Beautiful Mind.

Beautiful Mind.

Regnen faldt på det firkantede vindue, det eneste naturlige lys der faldt i denne del af Cámara de Lemoris, kom fra netop dette lille vindue, der var det eneste spejl til verden udenfor. Det havde sin plads i en kold gang, med udekorerede vægge, og ingen blomster dekorationer i hvert hjørne. Alt hvad man ellers kunne beskue af skønhed syntes at være falmet her, i denne femte cirkel af helvede.
Det var sjældent at denne gang fik gæster, kun to tjenere hver dag: en om morgenen og en igen om aftenen. De kom alle gående med de samme ligblege udtryk, og havde ingen rødme i kinderne. Samtidig med at de alle gik som var de dukker med en mekanisme i ryggen, der tvang dem til at tage hvert et skridt, imens at øjnene sprudlede med en sådan modvilje, at man ikke kunne forstå hvorfor de gjorde det. De forsvandt ind af døren for enden af gangen, og kom altid ud en time efter. I nogle få tilfælde dog, kom de ikke ud igen før at den næste person trådte ind, og bar den nu livløse dukke over sin mekaniske skulder.
Sådan fungerede det. Men selvom gangen var nysgerrigheden selv, og higede desperat efter at få af vide hvad der var bag den sorte dør. Så kunne den aldrig helt for sig selv til at smugkigge når tjenerne gik derind. Men denne aften var anderledes. Lige præcis tyve minutter efter at tjeneren var gået ind af døren, kom selveste herren af huset gående. Gangen skælvede i ærefrygt over at se at dens herre besøgte den, men den vidste også godt at den var lige netop her, fordi at den beskyttede noget vigtigt for herren. Den var jo selve passagen hen til den smukke sorte dør!
Desværre lod herren den ikke få et blik, hans underskønne, grønne øjne lagde sig ikke på gangens vægge, men havde sin opmærksomhed på den sorte dør hele tiden. I modsætningen til tjenerne, så herren ikke bleg ud imens han gik hen til den, han havde også stadig den lille smule rødme i kinderne der fortalte at han var sund og rask. Herren var fantastisk var han ikke? Gangen holdt sig rank og stærk imens at dens herre gik igennem den. Dennes sorte sko gav små ’klak’ imod gangens stengulv, og den mærkede hvordan det gav et lille stød hver gang i smerte, men den var ligegyldigt, for det var jo herren.
Men ligesom med tjenerne forsvandt herren også indbag den sorte dør. Åh, det lange, gyldne, hår krøllede så smukt og fint, idet det svajede som han lukkede døren efter sig.
-
Luchen lukkede døren bag sig og den gav et lille klik, som tegn på at den låste sig automatisk som ventet. Den smalle, men stadig stærke hånd, gav håndtaget et lille klem inden han lod det glide fra hans slanke fingre. Luft blev skudt ud fra hans mund, i et meget svagt suk, og han lukkede sine øjne roligt. Til hvilken verdens nytte befandt han sig i dette rum? Men det var en rutine der ligesom alt andet skulle overståes, og selvom der ikke var noget tilbage at komme efter, følte han stadig en sær form for pligt-følelse overfor sit ærinde.
Han drejede om på hælen og så da ud i et stort møbleret rum, hvor alle møbler stod fuldstændig forskudt. En kommode stod i midten af rummet med et sofabord oven på sig. Ved siden af den stod sofaen så, og vende imod kommoden, som om at den var et underholdnings apparat man skulle beskue. De to lænestole der hørte til sofaen var blevet sprættet op, og plysset indmad lå overalt på gulvet: det dannede nærmest en redde. De tunge gardiner ved de bajkaderede vinduer, var blevet revet og flænset i, og lignede ikke længere gardiner, men to pjaltede tæpper der hang på en væg. Hans øjne vandrede videre igennem den lille stue, over et maltrakteret bornholmer ur, der var blevet splittet ad, så møtrikker lå spredt ud over det hele. De var blevet brutalt presset sammen, som to uens puslespils brikker hvor ejermanden havde været for utålmodigt og brugt råstyrke til at færdiggøre motivet, i stedet for at tage sig tid til at finde den rigtige brik. Billederne på væggene var blevet kradset i, og hvad end der engang havde været af porcelæn lå i en smeltet dynge henne i den tavse kamin, hvor der manglede mursten i en af siderne. Samtlige andre møbler, og ting var ødelagt og visse dele manglede.
Luchen trådte over hvad der engang havde været en stol, og begav sig videre hen imod en halv åben dør, hvor der kom et svagt lys fra. Det var som at lege jorden er giftig, uden at vide hvorhenne det var sikkert at træde. Imens han gik så han flere ødelagte genstande, og mærkelige sammensætninger af samme, blandt andet to bordben var blevet gjort spidse som spyd, hvorefter de var blevet banket ned i gulvbredderne til de sad fast, og imellem dem var der blevet spændt en snor. Han rynkede med brynene af synet, og gik videre.
Da han kom til døren indtil soveværelset, satte han roligt en hånd på den. Den knagede som han skubbede den ind, og et mørkt soveværelse kom til syne. En stor, blød, seng, med en masse puder, dyner, og til og med små bamser og dukker sad på række oppe på hylderne. Der lå tæpper spredt rundt omkring, og ovenover Luchen hang en hjemmelavet drømmefanger, af alverdens skrammel. Der var møtrikker fra bornholmer uret, ben fra en uheldig porcelæns hyrde, træ splinter, små stykker mursten, og stof. Et enkelt udkradset øje fra et billede inde i stuen. Og i midten af al denne dysterhed, sad en kvinde på gulvet, to meter væk fra ham. Hendes tøj var plettet af blod, imens at hun holdt sine hænder oppe i luften, og et par blanke, brune øjne stirrede på dem. Foran hende lå en død tjener, med et dybt sår i midten af ryggen. En bakke med en porcelæns kande, en klud, og en lille balje stod på gulvet.
Hendes blik opfangede ham ikke, hun ænsede heller ikke engang hans aura eller tilstedeværelse, men sad og måbede imens hun betragtede den røde farve, der gled ned over hendes lange tynde fingre. Luchen’s pupiller trak sig sammen, imens at han bevidnede scenariet af endnu en død tjener. Vredt gik han hen imod hende og greb om en af hendes blodige hænder.
,, Udulige kvinde!”, hvæsede han af hende.
Hun gav ham ikke så meget som et øjebliks opmærksomhed, og den smukke kvinde, hvis alder man ville skyde til at være omkring de femogtyve, lod sig blot let rive i. Hendes lange, mørkebrune, hår lå fladt ned langs hendes ryg, imens at et par totter faldt ned over hendes ansigt. Hun var iklædt en hvid natkjole med bar ryg, og lignede noget fra en spøgelses film, da hendes hud var så snehvid at man skulle tro hun var et forbandet lig. Under den tynde hud, kunne man svagt skimte de blålige steger af blodårer. Hun var skrøbelig. Noget så skrøbelig, og bare hans svage tag i hendes håndled, tillod Luchen at mærke hendes knogler og led, så let som ingenting.
Han rev hende op ad i et middelmådigt ryk, og sendte hende en advarende snerren. Også selvom han godt vidste at hun sikkert ikke ville registrerer det. Det var så sjældent at hun reagerede på noget som helst. Men til hans overraskelse vendte hendes hypnotiserede blik sig fra de blodige hænder, og over på ham. Det fjerne blik blev pludselig kærligt. Men det var en tom kærlighed der hvilede i dem, den afslørede at hun genkendte en følelse ved at se ham, men stadigvæk var uviden omkring hvem han egentlig var. Hvilket også kom til udtryk i det navn hun udbrød sammen med blikket.
,, Luca!”, sagde hun højt.
Nærmest som om at det forbavsede hende, eller at han havde forskrækket hende efter at havde sneget sig ind på hende. Luca – de første tre ord i hans navn, blandet med et fejlagtigt fjerde. Hun lod sig blive revet op på benene, og hendes ellers stumme læber og det udtryksløse ansigt, blev til en lyksalig grimasse og hun smilede af ham. Hendes tænder var derved fuldt fremvist, og deres skarpe dæmoniske herkomst afsløret. Hun lagde sin anden blodige hånd på hans, og klemte den med al sin styrke: hvilket var meget lidt.
,, Luca, Luca, Luca!”, gentog hun igen og igen.
Luchen så på hende med øjne der ingenting fortalte: som havde de kort byttet roller, og han var den af dem der ingenting registrerede omkring sig, imens at hun var den tilstedeværende.
Hendes hoftelange hår svajede imens hun vuggede fra side til side, som om at hele Cámara de Lemoris balancerede på en knivspids. Alt sammen imens hun holdt fast i ham, smilte, og gentog hvad hun troede var hans navn. Den mørk-hudet dæmon herre betragtede hende i nogle sekunder, med det samme intetsigende udtryk, før han slæbte hende med hen på sengen. Hendes bare fødder stampede i gulvet som de gik, på samme måde som et barns ville hvis det legede elefant. Da hun blev sat på sengen begyndte hun igen at vugge fra side til side. Han gav slip fra hendes hænder, selvom hun stadig havde fat i hans.
,, Giv slip.”, sagde han i en kommanderende tone.
Hun lyttede ikke, men hendes blik gled langsomt fra ham, og opad imod loftet. Luchen betragtede hende i stilhed. Og ligesom hendes øjne hvilede på loft stolpen, forsvandt hendes lyksalige udtryk fuldkommen, og hun lignede igen en stum dukke. Blikket var tomt, og hun var igen ude afstand til at registrerer ham.
Han trak sine hænder fra hendes, og hun lod ham.
I dyb stilhed begav han sig hen til bakken der lå ved siden af liget, tog den og gik tilbage til sengen hvor hun stadig sad og stirrede på stolpen. Hendes fyldige, hjerteformede, læber, gled stille fra hinanden og hun sad til sidst og måbede, imens hun betragtede den. Hendes øjne kørte fra den ene side til en anden, som holdt hun øje med noget som Luchen aldrig ville kunne gætte sig til hvad var, og som han egentlig heller ikke ønskede at vide. Bakken blev sat på natbordet ved siden af, hvor han skubbede en smule til den tændte natte lampe, der var det eneste lys. Den kastede et beskedent og varmt skær over det ellers dunkle værelse, med de mange plys dyr og alverdens små nips. Og i modsætningen til stuen var dette værelse ikke blevet raseret, men var velholdt, og ingenting var ødelagt.
Han tog hendes hænder og placerede dem over baljen, hvorefter han hældte det lunkne vand over dem, og brugte kluden til at gøre dem rene.
Hun gjorde ingenting imens at han rengjorde hendes fingre.
Han vred kluden op efter at hendes hænder var blevet fri var den mørkerøde farve, og lagde den lunkne klud imod hendes kind, imens at han placerede den anden hånd på hendes anden kind. Han drejede langsomt hendes ansigt imod ham, hendes øjne var stadig rettet imod loftet, imens at han gled tommelfingeren over hendes mundvige og dræbte den dråbe mundvand der havde været på vej til at glide ned over hendes hage. Alt dette gjorde han uden at blinke eller give en væmmet grimasse. Det var som at passe et barn.
Han skubbede hende blidt ned at ligge, og begyndte at afklæde hende natkjolen. Hun ænsede stadig intet, og netop på grund af det, var det som at afklæde en kludedukke.
Da Luchen endelig havde fået den af hende, gav han en lavmælt banden fra sig, og vred endnu engang kluden op. Han begyndte at vaske hendes fødder, ankler, læg, lår, hofter. Rengjorde hende, som man ville have gjort det for mange år tilbage, da et moderne bad ikke var en mulighed. Hendes reaktion på et badeværelse havde resulteret i dyb frygt, og i et desperat forsøg på at komme ud havde hun formået at dræbe to tjenere, såre en, og kradse Luchen til blods.
Hun var så tynd, så umådelig spinkel at man kunne se hver en bue ved ribbenene. Kun brysterne var det eneste der tydet på fedt i hendes krop. Men til trods for alt det, var hun stadig smuk. Gudelig smuk, dog på en makaber og lettere afskrækkende måde. Man ville snare blive blændet af fascination over hendes korrupte, snehvide ydre, end man ville dåne ved hendes skønhed.
Efter at have rengjort hende forfra, trillede han hende om på maven, hvor hendes udsyn til stolpen blev afbrudt. De store, brune, øjne gled tilbage på Luchen, og hun betragtede ham med et dyrs årvågenhed: som fandt hun sig i at blive vasket, selvom hun ikke var klar over at han vaskede hende. Følelsen af den lunkne klud over den svedige hud var bare behagelig, og derfor velkommen. Men imens hun betragtede ham var det tydeligt at hun ingen ide havde om hans person. Hun trak skulderen en smule op, og lagde sin ene hånd foran munden, imens at hun stirrede hæmningsløst på hans ansigt: som et barn vis opmærksomhed falder på det pæneste i rummet.
Luchen kørte sin varme hånd over hendes ryg, og skubbede det lange hår til side, for bedre at kunne vaske det øverste af ryggen. Hun bøjede benene, en af gangen, og lod dem så synke igen. Det blev hun ved med, alt imens at hun lukkede læberne svagt om sin tommelfinger.
Da han var færdig med at rengøre hende, lagde han kluden hen i baljen igen, men måtte snart vende sin opmærksomhed, da hun satte sig op på knæ i sengen, placerede en hånd på hans lår og rakte over efter kluden. Hendes hvide fingre gled ned i det lunke vand, og hun tog kluden op fra baljen og førte den imod Luchen. Vand plaskede ned på ham, da kluden ikke var blevet vredet op. Og lange, lunke, slanger af samme pillede ned over hans hals imens at hun trykkede kluden imod hans kindben og stirrede på den, med et tomt udtryk som var hun gået i stå, og ikke vidste hvad hun mere skulle gøre.
Luchen førte en hånd op og lagde den over hendes. De grønne øjne lukkede i langsomt, imens at han gav et opgivende suk fra sig. De blonde bryn blev trukket ned af, alt imens at trykket fra hendes hånd imod hans kind, blev svagt igen. Hans tag om hendes gjorde det modsatte dog, og kluden faldt fra hendes fingre og ned i hans skød, idet hendes blik igen stirrede fraværende op på stolpen, og Luchen.. han pressede sine varme læber imod hendes håndled.
__