Forstyrelse: Zuri

Tid: 19:00
Sted: metro stationen
Vejr: mørkt og regne
Tøj: beskrivelse i tekst

Det havde regnet hele dagen og de fleste holdt sig derfor indendørs, det var også derfor metro stationen lå øde hen, næsten der befandt sig kun en enkelt person, desuden var der et par rotter som løb hen over skinnerne på jagt efter mad. En gammel kat vandrede stille efter rotterne i håb om at få mad selvom den havde mistet sin evne til at være hurtig samt lydløs, desuden manglede den energi fordi den ikke havde spist i lang tid det ku ses på dens knoglede krop.

På en bænk ved stationen lå en spinkel skikkelse gemt i en sovepose, under bænken lå en rygsæk samt en sort guitar og noget skrald samt gamle skodder fra cigaretter, her var igen andre på stationen andet end fyren i soveposen som langsomt begyndte at røre på sig. En bleg tynd hånd greb fat i lynlåsen hvorefter den lynede ned, skikkelsen sukke så dybt før den satte sig op og afslørede sit udsende.
Det var en ung høj dog spinkel fyr med en lys bleg hud, hans ansigt var spidst samt fint dog ikke på en lækker måde, hans øjnebryn var spinkle samt mørkerøde og letter busket, hans næse lille og spids samt hans læber smalle. Hans øjne bar en olivengrøn farve og udviste lige nu et grusomt blik som fortalte at han var ude på noget, håret var kort og sad i en uglet frisurer som fortalte at det ikke havde været redt længe, dets farve var knald rødt og ikke til at undgå at få øje på fordi farven var så lysende.
Han var iført en sort beskidt hættetrøje samt et par hullet lyse jeans, på fødderne bar han et par røde all stars som var købt for flere år siden men som stadig ku bruges, selvom sålen snart var ved at ryge af desuden havde de op il flere pletter der næsten fortalte en hel historie om hvor de havde været.

Dette var Peeta en Maenade som langt fra skjulte hvad han var, et grumt smil gled over hans læber da han rejste sig op og strakte sig lidt før han hev en smøg op af lommen før han så tændte den. Peeta tog et sug hvorefter han pustede røgen ud og smilede tilfreds”hmm” mumlede han let da han begyndte at kede sig, desuden begyndte hans ADHD at komme frem og fik ham til at vandre lidt frem og tilbage imens han mumlede noget mærkeligt, det var tydeligt at se at denne fyr var dybt sindssyg samt utrolig farlig og ikke til at spøge med.
En metro kørte mod stoppestedet før den så stoppede og åbnede sine døre så folk ku stige ud, dog så det ikke ud til der var nogle som sku af, dørene lukkede igen hvorefter den fortsatte sin rute.
Peeta så surt efter den hvorefter han udstødte et grusomt hvæs før han genoptog sin vandrende frem og tilbage.
//håber det er fint//

Efter denne metro var kørt videre kom endnu en kørende, da den bremsede skreg bremserne højt og hylende, en gammel en af slagsen, udslidt og var nok på en af sine aller sidste kørerture. Ved første øjekast så denne helt almindelig ud, god den sidste vogn der trillede ind på stoppestedet så ildevarslende ud. Et krakeleret vindue fortalte at nogen eller noget var blevet slået højt op af det og blod var klasket op af de to udstigningsdøre og alle vinduer i hele vognen. Da dørende åbnede røg den stærke lugt af blod ud over det hele, og man kunne se ind til massakren, fem mennesker lå døde på gulvet, og en enkelt sad i et sæde ligeså død. En kvinde kom ud af døren som lukkede lige bag hende og straks efter kørte toget videre, det han og motorføreren havde været de eneste levende individer og takket være hendes små triks anede denne mand ikke at der var noget galt. Kvinden var bukket let forover og hendes arme hans livløst ned, som var hun en zombie, hendes pjuskede sorte hår hang ned foran hendes ansigt så man ikke kunne se det, men hendes hænder dryppede af blod.
Få sekunder efter rettede denne kvinde sig op kørte hænderne sit hår så blodet landede deri og udstødte et hysterisk og psykopatisk nådesløst grin, de misfarvede øjne lyste ildevarslende op, det ene neon grønt med en rød tynd ring omkring og det andet sølvgrå ligeså med en tynd rød streg omkring. ”KABUM KABUM KABUM!!!!” skreg denne gennemtærede psykisk syge kvinde. Hidsigt kiggede hun sig omkring og fik øje på hvad hun ledte efter, et ur! ”eni meni mini mo nu springer det lille tog!!!” sang hun, og ganske rigtigt. Blot et minut efter hun havde sagt sit lille rim hørtes et enormt brag, som fortalte at noget sprængtes. Metroen hun havde kørt med havde hun beplantet med specielt usporligt sprængstof, hvorefter hun havde bildt manden som kørte denne metro ind at han skulle skifte spor, så ikke alene den metro blev sprængt men også den som kørte på det modsatte spor. Endnu et hysterisk grin kom fra hende da hun hørte braget… ”buuuum!!!” kom det fra hende, og hun gav sig nu tid til at kigge rundt, hun havde hørt at dette stoppested som regel var tom, hvilket var grunden til at hun stod af her, nej hun var ikke dum… Ikke nok med at der ingen vidner var her, så havde hun også slettet alle beviser på den ulykke som hun havde lavet var sket.
Hendes øjne blev spærret hysterisk meget op da hun så individet i den anden ende af banegården, et vidne! Der skulle jo for helvede være tomt her!!! ”NEEEEI!!!” skreg hun ide hun med faste skridt trampede hen til denne rødhårede person, og i stedet for at angribe denne skabning som en hver anden der ikke ville opdages ville ha gjort gav hun sig grangiveligt til at skælde denne skabning ud ”HVAD I SATANS SØDE HELVEDE LAVER DU HER! HER SKULLE VÆRE TOMT! INGEN LEVEVÆSNER! FY! NEJ, GÅR IKKE! VÆK, GLEM! SMUT! NEEEEEEJ !!!! FORKERT DET HELE!!!!” nej hendes sætninger var ikke hele, og måske ikke helt til at forstå, men dette væsen kunne vel sige sig selv, at hun var skyld i eksplosionen og mordende. Og de fleste mennesker ville nok begynde at flygte, hvilket nok var det eneste man ikke skulle gøre i dette tilfælde, det ville blot vise hende at de ville sladre… altid ville dem der løb sladre! Sådan var hendes logik i al fald.
Uanset hvordan dette individ ville reagere, ville kvinden give sig til at gnaske i hendes arm, som hun altid gjorde når noget gik galt eller irriterede hende. De sylespidse dobbelte hjørnetænder gav sig til at borde ned i den hvide hud som kunne ses da kvinden kun bar en sort top, ud over dette havde hun sorte alt for store bukser på som var holdt oppe med en sort snor, i disse bukser var der adskillelige lommer som alle var fyldt med et eller andet. Hun havde sorte militærstøvler på, og på hendes venstre arm var en stor tatovering blottet.
Hendes blod gled ned over hendes arm som hun hakkede huld i den, og ventede på reaktion fra skabningen foran hende.



//helt fint x3 undskyld at mit er lidt kort//

// det er passende mit bliver ikke lige så langt, tro jeg er lidt træt ;)//

Peeta var efterhånden træt af ikke at ha noget at lave, regnen udenfor forhindrede ham i at more sig og det gjord ham muggen, hans hvæsse vredt imens han stirrede surt op i loftet"møg" hvæssede han efterfølgende af mange andre grimme ord som folk ikke ønskede at hører, han hvæssede så igen imens han let kørte en hånd igennem det røde hår som blot blev mere uglet af den grund, hans vred stoppede da hans ører fangede lyden af en ny metro dog larmede denne mere end normalt.
Han vendte sig om samtidig med at toget stoppede og lod folk komme ud, Toget var ikke som de andre, dette var ødelagt samt gammelt og ja ubrugeligt næsten, da dørene gik op spredte der sig en duft af blod som han opfangede, hvorefter et grusomt smil gled over hans læber samtidig med hans mave knurrede af sult*hmm'*tænkte han let. Nøj hvor ku han godt spise et par mennesker endda nyde det, men endnu engang ødelagde regnen hans plan, da han ikke ku klare regnen den ireterrede ham, desuden skyllede den altid hans mesterværker væk.

En lyd af et kvindeskrig fik ham til at vænne sig om og kigge ned af perronen, ganske rigtig stod der en kvinde og skreg men blev så afløst af en eksplosion *hmm hende* tænkte han hurtigt og smilede så grumt dette var en kvinde efter hans hoved. Han betragtede hende da hun langsomt kom hen mod ham for så at stoppe foran ham, hun begyndte at ævle en hel masse andre ikke ville forstå men han hørte vært et ord, Og forstod vært et ord af det hun prøvede på at sige til ham, han ku godt fornemme at han havde spuleret noget af hans plan. Han smilede grusomt til hende.’

Han åbnede let munden"rolig kvinde, det du gjord var genialt, og hvorfor sku jeg sladre? jeg ku ha fundet på det samme"sage han grusomt imens de olivenfarvede øjne betragte hende, han løb ikke men bevægede sig dog heller ikke særlig meget. Peeta fnys let"du sku ha valgt et andet sted til din perfekte plan"sage han så bekræftende rakte en spinkel hånd frem mod hende"Peeta og du er?"spurgte han men en mystisk kold stemme som ville fortælle at han også var gal som hun.

Peeta ku ha fundet på det samme dog uden at sprænge det i luften, da han ikke havde forstand på den slags, men at dræbe folkene ville han ha elsket det var trods alt det han brugte det meste af hans tid på. Når han havde dræbt folk brugte han deres blod til at male med da han var kunstner dog en brutal en af slagsen.
Peeta begyndte at syns om kvinden her hun mindede en del om ham ku han fornemme, det var skønt at møde en som var lidt som ham, så var han ikke den eneste sindssyge her i landende.

”væsen, skabning! Dig! Du ! ikke sladre? Spændende! Ikke det? Foruroligende! Kan lide massakre? Kan lide kabum kabum?” om hun talte til hende selv eller ham stod ikke helt fast, og om hun konkluderede eller bare ævlede vidste man heller ikke. Hendes krop gjorde underlige små bevægelser, som så lettere ufrivillige ud. Jo hun kørte på meget adrenalin lige nu, derudover havde hun fået mere end nok at spise, så energien var der for meget af hvilket måske ville forklare de små ustyrlige bevægelser.
Hun tog ustyrligt hans hånd og rystede den kraftigt ”Peeta? Kabum kabum dreng! Genialt!” hun slap hans hånd og kom med endnu et hysterisk grin, det ville vare lidt inden hun ville falde til ro så hun var lidt mere fornuftig at snakke med. ”bum? Mig? Sprængstofsekspert, morder og hehe mourhaha ihhh galning!!! Zuri er navnet!” hendes utrolig smukke ydre blev spoleret af de lysende sindssyge øjne som hun bar rundt på, de arbejde på højtryk for at gennemskue denne person der stod foran hende. Tjo øjende var skam smukke, hver for sej, havde de været ens ville de ha været betagende smukke at kigge på, men det var de ikke de var sindsforvirrede, og ildevarslende at se ind i, og passede ikke til den tynde velformede krop, samt kønne ansigt.
”du mystisk fætter!” hun snusede kraftigt ind, hvorefter hun trådte et enkelt skridt tilbage ” du er menneske yngel!” hun tog sig til hovedet og stirrede forvirret på ham, et menneskeligt afkom der kunne lide hvad hun lavede, forunderligt! ”du jo være en Maenade!” kom det fra hende og hun beroligede sig lidt igen og lagde armende ned langs siderne. ”heh” mumlede hun og lagde letter ufrivilligt hovedet på skrå. ”psykopat måske, ja? Forstyrret, diabolsk, kaoselskende! Så kaldt menneskes værste afkom! Iahaha, ææh… du ved noget jeg vil vide?” hendes øjne fokuserede længe på hans, og viste den første form for koncentration ved hende. Grådig, åh så grådig efter viden, nærmest et begræd som elskede hun al det hun fik at vide, unyttigt som nyttigt. Alt fra en madopskrift til en militærstrategi kunne bruges og alt! Ned til mindste detalje huskede denne skabning. Dette såkaldte misfoster, en uønsket fuldblodsvampyr. Grådig ååh så grådig. Hun prikkede ham hårdt i skulderen, hvorefter hun lod samme hånd glide ned over hans blege hus i ansigtet, mærkede hans kindben før hun førte den ned til hans hage… ”skabning eksistere! Skabning kan måske bruges, fysisk kontakt opnået! Sikkerhedsforanstaltning fuldbyrdet!” kom det fra hende som lavede hun en tjekliste. Hun stirrede ind i de grønne øjne og sugede al hans viden til sig… ”athiahiha!!!! Du slog dine forældre ihjel!!! Hahah!” hun lagde hovedet bagover så det sorte hår svang frit i luften og af og til strejfede hendes ryg, alt imens hun grinte hysterisk endnu engang. ”du dræbte det menneskeynge der ynglede dig !!!” halvgrinede hun og så igen op på ham, om han vidste alt hvad hun havde set vidste hun ikke selv, men han kunne vel svagt mærke hvordan hun havde rodet rundt i hans minder mens hun havde søgt efter viden. ”now a little secret… if you wanna get out alive… run for your life!” kom det hysterisk fra hende, om hun mente det eller om hun sagde det til ham kunne man ikke være sikker på… en ting var dog sikkert, dette hunkønsvæsen der var dukket op denne aften på metroen nær Paris, var fuldstændig rablende sindssyg!