Another crack, another leak

Another Crack, Another Leak ~


Solen havde stået højt den sommerdag i juli og derved var natten lun og klar. Mørket havde påbegyndt sin afslutning og flygtede lige så langsomt fra den østlige horisont, hvor gyldne farver dannede en tynd streg over de høje fyrretræer og deres sorte silhuetter. Solen havde endnu ikke åbnet himmelhvælvet, sit øjenlåg, og ville først beskinne den lille Parisiske forstad, Mariee Repos, om nogle timer. Trods den højrøstede storby i dens nærhed og dens natteliv, var de natlige morgentimer tyste som bunden af en udtømt brønd. Kun få ekkoer hang i de buede vægge og ligeledes hang der et minde om lys, musik, liv og glæde i de udbrændte gadelys. Trods denne stilfærdighed, som herskede i Paris, var Mariee Repos’ gotiske gadelys tændt og i de fleste vinduer i den gamle forstad, optændt af små stearinlys eller lignende, som sendte en gylden glød imod glas og vinduesrammer. Gaderne var tomme derimod. End ikke Mariee Repos’ højtstillede indbyggere vandrede gaderne i optakten til morgengryet, trods deres søvnløshed. De havde alle festet igennem natten, som de parisiske beboere. De havde alle fejret natten og livet, eller i dette tilfælde, u-livet. En vildfaren gadekat banede sin vej over de kurvede gader. Dens pels sort som den nat den befandt sig i. Kun få refleksioner dannede sig farverigt i dens pels da den nåede oplyste vinduer, gadelamper og ikke mindst de sølvpolerede lys fra den aftagende måne. Fulgte man katten, lod den guide den, ville den afsløre et hjem, som ikke just var en container i den nærmeste gyde. Lysene fra vinduer steg mange metre oppe i luften, ledsaget af tårne af grå, skinnende sten, meterhøje vinduer og ikke mindst hele billedet af et slot, som ligesåvel kunne have været udsprunget fra et mareridtsbillede, nedskrevet med lynild og flokkende krager i en fortælling fra senromantikken. Der var ikke lyn og ej heller var der krager i flok. En morgenfrisk solsort, derimod, havde sat sig på en gavl for at male stilheden med en sommerlig sang.

Lyden af sko, som bevægede sig over stengulv gav sine ekkoer igennem den store forhal og dørens hængsler gav en smidig lyd fra sig som der blev åbnet for natten. Lyden af en munter sangfugl gennemstrømmede midlertidigt den mørke forhal og gled ind i rum og op ad trapper til døren blev lukket og lyden forseglet. Et gardin blev hevet fra for et øjeblik og rolige røde øjne satte sig på den fjerntsiddende solsort, som pippede løs fra lukkede vinduer. ”De vil ikke følges med Deres medvirkende?” spurgte en fattet stemme, alt imens den lille fugl blev betragtet og ikke han, som spørgsmålet blev tilgivet. Man skulle tro, at alfahannen rent faktisk stod og snakkede med et dyr?

”Jeg ville tale med Dem i enrum, mon Sauvage.” En hæs, ældre stemme tilføjedes og tilhørte den højere senator, som endnu stod ved hans stol i mødelokalet. Hans refleksion blev gendannet i det spejlblanke langbord. Han var høj og bred af kropsbygning og hans lettere kompakte udtryk var dækket i et stift, brunt jakkesæt. Hans ansigt var kantet, medtaget en smule af alder og med et trimmet skæg, som gik i et med det korte, brune hår. Han blev ikke svaret og hans ansigt fortrak sig i en let, utilfreds grimasse. ”…Mon Sauvage?”

”Du kan diskutere de næste dagsordener med Jean på vejen ud. Jeg har ikke tid til at tale mere for nu.” Den tiltalte vendte sig for at beskue sin senator, som ikke syntes at lade sig kue af hans anvisning. Alfahannen, Le Sauvage, var omkring de to meter i højde, dog overgået af senatoren. Han var tynd og atletisk bygget – en, som åbenlyst er nem at undervurdere. Med en skrøbelig ro i sinde, gik han hen til hans plads, for enden af langbordet, ved den høje stol og den mindre bunke dokumenter. Trods iført et sort jakkesæt selv, var han ikke i så stiv et puds, som senatoren. Hans hår var langt, ibenholtsort og dovent løst. Ahngel, som han lod sig kalde i mere personlige omstændigheder, hævede et øjenbryn imens han betragtede senatoren og hans stædighed, gav ham et nik og satte sig ned. ”De kan gå n-”
”Jeg tror ikke, at De ønsker min interesse videregivet med Deres rådgiver.” afbrød sentoren. Hans grimasse blev til et slesk smil. Ahngel kneb øjnene lidt sammen og senatoren syntes at dæmpe det kæbhøje smil igen. ”Så, Arthur, hvad er det, du har for?” sagde han med en ny og mere personlig tone. ”Du får fem minutter.” Han tog dokumenterne i hånden og lod øjnene glide ned over dem, lettere ligeglad med Arthurs målrettethed. Arthur derimod, trådte frem, smilende og rodende med noget han havde i inderlommen i sin habit. Den kradsende lyd a papir, som frigav sig fra stof kunne høres og syntes at fange Ahngels opmærksomhed lidt igen imens han ligeså diskret kiggede op fra sine egne papirer. Hvad havde det oldtidsfund for denne gang? De røde øjne gled fortsat over den stædige senator som han satte sig ned ved Ahngels højre side og lod et lille fotografi lege i hans brede fingerspidser. Han havde ikke smilt så slesk siden hans sidste lovforslag var blevet vedtaget. Arthur nikkede endelig og rettede sig op i sin stol. ”Jo.. Ser De, mon sauvage…” begyndte han. ”Der er sket nogle brud på Deres personlige sikkerhed.” sagde han og lod pauserne prøve på at pirre alfahannen, hvilket de ikke syntes at gøre. Arthur havde før haft let ved at blive lidt for selvsikker i hans meninger. Som alfahannen ikke svarede, men afventede den følgende forklaring, rømmede Arthur sig diskret og rejste sig op igen for at gå om bag Ahngels stol. Han rakte det lille foto ned foran Ahngels blik, som inspicerede det indtil det atter blev fjernet fra hans åsyn. De røde øjne var efterladt i stum overraskelse, som forsinkede Ahngels ord inden han selv rejste sig og så imod Arthur. ”Hvor har du fået fat på det?” sagde han hårdt. Arthur klukkede som havde Ahngel smigret ham. Fotografiet gled ind i senatorens inderlomme igen og hans smile blev bredere. ”Det er det, som jeg mener, mon sauvage. Har det virkeligt været så svært at få fat på et sådant billede? Jeg er sikker på at det ikke er det eneste der er blevet taget.” Han klukkede igen. Ahngels pupiller blev langsomt små og hans hænder samledes til løse næver. Han rakte hånden imod Arthur. ”Giv mig det. NU.” Autoriteten genlød i hans stemme og førte Arthurs hånd ind under jakken igen for at tage billedet og lægge det i Ahngels hånd. Men trods det, smilte senatoren stadig imens han betragtede billedet smuldre, som var det brændt til aske i Ahngels hånd og blev reduceret til støv. ”Selvfølgelig, er det kun en kopi af et så mægtigt bevis.” Han lagde hovedet lidt på skrå og foldede hænderne bag på rykken. Ahngels blik blev atter arrigt, selvom hans fattede maske ikke blev brudt. Et var dog tydeligt… alfahannen følte sig truet… og med god grund.

”Vi skal jo nødig have at det ægte falder i de forkerte hænder. De kunne jo ende med at blive afgjort farlig for systemet. Sindssyg endda?” Han begyndte roligt at cirkle om bordet, som fortalte han en historie som en faderfigur ville. Ahngel blev stående, stirrende på senatoren. Arthur talte og talte… Fortalte Ahngel om sidste gang en alfahan var blevet nemt farlig og hvordan omskolingen havde jævnet al hans subjektivitet med jorden…. Efterladt en tom, dog bevægelig kapsel, som reagerede på senatorenes råd som var det livsvigtige love. ”… Men jeg kan sikre at sådanne ting ikke sker.” sluttede Arthur endelig og efterlod Ahngel ordet. Næsten. ”Jeg kan sikre dig at det ikke er fremmede, magtfulde hænder der får adgang til sådanne beviser. Det skylder jeg din familie efter alle de år i jeres ydmyge service.” Ahngels kolde blik syntes ikke at demotivere senatoren, som syntes noget så sikker i hans sag. ”Men jeg håber på taknemmelighed hvis jeg skal yde kongehuset en sådan forsikring.”

Endelig svarede alfahannen med en stemme så frysende kold som hans blikke. ”Du kan ikke engang håbe på forsikring til at fortsætte dit erhverv her, Arthur. Forsvind!” Arthur dramatiserede en såret grimasse, som havde Ahngel knust hans hjerte. Han gik atter imod alfahannen. ”Du er ikke så stærk som du plejer, mon sauvage. Jeg kan lugte det på dig.” Ahngels øjne fulgte ham som planlagde han at bide hånden af ham hvis han kom for tæt på. ”For sidste gang, Arthur. Forvi-”

Senatorens arme blev placeret på bordet bag Ahngel, holdende på begge sider, så alfahannen ville være mere eller mindre fanget derimellem. ”Jeg beder dig ikke om meget til gengæld for den forsikring. Tænk hvad der ville ske hvis det kom ud i offentligheden?” … Ahngel var stille og stirrede blot stift og advarende på senatoren. ”Indflydelse, lille Lucifer.” Han lænede sig tættere imod Ahngel, som lænede sig baglæns for at holde distancen. ”Mine holdninger.. mine lovforslag og mine bestemmelser skal være nogle få retningslinjer til dig og dine måder. Udover det… mener jeg at jeg har ret til en god procent af din apanage… Vi behøver ikke drøfte det med de andre senatorer. Det bliver mellem mig og dig, petit sauvage.” Igen blev senatoren ikke svaret af alfahannen, så dennes smil blev blot bredere som han troede at han iagttog et nederlag. ”Vidunderligt… Så lad os underskrive aftalen, ikke?” senatorens store hånd gled væg fra bordet og placerede sig målrettet på alfahannens inderlår, ublufærdigt og med hast i sin bevægelse. ”Du er blevet smuk, Lucifer. Jeg ville så nødig se dig i sølvkæder og spændetrøje..” Ahngels blik var endnu stumt. Tavst og eftertænksomt. De røde øjne klemtest først sammen som Arthur lænede sig længere ind over ham og stak næsen imod Ahngels sorte hår for at indsnuse lugten perverteret. ”…I hvert fald hvis jeg ikke kan være den der spænder dig fast i de-!” Et kraftigt stød imod senatorens brystkasse slyngede ham væk fra Ahngel. Arthur væltede ind i et mindre bord, som stod op af væggen. En stor vase faldt af derfra og knustes imod det spejlreflekterende trægulv. Arthur faldt til jorden og tog sig til brystkassen, hvor en rød kilde farvede hans tøj foran. Ahngel sænkede armen og sin nyblodige klo, stirrende koldt ned på Arthur, endelig bevægende sig imod ham i stedet. ”Imbecile fledgeling!” råbte Arthur og stirrede på hans fingre, som var blevet badet i hans eget blod fra det blødende bryst. Han slyngede blikket imod Ahngel igen, som nærmest stod over ham. ”Du har ikke råd til at afvise mig! Du bliver omskolet, hører du mig!!”

”Du er en idiot, Arthur. Det har du altid været. Dine beviser kan afgøres forfalskede hvis jeg sætter mit hoved nok for det.” Et dystert smil maledes over Ahngels ellers simple, fine ansigtsstruktur. ”Du får aldrig et ben til jorden.” Arthur forstummedes og syntes at tænke hastet for at finde sig en verbal smutvej. Et hoverende smil dukkede op på senatorens mund igen. ”Selvom billederne bliver afgjort forfalskede, glemmer du en ting. Du kan ikke undvære mig og min funktion! Det har i aldrig kunnet! I er AFHÆNGIGE af jeres senatorer! Tag mine krav til dig eller jeg forlader dig og point du lac og lader jer falde til rebellerne og utilstrækkeligheden!” Ahngels øjne var endnu så upersonlige og kolde imod den langt ældre senator. En fod blev hamret imod Arthurs bryst og han blev tvunget i jorden med et højt støn af smerte som Ahngels hæl pressede imod det åbne sår. ”Du har altid haft så høje tanker om dig selv.” Sagde han roligt og drejede hælen en halv omgang for at tvinge nogle ekstra støn ud af senatoren imens det mørke smil blot syntes at brede sig imens hans øjne fyldtes med en følelseskold tomhed. ”Du har altid dvælet ved de gamle normer.”

Senatoren hostede og prøvede atter at fremsige sin trussel. ”I kan ikke fungere uden mig på jeres po-”
”Du er erstattelig, Arthur. Mere end du lige opfatter… Og jeg tror snart det er på tide at du træder af din stilling.” afbrød Ahngel. Arthurs øjne blev store og mistillidsfulde. ”Det… Det er ikke din beslutning alene!” protesterede han. ”De andre senatorer ønsker min plads forgængelig og de VIL enstemmigt erklære dig uarbejdsdygtig!” Senatoren kneb øjnene sammen. ”Dit næste senatormøde vil blive dit sidste hvor din subjektive stemme har betydning!” Råbte han og modtog et spark imod brystet, som sendte ham hen imod døren.

”Forsvind, Arthur. Saml dig selv. Du har ingen ide om hvad du er oppe imod.” svarede Ahngel koldt og fremlagde et hadefuldt blik imod sin senator, som støttede sig til væggen inden han forsvandt ud af døråbningen, hvor hidsige støn kunne høres som han forsvandt. Enndnu en potteplante ramte gulvet, denne gang smidt af alfahannens frustration!