Min Skygge

Skygge



- Til en aflevering hvor hoved emnet skulle være 'identitet'.

Skygge
Af Anne-Dorthe S. Hansen

Jeg er en blanding imellem intethed og uvirkelig nutid. Mine farver er hverken alt for lyse eller alt for mørke, og selvom jeg ikke er opstemt af glædes vædde, er jeg alligevel heller ikke fuldstændig pessimistisk i min portraktion af dig. Har vi da ikke alle sammen noget vi gerne vil skjule bag låste døre? Man kan kun lige nøjagtig skimme det fra imellem de stålgrå tremmer, hvis altså du kniber øjnene godt sammen og bruger din fantasi.
Som nævnt er mine farver ikke alt for lyse, men heller ikke alt for mørke. Jeg lever i al neutralitet med min egen indre balance. Min sanitet balancere dog på en livlig knivspids, og jeg kan hurtigt splitte mig fra alle vinde, eller rettere sagt, det kan min sindsro. Nuancerne i mig er så kaotiske at jeg nogle gange heller ikke selv helt kan se dem. Men jeg ved de er der, for de er en fast del af dig og mig. Ligesom mine farver der pare sig med deres faste elskerinder; solen, som er min yndige, varme, brud, og månen, som er min koldhjertede elskerinde, der blot ønsker at fratage mig rigdom og livsglæde, frem for at dele begge med mig.
Jeg er dem begge utro, for jeg har en tredje cordisanne, faktisk mange tusinderne. De er der når du tænder for stik kontakten. Så lyser de op som en million stjerner på nattehimmelen, mine ulyksalige bejlere der aldrig helt kan nå mig. Men disse, de kan nå mig, jovist de kan nå mig.
Jeg er så tæt på dem at jeg tit helt forsvinder. De overmander mig og så bliver jeg blændet af deres usympatiske stråler, og fortaber mig i dem. De kan have forskellige styrker og værdier, men jeg elsker dem alle sammen lige højt, selvom denne kærlighed opløser mig.
Der er tider hvor jeg ønsker at fravælge dig, og gerne vil fri af dig. Jeg har tillidsfuldt brugt mine dage på at imitere hver enkel handling du laver, ved at bruge de farver som mine elskere giver mig. Lige fra at du løber med mig som følge, til at du sammenfletter mig med en anden ved kødelig konrakt. Åh, hvor ville jeg gerne være fri fra dig, men uden mig ville du jo aldrig kunne klare dig, kunne du vel? Derfor vil jeg tage mig af dig, og guide dig når du har brug for det. For jeg elsker dig, åh, ved Gud hvor jeg elsker dig! Du er min fødselstvilling, du skabte mig i det sekund du kom til verden, og jeg er dit lille barn, din søn og datter, din incest-affærer da vi ligeledes er elskere; for jeg er med dig når du åbner dig for din arts fælde.
Åh, jeg elsker dig, ved Gud hvor jeg dog elsker dig!
Jeg er din skygge. Ikke nogen andres. Jeg vil ligeledes afspejle dine utilgivelige personlighedstræk; skrækkelige jantelovs tanker, og liderlige fantasier. Jeg er dig i din allermest korrupte form, og du kender mig slet ikke! Du kender slet ikke dig selv, gør du vel? Din stakkel. Men bare rolig, for jeg kan fortælle dig om alting. Ved hjælp af en stemme i dit indre vil jeg hviske ukristelige velsignelser til dig, fortælle dig hvor meget bedre du er end nogen af de andre; du er så dyrebar, så smuk, så uvurderlig smuk. Det er de andre ikke! Og hvorfor kan de ikke se hvor dejlig du er?! De burde jo tilbede dig, min elskede. De burde ligge med dig hver nat, omfavne dig, og kysse dig.
Men du forstår det jo slet ikke, du ved ikke hvem du er. Og hvordan skulle du også vide det, du er jo så sårbar, så naiv og dum. Hvis ikke jeg fulgte dig heletiden, jamen hvordan skulle du så nogensinde blive til noget. At ’stå på egne ben’, det er ikke noget for dig, det ved du jo godt. Du kan ikke.
Kan ikke, kan ikke. Det er det jeg fortæller dig, men du er jo også ufattelig intelligent. Så dejlig, så perfekt. Hver ting du gør kopierer jeg, netop fordi du er så på perfekt: vi er perfekte!
Jeg elsker dig. Hvorfor kan du ikke bare lade mig komme fri? Du ved jo godt at du ikke kan lige hende overfor dig i klassen, så lad mig da løbe frit fra tungens stumme fængsel, så skal jeg nok ordne det hele. Lad mig fortælle hende hvad du egentlig mener om hendes nye taske, og åndssvage usammenhængende argumenter for, hvorfor netop den taske er så meget flottere end alle andres! Men det er nu også en fin taske, den har et sjovt motiv, og er meget pænere end din taske, er den ikke?
Hun er også klogere end dig, hun har prøvet mere og ved bedst, ikke sandt? Sæt du dig hellere ned, og så lader vi hende snakke. Du kan jo ikke noget alligevel, du ved jo slet ikke hvem du er.
For du kender ikke mig, jeg som er dit skygge-jeg.