The thoughts, the mind, and the time. (( Short story))

The thoughts, the mind, and the time.

Beklager stavefejl på forhånd.


Den skridtende klang af sko imod sten gangens overflade lod som torden igennem hele Chambre de Lemoris. Der var i alt over seksoghalvtreds værelser, dette ikke inklusiv de mange opholdsstuer, spisesale, bal salen på første, og så ellers hvad end man kunne forestille sig af forbudte kamre, udstillings områder hvor hele stamtræet var blevet ned tegnet, selvfølgelig kun med de drengebørn der skulle overtage embedet når de fyldte nok somre. Der var ikke plads til diverse søskende, og kvindekøn som havde indvilliget i at blive del af den spanske royale dæmon bestand. Disse kunne man dog finde i mange forskellige oversigter, dokumenter, og blasfemiske dåbsattester. Væggene var oftest hvide med guld kanter i siderne, hvor træ stolper, var blevet hugget over i en firkant så det skabte trekanter med en bue der hvor man skulle beskue den, fæstnet til hjørne så disse ikke var skarpe men sluttede ved nævnte bue. Fløjs gardiner i sandfarvede mønstre omfavnede blomster vaser på antikke kommoder, og alskens byster med ansigter af gamle monarker, fyldte for det meste gangende, for ikke at nævne de mange trosorinterede malerier, der påskønnede den dæmoniske overbevisning om at The Serpants var guder, og ikke blot kødelige væsener som en hver anden. Indretningen var mildest talt som at vandre en tur i et velbevaret slot fra slutningen af sytten hundrede tallet, med romantiserede møbler dog, fra det attende århundrede. Hvad der ikke var af antikviteter! Porcelens figurer af blandt andet hyrdinder med får, løver, kinesiske kvinder, gamle aftegninger af lands kort, før man overhovedet vidste at jorden var rund. Der var så meget, som husets herremand påskønnede så lidt.
De faste skridt stoppede foran en glat lakeret mahogni-dør der havde overlevet siden atten hundrede og tyve, og som havde følt megen af samme banken i sin tid. Tre bank blev plantet: to – for hurtigt, fire – for påtrængende. En stemme bød personen bag den ind, og en ganske nydelig kvinde i midten af sine fyrre gik indenfor. Hendes hår var stort og rødt, krøllerne stod ud til alle sider som var hun en slange kvinde fra den græske mytologi: en medusa. Dog avr dette ikke tilfældet, håret var skubbet væk fra det smalle ansigt med en sort hår bøjle, der passede hendes sekretær antræk fuldstændig: en guld stribet hvid skjorte inden under en sort blazer jakke, en matchende sort nederdel, mørkebrune strømpebukser og et par høj hælede sorte sko. Samt et par sorte briller hvilede over hendes slanke næse. Hendes kindben stod tydeligt ud og var puffet med en rød farve der forsøgte at live ansigtet op men uden held. Hun havde tegn på rynker ved øjnende og mundvigende men ikke i en sådan grad at man ville kalde hende ucharmerende. I hendes favn havde hun en sort mappe, en masse dokumenter, og andre papirer, he blev trykket imod det store bryst imens at hun lukkede døren med den frie hånd.

,, Godmorgen, Mi’Lord.”, sagde hun med en hæs, mørk, kvindestemme.

Manden der havde budt hende ind stod ved vinduet i værelset, der var stort og rummeligt, havde vin røde vægge, og en tredve bogreoler i forskellige grupper op lands væggene. Et bar gode meter fra det store tunge skrivebord, var en gammeldags globus i al i sin pragt, indkapslet i en lille metal anordning der ligeså viste månen og solens placering på nuværende tidspunkt. To sorte læderstole var sat overfor kontor bordet, med en grøn plade i sin midte, og en masse papirer der lå ovenpå det, med en kuglepen med guld kanter. Et rødt tæppe med et gammel motiv af en kinesisk drage over en flod fyldte det meste af gulv pladsen, samt en sofa anordning overfor en livligt brændende kamin. Der var i alt fire vinduer, hvor alle andre end det herren stod og så ud af var trukket for, så kun morgen lyset skinnede fra det ene, og oplyste kontor anordningen og herren selv, alt imens at kvinden blev befamlet af kaminens varme skær.
Han svarede ikke. Kvinden lod let sit hoved lægges på skrå, imens hun så spørgende på ham.
,, Mi’Lord?”.
Herren sagde endnu ikke noget, med stod og betragtede Chambre de Lemoris’ store bag have, med æble, pærer, og blomme træer, blomster rækker der formede smukke spiral motiver set oppefra, og en masse andre anordning der fik haven til at virke som et rent eventyr land. Herrens antræk var en smuk sandfarvet habit med en hvid skjorte indenunder, og et sandfarvet slips ligeså. Det hofte lange krøllede hår var blevet tæmmet og ført om bag nakken, samlet af et hvidt hårbånd hvorefter man havde flettet det halvvejs og sat det fast igen ved at hvilke et gyldent bånd omkring og binde en sløjfe. Han havde hænder foran sig: den ene lå hvilende ovenpå den anden, imens at de lysegrønne øjne betragtede de to mindre døtre fjante rundt ved blomme træerne. De løb imellem de forskellige træer, og legede en form for fange leg som to af deres imps ikke helt kunne forstå.
Hun bevægede sig stille hen imod en af læder stolende men holdt blikket imod sin herre imens hun gik.
,, Mi’Lord?”, prøvede hun igen, for at få opmærksomhed.
Han sagde endnu ikke noget, men betragtede stadig sine døtre med et tomt blik: ingen faderlig følelse eller kærlig gnist i blikket, men heller ej noget foragt, misundelse for deres skødesløse leg, eller anden bitterhed.
Hun satte papir stakken ned på bordet.
,, Mi’Lord er De –”, hun blev afbrudt, heldigvis.
,, Der er i alt over fem og halvtreds millioner børn der dagligt bliver udsat for vanrøgt, mishandling, eller psykisk terror.”
Hun kneb øjnene sammen uforstående.
,, Mi’Lord, hvad mener De?”, spurgte hun prøvende.
Han vendte sig halvt imod hende og lod det udtryksløse blik møde hendes blot et kort sekund, før hun med det samme bøjede sig og så ned i jorden.
,, Det må De meget undskylde! Tilgiv mig, min herre!”, udbrød hun forfærdet over sin egen ubetænksomhed.
At se en Serpant i øjnene var nok til at få flere års afstraffelse.
Han lod et smil præge hans ansigt, men smilet var tomt, upåvirket af hendes ydmyghed og undskyldning.
Han sagde endnu ingenting, men bevægede sig blot hen til sin plads ved læder stolen imod væggen. Han satte sig, og lænede sig tilbage i den. De slanke elegante fingre blev placeret imod hinanden, imens at han lod albuerne hvile på læder stolens armlæn. Han lukkede sine øjne.
,, De kan henvende dem hos præsterne efter vi er færdige her.”, sagde han med en rolig, næsten kærlig stemme.
Hun mærkede en kuldegysning vandre ned af rygraden og et stik af frygt, men nikkede ærbødigt.
Stadig med blikket slået ned satte hun sig i den venstre læder stol og greb papirende og mappen.
,, Som De ønsker.”.
Hun så igennem nogle papirer og lagde en stak ud på bordet foran ham.
,, Der er i alt blevet set fem og tredve Outsiders nær slave kolonierne i det sydlige grænse område. Vi har grund til at tro at de udøde prøver at flygte, med hjælp fra franske vampyrer. Der er beviser der tyder på brud af paragraf fem hundrede og ni og tredve, samt seks og treds, og nitten, af slave familien der råder over Los Caídos. Skønt disse påstår at der ikke har været nogen form for brud på nævnte.”.
Hun holdt inde og ventede på hans ord, der endnu engang ikke kom.
Hun tøvede som hun så hen imod ham, bange for at genoptage øjenkontakt, men heldigvis havde han blikket slået imod vinduet endnu engang og virkede yderst fraværende.
Hun ventede i et minuts tid med at sige noget, men så ikke over imod vinduet.
,, Mi’Lord?”.
Han reagerede med et fraværende:
,, Mhmm?”.

Hun kunne mærke nervøsiteten brænde, frygt for den helgen der sad foran hende. Hvem ville ikke blive fyldt med ærefrygt, siddende foran den eneste og sandeste højeste der var.
,, Mi’Lord, det omtalte ær-..”, hun blev afbrudt igen.

,, Min kære Maredith, til hvad nytte plager du mig?”, spurgte han i samme rolige toneleje.

Hun slog blikket ned, og startede stammende:
,, H-herre, hvis De ønsker dette udsat skal jeg med glæde arrangere et andets tidspunkt?”.

Han sukkede opgivende, med en snert af noget irriteret.
,, Hvor længe har Morella været drægtig?”, spurgte han afværgende.

Hun rynkede brynene kort i forundring over spørgsmålet.
,, Siden august sidste år, Mi’Lord?”.

Et mindre smil malede hans læber imens at en stilhed bredte sig igen. Maredith skulle lige til at spørge indtil meningen før svaret kom.
,, Få hende afsat.”, befalede han.

Hendes øjne blev en lille smule større: hvorfor ønskede herren sin datter giftet bort? Men hun lod ikke spørgsmålet glide ud fra hendes mund, og nikkede blot.
,, Skal ske, Mi’Lord. Angående dette forerige emne, ønsker De dette afsa-..”, hun stoppede da han løftede hånden og signallerede at hun skulle holde inde med sin talestrøm.
,, Svar mig på dette.. hvis du kan.”.
Hun nikkede: pokkers til disse dage.
,, Hvordan gifter udøde sig?”.

// Fortsættes.