Min Frihed

”Frk Rasputin! Olga! Kom så tilbage!” Råbene fra den escorte, der havde ledt den unge Nosferatu uden for det indelukkede Palæ, der virkede mest som en celle for hende. Men hun var allerede væk. Hun havde behov for det her. Behov for friheden. Behov for at føle det lange rødlige hår, ruske i vinden som blodige bølge på havet. Havde brug for at suse over hustagende, som visne blade over vejende. Og når hun ikke kunne få det bedste, ville hun blot være alene, og isoleret væk fra folk. Hun manglede stadigt den del af sig selv, der holdt hendes gnist i gang. Han var der stadigt ikke.
Den fine kjole hun var blevet iklædt, var langt fra behagelig at bevæge sig i. Hun stoppede sit hastige tempo, og rakte ned for at skabe en lang rift op af kjolens side, for at frigøre hendes ben. Og som hendes øjne lå ned over hende selv, sukkede hun stille og sørgmodigt. Den beklædning. De sko. Alt dette, var ikke hende. Det var ikke den hun var. Det føltes, som om hendes frihed var blevet revet væk, for at blive erstattet af forventningernes lænker. Med et ubehaget klynk, faldt Olga i knæ, med hovedet lænt fremad, så det lange hår skabte røde væge omkring hendes ansigt. Skyttede hende fra alt det der ikke burde være der. Der burde være en grotte. En familie. En mand. Den. Mand. Men i stedet var der skuende røde øjne i natten, der forlangede at se en dukke, der gjorde hvad der ville være respektabelt. De var der altid. De dømmende røde glæder, der langsomt trak sig nærmere imod hende, hver gang hun forsøgte at være sig selv. Endnu en ynkelig tone, frydede natten og blod berørte det fine dække. Hendes øjne var vædet, røde streger trukket ud over et tæppe af mørke. Hun længtest efter døde hvide øjne. Kolde sorte øjne. Øjne der ikke dømmede hende efter, hvad hun kunne være, men forstod hende for den hun var. Men disse beskuer, havde for længst vænt deres ryg til. De ville ikke længere kendtes ved den pige hun var blevet. Hun havde forrådt dem. Hun var den sorte hånd, gemt i lommen, der havde snuppet noget fra dem. Hun havde ikke længere været den de troede. SÅ selv de bedømte hende nu. Der var ikke længere nogen der ønskede at kendes ved hende. Bortset fra ham. Han ville da se hende som hende. Og ikke som den hun kunne være? Det måtte han. Det skulle han! Han skulle se hende som den hun havde valgt! At blive. Den hun havde kæmpet for at blive! Ikke den der nu sad i en fin smuk kjole, høje hæle og fine spænder i håret! Ikke den der ikke havde turdet at gå over grænser, for den hun holdt af! Ikke, den hun spillede nu!
Kvinden hvæsede i det hun rakte tilbage imod de høje hæle, der havde så fast lænket hendes fødder til yndens dans, og rev dem hidsigt af, for at kaste dem væk fra sig. Hun rejste hænderne imod hendes hår, og skubbede dem igennem det, for at fjerne de pæle, der så falskt havde holdt en uægte ynde oppe. Hun rejste sig med faste skridt, uden at virke den mindste smule ubehaget, ved at lade sine bare fødder, møde den kolde, ægte overflade. Hendes hår ruskede sig friskt i den behagelige vind, nu fri fra formel forfængelighed.
Pigens nu brændene øjne, stirede imod en af de høje hustage, ike langt derfra. En trappe imod fuglendes frihed. Kvinden hvæsede endnu engang hidsigt, i det hendes fingre greb den smukke kjoles krage, og rev voldsomt i den. Dette skabte en lang rævne i de forsæglende korsætter, der holdt hendes indre låst væk, og med utallige følgende hiv og ryk, faldt den resterende forfængelighed fra hendes skind, og efterlod den kvinde hun var, fri fra alle dets lænker. Med dbye, unøddige vejrtrækninger, begyndte hun en hastig rydt, imod tårne top, hvor hun endelig kunne være fri fra trykkende træmmer, og forvendtende øjne. Hvor ingen ville se hende, selvom alle kunne. Hvor hun ikke ville blive bedømt, for den skønhed hun kunne have, men hvor ingen ville bedømme hende for den hun havde hellerej. Hvor ingen, ville vide hvem hun var. Hvor hun ville være isoleret fra bedømmende øjne, og kun være det ene sted, hun så inderligt ønskede hun var. I hans tanker. For han var i hendes.
Den blide, kolde natte vind slog imod bar grålig hud og ruskede i langt, livligt rødt hår. Røde øjne stirede ud imod mørket, fri fra at møde nogen andre på deres rejse. Hvor de ikke skulle synkes, for at andres kunne rejses i begejstring og velbehag. Hvor de ikke havde nogen rute. Ingen steder de skulle hen. Kun et sted de ville hen. Vej til hans tanker. Vej til Alvars sind. For hun længtes efter det. Længtes efter at berøre hans, i en melodi af behov.
Der var ikke længere noget hun havde brug for, andet end denne ene person. Det var det eneste hun tikkede, og bad for. Ham, og hendes frihed. Friheden, til at være den hun var. Til at være Olga Ravenfeather Rasputin.