De snuskede gyder

Tid: 22:00 der omkring
Sted: i en af de mange små snuskede gyder i Paris mindre fine kvarter
Vejr: mørkt samt koldt, dog igen regn
mere info vil der komme i tekst
Mørket havde lagt sig over hele Paris og lod derfor landet tænde dets mange lys, byen her var jo også kendt som lysets by samt kærlighedens by dog var det med kærligheden var det folk udefra sagde, for byen summede langt fra af kærlighed og da slet ikke om natten NEJ for om natten var byen fyldt med vilde fester, stoffer, sex og mord samt luskede folk samt farlige væsner ude på noder.

I en gyde i det mindre fine kvarter var et af nattens væsner fremme, denne gyde var fyldt med gammelt affald som stank af mug samt råd og pis af alla slags både fra dyr og mennesker, her lugte desuden af blod faktisk meget stærkt af blod lugten kom længere inde i den lille gyde. Et par rotter rode igennem det gamle affald på jag efter føde imens en sort kat roligt listede af sted mod rotterne i håb at få sig et måltid som den ikke havde fået længe, for den sorte kat med de gule øjne var tynd så tynd at knoglerne ku skimtes på afstand men den havde jo overlevet. Lidt væk fra affaldet lå et lille gadekryds og sov tungt på et par gamle tæpper som for længst havde været på mode, dette gadekryds var en blanding af en irsk ulvehund og en anden hunderace man ikke lige ku sætte en finger på men det var også lige meget, for hvem bekymrede sig om en gadehund som denne nok igen.

Tilbage til blodlugten, vis man fulgte den ville man finde en død ung kvinde livløs på jorden og skåret op så man nemt ku komme til blodet som stadig var lidt lunt, den unge kvinde havde nok været køn da hun var i live men nu var hendes før blonde hår var nu rødt af blod, og hendes før smukke ansigt var nu skåret til ukendeligheder desuden var hendes før smukke kjole var nu kun et stykke stof som var hullet samt ubrugelig og lå nu blot ved siden af hende. Hendes underliv var også skåret op og man ku se at der også var spist noget af det.

Tæt på den livløse kvinde i skæret fra en gammel lygtepæl stod en høj spinkel fyr, han var både høj og tynd samt hans hud var bleg samt så tynd at man ved hans håndled tydeligt ku se blå blodåre, hans ansigt var smalt samt spidst og bar et par smalle læber som lige nu var røde af blod som kom fra kvinden udover de smalle læber havde han røde smalle øjnebryn som passede til hans knald røde hår, håret var kort samt det sad uglet og få steder var der spor efter blod samt skidt, hans øjne bar en olivengrøn farve som dog havde mange forskellige grønne nuancer lige nu var de dog meget mere lyse nok fordi hans humør var godt.

Han var iført en sort slidt hættetrøje som langt fra var ren udover det havde han et par mørke hullet samt beskidte jeans på og til sidst og ikke mindst havde han et par røde slidte all stars som havde været nye for mange år siden. Denne fyr var Peeta en ung Maenade det forklarede hvorfor han så sådan ud samt hvorfor han havde myrdet kvinden, han havde nyd først at bortføre hende hen til denne gyde for så at voldtage hende før han pinte hende indtil hendes krop ikke ku klare mere og hendes sjæl derfor forlod hendes krop nu lå hun blot ved siden af ham dog havde han planer med hendes lig.

Peeta bukkede sig ned hvorefter han stak hænderne ned i hendes krop for så at løfte dem igen, nu løb lunt blod ned af dem og det fik et koldt samt sindssygt smil hen over hans læber man ku tydeligt se at denne person var galning og at den menneskelige side af ham langt fra havde magt desuden havde han ADHD som gjord ham endnu mere sindssyg. Han vendte sig om mod den kolde murstensvæg hvorefter han begyndte at male på vægen med hendes blod, han malede koncentreret på muren og dyppede flere gange hænderne i hende om var hun en bøtte maling, han malede et kæmpe kranie hvor masser af pigtråd sad rundt om det samt at han malede andre grufulde mønstre samt ting.
Han nød dette og nynnede derfor en grufuld melodi imens han fortsatte sit arbejde, hans sanser arbejde på højtryk for at holde øje med omgivelserne vis der nu sku komme fjender. Kun hans syn sans var ikke med til at overvåge omgivelserne men til gengæld var det den der holdt fokus på malingen , imens hans hørersans opfangede hver eneste lyd omkring ham og hans lugtesans opfangede alle andre lugte omkring ham imens hans mere mystiske sans holdt øje med om den ku forme folk omkring sig dog var der ikke fare på færre lige nu.

//håber det er okay, det er ca. den længe jeg vil prøve at holde//

Den lyssky morder blev snart forstyrret i sin kunstneriske udfoldelse, da fodtrin kunne høres fra gydens begyndelse: det var ikke lyden af stiletter, tvært imod sko der maste den beskidte jord under værtens vægt og fik den til at knase. Hastigt nærmede denne lyd sig, indtil en spinkel skikkelse dukkede op: lignende et normalt menneske. Et par mørke, dog slidte, cowboy-jeans sad stramt til lårene imens at en læderjakke udgjorde et dække for kulden udenpå den tykke, mørke-blå hættetrøje. Hænderne var frie, skønt neglende var beskidte og en smule flossede i deres ender. Hætten var trukket godt op over hovedet og dækkede for ansigtet hvor man kun kunne se et langt, sort pandehår som gik ned over det.
Hvem end personen var og hvad end for et køn denne var, kunne man ikke umiddelbart identificere ved første øjekast, det var først da personen kejtet snublede over liget af kvinden og faldt ned på maven fladt, at en ungdommelig mande stemme lød. Hænderne skrabede imod den gjorde overflade og flænsede dem op, så der kom blodige afskrabninger. Han vendte sig hurtigt og hætten gled ned fra ansigtet imens at han stirrede på liget med dyb frygt i sine meget mørkebrune øjne. Men han skreg ikke selvom hans udtryk kunne tyde på at han gerne ville.

Håret viste sig at være kort; en unortodox stil prægede det, hvor den ene side var barberet i et gotisk mønster, undtagen fronten. Den anden var klippet delvist kort og redt tilbage. Det glatte hår lavede små blålige glimt i det meget svage skær fra den lygtepæl Peeta før havde stået under.
Hans øjne farede rundt i gyden imens at pupillerne syntes svagt udvidet; han virkede forvirret og disorinteret. Lige indtil de fæstnede sig på kvindeligets morder og han krabbede sig febrilsk vej bagud, imens at hans vejtrækning fortsatte med at være hæs og higende! Øjnene så, efter et par ynkværdige klynk, samt bedende dog uforstående bønner, forud igen hvor der murstenene syntes svagt at flække under en vægt skabt fra noget som ikke var naturligt.

Som fik netop dette syn knægten til at skifte taktik fuldstændig, rejste han sig på knæ og ville dernæst forsøge at gribe ud efter den blodige Jack the Ripper. Med feberagtige, blanke, bedende øjne, tiggede han på den mest ærbødige måde et menneske kan: ydmygt og noget så underkastende. Imens at det androgyne ansigt afspejlede en desperation der var lig intet andet end et menneske der vidste at han var i fare.

,, Hjælp mig, jeg bønfalder dig! H-hjælp mig! Jeg vil give dig alt!”

Peeta fortsatte lystigt med at male vidre, han nød freden omkring sig og lage først og frammest ikke manden, som kom gåne ned af gyden. Den mand så ud til at være mere skør end ham selv, desuden så det ud til han frygtede ham nok på grund af liget.
Peeta smilede grusomt hvorefter han hev en smøg op af lommen, for så at tænde den mid sin ligther, før han placerede den i mundvigen og tog et sug før han så pustede røgen ud med et tilfreds smil på læben.

Peeta hørte lyden af manden faldt hvorefter han hurtigt vendte sig om, imens han hurtigt fik fiskede kniven op af lommen og løftede den truende.
Han stirrede ondt på manden"fjern dig fra mit bytte"hvæsse han vredt, hans stemme var fyldt med had og viste at han langt fra var normal. Peeta tog et skridt tætter på med kniven hævet advarende"det der hjælper intet"sagehan vredt"hvad vil du og hvem er du?"tilføj han hvæssende, de olivengrønne øjne skifte let over til en mørker farve som tydligt fortalte t han ikke var glad.

Peeta så vuderende på ham manden foran ham hvor jo svag, selv peeta så bedre ud selvom han var mere sindssyg end den stakkels fyr, Peeta ville aldrig falde for mandens tiggeri for han var kold samt hjerteløs og var ligeglad med alle andre, han hvæsse vredt af fyren imens han let tog et skridt mere mod ham"spyt så ud ller du er så godt som død"hvæssede han vredt af ham imens han stirrede koldt på ham.

//undskyld længten//

Det var som om at et lyn slog ned i den unge knægt, da morderen tog et våben frem og fjendtligt trådte nærmere; vel sagtens efter at drengen havde givet slip på ham og igen krabbede sig vej bagud. Grebet af angst - ikke fra kniven, men fra hvad end der fik murbrokkerne til at smuldre sten for sten. De opspilede øjne skiftedes til at se ind i den mørke gyde og til at ligge sig over den rødhårede jævnaldrende der begav sig imod ham, med en snert af noget der var lige så nervepirrende som det han havde bevidnet før.

,, Djævelen!", skreg han.

Han så febrilsk ind imod mørket, hvorefter at øjnene blev bedende og hjælpeløse idet de så på morderen igen:
,, Hvad er i?! Jeg har ikke gjort noget! Ingenting! Lad mig gå!", klynkede han.
,, Jeg er jo bare et menneske! Mit navn er Deimos!", svarede han. ,, Vil du ikke nok lade mig gå?!".

// Det er helt iorden. ^^

peeta så nu lidt forvirret på fyren da han råbte djævel"hvad ævler du om "spurgt han vredt, imens han pegede kniven mod fyren imens han tog et sug af smøgen for så at puste røgen i hovdet på fyren.
Peeta lyttede til fyrens ord hvorefter han lo koldt, en latter der i det fleste tilfælde skar gennem marv og ben, for så at skabe frygt hos folk dog var der folk der ikke tog sig af det men mange gjorde.

Peeta lage hovdet på skrå imens han så på manden foran ham"Deimos hvad skjer der dog for dig?"spurgt han undrene imens han let tog et skridt frem og pegede kniven mod mandens bryst så spidsen rørte ham let.
Han tænkte over om denne fyr måske havde kaldt ham djævel eller hvem han ellers havde ment dog rystede han på hovdet imens han stirrede ondskabsfulgt på manden, han lo igen kold"hvorfor sku jeg lade dig gå? jeg morer mig"svarede han muntert på en grusom måde.

Han så kort hen mod kvindens lig"hvad syns du om mit værk? den unge kvinde var ligså nervøs som du er nu. Indtil jeg gjord hende tavs"svarede han koldt hvorefte han smilede grusomt igen, så hans hans nekotinfarvede tænder der ikke havde set en tandbørste i mange år.

Deimos rystede overalt, skælvede i al frygt for den situation han var havnet i og stille begyndte tåre at glide ned over de blege kinder imens at hans læber formede lydløse ord, dog med et hjerteskærende udtryk: bønfaldende. Han blev nægtet sin frihed og denne kvinde-morders barnhjertighed. Kniven der blev holdt for hans bryst fik den unge mand til at sætte af i en smertefuld klynken som blev den allerede dolket i hans bryst. Den kolde latter og de truende ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, imens at han kneb øjnene tæt sammen og bad indeni! Det var blot en ond drøm! Det var kun en ond, ond, modbydelig drøm!
Deimos svarede ikke på det spørgsmål der var blevet givet, om det så var retorisk eller ej, blev hans hulken ved i et stykke tid før han åbnede øjnene og satte af i et skrig. Pupillerne dirrede svagt imens at han så - ikke på Peeta - men på det der befandt sig bag ved ham.
,, Djævelen!", skreg han igen!

En hånd gled over den blodige væg og dets smukke snorede maleri, der forstillede en skrallet Jesus med sin hellige krone. Eller det var hvad personen troede det var. Skarpe negle klikkede imod den hårde overflade imens at fraværende øjne var opslugt af den tilfældige gadekunst. Vendte Peeta sig om ville en kvinde stå: hendes hår sort som ravne fjer, øjne gule som tusindfryd og en hud der var dækket af lange, tætsiddende hår, der udgjorde en pels bestående af brune, fine, hårstrå. Hun lignede en hybrid imellem et menneske og en løve, med det sorte hår der var hendes prægtige manke og det smalle, dukke-agtige ansigt, der mindede om et kattedyrs ynde, til trods for at hendes krop var foroverbøjet, armene for lange, benende makabert bukket tilbage så knæskallen ikke eksisterende, i stedet var det et dyrs ben. Præcis som et uddødt fabeldyr - en kentaur eller en satyr? Hun havde ingen horn dog, hendes ansigt var menneskeligt til trods for pelsen og hendes fingre endte ud i lange, blodige klør.
Hun var nøgen, kun med denne dyriske pelsfrakke som sin trøst imod det kolde vejr. Gang på gang strøg hun fraværende sin klog over kvinde-morderens maleri. Som havde hun endnu ikke opdaget at der stod to dødelige foran hende.
Hun klynkede lavt som en ulykkelig hund.

Peeta rystede på hovedet af den unge fyr, da han begyndte at tude*sikke en taber* tænkte han hånligt og pressede en smule så kniven kun ville glide få centimeter ind i hans hud"hvad så tude prins kan du ikke snakke?"spurgt han hånligt uden rigtigt at vide hvad der var bag ham, han fnøs da fyren skreg højre men løftede dog et øjenbryn da han igen råbte djævel"dig og din djævel "mumlede han vredt.

Peeta tav dog da lyden af klør mod muren skar ind i hans hoved på grund af hans gode hørelse, han ku også nu fornemme noget bag sig men hvad?, han vendte sig om i en hurtig bevægelse der gjord at kniven han før havde presset mod fyren, nu lavede et let dybt snitsår hen over hans bryst.
Peeta spærrede øjne op ed synet af kvinden eller hvad hun nu var som let lod kør køre over hans maleri, han greb hurtigt fat i manden bag sig og tvang ham ind foran sig som et skjold. kniven pressede han mod mandens ene side, imens han stirrede på den løveagtige kvinde.

Peeta rømmede sig hvorefter han åbnede munden"hvem er du?"spurgt han så køligt han ku, imens hans øjne betragte hende nysgerrigt, hun var smuk det måtte han sige selvom han ikke plejede at ku se skønhed men hun var jo også ud over det normale, han strammede sit greb i fyren"leder du efter ham her?"tilføj han spørgende dog stadig koldt.

Det var tydeligt at se på Peeta at han lige nu ikke var helt tryg det var derfor han nu brugte manden som skjold, vis bæstet sku angrib *er dette djævlen*tænkte han svagt og stirrede fortsat på hende imens hans sanser arbejde på højtryk for at overvåge hende. Et koldt grusomt smil gled alligevel over hans læber imens han afventede det der nok snart ville ske, han var klar til det værste og vis han sku kæmpe var han frisk, hans ADHD var lige nu helt op i det røde og gjord det svært for ham at læse sine tanker.

Den unge knægt gav et hyl fra sig da kvinde-morderen vendte sig for at se hen på det som, Deimos selv havde kaldt for djævelen. Et snitsår over hans brystkasse formindskede ikke hans jamren. Han brast i en utrøstelig gråd og gentog flere gange at han skulle dø: dø, dø til det uhyre der var foran ham! Og det var lige hvad han blev da han blev revet frem foran den rødhårede jævnaldrende der brugte ham som et skjold: hvilket fejt trick. Han skævlede over hele kroppen og stirrede årvågent på katte-mutanten.

'Djævelen' var tilgengæld rolig, stille imens at de små klynk stadig rullede ud fra dens strube, som dirrede ved lyden. Ligesom nævnt stod hun foroverbøjet, sammenkrøbet som et menneske der følte megen smerte. Og selv nu hvor hun var foroverbøjet var hun højere end nogen af de drengebørn der befandt sig foran hende.
Klørene begyndte at ridse i muren: udhugge det mønster som før blot var blevet malet. Indtil at hun var talt til og de gyldne øjne lagde sig over på de to foran hende, nærmest mekanisk. En tomhed lå i disse øjne - som i det øjeblik man skuer ind i en kats blik, stirre ind i dets øjne og opdager dets vildskab - at der ikke findes nogen bevidsthed, der findes blot instinkt. Samme gruopvækkende primitivitet lå i bæstets næsten neon gule øjne; en ren, rå og opsigtsvækkende intethed. Forstod hun overhovedet ord?
Hun rejste sig, rettede sig op og ville tårne op over dem så de kun gik hende til lidt under brystet. makabre knæk begyndte at kunne høres fra hendes krop indtil hendes ansigt deformerede sig og blev så meget mindre menneskeligt. Hendes hår fældede og hendes krop blev meget mere muskuløs, indtil at et ulve-væsen stod foran dem. Mareridts ulven fra Den Lille Rødhætte, med syle skarpe tænder og klør der gennemborede betonvæggen ved maleriet.
En knurren lød fra bæstet - advarende og dominant - som ville hun understrege sin overlegenhed og sikre sig at hierarkiet blev til hendes egen fordel: så menneske børnene forstod hvem der var anfører og hvem der var følger.
Den mindste provokation eller prøven på at gå op imod hende blev irettesat med et gruopvækkende brøl, der fik menneske ører til at dunke med smerte. Gjorde de ikke an til udfordring ville hun bevægede sig hen imod dem, i en tre benet gang: bagbenene var hende svære at balancere på så den ene klog støttede hende gang på gang.

Deimos gispede og prøvede at komme fri fra kvinde-morderens greb:
,, Er du gal?! Vi må løbe! Vi må se at komme væk!!", fremstammende han.