Voksen eller ej

Voksen.
Af Anne-Dorthe S. Hansen.


Voksenlivet. ’Teenager’ - det er top pediestalen for hvad vi gerne vil være når vi er børn, og når den fase så er nået, er det voksen stadiet der skal erobres med rejst flag og syngende krigs trompeter. Man skal tænke, være ansvarlig, lære at alt man gør, har en konsekvens og at man ikke længere kan gemme sig bag ved ordrende: ’jamen, hun er jo kun et barn’. Og den skal helst nås så hurtigt så muligt, det kan simpelthen bare ikke gå stærkt nok. Og dets mere man så fokusere på det, dets mere af ens egentlige barndom flyver forbi.
Som gammel kan man godt prøve at genoplive sine yngre dage, som voksen kan man købe så mange dukker man vil: redde deres hår med den lille plastik børste, som man gjorde dengang for mange år siden, midt på gulvet i sit prinsesse-røde værelse, men du kan kun sidde og børste håret. Fantasien er forsvundet. ’Barbie’ er ikke længere levende, og du er irrationel og logisk-korrupteret nok til at være overbevist om at den lille plastik dukke ikke er mere end et menneskeskabt underholdnings propaganda, der kun er til for at distrahere barnet imens forælderen falder arbejds træt sammen på sofaen foran fjernsynet. Den lille ting som førhen var det største i verden, og havde så meget liv fordi du gav det et, er blevet så ubetydelig fordi barnesindets uskyld er blevet forgiftet langsomt med rationalitet, fornuft, logik, realisme, og ikke mindst ’voksenhed’.
Jeg har tit spekuleret på hvorfor vi har noget der hedder Peter-Pan-syndrom, og ikke en akut masse spredelse af Voksen-syndrom i stedet for? Det lyder uappellerende, og i selv samme øjeblik du læste det, vil jeg vædde med at du havde en modsigende nagen i dig. Der er ikke noget der burde hedde det, fordi vi alle sammen ejer sygdommen. Man kalder det at ældes, og ældes, det er en pæn måde at sige vi kommer tættere på døden, og for hvert år er vi tættere på den indelukkede kiste tre meter under jorden, eller brændeovnen hvor vores knogler bliver til støv på et minut.
Vi ser op til voksne, og skal også blive til dem engang. Det er forud bestemt at vi en dag også skal kaldes for mor eller far, og være en standhaftig rollemodel. Desværre, i al den indflydelse af ’voksenhed’ glemmer vi at være børn.
Den fantasi for vi aldrig igen, og nu da jeg selv er blevet voksen bliver jeg aldrig barn igen. Det minder mig tit om hvor rart det var at være barn, at kunne gøre ting uden at tage mere ansvar end ens egen næsetip. Man kunne stortset næsten gøre alt uden at det var en selv der fik den egentlige konsekvens, nej det var mor og far.
Frihed, det var dengang man var barn tænker voksne, og det omvendte tænker børn. Men hvad er frihed også uden penge? Hvad er frihed uden fantasi og kreativitet? Hvad er det ene uden det andet?
Nogle gange vil jeg gerne være mere voksen end jeg er, andre gange vil jeg gerne være barn, og nogle gange indser jeg at jeg er en blanding af dem begge to.