Rise of Rot //Karaktar, Ahngel, NPC's//

Rot Resurfaceing

En stille sang spillede, af fine sko, der afstraffet blev klikket imod, et hårdt betong fæste. De hørte bestemt ikke til, i en undergrund som denne. Men disse's ejer, var tvunget til, at begå sig steder som dette, selvom hans tøj, og stilling, bestemt ikke udviste dette. Med rank ryg, og faste skridt, bevægede en ganske så høj herre, igennem den store kloark gang. Det eneste positive ved dette, var at det ikke længere, var en smålig tunnel, der ikke tillød skoene, at forblive tøre. Kloarkerne under Mariée Accord Repos, var bestemt overgrunden værdi. Fint holdt i stand, og bygget til at der kunne holdes en fest der nede. Hvilket bestemt kun hjalp denne herre.
Bag hans ryg, lå hans hænder foldet sammen, og med tommeltotterne, blidt presset imod hinanden. Og fra tid til anden, klikkede disses negle, imod hinanden. Herren bar en gammel stilart af jakke, samlet foran, med gullige snore, der tilføjede til det yderst stilfyldte ydre. Bukser og sko, lige så fine, og perfekt sorte. Som var alt dette tøj nyindkøbt, og kun nettop påført, til dette møde. Men selv dette fine jakkesæt, ville aldrig kunne lægge skjul over, det som herren bar, ud over sine klæder. En grotæsk grålig hud, med utallige sår, der mindede om, at hud var blevet revet af, og kun en anelse var efterladt, over det rødlige kød der under. Ansigtet var vansiret, og huden lige så hæslig, som over dennes hænder, og lignede mest, at der desperat var forsøgt at gøre uren hud, ren.
Tæt ve dsiden af den høje fine herre, bevægede sig en spinkel, lille krid hvid kat. Dens pels fin, ren og plejet, over helle dennes pragt, og hvert skridt blev taget, som var det endnu et forsøg, på at gøre alle opmærksomme på dennes skrigende yndefuldhed, og elegance. Selv halen blev svunget fra side til side, med en hvis forførende rytme, der tiggede om opmærksomhed. Sammen fulgtes de to modsætninger, hen af det hårde betong fæste, tydeligtvis begge, med det samme mål.

En stige førte op fra den mørke tunnel, og op imod landjorden, nu ganske få skridt fra de to følgesvende. Og da de nærmede sig, kom en stille lyd, inde fra skyggerne, i kloarkens lave vand, og op fra vandet, spydede en slange sig. Da den havde rejst sig, som en Python der var i færd med at angribe, materialiserede den sig, og den sorte masse den blev til, voksede sig opad, og formede sig ud i en ny figur, der kun var et hoved lavere, end den anden herre, og dog stadigt ganske høj. Den nyankommende nikkede imod stigen, uden at fjerne dennes røde øjne, fra den høje herre. Først nu, åbnede den skaldede herre sine øjne, og stirede ned på den anden herre, med komplet sorte øjne. De betragtede kort figurens bare overkrop, der fremviste et stort mangel efter føde, og var mindst lige så uren og vansiret hud, som sin egen. Den lavere figur bar et par sorte bukser, som det eneste over sin spinkle krop.
"Dette er stigen.. Den vil lede dig lige op foran Point Du Lac's første port.." Fortalte den vansirede skikkelse. Der blev besvaret med et kort nik, inden de sorte øjne gled op imod kloarkdækslet, langt over deres hoveder.
"Det ved jeg meget vel, Slither.. Hvad laver de her? Mindes ikke at jeg bad dem møde op?" Den høje, fine herre's stemme, til forskæl fra den hæse fra sit medkreatur, var fin og velformuleret, og spørgsmålet blev efterfulgt, af de sorte øjnes focus, imod den tiltaltes. Denne fnøs lavt, og rystede på hovedet.
"Fordi jeg ikke forstår dig... Hvordan kan du stole på denne... Toreador.. De var en stor del af vores klans udrydelse, og nu vil du vandre direkte ind i deres trykke rammer? Jeg tror de dummer dem, og så midste vi endnu en herre.. Det vil vi ikke kunne holde til Karaktar.." Sagde den hæse stemme, med endnu et ryst på hovedet. Alt imens der blev talt, havde de sorte øjne blot focuseret imod de røde, og ingen bevægelser, havde udvist nogen reaktioner, på det der blev sagt. Da denne Slither var færdig, klikkede Karaktar sine negle imod hinanden, og han besvarede.
"Er de færdig? Godt.. Vi har behov for nogens støtte.. Nosferatu klanen kan ikke fortsætte på den måde den har, i længere tid.. Haddet til vores race skal brydes, og dette gør vi ikke, uden at have nogen på vores side.. De royale i Rusland ville ikke tillade vores eksistens, stadig, men efter mange tanker udvekslet med denne, yderst begavede, De L'encore, har jeg anset disse vampyre, som en stor mulighed, for allierede.. Jeg vil gøre alt i min magt, for at komme på denne, Lucifer Mort De Sang's gode side.. Ikke noget jeg ville forvente at de ville forstå, Aknoff.." Den fine stemme, blev brugt som en snappen, af denne anden ud'de, der havde modsagt hans planer. Dog blev der kastet endnu et sort blik over denne, og viftet en enkelt gang med en hånd.
"Vend hjem til familien, Borris.. Og få dig noget føde.. Du ser forfærdeligt ud." Blev der sagt med en rolig, og ligegyldig stemme, inden opmærksomheden blev drejet imod den hvide kat. Denne stirrede op, og med et lvt mjauw, hoppede den op, for så at kravle op af den høje herres side, og så at sætte sig på skulderen. Med rolige skridt, bevægede herren sig imod stigen, og de to følgesvende, bevægede sig op imod kloarkdækslet, og imod Point Du Lac. Et lavt fnys skar sig fra den efterladte, og denne rystede på hovedet, inden den bevægede sig væk.
"Har også savnet dig..." Som tidligere, materaliserede figuren sig, og gik under vandet, og en tynd stribe blev lavet, af en slange der hastigt skød igennem det lave vand.

Med en høj, og skrabende lyd, blev et kloarkdæksel rejst, og så skubbet væk fra dennes rolige hvile. En hvid kat hoppede op på kanten, og luntede få skridt væk fra dækslet, for at gøre plads til den høje herre, der fik sig ført op fra den tynde tunnel, der bestemt ikke var lavet til en bredskudret herre, som ham selv.
Da denne var kommet op, blev kloarkdækslet skubbet tilbage på plads, og jakken rettet på. Det helle blev udført, som var det allerede planlagt. Som var hvert eneste skridt, nøje tilrettelagt. Men der var noget der ikke stemte overens. Det var tydeligt, på de nu sammenknebene øjne. Langsomt faldt de så over den hvide kat, som stirede tilbage i dem, med deres røde glød. Blikke blev udvekslet, og det var som om det slog gnister imellem de to, inden de røde øjne gav sig, og rullede rundt i øjnlågende, og et lavt suk kom fra den lille kats, strube. Katten hopped et skridt væk fra den høje herre, og i en hvirvelvind af hvide fjerd og hår, forvandlede katten sig, til en høj, spinkel og på trods af hendes grålige hud, smuk kvinde. Hun bar en sort kjole, der gled fint ned af hendes krop, og fremviste hendes elegante former. Præcis som katten, en direkte modsætning, til den høje, grotæske og lettere ækle herre.
Karaktar nikkede en enkelt gang, og tog så et kridt imod kvinden, som nu foldede sine hænder foran sig, og stirede imod Karaktar's sorte øjne. Karaktar begyndte at skubbe en smule, til kvindens smukke, sorte hår, lagt sammen i store fine kryller, der gled ned bag hendes skuldre, og til midten af hendes ryg. Han rettede så også en smule på hendes kjole, og perfektionistisk, sørgede for at kvinden så 'fin' ud. Kvinden stod blot med et fast blik imod Karaktar, inden hun smilede en smule, og begyndte at lade som om, hun rettede på Karaktars jakke, selvom denne allerede var helt perfekt. Karaktars øjne blev knebet en anelse sammen, og han rystede kort på hovedet, da han var færdig.
"Bliv nu ikke næsvis igen, Mi'serabell..." Blev der sagt med en fast stemme. Kvinden smilede, og lagde sit hoved en smule på skrå.
"Jammen der var lige en urenhed..." Sagde hun, med en fin og lys stemme, som det eneste der kunne sammenligne de to. Karaktar fnøs stille, og ignorerede hende først, og vendte sig imod porten foran dem.
Efter at de begge havde stået stille i et stykke tid, kiggede Karaktar sig alligevel, paranoidt, ned af sig selv, og rettede på sin jakke igen. Mi'serabell måtte fnise en anelse, og rystede på hovedet.
"Dette er jo fuldstændigt latterligt, Acraganes.. Dette var normalt dengang vi stadigt var unge, det er slet ikke fremgangsmetoden nutildags.." Sagde hun protesterende, medn forblev i sin formelle stilling, med sine hænder fint foldet foran sig. Karaktars sorte øjne, drejede sig langsomt imod sin ledsager, og hun blev kort opserveret. Der efter gled de fremad igen, og de første skridt blev taget, imod den store port, der nu åbnede sig for dem, af sig selv.
"Mine metoder er gammeldags, men bestemt nyttige.. Kan de ikke se hvad vi er, for vores klan?" Spurgte den fine stemme, imens han ledte sin ledsager, igennem den store forhave. Mi'serabell sukkede lavt, og rystede på hovedet.
"Et brud på steriotypen af vores klan, jo.. Kan jeg godt se.. Men.. Jeg har ikke brugt den her kjole siden... Henrietta Maria of France og Charles den førstes bryllup.." Sagde hun, og sukkede lavt, og rullede på øjnene, inden de begyndte at glide omkring dem, i den store forhave, og betragtede dennes, i hendes øjne, skønhed. Et kort stykke tid blev der stille, inden Karaktar vendte sit blik tilbage imod sin ledsager, med et øjnbryn rejst.
"Du var ikke til stede, ved Henrietta Maria's bryllup..." Sagde han med en på mindene stemme. Et lavt suk unslap sig den yngre Nosferatus læber, imens hun langsomt rystede på hovedet.
"Nej.. Acraganes.. Det var jeg ikke, men jeg ville have haft disse gamle laser på, hvis jeg havde været det.. Jeg bryder mig ikke om det her.. Borris havde ret.. Vi burde ikke være kommet..." Hendes øjne var blevet en anelse mere undersøgende, og det var tydeligt, at hun følte sig opserveret. Karaktars øjne blev drejet tilbage imod sin ledsager, inden de faldt over døren, et stykke fra dem igen.
"Lad dem stire, og opservere så meget de vil.. Hold op med at frygte vores artsfæller.." Sagde han med en stille stemme. Kvinden sukkede lavt, og stirede nu frem for sig igen, med et mere roligt blik.
"Gid du havde sagt det til deres andre 'artsfælle' inden de valgte at forsøge at dræbe helle vores klan.." Sagde hun ganske stille, med en bitter stemme. Hvis man havde kigget dybt i kvindens øjne, eller tanker, ville man have set megen sorg bag disse hviskede ord. Karaktar valgte ikke at svare på dette. Det var ikke tidspunktet. Hun ville kende sin plads nu. Nu, foran døren til dette, ganske storartede, 'slot' som han så dramatisk selv ville kalde det.
En hånd blev rejst, og dennes knor, banket imod dørens træ base, for så at sende en dunkende lyd igennem bygningen. Mi'serabell trak vejret dybt igennem næsen, og sukkede det ud igen, inden hun stod helt fast og formelt, og formede sig et småligt smil. Karaktar, derimod, stod med et fast, og tankefuldt blik. Selvom han havde talegaven, havde han aldrig væræet godt til at tale med andre. Specielt ikke andre af hans egen 'art'. Men denne nat, måtte han gøre sit bedste.. Hvis ikke de fik et ja, fra denne Lucifer, ville de skulle rejse så langt, som til Spanien. Og det ønskede han bestemt ikke for sin familie. De ville bare gerne snart have et hjem. hans klan, regnede med ham.

.: I Balsalen :.

Den høje, ubehagelige lyd af metal der ramte en gulvflade gav et massivt ekko igennem den store balsal. Kården raslede få gange imod spejlgulvets gyldenbrune overflade inden den besluttede sig for at ligge stille, som var det et sprællende byttedyr der ikke ville give efter for døden. Lyden raslede af og satte sig i lofterne sammen med sine medsammensvorne. Ekkoet døde stille hen og lyden af metal imod gulvet blev atter hørt. Dog var det blot en let klirren som modstanderkårdens spids ganske nemt strejfede gulvet imens det endnu blev holdt oppe.

”Igen.” Sagde Ahngel efter at ha stirret på den døende kårde for en stund, som en hoverende sejrherre der tordnede sig triumferende over sit drab. Hans blik løftede og kiggede hen på den nu uarmerede blonde vampyr, der med aftagende pust rettede på ryggen efter at ha stået lænet forover med armene imod sine knæ. Han skubbede sin langfinger imod brillernes tynde samling og satte dem til rette imens han genvandt sin hvilepuls (Som i sidste ende jo var lig nul). ”Igen, mon sauvage?” Halvpeb han og bukkede sig efter kården der endnu gav en gradsbørstig lyd fra sig som den blev opsamlet. Jean skar ansigt. Ahngel nikkede og rettede kården ud imod den blonde vampyr, der fjernede en smule blodsved fra panden med sit ærme. ”Igen.” Gentog han. ”Lige indtil det ikke er en udfordring længere.” De røde øjne kneb sig sammen. Der lå en vis alvor i disse dueller, som Ahngel havde bedt Jean deltage i for enogtyvende gang denne nat. Normaltvis havde det blot været for at få tiden til at gå eller lignende, men denne gang virkede den mægtige alfahan til at være under en form for tidspres. Det var i hvert fald Jeans forståelse. Siden han sagde ja og tog kården i hånden første gang den nat, havde han kun fået tilraget sig en enkelt pause imens Ahngels kårde blev skiftet ud. Skaftet havde vel været ridset, eller også var alfahannen mere obs på sine instrumenter end han plejede. Noget bekymrede da Jean. Han havde lagt mærke til Ahngels faldende indflydelse på kårdens skaft og måtte endda lægge kræfter i at skubbe Jeans egen kårde tilbage. Jean plejede ikke at få et ben til jorden, men denne gang, havde han næsten overvundet Ahngels kårde halvdelen af tilfældene. Han havde mærket sin mesters svaghed og set hans kravebens frembrud. Noget var galt og Jean ville tage meget fejl, hvis det ikke var på grund af gæsten der for 7 år siden havde tilbragt dage der.

Kårdens spids rettedes imod Jeans ansigt som Ahngel krævede hans opmærksomhed. Hans blik virkede utålmodigt og fyldt med en unormal flamme af hovmod. Var det virkelig så vigtigt? Ahngel havde, i deres enrum, aldrig virket således. Normaltvis blev han så diskret og fjern at det at tale til ham ikke var optimalt for at trænge igennem. Jean lagde hovedet en smule på skrå og buede bekymret brynene som han skiftede blikket fra kården og op til Ahngels ansigt, som gradvist blev mere utålmodigt. Et kort hvæs kom fra alfahannen som han trådte et skridt tilbage, lagde underhånden med den spidse kårde vandret og i angrebsposition. ”En garde!”

Kården skød fra hånden som et projektil, men lige som det skulle ramme igennem Jeans brystkasse, manglede der den fasthed, som bekræftede at kødet var stukket. Kården stoppede for en strakt arm, ud i luften uden at gennemborde den mindste ting. Jean stod ved Ahngels side, betragtende vampyren der med et uforståeligt udtryk, vendte ansigtet imod ham og rettede sig op fra sin fægtende posering. Kården faldt til jorden og Ahngels ansigt blev stumt i takt med at jeans blev mere alvorligt. Ahngel rettede blikket ligeud med et ligegyldigt udtryk og tog et stille tag i slipsebåndet, der hang ubundet over hans skuldre. Han lod det glide stille af, lod det ligge i håndfladen og fjernede blodsvedet fra panden. Jeans isnende øjne fulgte ham årvågent bag de blå brillestel. Autoriteten som en ældre blev overført Ahngel, som slog øjnene ned, som et stumt barn. Jean tiltede hovedet tilbage på plads og afgav et opgivende suk.

”Det er grundet halvdæmonen, er det ikke, Lucifer?” Hans tone blev pludselig så uformel. Ahngel slog blikket op og så på ham. Intet at se. Jeans blik blev mere stædigt, som Ahngel ikke kom med en kommentar efter nogle sekunder. Følelsen af at stå overfor Ahngel på samme måde, som han havde gjort for de 200 år siden. Voksen imod barn. Ahngel var.. ung.. Meget ung. ”Hvad medtager dig?” Jean rakte ud efter Ahngels kraveben bag den posede, hvide skjorte og lagde sin hånd fladt derover. Kravebenet bulede ud. Mere end det plejede. Ahngel vendte hovedet, tog et tag i Jeans arm og rettede den væk med en langsom, dog bestemt bevægelse. Hans røde øjne knitrede op.

”Nok fægtning for i aften.” Han vendte om på hælen og begyndte at gå fra Jean imod balsalens store dør, der var placeret på den primære platform under balkonen. Spejlene fulgte ham som han gik og de blinde kvinder, som de bronzefarvede statuetter forestillede, lod deres tomme øjne ligeså sættes over Ahngel, som han gik op ad trappen og forsvandt bag den enorme dør. Jean stod tilbage, betragtende Ahngels røde slips, som nu befandt sig i hans hånd. De isblå øjne lod sig stille indkranse af øjenlågene. Han førte slipset til ansigtet og skød øjnene imod trappen, hvor han sidst havde set sin alfahan. Vampyrens tunge lagde sig stille imod det røde stof i en prøvende tone og lod derefter slipsets ene side let nippes til af hans fortænder inden han lagde det i lommen, hvor det lille gyldne lommeur allerede fyldte og tikkede på livet løs, som havde det ligeså en fægters puls. Jeans nakke frigjorde sig en smule den tætte skjortes krave, som blev holdt sammen af det sorte slip og dets metalliske våbenskjold i form af et slipsespænde, som han lagde blikket op imod loftet, der til forskel fra den lyse balsals mangfoldige spejle og lysende guld- og bronzeinventare, lignede et maleri, som var ene skabt af materiale og uddrag fra et eller andet ujordligt helvede. Jeans blik lå lidt på en bestemt figur i en tid inden han selv begav sig imod balsalens udgang efter at ha taget begge kårder i hånd.


Jeans dybe tanker blev med ét afbrudt som han mærkede en rytme glide igennem bygningen. Han tav et øjeblik, tog begge kårder i én hånd og rakte ned til sit lommeur med den anden. Han betragtede viserne derpå for en tid. Han rømmede sig. Denne gæst han havde haft kontakt med for en stund havde alligevel en ganske fornuftig tidsfornemmelse. Han kunne høre døren til L’amour Bleau lukkes som Ahngel havde fundet sin vej derind. Han sukkede ganske kort og opgivende. Hvis dog bare herren havde været i et bedre humør. Uret faldt til lommen igen og Jean passerede endelig døren der ledte ham ud i slottets forhal. Indgangen til balsalen, som han kom fra, dannede midterpartiet til en stor tosidet trappe, hvor den ene førte til alphahannens gemakker og den anden førte til det mere professionelle, samt tjenesteboligerne. Han selv havde gemak i den afdeling til trods for at han ligeså ejede et hus i forstaden. Han var vel bare ufattelig glad for grunden. Han bevægede sig ned af trappen og gik roligt imod den store, tunge dør af mahogni. Han stillede sig fra meter fra den, tippede lidt på brillerne inden den ville gå op uden at ha haft kontakt med den blonde vampyrs hænder. Nattelyset gled ind og den milde vind fik de mange ophængte lysestagers lys til at flimre og danse på livet løs. Jean tav som han lagde øjnene på disse gæster. Nosferatuen og dennes ledsager, der trods for den udregnede race, bar megen skønhed. Jean lod øjnene falde på dem begge og smilede dernæst roligt og nikkede til dem inden han indbydende trådte et par skridt tilbage for at give dem rum til at komme ind. Han havde aldrig før mødt nosferatuer, men på trods af det virkede han ikke stødt over dennes vansirede udseende. Han selv var en ganske godt udseende mand og var umiddelbart velproportioneret og arløs. (Hvad man kunne se i hvert fald) Han havde studeret, blandt mange andre sager, nosferatu racen og lært sig tryg derved.

”Bienvenue.” Han nikkede atter en gang til dem hver og som de eventuelt ville træde ind, ville Jean række hans hånd ud imod den høje nosferatu først, forhåbentligt vindende et håndtryk, og dærnæst gøre det samme imod kvinden hvorefter han da ville præsentere sig: ”Jean De L’encore. Velkommen til Point Du Lac.” …

De ville nok ikke opfange det lige sådan, men de havde været heldige at blive taget imod af Jean, som nok fungerede som en af de eneste direkte venlige og fordomsløse sjæle på stedet. Samtlige andre stabsmedlemmer havde en eller anden negativ holdning til de vansirede artsfæller og mindst halvdelen af dem ville ikke lukke dem ind om så de havde en underskrift fra Ahngel selv. Jean led dog af en lettere nervøs pirken i hans mellemgulv, men bar ikke direkte frygt, men nærmere fornemmelsen af at stå foran noget som i sidste ende blot havde været et bogligt emne for ham. Oplivende på sin vis og satte hans hjerte lidt i gang igen.

De blanke sorte øjne, gled langsomt op, ad den store dør foran sig. Det undersøgende blik, beundrede dørens udseende. Præcis som gården omkring slottet, var alt perfekt, og fint vedligeholdt. Ikke mindre end perfekt. Præcis hvad man kunne regne med, af et kongerige, i en vampyrs verden. Eller, i hvert fald en Vampyr, af disses klasse. Shadow, havde været et helt andet form for slot. Og det havde da også huset, langt mere dystre væsner, end det image vampyrende, desperat prøvede at holde fast ved, i de andre klaner. De ville aldrig opnå det, på samme længde som Nosferatuernes herre, engang havde formået det. For den smule gode, det nu engang gjorde. hvilket var ganske lidt.
Vladimirs storhedstid, var nu et dystert minde, i Nosferatu klanens historie. Op i nærheden af den første, Shaka's, hævntørstighed. Et dystert minde, der skulle fejes af vejen, præcis som Shaka's blev. Selv størstedelen af synderene, der fængslede Shaka, vidste hvor god en ide det var. Shaka havde været en tikkende bombe. Det havde kun hans nærmeste vidst.
Karaktar, og Mi'serabell, vidste det. Og de ville gøre at i deres magt, for at lade Shaka, og Vladimir's herredømme forsvinde i fortiden, som en del af fortidens skurke. Navne aldrig glemt, og altid hadet, men artsfælle tilgivet. Nosferatuerne, blev nød til, at finde allierede.

Mi'serabell's øjne, dansede i en blød sang, af en blanding af røde nyancer, og sorte kontraster. Hun brød sig ikke om at være sådan et sted. Jo vidst, vidste hun at Karaktar's vej, var den eneste rigtige. Men betød ikke at hun burde bryde sig om, at være i nærheden af dem der havde påført hende mere skade, end nogen anden. 'Never go, where the fire is hottest'. Havde hendes moder altid fortalt hende. Og det havde hun levet efter. Så hvad pokker lavede hun dog her? Shaka havde indset det. Vladimir havde regnet det ud.. Hvorfor nægtede Karaktar, at indse det? Deres art ville aldrig blive accepteret, af fuldblods vampyrene. Aldrig blive accepteret af, Toreadors.. Tremeres.. Selv ikke den akavede Malkavian klan, kunne acceptere dem. Nej, Hvad der piskede Karaktar's viljestyrke frem, kunne hun ikke se. Om det var de gamle tider, fra det gamle rom, som Diplomatiker, der fik det til at tikke, det ville hun aldrig forstå. Hun var blot en spion. Hun ville ikke engang forsøge, at sætte sig ind i en statue, som Karaktar's, hoved..

Den høje skikkelse, stod med sin front imod døren, urokkelig som en sten, da døren begyndte at åbne sig. De sorte øjne, gled langsomt væk fra deres beundring af døren, til at se frem for sig, og afvente det blik der ville blive sent. Eller de. Karaktar var ikke dum. Jean havde udvist sig, som at være en venelig figur. I sit hoved. Men havde Cæsar, ikke også virket flink. Indtil han hukkede hovederne af mange diplomater? Sagde Pompei ikke, at han altid ville være sin bedste ven bi, med stor iver, og overbevisning? Men var stadigt den første, til at stikke imod sin bedste 'kammerat'? Nej, han stolede bestemt ikke på en anden, med samme evner som sig selv. Hvis han ville, kunne han have givet Jean et falskt billede, af hvem han var, og regnede med, Jean ville kunne det samme. Han stolede bestemt ikke på Jean, men på sine egne, og sin følgesvends evner, til at undslippe, selv i den værste knibe. Det eneste der var tilbage, var et desperat håb. Et desperat håb for hans navn. Hans klan. Hans familie. Dette sted, var deres største chance. Karaktar, ville tage selv den største chance.

De sorte øjne, klistrede sig, med det samme, fast på vampyren foran sig's øjne. Karaktar kunne mærke hans evners trang til at trække ind i hans hoved, men han holdt dette, bravt tilbage. Det ville ikke kun være uhøffeligt, men han regnede hellere ikke med, at det overhovedet var muligt. Jean havde en stor mental styrke, og der var ingen tvivl om, at det ikke ville være nemt at trænge ind. Så Karaktar, måtte igen kæmpe med sine sanser, for at undgå at betræde hans helligste. Hans sind.
Karaktar's sorte øjne, så ikke ud til at undersøge Jean's udseende, eller noget som helst andet i forhallen. De lå blot focuseret, imod Jean's øjne. Dog blev denne stiren endeligt brudt, da han nikkede høfligt en enkelt gang, med et halvt buk, og tog, med langsomme skridt, de første in i forhallen. Han slap sine hænder, der havde været foldet bag hans ryg, og accepterede Jean's udstrakte hånd, og nikkede en enkelt gang. Hans hån var kold, sem en hver af deres race, og virkede på ingen måder anderledes, på trods af de mange flodser af hud, der manglede.
"Acraganes Youkhana, Karaktar.. Og jeg takker mange gange, at de ville tillade dette møde.. Dette er min ledsager, Mi'serabell. Hun ønskede at komme med, og ligeså repræsentere vores klan.." Hans fine stemme, var bestemt hans tøj, men ikke hans udseende, passende. Den flød igennem, som havde det været en fin Toreador's. Da han havde talt, slap han Jean's hånd, og holdt sin egen en smule til sin side, imod Mi'serabell, som først nu, var trådt op ved hans side.

Mi'serabell's krop, havde givet et diskret spjæt fra sig, da lyden af den åbne dør, brød stilheden imellem de to. De meget mørke, røde øjne, fik et skud af en mørk gullig farve igennem sig, og i midten, formede der sig en gul pupil, i det sort-røde hav. Hun måtte stole på Karaktar. Hun ville aldrig kunne stole på denne, Jean. Men Karaktar, derimod, havde hun flere gange ladt sig falde for. Og han havde grebet hende hver gang. Karaktar var en standfast allieret, der ville gøre alt i sin magt, for at hans familie, klan og allierede, var i god behold.
Den gule pupil, begyndte at sende mørke gulige nyancer ud, i det rød-sorte hav. Som om helle hendes øjnæble, ikke kunne bestemme sig for, hvilken farve det skulle have. Men hendes ansigt udstrålede ikke længere frygt, eller mistro. Men spænding. Hun havde tit forbandet hendes nydelse af spænding, og være hvor tingende skete. Nu, var ikke en undtagelse.
Da hendes øjne faldt over den fine herre, der tog imod dem, begyndte det gule spild, langsomt at dulme sig, og havde nu formet to sorte øjne, med nyancer af, både rød, og meget mørkt gul. Som den forfærdelige cliché sigere, omkring alle de andre klaner, var han ganske så smuk. Bestemt ikke noget forfærdeligt syn. Det var ikke hvad hun focuserede på. Men hans smil. Der virkede næsten oprigtigt. Og hans reaktion, var også afslappet, og beroligende. Han var ikke chokkeret, over hendes herre. Ikke det mindste.
Alle hendes tanker, måtte hun straks forsøge, at få styr på, og hendes facade blev kold, men med et venligt, og imødekommende smil. Hendes smil var falskt. Så falskt som det blev. Hun kunne ikke danne en facade, lige så godt som Karaktar. Hun kunne ikke se kold ud, når hun nettop var igang med at betræde, dem der for mange år siden, havde forsøgt at dræbe hende, og helle hendes klan's slot. Det havde bestemt ikke været det værste i Frankrig, og Karaktar's kilder sagde, at det Franske kongehus, havde haft meget lidt, med massacren at gøre, hvis ikke, slet intet. Men Mi'serabell, måtte indrømme for sig selv, at hun var nervøs. Hun var en lille brik her. Hun var ikke en tankelæse. Hun havde ikke stor mental styrke, ja ikke engang fysisk. Hun kunne forsvinde, som om hun aldrig havde været der, og hun kunne være usynlig, i selv den mest oplyste skygge. Men her. Var hun forsvarsløs. En lille mus, i kattenes kennel. Kun ledsaget, af en meeget stor rotte...
Da Karaktar nævnte hendes navn, og hendes formål, kunne der, i meget få sekunder, skimtes et blik, der sagde, at hun egentligt intet valg havde haft. Men dette blik blev hurtigt destrueret, og hun smilede igen, imødekommende, og formelt. Hun tog de få skridt hun manglede, op ved siden af Karaktar, og accepterede, ligeså, Jean's hånd, og nejede formelt, imens hun sank hovedet en anelse, for at udvise respekt.
"En ære.." Hendes stemme, var ligesom Karaktars, fin og klar. Hun slap igen Jean's hånd, og foldede sine hænder foran sin talje, og smilede venligt, imens hun begyndte at betragte slottets forhal.
"Jeg må sige, at dette.. Slot.. Overraskede mig.. Selvom mine småpige drømme, havde sat store forventninger, for det Franske kongeriges beboelse.." Fortsatte hun, og lod de mange nyancerede øjne, falde over Jean igen.

Karaktar's sorte øjne, udvidede sig ganske kort, i overraskelse, for så at blive knebet en anelse sammen, og det ene øjnbryn, at blive rejst, i forundring, og så focuseret tilbage på Mi'serabell. Deres øjne mødtes kort, og hun rystede en smule på skuldrene, og han på hovedet, inden hans øjne faldt over Jean.
"Jeg håber, at det stadigt vil kunne være os muligt, at tale med deres herre.." Sagde han roligt, og med en tydelig iver, for at komme videre i teksten, og ikke synderligt interesseret i, at tale om disse fine vampyres, tag over hovedet.

Jean nikkede til kvinden da hun nejede og smilede let da hun nævnte hendes forventninger til slottet og hendes overraskelse dertil. Jeans isblå øjne strålede kort under de tynde brilleglas, som var det han selv der blev rost og ikke hans arbejdsplads og hjem. Det var ganske tydeligt at så på ham at han brød sig særligt godt om sin tilværelse. Hans figur og beklædning syntes ikke alene at være skræddersyet til ham, men også til hans omgivelser. Den blandede stil som svingede imellem moderne jakkesæt til gammel victoriansk, ja endda gotiske stilarter, som ligeså sås omkring ham. ”Jeg ville meget gerne vise de mere prægtige steder her på grunden frem for Dem, Mademoiselle.” Hans smil holdt ved inden det blev mere alvorligt. Den venlige og vise aura hang dog ved som han fortsatte og skiftede blikket fra hende, til Karaktar og til hende igen. ”..Men som sagt er det ikke en guidet tour i er kommet for.” Han vendte tilbage til Karaktars øjenkontakt og nikkede som han endelig svarede dennes spørgsmål. ”Mon Sauvage er tilgængelig, ja,” bekræftede han og rakte sin arm bydende hen imod den venstre side af forhallen med en elegant bevægelse. Hintende til at de skulle følge ham den vej som han begyndte at gå for at føre dem til det ønskede mål. Da ville han stoppe foran en dør der udgjorde enden af en mindre gang, som var delt i 3 døre. Dørene var ens og udskåret i mørkt træ, som alle havde indgraveret det lille våbenskjold på de skinnende metalhåndtag: Ravnen, kraniet og rosen. Jean vendte atter fronten imod dem og så dem and, som skulle han bekræfte det var de rigtige personer endnu engang? Hans blik faldt op og ned af dem inden han rettede på brillerne og tippede dem kun en smule længere ned på næsen. Som denne gjorde bevægelsen, skiftede en lille detalje i dennes øjne. Irissen syntes at få sin egen lille puls og som der opstod nye pulsslag, skiftedes den blå farve til lysere og mørkere nuancer. Efter ganske få sekunder rettede han sig op, satte brillen på plads og således virkede hans øjne atter normale (for en vampyr). Han betragtede dem endnu engang, smilede venligt og nikkede inden han tog i dørhåndtaget. ”Træd ind.”

Tre klik kunne høres fra dørens lås. Hurtige efter hinanden, som var det lyden af negle der rytmisk slog imod en bordoverflade. Døren åbnedes som Jean trak den til sig og således gjorde plads for nosferatuen og hans smukke ledsager. Lyset fra rummet ville kaste skær på gulvet foran dem, kommende fra en lyserkrone der med røgede sorte krystaller let glimtede i det høje loft, oplyst af stearinlys der udsete sig en plads for hvert hjørne i den femkantede form, som den var udgjort af. Rummet var mellemstort og bestod i alene blå og træfarver. Gulvet af mørk cedertræ, der udgav en let duft af skov, til trods for at det endnu var gammelt og overalt i rummet var der placeret tunge, antikke møbler, hvis alder syntes tidsløs. Alt i blå nuancer. Midten af rummet udgjorde et frirum, hvorimod møblementerne stod nær væggene og de to store versaillesvinduer der dækkede det meste af ydrevæggen og gik helt til loftet. Bag lette gardiner kunne man fornemme haven udenfor. De mange rosenblade fyldte udsigten som var det sort sne, samt de høje piletræer hvis bladesektioner dalede tæt til jorden. Rummet oplystes let i kandelabrere der ikke alene stod i hjørnerne på høje fødder, men også var fastgjort væggene for næsten hver anden meter. Trods de mange levende stearinlys, syntes rummet stadig mørkt, som var lyset blevet reduceret af en tåge eller lignende. Udover de mange lys, var rummet bebyrdet med alskens skinnende inventar: Skåle af messing og få gyldne objekter i from af mindre lysestager og kunstgenstande, samt mere varierende farver i de få malerier der kunne spottes i rummet. Portrætter af vampyrer for det meste. Denne gang ældre udseende af malerstilen og forholdsvist ukendt af ansigter.

I rummets venstre side var en stor granitkamin placeret, som det eneste massive stenmateriale i rummet, hvori der var indgraveret billeder, der som en kirkes kalkmalerier, fortalte mindre historier hvis man tolkede disse rigtigt. Billederne var groteske, visende menneskeligt tabo, som: Sex, drab og grådighed. Alt i en vampyrisk fortolkning, som var samtlige bibelske synder oversat til billeder og hugget ned i det tunge og polerede granit. Kaminen var tom og end ikke en brændeknude var lagt deri. Praktisk talt aldrig brugt. Et sekundært møblement udgjorde dens omgivelser, samt en reol på hver side, som bugnede med tykke, billedløse bøger. I midten placeret et lavt glasbord og til venstre for dette ville han sidde med øjnene rettet direkte imod hans gæster. Lænet let ind over sig selv med albuerne på sine knæ og et vinglas med sødtduftende blod støttende i hans håndflader. Flasken, som var kilden til blodet, stod på bordet foran ham. Hans udtryk var ikke til at tage fejl af: fuldblodet Toreador vampyr i sin mest klassiske overfladiske stil. Hans hår var langt og sort som en vinters nattehimmel. De glatte tråde opfangede det milde varmhvide lyd og gav enkelte gyldne højlys imod det sorte, der faldt om hans ansigt ganske uregelmæssigt. Dennes ansigt var glat og virkede aflangt med den lige spidse næse og den ligeså spidse hage, samt de afslappede røde øjne, som glødede op i det dunkle lys, som var hans indre bestående af et glødende inferno. Kaotisk om man ville, dog befindende sig i et så køligt og farveløst ydre. Dennes hud var marmorhvid og ligeså glat og velformet over hans tynde, dog muskuløse krop. Mange rækker ar optog lyset fra omgivelserne og lod dem glinse sjældent op som han bevægede sig. Fra halsen og ned under dennes beklædning, som bestod af en ganske enkelt elfenbenshvid skjorte og lange sorte bukser af et læderlignende stof. Udover dette blot en enkelt ring i form af et smykke og et bælte der med et sølvlignende metal havde et bæltespænde formet som hans families våbenmærke. Let skjult af den løse og kun halvt knappede skjorte. De have fanget ham på et uformelt tidspunkt.


Ahngels røde øjne lagde sig på Jean ganske kort. Jean kiggede tilbage på Karaktar og hans ledsager, nikkede, hvorefter han trak sig lidt hen i baggrunden. Ahngel lænede sig op så han sad rettere og placerede vinglasset på glasbordet med et melodiøst ’klir’. Hans hals udgjorde en synkebevægelse, som havde han haft en slurk blod liggende bag sine skarpe tænder for en stund inden han besluttede sig for at indtage det.
”Acraganes Youkhana alas Karaktar.” Hans øjne placerede sig atter på den mandlige nosferatu. ”.. ”og Mi’serabell. ” Han nikkede imod sofaen overfor sig, bekræftende at de skulle sætte sig ned. ”Og Jean?” Jean havde stået lidt i baggrunden med blikket på det lommeur han havde haft i brystlommen i sin habit. Han vendte de blå øjne imod sin herre. ”Oui, mon sauvage?” .. Hans blik syntes ildevarslende, men som Ahngels budskab kom ud, syntes det at lettes. ”Bed Silver om at sørge for vores gæster.” Jean nikkede, bukkede halvt og forlod gangen til at forsvinde i forhallen endnu engang.

Mi'serabel, havde en stor nysgerrighed, og det kunne hun så sandeligt også tillade sig, da hun altid ville kunne undslippe, skulle hendes næse komme for langt. Derfor var det et kæmpe rap over fingrene, at blive tysset af Karaktar's øjne. Men da Jean så sagde at han gerne visse hende rundt, lysnede hendes øjne op, med et håbefuldt grøn, og glædelig varm nyance, samtidigt med et smil formede sig over hendes bløde læber. Det var tydeligt at hun havde stor interesse imod dette, og så sandeligt gerne ville se helle slottet.. Kan godt være hun var smuk, men hendes blotte blod, gjorde hende lettere uønsket. Og hvad var chancen for, at hun nogensinde ville stå i et slot igen. Specielt uden at være tjeneste pige, eller slave, og blive inviteret på en guide af en lettere attraktiv herre...
Derfor, var det som endnu et hårdt stik i siden, da det blev tydeligt, at Jean tog Karaktar's parti, og bestemte at det var bedere, at lede dem vidre i teksten. Et indre suk bredte sig i Mi'serabel, men det blev kun vist, af den falmende glæde, og øjnene langsomt dulmende. Karaktars sorte øjne, havde ikke engang behov for at beskue Mi'serabel, for at mærke hendes misbehag ved denne ned trykkelse. Det næsten brændte ud af den uregerlige Nosferatu kvinde, til en hver tankelæsers nydelse. Hun tænkte ingen faste tanker, som andre ville kunne høre, dette havde Karaktar lært hende, og han hjalp ligeså til.
Karaktar var hård, men også opfattende. Han ønskede ikke at stille op foran Ahngel, med en utilfreds og irriteret Mi'serabel. Hun var slem nok i forvejen. Så Karaktars sorte øjne, gled langsomt over på Mi'serabel, og han nikkede halvt med hovedet, en enkelt gang.
"Alting, til sin tid. Måske de, Gospodin De L’encore, ville tilbyde Mi'serabell dette, efter mødet? Alt efter, hvordan dette ville gå." Karaktar vidste at han snagede. Men han måtte snage et sted, for at glatte et andet ud. Og det var tydeligt det hjalp, da Mi'serabell curvede et halvt smil på den ene side af sin læbe, og hendes øjne gled op på den høje Karaktar, i det en varmere nyance slog ud i hendes øjne. Karaktars leje, havde hun for længst vendet sig til, og lært. Hun vidste godt hvorfor han gjorde det, og hvilken risiko det udgjorde for ham. Men for hende, var det også en reminder, at hun ikke blot var et værktøj. Han respekterede hende stadigt, selvom hun ikke var denne respekt værdi. Hendes øjne gled tilbage på Jean, og så skulle hun også gøre sit, nu da Karaktar havde gjord sit.
"Det ville jeg meget gerne, men så sandeligt kun hvis de har tiden til det, Gospodin. Vi kom ikke for at min forfærdelige nysgerrighed, og pigelige side, skulle tilfredsstilles." Sagde hun stille, og lod sit hoved synke en anelse, øjnene falde, først til jorden, og så op på Jean igen. Det var tydeligt at hun virkelig gerne ville se slottet, men hun vidste godt at forretning måtte komme først, og det ville hun acceptere. Skulle hun.
Karaktars øjne lavede et gemt opgivende ruld, af sin ledsagers ordvalg, og fulgte så med Jean, uden at de afventede et svar. Dette var blot et emne der skulle af vejen, så han kunne komme nærmere en samtale med husets Herre. Han var ikke kommet for at se på interiøret, men for at tale med dets overhoved. Alt andet, kunne være ham lige meget.

Karaktar's sorte øjne, gled langsomt op af døren der åbnede sig, inden de så stirede stift frem for ham, og ind i det nu åbne rum. Hans hoved nikkede kort imod Jean, i det han med det samme begyndte at betræde lokalet, da denne dør var åbnet. Hans fine sko klikkede imod gulvet, der sang under hans, og så en mere gennemtrængende tone, da Mi'serabell's halvhøje hæle, gav deres stemme til. Mi'serabell nikkede, og nejede halvt imod Jean, med et blidt smil. Hendes øjne kiggede en sidste gange, hurtigt op og ned af ham, inden hun også begyndte at kigge rundt i lokalet. Hun lagde sit hoved en smule på skrå, og lod hendes nysgerige øjne, der nu igen fik en blålig nyance, glide rundt på en hver detalje. Hvor imod Karaktars sorte øjne med det samme fandt frem til den eneste skikkelse, der gav rummet liv. Den flotte Vampyr, var ikke at tage fejl af. En Toreador. Det kunne ligefrem lugtes af ham, som det kunne med de fleste stærke vampyre. Blodet var ikke ens, hvad end andre racer sagde. Med mange tuisinde år bag sig, er det ikke end af de dybeste ting, man når at lære. Karaktars øjne opfattede intet andet end lokalet, end hans vært, og han bevægede sig straks imod denne. Hans sorte blik søgte ikke at undersøge hans vært, men de stirede blodt tomt imod Herrens øjne. Hans hænder var stadigt foldet bag hans ryg, og han bevægede sig med rank ryg, fremad imod møblemantet. Mi'serabell's undersøgende øjne ,gled rundt i lokalet, med den blålige, nysgerige nyance, indtil de lagde sig over deres vert. Hendes blide smil blev lagt over hendes læber på ny, og hun fulgte langsomt med Karaktar, i han tempo. Hendes ansigt var venligt og imødekommende, imens hendes øjne, gav slip på deres unikke nyance, og vendte tilbage til en mere rolig og rød flod. Hendes tanker var tomme, og intet var at gribbe fat i. Hvis hun ikke mente denne varme venlighed, var det skjult perfekt. Og det var nettop dette. Inderst inde, haddede Mi'serabel Toreador og Tremere klannerne. De Russiske grene af klanerne, var gået langt over stregen, da de lavede den latterlige opfattelse, at Nosferatu klanen, alle ville blive som Shaka. Ingen ville nogensinde blive som ham. Det sagde Karaktar, men ingen ville lytte. Nosferatu klanen blev stort set udrydet, og de eneste de kendte til nu, ventede uden for Frankrig, på svar fra denne Toreador. Som Karaktar dypt håbede på, ville lade plads i landets kloarker. Mi'serabell betvivlede dette, lige så meget, som hun ikke stolede på denne Toreador. Hun så ham så tideligt som om få minutter, i gang med at manipulere med hende, og så senere forsøge at drive en kniv igennem hendes hjerte, og lade hende bage i solen.
Men alt dette had, og stridigheder i Mi'serabel, var gemt væk, som om hendes hoved og tanker, var fuldstændigt tomme. Som om hun var befriet for alle bekymringer. For alt kaos. I hendes hoved, var der kun ro at finde, selv hvis man blot lyttede til hendes tanker i få sekunder, ville man mærke den varmeste ro, og kun høre afslappede toner, af et indre spild, af violiner og fuglesang.
Dette var alt sammen Karaktars arbejde, der blev udført perfekt, som så mange gange før. Han rydtede op i Mi'serabels tanker, og hjalp hende med at focusere. Hun vidste hvor vigtigt dette var, men hendes personlige følelser, ville ikke give plads til megen tanke, da hun havde et meget stort, attityde problem. Dette var godt nok manipulation, som Mi'serabell normalt ville være meget imod, og ville retaliere agressivt imod. Men dette var behageligt. Ingen minder af familien. Ingen minder om Vladimir. Ingenting. Bare ro. Så Mi'serabell fulgte blot smilende med, og fulgte sin klan leder, uden at beklage sig.

Da Karaktar nåede møblemantet, stoppede han op, nogen fod fra sin vært, og bukkede halvt, med sit hoved sænket, i respekt. Mi'serabell stillede sig op, en smule bag Karaktar, og ved hans side, for så at neje dybt, og sit hoved synke. Da hun resjte sig i en elegant stilling igen, lod hun de røde øjne, række smilende ned imod Ahngel.
”господин” Sagde hun, med endnu et blidt nik, og bevægede sig imod den tilbudte sofa. Hun lod sig langsomt sidde, og lod sig så læne tilbage, i en behagelig stilling. De sorte øjne gled halvt imod Mi'serabell, uden at beskue hende, og hun lænte sig op i en rank stilling, kryssede sine ben, og rettede kort på den elegante kjole, inden hun lagde sine hænder imod sit knæ, og sad nu i en alt for opstillet stilling. De sorte øjne lagde sig så tilbage imod hans vært, og han bukkede sig en smule forover, i en respektable gestus.
” Rосподин Lucifer Mort De Sang. Hvis ikke de er det imod, vil jeg foretrække at blive stående.” Sagde han, med sin fine stemme, der bedragede hans udseende. Han kiggede kort over sin skulder da han rattede sin ryg up, så de sorte øjne kort betragtede den Jean, da han forlod lokalet. De gled så tilbage på sin vært, med det samme tomme ansigtsudtryk, som han konstant havde haft. Hans sind var tomt for tanker, præcis som Mi'serabell's.. Dog var dette ikke noget han arbejdede efter. Han tænkte kun hørbare tanker, når han skulle vælge sine ord.
”Jeg takker, for mine egne, og min klan's vegne, at dette møde kunne arrangeres. Jeg må rosse dit personale. Gospodin De L'encore, var en stor hjælp, og bestemt et godt billede ud til. Til tider, ville jeg ønske mit eget, havde såddane egenskaber..” Hans rolige stemme, lagde intet tryk på hans 'humoric', og prøvede ikke at få det tydelige frem, end noget andet han sagde. Mi'serabell's øjne gled kort op på Karaktar, med et halvt rejst øjnbryn. Hun fik, ganske kort, en grinende grimasse, inden øjnene faldt tilbage på herren foran sig, stadigt med det glade, og smilende ansigt. Karaktar's ansigt forblev koldt, og tomt for følelser. Næsten som om, han ikke lagde mærke til sin egen komik. Eller også som om han selv ignorerede den. Intens af andre grunde. Spændt. Nervøs. Karaktar forbandede kort sig selv i sine tanker, og alt dette forsvandt, og efterlod hans sind roligt, og åbent igen.

Vampyrens lange hvide fingre flettede sig med sin modpart idet Ahngel foldede hænderne for sig og betragtede denne Mi’serabel Imens hun nejede og satte sig ned. Han nikkede som responds og så dernæst på Karaktar der anmodede om at forblive stående. Ahngels rolige røde blik lå på ham i få sekunder, nærmest vurderende men samtidigt passivt på den måde at hans udtryk ikke lige var til at tolke. Der kunne ligge hvad som helst humør bag masken af hans. ”Meget vel.” Han nikkede og lagde blikket imod døren, som atter gik op igen. En yngre kvinde dukkede op. Knapt voksen af udseende og med skulderlangt brunt bølget hår og et forsigtigt smil på læben. Hun bar en halvlang sort kjole og hvide hansker der kun akkurat dækkede hendes fingre, men ikke håndflade – og ryg. I hendes hænder havde hun to flasker, som hun holdt i hver sin flaskhals. Samme mørkegrønne nuance, som en vinflaske, men med forskellige mærkater derpå. Hun tog små forsigtige skridt hen over gulvet for at placere de to flasker på glasbordet. Hendes øjne faldt flygtigt over Karaktar og hendes pupiller indsnævredes ved synet. En typisk vampyrinde der kun havde hørt om denne artsfælle ved de uhyggelige historier bag sengegæret ved nattetide. Hendes grønne øjne faldt til bordet som undvigemanøvre inden hun trippede hen imod et mindre hjørneskab af glas, som stod i hjørnet mellem de to reoler. Skabet indeholdte karafler, sølvmetalliske kander, platter og endelig en mindre hær af krystalglas med stilke i forskellige størrelserog til alle tænkelige lejligheder. Fra små snapseglas, til vinglas og endelige store og fyldige cognacglas til trods for at man af stereotypiske grunde troede at de nok blot blev brugt til at servere blod i. I det fleste tilfælde ja, men selv de sophistikerede vampyrer på Point DU Lac kunne ende op med at ønske noget mere besmittet til at tilfredsstille deres lyster. Ren alcohol drak de dog aldrig. Tøsen skramlede med et par glas for at undersøge hvilke der skulle bruges. En kende larmende, men Ahngel fortsatte unoteret af hendes tilstedeværelse og hendes fiflen. Han var vel tolerant og kvinden virkede ikke som at være meget erfaret i at omgå sig selv under tjenesten af en alfahan.

”Jean udgør et udmærket omslag.” svarede han med et nik. ”Trods finder mange andre af vores brødre ham en kende for let påvirkelig af en ældre at være.” Han lænede sig frem og et ganske lille smil dukkede op over de kolde, bløde læber. Et slag for det store ur gav ekko igennem rummet og slog få tagter inden det atter tav og faldt hen i det lave klik, som opstod hver gang sekundviseren flyttede sig en tak.

”Ialfald glæder det mig at i føler jer velkomne. Jeg ville være den sidste der ønskede at frastøde jer ved et så tidligt møde.” Ud fra hjørneskabet fangede kammerpigen to vinglas fra samlingen, gik tilbage til bordet og placerede dem foran de to gæster, bukkede dybt og så imod Ahngel. Ahngel nikkede til hende med et tomt smil med munden. ”Det var alt. Tak.” Pigens blik strålede stolt op, som en lille sol og hun delte et forsigtigt tandsmil. ”Javel… Bonnenuit Mon Sauvage. Lad mig høre hvis i mangler noget.” Hendes blik gled til de to gæster og hendes øjne syntes at tvinge sig, men det venlige smil hang ved. ”Bonnenuit.” Hun rettede sig op, nikkede til både Mi’serabel og endda til den uhyggelige nosferatu med et anstrengt vink inden hun atter forlod rummet og lukkede døren bag sig. Jeans stemme kunne høres ganske kort og begges fodtrin syntes at forsvinde fra baggrundsstøjen. Vampyrherren havde imidlertid lænet sig forover for at undersøge hvilke lækkerier hun havde fundet frem til hans gæster. Han snurrede på den ene flaskehals, således at han kunne se dennes forside og registration og noterede: ”1993 aldret. Atten år tappet. Hunkøn.” Han så imod dem med et tænkende udtryk og snurrede på den anden flaskehals, så mærkaten var vendt imod ham ligeså. ”1965. Fyrre år tappet. Hankøn.” Han lænede sig tilbage og vendte håndfladen i vejret. ”Vi har underskud af friske varer i øjeblikket, så jeg håber at flasket blod dækker jeres behov. Hold jer ikke tilbage.” Dernæst gled hans øjne op på Karaktar med et afventende blik. Spøg til siden nu. Ahngel var vel nogenlunde klar over hvad denne ville diskutere og han indrømmede for sig selv at han havde udskudt et møde med disse lidt for længe. Skulle man opretholde og endda overgå den forrige regents styre, måtte man have mere indblik i hvordan hans folks vilkår lå. Trods de franske vampyrer ikke kunne blive mere liberale, var det ikke grund nok til at overse hvordan millioner af nosferatuer frankrig over skulle leve i skjul. At de så ikke kunne mingle sig blandt menneskerne som de øvrige vampyrtyper, var en helt anden sag, som Ahngel ligeså vidste at han måtte tage hånd om. Loyalitet var nøglen, var det ikke? De røde dybe øjne syntes at formørkes i tanker inden de atter blussede op, som en glød der blev pustet til.

”Jeg kan forstå at dette visit er til fordel for Deres folk…”