultur, kunst, lidenskab.. alt dette, levede ikke et sekund i hele hendes væsen, eller i hendes foragtende blå blik, idet hun blev præsenteret for det enkelte værelse, hvor hun skulle tilbringe sin første nat, med en lystforladt ægtemand.
Hun tog de første skridt over gulvet, og hendes nøgne fødder, hvis tæer var pyntet med ringe, og ankler smukkeseret med farvede røde symboler, der gentog ægteskabs løftet, igen og igen, gav en mindre sitren som de gled over det bløde filt tæppe på gulvet.
Hun skulle være ydmyg og ærbødig, tæmmet og påpasselig. Ikke frådse, og ikke kræve, tigge, eller belemre sin ægtemand med materielle ønsker. Hendes opgave var at tilfredsstille hans øjne og krop, ikke mere eller mindre. Hun var en gode, en dukke der skulle udstilles som noget smukt og unikt, som noget man kunne prale med, ikke vises frem. Hun skulle være som det trofæ der hang på væggen derhjemme, men som ingen nogensinde så. En tid i ensomhed, det var skæbnen for de fleste gifte hunkøns dæmoner i adels familier. Men i hendes kvindesind havde en oprørsk mine allerede avlet flere utilgivelige tanker om trods.

Hendes slanke, og høje figur kunne tydeligt ses igennem det glatte silkestof der var hvilket om hendes nøgne legeme, som en toka. Hendes hår var skulderlangt og sort som natten, imens at hendes hud var gyldenbrun, og sol præget. Gyldent glitter var blevet påsat under de let malede øjne, for at give hende et endnu eksotisk præg. Dog kunne de ikke få den manglende passion i dem frem.
Hun drejede om sig langsomt, og så imod vinduet ud til frugt haven, der blev badet af månens nattelys. Himmelsengen stod bag ved hende og ventede, i det varme skør fra en optændt kamin i venstre side af rummet. Døren nogle meter bag hende lukkede i, og hendes ægtemand var trådt ind i rummet.
Hele hans tilstedeværelse slog alt liv ihjel i rummet, hun nærede en dyb foragt for hans evne til at dræbe alt smukt, og livligt.
Nogle få skridt var alt det tog for ham at stille sig hen bag ved hende. Hun kunne mærke hans dominerende skikkelse tårne op bag ved hende. Hun gik ham blot til midten af brystet, og følte det som var hun en killing der stod foran en løve. Hun havde ikke lyst til at vendte sig, og så på hans arrede ansigt, og uskønne træk. Hans slanke ansigt, var på trods af sin overfladiske renhed, ucharmerende, og frastødende. Hun kunne ikke elske det, og ville ikke lære sig selv at elske det.
Da kom hans venstre arm ind i hendes synsfelt, og hun fulgte den store, lyse, hånd som den greb fat i det ene bodo-røde gardin, og træk det for, hvorefter den anden hånd grab fat i det modsatte gardin og trak ligeså det for. Dækkede hendes udsyn til den harmoniske have, og det smukke måneskin, som hun elskede noget så højt.

,, At beskue noget så grimt.. månen og dens væsener er ikke noget du skal belemre dig med.”, sagde han, så monotonsk og uhjerteligt som nogen kunne.

Hendes indre isnede ved lyden af den usympatiske stemme, imens at hun blot stirrede ind i de nu svagt blafrende gardiner. Han havde trukket dem sammen med hast, som om han ikke kunne holde ud at se på det.
Hænderne der før havde haft sit greb om gardinerne, gav slip, og gjorde an til at hvile sig på hendes skuldre, men hun veg sig idet han skulle til det. Bare tanken gjorde hende kvalm. Han var for gammel til hende, alt for gammel. Hun kunne ligeså godt krybe i seng hos sin fader, ønskede hun opmærksomhed fra et ældre hankøn.
Som resultat på hendes tråds, lod han ikke forbandelser i form af ord hvile over hende, som hendes fader ville have gjort det. Tvært imod, om det var bedre eller værre, lænede han sig yderligere indover hende, så hun kunne se det nederste af hans lange sorte hår. Hans store hænder lagde sig da på hendes overarme, uden at hun kunne nå at rykke sig væk fra ham, og hun stivnede ved den blotte berøring.

,, Du fornægter mig? Jeg må være ærlig med dig, Camille, min interesse i dig er heller ikke stor. Til trods for din skønhed, er din morale så svækket som din faders.”

Han lod sine fingre glide ned over hendes arm imens han talte: prøvede han at trøste hende? Som om at hans ord kunne være andet end gift, og som om at hun ville føle sig mindre af hans ens formede tale mønster, og utilnærmelige person?
Hun rev sig fri fra ham i et hurtigt ryk, med en fornemmelse af at han lod hende, hun drejede om så hun kunne se på det modbydelige ansigt andre kvinder ville finde så umådelig smukt, og lavede en hadsk grimasse imens hendes sorte hår skabte en bue i luften og lagde sig over højre skulder.

,, Min faders morale er ikke et dilemma De har ret til at ytre Dem om i mit selskab! Udover det, er mit mellemnavn ikke noget jeg vil have Deres læber til at udforme! Og jeg har aldeles ingen hensigt om at ligge med Dem, eller lade Dem berører mig yderligere! Ønsker De en dukke.. kan De anskaffe Dem en, i en dertil tilegnet butik! Jeg vil Dem ikke, Ajandro!”.

Hendes blå øjne lyste op med en hidsig gnist, som kun en spansk kvinde ville kunne fremprovokere. Hun var forbløffet over sin egen flabethed, og oprørske adfærd, bare det at tiltale ham formelt, var i sig selv en fornærmelse. Noget som den værste adelsmand ville se som værende nok til at slå hånden af sin kvinde, eller i hvert fald sætte hende på plads.
Men Ajandro lod ikke en mine glide over sit følelseskolde væsen. Havde han blot givet tegn på nogen som helst følelse, så havde hun sikkert ikke følt sig så domineret af hans blik. De grønne øjne så fordømmende på hende, med en foragt der indgraverede sine besværgelser, og dødstrusler ind i hendes sjæl. Hendes styrke, i et øjebliks raseri, krympede sig sammen, og hun følte sig kuet og sat på plads med intet andet end et blik.
Han greb fat i hendes arm, ikke hårdt, men fast. Med nogle beslutsomme skridt slæbte han hende over til sengen, og smed hende på den.
Hun tog fra med armene, idet hun lande på maven, og vendte overkroppen en smule for at se sig over skulderen og hen på ham. Med frygt i blikket betragtede hun det usympatiske træk på den ene mundvig, der indikerede resterne fra et udtryksløst smil, imens han løsnede en knap fra den hvide skjorte. Hans grønne øjne lyste af ingenting. Der var ingen følelse at hente, ikke nogen medlidenhed eller forståelse, men et sort hul, der sugede hendes frygt til sig, og efterlod hende med en følelse af at være hjælpeløs.
,, Du vil ligge med mig… det kan jeg forsikre dig. Og du vil anskaffe mig en arving, af rent blod. Elskov vil jeg aldrig kræve af dig, hustru. Kærlighed, er urent. Men du vil ligge med mig, igen og igen.. indtil du giver mig en søn, og da vil jeg lade dig synke ned i den beskidte afgrund du hører til, igen.”.

Hendes hænder begyndte at ryste ved hans ord, imens hun betragtede ham sige dem, uden nogen tegn på anger eller tøven. Han mente det, han mente hvert ord han sagde til hende. Han ville tage hende, indtil hun gav ham et afkom, der efter hans mening, ville være værdigt til at overtage hans plads. Da bøjede han sig ned over hende op sengen, og hun reagerede hurtigt i et forsøg på at kravle over den, og for at slippe væk, men uden held.
En af hans arme slangede sig om hendes mave, imens den anden tog greb i hendes hår. Hun fandt sit ansigt presset ned imod de silke bløde tæpper over sengen, imens at hendes underliv blev tvunget opad, og hans køn blev stødt imod hende.
Hun åbnede munden, så spyt strenge strakte sig fra de skarpe tænder, og hendes ulykkelige grimasse blev knap synlig for hendes ægtemand, der nu havde forvandlet sig til hendes voldtægts mand.
Han lænede sig over hende, hviskede hende ind i øret hvad han ville gøre ved hende, og hvor meget mere han ville udsætte hende for hvis hun fremover bedrog hans venlighed, og spyttede på hans ære.

Natten syntes længere end den nogensinde havde gjort, også selvom han efterlod hende så snart han havde besudlet hende. Efterladt i en kaskade af krøllede silke lagener lå hun tilbage. En ødelagt dukke, med hendes kjole revet itu, og hendes hud uvasket og beskidt.
Som et legetøj, smidt i skraldebunken.

Som en hustru, i evig samliv med sin ægtemand.